F E S T S K R I F T
T I L
P R O F E S S O R , D R . J U R I S
HENRY USSING
5. MAJ 1951
U D G I V E T AF
J U R I S T F O R B U N D E T
U N D E R R E D A K T I O N A F
O. A. BORUM OG KNUD ILLUM
N Y T N O R D I S K F O R L A G A R N O L D B U S C K N O R D L U N D E S B O G T R Y K K E R I K Ø B E N H A V N
390
Tabula gratulatoria
Aasgaard, Reidar, lagmann Abildgaard, E., Irsagf.
Adserballe, V ., landsdommer Afzelius, Axel, justitieråd Agge, Ivar, professor Ahrnborg, Bertil, advokat Algreen-Ussing, Holger, Irsagf.
Alkil, Niels, højesteretssagfører Alsén, John, justitieråd
Ameln, Henrik, overrettssakf.
Amtoft, P., dommerfuldmægtig Andenæs, Johs., prof. dr. jur.
Andersen, A., sagf. cand. jur.
Andersen, A. E., bankfuldm.
Andersen, Ernst, prof. dr. jur.
Andersen, E. Lego, Irsagf.
Andersen, H . Torp, Irsagf.
Andersen, J. Manzanti, cand. jur.
Andersen, Johannes, advokat Andersen, Poul, prof. dr. jur.
Andreasen, S. A. Irsagf.
Andrup, H., landsretssagfører Arnason, Isleifur, professor Arnholm, C arl Jacob, professor
Arntzen, Sven, høyesterettsadv.
Asmund, F., dommer Asmussen, John, Irsagf.
Atmer, Gunnar, advokat Bache, Henrik, hrsagf.
Baden, Jørgen, landsretssagfører Bagge, Algot, f. d. justitieråd Bang, C., retspræsident Bang, I. C., landsretssagfører Bang, Stig, landsretssagfører Barner-Rasmussen, M., vice dir.
Bech-Bruun, H., hrsagf.
Beckman, N ils, justitieråd Behrman, Walter, häradshövd.
Beier, Gustav A., sagf., cand. jur.
Bendz, Erik, borgmästare Bentsen, Ralph, Irsagf.
Bentzon, A . Drachmann, højesteretsdommer
Berg, H . W., overretssagfører Berg, Paal, høyesteretts-
justitiarius
Bergendal, Ragnar, professor Bergh, Henrik, høyesterettsadv.
Beming, Hugo, hrdommer Berntsen, Ejnar, Irsagf.
Bertelsen. A . T„ byretsdommer Berthing, Thorvald, hrdommer Bierfreund, Poul, hrsagf.
»Bikuben«, Forsørgelses- forening og Sparekasse Bing, Otto, overretssagfører Birketvedt, Odd, politifuldm.
Bisgaard-Frantzen, A., sagf.-fm.
Bjarup, A., landsretssagfører Bjercke, O laf R., overrettssakf.
Bjerre, Chr., dommerfuldm.
Bjerre, M. C. A., landsretssagf.
Björkman, Erik, vice assessor Björling, Johan, hovrättsassessor Bjørnbak, Bjørn, Irsagf.
Björnbom, Märta, advokat Björnvik, Henning, hradvokat Blanck, Ivar, advokat
Blicher, Kai, landsretssagfører Blæhr, Albert, dommer
Boas, Vilhelm, departementschef Bohr, Ole, fg. sekr. i justitsmin.
Bonlov, Knud, landsretssagfører Bonnevie, Carl, lagmann Borenius, Lauri, vicehäradshvd.
Borrit-Hansen, Th., Irsagf.
Borum, O. A., professor dr. /ur.
Bramsnæs, C. V., fhv. national
bankdirektør
Brendstrup, birkedommer
Broger, Erik, byretsdommer Bruun, S., Irsagf., dir. f. Koda Bruun, Troels, ktchef i skatdep.
Brückner, Emil, Irsagf.
Bryrup, Niels, bankdirektør Brækhus, Sjur, prof., dr. /ur.
Buhl, Jens, sagfører, cand. /ur.
Buhl, Peter E., landsretssagfører Bunch-Jensen, K., hrsagf.
Biilow, Frits, højesteretssagfører Byrdal, Karsten, Irsagf.
Byrdal, V., overretssagfører Byskov-Ottosen, K., Irsagf.
Bödtker, Henning, regjerings- advokat
Bøtefyhr, K., sagfører, cand. ju r.
Cappelen, Didrik, statsadvokat Carstensen, Tage H., Irsagf.
Carstensen, Viggo, hrsagf.
Caselius, llmari, professor Castberg, Frede, professor Castrén, Lauri, advokat.
Castrén, U. ]., president Cavallin, Sven, bankdirektör Cederlund, Carl Jacob, advokat Celinder, Ove, overretssagfører Christensen, Alb., Irsagf.
Christensen, Andreas, hrsagf.
Christensen, Børge, fuldm. i Østift. Kreditf., cand. jur.
Christensen, C.Ove.kst.byretsd.
Christensen, Otto, komm.dir.
VI
Christensen, S. Schroll, Irsagf.
Christiansen, Poul, Irsagf.
Christoffersen, C. B., hrsagf.
Christrup, G. L., hrsagf.
Clausen, Andreas, rodemester Clausen, Sven, prof., dr. jur.
Cohn, Bernhard P., Irsagf.
Cohen, J. L., overretssagfører Colleen, Sven, advokat
Conradi, Erland, hovrättsassess.
Dahl, Dagfinn, direktör Dahl, Poul, landsretssagfører Dahll, Olaf, høy ester ettsadvokat Dalgaard-Knudsen, ]., Irsagf.
Damgaard, Steen, Irsagf.
Damm, Knud-Peter, sagffuldm.
Danm arks Nationalbank David, C. L., højesteretssagfører Davidsson, Carl, häradshövding Dietrichson, Eigil, Irsagf.
Dige, Palle, sagfører, cand. jur.
Dillén, N ils, docent Dragsted, Esben, Irsagf.
Dragsted, F., overretssagfører Drangel, Eskil, lagman Dreyer, Jørgen S., Irsagf.
Dybdal, Bodil, landsdommer Dybdal, C. C., direktør
Dyreborg, R. Johs., sorenskriver Eberstein, Gösta, professor Eberth, Oie C., Irsagf.
Eckerberg, Enar, regeringsråd
Edelman, Edvard, vicehärads- hövding
Eegholm, Erik, landsretssagfører Eger, Manner og Trampe Kindt,
høyesterettsadvokater Ehlers, Knud, sagførerfuldm.
Ekeberg, Birger, riksmarskalk Ekelöf, Per Olof, professor Eklund, M. A., vicehäradshöv-
ding, advokat
Eklund, Rudolf, f. d. justitieråd Elgaard, Knud, sekretær
Ellilä, Tauno, professor Elmlund, E „ sagfører, cand. jur.
Elmquist, A . L. H ., Irsagf., fhv.
justitsminister
Engberg, ]., landsretssagfører Engströmer, Thore, universitets-
kansler
Erichsen, A age Bay, hrsagf.
Erichsen, Leif Nagell, hradvokat Ericsson, Hugo, justitieråd Ericsson, Kjell, hovrättsassessor Eriksson, Brita, Chr., advokat Ernst, Axel, sagfører, cand. jur.
Eyben, W. E. von, prof., dr. jur.
Eahlbeck, Erik, professor Falk-Jensen,A.,ktchef i finansm.
Faurholt, Johs., dir. i Bikuben Federspiel, Per, Irsagf.
Feiring, Ragnar, advokat, vicehäradshövding
Fischer, Leo, landsretssagfører F i scher-Møller, H . O., hrsagf.
Fog, dommer
Fogh-Andersen, E., Irsagf.
Fonager, H., landsretssagfører Forssner, Tom-Erik, advokat Fougner, Eiliv, høyesterettsadv.
Fougner, Sigurd, høyesterettsd.
Frandsen, Bjarne, fuldm. i justm.
Frandsen, N iels, Irsagf.
Frederiksen, Leo, Irsagf.
Frølund, Thomas, præsident for Højesteret
Funder, Sv. Aage, or sagf.
Gammeltoft, Gunnar, Irsagf.
Gammeltoft, Poul, hrdommer Gangsted, Erik, Irsagf.
Geertsen, A., sagfører a f Geijerstam, Sven, byråchef
Gernow, Erik, cand. jur.
Gestrin,Henrik, vicehåradshøvd.
Gestrin, Lars, justitierådman Giersing, Franz, Irsagf.
Glistrup, Mogens, sagførerfm.
Godenhielm,Berndt, jurisdoktor Gomard, Bernhard, sekr. i justm.
Gormsen, Knud, Irsagf.
Gorrissen, N . ]., hrsagf.
Graffman, Gösta, hovrattsråd Granfelt, O. H j., akademiekansl.
Gravesen, Johs. F., Irsagf.
Greife, Einar, høyesterettsadv.
Greife, Sverre, høyesterettsdom.
Grundt, Theodor, professor Guldberg, H arry, president G ullestad,A .L., høyesterettsadv.
Gyllenswärd, Ragnar, justitieråd Götzsche, A., landsdommer Haagentoft, H aagen, Irsagf.
H aataja, Kyösti, professor Hakulinen, Y. ]., justitieråd,
juris dr.
Handelshögskolans Bibliotek, Stockholm
Hansen, A. Karoli, Irsagf.
Hansen, Filip, dommer
Hansen, H . M., rektor f. Kbh.s Universitet
Hansen, K. Espen, Irsagf.
Hansen, Olav, dommerfuldm.
Hansen, S. Wesley, Irsagf.
Hansen, Victor, højesterets
dommer, dr. phil.
Hansson, Albert advokat Harbek, Ole F., sorenskriver Harbou, Niels, dommer Hartwig, Ernest, Irsagf.
H arup, Børge, direktør, Irsagf.
H asle, Henning, fhv. min., højesteretssagfører Hasted, Svend, Irsagf.
Hastig, Carl Axel, justitieråd H astrup, Erik, byretsdommer Hauer, Chr., landsretssagfører VIII
Haulrig, Kurt, fg.sekr. i justitsm.
Haume, Henning, Irsagf.
Haxthow, Viktor, hradvokat Hay-Schmidt, H . Ph., dommer Hede, Holger, overretssagfører Hedeberg, O. C., Irsagf.
Heden, Chr., landsretssagfører Hedström, Klas, hovr'åttsråd Heegaard, Louis, sekr. i inden
rigsministeriet
Heiberg, Axel, jr., hradvokat Heide-]ørgensen, Erling, ktchef
i justitsministeriet
Heide-Jørgensen, Sigrid, Irsagf.
Heijnes, Emil, advokat
Heilesen, Tyge C., fg. fuldm. i justitsministeriet
Heise, Carl, højesteretssagfører Heise, Fr., højesteretsdommer Helsted, Eiv., hrsagf.
Hemmar, A., direktör Henriksen, H . Steen, Irsagf.
Henriques, C. B „ hrsagf.
Henriques, C arl Otto, vekselerer Herlitz, N ils, professor
Hermann, Povl, landsdommer Hermansen, E., sagførerfuldm.
Hernlund, Ebbe, häradshövding Herold-Nielsen, J., eksp.sekr.
Herrlin, H ans, försäkringsom- budsman
Hertzberg, L. R., hovrättsasses.
Hertzen, Henning von, vice- häradshövding, justitiesekr.
Heuser, Viggo, Irsagf.
Hilbert, C. A., landsdommer Hinrichsen, Erik, Irsagf.
H jejle, Bernt, hrsagf., dr. jur.
Hjelm-Hansen, Paul, dommer Hjermind, Poul, Irsagf.
Hoel, G. Astrup, dr. jur.
Holmbäck, Ake, professor Holst, H ans P., Irsagf.
Holst-Knudsen, C., Irsagf.
Holm, Henrik, sagførerfuldm.
Holmboe-Jensen, Tage, protokolsekr. i Højesteret Homén, Lars, vicehäradshövd.
Hoppe, /ver, landsretssagfører Horsten, H ans, Irsagf.
Hove, Niels, landsretssagfører Hove, Robert, retspræsident Hult, Phillips, professor Hurwitz, Stephan, prof. dr. jur.
Hägglund, Folke, hovrattsråd Høgh, Egon, cand. jur.
Højesterets Bibliotek
Ilium, Knud, professor, dr. jur.
Ingerslev, Ph., Irsagf.
Instituttet for jämförande rätts- vetensk. v. Uppsala Universit.
Ipsen, Svend, landsdommer luul, Stig, professor, dr. jur.
Iversen, Carl, professor, dr.polit.
Jacobi, Adam, hrsagf.
Jacobi, H., vicepræsident i sø- og handelsretten
Jacobi, Knud, overretssagfører Jacobsen, Bent, hrsagf.
Jacobsen, J. Hartvig, hrsagf., dr. jur.
Jacobsen, Jac. P., hradvokat Jacobsen, Poul, højesteretssagf.
Jacobsen, Per Finn, sagffuldm.
Jacobsen, Thorkild, politikom.
Jakobsen, Ellinor, sagførerfm.
J a rner, Knud, orsagf.
Jensbye, Thøger, Irsagf.
Jensen, C. C. S., orsagf.
Jensen, C. E „ landsretssagfører Jensen, Chr. L., hradvokat Jensen, Erik, statsadvokat Jensen, Erling, sagf., cand. jur.
Jensen, Gerhard, civildommer Jensen, Jørgen, Irsagf.
Jensen, Kristian, dommer Jensen, O. E., sagfører
Jensen, P. Hedemann, sagfører Jensen, P. Munk, sagførerfuldm.
Jensen, Vagn, landsretssagfører Jeppsson, N ils, fiskalaspirant Jerichow, Ernst B., Irsagf.
Jerker, Victor, revisionssekret.
Jespersen, C. Chr. P., sagfører Jespersen, H ., departementschef Jessen, Gert, højesteretssagfører
Jessen, J. Qvist, sekretær i indu
strifagene, cand. jur.
Johannesen, V. Høiriis, direktør.
Johanson, Helge, justitieråd Johnsen, Jon, overretssagfører Johnsen, Karen, landsdommer Jokela, Heikki, jur. lie, vice-
häradshövding
Juridiska Seminariet vid Upp
sala Universitet
Juul, Kai, landsretssagfører Jääskeläinen, Jyrki, vicehärads-
hövding
Jørgensen, Alb. V., hrsagf.
Jørgensen, N iels Alb., Irsagf.
Jørgensen, Stig, sagførerfuldm.
Kaarsberg, O. ]., hrdommer.
Kaira, Kaarlo, professor Kaira, Kurt, justitieråd Kalha, J. E., häradshövding,
hovråttsråd
Kallesøe, Søren Gunnar, fuldm.
i justitsmin.
Kalliala, Kaarlo, försäkringsrät- tens ordförande
Kampmann, H arald, Irsagf.
Karlgren, H jalm ar, justitieråd Karlson, Sverker, vicehärads-
hövding
Karnøe, Georg, Irsagf.
Kaspersen, S., dommer Kaufmann, Axel, Irsagf.
X
Kemp, Arne, kammeradvokat Kemp, Henrik, fuldm., cand. jur.
Kier, Knud, landsretssagfører Kihlström, Eva, sekr., cand. jur.
Kiilerich-Hansen, J., Irsagf.
Kirk, J. P., landsretssagfører.
Kierkegaard, P. H., dommerfm.
Kierstein, J., landsretssagfører Kjøgx, Kai, sekretær
Klein, Walter, advokat Klerk, N iels, lektor, Irsagf.
Knudtzon, Th., hrsagf.
Koch, Heinrich E. E., Irsagf., oberstløjtnant
Kobbernagel, Jan, professor Kolbye, V. M., landsdommer Krabbe, Oluf H., fhv. professor Krarup, Ove, højesteretsdommer Kretzschmer, Mogens, Irsagf.
Kristiansen, E. V., sagfører Krog, Henning, kst. fuldm. i
justitsmin.
Krog-Meyer, Mogens, Irsagf.
Krogsgaard, Sven R., Irsagf.
Kroman, Mogens, Irsagf.
Kromann, Johan, Irsagf.
Kruse, A . Vinding, dr. jur.
Kyllesbech, Lauritz, sagffuldm.
Kæstel, R „ underdirektør Københavns Byrets Bibliotek Lagus, Julius, advokat, vice-
häradshövding
Landahl, Bengt, advokat Lando, Ole, sekretær Lang, N . A., häradshövding Larsen, Aage, landsretssagfører Larsen, Børge, landsretssagfører Larsen, Kurt Cornelius, politi
fuldmægtig
Larsen, Sv. Unmack, borgmester, fhv. justitsminister
Larsen, Victor, sagfører Lárusson, Ólafur, professor Lassen, Anker, Irsagf.
Lassen, Bengt, hovrattsråd, lagbyråchef
Lauritzen, H ans, overretssagf.
Laursen, C. A., Irsagf.
Lawski, Sven, f. d. justitieråd Lebech, Hans, sekr., cand. jur.
Lehtinen, Juho Niilo, advokat Leijon, Hugo, lagman
Lejman, Fritjof, professor Levinsen, F. C., Irsagf.
Levysohn, Alfred, Irsagf.
de Lichtenberg, A., Irsagf.
Lichtenberg, Frans, amtsfuldm.
Lind, Erik, justitieråd Lind, E., landsretssagfører Lind, Oluf, Irsagf., lektor Lindahl, Alf, advokat
Lindahl, H . A., sekr., cand. jur.
et polit.
Lindboe, Poul, landsretssagfører
Lindebrække, Sjur, bankchef., dr. jur.
Lindegaard, Per, sekr. i justitsm.
Lindstedt, Gustaf, lagman f. d.
jur. dr.
Ljungman, Seve, professor Loft, Viggo, overretssagfører Loheman, Arne, tingsdomare Lorenzen, Aage, landsdommer Lorentzen, Aa., Irsagf.
Lund, Kaj, landsretssagfører Lund, Torben, professor, dr. jur.
Lund-Andersen, H . E „ hrsagf.
Lund-Andersen, Sv., dommer Lundstedt, Vilh., professor em.
Lunn, Leif, sekretær Løber, Georg, hrsagf.
Lochen, Edvard, hradvokat Lögdberg, Ake, docent
Lærkesen, Y„ politifuldmægtig M adsen, Gunnar, Irsagf.
Madsen, Marvin, sekr., cand. jur.
Madsen, N iels, sekr. i justitsmin.
M adsen-Mygdal, N . P., hrsagf., dr. jur.
M agnussen, O. K., overretssagf., lektor, dr. jur.
le Maire, Louis, prof., dr. jur.
Malmström, Åke, professor Marcussen, Carl, cand. jur.
Martens, Erik M., hradvokat Mehl, Holger, landsretssagfører XII
Melchior, J. A „ hrsagf.
Mellbye, Jens, Chr., hradvokat Meyer, Karsten, hrsagf.
Meyer, Poul, dr. jur.
Meyer, Torben, cand. jur.
Miang, I. H., landsretssagfører Michelsen, Eigill, Irsagf.
Michelsen, Nie., Irsagf.
Mikkelsen, Henning, dommer
fuldmægtig
Mikkelsen, M. Johs., Irdommer Mikkelsen, Robert, Irsagf.
Mollerup, T., Irsagf.
Moltke-Leth, Mogens, Irsagf.
Mortensen, Gylling, Irsagf.
Mortensen, S. Storm, Irsagf.
Mosbæk, Harry, Irsagf.
Mosbæk, Holger, Irsagf.
M ossfeldt, Arne, Irsagf.
Munch-Petersen, Erik, fg. eksp.- sekr. i socialmin.
Munch-Petersen, Erwin, prof.
Munck, H . V., stiftsfuldm.
Munck af Rosenschöld, Th., borgmästare
Mundt, K aj, præsident for Østre Landsret
Munktell, Henrik, professor Munter, Erik, landsretssagfører Møller, A m t, dommer
Møller, Ejvind, hrsagf.
Møller, Fritz, cst. byretsdommer
Møller, Julius, hrdommer Møller-Andersen, A., Irsagf.
Mørk, H ans V., sekr. i finansm.
Nagell, Egil, overrettssakfører Nebelong, Bent, Irsagf.
Neel, O. T., højesteretssagfører Nelson, Alvar, jur. dr., docent Nial, Håkon, professor Nielsen, Brix, Irsagf.
Nielsen, K. Axel, Irsagf.
Nielsen, Kurt, sekr., cand. jur.
Nielsen, N iels, overretssagfører Nielsen, P. Dines, amtsfuldm.
Nielsen, T. Stefan, hrsagf.
Nielsen, Thorkil, sekr. i justm.
Nielsen, Thøger, docent
Nielsen, Verner, sagførerfuldm.
Nielsen, Viggo Johs., sagfører Nielsen, Xenia Gylling, ekspedi
tionssekretær
Niiranen, llmari, f. d. hovrätts- vicepresident
Nilsson, A xel 1., advokat N issen, Knut H., justitieråd Nordin, Arend, hovrättsassessor Nordstrom , Torkel hovrättsass.
N o r gård,K jell, overrettssagfører Norsker, Knud, Irsagf.
Nybergh, Gunnar, justitieråd Nyeboe, E. J., fuldm., cand. jur.
N ygaard, Marius, høyesterettsd.
Nyman, Ku no Fr., jur. lie.
N ystad, Jørgen, amtsfuldmægtig N ørgaard, J., landsretssagfører Nørregaard, Jens, professor Olesen, Niels, overretssagfører Olivecrona, Karl, professor Olsen, Julie, kontorchef Olsen, N . M. H., sagfører Olsen, Poul M., overretssagfører Olsson, Curt, jur. dr.
Orup, H . C., fuldm., cand. jur.
Ossbahr, Carl Patrie, advokat Paabøl, R. C., landsretssagfører Palin, Olav, vicehäradshövding Palmgren, Bo, jur. dr., professor Palmgren, Gunnar, jurisdoktor, prof., verkställande direktör Palmgren, Sten, advokat Palmquist, P. O., hovrattsråd Paulsen, Jul., sekr. i justitsmin.
Pedersen, Arne, sagfører Pedersen, Axel H., Irsagf.
Pedersen, C. Verner, Irsagf.
Pedersen, H ans Børge, sagf.-fm.
Pedersen, Helga, justitsminister Pedersen, Henry, Irsagf.
Pedersen, H . Roat, cst. landsd.
Pedersen, H . Winding, prof.
Pedersen, Johs., dommer Pedersen, Jørgen, Irsagf.
Pedersen, Laurs, Irsagf.
Pedersen, P. J. Irsagf.
Penttinen, Jorma, assessor
Petersen, Arne Kjærgaard, sagfører, cand. jur.
Petersen, Carl Johan, kontor
chef, cand. jur.
Petersen, Ernst, Irsagf.
Petersen, Halvor, Irsagf.
Petersen, Helge, dommerfuldm.
Petersen, Oluf, hrsagf.
Petersen, Theodor, landsdommer Petersson, Sture, häradshövding Petrén, Viktor, hovrattsråd Philipsson, Ivar, advokat Plesner, Mogens, Irsagf.
Pontoppidan, Erik, Irsagf.
Poulsen, Finn, Irsagf.
Poulsen, Oscar E., sagfører Prytz, R., landsretssagfører Raaen, Sofus, landsretssagfører Raith, John, sagførerfuldm.
Rasmussen, Grethe, Irsagf.
Rasmussen, Henning, Irsagf.
Rasmussen, Jens, Irsagf.
Rasmussen, O. Bang, overinspk.
Rasmussen, O. Gangsted, Irsagf.
Rasmussen, Ove, hrsagf.
Rasmussen, P. Graae, Irsagf.
Rasmussen, V. Ravnsholt, dom
merfuldm.
Rasting, Carl, professor, dr. jur.
Raunetsalo, Eevert, vicehärads- hövding
Reeh, Rasmus, sek r. i indenrmin.
Rehnberg, Ingemar, hovrätts- fiskal
Reise rer, M ax, landsdommer Rekve, Anders, hradvokat Reumert, Michael, Irsagf.
Ricard, C., højesteretssagfører Rikkonen, Olli, vicehäradshövd.
Rode, Stig, højesteretssagfører Rohde, Knut, professor Roepstorff, Thorkild, landsd.
Rohbeck, Paul G., hrsagf.
Rogard, Folke, advokat Roll, Otto, høyesterettsadvokat Ros, Axel, assuransdirektör Roschier-Holmberg, Åke, vice-
häradshövding, advokat Ross, Alf, professor, dr. jur.
Rothenborg, Arnold, Irsagf.
Rudholm, Sten, hovrättsfiskal Rudewall, Folke, justitie-
ombudsman
Rydman, Aulis, justitiesekret.
Rynning, Lorentz, hradvokat Ryssdal, Rolv E „ hradvokat Rytter, Svenning, fhv. byrets
præsident
Rønnow, Knud, Irsagf.
Rønsted, Karmark, Irsagf.
Røsholdt, Leif B., overrettssakf.
Sachs, P. M., byretsdommer Salmiala, Bruno, A., professor Salomon, Jacob, Irsagf.
XIV
Sander, Jørgen, sagfører Santesson, Per, justitieråd Satz, M argot, cand. jur.
Schack-Bondesen, K., Irsagf.
Schjelderup, Ferdinand, høyeste- rettsdommer
Schelle, Tage, fuldm. i justitsm.
Scherling, Frithjof Folkvard von, häradshövding
Schjødt, Annæus, hradvokat Schlegel, Otto, direkt, i Bikuben Schlyter, Karl, dr. jur., f. d. pre
sident
Schmidt, Bertel, sagførerfuldm.
Schmidt, Folke, professor Schmidt, Torben Svenné, sa g f-
fuldmægtig
Schmith, Poul, landsretssagfører Schrøder, Johan, overretssagf.
Schultz, Aage, overretssagfører Silfverstolpe, Gudmund, jur.
kand., direktör
Silfverstolpe, M aja, jur. kand.
Simonsen, G., dommer
Simonsen, Gunnar, sekr. i justm.
Sindballe, Kristian, prof., dr. jur.
Sipilä, Arvo, professor Sjögren, Ivar W „ professor Skaaning, Erik, Irsagf.
Skadhauge, Poul, landsdommer Skjerbæk, Oluf J., overinspektør Skovgaard, C., dommer
Smith, Oscar, høyesterettsadvok.
Soelseth, A . E., høyesterettsd.
Spies, J. H ., sagfører Spleth, P., landsdommer Staffeldt, Sven, sagfører Stahlschmidt, Erik & Kirsten
sagførere, cand. jur.
Statsanstalten for Livsforsikring Steensen, Erik, fuldm., cand. jur.
Stefánsson, Stefån Jóh., direktør, fhv. statsminister
Steffensen, Ole Th., sekretær Steglich-Petersen, K., hrsagf»
Stenius, Jaako, vicehäradshövd.
Stenmarck, Gustaf, rådman Sterzel, F., justitieråd Strahl, Ivar, professor
Strøjer, Erik, landsretssagfører Strømsheim, Marius, overretts-
sakfører
Stubgård, Erik, Irsagf.
Sundberg, H alvar G. F., juris professor
Sundbo, Arne, overretssagfører, borgmester
Suontausta, Tauno, jur. dr.
Suontausta, Yrjö, justitieråd Swalander, Herm. f. d. stadsnot.
Svane, O skar Bondo, hrsagf.
Svendsen, Aage, fhv. departe
mentschef i justitsmin.
Svendsen, Jørgen, sekr. i justm.
Svendsen, Knud, sagf., cand. jur.
Svendsen, N . Borup, Irsagf.
Sø- og Handelsrettens Bibliotek Søndergaard, Jens, lektor Sørensen, Børge Malmfred,
fuldm. i landbrugsmin.
Sørensen, Carl, Irsagf.
Sørensen, Erna, sagfører Sørensen, H . A., byretsdommer Sørensen, K . Kaae, direktør Sørensen, M ax, prof., dr. jur.
Tamm, Henrik, byretsdommer Taxell, Lars Erik, professor Thamsen, Ole S., sagf., cand. jur.
Thesbjerg, ]., landsretssagfører Thomasson, Erik, häradshövd.
Thomsen, Christian L., sekretær Thornstedt, H ans, docent Thors, Jørn, amtsfuldmægtig Thorsen, Søren, sagførerfuldm.
Thorsteinsson, Th., hrsagf.
Thuesen, Alfred, Irsagf.
Thulstrup, Andreas, Irsagf.
Thyregod, Ib, landsretssagfører Tidemand-Dal, Mogens, dom
merfuldmægtig
Tirkkonen, Tauno, professor Tobiesen, Erik, Irsagf.
Tof ft, Lorenz, sagførerfuldm.
Toldam, Aage, landsdommer Topsøe-Jensen, H ans, kontor
chef i justitsministeriet
Topsøe-Jensen S., kaptajnløjtn., cand. jur.
Topsøe-Jensen, Vilh., højeste
retsdommer
Torkild-Hansen, Carl, Irsagf.
Torp, Henry, sagfører
Torp-Pedersen, A . H ., direktør Torstensen, C. A., hradvokat Tuominen, Timo, justitierådman Tyllinen, Toivo, aldre justitie
rådman
Ulrik, Per, sagfører
Undén, Osten, utrikesminister Unonius, G ustaf Wilhelm, vice-
häradshövding, t. f. stadsfiskal Urne, Henrik, ekspeditions
sekretær i justitsministereiet Waaben, Knud, sekr. i justitsm.
Waagstein, Leif, landsrættar- sagførari
Wagner, Henrik S., hrsagf.
Walin, Gösta, justitieråd Vang, Felix, højesteretssagfører W aselius, Arne A., vicehärads-
hövding, advokat
Weber, F., sekretær, cand. jur.
Vedel, Johannes, Irsagf.
Wegener, Erik, Irsagf.
van de Velde, Einar, advokat Werner, Einar, advokat W estergaard, H arald, Irsagf.
Vestre Landsrets Bibliotek XVI
Westrup, C. W., stiftskriver, dr. jur.
Vetli, Erik, kontorchef i justits
ministeriet
Wetter, Sune, advokat Wichmann, /ac., Irsagf.
Wiersholm, Otto, hradvokat W ieslander.lvar, hovrättspresid.
Vikma, Väinö, professor Wijnbladh, Mauritz, president Wikander, Hugo, hovrättsräd Villars-Dahl,L., høyesterettsadv.
Vinge, K arl Axel, advokat Windfeld, Per, fuldm. i finansm.
Winther, M ogens, sekretær
Wirgin, Allan, rådman W istrand, Rolf, advokat
Vuorisalo, K. K., justitiekansler- sekreterare, jurislicentiat Würtzen, P. E., bankdirektør Ylöstalo, Matti, vicehäradshövd.
Zetterberg, Herman, statsråd Zeuthen, F., professor
Zitting, Christian, vicehärads- hövding, advokat
Ørum, Aage, overretssagfører Ørum, Chr., overretssagfører Østerberg, Erik, sagførerfuldm.
Ø stre Landsrets Bibliotek Aström, Axel, bankombudsman
Indhold
K N U D ILLU M : Henry Ussing 65 å r ... 1
JO H S. A N D E N Æ S: Om selgerens ansvar for farlige egenskaber ved den leverte gjenstand ... 9
vE R N ST A N D E R SE N : Kompagnonansvaret i sagførerfirmaer m. v. ... 19
POUL A N D E R S E N : Nogle Bemærkninger om Erstatning for Raadig- hedsindskrænkninger ... 28
v CARL JA C O B ARNHOLM .: Et fullmaktspørsmål ... 42
\ ' C. B A N G : Erstatning til enkemand for tab af forsørger m. v ... 50
O. A. BO R U M : Er livrenteforsikringskrav overdragelige?... 64
SJU R B R Æ K H U S: Skal enkelt- eller dobbeltkravslæren anvendes ved beregningen av rederens begrensede k ollisjon san svar?... 75
G Ö STA EBERSTE1N : Firma och namn. Tillika en fråga om metod ... 101
BIRGER EK EBE R G : Nordisk rättsgemenskap ... 110
VW. E. v. E Y B E N : Forsikringsret, erstatningsret og politiret... 126
O. H J. G R A N FE LT : De finländska växel- och checklagarnas mellan- folkliga bestämmelser ... 135
Y. J. H A K U L IN E N : Succession i rätten tili ersättning for ideel skada 141 BERN T H JE JL E : Kontraheringspligt ... 150
'P H IL L IP S H U LT : Perpetuatio obligationis ... 165
STEPH A N H U RW ITZ: Til skyldbegrebet ... 207
STIG IU U L : Caveat emptor-reglens oprindelse ... 220
J. H ARTV IG JA C O B SE N : Ophævelse af forlagskontrakten på gTund af forandrede forhold ... 235
H JA LM A R K A R LG R EN : Ett gammalt tvisteämne: nullitet och an- griplighet...
JA N K O B B ER N A G E L: Om stiltiende partshenvisninger i den inter- legale han delsret...
A . V IN D IN G K R U SE : Ansvarsfraskrivelse for tingskade i enkelte kontraktsforhold ... ... ... . ... ... ... . .... ...
•• Ó LA FU R L A R U S S O N : Arbejdsgiverens ansvar for arbejdernes culpa efter islandsk ret ... ... ... ...
FR ITJO F L E JM A N : Skadeståndsansvar for farlig verksamhet i nyare svensk rättspraxis ...
T O R BEN L U N D : Erstatningsproblemet inden for ophavsretten...
VILH. L U N D ST E D T : N ågra anmärkningar om skadeståndsrattens systematisering och om kausalitetsfrågan i ju rid ik en ...
' N . P. M A D SEN -M Y G D A L: Magtfordrejningsproblemer i civilretten Å KE M ALM STRÖM : Till frågan om skadestind utanför kontrakts-
forhållanden inom den internationella privaträtten ...
PO U L M EYER: Om panterettens b e g re b ...
ERW IN M U N C H -P E T E R SE N : »Egen skyld« og erstatning for vare
tægtsfængsel og strafafsoning ...
H A K O N N IA L : En fråga rörande overlåtelse av panträtt i värdepapper T H Ø G ER N IE L SE N : Klausulen »klingende Mynt« ...
C A R L R A ST IN G : Henry Ussings betydning for udformningen af culpareglen i moderne nordisk ret ...
^ K N U T RO H D E: Om begreppet hävning av a v t a l ...
A LF R O SS: Tú-Tú ...
247
267
279
295
300 313
328 348
362 387
399 425 430
451 458 468 KR IST IA N SIN D B A L L E : Fordring efter gensidig Aftale som Gen
stand for Overdragelse eller Kreditorforfølgning ... ... ... . ... 485 IVAR ST R A H L: Till frågan om skadeståndsskyldighet for b a m ... 495
Henry Ussing 65 Aar
K
U N D E man i femogtreds A ars Alderen blive stillet over for sig selv som ung, vilde mange næppe kende deres egne Træk hos Ynglingen. Tempora mutantur et nos cum illis. Den gladeste af de unge kan Tiden have gjort til en sur Jeronimus, og den, som var tung og svag, kan Aarene have modnet og udviklet. Tiden er heller ikke gaaet sporløst hen over Henry U ssing; men han er dog i sjælden G rad blevet sig selv lig. Som ung har han baaret Præg af tidlig Modenhed, af sine usædvanlige Evner og af den Maalbe- vidsthed, hvormed han udnyttede dem. Snart 50 A ars flittigt Virke i Retsvidenskabens Tjeneste har ikke svækket den unge U ssings Energi, og han har bevaret Evnen til at underkaste gamle Tanker nye Overvejelser. H ans spinkle Skikkelse har intet sat til af Ungdommens Spændstighed. D et smalle Ansigts karakteristiske Træk synes ikke ældede; men Aarene har forlenet det med større Fasthed og Styrke, som Tilfældet er hos den, som har levet et arbejdsomt Liv i Harmoni med sig selv og sine Omgivelser.H enry U ssing tilhører en Slægt med grundfæstede, akade
miske Traditioner. Ikke mindst i en Tid, hvor der fra mange Sider kaldes paa Tilgang til Universiteterne fra alle Samfundslag, er der G rund til ogsaa at fremhæve Værdien heraf. Den, der vælger den akademiske Løbebane, rives ofte bort fra sit eget M iljø og kan have vanskeligt ved at tilpasse sig det nye. Men den, der ved
Slægtsbaand er knyttet til det akademiske Liv, har dermed Rod i et Samfundslag, hvor en social Indstilling mere end andetsteds er Almeneje, og hans Tanker er tidligt rettet imod de Baner, hvori de føres under Studiet og den videnskabelige Forskning.
U ssings Bedstefader J. L. U ssing var Professor i klassisk Filologi;
hans Farbroder N . V . U ssin g var Professor i Geologi. Faderen Stiftsprovst, D r. theol. Henry U ssing var ikke blot en udmærket Teolog, men ogsaa en fremtrædende Personlighed inden for den danske Kirke. I det kultiverede Præstehjem prægedes Henry U s
sing tidligt af en kristen Livsopfattelse, som han er forblevet tro
fast gennem hele sit Liv.
U ssing begyndte det juridiske Studium i 1904 og blev Kandidat i 1910. Paa den Tid erhvervedes Udmærkelse til juridisk Embeds
eksamen næppe saa let som senere. Men fra Studiekammeraterne ved vi, at han forlod Universitetet med fuldt saa gode Kundskaber som nogen juridisk Kandidat. H ans Ven og Studiekammerat K ar
sten Meyer fortæller, at Professor Torp standsede en Forelæsnings- serie, fordi U ssing korrigerede ham for ofte, og Torp skal have antydet, at Student U ssing lod til at kunne Stoffet bedre end han.
Efter afsluttet Embedseksamen rejste U ssing allerede i Aarene 1911-13 paa Studierejse til München, Paris og Oxford. Som en Frugt af dette Studieophold fremkom i 1914 Disputatsen Skyld og Skade. Man gør næppe nogen U ret ved at kendetegne dette Værk som den bedste Bog, der er belønnet med den juridiske Doktorgrad ved Københavns Universitet. U ssing havde i sin Stu
dietid modtaget varig Paavirkning navnlig fra Viggo Bentzon og Julius Lassen. Et varmt Venskab knyttede U ssin g til den langt ældre Lassen, hvis grundlæggende Arbejder paa Obligationsrettens Omraade det tilfaldt U ssing at videreføre. Allerede i Disputatsen fremtraadte dog de Særegenheder ved U ssings juridiske Forfatter
skab, som i adskillige Henseender har ført ham ud over Forgæn
gerne. I Disputatsen giver han et Program for den videnskabelige
Dogmatiks Opgaver. Paa mange M aader falder det vel i Traad med nyere, mere filosofisk prægede Retninger inden for nordisk Retsvidenskab, hvis Problemstilling han til en vis G rad har fore
grebet i sin Opfattelse af Retsvidenskabens Opgave. U d fra sin udpræget praktiske Indstilling tager han A fstand fra spekulative og konstruktive Argumenter, som var saa stærkt fremtrædende i den ældre Retsvidenskab, men som dog endnu paa U ssings Tid spillede en ikke ringe Rolle. Selv Julius Lassen, hvis Arbejde var bygget op paa G rundlag af indgaaende Studier af Retspraksis, saa det som en Hovedopgave at omstøbe de vundne Resultater i le
dende Principper eller Grundsætninger og begrundede ofte A f
gørelsen af Enkelttilfældet med en Henvisning til almindelige Retssætninger. H os U ssing ligger Tyngdepunktet i den realistisk analytiske Behandling af Enkelttilfældet. Enkelttilfældet maa be
handles paa den M aade, som skønnes bedst at tjene Samfundets Tarv. Sammenfatningen af de vundne Resultater tjener derfor kun det Formaal at vinde Oversigt over de ved Studiet af Enkelttil
fældet vundne Resultater; og Henvisningen til et almindeligt Prin
cip eller en Grundsætning dækker efter U ssings Opfattelse kun over en M angel paa virkelig Argumentation. »Vejen til at finde det rette«, siger han, »m aa være en indgaaende Iagttagelse af Li
vets Fænomener, hvorved man maa søge at fremdrage de forskel
lige praktiske Hensyn og afveje dem indbyrdes«. Han er dog klar over, at Afgørelsen af Retsspørgsmaal ikke kan naas af rent logisk Vej. D et fører ham vel ikke derhen, at Retsvidenskaben af denne Grund skal afstaa fra at søge at angive en Løsning af tvivlsomme Retsspørgsmaal. »Resultatet maa i det enkelte Tilfælde naas«, siger han videre, »ved en Samvirken af Følelse og Refleksion, ved en skønsmæssig Bedømmelse af Enkelttilfælde efter Retsfølelsen og en Prøvelse og Sammenstillen af dem i Forstandens Lys«. Man maa dog »først og fremmest lægge V æ gt paa den forstandsmæs
sige Argumentation« og samtidig »søge Støtte i andres Retsbevidst
l 3
hed« og i Udviklingen i andre Landes Ret, der ofte vil være af
født af Tidens Krav og derfor kan tjene som Forbillede for den hjemlige Ordning. Angivet paa denne M aade er den juridiske Forfatters Opgave ikke meget forskellig fra den gode Dommers.
M en medens Dommen er kategorisk, maa den videnskabelige Fremstilling kunne give U dtryk for den Tvivl, som man kan nære om Sikkerheden for, at en angiven Løsning kan ventes fulgt af Domstolene. O g paa dette Punkt har U ssing altid været meget samvittighedsfuld. D et viser sig ved den hyppige Anvendelse af afsvækkende Gloser som »formentlig«, »vistnok« etc.
Disputatsen skaffede straks U ssing et Docentur ved Køben
havns Universitet; faa A ar efter, i 1918, udnævntes han til Pro
fessor. Skønt U ssing saaledes kun i ringe Udstrækning havde taget Del i praktisk juridisk Virksomhed, før han begyndte sin Virk
somhed som Universitetslærer, har han mere end andre fremhæ
vet, at Retsreglerne maa udformes efter Livets Tarv, og hans Fremstillinger er overalt præget af Forstaaelse for Retsreglernes Betydning. Hertil har det i høj G rad bidraget, at U ssing ligesom tidligere Lassen altid bygger paa en indgaaende Undersøgelse af den foreliggende Retspraksis. D et store Lærestof, som findes i Domssamlingerne, er ikke blot en rig Kilde til Oplysning om gæl
dende Retssætninger; men Dommene indeholder, en saadan Vrim
mel af interessante Oplysninger om praktiske Forhold, at Læsnin
gen af Domme kan være en Genvej ogsaa til praktisk Forstaaelse.
Ved Universitetet har U ssing først og fremmest haft Betydning som juridisk Forfatter. H ans Forelæsninger har været lærerige og inspirerende, men kun for de faa. H ans knappe Form, lidt fattig paa oratoriske Nuancer og saa prunkløs som hans Fremtræden i det hele, har ikke kunnet fastholde den store Mængde af de stu
derende. Men de Studenter, som ærligt stræbte efter mere end den letteste og hurtigste Tilegnelse af Eksamensstoffet, ser tilbage paa U ssings Forelæsninger som dem, de havde størst Udbytte af. Disse
Studenter modtog et levende og varigt Indtryk af den Grundighed og Kraft, hvormed U ssing altid har gennemført sit juridiske Arbejde.
Gennem Aarene er en lang Række a f juridiske Værker kommet fra U ssings Haand. De vigtigste er Bristende Forudsætninger 1918, H aandbog i Obligationsretten, Speciel D el (udgivet i Samarbejde med Jul. Lassen) 1923, Kaution 1928, A ftaler paa Formuerettens Omraade 1931, (en stærkt omarbejdet og udvidet Udgave kom i 1945), D ansk Obligationsret, Almindelig D el 1935-37, Gældsbrevs- lovene (i Samarbejde med C. C. D ybdal) 1938, Erstatningsret 1938, Køb 1939, Enkelte Kontrakter 1940 og Retsstridighed 1949. U d over disse Bøger har U ssing skrevet talrige større eller mindre Tidsskriftsafhandlinger, de fleste i U geskrift for Retsvæsen, hvis literære A fdeling han redigerede i Aarene fra 1920 til 1945. Blandt Afhandlingerne kan navnlig fremhæves Livsforsikringskravets Be
skyttelse mod Retsforfølgning efter dansk Ret 1917, Forsikrerens Regresret 1921, Fuldmagt og Bemyndigelse 1930. U ssings Interesse for alt, hvad der foregaar inden for hans Omraade, Obligations
retten, har ogsaa givet sig U dtryk gennem et meget betydeligt Antal af Anmeldelser. De indeholder en overlegen kritisk Bedøm
melse og er samtidig præget af en velvillig Indstilling ikke mindst over for de yngre Jurister og en usædvanlig Lydhørhed ogsaa over for Kritik af U ssings egne Meninger.
U ssings Betydning som juridisk Forfatter skal imidlertid ikke bedømmes ud fra Omfanget af hans Produktion og hans store Flid.
Den beror først og fremmest paa den enestaaende Lødighed, som præger de Arbejder, der udgaar fra hans Haand. U ssing forener i sjælden G rad de Egenskaber, som skaber den fremragende Ju rist. H ans fremtrædende personlige og videnskabelige Redelighed har medført, at han altid stiller store Krav til sig selv med Hensyn til Forarbejdet, og han besidder et enestaaende Kendskab til dansk og fremmed Retsliteratur og som foran nævnt Retspraksis. Under
5
et Besøg, jeg aflagde hos Ussing, der dengang havde min Doktor
disputats til Bedømmelse, viste han mig med et Smil en Stabel Bø
ger, der laa i Vinduet. Jeg havde henvist til Oertmann og »de der anførte Forfattere«. D et var »de der anførte Forfattere«, hvis Bø
ger laa i Vinduet. T il mit H eld havde Oertmanns Henvisninger været tilforladelige.
T il U ssings Grundighed føjer der sig en levende juridisk Fan
tasi; vel ikke en saadan, som bringer de store Syner og nye, frap
perende Synspunkter. Men U ssing har en usædvanlig Evne til med sin store Tankestyrke at gennemtrænge de enkelte Spørgsmaal, ud
finde de mange krydsende Hensyn, som gør sig gældende, og bringe en Helhedsopfattelse saavel som Enkeltløsninger, der i Regelen fremtræder som mønstergyldige. H ans juridiske Jugement, som er præget af et indgaaende Kendskab til Retspraksis, er sikkert og sundt. M od Formen kan man vel indvende et og andet, navnlig naar man tager i Betragtning, at U ssings Værker benyttes som Lærebøger for de studerende, i en vis Udstrækning endog i de andre nordiske Lande. U ssings Stil er kort og knap. Ordenes Brug er helt underordnet Tanken, som skal udtrykkes, og de anvendes under Udfoldelsen af den største Økonomi. Stilen er ogsaa det ligefremme U dtryk for U ssings videnskabelige Redelighed og Vederhæftighed. H ans egen Opfattelse understreges aldrig ved et forstærkende Adjektiv, hvis han ikke finder det rigtigt og for
svarligt. Fremstillingen kan forekomme ganske lidenskabsløs; men det er i Virkeligheden U dtryk for, at han helt igennem er besjælet af Opgaven og opfatter Retsvidenskaben som et forpligtende Kald.
U ssing har næsten altid holdt sig strengt til sit eget Fagom- raade, Obligationsretten. D et hører til de faa Undtagelser, som bekræfter Regelen, at han i 1922-23 gav et vægtigt Bidrag til D is
kussionen om en Reform af Ægteskabslovgivningen. H ans juri
diske Metode har dog befrugtet alle Grene af Retsvidenskaben, og inden for sit Felt har U ssing ydet et fremragende Bidrag til at
forme et fast Grundlag for Retsopfattelsen, som er nødvendigt for Udfoldelsen af et sundt Retsliv. Vel er det saaledes, at Rets
livet ikke udspringer umiddelbart af den juridiske Teori. Men Teori og Praksis maa gensidig befrugte hinanden, for Teoriens Vedkommende navnlig ved den M aade, hvorpaa Enkelttilfældet sættes ind i og bedømmes ud fra den almindelige Sammenhæng.
O g det maa heller ikke glemmes, at Studenterne af i D ag er Dom
mere i Morgen. D et Grundlag, hvorpaa Universitetsuddannelsen sker, er derfor ogsaa G rundlag for det praktiske Retsliv ad denne Vej.
Ved Udviklingen af Lovgivningen paa Obligationsrettens Om- raade har U ssing ogsaa ydet en værdifuld Indsats, og det fælles- nordiske Lovgivningsarbejde har altid haft hans levende Interesse.
Her skal navnlig erindres om hans Deltagelse i Udarbejdelsen af Gældsbrevslovene og i Forberedelsen af en fællesnordisk Lovgiv
ning om Erstatningsansvar. O gsaa her spores den realistiske Be- tragtningsmaade; og selv om U ssin gs Reformbestræbelser ikke kan siges at være rettet mod en Omstyrtning af det bestaaende, danner hans kritiske Holdning over for nedarvede Retsgrundsæt
ninger G rundlag for Fremsættelsen af Forslag til Ændringer i Lovgivningen, som betydeligt afviger fra den hidtidige juridiske Tankegang.
Den Anseelse, som U ssing nyder ud over Landets Grænser, har givet sig Udtryk paa mange M aader. Han er Medlem af det norske Videnskaps Akademi i Oslo, af Kungl. humanistiska Ve- tenskapssamfundet i Lund, af Kungl. Svenska Vetenskapsakade- mien, Æresmedlem af Juridiska Foreningen i Finland og af Suo- malainen Lakimiessyhdistys. I 1946 promoveredes han som Æ res
doktor ved Oslo Universitet og i 1949 ved Universitetet i Lund.
D anske Jurister betragter U ssing som Standens Førstemand, lige agtet for sine fremragende Evner som for sin beskedne, bramfri Færd. De har vist det ved at vælge ham som Formand for Juridisk
7
Forening i København i en længere Aarrække og til Formand for Styrelsen for de nordiske Juristmøders danske Afdeling. I 1943 belønnedes U ssing med danske Juristers fornemste Hæderspris, den ørstedske Prismedaille.
Henry U ssing har en stor Vennekreds blandt danske og nor
diske Jurister. Fra Besøg i det gæstfri H jem i Charlottenlund be
varer Vennerne et stærkt Indtryk af den Harmoni, som har præ
get Livet i den U ssingske Familie. N aar en Kreds af Videnskabs- mænd i de nordiske Lande paa 65 A ars D agen bringer et Fest
skrift, sker det ikke blot for at vidne om den nordiske Viden
skabs Taknemmelighedsgæld over for U ssing, men vi vil ogsaa give U dtryk for vor Hengivenhed og vor personlige Taknemlighed for, hvad han har betydet for saa mange af os. Vi ønsker ham endnu mange A ars frugtbart Virke i Retsvidenskabens Tjeneste.
K N U D I L L U M
Om selgerens ansvar
for farlige egenskaper ved den leverte gjenstand
Av professor, dr. jur. Johs. Andenæs
Kjøpslovens §§ 42 og 43 gir regler om selgerens anvar for mangler.
Det er omstridt om disse regler gjelder for skade som voldes ved farlige egenskaper hos den leverte gjenstand, f. eks. ved at et levert dyr lider av smittsom sykdom som forplanter seg til kjøpe- rens besetning, eller ved at en maskin eller et brannsluknings- apparat lider av fabrikasjonsfeil som fører til eksplosjon. Almén hevder at ansvaret etter §§ 42-43 også omfatter slike skader, men ellers er det den motsatte oppfatning som dominerer i nordisk teori og rettspraksis.1
Spørsmålet har sin største betydning for generisk bestemte gjenstander. Ansvaret i kjøpslovens § 43 er i prinsippet objektivt;
antar en at skade voldt ved tingens farlige egenskaper faller uten- for regelen, må ansvar for slik skade være begrenset til tilfelle av skyld eller klar garanti. O gså ved salg av individuelt bestemte gjenstander kan imidlertid spørsmålet få noen betydning. Erstat
ningsregelen i § 42, 2. ledd om mangler ved gjenstanden gjelder ikke bare ved skyld fra selgerens side, men også når gjenstanden savner egenskaper »som må ansees tilsikret«. Det blir gjerne an- tatt, at dette i og for seg fullstendig intetsigende uttrykk dekker noe mer enn den virkelige garanti. Ussing antar således at erstat
ning etter omstendighetene også må svares, »når sælgeren ved en blot oplysende meddelelse om en vis egenskab ved tingen eller ved sit forhold i øvrigt har givet køberen føje til at stole på, at egen
skaben var til stede, og sælgeren måtte indse, at han gjorde dette«
(Køb, 2. udg. s. 124). Derimot antar han at ansvar for skade voldt 9
ved salgsgjenstandens farlige egenskaper i alminnelighet må være betinget av sæ rlig g a ra n ti eller u fo rsv a rlig a d fe r d fra selgerens eller hans folks side ved salget i tiden inntil tingen overgis (1. c.
s. 126). I det følgende skal jeg for enkelthets skyld holde meg til genustilf ellene.
Ved første øyekast kan det virke noe overraskende at nettopp skade voldt ved tingens farlige egenskaper skal være unntatt fra det objektive ansvar. I erstatningsretten utenfor kontraktsforhold er farligheten av en handling eller en virksomhet tvert om ett av de momenter som indiserer et objektivt ansvar. Analogien er imid
lertid mer tilsynelatende enn virkelig. N år det pålegges objektivt erstatningsansvar for »farlig bedrift« dreier det seg — iallfall som den store hovedregel — om ansvar for en k je n t f a r e? Ved selger- ansvaret er det derimot tale om ansvar for en fare som seigeren ikke har hatt kjenskap til.
Spørsmålet blir da: Kan en i lovens ord eller motiver finne holdepunkt for denne begrensning av erstatningsplikten? Eller fo
religger det avgjørende reale grunner som tilsier å foreta en slik begrensning også uten støtte i loven?
Loven taler bare om at kjøperen kan »kreve skadeserstatning«.
Hvilke skadefølger erstatningen omfatter, sier den ikke noe om.
Heller ikke blir en synderlig klokere av å lese motivene. I de nor
ske motiver heter det s. 58:
»Om erstatningskravets omfang uttaler utkastet seg ikke. Det lar så
ledes åpent det spørsmål, om seigeren også skal betale erstatning for den skade, tingen kan volde derved, at den (uten kjøperens vitende) har farlige egenskaper, således hvor kreaturfor viser seg å være giftig (jfr. H RD i Retst. 1903 s. 134), eller solgte dyr har sykdommer, som smitter kjøperens besetning. Disse spørsmål blir derfor å avgjøre etter den alminnelige er
statningsrett.«
Uttalelsen er særdeles uklar. Henvisningen til »den alminnelige erstatningsrett« kan bety, at erstatning bare kan kreves etter skyld- regelen. Men den kan like gjem e leses som en henvisning til van
lige regler om e rstatn in gsb ereg n in g en , først og fremst reglene om skadens påregnelighet (adekvansen). Det kan språklig og logisk anføres argumenter til fordel for begge tolkinger, og det lønner seg neppe å spekulere mer over hva motivforfatteme kan ha ment.
Det er sjelden å finne noen egentlig begrunnelse for den unn- tagelsesregel som blir stilt opp for skade voldt ved salgsgjenstan- dens farlige egenskaper. Selv U ssing, som ellers gjem e trekker fram den reale begrunnelse for reglene, nøyer seg her med å si at de vanlige ansvarsregler ved mislighold »formentlig« ikke kan anvendes overfor denne gruppe.
Arnholm (T . f. R. 1941 s. 515) begrunner regelen med at det her ikke er en oppfyllelsesinteresse kjøperen krever erstattet; hans krav bygges på at selgerens adferd har skadet hans rettsgoder, og kontraktsforholdet er bare den ytre anledning til at skaden er voldt. O g da er der grunn til å falle tilbake på de erstatningsregler som gj elder utenfor kontraktsforhold, derunder også kravet om subjektiv skyld.
Resonnementet er neppe bindende. D et synes å forutsette at oppfyllelsesinteressen er begrenset til tapet ved å unnvære kon- traktmessig ytelse. En slik begrensning er imidlertid ikke holdbar.
Erstatningskravet for mangelfull levering omfatter f. eks. krav på erstatning for særlige omkostninger ved undersøkelse og oppbeva- ring av den mangelfulle vare. M ed U ssin g (Obi. aim. del, 2. utg.
s. 125) kan vi definere oppfyllelsesinteressen som det tap fordrings
haveren, her kjøperen, lider ved misligholdet, d. v. s. ved at for
dringen ikke blir riktig oppfylt. Skjematisk kan de viktigste tilfelle av skadefølger grupperes slik:
1. Tap ved å unnvære kontraktmessig ytelse. Dette kan igjen være et normaltap, knyttet til salgsgjenstandens verdi (jfr. kjøps- lovens §§ 25 og 45), eller det kan være et særlig tap for kjøperen, f. eks. ved at en bedrift må stå stille fordi bestilte råvarer, drifts
midler eller maskiner uteblir eller er ubrukbare.
2. Omkostninger ved undersøkelse, oppbevaring o .s.v . som skyldes misligholdet og altså ikke ville vært påløpt ved kon
traktmessig levering.
3. Tap ved at arbeidskraft og omkostninger ved anvendelsen av salgsgjenstanden går til spille på grunn av dennes mangler. En pien blir f. eks. tilsådd med gressfrø uten spireevne. En tannlege utfører kostbare broarbeider med mangelfulle materialer, slik at hele arbeidet må gjøres om. En vinlegning blir mislykket fordi det anvendte gjærpreparat viser seg ubrukelig.
11
4. Tap voldt ved at bruken av salgsgjenstanden blir årsak til skadetilfelle, uten at gjenstanden i seg selv kan karakteriseres som farlig. Fabrikasjonsfeil i et rør eller en kran fører til vannskade, fabrikasjonsfeil ved et kar til at innholdet renner ut, defekt ved et brannslukningsapparat til at det ikke lykkes å kvele ilden i fød
selen.
5. Til slutt har vi så skade voldt ved gjenstandens i egentlig forstand farlige egenskaper, f. eks. smittsom sykdom hos et dyr, giftige forurensninger i næringsmidler o. s. v.
Ved fullstendig uteblivelse av ytelsen er det som regel bare tale om tap som går inn under gruppe 1 ovenfor. D a erstatningsansva
ret for mislighold fortrinnsvis er blitt drøftet med sikte på de rene uteblivelsestilfelle, er det naturlig at det er tap av denne art som først og fremst faller i tanken når en taler om oppfyllelsesinteres- sen. Gruppe 2 blir det tale om både ved forsinkelse og mangler, gruppe 3-5 bare ved mangler.
Noen klar grense mellom gruppene 4 og 5 er det ikke mulig å trekke. Bortsett fra de »absolutt farlige« ting (smittefarlige dyr etc.), beror farligheten av en gjenstand på den bruk som blir gjort av den, og i begge grupper av tilfelle medfører den normale bruk av gjenstanden fare for en skadevoldende begivenhet. Et defekt rør eller en defekt elektrisk ledning er, isolert sett, ufarlig, men som ledd i et anlegg i drift representerer den et faremoment.
Almén, som i tilknytning til de svenske motiver ikke taler om farlige, men om skadebringende egenskaper hos godset, nevner som eksempler »att levererade fat eller andra förvaringspersedlar varit otäta, så att däri förvarade ämnen runnit ut eller avdunstat;
att utsadesspannmål varit bemängd med skadligt ogräsfrö o. s. v.«.
H an tar altså åpenbart både gruppe 4 og 5 med under begrepet.
Han fremhever som karakteristisk for de behandlede tilfeller, at erstatningsbeløpet lett kan stige til mange ganger verdien av det solgte gods. Dette gjelder imidlertid også for gruppe 3, når f. eks.
hele produktet blir ubrukbart på grunn av feil ved en bestanddel som har en ubetydelig verdi i forhold til det hele.
For Almén er avgrensningen av underordnet betydning, siden han mener kjøpslovens vanlige ansvarsregler gjelder over hele linjen. Annerledes for de forfattere som stiller opp en særregel for
skade voldt ved godsets farlige egenskaper. Så vidt jeg kan se har ingen av disse forfattere gitt noen nærmere presisering av området for unntagelsesregelen. D et ser ut som om de har hatt oppmerks- somheten henvendt så sterkt på de klare typetilfelle, at de har gått forbi de overgangstilfelle som kompliserer problemet. Det får der
for være et åpent spørsmål hvordan de vil trekke grensen mellom området for kjøpslovens ansvarsregler og området for unntagelses
regelen.3
Etter norsk rett må en nok lære at ansvarsreglene i kjøpsloven iallfall gjelder tap ved at arbeidskraft og omkostninger går til spille på grunn av mangler ved salgsgjenstanden (gruppe 3). M o
tivene nevner i en annen sammenheng (s. 61) at den som leverer et mangelfullt maskineri må erstatte den ødeleggelse av råpro
dukter, det økede kuliforbruk eller den nedgang i produksjons- mengden som mangelen har voldt. Fra praksis kan nevnes en høyesterettsdom i N orsk Retstidende 1937 s. 323, hvor kjøperen av et parti hvit parafin til parafinering av tobakksesker ble tilkjent erstatning hos seigeren, fordi eskene på grunn av en feil ved parafinen ble befengt med lukt så de måtte kasseres. Som regel lar det seg vel trekke en prinsipiell grense mellom denne gruppe på den ene side, gruppe 4 og 5 på den annen side. A t materialer og arbeidskraft blir spilt på grunn av feil ved et av de stoffer som blir brukt ved en tannbehandling, hører under gruppe 3, men får pasienten en betendelse i munnhulen, hører det under gruppe 5. M angler gressfrøet spireevne, slik at plenen må såes til påny, hører det under gruppe 3; er det ugressfrø som er levert, slik at det må ekstra foranstaltninger til for å bekjempe ugresset, hører det under 4 eller 5. Men det er ikke umiddelbart innlysende at grensen skal ha rettslig relevans. Om vinen blir ubrukbar på grunn av feil ved gjærpreparatet, eller går tapt på grunn av feil ved fatet, er skadebegivenheter av økonomisk helt likeartet karak
ter. Hvorfor skal selgerens ansvar være forskjellig i de to tilfelle?
De hensyn som vanligvis anføres som grunnlag for det objek
tive selgeransvar: Hensynet til å ramme skjult skyld, ønsket om å fremtvinge en særlig påpasselighet hos seigeren, rettstekniske hen
syn, gjør seg i og for seg gjeldende også hvor skaden skyldes tin
gens farlige egenskaper. Skal ansvarsfrihet antas, må det derfor 13
være fordi motstående hensyn har sterkere vekt. D et er imidlertid vanskelig å forstå at tingens farlighet i seg selv skal være noe argument for ansvarsfrihet. Både de lege ferenda og de lege lata er det naturlig å søke etter et mer alminnelig synspunkt i stedet for å bli stående ved en isolert unntagelsesregel. '
Det mest nærliggende er å undersøke om forholdet ikke kan bringes inn under adekvanssynspunktet.
N å lar det seg ikke nekte at adekvanslæren rommer store uklarheter, både med hensyn til det legislative grunnlag og med hensyn til den praktiske utformning — det er nettopp derfor den kan brukes til så mangt. Ikke minst gjør denne uklarhet seg gjel- dende når det er spørsmål om erstatning i kontraktsforhold. For å få problemstillingen mer anskuelig, kan vi i det foreliggende til- felle spalte spørsmålet om skadens påregnelighet i to. For det før
ste: V ar det påregnelig for seigeren at varen kunne lide av en slik feil? For det annet: V ar det påregnelig for seigeren at en slik feil kunne føre til en slik skade?
På det siste spørsmål vil en i alminnelighet måtte svare ja når varen er beheftet med farlige egenskaper. A t et sykt dyr kan smitte kjøperens besetning, at bedervet fór kan føre til forgiftning o. s. v., er livets regel. Adekvansspørsmål kan nok oppstå, men de har neppe noen særlig interesse i denne forbindelse.
Vender vi oss i stedet til det første spørsmål, må vi imidlertid konstatere følgende: Spørsmålet om selgerens ansvar for en upå
regnelig feil er ikke overlatt til løsning ved ulovbestemte adekvans- betraktninger, men er regulert i kjøpslovens ansvarsregler. For å svare til disse, må spørsmålet omformuleres. Kjøpslovens § 24, som
§ 43 henviser til, fritar seigeren for ansvar når »muligheten av å oppfylle avtalen må anses utelukket ved omstendigheter, som ikke er av sådan beskaffenhet, at seigeren ved kjøpets avslutning burde tatt dem i beregning«. Det er altså ikke nok at mangelen var upå
regnelig for seigeren, det kreves også at den har gjort kontrakt- messig oppfyllelse umulig. O g av de eksempler på umulighet som
§ 24 nevner, synes det å fremgå at umuligheten må være av en viss objektiv karakter. § 24 er uklart formet, og det har for mora- dlfellenes vedkommende vært sterkt omdiskutert hvordan den skal tolkes. Men med sikte på mangelstilfellene har det, så vidt jeg vet,
vært enighet om, at ansvarsfrihetsregelen ikke dekker et tilfelle hvor seigeren i god tro bruker en mangelfull gjenstand til opp- fyllelse av en generisk bestemt avtale. D et motsatte ville i virke- ligheten nærme seg en opphevelse av det objektive ansvar ved genuskjøp. M angelens upåregnelighet for seigeren kan derfor ikke anerkjennes som noen ansvarsfrihetsgrunn. Forsøket på å begrun- ne ansvarsfrihet for skade voldt ved gjenstandens farlige egenska- per ut fra adekvanssynspunkter, må følgelig oppgis.
I en dom i N orsk Retstidende 1945 s. 388 har Høyesterett fri- tatt seigeren for ansvar med en begrunnelse som leder tanken hen på adekvanslæren. Et kjøleanlegg hadde modttatt fra hvalfeltet hvalkjøtt som var infisert med »ikke spesifike« mikrober, som for- årsaket forgiftning av kjøttet uten at dette fremgikk av kjøttets ut- seende og lukt. Kjøleanlegget solgte kjøttet som revefór, med den følge at en rekke rever døde og eieme søkte erstatning av seigeren.
Herredsretten frifant kjøleanlegget, da der hverken forelå skyld eller garanti, og kjøpslovens regler ikke ansåes anvendelige i dette tilfelle. Lagmannsretten kom til det inetsatte resultat. Det var en mangel ved kjøttet at det var giftig, og at skade oppstod ved be
nyttelsen var en direkte følge av mangelen, slik at kjøpslovens
§ 43, siste ledd, etter rettens mening måtte komme til anvendelse.
Høyesterett var derimot enig med herredsretten. Førstvoterende dommer Hanssen, uttalte som begrunnelse.
»H va an g ir kjøpslovens § 43 så foreskriver den visstnok at seigeren uten hensyn til skyld skal betale skadeserstatning for en mangel ved salg av gjenstander, som er bestemt etter art, men paragrafen sier intet om er- statningspliktens omfang. Og det fremgår av motivene (s. 58) at hensikten har. vært at holde åpent spørsmålet om seigeren også skal betale erstatning for den skade, tingen kan volde derved at den har farlige egenskaper, så
ledes hvor kreaturfor viser seg å være giftig. Dette spørsmål blir å av- gjøre etter den alminnelige erstatningsrett. For mitt vedkommende mener jeg at det ikke vil være rimelig i et tilfelle som det foreliggende å pålegge seigeren ansvar for en så uberegnelig skadevirkning som den det her er tale om. At hvalkjøtt er infisert av mikrober som volder forgiftning, er såvidt jeg skjønner et meget sjeldent forekommende tilfelle. På den annen side vil det i et sånt tilfelle kunne inntreffe skader av vidt omfang. A kalkulere varen under hensyntagen til risikoen for ansvar for en «¡Ann skade, er formentlig ugjørlig«.
15
