Digitaliseret af | Digitised by
Forfatter(e) | Author(s): Balle, Nicolai Edinger.; [Nicolai Edinger Balle].
Titel | Title: Forkortelse af Balles Lærebog i den Evangelisk-
christelige Religion
Udgivet år og sted | Publication time and place: Kjøbenhavn : I Commission i den Gyldendalske Boghandling, 1860
Fysiske størrelse | Physical extent: 71 s.
DK
Materialet er fri af ophavsret. Du kan kopiere, ændre, distribuere eller fremføre værket, også til kommercielle formål, uden at bede om tilladelse.
Husk altid at kreditere ophavsmanden.
UK
The work is free of copyright. You can copy, change, distribute or present the work, even for commercial purposes, without asking for permission. Always remember to credit the author.
v k l K 0^6kl-I6k LILl-IOIkK 1. -2.8 38°
1 1 OZ 0 8 0 L 0 Z 0 O 4 s t - ^ >
Forkortelse
R a t t e s L c e r e b o g
i den
Evangelisk-christelige Religion.
Kjobenhavn.
I Commission i den Gyldendalfle Boghandling.
T h i el es B o g t r y k k e r i .
1860.
M e d denne Forkortelse, der er foretaget i den Hentigt, at den maatte blive t il Lettelse for mindre begavede B orn, agtes et Forsog gjort i en Skole, i hvilken Balles Lcerebog bruges. Det antages, at Låneren letteligen v il kunne gjennemgaae og for
klare Lectierne paa eengang baade efter Laneboqen og Forkortelsen; de flinkere Bsrn faae da at be- arbeide i Hjemmet de lamgere Lectier efter Låne- bogen, de mindre begavede de kortere efter For
kortelsen. Ligeledes agtes med denne Forkortelse et Forsog gjort ved Confirmandunderviisning nceste Sommer. Om Sommeren kan, som bekjendt, ikke ventes megen Selvvirksomhed i Hjemmet af Con- flrmander paa Landet. Paragrapherne betragtes kun som Forbindelsesled imellem Skriftstederne, til
hvilke Undervisningen isser agtes knyttet. Luthers liden Cathechismus er fuldstændigt optaget i For
kortelsen. og tildeels traadt istedetfor Paragrapher i Balles Laeredog (v. Sacramenterne). tildeels benyttet som Grundlag for disse (v. den indvortes og ud
vortes Gudsdyrkelse. Omsorg for Ncrstens Legeme, og Omsorg for Ncestens timelige Velfcerd).
Forste Kapitel.
O m G ud og hans Egenstaber.
§ 1. Det er hoist vigtigt for os, at vi toere at kjende Gud; dersom vi ikke kjendte Gud. havde vi ingen sikker Hjcelp i vor Nod at forlade os paa, og dersom vi ikke kjendte Guds V lllie , kunde vi ikke beflitte os paa at gjore den.
Joh. 17, 3. Dette er det evige L iv , at de kjende D ig , den eneste sande G ud, og den, D u udsendte, Iesum Chriftum.
Anm . Hedningerne kjendte ikke den ene sande Gud.
Ps. 115, 4 og Jer. 10, 5. Deres Afguder ere S elv eller G uld; de have M und, men kunne ikke tale; de kunne ikke gjore O ndt. og der er ingen Magt hos dem til at gjore Godt.
§ 2. D i komme til Kundskab om Gud (Religion) ved at betragte Naturen (Gud er almcegtig, viis og god) og ved at agte paa Guds Stemme i vort Indre (Gud er hellig og retfcerdig); men tydeligst og fuldstcendigst lcere vi Gud at kjende af hans Ord.
Rom. 1,20. Guds usynlige Persen, hans evige Kraft og Guddommelighed, beskues fra Verdens Skabelse af, og forstaaes as hans Gjerninger.
Rom. 2, 15. De vise Lovens Gjerning skreven i deres Hjerter, idet deres Samvittighed vidner mod
dem.
dem, og Tankerne indbyrdes anklage eller og for
svare hverandre.
2 Tim. 3. 15. D u kjender fra Barndom af den hellige S k rift, som kan gjore D ig viis til Salighed ved Troen paa Jesum Christum.
§ 3. Guds Ord indeholdes i den hellige Skrift, som kaldes Biblen.
Hebr. 1 , 1 . Esterat Gud fordum havde talet mange Gange og paa mange Maader til Fcedrene ved Prophererne. saa har han i disse sidste Dage talet til os ved Sonnen.
Anm . Biblens Indhold vidner om dens gud
dommelige Oprindelse.
2 Tim. 3, 16— 17. Den ganske S krift er ind- blcest as Gud, og nyttig til Lcerdom. til Over
bevisning. til Rettelse, til Optugtelse i Retfærdighed, at det Guds Menneske maa blive fuldkomment, dygtiggjort til al god Gferning.
tz 4. Biblen inddeles i det gamle og det nye Testamente.
a. Det gamle Testamente er skrevet af Pro- pheterne, fsrend Christus blev fodt. I det gamle Testamentes Boger indeholdes Beretninger om Verdens Skabelse, om Syndefaldet og dets Fslger, og om Guds Naadeshuusholdning iblandt det Folk, han havde udkaaret sig til sit Eiendomsfolk. indtil Tidens Fylde kom og han sendte sin eenbaarne Son til Verden.
Jer. 11,4. Adlyder min Rost, og gjorer disse Ting ester alt det, som jeg har budet Eder. saa skulle I vcere mit Folk, og jeg, jeg v il vcere Eders
Gud. b. Det
6 Forste Kapitel.
Om Gud og hans Egenstaber. 7 b. Det nye Testamente er skrevet af Evange
listerne og Apostlerne, efterat Christus var fodt, og indeholder, hvad der efter Guds Dillie skulde kundgjores for hele Verden om Synderes Frelse ved Iesum Christum.
Joh. I, 17. Loven er givet ved Moses. Naaden og Sandheden er vorden ved Iesum Christum.
Anm . n. Det nye Testamentes Boger ere folgende:
Fire Evangelier, nemlig af Matthceus, Marcus, Lucas og Johannes, Apostlernes Gjerninger, fjorten Pauli Breve, nemlig et til de Romere, to til de Corinthier, et til de Galater, et til de Epheser, et til de Philip- penfer, et til de Kolossenser, to til de Thessalonicher, to til Timotheus, et til Titus, et til Philemon, et til de Hebrceer, Jacobs Brev, Peters forste og andet Brev.
Johannes forste, andet og tredie Brev, Jndce Brev, Johannes Aabenbaring.
Anm . d. At Propheter, Evangelister og Apostle ere sendte af Gud, sees af de overordentlige Naade- gaver, hvormed de vare udrustede: de forudforkyndte tilkommende vigtige Begivenheder (Spaadomme) og gjorde overordentlige Gjerninger, hvortil guddommelig Krast udfordredes (Mirakler).
§ 5. Biblen deles ogsaa, nemlig efter sit I n d hold, i Loven og Evangelium.
n. I Loven viser Gud os det Onde. vi bor undflye, og det Gode. vi maae lcrgge Vind paa for at vcrre ham velbehagelige.
b. Evangelium indeholder Guds Forjættelser om Naade og Salighed ved Iesum Christum.
§ 6. Verdens Skaber er den eneste sande Gud.
Es.
8 Ferste Kapitel.
Es. 45, 18. Saa sagde Herren, som flabte Himlen, han. den Gud, som dannede Jorden: jeg er Herren, og der er ingen ydermere.
1 Cvr. 8, 4. D i vide, at en Afgud er In te t i Verden, og at der er ingen anden Gud, uden een.
§ 7. Skriften lcerer os at fjende den ene sande Gud som Fader, Son og Helligaand; de ere uad
skilleligere forenede med hverandre i eet og det samme guddommelige Vaflen, deelagtige med hverandre i samme Evighed, M agt, Diisdom og Godhed, og have samme guddommelige Herlighed tilfcelleds med hverandre. D i kalde derfor Gud den treenige Gud.
M alth. 28, 19. (Jesus befaler sine Disciple:) Gaaer hen, og gjorer alle Folk til mine Disciple, idet I dobe dem i Navnet Faderens, Tonnens og den Helligaands.
Joh. 5. 19—23. Jesus svarede: hvilke Ting, Faderen gjor, de samme gjor og Tonnen ligesaa.
Alle flulle aere Sonnen, ligesom de cere Faderen.
Ogsaa vidner Jesus (Joh. 17, 5), at han havde Herlighed hos Faderen, for Verden blev til.
1 Cor. 1 2 ,4 — 11. Der er Forffjel paa Naade- gaver, men Aanden er den samme. Een gives Dusdoms Tale formedelst Aanden, en Anden Kraft til Undergerninger, men alt dette virker krafteligen den ene og samme Aand. som uddeler til Enhver isaer, eftersom han vil.
Anm . a. Jesus vor Frelser er sand Gud t il
ligemed Faderen, folgelig maa hans Lcere vcere gud
dommelig Sandhed, og Forlosningen, som er fleet ved ham, maa vcere fuldkommen gyldig til vor Frelse.
Anm.
Om Gud og hans Egenskaber. 9 Anm. b. Den Helligaand er sand Gud tillige
med Faderen og Svnnen, og har guddommelig Kraft til at virke med os til vor Helliggørelse.
§ 8. Gud er en Aand, eller et usynligt Vcesen, som har Forstand og fri D illie , men han har intet Legeme, og kan ikke sees med legemlige D ine, eller betegnes ved noget Billede.
Joh. 4. 24. Gud er en Aand. og de, som ham tilbede, bor det at tilbede i Aand og Sandhed.
§ 9. Gud er det allerhoieste og allerfuldkomneste Vcesen, i Besiddelse as alle Fuldkommenheder.
a. Gud er evig og uforanderlig: hans T il
værelse har ingen Begyndelse havt, og han skal ingensinde ophore atvcrre; han bliver altid den Samme.
Ps. 90, 2. For Bjergene bleve til, og D u dannede Jorden, ja! fra Evighed til Evighed er D u Gud.
Jac. 1, 17. Hos Lysenes Fader er ikke For
andring eller Skygge af Omskiftelse.
b. Gud er almcrgtig: han kan gjvre alt hvad han vil, men han gjor ikkun det, som er viist og godt.
Ps. 115, 3. Vor Gud er i Himlen; han gjor alt, hvad ham behager.
e. Gud er alvidende: han kjender alle Ting;
vore hemmeligste Tanker ere ikke skjulte for ham.
Ps. 139, 1— 3. Herre! D u randsager og kjender mig; D u forstemer mine Tanker langtfra; D u kjender grant alle mme Veie.
Ps. 94, 9. Mon den, som plantede Oret, ikke stulde hore, og den, som dannede D iet, skulde han
ikke see? <1. Gud
10 Forste Kapitel.
6. Gud er allestedsnærværende: han virker med sin Kraft i alle Ting allevegne.
Ps. 139, 7— 8. Hvor stal jeg henflye for D it Ansigt? dersom jeg farer op t il Himlen, da er D u der, og lig g e r jeg mig ned i Afgrunden, da er D u der.
6. Gud er a lviis: Gud har altid de bedste' Hensigter, og han vaelger altid de bedste M idler til at udfore dem.
Pf. 104, 24. Herre! hvormange ere Dine Gjerninger, D u gjorde dem alle viseligen!
f. Gud er algod: han beviser saa mange V e l
gerninger imod alle sine Skabninger, som de kunne tage imod, og som ere dem ifandhed gavnlige.
Pf. 145, 9. Herren er god imod Alle, og hans Miskundhed strcrkker sig til alle hans Gjerninger.
Ap. G j. 14, 17. Gud har ikke ladet sig selv uden Vidnesbyrd, idet han gjorde os Godt, og gav os Regn og frugtbare Tider af Himlen.
Anm . Guds Godhed imod os ncevnes ogsaa med andre Navne: Naade; thi vi ere Syndere, Barmhjertighed; thi Gud hjoelper os i vor Nod, Langmodighed; thi han giver os Tid til Omvendelse.
Ps. 145, 8. Herren er naadig og barmhjertig, langmodig og af megen Miskundhed.
Ps. 103, 13. Ligesom en Fader forbarmer sig over Born. saa. forbarmer Herren sig over dem. som frygte ham.
Rom. 2. 4. Foragter D u Guds Godhcds og Taalmodigheds og Langmodigheds Rigdom, og veed ikke at Guds Godhed'leder D ig til Omvendelse.
Z. Gud
A. Gud er hellig: han elsker det Gode, men hader det Onde.
Ps. 5, 5. D u er ikke en Gud. som har Lyst til Ugudelighed; den Onde skal ikke boe hos D ig.
1 Pet. I . 15. Efter den Hellige, som Eder kaldte, vorder I hellige i al Omgjamgelse.
k. Gud er retfcerdig: han holder over sine Love.
og v il delemne dem, som lyde ham, men straffe dem.
som ere ham ulydige.
Rom. 2, 6 og 11. Gud skal betale Enhver ester sine Gjerninger, og hos Gud er ingen Persons Anseelse.
i. Gud er sanddru og trofast: han bedrager os ikke med falste Forestillinger, og tilsiger eller lover
os ikke Andet end hvad han kan og vil holde.
4 Moseb. 23, 19. Gud er ikke et Menneske, at han lyver, ei heller et Menneskes B arn, at han skulde angre Noget.
Ps. 33. 4. Herrens Ord er sandt, og al hans Gjerning trofast.
§ 10. Alle Guds Fuldkommenheder samle sig i det Ene: Gud er Kjcrrlighed (1 Joh. 4. 16).
Matth. 5, 45 Han lader sin S o l opgaae over Onde og Gode, og lader regne over Retfærdige og Uretfærdige.
Joh. 3, 16 Saa elskede Gud Verden, at han bengav sin Son, den Eenbaarne, at hver den, som troer paa ham, ikke skal fortabes. men have et evigt Liv.
Q m Gud og hans Egenstaber. 11
Andet
i
12 Andet Kapitel.
Andet Kapitel.
O m G uds G je rn in g e r.
Skabelsen.
§ 1. I Begyndelsen flabte Gud Himlen og Jorden as In te t ved sin almcegtige Kraft alene, til Gavn og Glcede for alle sine levende Skabninger.
Ps. 33, 9. Han talede, og det skete, han bod, saa stod det der.
tz 2. I sex Dage fuldendte Gud Skabelsen;
paa den syvende Dag hvilede han, eller holdt han op at flabe.
2 Moseb. 20, 11. I sex Dage gjorde Herren Himlen og Jorden, Havet og alt det, som er i dem, og hvilede paa den syvende D ag; derfor vel
signede Herren Sabbatsdagen og helligede den.
Anm. Iblandt Joderne var den syvende Dag i Ugen Hvile- og Helligdag; af os Christne helligholdes den forste Dag i Ugen, paa hvilken Herren opstod fra de Dode.
§ 3. Paa den sjette Dag flabte Gud den forste Mand, Adam, af Jord. og den forste Qvinde, Eva, af Mandens Side, og de bleve forenede i Wgleflab med hinanden.
1 Moseb. 1, 28. Gud velsignede dem og sagde til dem: vorder frugtbare og mangfoldige, og op
fylder Jorden.
Ap.
Om Guds Gjerninger. 13
Ap. G j. 17, 26. Gud har gjort, at al Menneflens Slcegt boer paa den ganske Jordens Kreds af eet Blod.
§ 4. A lt det, Gud havde skabt, var meget godt, eller paa bedste Maade indrettet efter dets Bestemmelse.
l Moseb. 1, 31. Gud saae alt det, han havde skabt, og see! det var saare godt.
§ 5. Ib la n d t de synlige Guds Skabninger paa Jorden er Mennesket den ypperste. Gud flabte Mennesket i sit eget Billede med Kundskab i dets Forstand, og Lyst og Attraa til det Gode i dets V illie , og Gud beskikkede Mennesket t il at herske over al den ovrige Skabning.
1 Moseb. 1, 26. Gud sagde: lader os gjore et Menneske i vort Billede efter vor Lignelse, og han skabte Mennesket i sit Billede.
1 Moseb. 1, 28. Gjorer Eder Jorden under
danig, og regjerer over Havets Fiske, og over Himlens Fugle, og over hvert D y r. som kryber paa Jorden.
Anm . Dyrene maae vi bruge og tage Nytte af dem, men ikke handle ilde med dem.
§ 6. Menneskene have en ubodelig A a n d , be
gavet med Forstand og fri V illie. Ved Forstanden skjelne vi mellem Ret og Uret; ved den frie V illie have vi Magt til at vcelge mellem det Onde og det Gode; Samvittigheden afsiger fin Dom over os, om vi valgte, som vi burde.
Math. 10, 28. Frygter ikke for dem, som staae Legemet ihjel, men kunne ikke staae Sjatten ihjel.
Anm. Ogsaa vort Legeme er viist og godt ind
rettet med store Fortrin fremfor Dyrenes. § 7.
14 Andet Kapitel.
§ 7. Englene ere af en hoiere Natur, end Menneskene; de ere Aander, men de have intet jordisk Legeme; de kunne derfor ikke sees af os Mennesker, uden at det skeer efter sceregen For
anstaltning af Gud.
Luc. 2, 8— 13. Og der var Hyrder paa Marken, og see! Herrens Engel stod for dem, og Engelen sagde: jeg forkynder Eder en stor Glcede; thi Eder er idag en Frelser fodt, og strax var med Engelen en himmelskHcerskares Mangfoldighed, som lovede Gud.
§ 8. Nogle Engle affaldt fra deres Lydighed imod G ud, og kaldes onde Engle; de Engle, som bleve ved at vcere Gud lydige, kaldes de gode Engle.
2 Pet. 2, 4. Gud sparede ikke de Engle, som syndede, men nedstyrtede dem til Helvede, og over- antvordede dem t Morkets Lcenker, at forvares til Dommen.
Ps. 103, 20— 21. Lover Herren, I hans Engle!
I Vceldige i M agt. som udrette hans Befaling.
Lover Herren. I hans Tjenere! som gjore hans Billie.
IL. Opholdelsen, Forsorgelsen og Bestyrelsen.
§ 9. Gud opholder de skabte Ting. og bevarer den Orden r Naturen, han engang har indfort.
1 Moseb. 8, 22. Saalcrnge Jorden bliver endnu, stal Seed og Host. Frost og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke aflade.
§ 10. Gud sorger for alle sine Skabninger, og skaffer dem det Fornodne til deres Ophold, samt vogter og beskjaermer dem.
Om Guds Gjerninger. 15
Ps. 145. 15— 16. Alles Dine vogte paa D ig.
Herre! og D u giver dem deres Spise i sin T id ; D u oplader D in milde Haand, og mcetter alt det.
som lever, med Velsignelse.
Anm . V i skulle ikke gjvre os utidige Bekymringer for de timelige Ting.
Math. 6, 26— 30. Seer til Himlens Fugle;
de saae ikke og hoste ikke og sanke ikke t Lader, og Eders himmelske Fader foder dem; ere I ikke meget mere. end de? Og betragter Lilterne paa Marken, hvorledes de voxe, de arbeide ikke, spinde ikke;
skulde han tkke meget mere kloede Eder, I Lidet- troende?
tz 11. Gud leder og styrer alle Ting med V iis- dom og Godhed; In te t skeer uden hans Dillte og Tilladelse.
Math. 10, 29— 31. Scelges ikke to Spurve for en Penning. og ikke een af dem falder paa Jorden uden Eders Faders V illie ; ja! endog alle Eders Hovedhaar ere talte. Frygter derfor ikke. I bedre, end mange Spurve.
Anm . a. Ogsaa det Onde, Menneskene gjvre, tager Gud ind under sin Styrelse.
1 Moseb. 50, 20. Joseph sagde: I taenkte Ondt imod mig; Gud tcenkte at vende det til det Gode. for at gjore det. som sees paa denne Dag, at holde meget Folk vedlive.
Anm . b. Vor Stand skulle vi betragte som et Kald fra Gud.
1 Sam. 2, 7. Herren er den, som gjor fattig og gjor riig ; ja! som nedtrykker og ophoier.
Tredie
16 Tredie Kapitel.
Tredie Kapitel.
O m Menneskets Fordærvelse ved S yn d e n .
§ l . Vore forste Forcrldre, der vare skabte r Guds Billede, gode og ustyldige. lode sig forfore t il Ulydighed imod Gud, og mistede, idet de syndede, deres oprindelige Lighed med Gud.
1 Moseb. 2, 16— 17. Gud Herren bod Mennesket og sagde: D u maa frit aede af alle Trceer i Haven, men af Kundskabens Troe paa Godt og Ondt skal D u ikke aede ; thi paa hvilken Dag D u aeder af det, stal D u visseligen doe.
1 Moseb. 3 ,4 — 6. Slangen sagde til Qvinden:
I skulle ikke doe, men Gud v e e d /a t hvilken Dag I eede deraf, da skal Eders Dine oplades, og I skulle blive ligesom Gud og kjende Godt og Ondt.
Og Qvinden saae, at Trae'et var godt at aede af, og lysteligt at see t il, og et onsteligt Trae til at faae Forstand af; saa tog hun af dets Frugt og aad, og hun gav sin Mand ogsaa med sig, og han aad.
Joh. 8, 44. Djaevelen var en Manddraber fra Begyndelsen af, og blev ikke bestaaende i Sand
heden; thi Sandhed er ikke i ham. Naar han taler Logn, taler han af sit Eget; thi han er en Logner og Lognens Fader.
§ 2. Fordærvelsen ved Synden udbredte sig til Alle; vore forste Forceldre havde mistet deres medskabte Uskyldighed; de uordentlige Begjcerligheder, som
Om Synden. 17
havde taget Overhaand hos dem. nedarves paa paa deres Bsrn igjennem alle Tider og Slcrgter.
Nom. 3, 23. Alle have jo syndet, oa dem sattes LEre for Gud.
1 Joh. 1. 8. Dersom vi sige, vi have ikke Synd, bedrage vi os selv, og Sandhed er ikke i os.
Rom. 5, 12. Synden kom ind i Verden ved et Menneske, og Doden ved Synden; saaledes trcengte Doden igjennem til alle Mennesker, idet >e syndede alle.
1 Moseb. 8 , 21. Menneskets Hjertes Tanke er ond fra Ungdommen as.
Anm. V i skulle vaage over os selv, at ikke onde Lyster optcendes hos os, og Lestrcebe os for at neddcempe dem, saasnart de begynde at yttre sig.
Math. 26, 41. Vaager og beder, at I ikke falde i Fristelse! Aanden er vel redebon, men Kjodet er skrvbeligt.
§ 3. Foruden Syndigheden, der nedarves paa os, begaae vi og selv Synd og viser selv Ulydighed imod Guds Bud, idet vi enten gjor.e det, Gud har forbudet, eller efterlade at gjsre det, han har befalet.
1 Joh. 3, 4. Hvo som gjsr S ynd. begaaer og Overtrædelse af Loven, og Synden er Lovens Overtrædelse.
Iac. 4, 17. Hvo som veed at gjsre det Gode.
og gjsr det ikke, ham er det Synd.
§ 4. V i synde med vore Tanker og Begjce- ringer, naar vi finde Fornsielse i at tcenke paa Noget som er Gud imod, og tragte derefter.
V i
2
18 Tredie Kapitel.
V i synde med O rd, naar vi ved det, vi sige, tage Guds Navn forfængeligt, eller skade og for
nærme vor Nceste.
V i synde i Gjerning, naar vi foretage os Hand
linger, der ere i S trid med nogetsomhelst Guds Bud.
Math. 9, 4. Da Jesus saae deres. Tanker, sagde han: hvi tcenke I saa ondt i Eders Hjerter?
M ath. 12, 36. Menneskene skulle gjore Regn
flab paa Dommens Dag for hvert utilborligt Ord, som de have talet.
1 Joh. 3, 6. Hver den, som bliver i Herren, synder ikke; hver den, som synder, har ikke seet ham, ei heller kjendt ham.
§ 5. A l Synd er vel Uret i sig selv, men derfor ere dog alle Synder ikke lige store, eller lige strafvcerdige.
Joh. 19, 11. Jesus sagde: den. som overant- vordede mig t il D ig, har storre Synd.
1 Tim. 1, 1 3 ." M ig er Barmhjertighed veder
faren; thi jeg gjorde det uvitterligt.
§ 6. Selv den oprigtigste Christen undgaaer ikke Synd af Skrobelighed. enten at han synder, fordi han ikke veed bedre, da han dog kunde og burde vide bedre, eller fordi han bliver overilet imod sin Villie.
Rom. 7. 18— 19. V illien til det Gode har jeg vel, men at udrette det formaaer jeg ikke; thi det Gode. som jeg vil, det gjor jeg ikke, men det Onde, som jeg ikke vil, det gjor jeg.
§ 7 . I forscrtlig Synd med Velbehag tvert- imod bedre Vidende fremturer kun den Ugudelige.
PH".
Om Synden. 19 P hil. 3, 18— 19. Mange vandre, hvilke jeg ofte har sagt Eder. og endnu siger med Taarer. at vane Christi Korses Fjender, hvis Ende er F or
dærvelse. hvis Gud er Bugen, og hvis 2Ere er i deres Skjcendsel. hvilke tragte efter de jordiske Ting.
§ 8. Synden styrter som oftest allerede her i Livet Mennesket i megen Elendighed, og forvolder ham allerede her Samvittighedsangst og Uro; men i det andet Liv v il Udelukkelse fra Guds Naade og bitter O val blive Syndens visse Lon. dersom vi fremture i samme med Forscet og Velbehag uden Anger og Omvendelse.
Ordspr. 14. 34. Retfærdighed ophvier et Folk, men Synd er en gruelig Ting iblandt Folk.
Rom. 2, 8— 9. Dem, som ere gjenstridige, og Uke lyde Sandhed, men adlyde Uretfærdighed. skal vorde Ugunst og Vrede, Trcengsel og Angst stal vcere over hvert Menneskes S ja l. som gjsr det Onde
Fjerde Kapitel.
Om Guds Naadesforanstaltninger t i l vor Frelse ved Jesum Christum.
§ 1. Af sin forbarmende Kjcerlighed har Gud beskikket os en Forloser til at frie og frelse os fra Synden og dens ulykkelige Folger, og at aabne os
Adgang 2-i-
Adgang igjen t il sin Naade baade i dette og det tilkommende Liv.
1 Joh. 4. 10. Dem di bestaaer Kærligheden, ikke, at vr have elsket Gud, men at han har elsket os, og udsendt sin Son t il en Forsoning for vore Synder.
§ 2. Forlsseren er Jesus Christus, den himmelske Faders eenbaarne S on. som fra Evighed af havde vceret forenet med sin Fader i eet og det samme guddommelige Vcrsen. Om hans Komme t il Verden havde Gud forud givet Forjættelser, endog fra de tidligste Tider.
1 Mosel). 22, 18 gives Abraham den For
jættelse: Udi D in Seed skulle alle Folk paa Jorden velsignes.
Anm . a. Navnet Jesus betyder Frelser.
M ath. 1, 21. Hun skal fode en S on. og D u skal kalde hans Navn Jesus; thi han skal frelse sit Folk fra deres Synder.
Anm . b. I Navnet Christus, Messias, Guds Salvede, er betegnet Maaden, paa hvilken Frelsens og Forlosningens Vcerk skulde blive fuldbragt ved Herren (Herrens prophetifle, ypperstepræstelige og kongelige Embede).
Anm . o. Messias skulde som Menneske ned
stamme fra Abrahams Slcegt (1 Mos. 22, 18) og Davids Familie (Es. 11, 1); han skulde fodes i Bethlehem (Mich. 5, 1) og komme til Verden, forend det israelitiske Folk endnu ganske havde mistet sin egen Regjering (1 Moseb. 49, 10) og fsrend det sidste Tempel i Jerusalem var odelagt (Hagg. 2, 7);
20 Fjerde Kapitel.
han skulde voere underkastet haarde Lidelser og en . voldsom D e d , men derefter igjen gaae frem af Graven til et uforgjcengeligt Liv, og ved sin Lceres Forplantelse fore mange Folkeflcegter fra Afguderi til Sandheds Erkjendelse (Ps. 22, Es. 53).
Anm . 6. Alle disse Spaadomme om ham, som skulde komme, ere opfyldte paa Jesum af Nazareth.
§ 3. Jesus Christus, sand Gud fra Evighed af, blev sandt Menneske tillige, og virker stedse med begge sine Naturer. Han kom til Verden ved Fsdsel as Jomfru M aria, og forenede da sin guddommelige Natur med den menneskelige.
Luc. 1, 35. Engelen sagde til M aria: den Helligaand skal komme over D ig , og den Hsieftes Kraft skal overskygge D ig ; derfor skal det Hellige, som skal fodes af D ig, kaldes Guds Son.
Rom. 9, 5. Christus er efter Kjodet af Fcedrene, han. som er Gud over alle Ting, hoilovet i Evighed.
§ 4. Jesus Christus havde som Menneske Sfcel og Legeme, ligesom vi, men han havde ingen Synd og var fuldkommen hellig.
Joh. 8, 46. lJesus sporger sine Fjender:) Hvo af Eder kan overbevise mig om nogen Synd.
Luc. 23, 4. Pilatus sagde til de Apperste- prcester og til Folket: jeg finder ingen Skyld hos dette Menneske.
Math. 27, 3— 4. Judas bar de tredive S o lv- penge til de Nppersteprcester og LEldste igjen, og sagde: jeg har syndet, at jeg forraadte uskyldigt Blod.
Rom. 5, 19. Ligesom ved det ene Menneskes Ulydighed Mange ere blevne Syndere, saa skulle og ved den Enes Lydighed Mange vorde retfcerdige.
§ 5.
Om Jesum Christum. 21
22 Fjerde Kapitel.
§ 5. Da Jesus var bleven tredive Aar gammel, lod han sig dobe i Jordans Flod. og blev derved hoitidelig fra Himlen erklceret at vane Guds Svn.
M ath. 3, 16— 17. Da Jesus var dobt, steg han strax op af Vandet, og see! Himlene aabnedes ham, og han saae Guds Aand fare ned som en Due og komme over ham. og see! der kom en Rost fra Himlen, som sagde: denne er min S o n . den Elskelige, i hvilken jeg har Behagelighed.
§ 6. Jesus blev derefter provet ved adskillige Fristelser, hvilke han beseirede ved sin Bestandighed og efterlod os sit Monster til Efterfolgelse.
Marc. 1, 12— 13. Og strax drev Aanden ham ild i Orken. og han var der t Orken i fyrgetyve Dage, og blev fristet af Satan.
Jac. 4, 7. Vaner Gud underdanige, staaer Djcevelen imod, saa skal han flye fra Eder.
§ 7. Jesus drog omkring i tre paa fjerde Aar iblandt Joderne, og forkyndte dem Guds Raad og V illie om Synderes Saliggjorelse (Herrens prophe- tiske Gjerning).
Marc. 1, 14— 15. Jesus prcrdikede Guds Riges Evangelium, og sagde: Tiden er fuldkommet, og Guds Rige er nan! Omvender Eder og troer Evangelium.
§ 8. Jodernes Overste forfulgte Jesum af Had og Misundelse; de sogte baade med List og Vold at bringe ham af Dage.
Luc. 19, 47— ^8. Han lånte daglig i Templet, men de Nppersteprcester og Skriftkloge og de Overste
for
Om Jesum Christum. 23
for Folket sogte at omkomme ham, og de fandt ikke, hvad de skulde gjore; thi alt Folket hcengte ved ham og horte ham.
§ 9. Judas overantvordede Jesum i de Overstes Hcender; de dsmte ham t il Doden, og overgav ham til den hedenske Landshsvding Pontius Pilatus.
Pilatus frygtede for Keiserens Unaade, og gav sit Samtykke til. at Herren blev korsfæstet.
Math. 20. 18 -19. See! vi reise op til Jeru
salem, og Menneskens Son skal overantvordes de Nppersteprcester og Skriftkloge, og de skulle fordomme ham til Doden og overantvorde Hedningerne ham at bespotte, hudstryge og korsfceste.
Luc. 23, 46. Jesus raabte med hoi Rest, og sagde: Fader! i Dine Hcender befaler jeg min Aand, og der han det sagde, udgav han Aanden.
§ 10. Jesus maatte ikke alene udstaae smerte
lige Lidelser paa sit Legeme, men ogsaa hans Sjcel blev bitterlig piint as O val og Angst over Menneskenes Synder.
Math. 26. 36— 39. Da kom Jesus til Geth- semane, og han begyndte at bedroves og svarligen at cetpgstes; da siger han til dem: min Sjcel er ganske bedrovet indtil Doden, og han gik lidet frem, faldt paa sit Ansigt og bad: M in Fader! er det muligt, da gaae denne Kalk fra mig, dog ikke fom jeg vil, men som D u v il!
tz 11. Jesus paatog sig frivilligen. efter sin himmelske Faders Raad og V illie. at lide for os, i alle Synderes Sted, og lod sit Blod udose til
vore
vore Synders Forladelse (Herrens ypperstepræstelige Gjerning).
Joh. i . 29. See det Guds Lam. som bcerer Verdens Synd.
2 Cor. 5, 21. Den. som ikke vidste as Synd.
har Gud gjort til Synd for os.
Math. 20. 28. Menneskens Son er ikke.kommen at lade sig tjene, men at tjene, og at give sit Liv t il en Gjenlosning for Mange.
Anm . a. Iblandt Joderne frembar den Apperste- proest aarligen paa den store Forsoningsfest Offer i Helligdommen til Forligelse for Folkets Synder.
Anm . t>. Ved det Offer, Herren har bragt, som har Gyldighed for Alle i al Evighed, ere alle det gamle Testamentes Offringer ophcevede.
§ 12. Jesus Christus opstod paa den tredie Dag efter sin Dod af Graven og forblev derefter i fyrgetyve Dage synlig tilstede paa Jorden iblandt sine Venner og Disciple.
Ap. Gj. 1. 3. Efterat Jesus havde lidt, frem
stillede han sig levende for Apostlerne med mange Beviisninger, da han blev seet af dem i fyrgetyve Dage. og talede om det. som horer til Guds Rige.
1 Cor. 15. 3— 7. Christus, som dode for vore Synder, ester Skrifterne, og blev begraven. opstod den tredie D ag, efter Skrifterne, og blev seet af Kephas. derefter af de Tolv, derpaa af mere end fem Hundrede Brodre paa eengang.
§ 13. Efter de fyrgetyve Dages Forlob gav Jesus sine Disciple Fuldmagt til at forkynde hans Lcere iblandt alle Folk. velsignede dem og opfoer til
Himlen i deres Paasyn. Luc.
24 Fjerde Kapitel.
O m Jesum Christum. 25
Luc. 24, 50— 52. Han forte dem hen ud til Bethanien, og han oploftede sine Hcrnder og vel
signede dem, og det skete, da han velsignede dem.
skiltes han fra dem. og soer op til Himlen, og de tilbade ham. og vendte tilbage til Jerusalem med stor Glcede.
Anm . Herren havde lovet sine Disciple, at den Helligaand skulde sendes dem at lcere dem alle Ting og minde dem paa alle Ting; dette Lofte blev opfyldt paa den forste Pintsedag efter hans Himmelfart, og de begyndte da deres Virksomhed efter det Kald, med hvilket de vare kaldede.
§ 14. Den himmelfarne Frelser throner ved Faderens hsire Haand: han tager Deel med sin himmelske Fader i Verdens Regjering og Bestyrelse.
Ap. Gsi 5. 31. Gud har ophoiet ham til en Fyrste og Frelser ved sin hoire Haand.
P hil. 2. 9— 11. Gud har hsit ophoiet ham, og skjenket ham et Navn. som er over alt Navn, at i Jesu Navn skal hvert Knce bole sig, og hver Tunge bekjende, at Jesus Christus er en Herre til Gud Faders Wre.
§ 15. Jesus Christus er sin Kirkes aandelige Konge og Herre; han vaager over sin Kirke at den maa blive ved at vcrre, og sorger for sin Loeres Forplantelse og sit Riges videre Udbredelse (Herrens kongelige Embede).
Joh. 18, 36 — 37. Jesus svarede: mit Rige er ikke af denne Verden, alligevel er jeg en Konge;
jeg er dertil fodt og dertil kommen til Verden, at jeg skal vidne om Sandheden. Hver den, som er af Sandheden, horer min Rost. Math.
26 Fjerde Kapitel.
M ath. 16, 18. Helvedes Porte skulle ikke faae Overhaand over den.
Math. 13, 31— 32. Himmeriges Rige lignes ved et Sennopskvrn, som er mindre, end alt andet Frs, men naar det vorer, bliver det et Trce, saa at Himlens Fugle komme og bygge i dets Grene.
Anm . Christus har selv lagt Grundvolden til sin Kirke, men fvrst fra Pintsefesten af regnes dens Stiftelse at vcere fuldendt. Christi Kirke er der, hvor Christi Evangelium prcedikes uforvanfket, og Sacramenterne retteligen forvaltes efter hans In d stiftelse af dem.
§ 16. Jesus vor Frelser er os en Talsmand hos Faderen, og trceder frem for at bede for os, navnlig, at Forlosningen, som er skeet ved ham, maa komme os tilgode, og at vi maae finde Naade til Omvendelse. Tro og Helliggjsrelse, som udfordres dertil.
1 Joh. 2, 1— 2. V i have en Talsmand hos Faderen. Jesum Christum, den Retfærdige, og han er en Forsoning for vore Synder, dog ikke "alene for vore, men ogsaa for den ganske Verdens.
Hebr. 7, 25. Han kan fnldkommeligen gjore dem salige, som komme til Gud formedelst ham, efterdi han lever altid til at trcrde frem for dem.
Femte
Femte Kapitel. 27
Femte Kapitel.
Om Omvendelse og T ro , eller, hvad der krceves a f os, for at vi kunne faae Deel i Naaden og Frelsen ved Iesum Christum.
§ 1. Ved Christi Forsoning er ikke givet os Frihed til at synde; det er nu saa meget mere P lig t for os at vogte os- for det Onde og at be
flitte os paa det Gode med al Flid og Ive r.
Rom. 6, 1. Skulle vi blive ved i Synden, at Naaden maa blive desto overflodigere? Det vcere langtfra!
Tit. 2, 11— 14. Guds saliggjorende Naade er aabenbar for alle Mennesker, som oplcerer os, at vi skulle forsage Ugudelighed og de verdslige Begæ
ringer, og leve tugtigen og retfcrrdigen og gudeligen i denne Verden, forventende det salige Haab og den store Guds og vor Frelsers Jesu Christi Herligheds Aabenbarelse, som gav sig selv hen for os, at han maatte forlose os fra al Uretfærdighed, og rense sig selv et Eiendomsfolk, nidkjcrrt til gode Gjerninger.
§ 2. For at faae Deel i Frelsen ved Iesum Christum, maae vi omvende os, eller afstaae fra vore Synder, og troe, eller erkjende Iesum Christum for vor Frelser, Lcerer og Herre, og indrette vor
Vandel derefter.
Ap. G j. 20, 20— 21. Jeg har In te t forholdet af det, som kunde vcere nyttigt, at jeg jo forkyndte
Eder
28 Femte Kapitel.
Eder det, idet jeg vidnede baade om Omvendelse t il Gud og Tro t il vor Herre Iesum Christum.
§ 3. T il Omvendelse horer Syndserkjendelse, Anger og Bod, samt et oprigtigt Forscet til vor Forbedring.
Ap. G j. 3, 19. Dersor fatter et andet Sind, og vender om, at Eders Synder maae vorde udslettede.
Luc. 15, 18— 19. Fader! jeg har syndet imod Himlen og D ig , og er ikke lamgere vcerd at kaldes D in S o n ; gjor mig som een af Dine Dagleiere.
A nm . Den rette Syndsfortrydelse er ikke Sorg over Syndens sorgelige Folger for os, men Skam- fuldhed over, at vi kunne vise os faa utaknemmelige imod Gud at handle imod hans Bud.
2 Cor. 7, 10. Bedrovelsen efter Gud virker Omvendelse til Salighed, som ikke fortrydes, men Verdens Bedrovelse virker Dod.
§ 4. Ved Troen paa Christum, eller For- trostningen t il Guds Naade i Christo, blive vi ret- scrrdiggjorte for Gud, det er: Gud vil ikke tilregne os vor S ynd, men tilkjende os Naade og V el
signelse for Christi Skyld.
Rom. 3, 24— 25. De blive retsoerdiggjorte, uforskyldte, af Guds Naade, ved den Forlosning, som er i Christo Jesu, hvilken Gud har fremstillet t il en Forsoning formedelst Troen paa hans Blod.
Anm . Den sande og levende Tro boerer Frugt i et helligt Levnet.
Ia c . 2, 18 og 26. V iis mig D in Tro af Dine Gjerninger. Ligesom Legemet er dsdt uden Aand, saaledes er og Troen dod uden Gjerninger.
§ 5.
Om Omvendelse og T ro . 29
§ 5. V i kunne ikke fremhjcelpe os selv ved vor egen Kraft til Omvendelse og Tro; den Helligaand kalder, oplyser og helliger os (Saliggørelsens Orden).
n. Gud lader sit Kald udgaae til os i Daaben, ved Ordet, og paa mangen anden Maade, saasom ved Lidelser og Velgjerninger; han vcekker os til Eftertanke, og leder os t il at tragte efter Frelse ved Iesum Christum.
b. Skriften indbefatter under Oplysning, hvad Guds Aand virker paa vor Forstand ved Ordet, for at lede os t il rigtig Kundskab om Guds Raad og Dillie til vor Forbedring og Frelse.
e. Ved Aandens Naadevirkninger paa vore Hjerter blive vi igjenfsdte: vi afstaae i Bodfcerdighed fra det Onde, og fatte i Troen paa Christum Lyst til det Gode; men igjenfsdte til et nyt Liv i Christo skulle vi strcebe frem ad Helliggjorelsens Dei og tragte efter fornyet, stedse stsrre Liighed med Gud.
i hvis'Billede vi ere skabte.
Rom. 7, 18. Jeg veed, at i mig, det er: i mit Kjsd, boer ikke Godt.
Math. 20, 1 og 16. Himmeriges Rige lignes ved en Hosbonde, som udgik tidlig om Morgenen at leie Arbeidere til sin Diingaard. Mange ere kaldede, men Faa ere udvalgte.
P hil. 3. 8. Jeg agter A lt for Tab imod Jesu Christi, min Herres. Kundskabs Ppperlighed, og agter A lt In te t at vcere, paa det jeg kan vinde Christum.
Joh. 3, 3. Uden Nogen bliver fodt paany, kan
han ikke see Guds Rige. P hil.
30 Sjette Kapitel.
P hil. 3. 12. Ikke. at jeg allerede har grebet det. eller er allerede fuldkommen, men jeg jager derefter, om jeg dog kan gribe det. efterdi jeg og er greben af Christo Jesu.
S jette Kapitel.
P ligtlceren.
. § 1. Hvadsomhelst Gud har befalet os at iagttage er vor P lig t.
V i skulle samvittighedsfuldt opfylde vore Pligter;
dog skulle vi ikke mene derved, eller ved vore gode Gjerninger i det Hele at kunne forhverve os Guds Naade og den evige Salighed; det evige Liv er en Guds Naadegave i Christo.
Luc. 17. 10. Naar I have' gjort alle Ting, som ere Eder befalede, siger: vi ere unyttige Tjenere; thi vi gjorde kun det, som vi vare skyldige at gjore.
Anm . Jsandhed gode Gjerninger ere kun de, der oves af Kjcerlighed til Gud og hans Bud.
§ 2. I Loven, som blev givet paa S inai Bjerg, ere de almindelige P ligter, hvilke ethvert Menneske til enhver Tid har at iagttage, os korte- ligen foreskrevne, og indbefattede i de ti Bud.
Math. 5, 17. Mener ikke, at jeg er kommen at oplvse Loven eller Propheterne; jeg er ikke kommen
at oplvse, men at fuldkomme. De
O m Pligterne. 31
De ti Bud.
(Luthers liden Catechismus).
Det forste Bud.
D u skal ikke have andre Guder!
d. e.
V i skulle over alle Ting frygte, elske og forlade os paa Gud.
Det andet Bud.
D u skal ikke tage D in Guds Navn forfcrngeligen!
d. e.
V i skulle frygte og elste Gud, saa at vi ved hans Navn ikke bande, svcerge, gjore Trolddom, lyve eller bedrage, men i al vor Trang paakalde det, bede, love og takke.
Det tredie Bud.
D u skal helligholde Hviledagen!
d. e.
V i skulle frygte og elste Gud, saa at vi ikke for
agte Prcediken og hans O rd, men holde det helligt, gjerue hyre og lcere det.
Det fjerde Bud.
D u skal crre D in Fader og D in Moder!
d. e.
V i skulle frygte og elste Gud, saa at vi ikke for
agte vore Forceldre og Herrer, eller fortorne dem, men holde dem i 8Ere, tjene, lyde, elste og agte dem.
Det femte Bud.
D u stal ikke staae ihjel!
d. e.
32 Sjette Kapitel.
d. e.
V i skulle frygte og elste Gud, saa at vi ikke gjsre vor Nceste nogen Skade eller Fortrced paa hans Legeme, men hjcelpe ham og staae ham bi i al Legemsfare.
Det sjette Bud.
D u stal ikke bedrive Hver!
d. e.
V i skulle frygte og elste Gud, saa at vi leve kydst og tugtig i Ord og Gjeruinger, og at Enhver elsker og cerer sin Hustru.
Det syvende Bud.
D u stal ikke stjcele!
d. e.
V i skulle frygte og elste Gud, saa at vi ikke tage vor Ncestes Penge eller Gods, eller bringe det til os ved falst Vare og Handel, men hjcelpe ham at fremme sin Ncering og bevare sit Gods.
Det ottende Bud.
D u stal ikke sige falst Diduesbyrd imod D in Nceste!
d. e.
V i skulle frygte og. elste Gud, saa at vi ikke falskelig lyve paa vor Nceste, forraade ham, bagtale ham, eller staffe ham ondt Rygte, men vi skulle und
skylde ham, og tale Godt om ham, og optage A lt i bedste Mening.
Det niende Bud.
D u stal ikke begjcere D in Ncrftes Huns!
Om Pligterne. 33
d. e.
V i skulle frygte og elste Gud, saa at vi ikke med List efterstræbe vor Ncestes Arv eller Huus, og under Skin af Ret bringe det til os, men hjoelpe og staae ham bi, at han kan beholde det.
Det tiende Bud.
D u stal ikke begjcere D in Ncestes Hustru, Svend, Pige, Fce, eller hvad hans er!
d. e.
V i skulle frygte og elste Gud, saa at vi ikke fra
tage vor Noeste hans Hustru, Tyende eller Fce, ikke afnode ham dem, eller vende dem fra ham, men t il
holde dem til at blive, og gjore, hvad de ere skyldige.
Hvad siger nu Gud om alle disse Bud?
Han siger saaledes:
Jeg, Herren D in Gud, er en nidkjcer Gud, som hjemsoger Fcedrenes Synd paa Dornene, indtil tredie og fjerde Led, over dem, som hade mig; men dem, som elske mig og holde mine B ud, dem gjor jeg vel i tusinde Led.
d. e.
Gud truer at straffe alle dem, som overtrcede disse Bud; derfor skulle vi frygte for hans Vrede og ikke handle imod dem! Men han lover Alle, som holde disse Bud, Naade og alt Godt; derfor skulle vi ogsaa elste ham, og gjerne gjsre efter hans Bud.
§ 3. V i have Pligter imod Gud, imod os selv, og imod vor Nceste.
Math. 22, 37— 40. Jesus sagde: D u skal elske Herren D in Gud i D it ganske Hjerte, og i D in
ganske
3
34 Sjette Kapitel.
ganske Sjcel, og i D it ganske S in d ; dette er det forste og store Bud, men det andet er ligesom dette:
D u ska! elske D in Nceste, som D ig selv; af disse to Bud hcenger al Loven og Propheterne.
Pligterne imod Gud.
§ 4. D i ere skyldige at dyrke Gud baade ind
vortes med vore Tanker og Attraaer, og udvortes med vore Ord og vort Forhold.
1 Cor. 6, 20. I ere dyrekjobte! cerer derfor Gud i Eders Legemer og i Eders Aand, hvilke hore Gud til.
Aum . At dyrke Gud udvortes, uden tillige at dyrke ham indvortes, er Hykleri.
Marc. 7, 6— 7. Dette Folk cerer mig med Lce- berne, men deres Hjerter ere langt fra mig; men de dyrke mig forgjceves.
§ 5. Om den indvortes Gudsdyrkelse handler det fvrste Bud.
1. V i skulle ikke tilbede noget andet Vccsen, end den ene sande Gud.
Math. 4, 10. D u stal tilbede Herren D in Gud og tjene ham alene.
2. V i flulle frygte G u d , thi han er hellig og retfcerdig; men vi skulle lyde Gud og gjore hans D illie, ikke af Frygt, fordi han truer at straffe dem, som overtrcede hans Bud, men af Kjcerlighed til ham, fordi han er os en saa god og kjcerlig Fader.
Ordspr. 16, 6. Ved Herrens Frygt viger man
fra det Onde. Rom.
Om Pligterne. 35
Rom. 8, 15. I annammede ikke en Trceldoms Aand. alter til Frygt, men I annammede en sonlig Udkaarelses Aand. i hvilken I raabe Abba, Fader!
3. V i flulle elske Gud over alle Ting, han er vor stvrste Velgjorer.
1 Joh. 4. 19. V i elske ham; thi han elskede os forsi.
Math. 10. 37. Hvo som elsker Fader eller M o der, Son eller Datter mere, end mig. er mig ikke vcerd.
1 Joh. 4, 21. Den, som elsker Gud, skal og elske sin Bro.der.
4. V i skulle forlade os paa G ud, han baade kan og v il fremme saavel vor timelige, som vor aandelige og evige Velfcerd.
1 Pet. 5, 7. Kaster al Eders Sorg paa ham;
thi han har Omhu for Eder.
Ps. 146, 5— 6. S alig er den, hvis Hjcelp er Jacobs Gud, hvis Haab er til Herren, hans Gud, som gjorde Himlen og Jorden og Havet og alt det.
som er i dem, han, som holder Lofter evindelig.
Jer, 17, 5. See sagde Herren: Forbandet er den Mand, som forlader sig paa Mennesket, og hol
der Kjod for sin Arm , og hvis Hjerte viger fra Herren.
§ 6. Om den udvortes Gudsdyrkelse handler det andet og det tredie Bud.
1. V i skulle ikke letsindigen eller uden Efter
tanke bruge Guds Navn, og endnu mindre vancere det ved noget Slags Misbrug.
3*
u. Der
36
a. Der bandes og svaerges, naar man i Guds eller Ehristi Navn vnfler Ondt over sig selv eller Andre, eller naar man i daglig Tale letsindigen beraaber sig paa Gud og Christus for at bekrcefte sine Ord og Forsikkringer.
Ia c . 3, 10. A f den samme Mund udgaaer Velsignelse og Forbandelse; mine Brodre! det bor ikke saa at vcere.
M ath. 5, 37. Eders Tale flal vcere Ja, J a ! Nei, Nei! men hvad der er over dette, er af det Onde.
A nm . n. Naar Ovrigheden paa hvitidelig Maade lader os aflcegge Eed, skulle vi betcenke, at det er den alvidende, hellige og retfoerdige Gud, der krceves til Vidne, og han lader sig ikke spotte.
Anm . d. Meenedere scetter Apostelen Pau- lus i Klasse med Manddrabere og de groveste Syndere (1 Tim. 1, 10); de trodse den alvidende Guds Retfærdighed, de Lerede sig selv den skrække
ligste Lod, og forspilde ved deres Ryggesloshed ofte deres Medmenneskers A§re og Velfoerd.
Zach. 5, 4. Jeg lod Forbandelsen udgaae, siger den Herre Zebaoth, at den flal komme lil Tyvens Huns, og t il hans Huns, som svanger falfleligen.
b. Troldom, som er en overtroisk og ufor
nuftig M isbrug as Guds Navn, oves i den falske Indbildning, at man derved skulde kunne helbrede Syge, afvcerge Skade og Uheld eller andet deslige.
5 Moseb. 18, 1 0 -1 2 . Der skal ikke findes hos D ig den, som omgaaes med Spaadom, er
Sjette Kapitel.
O m Pligterne. 37
en Dagvalger, eller som agter paa Fugleskrig, eller som omgaaes med Manen, eller som adsporger en Spaamand. eller er en Tegns Udlcegger, eller som gjor Sporgsmaal til de Dode; thi hver som gjsr disse Ting er en Vederstyggelighed for Herren.
e. V i maae ikke lyve. eller skuffe og bedrage Andre ved at indbilde dem falske Ting. og for at bringe dem t il at fceste Lid dertil, beraabe os paa Guds hellige Navn.
Ephes. 4, 25. Aflcegger Lsgn og taler Sand
hed. hver med sin Nceste, efterdi vi ere hverandres Lemmer.
2. V i flulle paakalde Guds Navn i al vor Trang; han vil vcere os en Hjcelper.
Ps. 50. 15. Kald paa mig paa Nodens Dag, jeg v il udfrie D ig. og D u skal prise mig.
3. V i flulle love og prise Gud; thi han er det ypperligste og allerfuldkomneste Vaflen.
Ps 145, 3— 4. Herren er stor og saare prise
lig , og hans M agt er urandsagelig. Een Sla'gt flat deromme for den anden Dine Gjerninger, og de skulle forkynde D in Vcelde.
4. V i skulle takke Gud, fljonne paa hans fader
lige Miskundhed imod os, og gjsre en god Brug af hans gode Gaver.
Ephes. 5, 20. Siger altid Gud og Faderen Tak for alle Ting i vor Herres Jesu Chrisli Navn.
1 Moseb. 32, 10. Jeg er ringere, end alle de Miflundheder, og end al den Trofasthed, som D u har gjort imod D in Tjener. Job
38 Sjette Kapitel.
G
Job 29, 12— 16. Jeg reddede den Fattige og en Faderlvs, som havde ingen Hjcrlper, jeg vat den Blindes Die og den Haltes Fod, jeg var den Fattiges Fader.
5. V i skulle helligholde Sondagen, som er an- ordnet til offentlig Gudsdyrkelse, samles med hver
andre i Guds Huns og drage Ncering af Menigheds
livet med medforlsste Brsdre.
Col. 3, 16. Lader Christi Ord boe rigeligen iblandt Eder, i al Viisdom , saa I låne og paa
minde hverandre med Psalmer og Lovsange og aande- lige Diser, idet I synge yndeligen i Eders Hjerter for Herren.
Ps. 95, 1— 2. Kommer, lader os synge med Fryd for Herren! lader os raabe af Glcrde for vor Saligheds Klippe, lader os fremkomme for hans Aasyn med Taksigelse!
Anm. V i maae ikke misbruge Sondagen til ufor- nodent Arbeide.
2 Moseb. 23, 12. Sex Dage skal D u gjsre D it Arbeide, men paa den syvende skal D u hvile, paa det D in Oxe og D it Asen maa hvile, og D in Tjenesteqvindes Son og den Fremmede maa veder- qvcrges.
8
. Pligterne imod os selv.§ 7. Dersom vi elfle os selv paa den rette Maade, ville vi fornemmeligen drage Omsorg for vor Sjcels Frelse og Salighed, og ogsaa for vort Legeme og vor timelige Velfcerd, men ikke anderledes,
end
O m Pligterne. 39
end al det kan skee i Overensstemmelse med Guds Forskrift og V illie , og at vi ikke tage Skade paa vor Sjcel derved.
Math. .6, 33. Ssger forst Guds Rige og hans Retfærdighed, saa flulle og alle disse Ting tillægges Eder.
Math. 10, 39. Hvo som frelser sit Liv. flal miste det. og hvo som mister sit Lw, flal finde det.
1. Om sorg fo r Sjcrlen.
§ 8. Vor Forstand flulle vi soge at berige med nyttig Kundskab, og iscer sorge for ar faae den op
lyst om Guds Raad og V illie til vor Salighed.
2 Pet. 3, 18. Doxer i vor Herres og Frelsers Jesu Christi Naade og Kundskab.
§ 9. Vor V illie flulle vi tragte efter at faae bevceget til at rette sig efter det. Forstanden erkjen- der at vane ret og tilborligt efter Guds Ords Vei- ledning.
2 Cor. 6 18 — 7, 1. Jeg vil vcere Eders Fader, og I flulle vcere mine Ssnner og Dottre, siger Herren. Derfor, efterdi vi have saadanne Forjættel
ser, I Elskelige! lader os rense os selv fra Kjodets og Aandens Besmittelse, og fuldende vor Hellig
gørelse i Gudsfrygt.
§ 10. Vor Samvittighed flulle vi vaage over, at den ikke bliver besvceret med vitterlige Over
trædelser. Stsrre Plage kan ikke tcenkes, end en ond Samvittighed.
Ap. Gj.
40 Sjette Kapitel.
Ap. G j. 24. 16. Jeg over mig at have altid en uskadt Samvittighed for Gud og Menneskene.
Anm . a. Samvittigheden tilskynder os til det Gode, advarer os imod det Onde; fvlge vi dens Tilskyndelse, lader den os fole Tilfredshed med os selv; handle vi imod dens Advarsler, lader den os fole Misfornoielse med os selv.
Anm . b. Eftersom Samvittigheden lader os fole Tilfredshed eller Misfornoielse med os selv, kalde vi den god eller ond; derimod sige vi, at Samvittig
heden sover, naar Menneskene til en Tid ikke lcegge Moerke til deres onde Handlinger; jo lcengere dette varer, til desto storre Forfærdelse vil den engang op- vaagne.
2. O m sorg fo r Legem et.
§ 11. Livet er den vigtigste Gave, Gud har betroet os. V i maae ikke forscetligen skille os ved Livet. Selvmorderen gjor et forvovent Indgreb i Guds Herredomme over Menneskenes Liv og Legeme, og forsynder sig tillige baade imod sig selv og Andre.
Rom. 14. 7— 8. Ingen as os lever sig selv, og Ingen af os doer sig selv; thi baade dersom vi leve, leve vi Herren, og dersom vi doe, doe vi Her
ren; derfor, enten vi leve, eller vi doe, ere vi Her
rens.
§ 12. Ogsaa ved Umaadelighed i sandselige Nydelser forkorte vi vore Dage. Fraadseren og Drankeren, og endnu mere den Vellystige, nedbryde
ved
Om Pligterne. 41
ved deres uordentlige Levnet deres Helbred; de sdelagge tillige derved deres Formue, forspilde deres gode Navn og Rygte, og blive uskikkede til at ar
bejde paa deres Sjcrles Saliggjorelse.
Luc. 21, 34. Vogter Eder, at Eders Hjerter ikke nogen Tid besvceres med Fraadseri oa D ruk
kenskab.
Gal. 5. 19— 21. Kjsdets Gjerninger ere aaben- bare, saasom: Hoer, Skjsrlevnet, Ureenhed. Uteerlig- hed, Drukkenskab, Fraadseri og deslige, om hvilket jeg siger Eder, at de, som gjore saadant, skulle ikke arve Guds Rige.
Ephes. 5, 3— 4. Men Horeri og al Ureenhed ncevnes end ikke iblandt Eder, som det sommer de Hellige , og ublu Vasen, og gjcekkelig Snak. eller letfardig Skjemt. som A lt er utilborligt, men hellere Taksigelse.
3. Om sorg fo r v o r tim elig e tllelfoerd.
§ 13. V i maae strcebe at forege vor Velstand ved Flid i vort lovlige Kald og klog Sparsomme
lighed, saavel for vor egen Skyld som for at kunne komme Andre til H jalp i deres Trang.
Ap. G j. 20. 34— 35. I vide selv, at disse Hcender have tjent for min N sdtsrft, og for dem, som ere med mig; jeg viste Eder, at det bor os saaledes at arbeide og komme de Skrobelige til H jalp, og at ihukomme den Herres Jesu O rd:
S aligt er det at give. hellere, end at tage.
Anm . a. V i ere stabte til Arbeide; Legemets Sundhed styrkes derved, Sjalens Tanker fastes til
det,
42 Sjette Kapitel.
det, som er nyttigt og godt, og af vort Arbeide kunne vi have megen Gloede, naar vi forrette det tilb v rli- gen og med et muntert Sind. Lediggang er Aarsag til meget Ondt.
l Moseb. 2. 15. Gud Herren tog Mennesket, og satte det i Edens Have til at dyrke den, og t il at vogte den.
Anm . d. I vor Stroeben efter Velstand flulle vi vogte os for at henfalde til ulovlig Vindesyge eller til Gjerrighed, og ikke tragte efter Rigdom, i hvilken der er Fristelse ligesaavelsom i Armod.
1 Tim. 6, 9. D e, som ville vorde rige, falde i Fristelse og Snare og mange daarlige og skadelige Begjcrringer, som nedsoenke Menneskene i Odelorggelse og Fordcervelse.
Luc. 12, 19. D u har meget Godt i Forraad til mange Aar; giv D ig t il Ro. ced, drik, vcer glad!
Anm . 6. Lykkes vor Stroeben efter Velstand ikke, maae vi boere Armodens Kors med Hengivenhed i
Guds Villie.
Math. 8, 20. Jesus sagde: Rorve have Huler, og Himlens Fugle Reder, men Menneskens Son har ikke det, hvortil han kan helde sit Hoved.
§ 14. Et godt Navn og Rygte er et stort Gode, som ikke kan undvorres uden mcerkeligt A f- brcrk saavel i vort Kald, som i vore svrige Om- storndigheder. L i erhverve os vore Medmenneskers Agtelse og T illid ved Retskaffenhed og Flid i vort lovlige Kald.
S ir.
Om Pligterne. 43
S ir. 41. 15. Hav Omsorg for et godt Navn;
thi det varer lcengere, end tusinde store Skatte.
Anm . LEre og Anseelse iblandt Menneskene skal ikke friste os til Overmod og Hoffcerdighed.
Gal. 5. 26. Lader os ikke have Lyst til for- samgelig Wre. saa at vi trodse hverandre, og boere Avind imod hverandre.
§ 15. V i tor nyde Fornsielser, som tilbyde sig for os, ved en ordentlig Brug af de mange gode Ting, Gud har frembragt til Gavn og Gloede for sine Skabninger, men vi skulle vogte os for Umaade-
lighed og al anden Misbrug.
Ps. 31. 8i Jeg v il fryde mig. Herre! og vcere glad ved D in Miskundhed.
Anm. a. Sorger og Lidelser stalle vi boere med Taalmodighed; de beskikkes os af Gud i vise og kjcer- lige Hensigter; vi ere ofte selv Skyld i vore Lidelser og Gjenvordigheder.
Rom. 8, 28. Vt vide. at alle Ting tjene dem tilgode, som elske Gud.
Hebr. 12, 6. Hvem Herren elsker, den revser han.
Iac. 1, 3— 4. Eders Troes Forsagelse virker Standhaftighed, men Standhastigheden frembringer fuldkommen Gjerning.
Anm. b. V i have ingen Ret til at ansee de Lidelser og Gjenvordigheder, der beskikkes Andre, som S traf fra Gud, eller til at fatte Mistanke til dem som skyldige i nogen soeregen Brode. Modgang be
skikkes ligesaavel Gode som Onde, og stal tjene til at voekke disse og prvve hine.
Joh.
»
44 Sjette Kapitel.
Joh. 9, 3. Hverken denne syndede, ei heller hans Forceldre, men paa det Guds Gjerninger skulde blive aabenbarede paa ham.
Lnc. 13, 3. Dersom I ikke omvende Eder, flulle I alle ligesaa omkomme.
6. Pligterne imod vor Noche.
§ 16. B i flulle elske vor Ncrste som os selv, og gjore det samme for ham som for os selv.
Phil. 2, 4. Enhver see ikke paa S it, men Enhver ogsaa paa Andres.
1. O m sorg fo r tlirstens Sjcel.
§ 17. V i bor. saavidt det staaer i vor M agt, antage os vor Ncestes Veiledelse t il et bedre Liv i den tilkommende Verden, og derfor komme ham til Hjcelp med nyttig Underviisning, med gode Forma
ninger og kjarlig Advarsel, samt foregaae ham med et godt Exempel; han er Medarving med os til den evige Salighed.
Ia c . 5, 19— 20. Dersom Nogen iblandt Eder er faret vild fra Sandheden, og Nogen omvender ham, den vide, at hvo som omvender en Synder fra hans Veis Vildfarelse, han frelser en S ja l fra Doden. og skjuler Synders Mangfoldighed.
Matt), 7, 5. Drag fvrst Bjalken ud as D it Die, og da kan D u see til at uddrage Skjcrven af D in Broders Die.
Anm . a. V i maae ikke svcekke Lysten hos vor Nceste til det Gode, ei heller give ham Forargelse, og allermindst forfore ham til det Onde. Luc.
»
Om Pligterne. 45
Luc. 17, 1— 2. Det er umuligt, at Forargelser ikke skulde komme, men vee den. ved hvilken de komme; det var ham bedre, om en Mollesteen blev hcrngt om hans Hals, og han blev kastet i Havet, end at han skulde forarge een as disse Smaae.
1 Cor. 15, 33. Forfores ikke! siet Omgang fordcerver gode Sceder.
Anm. d. V i have ikke Ret til at fordomme noget Menneske for hans urigtige Meningers Skyld, eller fordi han bekjender sig til en anden Religion.
Barmhjertighed kan vederfares ham for Christi Skyld, naar han har vandret i Retsindighed efter den Kund
skab, hvortil Leilighed var givet ham.
Ap. G j. 10. 34— 35. Jeg befinder isandhed, at Gud anseer ikke Personer, men hvo iblandt alle Folk. som ham frygte og gjor Retfærdighed, er ham behagelig.
2. O m sorg fo r Ucestens Legeme.
tz 18. Herom handler det femte Bud.
V i maae ikke lcegge voldsom Haand paa vor Ncrste, for at stille ham ved Livet, eller tilfvie ham Skade paa Lemmer og Helbred, derfor heller ikke paalcegge ham for svaert Arbeide, men advare ham imod det, som kunde blive ham til Skade.
1 Moseb. 9, 6. Hvo som udoser Menneskets Dlod, ved Mennesket skal hans Blod udsses; thi Gud gjorde Mennesket i sit Billede.
3. Om sorg fo r Aoestens tim e lig e Velfcerd.
§ 19. Herom handler det syvende, ottende,
niende og tiende Bud. 1. D i
46 Sjette Kapitel.
1. V i maae ikke forvolde vor Nceste noget Tab paa hans Gods eller hans Eiendom, men hellere staae ham bi, at han kan beholde den, og forhjcrlpe ham til at forege sin Velstand.
1 Cor. 6. 10. E i heller Tyve. ei heller Rovere flulle arve Guds Rige.
1 Thes. 4, 6. Ingen skal undertrykke eller for
fordele sin Broder i nogen Handel; thi Herren er en Hevner over alt saadant.
1 Moseb. 25, 29. Esau kom fra Marken og var trcet, og Jacob sagde: Scelg mig D in Forste- fodselsret.
A nm . n. V i flulle end ikke begjcere vor Ncestes Gods eller Nogetsomhelst, der horer ham til, og ikke misunde ham det Gode, Gud fljcenker ham.
Math. 20, 15. Har jeg ikke Magt til at gjore med M it, hvad jeg vil? Eller er D it Die ondt, fordi jeg er god?
1 Mos. 4, 5— 8. Da blev Kain vred og hans Ansigt falmede, og da de vare paa Marken, da op
stod Kain imod Abel. og ihjelslog ham.
Anm. d Dersom vor Nceste er i Trang flulle vi komme ham til Hjcelp, men orkeslose Tryglere, som have Evne til at erncere sig selv, men ikke ville, bor ikke nyde Almisse, men henvises til ordentligt Arbeide.
M ath. 7, 12. A lt, hvad I ville, at Menneskene skulle gjore imod Eder, det gjore I ogsaa imod dem.
Math. 25, 35— 40. Jeg var hungrig, og I gave mig at crde. jeg var torstig. og I gave mig at drikke, jeg var fremmed, og I toge mig til Eder,
jeg
Om Pligterne. 47
jeg var nogen, og I klcedte mig, jeg var syg, og I besogte mig, jeg var i Faengsel, og I kom til mig. Hvad I have gjort imod Een af disse mine mindste Brsdre, have I gjort imod mig.
2 Thes. 3. l0 — 12. Dersom Nogen ikke v il arbeide, han bor ikke heller have Fode. B i hore nemlig, at Nogle omgaaes nstikkeligen iblandt Eder, og arbeide ikke, men tage sig unyttig Handel for.
Saadanne byde og formane vi, ved vor Herre Iesum Christum, at de arbeide i Stilhed og code deres eget Brod.
2. Bor Ncestes gode Navn og Rygte skal vcere os helligt.
a. V i skulle ikke bagtale vor Nceste, ikke domme ilde om ham, ikke udsprede hans Feil og ikke vise Foragt imod ham, at vi ikke skulle berove ham Andres Agtelse for ham og T illid til ham.
b. B i skulle hellere undskylde ham, hvis han lastes af Andre, tale Godt om ham, tage A lt i den bedste Mening, og boere over med ham i S agt
modighed, hvis han forseer sig imod os.
S ir. 5, 16. Lad D ig ikke kaldes en Dretuder, og forraad Ingen ved D in Tunge.
Math. 7, 1— 3. Dommer ikke, at I flulle ikke dommes; thi med hvad Dom I.dom m e, flulle I dommes, og med hvad M aal I maale, flal Eder igjen maales; men hvi seer D u Skjcrven, som er i D in Broders Die, men Bjelken i D it Die bliver D u ikke vaer?
Ephes. 4. 26. Blive I vrede, da synder ikke!
Solen gaae ikke ned over Eders Fortsrnelse!
Marc.
