o K O M M E N T A R Kulturcentre
I dagspressen kunne m an den 25. ja n u a r 1967 læse, at den nye m inister for kulturelle anliggender, fru Bodil K och, h a r besluttet at udsæ tte forelæggelsen af det forslag til lov om kulturcentre, d er v ar forb ered t af hendes forgæ nger og b ebudet af statsm inisteren i trontalen. F ru Bodil K och udtalte, at hun var betæ n
kelig ved, a t centrene af m ange ville kunne opfattes som steder, hvor der kun blev b u d t p å »finkultur«, og hun ønskede at undersøge, om m an ikke kunne nå langt bedre resultater ved at udbygge det net af bestående love, d er h a r til for
m ål at støtte og frem m e kulturel aktivitet.
D ette initiativ vil vinde genklang i vide kredse. D en m inisterielle B etæ nkning vedrørende kulturcentre, d er udsendtes i forsom m eren 1966, h ar ikke fået nogen v arm h jertet m odtagelse, og det kan bl. a. indvendes m od betæ nkningen, at den - skønt form ålet er at opm untre den lokale kulturelle aktivitet - ikke tager rim e
ligt hensyn til de institutioner og sam m enslutninger af kulturel karak ter, som hidtil h a r plejet kulturlivet rundt om i landet, ofte u n d er vanskelige økonom iske vilkår.
I denne lokale kulturelle aktivitet indtager det historiske arbejde en ikke helt ubetydelig plads. Tilslutningen til de historiske foreninger er i adskillige am ter og byer stor, og den frivillige indsats i lokalhistoriske sam fund h a r i tidens løb gjort et m eget betydeligt antal m ennesker til aktive kulturarbejdere. D et sam m e gælder fo r de kulturhistoriske lokalm useer, som vort land er så rigt på. O gså de er skabt ved lokal indsats, og hvor dette initiativ er fastholdt, tjener m useerne i bedste forstand som kulturcentre - steder hvor m an ikke blot kom m er for at betragte m inder fra fortiden, m en også inspireres til selvstændig kulturel indsats.
Lokalm useum sloven af 1958 gav disse m useer en stor opblom string, og m ange steder h a r lederne form ået at inddrage talrige frivillige hjæ lpere i arbejdet, m edens en endnu større kreds samles i studiegrupper og til foredrag. O gså i til
knytning til m ange biblioteker foregår betydningsfuldt historisk arbejde, og som sidste skud p å stam m en m å nævnes de lokalhistoriske arkiver, d er - ligeledes på frivillig basis - i disse år oprettes adskillige steder for at sikre byens eller egnens skriftlige m inder for frem tiden.
D er e r flere årsager til, at betæ nkningen overser disse fo rm er fo r kulturel aktivitet. M an bruger ordet kulturcenter, m en taler i virkeligheden om kunst- center; det er især den bildende kunst, m usikken og teateret, m an h a r i tankerne.
97
M en historien er dog en del af kulturen, ligesom f. eks. også natu rh isto rien er det. (H vorfor skulle m an forresten ikke kunne studere sin hjem egns som m er
fugle i et kulturcenter?). D ernæ st er m an angst for, at k u ltu rcen tren e ville blive fo r ensidige, såfrem t de blev knyttet til bestående institutioner som f. eks.
bibliotekerne. M an m å - siger betæ nkningen - p å fo rh ån d søge at sikre, at cen
trenes virksom hed ikke får slagside, således at kun bestem te grene af den k u n st
neriske virksom hed får indpas.
D enne frygt for ensidighed er næ ppe berettiget. A t m an overalt skulle have m ulighed for at tilgodese samtlige form er fo r kulturel aktivitet lige godt, er dog vist en utopi. M an k an selvfølgelig præ sentere m aleriudstillinger, m usik og te a te r
forestillinger i skønsom t udvalg ved gæstespil, m en den aktive kulturelle indsats - den d er u dfolder sig m ellem gæstespillene - er fuldt og helt betinget af lokale kræ fters form åen, deres evne til at inspirere og aktivisere. É t sted vil m an især kunne sam le folk om m alerkunsten, et andet sted k an det være dram atikken, der h a r de m est virksom m e fortalere, et tredie sted vil m åske egnens historie eller forhistorie fænge m est.
D enne k ap p estrid kan kun være af det gode. M an gør ikke kultu ren nogen tjeneste ved at søge at fastsæ tte n o rm er for det kulturelle livs udfoldelse. L angt bedre vil det være at opm untre det lokale initiativ ved at lægge hovedparten af støtten p å de felter, h v o r m an lokalt k an påvise sine evner til at yde et væ rdi
fuldt k ulturelt arbejde p å folkeligt grundlag.
Sådanne evner findes i rigt m ål i det historiske arbejde, både p å de k u ltu r
historiske lokalm useer og i de m ange foreninger og sam m enslutninger m ed lokal
historisk sigte. I kulturm inisteriet h a r vi altid m ødt forståelse fo r væ rdien af dette arbejde. M en det h a r skortet p å penge. D e nye perspektiver, som fru Bodil K och h ar bragt ind i kultu rcen ter-d eb atten , giver im idlertid gode håb fo r frem tiden.
O laf Olsen
98
