Kulturbilleder fra en vestjysk Hedegaard

FRA EN VESTJYSK HEDEG AARD ‘)

A f Axel Steensbevg.

E

geskoven h ar gammel Hæ vd i Vestjylland. Den voksede her vidt og bredt i Bronzealderen, og i Moserne ligger der Stamme ved Stamme. E fte r Tørvejordens A fgravn in g peger de væltede Træ ers Rødder afm æ gtigt m od H im le n som stivnede Fangearm e. E n d n u i M iddelalderen klædtes de lave Bakkedrag m ellem H erning og H olstebro af Skovens Kæmper. N ed gennem de korte Dale, hvor der var Læ og M u ld nok, voksede Træ erne sig alentykke. M en i Moserne var der nu K ra t a f E l, G raapil og B irk blandet med Pors, K lo k k e ly n g og Kæ ruld. E fte r Forsum pningen i Jernalderen kunde Egen ik k e mere vokse paa de lave Steder.

D er er mange V idnesbyrd om Egeskoven, ogsaa naar m an ser bort fra Bronzealderlagene i Moserne. F o r n y lig regulerede man Løven A a og fan d t da paa det Sted, hvor Aulum , Ø rre og S indin g Sogne støder sammen, et Stemmeværk, der var sat a f alenbrede, tilhugne Egeplanker paa K ant over hinanden. Deres E n d e r var in d fø je t i F u re r hugget i Siderne a f 3— 4 A le n lange nedram m ede Stolper (»Bulkonstruktion«). Ogsaa Stednavnene fo rtæ ller om de vestjyske »legetræer«: Jæggesbjerg, Jæggeris, Eggesgaard, E g ­ bæk og Romeg. De m elder tillig e om andre Træ sorter og om Skove i A lm indelighed: Askbjerg, Elkæ r, Sønderlund, Lu n debjerg og H elleskov.

J) Selvom artiklen om den vestjyske hedegaard Stensbjerg kun behandler en enkelt gaard, har redaktionen dog ønsket at bringe den i Fortid og Nutid, fordi den viser, hvor meget kulturhistorisk stof, der findes i gaardhistorien for den, der

har øjne at se med og øren at høre med. Red.

10

Sognenavnene paa Egnen hører næsten alle t il den ældste Type i vort Land, som ender paa -ing: Sinding, N øvling, T jø rrin g , T im ­ ring, V in din g, H erning o. s. v. E lle r de ender paa det næsten lige saa gam le -um (af »Heim« = Hjem ) som Aulum . M en Gaardnav- nene er i Reglen a f den naturbeskrivende og tem m elig unge Form : Stensbjerg, Karlsm ose, Overbjerg, Havrsnap, Søvndal, Viskæ r, Foldager, Bækgaard, Aavad, Kvindvad, Kragsnap, Skred, Pung vig og Rim m e. I fo rh is to ris k T id eksisterede der vel Sam linger a f Gaarde om kring de nuværende Sognekirker. Landsbyer og L o ­ kaliteter som L jø rrin g , Rødding, B ording (gaarde) og H o lin g fik ingen K irke, men er jævngamle med Sognebyerne. D e mange Enkeltgaarde, der kom til at ligge i nogen. Afstand fra Sognets M id tp u n k t ved Aaer eller m indre Vandløb, stammer derim od næsten alle fra M iddelalderen. Det gælder sandsynligvis ogsaa den Gaard, v i her skal gæste: »Stensbjerg« i Sinding Sogn.

❖ ❖ *

Egeskoven forsvandt. Allerede ved M idten a f 1700 T a lle t fa n d ­ tes der næppe Rester a f den i Sinding Sogn. Hugst og H u sdyr var blevet dens Skæbne. Og Lyngen bredte sig overalt, hvor M enne­

skene ik k e lo d Ploven vende Jorden fra A a r til Aar. H ver lille Træ plante, der selvsaaet spirede paa de udyrkede Arealer, blev u b arm h jertig t afgnavet a f Faarene eller afskaaret, naar B o n ­ den og hans K a rl skar Hedetorv, rev R e vlin g ris eller afhuggede Lyn gen med L e t il Ildebræ ndsel. I M aj M aaned drog alle L o d s ­ ejere ud i den 300 Td. Ld . store M errildm ose fo r at skræ lle T ø rv t il de aabne Skorstene og Bilæ ggerovne. Alene i Stensbjerg brugte m an 15 Læs om A aret i T id e n o. 1880. Ude i denne øde Mose skal den sidste U lv i S indin g være nedlagt a f et P a r K a rle fra Aavad, der gravede Lyngtorv.

N aar »Skovlovringerne« fra Silkeborgegnen kom kørende til M arked i H olstebro med lange Ræ kker a f H ju l anbragt paa Træ ­ stokke ko b let efter hinanden, havde de fra »æ gam m el iWaa-s«1), som Horsens— H olstebro Vejen endnu hedder, et vidt Udsyn over Landskabet. Vasen danner Skel m ellem Stensbjerg og H avrsnap

i) Vase: Indgrøftet Vej.

M arker, og paa det Sted kører m an langs ad en Højderyg, h vo rfra m an m od Syd ser ned over en rundagtig D alsæ nkning med A flø b østpaa til Aaen gennem Stensbjerg Bæk. D alen begrænses foruden af nævnte H øjderyg tillig e ved en Række Bakker: »Kræhyw-«

(nu Kroghøje), »Knappensi-hyw«, »Jæggesbjærre«, »Rindknap«,

»Støwnhyw« (Stævnehøj) og »Raggesbjærre«. M ellem Knappensi- høj og Jæggesbjærg løber m od N ordøst en snæver Slugt under Navnet »æ O-rhønsdaal« (Urhønsedal). Hoveddalens største D el optages iøvrigt a f Karlsm ose og Stensbjerg Mose. H e r fandtes i 1683 ikke en eneste dyrket Ager. T il venstre, hvor Raggesbjærg lu k k e r fo r Dalens Østside, sender de om givende B akker en lille U dløber frem som en K ulisse hinsides Stensbjerg Bæk. Den kaldes

»æ W aaj-bak« efter det gamle Vadested i Bækken. Ogsaa i F o r ­ grunden tilh ø jre er der skudt en K ulisse in d paa »Scenen«. Det er den Bakke, som har givet Gaarden Navn. Den h a r et stejlt F a ld m od Syd t il Bækken, mens Fa ld et m od N o rd ku n er ringe og snart afløses a f en Stigning op m od den gam le Vase, h vo r v i er standset fo r at tage et O verb lik over Landskabet. Paa det ly n g ­ klæ dte Stensbjerg ligger der to Gravhøje. I den ene fan d t E je re n i 1840 et Bronzesvæ rd, som blev indsendt t il »Com m issionen fo r Oldsagers Opbevaring« i København. E t P a r andre H øje laa i sin T id langs Vejen op t il Vasen. Den største G ravhøj ses dog ovre paa Jæggesbjerg i Syd. E n anden H ø j laa m ellem Gaarden og Bæ k­

ken, hvor der i vore Dage er Have. Ogsaa paa Raggesbjærg, R in d ­ knap, Knappensi og K roghøj var der H øje — sidstnævnte Sted ik ke m indre end tre.

Egnen har altsaa været ret stærkt bebygget i O ldtiden, vel navn­

lig i Slutningen a f Stenalderen og i B ronzealderen. Om Je rn a ld e r­

bebyggelse vides intet. Ganske vist la a der m ellem R in d k n a p og Jæggesbjerg fem Boligtom ter, som kaldes »æ Røw erstaaw er«.

M en deres A ld e r er ik k e fastslaaet. M in Fa r, Jens Steensberg, lo d i 1909— 11 tre a f dem udgrave. De var alle 8 A len lange og godt

6 A len brede med Nedgang fra den ene Ende. Gulvet, der var ler- agtigt, laa i en D ybde a f 4 F o d under den naturlige O verflade.

Langs Væggene var B aalrester undtagen u d fo r Nedgangen. D er la a in d til 1 Tom m e tykt T ræ ku l i op m od en Alens A fstand fra Væg-

Sinding Sogn 1683,

in d te g n e t paa d e tA r e a l G aa rd e n fik ved U d s k ift­

ningen i 1803.

S ig n a tu r e r:

Vestersogn

H a m m e r u m H e r ­ red, Ringkøb. A m t e f t e r U d s k if t n i n g s ­

k o r t e t 18 0 3

lin ie n — mest Egekul, men ogsaa Rester a f E l og lid t Hassel.

M useum sdirektør Sophus M ü ller, der i 1909 aflagde et Besøg ved Udgravningen, skriver i sin Beretning, at der fandtes Pletter af sort, kullignende In d h o ld (nu vilde m an gætte paa Stolpehuller, som m an paa dette T id sp u n k t endnu ik ke havde lært at kende).

Tom terne kunde efter hans Form ening godt hidrøre fra Oldtiden, men der fandtes dengang ik k e Lerkarskaar. Saavidt, jeg husker, laa der dog i m in Barndom i en Æ ske et P a r smaa Skaar, som var fu ndet ved G ravningen. M in F a r fan dt ogsaa ved P lø jn in g paa M arken tæt ved de gamle Tom ter et B rudstykke a f en Skubbe­

kværn, som desværre ogsaa nu er bortkom m en. Denne Kvæ rn­

type g ik a f B rug her i Landet o. 200 e. K r. I 1864 fik H u llern e en anden Anvendelse. De var da endnu saa dybe, at Chr. Steensberg og Naboen Dynes Karlsm ose kunde gemme deres Heste i dem.

M en Tyskerne fandt Hestegødning i M øddingen, og saa maatte de to N aboer hver ry k k e ud med en Hest, idet de hævdede, at de var fæ lles om et Spand. Dynes Karlsm oses Søn kørte fo r Ø st­

rigerne t il Skave K ro; her slap han fra dem ved at bestikke en U n d e ro ffice r og vendte hjem i god B eh o ld med Heste og Vogn.

Hestene kom saa i Røverstuerne igen, og Vognen gemte de i en Mæ rgelgrav, t il K rig e n var fo rb i.

O pdyrkningen viser en jævn Frem gang, siden den første Op- m aaling fan d t Sted i 1683. Dengang havde Stensbjerg ku n 23,1 T d r. L a n d d yrket Jo rd med 2,89 T d r. H a rtk o rn . D en betegnes som en H alvgaard, Fæ stegaard under Sindinggaard. T il Gaarden h ø rer ingen Skov. D er graves h e lle r ik k e K ly n e i Moserne. Ilde- brændselet bestaar a f Fladtørv, som skæres i Heden til Fornøden­

hed. Engbu nden lid e r i vaade Somre Skade a f V an d flod . D er kan efter Bonden, Søren Madsens, Opgivelse, a a rlig t avles 5 Læs H ø og holdes 6 Høveder. Det dyrkede A re a l bestod a f T o fte n Øst fo r G aarden m od Søvndal Skel og Stensbjerg M arken, der strakte sig m ellem Vasen og Vejen t il K arlsm ose fra Søvndal Skel i Øst i Næ rheden a f K arlsm ose Skel i Vest (Fig. 1). Denne M a rk beteg­

nes som skarp og m iddel R u g jo rd m ed gruset og sandet U n d er­

grund. Næ rm est Søvndal Skel besaas den et A a r med Byg og to A a r med Rug, hvo refter den h v ile r i fem Aar. Langs Vejen t il

H avrsnap er Sæ dfølgen den samme. Jo rd e n h v ile r k u n i fire Aar.

Ovre m od Karlsm ose Skel saas første A a r Boghvede, næste A a r Rug, hvorefter Jorden h v ile r i syv Aar. T o fte n Øst fo r Gaarden h ar samme O m d rift som Jorden langs H avrsnap Vejen.

T 1803 var Heden blevet udskiftet og Gaardens A real fastsat til ia lt 146 T d r. Land. H a rtk o rn e t var nu 10 T d r. og 5 Skp. K o rtet Fig . 2 viser, hvorledes O p dyrkningen var begyndt Sydvest fo r Bækken, dels i det Om raade, der kaldes »æ Sojmus« (Sojmosen, a f Soj = Græstørv), og dels i »æ L o k ’ « (Indelukket), m en ogsaa i en sm al Stribe m od Sydøst, hvor senere M atr. N r. 5 c (mit Fødehjem ) kom t il at ligge. Denne O p d y rk n in g er altsaa sket i 1700 T a lle t — længe fo ru d fo r den store H ed e op d yrkn in g s­

periode. M an v il vistn o k kunne fin d e P a ra lle lle r h e rtil andet­

steds. Ogsaa paa Sjæ lland fo re g ik der en betydelig N y o p d y rk n in g paa samme T id — især i Skovegne, hvor der var Jo rd n o k at bringe under K u ltu r. Det er sik k e rt en Forgrovelse a f K en ds­

gerningerne, naar m an ofte sk ild re r 1700 T a lle t som en Stilstands­

periode i landbrugsm æ ssig Henseende.

Den næste store O pdyrkning fandt Sted efter 1850. N u tog m an fat med at oppløje Agre paa sæ rligt velegnede Steder ogsaa h in ­ sides Jæggesbjærg ude i M errildm ose. I 1869 deltes G aarden i P a rcellern e a— f, h v o ra f Stam parcellen kom t il at bestaa a f M atr. Nr. 5 a— b. H e rfra udskiltes i 1880’erne Lo d d ern e M atr.

Nr. 5 c, 5 d og 5 e— f. E n d e lig oprettedes i 1914 a f H o ved p arcel­

lens »Over Sojmose« Statshusm andsbruget M atr. N r. 5 g. I vore Dage er Lyngen p ra k tisk ta lt forsvunden fra Stensbjergs gamle Enem ærker. D er gror lid t oppe ved Stensbjerg H øje og rundt om paa G røftekanterne. M en a l den Jord, der ik k e lig g er hen som perm anent Græsgang e ller Plantage og Have, er nu under Plov.

A lt i alt er der ca. 80 T d r. L a n d t il Gaarden.

Baggrunden fo r den sidste store O pdyrkning var Fu ndet a f Mæ rgel paa Gaardens Jo rd ovre m ellem Sojmosen og Lukken.

H er ovre i Mosen plejede m an i 1870’erne hvert E fte ra a r at slaa noget Stargræs og Siv og sætte det i en Stak ovenpaa det Sted, hvor m an det følgende F o ra a r skulde grave Mærgel. Saa kunde m an kom m e i Jorden allerede sidst i M arts uden at generes af

Fro sten og faa en M æ rgelgrav kastet, inden Foraarsarbejdet skulde Begynde. E n a lm in d e lig »Kaastgraw « (Kastegrav) var gærne 6— 7 A len i K vadrat og 3 Favne dyb. I en Favns Dybde var det første Lad, en Afsats med K antfjæ l langs den Side, der vendte m od Graven. Det andet L a d sattes i to Favnes Dybde. D er­

til kom et L a d eller T ru g oppe paa Kanten. H er stod gærne en D aglejer ved N avn M ik k e l »Mues« (Mose). H an havde Kræ fter til at kaste den tunge, klæge Mæ rgel saa langt væk, at Dyngen ikke tilsidst skred ned i Graven. H an skulde sam tidig holde Øje med, at Væggene ik k e skød sammen og begravede de to-tre Mænd, der befandt sig nede i H u llet. — E n anden F o rm fo r » L im g ra w « var de saakaldte »K ret’graw «, hvor een M an d ved H jæ lp a f T r ille ­ bør og T rillebræ dder efterhaanden kunde arbejde sig langt ned i Jorden. Disse Grave, der som Regel var aflange, meget dybe og om fangsrige, var L a rs H ansen eller »Las L im k a a s te r« Specialist i at lave. Paa sine gam le Dage blev han saa stiv i Lem merne, at han knapt kunde bevæge et Le d i Kroppen.

Gaardens D rift var iø vrig t gammeldags paa den T id . D er var G røfter m ellem alle Agre. Senere begyndte m an at dræne med Kvas (Risdræn), og endnu i m in Barndom under forrige Verdens­

k rig saa jeg F a rb ro r N iels i Stensbjerg lægge saadanne Dræ n ned.

N u er Gaarden gennemdrænet med Rør, og de fleste G røfter er jævnet, saa m an overalt kan køre med de moderne Landbrugs­

m askiner.

M in fem ogfirsaarige F a rb ro r, fhv. K øbm and N. Chr. Steensberg i Skælskør, hvem jeg kan takke fo r Hovedparten a f de her gen­

givne O plysninger, fortæ ller, at Gaardens Indtægt i 1870’erne mest bestod i Salget a f Opdræt. D er solgtes som Regel fire toaars K rea tu rer om Aaret, og der holdtes 20— 30 Faar. Lam m ene solg­

tes ; men de var m agre og kostede ik ke ret meget. Faarene g ik løse paa Græsmarken. D a N iels C hristian fy ld te syv Aar, skulde han være Faarehyrde. D yrene respekterede ham ik k e ret meget, da han endnu var lille a f Vækst. Græsmarken, hvor Faarene gik, var en D el af Over- og Neder-Sojmose, og in d m od et a f Stykkerne var der a ltid en K ornm ark, som Faarene følte sig stærkt fristede af. Som M edhjæ lper havde N iels C hristian en stor og dygtig Vog-

terhund, der bar det stolte N avn »Burmand«. V a r N iels ik k e nogen H olger Danske, saa vendte de fleste af Faarene dog tilbage fra Kornm arken, naar blot han raabte »Burmand«.

M en »Burm and« var et yderst selvstændigt D yr. Skønt N iels C hristian havde en lang Snor paa Hunden, gik det ik k e an, at han slog ud med Arm e og Ben eller stemte i med Sang. T h i saa bed »Burm and« ham. Bandt han derim od Snoren om Træ skoene lagde H unden sig ved Siden a f dem, og saa kunde Drengen skabe sig, som han vilde, uden at den tog sig a f det. D et skete, at »Bur­

mand« tog sig Fripas. Det var sæ rlig om Form iddagen. Saa maatte en a f Gaardens F o lk op fo r at hjæ lpe Hyrdedrengen, in d ­ til Faarene skulde hjem til M iddag. »Burm and« kom sjælden hjem t il Gaarden efter slige U dflugter, hvad enten han nu skam m ede sig over stjaalen E lsko vslykk e, eller han havde været borte til alm indeligt Vennebesøg og ik k e ønskede større Postyr a f den Grund. H an vendte tilbage t il Græ sm arken og laa der, til N iels C h ristian kom med Faarene ved »D røw ’tidaw s«----T id e n efter M iddagssøvnen.

Køerne tøjredes med et Reb, der laa i en Lø k k e om kring H o r­

nene og h erfra var slaaet i et Stik om kring venstre Øre. Else M arie, der er født i 1868, fortæ ller, at de plejede at kom m e ud paa Rødgræ sm arken (»æ N y l’leger«) Pinseefterm iddag. Den, der sidst fik sine K øer ud Pinsem orgen fik Øgenavnet » P in s k u ly w « . Den, der fik dem sidst ud efter M iddag blev kald t »D røw ’tidaws- praggi«, og den, der fik dem sidst in d om A ften en hed A w t’en- saggi« (saggi = være sent paa det). Bondens Gerning var ik k e uden en vis D ram atik. H u n husker, at m an i Høsten brugte at udklæ de en »Høstmand«, d. v. s. m an fandt nogle gam le Klæder, som blev stoppet ud med H ø og H alm . E n Silkehat anbragtes paa Væsenets Hoved, mens m an i Lom m erne anbragte Sedler med ik ke a ltid anstændige H ilsner. I Som m em atten listede m an saa hen til den a f Naboerne, som var bagefter med Ophøstningen og stillede H østm anden ved Gangdøren. N aar P ig e n som den første om Morgenen aabnede Døren, fa ld t Høstm anden i Favnen paa hende. I hans Lom m er fan dt hun m aaske en Meddelelse om, at her var en Hjæ lper, som h u rtig t skulde faa Kornet høstet fær-

digt, at Høstm anden vilde kysse hende eller noget endnu mere nærgaaende. — M a n kunde ogsaa ved Nattetide liste hen til den sendræ gtige N abo og høste ham »en Y w « (et Øje) i Kornm arken, saa de kunde se at ophøste. Øjet bestod i en høstet Rundkreds o m krin g et T o t a f det staaende Korn- M an sagde, at den Pige, der bandt det sidste Neg, vilde blive g ift med en Enkem and. Bag denne Talem aade sk ju le r sig et Le v n a f et vid t udbredt Fru gt- b arhedsritual.

Gam le N iels Steensberg avlede H ø r ovre i Lu k k e n . H e r var i N iels C hristians Barndom en P le t a f Størrelse som et P a r Stue­

gulve, der kaldtes »æ Horplæ t«. K ræ ’ Steensberg sagde, at de gødede den m ed Hønsem øg; m en han havde a ld rig selv dyrket H ør, og N iels C h ristia n husker ikke, at der fandtes H ø rb ry d ­ ningsredskaber i Gaarden.

Høet kunde m an i vaade A aringer have stort Besvær med at faa bjærget. D en Eng, der stræ kker sig langs Stensbjerg Bæk, var o venfor Vadestedet et sandt M orads. F ra Stenkisten under Vejen g ik en Stribe b la n k t V a n d et Stykke op langs Bæ kken.

H e r stangede m an A a l i N iels C h ristian s Barndom . M en da han var 16 Aar, var M oradset i M arts M aaned islagt, og han tog fat paa at hugge en Rende i Isen, hvorigennem han kunde skovle P la d d e r op, saa der blev en A flø b sg rø ft fo r Vandet. Det varede dog m ange Aar, fø r der blev saa fast Bund, at m an kunde fæ r­

des t il Fods derude. Ogsaa m ellem Gaardens Jo rd e r og Over- bjæ rgs M a rk var Engen saa »sid«, at m an m aatte bære Afgrøden i L a n d paa Stænger. E n Dag i 1840’erne g ik gam le N iels Larsen og hans Søn Peder (senere kaldet »Pæ Søvndal«) og bar H ø op a f Engen. De skulde over et Gangbræt. M en en Gang fa ld t den gam le i Vandet. Peder kom da t il at skoggergrine saa respekt­

løst, at den gam le blev vred og v ild e slaa sin voksne Søn. H an kunde efter Sigende b live lige saa h idsig som Sønnen Chresten, der fik Gaarden. M en Peder h o ld t ham og sagde: »I m aa sandelig et’ slaa mæ, F a a e rlil« . M a n tilta lte dengang a ltid sine Foræ ldre m ed F le rta lsfo rm e n I.

* * *

E fte r dette Udsyn over Egnen og Avlingen, v il v i fo rlad e den gam le Vase. V i v il gæste Gaarden og se os om i Kaalgaard, B i­

have og G aardsplads saa vel som in den D øre i Stald og Lade, i Bryggers, Stue og Sovekammer, og vi v il prøve paa at skildre G ru ndplanen og B ygnin gskon stru ktio n en i den Stuelænge, der fø r N edrivningen i 1910 utvivlsom t stod som en a f de ældste paa Herningegnen.

Om den gamle Stuelænges A ld e r i Stensbjerg tier de skriftlig e K ilder. M en Peder Søvndal fortalte, at da hans Fa r, N iels Larsen, o. 1807 tænkte paa at stifte F a m ilie kom der en Dag en M and kørende fra N øvlin g med sin Datter, som han vilde have g ift til Gaarden. Den unge Pige kunde im id le rtid ik k e tænke sig at flytte hertil, m edm indre der blev bygget en ny »Sals«, som Stuehuset kaldes her paa Egnen. Hendes F a r tilb ø d ogsaa at foræ re dem en saadan. N iels Larsen svarede im idlertid, at naar hun ikke vilde flytte til Stensbjerg fo r hans Skyld, men fo r at bo i en ny Stuelænge, saa blev der ik k e noget af den Snak. — M an slutter heraf, at Bygningen allerede ved Begyndelsen a f 1800 T a lle t har været meget gammel.

Desværre eksisterer der hverken Fo to g ra fie r eller Tegninger a f Gaarden fra den T id , skønt Bygningshistorikeren og Tegneren Professor M ejborg h ar besøgt Nabosognene Ø rre og Sunds. H an naaede vistnok ikke til Sinding og h a r vel næppe h eller hørt T a le om Stensbjergs gamle Stuelænge. T ro d s alt er v i dog ik k e helt daarligt stillet, naar v i skal forsøge at rekonstruere dens Indret- ning.

D er er fo r det første et Skifte efter afdøde Fæstebonde C hristian Pedersen i Stensbjerg 1763. D er forefandtes da i Salshuset i Stuen: 1 Bord, 2 gi. Bænke, 1 gi. B ord m ed S kuf under, 1 Hænge­

skab, 1 Eege K iste med Laas og Nøgel, 1 gi. Eege Kandbenk, 1 F y r-fie l og 1 liden H ylde, 1 P a r U ld -K a rer (Karter), 1 Spind- Rok, 2 gi. Saxe, 2 Steen-Tallerkener (Steen o: Fajance), 2 Stude- Glasse (Studsglas o: et lille Glas paa la v F o d t il Snapse o. 1.), 1 gi.

Pottelie (Bouteille), 1 Grynm aade (Løb-M aal t il Gryn) samt L e rk a r fo r en M a rk og 1 gi. S krin, 1 gi. Standtønde og 1 T re fo d , 1 F lø d e ­ bøtte, 1 Benk og et P a r gi. Støfle. — I Kiøkkenet: 1 K a r og 1 Kar-

Gaardsplads

Fig. 3. Salshus i Stensbjerg 1763. a. Sengested, b. Kiste. c. Kandebænk.

d. Bilæggerovn. e. Bord. f. Hængeskab, g. Standtønde. h. Kar. 1. Sule.

2. Ildstedssten.

stoel, 2 Bøtter, 1 Ildklem , 2 T ru ge og 2 Sengestæder. — I Kælderen o: Opbevaringsrum m et: Senge Klæ der paa en Seng samt 1 gi. Dynevaar. — D e rtil fandtes i Gaarden levendes Qvæg: 1 sort Hoppe 6te Aar, 1 sort Hoppe 5 Aar, 1 sort­

broget Koe tid lig bærende, 1 sorthielm et med 2den Kalv, 1 R afn sort dito, 1 gi. sorthielm et dito, 1 jerngraae Qvie med l ste K alv, 2 broget Ungnøder (Stude), 9 F a a r med 8 Lam samt 3 Veddere. — A f Redskaber var der 1 gi. Høelee, 1 Spade, 1 lid e n Jerngreb, 1 P a r H artø y (til H a rin g a f Leen ), 1 gi. Øxe og 1 H am ­ mer, 1 Læ gt-N afr (Navbor), 1 gi. Vogn med gi. Le y re r (Sidefjælle) og H øe-Karm , 1 dito m ed M ø g fie lle r, 1 H akels-K iste og K n iv, 3 R ifv e r og 1 Pleyl, Heste-Tøy, 1 P lo v samt 1 gl. Harre. — Brøst- fældigheden blev ansat saaledes: Høladen, som er 16 Fag, ganske brøstfæ ldig og faldefæ rdig å Fa g 3 Rd. er 48 Rd. Sals Huuset, som er 6 Fa g og 2 K u er (o: Fag R um uden V induer; jfr. Udskud), kræ ver 22 T ra v e r Tag.

F ig . 3 viser en R e k o n stru k tio n a f Stuehusplanen paa G rundlag a f dette S kifte sam m enholdt med N. C. Steensbergs m undtlige O p lysn in g er1). Stuehuset var o p fø rt i A a sko n stru k tio n (»O s Hus«) med en Ræ kke svære Fyrretræ s-»Suller« m idt ad Læ ngen til at bære Aasen, der laa under Tagrygningen. Paa denne Aas hvilede

i) Tegneren Hakon Spliid har vederlagsfrit paataget sig at illustrere Artiklen med Figurerne 3, 6, 8 og 10— 13 efter mine Forlæg. Fo r denne værdifulde Hjælp bringer jeg Hr. Spliid min bedste Tak.

Fig. 4. Stensbjerg i 1812. a. Sengested, b. Alkove, c. Kiste. d. Chatol, e. Klædeskab, f. Bord. g. Dragkiste, h. Slagbænk, i. Bilæggerovn.

j. Stol. k. Køkkenbord. 1. Sule. 2. Bagerovn. 3. Bagerovnsskorsten.

4. Maltkværn. 5. Ildstedssten. 6. Grubekedel.

det meste af Spærenes og Tagets Vægt. Sulerne stod i S killeru m ­ mene m ellem den senere Forstue, Stuen og Køkkenet. Det er der­

fo r sandsynligt, at den tre Fa g store Stue var den samme i 1763 som 1870. Køkkenet maa i 1763 have været tem m elig stort, da det foruden Skorstensindretning og K arstol ogsaa rum m ede to Sengesteder. Teoretisk kunde disse Genstande rummes i to Fag.

M en da det gamle sulebyggede Stuehus i M ands M inde om fattede

6 Fa g t il Bryggers, K økken og Stue samt to Fag Forstue og K am ­ mer, er det næ rliggende at tænke, at K økken og Bryggers har været sam let i et tre Fags Rum , der i daglig T a le kaldtes »æ Fram s« (Frem huset). Else M a rie fortæ ller, at D øren m ellem Stuen og Køkkenet hed »æ F ra m da’r«, og at U dtrykket »Frams« gjaldt baade K økken og Bryggers. D øren m ellem disse to senere adskilte Rum hed b lo t »æ M eld da’r« (M ellem døren). U d try k k e t » 8 Kuer«

i Skiftet fra 1763 kendes ik k e fra H. F. Feilbergs O rdbog over det jyske Alm uem aal. Det synes at dreje sig om de to Fag, der senere indrettedes t il Fo rstu e m ed Bagerovn og Kam m er. »Kuerne« sva­

rer aabenbart t il det Rum , der ved Indbofortegnelsen benævnes

»Kælderen«. Rum m et h a r næppe været nedgravet i Jorden. T h i det brugtes som Sengekam m er. M en det h ar m aaske været uden V in d u er og som saadan anvendt til O pbevaring af 01, M æ lk etc.

Det er da en S k rivefo rm fo r »Kove«, der dels kan betegne Udskud, men dels netop bruges om R um uden V induer (Kalk-kover, Dysse­

kam re).

Skorstenen om tales ikke, saa lid t som Bagerovnen. M an var im id le rtid allerede i Begyndelsen a f 1600 T a lle t begyndt at bruge Skorsten paa Egnen (f. Eks. i Gaarden Skree en Skorslensham - m er fra 1616), og den Skorsten, der gjorde Tjeneste i Slutningen a f 1800 T allet, kan meget vel stamme fra Stuehusets Opførelse.

Om Bagerovnen stod i »Kælderen«, eller den var fritliggende uden fo r Gaarden, kan ik k e afgøres. D et sidste er vel sandsyn­

ligst.

Skiftet om taler en H ølade paa 16 Fag — fonnoden tlig den samme, som endnu stod i 1812, skønt den da k u n var paa 14 Fag.

D erim od nævnes der ik k e noget Fæ hus i N ordsiden a f Gaarden.

Det skyldes sikkert, at denne Længe h a r været i god Stand.

F ra 1812 h a r v i en Brandtaksation, h vo ri Bygningerne beskrives saaledes: a) Stuehuset østen i Gaarden 10 Fag, 71A A len dyb.

Ege-U nder og Fyrre-O vertømmer, Lervægge, Straa- og Lyngtag, F y rre lo ft over 8te Fag, fornøden V in d u er og Døre, 2de Skorstene a f raa m ed brændte Sten i Piberne, en Bagerovn. Indrettet til 2de Stuer, 2de Kam re, 2 Forgange, samt K økken og Bryggerhus . . . . b) Det vester Hus, 14 Fag, 6V2 A len dyb. Ege-Under og

Fyrre-O vertøm m er, Lervægge, Straa- og Lyngtag. Indrettet med fornøden Døre t il Hestestald, H akkelshus, K ornlade, H ø lad e samt Fæ- og Faarehns . . . . c) Det norder Hus, 18 Fag, 7 A len dyb.

Ege-Under og Fyrre-O vertøm m er, Lervægge, Straa- og Lyngtag.

Indrettet med fornøden D øre t il Tæ rskelo, Korn- og H ølade samt Vognport.

Aarsagen t il Om takseringen var aabenbart den, at den unge Niels Larsen, som i 1809 var blevet gift, havde bygget en to Fags Aftæ gtsstue t il N ordenden a f den gamle »Sals« (Fig. 4). T ilb y g n in ­ gen opførtes med a lm in d e lig Spærtag uden Rygaas og Suler. Væ g­

gene var af Bindingsvæ rk — • saavidt m an nu husker dog a f F y rre ­ træ. Paa dette P u n k t er Brandtaksationen fo r sum m arisk. H v ilk e to Fag, der savnedes L o ft over, oplyser Taksationen ikke; men det har vel været en D el af Bryggerset? I Forstuen er der nu indrettet Skorsten med Bagerovn og et Kam m er ved Siden af Ovnen, ligesom Bryggers, K økken og Sovekammer er sk ilt ud fra hinanden. Den Pige, der blev K one i Gaarden, h a r ik k e faaet en ny Stuelænge. M en den gamle blev m oderniseret i Overensstem­

melse med Tidens Krav.

Det er ik k e klart, hvad der menes med U dtrykket »to F o r ­ gange«. Det maa vistnok forstaas saaledes, at Storstuen fra først a f h ar været indrettet til Aftæ gtslejlighed fo r den gam le La rs Christensen, der døde 1830, og hans Kone, Else, der døde 1827.

M an har da delt de to Fa g Forstue i to Bum , saaledes at Aftæ gts­

folkene havde den nordligste som et Slags Køkken, h vo r de kunde lave M ad i Bagerovnsskorstenen. Det kunde tyde paa, at den nordre Skorsten først er opført ved den T id i T ils lu tn in g t il en Bagerovn.

Indretningen a f Vesterhuset er noget problem atisk. Bum m ene er vel snarest opregnet fra Syd med Hestestald ved den frie Gavl.

Om Nordlæ ngen ved vi, at den var opført af Egebindingsvæ rk med B isfletning og lerklinede T avl. Taget blev baaret a f en A askon­

struktion med Suler af rødt Fyrretræ . Tøm m eret var ved Læ n­

gens N edbrydning sidst i 1800 T a lle t lig e saa frisk, som da den blev opført fo r -— efter Sigende — 250 A a r siden. Fagene har næppe været mere end ca. 2V2 Alen, da Læ ngen med sine 18 Fag

Fig. 5. Stensbjerg 1880. a. Sengested, b. Alkove, c. Kiste. d. Chatol, e. Klæde­

skab. f. Bord. g. Dragkiste, h. Slagbænk, i. Bilæggerovn. j. Stol. k. Fadræk.

1. Køkkenbord, m. Svinetrug. n. Skærekiste. 1. Sule. 2. Bagerovn. 3. Bagerovns­

skorsten. 4. Maltkværn. 5. Ildstedssten. 6. Grubekedel. 7. Loftslem.

ellers vilde løbe helt ud paa Vejen vest fo r Stalden, D er var rim e­

lig vis Vognport, hvor der senere blev Faarehus nærmest Stuelæ n­

gen. D erefter fulgte som i senere T id en Hølade. De følgende mange Fag kan ik k e have været indrettet til ku n een Lade og en Tæ rskelo. D er kan blive tre K ornlader å 3 Fag med to Tærske- loer im ellem å 2 Fag.

Nogle A ar senere, men endnu mens N iels Larsen havde G aar­

den, blev den takseret igen. Det skyldes, at den gam le Vester- længe blev erstattet med et solidt Egetræ s-Bindingsvæ rkshus paa 11 tre-Alen Fag og 9 Alen dybt. Den nyopførte Læ nge havde staaet som Stuehus i »Bækgaard« i N øvling Sogn, men var langt­

fra udtjent. Den blev først nedrevet efter den første Verdenskrig.

Ved Stuehusets Sydende var der tillig e opført et Fa g til Svinesti som en Slags U dskudsbygning eller Halvtag. D a N iels Larsens Søn, Chresten, blev g ift i 1853, opførtes der et lille Aftæ gtshus ved Siden a f Vognporten i Sydsiden a f Gaardspladsen (Fig. 4).

M en dette Hus fo rfa ld t allerede ko rt efter 1863, da den længst­

levende af Aftæ gtsfolkene var død. I N iels C hristians Barndom o. 1870 laa det hen som en Hustom t. Det kan næppe have været nogen solid Bygning.

* * *

V i v il nu aflægge et Besøg i Gaarden ved den T id , da N iels C h ristian var B a rn og ungt M enneske o. 1875— 80 (Fig. 5). Den gamle Stuelænge laa der endnu, skønt den rim e lig vis var bygget i 1600 T allet; og bestandig un d erg ik den Fo rv a n d lin g . N u var der bygget et Korshus ud i Gaarden fo ra n K ø k k e n og Stue. M en alle Gavlene — ogsaa Korshusets — var afvalm ede (d. v. s. skraa) helt ned til Lofthøjden. Sydgavlens T ag fla d e fortsatte endda et Stykke længere ned, idet Svinehuset var bygget som et U dskuds­

rum fo r Gavlen (Fig. 6). Taget bestod a f skiftend e L a g L y n g og Straa. M an sporer her som saa ofte det geografiske Islæt i B y g ­ ningskulturen. Det blev bundet med H alm sim er, og M ønningen bestod a f Græstørv. H v o r der var H anebaand (over Storstuen og Korshuset), sad de saa lavt, at m an kunde rende Hovedet im od dem. Skorstenspiberne var ik k e ret høje. De afsluttedes m ed en

l i

K ran s foroven og blev ik k e kalket. Det eneste Ly s i Loftsrum m et kom in d gennem en Lu ge over Forstuedøren. I Høstens T id fo r ­ kede m an desuden Kornnegene in d paa Stuehusloftet samme Vej.

Væggene bestod, som fø r nævnt, mest af Egebindingsvæ rk, der ik ke blev m alet eller tjæret, men blot kalket over. Stolperne stod i hvert F a ld i Vesterhuset paa Sten og m aalte 65V4 Tom m e (170,6 cm) t il Bjæ lkens U nderkant. Bjæ lkehovederne var stukket igen­

nem H u lle r i Stolperne og fornaglet med Træ nagler udenpaa. F o r ­ oven var der en Rem t il at sam le Stolperne, og m idtpaa var der L ø sh o lte r m ellem dem .Tavlene havde o p rin d e lig været lerklinede;

men nu var en D el a f dem udm uret, dels med raa og dels med brændte Sten. D er var ingen Skraastivere i Bindingsvæ rket. Men m ellem Bjæ lke og Stolpe var in dføjet et ko rt Skraabaand, »æ S w a rb o ’nd«, som var synligt inde i Huset. D er sad vistnok to saadanne i Stuen over Bordet og een i Bryggersets Vestside. T il­

svarende m aa vel have siddet i Østsiden. Langs Ydersiden af Stuehusets Østvæg var der stablet F la d tør v (»Træk«) fo r at be­

skytte Lerklin in gen , som her var meget slidt. D er var ellers ikke sat »Træk« om kring Husene i Stensbjerg.

Kom m an in d ad »æ Stuesteda’r« (Hoveddøren), havde man frem fo r sig tilvenstre den aabne Bagerovnsskorsten, og i Krogen ved dens søndre Vange stod M altkvæ rnen paa sine fire Ben. I K rogen ved Vinduesvæ ggen hang det nye Seletøj og Kørepisken.

L ig e fo ra n Indgangsdøren var der lagt »Pek’s ti’en« (Brolæ gning), medens der var Le rg u lv fo ra n Skorstenen. Denne F o rsk e l i G u lv­

belæ gning tyder paa, at Forstuen, som fø r nævnt, engang har været delt i to. I Fo rstu en sad et b ly in d fa tte t Vindue, der bestod a f to F lø je a f Træ , hver 63 cm høje og 46 cm brede og med 3 X 3 R æ kker grønlige, ugennem sigtige G lasruder i. E t P a r Je rn ­ stænger paa tværs afstivede den svage B ly in d fa tn in g . Den ene F lø j a f dette V indue findes endnu i Gaarden (Fig. 7). G ik m an nu in d tilvenstre, stod m an paa Storstuens støvede Lergulv.

Ved Gavlvæggen stod en brunm alet Fy rrek iste, og Rum m ets B ag­

væg m od Øst optoges a f to Senge, der kunde bruges t il Skræ d­

derpiger og andre sjæ ldne Natlogerende. O p rin d e lig var de vel beregnet t il Aftæ gtsfolkene. B undlaget i Sengene bestod a f

Ly n g k n ip p e r sat paa Roden. D erover var bredt Rughalm . M us og andre H u sd yr som Ildere, Snoge og i et enkelt T ilfæ ld e H u g ­ orm e kunde have deres Bo i Sengen, uden at de gjorde Fo lk e n e Fortræ d.

Gaar m an tilbage gennem Fo rstu en (»æ Faastow «), kom m er man in d i »æ Stow «, ogsaa her er der Lergu lv. T ilh ø jre langs Ydervæggen staar et Langbord, der næppe fy ld e r halvandet Fag, med en noget længere fast Bænk bagved og en kort Bænk foran til Kvindfolkene. Mandens Plads er fo r »æ Aaw eburæ nd« (Over­

bordenden) ved Døren. Ret frem fo r Indgangsdøren staar Jern- Bilæggeren, h vo ri der fyres ude fra Køkkenet. I Østvæggen er der et V indue fo r det m idterste Fag, medens der tilvenstre staar et Klæ deskab og tilh ø jre en rødaaret D ragkiste, som K onen i G aar­

den, Christiane, fik til sit B ry llu p o. 1853 (Fig. 8). Klæ deskabet er en nym odens T ing, der viser, at m an t il en vis G rad fø lg er med U dviklingen. I N iels Larsens T id , da m an g ik i Knæ bukser og lange Hoser, brugte m an at lægge sit T ø j i Standkister. D e rfo r hed det »at træ kke i Kisteklæ derne«, naar m an skulde i Stads­

tøjet. S kikken at skaffe sig D ragkister er henved et halvt H u n ­ drede A a r ældre. Det var gerne K vinde- og Børnetøj, m an gemte her. Og var der knapt m ed Plads, kunde en a f de m in dre B ø rn sove i den nederste S kuffe om Natten. Det h ar bl. a. N iels C h ri­

stian gjort, naar der var Frem m ede. Paa D ragkisten staar en K obberkaffekan de og en do. Tem askine. — Ved Siden a f B ilæ g­

geren staar en Stol, og under den fjæ rnere Bjæ lke sidder vendt m od K økken døren og Bilæ ggeren, en lang H ylde, hvor M æ lke­

fadene har deres Plad s om V interen. D et siges, at Chr. Steensberg var slem t il at stikke sin Pegefinger op i F lø d e n og s lik k e den, h v ilk e t n atu rlig vis var fristende. Om Som m eren stod M æ lken i Spisekam m eret i Korhuset. Paa E n den a f M æ lkehylden lige over Langbæ nken laa M essing-Rivejæ rnet, og her stod det M essing­

fyrfad, som a ltid sattes paa B ordet med Tørvegløder i t il Piberne, naar der kom Frem m ede. Over M andens Plad s fo r den anden Bordende hænger et B ille d e a f C hristen Steensbergs ældste B ror, La rs N ielsen Steensberg (f. 1810), som blev Væ rtshusholder i K ø ­ benhavn og døde her. Det er tegnet og farvelagt, da L a rs var i

1800 T a lle t. Senere afløstes de a f Fo to g ra fier. — M ellem In d ­ gangsdøren og D øren t il det lille Kam m er bag Forstuen hænger en sim pel K lo k k e m ed ku n eet Lod. Det lille Kam m er var o p rin ­ delig beregnet fo r Pigen, men senere blev det M andens Sove­

kam m er. F o ra n V induet staar en Him m elseng med noget m ørktm ønstret B om u ldstøj for, og paa den m odsatte Væg et rødaaret Fyrretræ s Chatol, som Chresten fik lavet engang sidst i F y rre rn e (Fig. 10).

Gaar m an tværs gennem Stuen, kom m er m an in d i det egentlige

der Vinduet staar en Slagbænk og overfor denne en Jernbilæ gger med en sim pel Træ stol ved Siden. I N iels C hristians Barndom fandtes der ik ke nogen A rm stol i Gaarden. D er er Lergulv, og Rummets Endevæg optages a f en A lkove med Træ væ rk ved S i­

derne og Omhæng m idtfor. H e rfra fø rer en lille Laage halvanden Alen over Gulvet ud t il Bryggerset. N aar nogen er syge og senge­

liggende, kan Kam m erm øblet sendes den Vej uden at genere even­

tuelle Gæster i Stuen — et lille Raffinem ent, som m an ik k e skulde vente at finde i denne gamle Stuelænge.

V i gaar tilbage gennem Stuen og titter in d i det lille Spisekam ­ mer i Korshuset. Paa Vestvæggen er der en Ræk med H y ld e r til Mad. H er anbringes M æ lkefadene om Sommeren. E n lille Glug med en enkelt Rude giver Ly s fra Krogen ved Stuen. O verfor V induet ligger Ø ltønden paa et P a r Planker, saa højt, at der netop kan holdes en Kande under Taphanen. F ra Stuen kan m an og- saa kom m e ud i Køkkenet. H er er Gulvet brolagt. F o ra n Vinduet staar et fast Bord, der fy ld e r hele Faget. U nder Bordet ligger den lille Ø reskaal a f T in , som m an brugte til » W askkous« (Fig.

11). Over Skorstensaabningen i den anden Ende a f Køkkenet sidder »æ P a n d træ«, en svær Bjæ lke, der bæ rer Skorstenens F o r ­ side. Ildstedet, der fy ld e r hele Skorstenens Bund, bestaar a f en meget stor fla d Sten, »æ Aa-nstien«, med et H u lru m inde under.

Langs den bageste K a n t a f Arnestenen er der fy ld t ud med m in ­ dre Kam psten og L e rk lin in g . M en undertiden sm uldrede Leret væk, saa Em m erne fa ld e r ned og b rin g er »Burm ands« Pels i Fare, naar han lig g er paa sin Y n d lin g sp la d s under Ildstedet.

Asken fra Ildstedet blev fejet sammen i en Dynge i H jørnet til venstre bag Aabningen t il Stuens Bilægger. E n Gang om Dagen blev den baaret ud paa Askem øddingen ved Svinehuset. Om V in ­ teren stod »waa M u ’es slem- G ry r« (Lødgryden, h v is.In d h o ld af U rin brugtes ved Fa rvning ) paa Ildstedet pakket varm t in d med Aske, fo r at Indholdet kunde holdes lunkent. Om Sommeren blev den pakket ned ved Kaalgaardsdiget i H ø o. lign. H er stod den otte-fjorten Dage med Indigo blandet i, fø r der skulde farves. Om Sommeren, naar der ik k e var Ild i Bilæggeren, gemtes Ilden N a t­

ten over under nogle Hedetorv i Askedyngen i Skorstenskrogen.

M en om Vinteren gemtes den i Bilæggeren. M aden lavede man paa Trefod, idet m an stillede F la d tø rv op om kring Foden og Gryden, saa der blev passende Træ k. Efterhaanden som Tørvene brændte ned, stillede m an nye op. D er var ogsaa en Jernstang m uret ind paatværs i Skorstenen. Paa den hang der en Kedelkrog, der an­

vendtes, naar m an skulde koge V and i den gam le Kobberkedel, som K ristia n e havde faaet med hjem m e fra Visgaard, da hun blev gift.

Fortsæ tter m an ud i Bryggerset, hvor Gulvet ogsaa er brolagt,

har m an Gruen med Vaskekedlen tilvenstre fo r Døren. D er fyres in d ad et H u l forneden. F o ra n D øren er der en Lem op til L o fts ­ rummet; her skubber m an Stigen op, naar den ik k e benyttes. I Krogen ved Yderdøren staar en » R ö w lin g li m« (Kost) og en Skovl.

I Modsæ tning til Forstuedøren er Bryggersdøren en H alvdør, hvis øverste F lø j ofte staar aaben, idet Bryggersvinduet ku n bestaar a f to B uder over hinanden. A lle D øre i H uset lu kkes med K lin k - fald. Henne i Sydenden a f Bryggerset er der en a fla n g Le m in d til Svinetruget. Det var Pigernes B e stillin g at passe Svinene. Den Gris, der skulde være Griseso t il Foraaret, g ik a ltid i Svinestien her ved Bryggerset V in teren over. N aar den skulde fare om F o r ­ aaret, flyttedes den over i det fritlig g en d e Svinehus. N aar Svinene blev taget fra, kom to a f dem in d i Stien ved Bryggerset, hvor de nød godt a f A ffa ld e t fra Køkkenet; den ene a f dem solgtes om Efteraaret, medens den anden skulde være Griseso t il næste Aar.

Den gamle Griseso blev om Som m eren sat paa Græs med K la p ­ træer paa ude paa »æ G rön « m ellem G aardspladsen og K aal- gaardsdiget. Om E fte ra a re t blev den slagtet. I de fleste a f Egnens Gaarde var der Svinesti ved Bryggerset; i Fo ld a g er var der endda to. K arlene maatte ik k e sinkes i A rbejdet med at muge her. Da N iels C h ristian tjente som H yrd e i denne Gaard, m aatte Pigen A n Pungvig gaa in d i Svinestierne med bare Ben og stritte Møget ud. I Stensbjerg var der Øst fo r Bryggerset lavet et sm alt Hønsehus, hvis »Raa-nd« (Hjald) var anbragt ude i U dskuddet fo r Enden a f Svinestien. D er var ingen V in d u e r i Hønsehuset, men et Indgangshul i Gavlen og en D ør t il Bryggerset.

F o ra n Stuehuset laa »æ B a n k .sti’en«, en pænt glat Sten paa næsten halvanden Alen i Tvæ rm aal. Den havde F a ld ud mod Gaardspladsen, og her stod K v in d fo lk e n e med en Banketæ rskel og bankede de strikkede Klæ der, der skulde vaskes efter at de først var b lødt op i varm t Soda- og Sæbevand. I K rogen ved S p i­

sekam m eret stod der en Slibesten, hvis Sving vendte m od Nord.

Akselens Spids var sat in d i et H u l i Hjørnestolpen, medens den anden Ende hvilede oven i en Stolpe, der var gravet ned i Jorden.

Det fritliggende Svinehus var opført a f m askinstrøgne M ursten o. 1876. Det dækkedes af Bafter, hvorpaa der var lagt en Dynge

Fig. 7. Den ene Fløj al et Fag blyindfattede Vinduer.

lange Siv og Stargræs oppe fra »æ L o k ’ « (Indelukket). Det blev sat op i en Pyram ide i grøn T ilstand, saa det kunde bræmme.

N aar det saa sank sammen, havde m an et fo rtrin lig t Tag, som selv den værste Storm ik ke kunde flytte. I saa Henseende m inder det om Tangtagene paa Læsø, der heller ik k e var bundne. De løse Tage er i det hele taget en meget gammel Foreteelse i vort Land.

F o ru d fo r dette Svinehus husker N iels C hristian et andet, der stod paa samme Sted og ligeledes var bygget nogenlunde i Kvadrat i Halvstensm ur. Ogsaa dette H us havde løst Tag, men dengang var det Lyng, m an havde dynget op i en Spids. Tilsvarende Tage har han set andetsteds paa Egnen.

Fo ra n Svinehuset var der en Stump Dige, og foran dette laa Brønden, »æ Ivi eld«. Den var sat a f meget store Kam pesten og seks Alen dyb. Ved Nord- og Sydsiden var der rejst et P a r store

Fig. 8. Rødaaret Fyrretræs Dragkiste fra o. 1853.

Sten, livorpaa Vindeakselen hvilede, idet Svinget vendte in d mod Gaardspladsen. D a Bækken senere blev uddybet, gik Vandet af den gamle Brønd, og den blev fy ld t efter, idet m an satte en ny af M ursten ved Siden af. Bagved Svinehuset var der en Strim m el grønt Græs, fø r m an kom til Kaalgaardsdiget. Vestligst ved dette Dige laa Vognporten. Den var dels bygget i Bindingsvæ rk og dels grundm uret med Halvstensm ur. Spærtaget var tækket med Lyng.

I Gaardsiden var den østlige H alvdel optaget a f en Port, medens den vestlige H alvdel fyldtes af Lyngknipper, der var stablet op med Boden nedad. De brugtes om Sommeren til at ild e Bagerovnen med. M ellem Vognporten og Tom ten af Aftæ gtshuset fandtes i Kaalgaardsdiget en Laage, som førte in d t il K økkenhaven eller

»æ K a lg o r« med dens G rønkaal, Løg, Salvie, T im ia n og andre Urter. Salvien, der i Fo rm a f T h e anvendtes som m avestyrkende M iddel og Gurglevand mod Hals-O nder, saaede m an som Frø.

12

K am illeblom ster pillede m an langs Vejen ved Kaalgaardsdiget.

M a n maatte ogsaa have en M alurtbusk, hvis Blade og Blom ster indeholder en æterisk Olie, som m an blandede i Bræ ndevinen

(»M a lø w ’t-B ræ n d v in «).

E n d n u i N iels C hristians Barndom stod der en Stump a f den gam le sulebyggede Nordlæ nge, som vistnok blev nedrevet i 1888.

D er var Jo rd g u lv baade i Tørvehuset (nærmest Stuelængen), H ø ­ laden og Faarehuset. I det nordvestre H jørn e a f Faarehuset var der ved H jæ lp a f en 2 A len høj Bræddevæg a fsk ilt et K a rto ffe l­

rum . D erefter fulgte den D el a f Længen, som Chr. Steensberg havde ombygget i 1850’erne. D en var 11 A len vid og rum m ede nærmest ved »æ O-shus« en brolagt Hestestald med Baase anbragt paa Ræ kke tværs over Længen. N ord lig st var der tre Hestebaase.

D erefter en Baas til to Stude. Ungstudene kaldtes »Ou ner«, og E lse M a rie husker, at en »Stik’ou-ner« en D ag blev ondskabsfuld og fo r paa hende ude paa Gaardspladsen. D en væltede hende om ­ kuld, men heldigvis kom Chresten t il i det samme og sparkede Studen, saa den brølende løb sin Vej. — M ellem Studebaasen og Sydvæggen var der en Gang in d t il Hakkelshuset. H er stod H a k ­ kelskisten vendt m ed K n iv e n im od Stalddøren. L y s fik m an gennem en Luge, der vendte ud til Gaardspladsen. N ord fo r H a k ­ kelskisten var der fy ld t op m ed Havre. N aar m an om Aftenen skulde fo d re Heste, var der bæ lgm ørkt i Rum m et. D er var jo ingen V in d u er, og m an m aatte a f H ensyn t il B ra n d fa re n ik k e anvende Lygte. N aar m an havde fy ld t den løbbundne H a k k e ls ­ kop, m aatte m an tælle, h vo r mange S kridt, m an skulde gaa t il hver enkelt Hestebaas, og saa kalde ad Hesten, inden m an gik op i Baasen, fo r at den ik k e skulde b liv e skræ m t og slaa ud m ed Bagbenene.

F ra H akkelsh u set kom m er m an in d i K ostalden »æ K jö r ’hus«.

Gulvet bestaar a f Brosten som i Hestestalden. Lo fte t er et La d lagt a f Stænger med F la d tø rv over. Else M a rie undrede sig som B a m over, at hendes M orbrødre Kresten L in d i Løvenhøj og La rs Fo ld a g e r kaldte K o sta ld lo fte t fo r »æ H ja a ld « . De sagde ogsaa, at dette her H ja a ld h y ’e« (Hø fra H jaldet) ik k e var saa godt, fo rd i

Dam pen drev op gennem Rafte- og Tørvelaget. V ed det næsten enslydende » H jald « plejede m an ellers at fo rstaa en gam m el Ko.

T ilh ø jre fo r H akkelshusdøren stod to Kalve, dernæst et P a r K v ie r og med Hovedet m od Vestvæggen atter et P a r K v ie r og et P a r Kalve. Sydvæggen optoges af tre dobbelte Kobaase, h vo raf den østligste var saa vid, at m an kunde gaa op m ellem Køem e og lu kke en D ør op t il Høladen. D er var ku n et enkelt lille V indue nord fo r H alvdøren i Gaardsiden.

E fte r Kostalden fulgte i Vesterhuset Høladen, Bygladen, Tærske- loen og Rugladen, hver paa to tre-Alens Fa g og m ed Lu g e r i Vest ud m od Vejen. I Rugladen sad der en Egetræsluge, hvis Yderside var stærkt forhugget og skaaret. Det skyldtes, at Ø stri­

gerne i 1864 havde brugt den til at partere K ø d paa. F ra Tæ rske­

loen var der tillig e en Lem, ca. 3/4 A len i F irk a n t, ud til Gaards- pladsen, og in d t il B ygladen en H eldør. D en V ej kom m an in d i Tærskeloen. M ellem Bygladen og Tæ rskeloen var der en Ler-

»Baalk«, som naaede 2/3 a f H ø jd en op t il Bjæ lken. M o d Rugladen var der ved begge Ydersider Lervægge helt op, medens der paa M id ten var en h alvh øj »Baalk«. D er var Jo rd g u lv i alle disse R um paa nær Loen. K o rt efter at N iels C h ristian var konfirm eret i 1876, skulde Logulvet fornyes i Vesterhuset. M a n hentede da et eller to Hestehoveder hos Kvaksalver-D yrlæ gen N iels Knudsen i Nederbjerg og gravede dem ned under det nye Lo g u lv med Panden opad. Det skulde give bedre Klang, naar m an tærskede. M en h vo rfo r det netop skulde være et Hestehovede, kunde ingen fo r­

klare. S kikken er gammel. Jeg fan d t i 1946 under et L o g u lv i den nu nedlagte Landsby Store V a lb y ved Slagelse ik k e m indre end tre Hestehoveder, der var lagt ned engang i Renæssancetiden.

Uden T v iv l ligger der en A rt Frugsbarhedsm agi bag, idet Hesten siden O ldtiden var et h ellig t D yr, der k u n maatte spises som O ffer. I Stensbjerg spiste m an h e lle r ik k e H estekød (det var n a ­ tu rlig v is blevet fo rb u d t efter Kristendom m ens Indførelse). N aar

en gam m el Hest skulde slaas ned, skete det gærne om Efteraaret.

Det var N iels Knudsens B estillin g at a fliv e og fla a Dyret, og K a ­ daveret lagde han udenfor Gaarden fo r at skyde Ræve ved. Om

12*

Fig. 9. Farvelagt Tegning i Fyrretræs Ramme o. 1830.

Foraaret blev Benene saa gravet ned. M en i ældre T id var det urent Arbejde. D a kom K jæ ltringerne fra Egnen og flaaede den Slags D yr. -—- Leret til Logulvet skulde forøvrigt ik k e være for blødt, og det blev først traadt sammen af fire Stykker Ungkvæg

paa et å to A a r eller Stude, hvorefter m an drev en F lo k F a a r eller Beder ru n d t derinde, idet deres K love var finere end Hornkvægets.

T ils id s t stampede m an efter med en Brolæ ggerjom fru.

V ed Sydgavlen a f Vesterhuset g ik en Vej in d paa Gaardspladsen og fortsatte efter en D iagonal over til det nordøstre H jø rn e ud m ellem Stuehuset og Nordlæ ngen, h vo rfra den gik videre til Sin­

din g Skole og Søvndal. M øddingen laa i Krogen m ellem Nord- og Vestlængen, saaledes at der var Passage langs Væggene. M an havde altsaa f r i Udsigt til M øgdyngerne fra Stuen, naar m an sad og spiste. Chresten Steensberg var a ltid meget om sorgsfuld med sine Arbejdsredskaber, og en Dag, da de kørte Møg, stillede han den tom m e M øgvogn hen fo ra n Stuevinduerne, fo r at den kunde staa i Skygge fo r Solen, mens m an spiste og f ik sin M iddagssøvn. N iels C h ristian var da blevet voksen, og han følte sig generet a f at sidde og se paa M øg vognen under M aaltidet. D er­

fo r trak han den hen i M øddingen igen. M en herover blev den gam le saa vred, at han vilde ave Sønnen med Hestetøjret. N iels C h ristia n greb det im id le rtid i Flu g ten og den gam le udbrød in ­ digneret: »Vel du slaa d i F a a ’r«. H an lo d sig dog om sider tale til Fo rn u ft, og Ungdom m en fik sin V ilje.

D er kunde fortæ lles mange Træ k om Chrestens Om sorg fo r sine T in g . H a n havde et P a r rødm alede »Læjrer« (Vognfjæ lle), som efter Sigende a ld rig havde været vaade. D er var ogsaa en

»H aw vouen« (et Stadskøretøj) med fin t udskaarne Sidefjæ lle, der kunde skrues sammen og en Vogntrappe til at hænge paa Siden. F o ra n i Vognen stilledes Ageskrinet, hvorpaa Kusken sad.

M a n husker, at gam le N iels Larsen om Vinteren kunde sidde her den tre M il lange Vej til H olstebro og hjem igen i sine Knæ ­ bukser med Træ skoene paa Ham m elstokken uden et Dækken til at varm e sig ved. De hvide valkede Strøm per og H alm viskerne i Træ skoene (der var uden Overlæder) var ham Varm e nok. Bag­

ved Kuskens P lad s kunde der kroges Agestole paa, ophængt i Læ derrem m e, saa Vognen rum m ede seks Personer. I N a tio n a l­

museet opbevares nu et P a r Egetræs Stavtræer fra Gaarden (Fig.

12). De ender foroven i stiliserede Dragehoveder — et karakte­

ris tis k T ræ k i disse m idtjyske Egnes K u ltu r rim elig vis med R od

helt tilbage i V ikin g etid en s D yreornam entik. P a a Stavtræernes Sider er der et stiliseret Rankem otiv. I ældre T id tra k Hestene overalt i Jy lla n d og paa F y n ved H jæ lp a f Stavseler, medens m an paa Sjæ lland vistnok fik B ringeseler allerede i M id d e la ld e ­ ren. Paa det ene Stavtræ er sømmet en Læ derlap, der skulde h in d re Træ et i at gnave paa den underliggende Sivpude.

T il daglig brugtes en sim plere Arbejdsvogn. M en en bræ kket Vognkæ p betragtedes som et a lv o rlig t Tab. D a F a r skulde bygge paa en L o d fra Gaarden, tog m an efter S k ik og B ru g fa t paa at brænde M urstenene i en fo r T ilfæ ld e t in drettet Teglovn oppe i Bakkesiden. M an havde engageret en Teglbræ nder t il at lede Foretagendet, og F a r kørte L e r t il Strygepladsen. H a n havde nu fundet ud af, at det g ik lettere med A flæ sningen a f det klæge Ler, naar han lavede en N edgravning langs D yngen t il Vogm hjulene i den ene Side. Saa væltede han Vognen h a lvt over, og han behøvede næsten b lo t at træ kke den ene Sidefjæ l op fo r at faa Le re t t il at skride ned i Dyngen. Im id le rtid m aa en a f V o g n ­ kæppene have været m indre stærk. D en knæ kkede i hvert Fa ld , og den gamle blev saa vred, som var det hans bedste Stud, der var fald et i en Mærgelgrav- D a spurgte Teglbræ nderen sindigt: »H vor læng- h a r den Kjæ p holdt?« — »Den h a r tjent m ig i a l m in T id« .

»Saa var det h e lle r ik k e fo r tid lig den g ik i Stykker« - D en B etragt­

ning kom saa overraskende fo r den gamle, at G alden g ik a f ham.

Sm edearbejdet varetoges i S indin g Vestersogn a f »æ ty k ’ Sme«, der boede i et lille Sted paa Overbjerg M ark. D e fleste Heste blev kun skoet paa Forbenene. M en ogsaa Plo ve og Vogne skulde be- slaas a f og til. H vert Foraar, naar Avlsredskabem e skulde sættes i Stand, havde han travlt hjem m e i Værkstedet. N iels C h ristian har ofte trukket Blæsebælgen fo r ham. N aar han svejsede gamle Hestesko og lignende dryssede han m elfin t Sand paa, som han hentede ved en K ild e i Stensbjerg Mose. E n kelte Gaarde, som Foldager, V isgaard og Sinding M ø lle havde eget Smedeværksted, hvor Smeden kunde kom m e og gøre Ild paa Essen, naar det var deres Tur.

* * *

V i skal nu høre lid t om Folkenes Levemaade. M an avlede det meste a f Føden paa sin egen M ark. Rug til Brød, Boghvede og Byg til Grød og 01 samt H avre til Hestefoder og lid t K a rto fler til Spisebrug. Ø llet bryggedes paa M a lt og Hum le. Om man har avlet H u m le i Stensbjerg, ved jeg ikke, men i Aavad havde man H um le, der snoede sig om krin g Stikkelsbæ rbuskene i Haven.

Bygget blev først lagt i Støb i et K a r med Vand. N aar det var svulm et tilpas op, blev det bredt ud i et 15 cm tykt Lag paa Sove­

kam m erloftet og dækket med gamle Klæder. N aar det var spiret, tog m an det ned i m indre Portio n er i en B liksk u ffe , som man stillede til T ø rrin g over Bilæggerovnen. Kæ rnerne skulde være saa tørre, at de kunde knæ kkes med en Negl. Det blev de i Løbet af en Dags T id . D erefter blev M alten m alet paa Kvæ rnen ude i F o r ­ stuen, og Ø lbrygningen kunde begynde.

K a ffe drak m an til Paaske, Pinse og Jul, mens N iels C hristian var Barn. D erim od drak m an noget hyppigere T e — dog ikke hver Dag. Det vigtigste T ils k u d t il Maden, som hentedes udefra, var Fisken. H vert F o ra a r kom der en Løber til Skolen og meldte,

at nu var der F isk at faa. Børnene bragte Budet videre til deres Hjem, og den følgende Morgen kørte man de seks M il ud til Vesterhavet. F o r at faa »god T alfisk« havde m an en Hvede- eller Sigtekage, 1 Pd. Smør, et P a r Flasker Brændevin og lid t Ost med i Vognen, saa blev Fiskerne m ildere stemt og slumpede flere F is k i Vognen, end der var betalt for. M an fik Vognen fu ld fo r smaa Penge og kørte hjem samme Dag. Fiskene blev rensede og tørrede ude i fr i Lu ft, hvorefter T ø rfisk e n hængtes op i Sække ved Hanebjælkerne, fo r at Musene ik ke skulde gaa i den. Ogsaa

m in Fa r, Jens Steensberg, fortalte, at han som D reng kørte med t il H u sb y K lit efter F isk ; og saa sent som k o rt fø r 1900 var der en M and ved N avn L a rs H ansen (Lim kaster) i M errildm ose, der kørte t il H avet efter et Læ s T o rsk. M en han havde no k faaet fo r meget Bræ ndevin med. F o r paa H jem vejen om N atten blev han v ild fa re n d e og spændte fra Vognen i H eden oppe ved Jægges- bjærg, h vo r F isk e n stod den næste M orgen. L a rs H ansen var fo rø v rig t ellers en meget sparsom m elig M and, der reverenter talt sked i Svinetruget hver M orgen, fo r at in tet skulde gaa t il Spilde.

Om Vinteren slagtede m an i Stensbjerg fem-seks Faar, hvis K ø d blev saltet, røget og tørret. Røget Fa a re la a r og Faaretalg var altsaa faste Bestanddele a f den daglige Kost. M an stod op K l. 3V2— 4 om Sommeren og K l. 6 om Vinteren. D avren bestod a f k o ld Surgrød fra Aftenen i Forvejen med kogt M æ lk paa. F ra 1. M a j t il 1. September spiste m an Form iddagsm eldm ad, som be­

stod a f to Rundtenom m er til hver voksen Person a f de 12 Punds Brød, som bagtes i den store Ovn. Paalægget var M argarine med Ost. Engang købte m an noget am erikansk Fedt; men det var ikke velsmagende. H avde m an strengt Arbejde fo r — f. Eks. M ergel­

gravning — blev der serveret Boghvedegrød t il Form iddagsm aal- tid ude paa Arbejdspladsen. M id t i Grøden var der et H u l med Sm ør eller Sirup i. A lle langede n atu rlig vis til samme G rødfad og samme Mæ lkeskaal. M iddagen, »æ Onden«, bestod som Regel af K a rto fle r med M eldyppelse. D e rtil spistes ofte kogt, tørret Torsk, h v o ra f hver fik sin Ration. Torsken, der var tør som Ben, blev lagt i B lø d Dagen i Forvejen. Ogsaa tørrede »Skaa-r« (en Slags Rokke) og » H w illin g« spistes. Om Vinteren fik m an to-tre Gange om Ugen G rønkaal eller gule Æ rter (Juleaften fik m an dog ofte røget Gaas og næsten a ltid en Slags Sødsuppe, kogt paa B yggryn).

Om E fterm id d ag en fik m an samme K ost t il »At’emæjesmældmer«

som om Form iddagen. Og naar m an var fæ rdig om Aftenen stod den paa » S u rg rø ’r« t il »Næt’er« (Nadver), d. v. s, hele Byggryn kogt i Kærnemælk. Det var noget, der nok kunde skabe U ro i M aven. — N aar m an t il H ø jtid e rn e f ik K affe, vankede der

»Hwæ r b rø ’ « (Hvedekage) til, men uden Sm ør paa.

Ved Jule- og H østgilder spiste og drak m an i fu ld t M aal. Saa

blev der ryddet tilside i Storstuen, ^saa Dansen kunde begynde.

Spillem anden blev bænket ved et Vindue, h vo ri der skulde staa en K affepu nch Natten lang t il hans Fo rfrisk n in g . H a n havde en drøj T ø rn med Kaffepunchen paa den ene Side og Støvtaagen fra Lergulvet og de dansende paa den anden. Det kunde ske, at hans B rille r blev lid t uklare hen m od Morgenstunden, saa Buen h o p ­

pede over Stolen. Saa raabte Karlene: »No sprang æ Spellem and øw ’er æ Bæsling« (d. v. s. over Baasskillerum m et). Dansen varede til den klare Dag, og m an fik D avren med, inden m an drog a f Gaarde.

Stensbjerg laa ved A lfarvej, og der kom mange Gæster. U n der­

tiden sad Chresten og spillede K o rt m ed sine Svogre Kræ L in d fra

»Löw enhyw ’ «, L a rs » Fo ler« og en anden gæv Bonde fra Egnen, Jens C hristen »Onnestrop«, t il over M idnat. De fik sig en Snaps til. I det hele taget var der a ltid nok a f vaade V a rer i Gaarden.

Chresten var ik k e D ranker. M a n han drak tit mange Snapse i Dagens Løb. Det skete ogsaa, at »Dyrlægen« N iels Knudsen kom m idt om Natten, naar han havde være ude paa Bestillingens Vegne, og bankede Chresten op fo r at faa en H jæ rtestyrkning.

H an fik et Glas godt h a lv fu ld a f Peber og saa Bræ ndevin fo r Resten. N aar den var gaaet under Klæderne, røm m ede han sig stæ rkt og gned sig paa Maven. K æ ltringer kom der ogsaa u n d er­

tiden. Desuden den berøm te La u st Glavind. D e blev alle gæ stfrit modtaget og beværtet med, hvad Huset form aaede. Undertiden blev der ogsaa sunget Viser. D en tykke Smed havde især en k ra ftig og sm uk Stemme. H an havde som ung været F isk e r paa Vesterhavet, og blandt hans Sømands viser huskes »Am anda sad med K rans om Haaret«, »Den Søm and er saa lid et estimeret«,

»Paa blom sterklæ dt B a kke sad H ja lm a r saa tavs« og en Vise, hvis første naive Vers lød »Paa Straxborg der levede en Adels­

m and saa rig. Paa Penge og paa Gods ingen M an d var ham lig.

H an havde en Datter, hun var fager og skøn. H u n elsked’ over alt en Søm and i Løn«.

M en rundt i Læ a f de ældgamle Læ nger hviskede K a rle og P ig e r paa Vej hjem fra Høstfest eller Ju legild e det Elskovssprog, som har været Menneskehedens E je siden Adam og Evas Dage,

U ndertiden blev de beluret gennem en Lem i Høladen, hvis K a r­

len eller en a f Sønnerne var tid lig t oppe at vande Heste. Det skete ogsaa en M a j Morgen, at den nysgerrige gled i noget Katteskidt og fa ld t saa lang han var, da K arlsm ose Pige var paa V ej fra M a rk ed m ed Sønderlunds K a rl som Beskytter. De havde glem t a l søm m elig Forsigtighed, men f ik en brat Opvaagnen ved R a b a l­

deret.

Mændenes Aftenarbejde bestod bl. a. i at sno H alm -Sim er og lave T ø jr. Fa aretø jr a f Revlingreb købtes dog af H usm and J o ­ hannes M adsen (»Gammel Johannes«) paa Rom vig M ark. De egnede sig ik ke til Kotøjr, da Koerne vilde tygge Revlingem e.

D erim od lavede m an i de fleste Gaarde T ø jr a f a f klippede Ko- og Hestehaler. De blev spundet paa en Haandten a f Fo rm som et Vindsel, der kunde dreje om kring en P in d med H aandtag i den ene Ende. Disse stærke T ø jr brugtes især t il Ungkreaturer. C hre­

sten Steensberg gav sig ik ke a f med at karte og binde. M en det var der mange Mænd, der gjorde. Stensbjerg ligger jo i Bindestue Egnen, og F a r var en ganske dygtig Hosebinder, selvom han nok knyttede M askerne lo v lig fast. Strikningen var en god Biindtæ gt fo r baade Boelssteder og G aardbrug. Ungdom m en fra Aavad, Foldager og Stensbjerg mødtes endnu i N iels C hristians Barndom undertiden t il Bindestue. F ra Stensbjerg deltog de tre ældste af Børnene: Niels, Abelone og Lene. N iels var slem til at snakke T id e n væk, saa snød han ved at strække Bindetøjet, inden hans M o r kom og maalte, om han havde strikket det, hun havde fastsat.

K vinderne havde a ltid tra vlt m ed H u sflid . Det er betegnende, at Konerne i N yb y ved Sindinggaard sagdes at benytte M undheldet

»Ta mæ m i Hues« (Giv m ig m in Strikkestrøm pe), naar noget vig­

tigt B ynyt var kom m et dem fo r Øre. Saa fik de nem lig travlt med at kom m e a f sted og fortæ lle videre — saa travlt, at de ik k e selv kunde afse T id til at hente Strikketøjet. — Johannes Madsen paa R om vig M a rk var første Gang g ift med en Kone, som var kendt fo r sin H æ klekunst. H u n frem stillede n avnlig trekantede Shaw ler, P o lk a trø je r samt B ørn e trø jer og -kjoler og maatte til T id e r holde to-tre P ig e r t il H jæ lp fo r at tilfre d ss tille E fte r­

spørgselen fra de Uldkræ m m ere, der forhandlede hendes Varer.