215
fald er til helvede, og fo rf. tilfø je r: „M en hvad brød en b irk e skriver sig om det ...“ ?
F . Skrubb eltrang.
Kulturkam pen i 1870’erne og 80’erne.
Hakon Stangerup: K u l t u r k a m p e n . I. 1872— 1877. II. 1878—
1883. Gyldendal 1946.
Den K u ltu rk a m p , D r. p h il. H akon Stangerup gør Rede fo r i sit store Væ rk, er ik k e Kam pen m ellem Stat og K irk e , som v i kender den f. Eks. fra T ysk la n d s nyere H isto rie; det er den f r i M en ings
kam p, som fo r godt og vel to M enneskealdre siden førtes h er
hjem m e fo r at sprænge de N a tio n a llib e ra le s m æ rkeligt stivnede Dannelsesverden. Storm tropperne var B rødrene B randes’ lille Garde; bagved flokkedes Bønderne i S pillet, „G ru n d tv ig fo lk e t“ , som Stangerup kalder dem. D isse to G rupper opererede dog helst hver fo r sig, in d til de indsaa, at de ku n ved en sam let Indsats kunde vinde Sejr over de N a tio n a llib e ra le s stæ rkt befæstede M a g tstillin g i Presse og P o litik . Saa sluttedes en A llia n c e — dens stærkeste U d try k var Bergs, H ørups og E d va rd B randes’ Kom pag
niskab om „M orgenbladet“ fra N ytaar 1881. Sejren blev vundet:
De N ation allib erales stærke Skanse, Københavnerbladene „Fæ d
relandet“ og „D agbladet“ kunde ik k e holde Stand. M en A llia n ce n m ellem G rundtvigianerne og B randesianerne var „ fa ls k “ — den blev b ru d t fra begge Sider, og den m aatte b ry d e s: De to G ruppers M aal var fo r fo rsk e llig e til, at andet end den fæ lles M odstander kunde holde dem sammen. A llerede i 1883 sprængtes Sammen
holdet om „M orgenbladet“ , og M odsæ tningen m ellem „det dan
ske V en stre“ og „Europæ erne“ traadte k la rt frem .
Saadan om trent sk ild re r D r. Stangerup K u ltu rka m p en s Fo rlø b . Stærkere end nogen anden siden H ø ru p fasth older han Syns
punktet „K a m p “ ; den skildres som et Feltto g med „d ire k te A n greb“ (Brandes’ Forelæ sninger over E m ig ra n tlitte ra tu re n 1871),
„omgaaende Bevægelse“ (T id s s k rifte t „D et 19. A a rh u n d red e“
1874— 77) og mange andre taktiske og strategiske M anøvrer. T il syvende og sidst var det en K rig m ellem Livsanskuelser. Kam pens R esultat gøres saadan op af Stangerup, at de N a tio n a llib e ra le tabte den, men der var ingen, der vandt den. D er blev ik k e — som i den p o litisk e S trid — sat P u n k tu m med et F o rlig , men da Kam pen var endt, m aatte m an slaa sig t il Ro med, at der var mere end een K u ltu ro p fa tte lse i Landet; vor nuvæ rende K u ltu r
tilstan d — med dens Grundpræ g af „et fle rsid ig t, m odsæ tnings
spændt K u ltu rbegreb“ — var opstaaet.
14
216
D r. Stangerups B eh an d lin g a f dette Em ne er ganske overor
dentlig fængslende. D et er en Side af U d viklin g en , som hverken L itte ra tu rh isto rik e re eller p o litisk e H isto rik e re tid lig ere h ar be
skæ ftiget sig videre med. Bogen v irk e r d erfo r baade ny og spæn
dende. H e rtil bidrager ogsaa, at D r. Stangerup h a r valgt „a t lade D okum enterne tale fo r sig selv og Problem erne og Resultaterne u d v ik le sig af dem, efterhaanden som F re m stillin g e n skrid er fre m “ . Denne Metode h a r sine Fordele, men ogsaa sine Farer, som D r. Stangerup næppe h elt h a r undgaaet. H an lader D okum en
terne tale i et saadant K o r, at det fa ld e r Læ seren svært at op
fatte, hvad der er væ sentligt. Det er h e lle r ik k e alle Stemmer i K oret, der er lige meget værd. Hvem er f. Eks. den M. T . Madsen, der om tales I, S. 57? F o r H øjskolebladets Vedkom m ende er der ik k e skelnet tilstræ k k e lig t m ellem M edarbejderindlæ g, der t il en vis G rad repræ senterer Bladets H o ld n in g , og indsendte Bidrag, der ik k e h a r samme repræ sentative Vægt.
Det føles som en M angel ved D r. Stangerups F re m stillin g , at der ik k e er g jo rt rig tig Rede fo r F re m stillin g e n s K ildegru n dlag.
M an h a r det In d try k, at de eneste u trykte K ild e r, Fo rfa tte re n h a r benyttet, er en Ræ kke Breve i Bram Äes-Arkivet. Den trykte B ra n des-Brevsam ling h a r aabenbart været af stor V æ rdi fo r Frem stillin g e n ; det betyder, at det fo r Brandesianernes Vedkom m ende h a r været m u lig t at kigge in d bag Forhæ nget, at trænge ind til de egentlige Bevæggrunde og D rivkræ fter, i en langt højere Grad end fo r de andres Vedkom m ende. F o r G rundtvigianernes V ed
kom m ende h a r Høgsbros „D a n sk Fo lk etid en d e“ og „H ø jsk o le bladet“ været H ovedkilderne, ik k e fo rd i Brevene m angler, men vel fo rd i de endnu ik k e er udgivet. I Fo ro rd e t siger D r. Stangerup, at hans Bog forh aaben tlig bærer Præ g af hans Interesse fo r Pres
sehistoriens Stof og M etodik. D er er unæ gtelig mere Stof end M e to d ik i hans B eh an d lin g a f Pressen. D er om tales et interessant D riftsreg n ska b fra „M orgenbladet“ , hvor m an fa a r O plysn inger om Bladets Oplag, Annonceindtæ gter og hele Ø konom i, — t il
svarende O plysn in ger findes ik k e om andre Blade, hvad der vilde have g jo rt det hele nok saa interessant.
Det maa altsaa siges, at baade K ildegru n dlaget og B e h a n d lin gen deraf er noget m angelfuld. M an kunde have ønsket, at F o rfa t
teren var gaaet mere i Dybden med sit Em ne, n avnlig da han træ kker L in je rn e og Resultaterne saa k ra ftig t op som han gør.
I V irke lig h e d e n lover ogsaa T itle n mere, end Bogen kan holde.
I Indledningen hævder D r. Stangerup, at P o litik og K u ltu r er u lø seligt forbundne — men h v o rfo r træ der P o litik e n saa ik ke stær
kere frem i S k ild rin g e n end den gør? E n Personlighed som E stru p er knap nok om talt i Bogen — det er som om Godsejerne ik k e eksisterer. A rbejderne hører m an h e lle r ik k e meget til.
217
M. H. t. Forfatterens V u rd e rin g af Retninger og Personer er det fortjenstfuldt, at han har frem draget G rundvigianerne og paavist Ræ kkevidden af deres Indsats; mere tvivlende maa man stille sig overfor den paafaldende N edvurdering af Brødrene Brandes’ Indsats, der frem stilles som ledet af Æ rg errighed og Magtsyge. Det er rigtigt, at der ik ke sjældent er et Svælg mellem deres „o ffic ie lle “ H o ld n in g i Presse og T ale og deres „p riv ate“ i Brevene, — men maaske har Dr. Stangerup været lid t fo r h u rtig til at forarges derover — H isto rikeren maa aldrig glemme, at private Breve er K ild er, der maa benyttes med særlig Varsom hed og vaagen K ritik .
Dr. Stangerups V æ rk er først og frem m est en S k ild rin g — af nogle af de mest bevægede A a r i vort F o lk s k u ltu re lle L iv . D er trænges utvivlsom t til dyberegaaende F o rsk n in g i Em net. A llig e vel maa man være Dr. Stangerup taknem lig, fo rd i han har taget dette Em ne op til Behandling. Om ridsene af disse A ars K u lt u r liv er kommet til at staa klarere end før, og de forskellige s tri
dende Retningers F o rlø b er blevet fu lg t saa langt, Fre m stillin g e n naar. M an maa haabe, at Dr. Stangerup v il gaa videre ad den Vej, han her er slaaet ind paa.
R o a r Skovmand.
Ordenshistoriografen fortæller.
Louis Bobé: L i v s d a g e n l a n g . Hagerup 1947.
Den gamle ordenshistoriograf Dr. phil. Lo u is Bobé h ar i sit lange liv udgivet mange m em oirer og skild ret mange mærkelige livsskæbner. D erfor er det ogsaa naturligt, at han i sin livsaften fortæ ller om sit eget liv. Langt gaar hans erin dringer tilbage.
H an har kendt mennesker, der h ar levet paa napoleonskrigens tid, og som har set højsalig F re d e rik 6.
Dr. Bobés karriere har ik ke været helt alm indelig. E n embeds
eksamen har han ikke taget, men alligevel blev han dr. phil.
Som ung kom han ind i Rigsarkivet, men paa grund af et m od
sæ tningsforhold til dets daværende chef, V. A. Secher, opgav han embedsmandens stille og bundne liv og blev en f r i fugl, der kunde arbejde med de videnskabelige problem er og opgaver, der optog og interesserede ham. H an har samlet h isto risk m ateriale i arkiver i D anm ark og T yskland, i Italien og andre lande. Perso
nalhistorie og slægtshistorie var hans store interesse, og det im ponerende værk om Ahlefeldterne blev hans hovedindsats. I ta l
rige afhandlinger, især i D anm arks Adels Aarbog og i Personal- historisk T id ssk rift, h ar han desuden frem lagt et omfattende materiale til belysning af Danm arks og hertugdømmernes adels-
