217
M. H. t. Forfatterens V u rd e rin g af Retninger og Personer er det fortjenstfuldt, at han har frem draget G rundvigianerne og paavist Ræ kkevidden af deres Indsats; mere tvivlende maa man stille sig overfor den paafaldende N edvurdering af Brødrene Brandes’ Indsats, der frem stilles som ledet af Æ rg errighed og Magtsyge. Det er rigtigt, at der ik ke sjældent er et Svælg mellem deres „o ffic ie lle “ H o ld n in g i Presse og T ale og deres „p riv ate“ i Brevene, — men maaske har Dr. Stangerup været lid t fo r h u rtig til at forarges derover — H isto rikeren maa aldrig glemme, at private Breve er K ild er, der maa benyttes med særlig Varsom hed og vaagen K ritik .
Dr. Stangerups V æ rk er først og frem m est en S k ild rin g — af nogle af de mest bevægede A a r i vort F o lk s k u ltu re lle L iv . D er trænges utvivlsom t til dyberegaaende F o rsk n in g i Em net. A llig e vel maa man være Dr. Stangerup taknem lig, fo rd i han har taget dette Em ne op til Behandling. Om ridsene af disse A ars K u lt u r liv er kommet til at staa klarere end før, og de forskellige s tri
dende Retningers F o rlø b er blevet fu lg t saa langt, Fre m stillin g e n naar. M an maa haabe, at Dr. Stangerup v il gaa videre ad den Vej, han her er slaaet ind paa.
R o a r Skovmand.
Ordenshistoriografen fortæller.
Louis Bobé: L i v s d a g e n l a n g . Hagerup 1947.
Den gamle ordenshistoriograf Dr. phil. Lo u is Bobé h ar i sit lange liv udgivet mange m em oirer og skild ret mange mærkelige livsskæbner. D erfor er det ogsaa naturligt, at han i sin livsaften fortæ ller om sit eget liv. Langt gaar hans erin dringer tilbage.
H an har kendt mennesker, der h ar levet paa napoleonskrigens tid, og som har set højsalig F re d e rik 6.
Dr. Bobés karriere har ik ke været helt alm indelig. E n embeds
eksamen har han ikke taget, men alligevel blev han dr. phil.
Som ung kom han ind i Rigsarkivet, men paa grund af et m od
sæ tningsforhold til dets daværende chef, V. A. Secher, opgav han embedsmandens stille og bundne liv og blev en f r i fugl, der kunde arbejde med de videnskabelige problem er og opgaver, der optog og interesserede ham. H an har samlet h isto risk m ateriale i arkiver i D anm ark og T yskland, i Italien og andre lande. Perso
nalhistorie og slægtshistorie var hans store interesse, og det im ponerende værk om Ahlefeldterne blev hans hovedindsats. I ta l
rige afhandlinger, især i D anm arks Adels Aarbog og i Personal- historisk T id ssk rift, h ar han desuden frem lagt et omfattende materiale til belysning af Danm arks og hertugdømmernes adels-
218
historie gennem tiderne. M en ogsaa dansk litteratu rh istorie og aandshistorie, fø rst og frem m est i sidste halvdel af 1700-tallet, har han syslet indgaaende med og beriget, ik ke m indst ved sin store tibinds kild e p u b lik a tio n : Reventlowske Papirer. E n særlig interesse h ar fra ganske ung draget ham mod Grønland, som han h a r besøgt adskillig e gange, og hvis historie har været emnet fo r flere a f hans værker.
L o u is Bobés fader, der tilh ørte en gammel Huguenotfam ilie, var indvandret t il D a n m a rk fra T ysklan d. H a n har derfor altid været knyttet t il tysk og fra n sk aandsliv, og det er naturligt, at hans arbejde i ik k e ringe grad h ar hentet emner herfra. H an stod kredsen om Storfyrst Carl Alexander i W e im a r nær, og hans bog indeholder interessante træ k herfra. Større betydning h ar hans indgaaende studier over holstenske adelsslægter dog haft, og fra sine talrige besøg paa holstenske adelsgaarde, bl. a. paa Haseldorf, fortæ ller han morsomme træ k om adelsmænd og adelsdamer, han h a r tru ffe t der, træ k som ofte giver bidrag t il forstaaelsen af forholdet m ellem D a n m a rk og „Slesvig-Holsten“ . E n d n u da han besøgte disse egne, sad der ru n d t om en del folk, som var blevet tro mod den danske konge.
Dr. Bobé h ar tru ffe t et utal af mennesker i sit lange liv, dan
skere og udlændinge, høje og lave. Maaske mest høje. Og han fo r
tæ ller gerne om dem. Sommetider næsten om fo r mange. A ltfo r tit bliver der kun et par alm indelige — som regel rosende — ord om hver, og sjældent bliver det t il en indgaaende karakteristik. Det er, ligesom forfatteren m angler b lik fo r de psykologiske nuancer hos de folk, han har truffet. Den bedste og interessanteste af hans smaa b io grafier er uden tvivl skild rin g en af gamle P rin s Hans, C h ristia n 9.s broder, hvem forfatteren havde en del at gøre med i kraft a f sit embede som kgl. ordenshistoriograf. Det er lykkedes ham at tegne et sm ukt billede af den velmenende og kloge prins med den store historiske interesse.
E n arkivm and v il med forventning give sig i lag med afsnittet om R igsarkivet i glad erin drin g om Thisets straalende lunerige og h u m ø rfyldte sk ild rin g fra det gamle Geheimearkiv. Men læse
ren bliver skuffet. Mens Bobé som regel er v e lv illig overfor sine medmennesker og ofte kan fortæ lle om dem med lune, er det lige
som der er noget haardt over skild rin g en af Rigsarkivet, og be
dømmelsen af kollegerne er som regel ik k e a ltfo r venlig. A t den er streng overfor V. A. Secher forstaar man. M en k a ra k te ristik ken af A. D. Jørgensen synes meget lidet velvillig. M an forstaar, at de aar, forfatteren tilbragte i „Rigsarkivets Uhygge“ , ik ke har h ø rt t il hans lykkeligste.
Det er altid med forventning, at man griber en historikers
219
erindringsbog. M an haaber at komme med in d i hans allerhel
ligste, hans arbejdsværksted, at faa noget at vide om hans metode og om de mange tanker, som en h isto rik e r gør sig om sit arbejde.
Paa dette p u n kt sku ffer Bobés bog. Det er ligesom han er saa optaget af at fortæ lle om de mennesker, han har tru ffe t paa sin vej, at han ik ke faar tid til at fordybe sig i sit eget liv. Det bliver kun de ydre forhold, han beskæftiger sig med ligesom de fleste andre, der skriver selvbiografier. Maaske er det aandelig b lu færdighed, der h in d re r dem deri, men beklageligt er det, th i først gennem selvransagning og selvanalyse har den enkelte m ulighed fo r at give noget af v irk e lig væ rdi fo r andre. K u n ens eget jeg kan man um iddelbart opleve og anskue. L a d saa hellere nogle af de fine navne i buketten af bekendtskaber blive glemt.
Forfatteren har levet saa længe i fortiden, at det er ligesom han staar den nærmere end nutiden. M a n aner nu og da en u v ilje mod sociale og politiske forhold af idag. Det er næppe fo r dristigt at paastaa, at Dr. Bobé er aandsaristokrat og aandsbeslægtet med de mennesker, han har tru ffe t paa adelsgaardene, eller som han har skildret i sine bøger. Hans sprog hører ogsaa fortiden til.
Det er farverigt og med en særegen lang rytme, prydet med frem medord, der ofte bærer præg af en frem m ed og fje rn tid. Det er ikke nutidens sprogform og sprogrytme, man fin d e r i Livsdagen lang.
Dr. Bobées bog er ik ke en indgaaende analyse af mennesker -—
ej heller af mennesket Bobé — men den kan ik k e andet end fængsle h isto risk interesserede og v il paa flere pun kter give dem ny viden.
Jo h an H vidtfeldt.
Kalkmalerier.
D e n d a n s k e B i l l e d b i b e l . D e m i d d e l a l d e r l i g e K a l k m a l e r i e r i d e d a n s k e K i r k e r . Et Udvalg samlet af B. Broby-Johansen. Med Tekst fra Bibel og samtidige Kilder. Gylden
dal 1947.
Broby-Johansen, der h ar indlagt sig stor fortjeneste ved sin i begyndelsen af fyrrerne udgivne bog: Hverdagskunst-Verdens
kunst, har forøget denne fortjeneste betydeligt ved sin nye k a lk maleribog, som her skal gøres- til genstand fo r nærmere omtale.
Hverdags-Verdenskunsten er efter anmelderens og vistno k de flestes mening en fortræ ffelig bog, og der er ingen tv iv l om, at den i høj grad h ar u d fø rt sin m ission, som var at bringe kunsten ud til menigmand, lære ham selv at se, lære ham at forstå, at
