O m Grundtvigs historiesyn
Af W i ll ia m M i c h e l s e n
I sin disputats »M enneske først - « h a r sognepræst dr. theol. K a j T h a n in g i en note til kapitlet »V erdenshistorie« påvist, a t en anekdote om den gam le G rundtvig, som jeg i slutningen af indledningskapitlet til m in disputats »Tilblivelsen af G rundtvigs historiesyn« anfører efter en artikel af dr. H o l g e r K j æ r, er hen tet fra en artikel af E rnst T rie r i det skrift, der blev udgivet af Fr. R ønning i h u n d red året for G rundtvigs fødsel, og a t fortæ llingen dér h a r en lidt afvigende form. E rnst T rier spurgte G rundtvig om, hvordan h a n skulde fortælle fofre/historie for sine nye elever p å B laagaard Sem inarium , og G rundtvig svarede, at han skulde fortælle om m ennesket som skabt og faldet, m en bestem t til g e n o p r e j s n in g til et evigt liv. Jeg havde - efter H olger K jæ r - refereret historien, som om T rie r havde spurgt, hvordan h an skulle fortælle historie, o g som om G rundtvig i sit svar havde sagt, at m ennesket var
»genfødt« til et evigt liv.
Forskellen er naturligvis ikke ligegyldig, og det er i sandhedens og vi
denskabens interesse, at den er blevet påpeget. F or T h an in g ligger det væsentlige i, a t Gr. i denne forbindelse ikke taler om m ennesket som g e n f ø d t til et evigt liv, m en kun som bestem t til genoprejsning. F or mig er det lige så vigtigt, at Gr.s svar ikke gæ lder verdensh.istorien, m en kun bibelhistorien. D erved siger den nem lig ikke noget om den gamle Gr.s historiesyn i alm indelighed, m en kun om hans syn på, hvordan m an bør fortælle bibelhistorie. D en kan derfor ikke bruges til a t illu
strere den opfattelse, jeg i m in disputats hævder, nem lig a t Gr. til sin død fastholdt den bibelske betragtning af verdenshistorien.
M en den kan heller ikke bruges til a t modbevise den. O g jeg h a r da også kun anført den som ét b lan d t m ange vidnesbyrd om, a t G rundtvig ikke opgav det bibelske historiesyn som sin p e r s o n lig e livsanskuelse, selv om h an i 1833 definitivt opgav det forsøg p å a t bevise sandheden af det bibelske historiesyn videnskabeligt, som h a n p å forskellig m åde havde gjort i sine tre V erdenskrøniker fra 1 8 1 2, 18 14 og 1 8 1 7.
D a T h a n in g im idlertid stadig hævder, a t denne opfattelse er fejlag
tig, idet G rundtvig i sin H aandbog i V erdens-H istorien I, 1833, så at sige h a r skiftet historiesyn og derm ed livssyn, er det n u nødvendigt di
rekte at im ødegå T hanings opfattelse. H a n skriver (D ansk U dsyn 1964 s. 4 5 2), a t m in opfattelse af G rundtvigs historiesyn er »fuldstændig kor
rekt, n å r det d rejer sig om den unge G rundtvig«. H a n tilføjer im idlertid, henvendt til m ig: »M en De kan d a ikke mene, at synet i den store håndbog svarer dertil!«
Jo, det er netop, hvad jeg m ener. M en først m å jeg m inde om, at m in disputats h an d ler om den unge G rundtvig, og a t jeg kun i slutnin
gen af indledningskapitlet (og lejlighedsvis andre steder i m ine to bø
ger) h a r u d ta lt m ig om den senere (den m odne) G rundtvig. Jeg h a r hele tiden vidst, a t T h an in g havde en afvigende opfattelse af dette p u n k t i G rundtvigs forfatterskab; m en jeg m ener stadig ikke, at m in opfattelse er uforenelig m ed T hanings h o v e d te s is : a t det menneskelige er forudsæ tningen for det kristelige i den m odne G rundtvigs livssyn, og a t denne ejendom m elighed blev G rundtvig bevidst i 18 3 2.
Ganske ligesom T h a n in g m ener jeg, at G rundtvig v ar m odstander af enhver form for »gnosticisme«, som h a n kalder det i sit brev til m ig i D ansk Udsyn. V ed gnosticisme forstår jeg en religion, hvori frelsen vin
des gennem en åbenbaret mystisk viden, hvorved m ennesket hæ ver sig op over m aterien til en ren t åndelig verden, og hvori Jesu liv, død og opstandelse ikke opfattes som historiske begivenheder, m en kun som symboler p å m enneskets hæ ven sig fra det legemlige til det åndelige.
D et v ar netop en sådan opfattelse, G rundtvig i 18 10 vendte sig im od bl. a. hos Schelling, således i fortalen til sin dim isprædiken, hvor h an erklærer, at det er hans overbevisning, »at Siælens H iem , hvorefter den dog saa saare længes, er utilgængeligt for al jordisk V iden, og a t den kun p a a T roens V inger kan løfte sig did.« (U S I I s. 1 2). Følgerne af denne erklæ ring h a r G rundtvig kun m eget langsom t indset. M en hele hans følgende udvikling kan betragtes som en konsekvens af den.
T h an in g h a r im idlertid m ed fuldkom m en re t frem hæ vet den begej
string, G rundtvig i 1. bind af H aan d b o g i V erdens-H istorien udtrykker for den græske historieskriver P o ly b i o s, der v ar født et p a r hundrede år før Kristus, og som åb enbart for G rundtvig n u blev den vigtigste re
præ sentant for »den Græske B etragtning af M enneske-Livet og H isto
rien«, altså den, h an i fortalen kalder »den Bedste, der p a a vort n æ r
væ rende Stade lader sig videnskabelig grundfæ ste og giennem føre«, og som h an derfor h er foretræ kker »til Skole-Brug«, som det hedder. M en
n å r G rundtvig p å det sted i selve fremstillingen, hvor lovprisningen af Polyb n å r sit højdepunkt, udtrykkelig gør et m eget sigende forbehold:
»naar vi undtage M o s e s , er der i hele H istorien ikke en eneste M and, h an fra alle Sider kan sammenlignes m ed« - frem hævelserne er G ru n d t
vigs egne, og forbeholdet gentages i næste p u n k tu m - så er dette lille forbehold tilstrækkeligt til a t vise berettigelsen af m in p åstan d : vel for
søger G rundtvig at indtage et alm enm enneskeligt »græsk« synspunkt over for historien; m en det forhindrer ham dog ikke i at fastholde det »mosaisk-christelige« som det »eneste guddom m elig sande og evig- giældende« - i overensstemmelse m ed fortalens ord, der jo er nedskrevet - og trykt - efter resten af bogen.
T h an in g citerer stedet fuldkom m en korrekt (M enneske først - s. 3 2 3, jf. H aandbog i V erdens-H istorien I, 18 33, s. 5 6 5, U S V I 4 5 0); m en i hans frem stilling virker det, som om h an læser hen derover. V el læser h a n yderst opm ærksom t - ingen tvivl om det - ud fra sit eget synspunkt.
M en det er også nødvendigt at gå ind p å et an d et synspunkt end sit eget. For m in del h a r jeg forsøgt dette ved i indledningen til m in dispu
tats (kapitlet »Problem stilling«) a t sige, a t m it problem kunde løses p å to m åder. Jeg h a r valgt den ene og derefter forsøgt a t kontrollere m ine resultater ved a t stille dem over for m odargum enter fra den anden løsning. N å r T h an in g ikke h a r gjort noget tilsvarende, er det nødven
digt a t gøre opm ærksom p å m odargum enterne i den påfølgende debat.
N å r T h a n in g kalder G rundtvigs udvikling hans »opgør m ed sig selv«, finder jeg det yderst træ ffende. Jeg tillader m ig im idlertid a t udvide denne betegnelse til a t gælde også tiden f ø r 18 3 2. Jeg vil altså ikke nægte, a t der findes spor af den schellingske »gnosticisme« hos G ru n d t
vig efter 1 8 1 0. H v ad jeg hævder, er blot, a t G rundtvig m odarbejder dem hos sig selv. O g i dette selvopgør er påvirkningen fra L u th e r efter m in opfattelse en p o s i ti v faktor, fordi det bl. a. er L uther, der h a r læ rt ham a t opfatte Bibelen historisk og ikke gnosticistisk.
D et er denne opfattelse, jeg h a r påvist i G rundtvigs Verdenskrøni- ker. M en T h a n in g h a r ganske ret i, a t den træ d er tilbage i hans senere historieskrivning. Årsagen er, som jeg h a r vist, a t h a n først i 1833 op
stiller et klart skel m ellem tro og viden. Alligevel vedbliver der hos G rundtvig at være en næ r forbindelse m ellem tro og historieskrivning (som enhver læser af håndbogen vil kunne m æ rke). Af to grunde:
1) fordi al historieskrivning m å bygge p å en vis tiltro til de historiske kilder, historikeren anvender - en erkendelse, som er G rundtvig fuldt bevidst, og som jeg et sted h a r udtrykt ved a t skrive: » M an kan
ikke bygge historieforskning p å tvivl.« (D en sælsomme forvandling i N. F. S. G rundtvigs liv s. 2 3 0).
2) fordi G rundtvig som historieskriver hverken kan eller vil skjule sin kristne tro. - D en ene grund svækker ikke den anden.
O m d et fra et teologisk synspunkt kan siges, a t G rundtvig fra 1833
»sækulariserer sit historiesyn« - som T h a n in g hæ vder det - kan jeg ikke ud tale m ig om. F ra et ikke-teologisk, idéhistorisk synspunkt m å d et benægtes, og d et gæ lder særlig, n å r m an - som jeg - hæ vder, at G rundtvigs historiesyn sam tidig er hans personlige livsanskuelse. D en om stæ ndighed, a t h an i håndbogen vælger en ikke-bibelsk betragtning som den bedste i et videnskabeligt arbejde, h in d rer h am ikke i a t be
vare den »mosaisk-christelige Anskuelse« som sin personlige livsan
skuelse.
F or T h an in g er det væsentligt at understrege, a t det menneskelige er forudsæ tningen for det kristelige. F or m ig er det væsentligere a t be
stemme, h vordan G rundtvig næ rm ere definerer det at være menneske.
I indledningen til N ordens M ythologi gør h an det p å en m åde, der e r bestem t til a t vise, hvad h an kunde være enig m ed H . N. Clausen og de øvrige »N aturalister« om. Jeg h a r i D ansk U dsyn ( 1 9 6 4 s. 4 4 2) om skrevet det således: »ikke et sækulariseret, internationalt, h u m an i
stisk m enneskebegreb, m en kristendom m ens opfattelse af m ennesket som skabt i G uds billede, fristet af djævelen og faldet for fristelsen, m en ved Jesu evangelium dog i stand til at bevæge sig hen im od det m ål, det oprindelig af G ud v ar bestem t til a t virkeliggøre.« - T h an in g svarer h e rp å : »K ort og g o d t: dette »menneskebegreb« er D e ikke i stand til a t påvise nogetsteds hos G rundtvig.« - M en jeg m å altså henvise til selve N ordens M ythologi 1832 (U S V 4 0 1-4 0 3) og kan, som m an vil forstå, ikke u n d re m ig over, a t T h a n in g synes, at m in udtryksm åde
»m inder m est om den tro, som G rundtvig fan d t hos sine kirkelige m od
standere (H . N. C lausen).« (D ansk U dsyn 19 64 s. 4 5 0).
D et eneste p u n k t i m it arbejde, T h a n in g h a r k unnet rokke, er altså den anekdote, jeg h a r an b rag t som slutvignet i indledningskapitlet til m in disputats, og derm ed står og falder m it ræ sonnem ent om den m odne G rundtvig ikke. O g hvis m an ikke vil nøjes m ed de klare principielle udtalelser, jeg allerede i m in disputats og her påny h a r frem draget, så vil jeg gerne gøre opm ærksom på, a t G rundtvig også i 2. bind af h å n d bogen p å lignende m åde som i V erdenskrønikem e genfortæ ller Jesu liv, fx. m ed følgende o r d :
». . . og nu begyndte Jesus at vandre om i Landet, og viste sig i alle Maader,
som den omspaaede Christus} i hvis Dage Blinde skulde see, Döve höre, Halte gaae, Spedalske renses, Döde staae op og Fattig-Folk spörge gode Tidender«.
(Haandbog i Verdens-Historien II, 1836, s. 22-23, US V I 558).
S ådan skriver kun en historiker, der både selv er overbevist om, a t D et gam le Testam entes M essias-profetier er opfyldt i Jesus, og som ikke kan lade være at m eddele denne overbevisning, også n å r h an h a r sat sig for at skrive en verdslig statshistorie.
D et bibelske historiesyn slår igennem , også n å r G rundtvig vælger at foretrække en alm enm enneskelig betragtning af historien. D ette viser sig allertydeligst i de bem ærkninger, G rundtvig i sam m e kapitel h a r indført om D et nye T estam ente som historisk kilde (rimeligvis u nder indtryk af den opsigt, D. F. Strauss i 1835 havde gjort m ed sit væ rk:
»Das Leben J e s u « ):
». .. paa Indvendingerne, Man nys i Mængde har gjort mod Paalideligheden deraf, kan vi her ikke indlade os, da de ikke grunde sig paa andre gamle Efter
retninger, men ene og alene paa Urimeligheden, Man vil have fundet deri, at Jesus skulde være G uds Son mere end andre Mennesker.« - I det folgende op
ruller Gr. hele det bibelske historiesyn, som det er fremstillet af Paulus: skabelse, syndefald, oprejsning ved Jesus Kristus, idet »Ebræerne« indskydes som det
»Prophetiske Folk«, der var bestemt »til at arbeide paa Opreisningen«, og der
næst udvikles forskellen mellem den »naturlige« og den »overnaturlige« opfattelse af den måde, hvorpå »G u ddom s-M an den . . . kan frelse Slægten«. Grundtvig fortsætter: »den E braiske Anskuelses Rigtighed, C hristi G u ddom og hans Magt til at opvække aandelig Döde, de hvile urokkelig i Chris tendommens bekiendte Virkninger i Verden, der nödvendig maae have haft en saadan Aarsag, da de ellers var udeblevet«. (HV II 1836, s. 29-30, US V I s. 563-64). - Stedet er typisk for Gr.s tankegang (jf. Henning Høirup: Grundtvigs Syn paa Tro og Er
kendelse, 1949).
E nhver kan slå efter og se, om T h an in g h a r ret, n å r h an skriver: »H er m angler jo helt Paulus’s historiesyn, tanken om G uds opdragelse og om historien som menneskets frelseshistorie.« (D ansk U dsyn 1964 s. 4 5 2).
F o r a t citater fra bind I I I ikke skal savnes, henviser jeg til U S V I I s. 3 7 9 - 8 0 og fra det tillæg, der vedføjedes i 1869, til samme bind s. 7 0 3. D et er rigtigt, a t der, som T h an in g skriver, »er noget, d er hedder menneskets uomgængelige vilkår«. G rundtvig satte sig i 18 13 for at holde en række forelæsninger herom , der først er udgivet af H a l K o c h i 2. bind af V æ rker i U dvalg (jf. N ordisk tidskrift 1946, hvor jeg h a r gennem gået denne m an uskriptgruppe). D en bog om em net, G rundtvig havde planlagt, blev i stedet til de filosofiske betragtninger i D anne- V irke 18 1 6- 19, hvortil der foreligger yderst interessante udkast, som
viser, a t G rundtvig h a r givet både sin videnskab og sin digtning et er
kendelsesteoretisk underlag, som adskiller sig væsentligt fra sam tidens gængse tanker, om end det er sat i relation dertil. K u n en konfrontation af disse b etragtninger m ed den m odne G rundtvigs tanker vil vise, i hvilken udstræ kning frigørelsen i 1830erne v ar et b ru d m ed det g ru n d lag, d er i årene 18 13 og derefter blev lagt for G rundtvigs tan k er om m ennesket og historien.
D a jeg ikke selv er teolog af uddannelse, h a r jeg betegnet m ig som
»hum anist«. Af livsanskuelse er jeg derim od kristen og anser ikke dette for a t være nogen hindring for at drive forsvarlig idéhistorisk viden
skab. O m G rundtvig vilde jeg derim od ikke bruge ordet »hum anist«, dels fordi h an v ar teolog af uddannelse, dels fordi h an i V erdenskrøni
ken 18 12 udtrykker en skarp kritik af de videnskabsm ænd, der i den nyere tid havde dyrket faggruppen »hum aniora« (U S I I 4 0 3) i en lang note om »den kristne Newton«. L æ st og forstået i sin sam m enhæ ng er denne note iøvrigt m eget oplysende m. h. t. udgangspunktet for G ru n d t
vigs opgør m ed sin egen fortid.
