D a n s k a r k æ o lo g i — f o r t i d o g f r e m t i d
A f Kristian Kristiansen
Indledning
I D an m ark h ar arkæ ologien a ltid nydt en sæ rlig p o p u la rite t og den er ikke blevet m in d re i de senere år. S am tidig betvivles fagets k u ltu rh isto risk e an ven d elig h ed i sti
gende grad b la n d t andre beslæ gtede d is
c ip lin e r - e tn og rafi, k u ltu rg e o g ra fi, h isto
rie og stednavneforskning, m ed hvem tid lig ere tiders sam arbejde o m k rin g beslæg
tede p ro b lem er forlæ ngst er op h ø rt. H vad skyldes nu denne tiltagende isolation? E n h istorikers svar lø d fo r nogle år siden såle
des: » K o n k lu sio n e n . . . må blive, at h isto
rik e rn e ikke kan overlade oldtidssyntesen til arkæ ologerne alene. Selv om begge v i
denskaber o p s tille r de samme m ål fo r forsk
ningen, er deres p ro b le m stillin g e r og ar
gum entationsform alligevel ikke identiske i praksis. H is to rik e rn e h ar en stærk følelse af, at arkæ ologerne - som Jo h s. B rø n d sted har u d try k t det - h ar svært ved at frig ø re sig fra »det arkæ ologiske sprogs gram m a
tik«, e lle r m ed an d re o rd fra g ru n d lag et fo r deres k ro n o lo g i, typ o lo g i og systema
tik, som de stadig i al fo r høj grad betrag
ter og fa sth o ld e r som det centrale i deres hypoteser. Fortsat h o ld e r de sig fo rtrin sv is til fu n d e n e og oldsagerne selv, m ens histo
rik e rn e ko n ce n tre re r sig om levnenes fu n k tio n og ud h e rfra søger at fo rk la re b ag g ru n d en fo r og v irk n in g e rn e a f disse levn og fu n k tio n e r, k o rt sagt, de ønsker at forstå hele sam funds- og k u ltu rliv e t i o r
ganisk sam m enhæ ng og u n d e r stadig om fo rm n in g fra p e rio d e til periode.« (C h ri
stensen 1969, 23.). D enne karakteristik er yderst præ cis, og je g skal i det følg en d e søge at give en forsk n in g sh isto risk fo rk la
rin g på dette fo rh o ld . Dernæ st vil je g skit
sere en m u lig vej ud a f isolationen, u d fra det g ru n d sy n sp u n kt at noget sådant ikke blot er ønskvæ rdigt i teorien, men også praktisk n ød ve n d ig t hvis arkæ ologien skal kunne gøre krav på at blive betragtet som en k u ltu rh isto risk videnskab i frem tiden.
Det historiske perspektiv
T ra d itio n e lle fre m stillin g e r a f dansk ar
kæ ologis h istorie er centreret o m k rin g en beskrivelse a f de store fo rsk e rp e rso n lig h e d er - C. J. T h o m sen, J. J. A . W orsaae, Sophus M ü lle r og Jo h an n es B røn d sted (B røn dsted 1962; K lin dt-Jen se n 1975).
A rkæ ologien s u d v ik lin g ses i lyset a f disse person ligh ed ers videnskabelige og m use
ale indsats. D et skyldes at deres navne, ikke b lo t herhjem m e, m en også in tern atio n alt, er knyttet til en ræ kke grundlæ ggende v i
denskabelige la n d v in d in g e r. T h o m se n og treperiodesystem et: sten, bronze og je rn alder, arkæ ologiens m useale gennem brud.
W orsaae og de første u dgravnin ger, de første fo rtid sm in d e re g istre rin g e r og det første tvæ rvidenskabelige sam arbejde (tolkningen a f køkkenm øddingerne) - ar
kæ ologiens k u ltu rh isto risk e gennem brud.
M ü lle r, den store system atiker og m ateri
alefrem læ gger - arkæ ologiens videnskabe
lige k o n so lid erin g . O g e n d e lig BrøndstecT, d e r sam lede og ve d lig e h o ld t alt dette. F ra 1837 og ca. et å rh u n d re d e frem var dansk og skandinavisk arkæ ologi m ed til at sætte de videnskabelige standarder fo r faget.
E n særlig tak skal rettes til Jen s H e n r ik B ech, Lo tte H ed a g e r, J ø rg e n Street-Jensen, V ig g o N ielsen og O lfe rt Voss fo r kritiske k o m m en tarer og su p p lere n de op lysn in g er til forskellige dele a f m anuskriptet.
K ristian Kristiansen, f. 1948, m ag.art. i forhistorisk arkæ ologi (Århus) 1975, kandidatstipendiat ved Institut fo r forhistorisk arkæ ologi, M oesgaard.
Det skyldes nok fo r en del »de store p er
sonligheder«, men en ræ kke andre fa k to rer var ikke m in d re væ sentlige, og je g v il i det følgende søge at beskrive dette sam spil a f fa kto rer ved at træ kke nogle h o v e d lin ie r op i dansk arkæ ologis u d viklin g .
Fund og forskere
M ens arkæ ologien som videnskab er ung, har den en årh u n d re d e la n g tra d itio n bag sig som led i adelig sam lerm ani. D e fyrste
lige raritetskabinetter som var yndede i re- naissancen rum m ede også arkæ ologiske genstande. Det var dog ret spredt og til
fæ ldigt, idet u d g rav n in g er en d n u ikke var påbegyndt, og skattegravninger praktise
redes også kun i rin g e om fang i N o rd europa (W e rla u ff 1807, 15 ff.; H erm ansen
1954.). Som arkæ ologiske objekter o p fa t
tede man først og frem m est jo rd fa ste fo r tidsm inder: gravhøje, dysser og runestene, som allerede blev beskrevet i udvalg i 1643 a f O le W orm i »Danicorum Monumentorum Libri Sex«, en bog der vakte in te rn a tio n a l opm æ rksom hed. O ldsager var im id le rtid i denne p erio de en sjæ ldenhed. Både i O le W orm s berøm te raritetskabinet og i senere antikvariske sam linger var de blot et tilfæ l
d ig t indslag i et broget re p e rto ire a f gen
stande (N eergaard 1916). Det skyldes dog også at danefæ til og m ed C h ristia n I V blev betragtet som en indtæ gtskilde fo r staten, og man om sm eltede hvad d er kom in d (H in d e n b u rg 1859, 24). Fø rst da F re d e rik III. oprettede sit »Kunstkam m er« i 1663
blev in dleveret danefæ tilk e n d t antikvarisk væ rdi og u d stillet (B e rin g Lüsberg 1897,
18).
D enne situation æ ndredes im id le rtid brat efter la n d b o re fo rm e rn e i 1780’erne (Vibæ k 1964). I kølvandet herpå fu lg te et stigende antal h ø jslø jfn in g e r, og på nyop- dyrkede arealer dukkede skatte- og d ep o t
fu n d op. I takt m ed at arkæ ologiske fu n d begyndte at blive a lm in delig e ødelagdes o ld tid sm in d e r i tusindvis. D enne alarm e
rende situation førte i 1807 til dannelsen a f en ko n ge lig oldsagskom m ission og et »na
tionalm useum « d er fik til huse på T r in ita tis k irk e lo ft, hvor også u n d e rv isn in g sb ib lioteket h o ld t til (H erm ansen 1931 og
1953; H ild e b ra n d 1938, 175 ff.). D e r fu lg te nu en tid m ed hektisk aktivitet. S pørge
skem aer udsendtes til alle præ ster og in te resserede private fo r at tilvejebringe et o v e rb lik over o ld tid sm in d e rn e i landet. R e sultatet blev straks p u b liceret a f B. T h o rla - cius i »Bemærkninger over de i Danmark endnu tilværende hedenolds Høie og Steensætninger«
fra 1809 - den tidligste systematiske over
sigt vi kender. F riv illig e fre d n in g e r ivæ rk
sattes, og et tidsskrift: Antiquariske Annaler blev g ru n dlagt. D e ydre ram m er var nu skabt fo r en arkæ ologisk virksom hed. M en endnu var fundtilvæ ksten til m useet kun ringe, ca. 100 nr. om året.
D et næste sk rid t blev taget da m an i 1816 som sekretæ r fo r oldsagskom m issionen im od a lm in d e lig praksis antog en grosserer uden akadem isk grad: C. J. Thom sen. N u kom d er ord en i tin g en e,1 sam lingen blev
1. D a T h o m s e n blev sekretær var sam lingen i planløs u o rd e n , og de første tre år gik m ed at få bragt orden:
»Det var m ig utaaleligt at forevise det ubetydelige, som m an allerede ville kalde saaledes. - I Støv, planløs U o rd e n , Skjult i S ku ffer, K ro g e , T ø rk læ d e r, P apirer, var det hele m ig Chaos« (U d d ra g a f brev til V ed e l Sim onsen, citeres efter H erm a n sen 1934, 112 f.).
2. K onsistorium henstillede i 1832 indtræ ngende at m an flyttede, da m an selv havde b ru g fo r lokalerne, og i brevet in d g å r en m alende beskrivelse a f museets aktiviteter og de u le m p e r det gav fo r universitetsbiblioteket.
Lokalet, h ed d er det, var »et ret passende Sted at henlægge det in d k o m n e saalænge M useet samlede i det smaa og ku n besøgtes a f faa«. »Men«, fortsættes der, »et ganske fo ra n d re t F o rh o ld er nu opstaaet: M useet er vokset til en betydelig samling, h vorib la nd t en halv Snes dygtige Stenmasser o.desl. d er tynge paa Gulvet; det besøges a f hele Publicum fra Byen, L a n d e t og U d la n d e t, inclusive Haandvæ rkersv.ende og Skolebørn i Snesevis, fo r hvilke Bibliotheket selv da maa tjene til G jen nem g an g eller ligesom Forstue; naar de ikke alle kunne indlades, samle de sig i Indgangen til Bibliotheket, h vo r de ved Støj og ved at optage Pladsen fo r d em d er have' at bestille på Universistetsbibliotheket, ere til saa m egen U lejlig hed . H e rtil ko m m e r at M useet bestyres og forevises a f Personer, d er ere aldeles fre m m e de fo r Bibliotheket, ja største D elen ogsaa fo r Universitetet« (Citeret efter M a c k e p ra n g 1929, 6.).
systematisk opstillet, der blev startet en p ro to k o l over de in dk o m n e genstande, og i 1819 åbnedes den fo r o ffe n tlig h e d e n i fo rm a f en gratis u g e n tlig om visning som T h o m se n selv varetog, h vilk et han fo rt
satte m ed gennem hele livet. I løbet a f ko rt tid blev m useet en skandinavisk sevær
dighed: »Det interessanteste og in stru kti- veste je g har set i K øbenhavn« skrev i 1825 den svenske d ig te r og h isto riep ro fesso r E rik G u sta f G eijer (H ild e b ra n d 1938, 511).
I Th o m sens næsten halvtredsårige le d e r
p erio de (frem til 1865) - til sidst som d ire k tør fo r 5 m useer - gru n dlagdes sam lin ger
ne. Fundtilvæ ksten var nu støt stigende (og var i Thom sens tid 540 nr. pr. år). Det skyldes to faktorer: fo r det første la n d b ru gets ekspansion, fo r det andet den anseelse som det var lykkedes T h o m se n at skabe museet som noget enestående og nationalt.
Det førte i 1832 til at m an fik 4-5 væ relser på C h ristia n sb o rg - i 1838 yd e rlig e re fo r øget.2 A n le d n in g e n h e rtil var den russiske zars besøg. O g i 1854 lykkedes det at få Prinsens Palæ, h vo r museet stadig resid e
rer, efter store om- og n ybygn in ger i 1930’erne (M ü lle r 1907; M ackep ran g 1929; B rø n d ste d 1957). B a g g ru n d e n fo r arkæ ologiens frem g an g var fo r en stor del Th o m sens p rin cip , at sam lingerne skulle være åbne fo r alle, fo r at m an gennem om visn in g er kunne belæ re om fo rtid e n og vække interesse i alle lag a f b e fo lk n in g e n fo r oldsagerne. T h o m se n g ru n d la g d e så
ledes den m useale praksis som ida g er alle m useers udgangspunkt.
I denne p erio de foretoges der ku n få og
spredte gravninger, som da m an fre m d ro g det berøm te » H videgårdsfu nd« fra b ro n zealderen, h vilket er sk ild re t a f M agnus Petersen (Petersen 1909, 11-20). M an m odtog fø rst og frem m est fu n d fra de m ange h ø jsløjfn in ge r, katalogiserede og u d stilled e dem . D atidens sam fæ rdselsm id
le r tillo d ikke hyppige rejser, ligesom det m useale arbejde fo re g ik som d eltid sa r
bejde på u lø n n et basis, in d til W orsaae som den første ved ko n ge lig udnæ vnelse fik en stillin g som »Inspektør fo r de antikvariske M indesm æ rker«.3 M a n lagde vægt på at udbygge kontakten m ed interesserede sam lere, og T h o m se n gav i sin »ledetråd«
fra 1836 anvisninger på hvordan man bedst fo reto g u d g ra v n in g er og hvordan oldsagerne skulle behandles (Thom sen 1836, 87 ff.).4 D er var dog lang vej fra fin derne a f oldsagerne, der som regel var b ø n d er og daglejere, til m useet i K ø b e n havn. A t det alligevel lykkedes at få m o b ili
seret denne kontakt på et tid lig t tidspu n kt skyldtes to ting: arkæ ologiens stigende p o
p u la rite t i en n ationaløkonom isk krisetid, samt ikke m indst ud b eta lin g a f d u sø rer til fin d e rn e . Den arkæologiske virksomhed var nu grundlagt, og efter 1850 begynder den at ekspandere. D enne ekspansion fin d e r sted på fle re fro n ter.
F ra 1855 og fre m grundlæ gges et sti
gende antal provinssam linger. De opstår alle på p rivat in itia tiv o m k rin g en m use
u m sfo re n in g a f interesserede samlere. Det begynder m ed de større stiftsbyer: Ribe (1855), O dense (1860), V ib o rg og Å rh u s (1861) og Å lb o rg (1963). D e re fte r fø lg e r så
3. D et kom dog først til et m id le rtid ig t b ru d m ed T h o m s e n , da han ikke ville hjælpe W orsaae til en fast ansættelse, hvilket var sket fo r to an dre a f T h o m sen s assistenter. D ertil kom at W orsaae var kom m et i økonom iske vanskeligheder efter faderens død . Dette »brud« frem står, m ed alle dets psykologiske og følel
sesmæssige over- og u n d erto n e r, levende i brevvekslingen. T h o m sen s skriver her: »omendskjønt han er en Stivnakke, h o ld e r je g d o g a f ham . D et siges D em a f Deres Thom sen« (Worsaae 1934, 247.). W orsaae søgte råd og trøst hos H ild e b ra n d t, som bl.a. skriver: »De träder till sidan dock ickte från scenen. Betrakta m ed lertid idke som en olycka att D e nödgas ställa D em på en sjelfständig botten. Dette är bland alle jo rd en s frö jd e r den, hvilken ja g skattar högst« (Worsaae 1934, 244.). O m W orsaae’s egen vu rd e rin g a f T h o m s e n , se hans e rin d rin g e r s. 62-66, og om b ru d d e t, s. 105—115. (Worsaae 1934.).
4. A lle re d e i 1831 havde det kgl. nordiske Oldskriftsselskab udsendt et lille hefte til alle skolelærere landet over m ed anvisninger på u d g ra v n in g e r a f høje, eftersøgning og op b evarin g a f oldsager. Skriftet var forfattet a f T h o m s e n m ed assistance a f F in n M agnussen og R a fn , m en er iøvrigt anonym t, som flere a f de skrifter som udsendtes a f »Selskabet«. O gså W orsaae’s bog fra 1843 in d e h o ld t et tillæg om u d g ra v n in g a f høje og oldsagers opbevaring.
fra 1880’erne de øvrige jyske provinsbyer og efter å rh u n d re d e sk ifte r fortsæ tter m u
seum soprettelserne på øerne (Jensen og M ø lle r 1939.). M e d fo rb ille d e i F re d e rik V I I .’s sam lervirksom hed anlægges e n d v i
dere fra 1850’erne og nogle å rtie r fre m en lang ræ kke adelige privatsam linger, og i byerne et tilsvarende antal b o rg erlig e p ri
vatsam linger. D er er nu et ekspanderende m arked fo r oldsager og opkøberne flo re re r som a ld rig fø r, ikke b lo t de hjem lige, men også fra H a m b u rg og E n g la n d .5 I disse årtier når h øjslø jfn in g e rn e et klim aks i forb in d else m ed den nye h ø jk o n ju n k tu r og de påfølgende m ange fre m sk rid t in d e n fo r landbruget: dræ ning, m ergling, h ed eo p d yrkn in g etc. (jæ vnfør K ristian sen
1974b).6
M id t i denne eksplosive u d v ik lin g b liver W orsaae led er a f museet (i 1866). O g nu fø lg e r in itiativern e slag i slag. N a tio n a lm u seet begynder en m ere systematisk u d g rav
ningsvirksom hed m ed b ag g ru n d i en ræ kke nye stillin g e r og sæ rlige b e villin ge r. T h o m sens læ rlinge: H erbst og E n g e lh a rd t, samt tegnerne K o rn e ru p og M agn u s Pedersen m .fl., er nu ofte på farten. De store mose-:
fu n d fra je rn a ld e re n , T h o rsb je rg , N ydam , K ra g e h u l og V im ose udgraves og p u b lice res a f E n g elh ard t. D e første rige g ra vfu n d
fra den rom erske je rn a ld e r fra V a rp e le v og V a llø b y publiceres a f H e rb st og E n g e l
hardt; d er graves a f W orsaae i Je llin g h ø - jen e og på D annevirke, ligesom W orsaae allerede i 1850’erne sam arbejdede m ed zoologen Steenstrup og geologen F o rch ham m er havde udgravet og tolket nogle østersbanker som levn efter et jæ g e rfo lk fra stenalderen. O g fra 1873 fø lg e r sogne- berejsningerne h v o ri eftehånden også deltager nogle a f W orsaae’s nye folk:
H e n ry Petersen og Sophus M ü lle r.7 I k ø l
vandet på disse berejsninger fu lg te ofte nye fu n d og u d g rav n in g er. D enne rejse
virksom hed m uliggjordes a f de m ange ny
anlagte je rn b a n e r - som d og også gjorde in d h u g i højene, ligesom vejvæsenet. K o rt sagt: en g rø d e tid ikke b lo t fo r det danske sam fund, m en også fo r arkæ ologien, hvor W orsaae’s organisatoriske talent nu kom til fu ld u d fo ld e lse (M ü lle r 1886). Fu n d tilv æ k sten steg i denne p e rio d e til gennem snitlig 810 nr. pr. år.
E fte r W orsaaes uventede d ød i 1885 b li
ver H e rb st led er a f museet, m en den egentlige fo rg ru n d s fig u r er allerede Sop
hus M ü lle r, d er fra 1892 b liv e r le d e r.8 De in itia tiv e r d er var sat i gang a f W orsaae videreføres. D et gæ lder den tvæ rvidenska
belige u d fo rsk n in g a f »køkkenm øddin-
5. V e d e l Sim onsen, d er havde samlet siden 1807 og været m edlem a f C o m m issio n e n siden 1810, beklagede sig højlydt i sine breve til vennen W e rla u ff herover. V e d e l Sim onsen ansatte 4 hjæ lpere til at gennem strejfe Fyn på jagt efter oldsager, og alligevel blev udbyttet m in d re »fordie det n u bliver en sand M a n ie at samle O ldsager, idet ikke blot den hvide D r. kiø rer fra H u u s til H u u s , m en ogsaa K o n g e n ved sine O ffic e e re r lader A lt indkøbe til sin Privat Sam ling; derhos Engelske Em m issæ rer og H a m b o rg e r-Jø d e r in dkiøbe fo r Fo d e og endelig G re v A h le fe ld , begge K a m m e rh e rre r H olsteen, B lix e n , W in d , K rig s R a ad T h e il etc. etc. anlægge private Sam linger og saaledes d en ene overbyder d A i anden« (W ad 1916, 298 f.). I årene fra 1851 til sin d ø d i 1858 afleverede V e d e l Sim onsen d o g hvert år til museet ca. 500 nr. T i l sam m enligning havde han i p erioden 1807 til 23 samlet 363 nr., og i p erio d e n 1824-51 873 nr.
6. V e d e l simonsen skriver i 1852 til W e rla u f: »det maae in g e n lu n d e fo ru n d re D ig at d er n u findes fleere O ldsager end i gi. Dage; thi ikke tale om , at F o lk ere nu m eere opm æ rksom m e derpaa, saagroe de desuden (i O rdets egentlige Forstand) op a f Jo rd e n c: jo m eere J o rd e n bearbejdes og skiøres, des lettere frem skydes de fra B u n d e n a f Frosten; desuden graver m an nu M e rg e l paa Fleere Favnes D yb d e , hvad m an ikke fo rh e n giorde, og ligeledes langt dybere T ø r v end forhen« (W ad 1916, 267.).
7. W orsaae var den første arkæ olog som fik m u lig h ed fo r en udstrakt rejsevirksom hed og gravevirksom hed, og den belyses levende a f hans breve til T h o m s e n derh jem m e på museet, og senere til sin kone (Worsaae 1938).
Også sogneberejsningerne findes beskrevet, både a f M ag n u s Petersen (1909) og L ø ffle r (1905).
8- Je g kan ikke her kom m e ind på de m ange og kom plicerede om struktu rerin g er d er i tidens løb h ar fu n d e t sted på Nationalm useet, h e ru n d e r udskillelsen a f de nuvæ rende afdelinger. Først fra 1892 udskilles de historiske afdelinger, og først fra 1920 blev etnografisk a fde lin g selvstændig. D e r fo r kan det være vanskeligt at sætte etikette på en række a f de æ ldre arkæologer. D e fleste beskæftigede sig i p erio d e r m ed både arkæologi, m iddelalderhistorie og etnografi. E n d n u u n d e r M ü lle r var m an e tn o g ra f om vinteren og arkæ olog om som meren.
gerne« h vo r resultaterne frem læ gges i 1900, og i 1902 i sam arbejde m ed N eer- gaard a fh a n d lin g e n om D annevirke. E n d videre publiceres en lang ræ kke nye fu n d , h e ru n d e r solvognen fra T ru n d h o lm og sølvkedlen fra G u n de stru p , ligesom de fle ste større fu n d g ru p p e r tages op til nybe
h an d lin g . A f nye aktiviteter iværksættes den store enkeltgravskam pagne i Jy lla n d fo r at red de nogle a f de m ange tusinde gravhøje d er sløjfedes i de år, ligesom den første M aglem oseboplads udgraves a f Sa- rauw. O gså de store jyske je rn a ld e rg ra v fe l- ter b liv e r nu system atisk u n dersøgt a f Ne- ergaard. I det hele taget koncentreres en stor del a f N ationalm useets virke fra nu a f i Jy lla n d . D e r u dvikles en system atisk u d
g ra vn in g stekn ik (M ü lle r 1897), og M ü lle r få r e fterh å n d en opbygget sin egen stab a f assistenter, b la n d t h vilke vi kan nævne Raklev, B lom , N eerg aard, Kjæ r, T h . Th o m se n , R osenberg, Sarauw, B lin k e n berg, senere F riis Joh an sen , B ro h o lm , N o rd m a n , H a tt og B røn dsted. E n d e lig var d er både u n d e r W orsaae og M ü lle r tilk n y t
tet fle re m edarbejdere på en slags »free lance« basis, som f.eks. D a n ie l B ru u n og A . P. M adsen.
I denne periode, fre m til M ü lle rs afgang i 1920, to p p e r fundtilvæ ksten og stabilise
res, h v ilk e t fa ld e r sam m en m ed la n d b ru gets ko n so lid erin g . D en væ sentligste u d v ik lin g i denne p e rio d e sker dog fø rst og frem m est i videnskabelig henseende, som vi senere skal kom m e in d på.
På et afg øren d e p u n k t b ry d e r Sophus M ü lle r im id le ritd m ed W orsaae’s lin ie , nem lig i fo rh o ld e t til det stigende antal provinsm useer. H v o r W orsaae g ik in d fo r decentralisering, og fo re slo g oprettet in sp e k tø rstillin g e r i hvert stift, søger M ü lle r at koncentrere al videnskabelig og a d m in i
strativ kom petence i N ationalm useet. K o n fro n ta tio n e n opstod da de »gamle« p ro vinsm useer ønskede statsstøtte. D et fø rte i
1887 til en o rd n in g , h vo r de til gengæ ld fo r statsstøtten (på 1000 kr.) måtte u n d e r
skrive en håndfæ stning, d e r reelt betød, at al m u lig h ed fo r selvstæ ndig aktivitet o p hørte. D e blev sat u n d e r ad m in istratio n a f
N ationalm useet. A l u dgravnin gsvirksom hed skulle ledes a f N ationalm useet, lig e som alle b etyd n in g sfu ld e fu n d skulle afle
veres h e rtil - det sidste var dog ikke noget nyt. Provinsm useernes fu n k tio n e r skulle begræ nses til p o p u la rise ren d e og pæ dago
gisk udstillingsarbejde. D et betød at de o p hørte som aktivt gravende in stitu tio n er, mens private g ra vn in g er fortsatte. På Fyn overtoges museets opgave således i vidt om fang a f apoteker C. M ikkelsen , senere a f sønnen P. H elveg M ikke lse n der foretog langt fle re u d g ra v n in g e r end museet, især a f je rn a ld e rg ra v e (Larsen 1935, 56 ff.). På La n g e la n d g ru n d la g d e købm and W in th e r sit eget m useum og foretog nogle a f tidens mest b etyd n in g sfu ld e b o p la d su d g ra v n in ger, som han selv publicerede. N u har p ri
vatsam lere og private u d g ra v n in g e r altid sp illet en væ sentlig ro lle og fra begyndel
sen været b ag g ru n d en fo r ethvert m use
ums u d v ik lin g . Disse private in itia tiv e r blev da også støttet fra N ationalm useets side u n d e r W orsaae (W orsaae 1877), idet man kendte sam lingerne og som regel e rh ver7 vede dem på et senere tidspunkt. Sam lerne var en d el a f det arkæ ologiske m iljø, fik ikke sjæ ldent spalteplads i de arkæ ologiske tid sskrifter, ligesom de socialt og ø k o n o m isk repræ senterede overklassen og den bedrestillede m iddelstand, hvor man havde råd til at anlægge sam linger. I m od
sæ tning h e rtil stod de om rejsende opkøbe
re, d e r tilh ø rte den anden ende a f sam
fu n d e t og som levede a f at sælge oldsager.
M e d de fo rb e d re d e afsæ tningsm uligheder, specielt e fte r m useernes g ra veforb u d i 1887, accelereredes deres virksom hed og systematiske p ly n d rin g e r a f gravhøje i tu sindtal indledtes i Jy lla n d . M est kendt er de såkaldte V orbassedrenge (Q uist 1975).
Sophus M ü lle r in d led te en skånselsløs og systematisk bekæ m pelse gennem opråb, løbesedler og folkem ød er, a n fø rt a f Jo h a n S kjoldborg. M ü lle rs konsekvente engage
m ent er beundringsvæ rdigt og kom m er til u d try k i kapitlet i N ationalm useets ju b ilæ umsbog: » O p o fren d e venner og fa rlig e fjender« (M ü lle r 1907, 44 ff.). M e n denne sort-hvide opfattelse fortegnede realite
terne, som jo generelt afspejlede de store klasseskel på den tid, ligesom M ü lle r selv havde været m ed til at skabe m arkedet.
M ed den øgede op lysn in g og de gradvist forb ed red e sociale v ilk å r fo r la n d p ro le ta riatet forsvan dt denne type efterh ån d en ud a f billedet.
D en m useale bevægelse i provinsen tog nu m ange steder en anden kurs i disse år.
Interessen fo r alm u eku lturen tog over hele S kandinavien et stærkt opsving, en in te resse der fa ld e r sam m en m ed in d u s tria li
seringens vækst. E n lang ræ kke m useer oprettes som folkem useer. F ra 1855-87 blev d er oprettet 8 m useer (stiftsm useer
ne), fra 1888-1900: 8, fra 1901-14: 27 og fra 1915-29: 32. M ange a f disse m useers virke centreredes o m k rin g hjem stavns
fo rsk n in g e n (K nudsen 1939). I 1915 fik et større antal m useer statstilskud, dette øge
des i 1941. En kelte m useer fik i denne pe
rio d e en fa g lig leder, således H aderslev, K o ld in g , O dense og Å lb o rg . Først i 1958 og 1964 kom de lovæ n d rin g er som nydefi- nerede lokalm useernes stillin g ad m in istra
tivt og m usealt, og som ra d ik a lt fo rb e d re d e deres v ilk å r (Betæ nkning nr. 152; N ielsen 1964 og betæ nkning nr. 727), h vilket førte til en betydelig aktivitet i fo rb in d e lse m ed ansættelse a f fa g lig t u d d an net personale.
I perio de n fra 1930 og fre m til idag skete der andre væ sentlige fo ra n d rin g e r:
en ny n a tu rfre d n in g slo v blev gen n em ført i 1937, h vo refter alle jo rd fa ste fo rtid s m in der kom u n d e r fredn in gsloven. I årene
1937 til 1957 berejstes alle sogne i D a n m ark a f N ationalm useets em bedsm æ nd.
U rø rte høje og sæ rligt bevaringsvæ rdige
høje og anlæ g totalfrededes, ia lt ca. 24,000, mens alle overpløjede gravhøje beskyttedes m od u d g ra v n in g og ødelæ ggelse, ia lt ca.
78.000 (M athiassen 1938 og 1957). T id li
gere havde alle fre d n in g e r været friv illig e , og d er var ved fre dn in g slove n s gen n em fø
relse allerede ad den vej fre d e t ca. 7.500 old tid sm in d e r. Disse fre d n in g sin itia tiv e r var allerede blevet in d le d t a f Oldsagscom - m issionen og i p e rio d e n 1927-34 var fre d ningernes antal nået op på 100 om året.
D en nye fre d n in g slo v sikrede im id le rtid en ensartet lovgivningsm æ ssig og ad m in istra
tiv ram m e om o ld tid sm in d e rn e s fortsatte bevaring som en del a f natur- og k u ltu r
landskabet. B åde arkæ ologisk og m iljø mæssigt var det d e rfo r et betydeligt fre m sk rid t.9 Ligeså vig tig t var det, at d er i 1929 oprettedes et lektorat i fo rh isto risk arkæ o lo g i ved universitetet m ed B rø n d sted som læ rer, fra 1941 som professor. W orsaae havde tid lig e re u n d ervist ved universitetet i p e rio d e n 1855-66 uden at det satte sig m æ rkbare spor. N u b liver d er im id le rtid u d d an n e t en ny generation a f unge arkæ ologer, som skulle præ ge arkæ ologiens u d v ik lin g fre m til idag. I 1949 oprettedes der et professorat i Å rh u s. D en videnskabelige re p ro d u k tio n var herm ed sikret. I 1932-33 var B rø n d ste d en d vid ere blevet le d e r a f N ationalm useets 1. a fd elin g , som var ved at forb en e i videnskabelig in to le ra n ce .10 N u åbnes d er op. Fle re nye fo lk ansættes efterhånden, fø rst og vigtigst T h e rk e l M athiassen, som grundlæ gger en ny tra d i
tion, de store boplads- og landskabsrekog
nosceringer. D et arkæ ologiske m ateriale begynder i disse år at tage en ny vending.
9. E fte r W orsaae’s udnævnelse til inspektør fo r de antiquariske m indesm æ rker kom d e r atter gang i fre d n in g s
bestræbelserne. I 1848 frededes alle gravhøje på kongelig jo r d og i statsskovene, og i 1849 udsendtes cirkulæ rer til alle godsejere om fre dn in g e r. I 1880’erne og 90’erne u d g ik en række nye redningsinitiativer:
d er indførtes fre d n in g e r på alle præ stegårdsjorder (1885), d er indledtes sam arbejde m ed hedeselskabet om fre d n in g e r (1889), ligesom je rn b a n e r og vejvæsen fik indskæ rpet ved lov at m an ikke længere måtte tage sten fra gravhøje (1887, 1890), hvilket d er var blevet givet tilladelse til ved en bestemmelse fra 1793 - og en henstilling i 1829 havde kun hjulpet lidt. 11911 blev d er in d fø rt fre d n in g e r ved oprettelse a f statshusmands- brug, ligesom de ældre bestemmelser flere gange indskærpes ved udsendelse a f cirkulæ rer. D e r var således blevet fø rt en aktiv fredningspolitik. A lle fre d n in g e r blev end vid ere o ffen tliggjort i aviserne. (Jævnfør fredningsberetninger 1873—90 a f W orsaae, 1897—1902 a f M ü lle r og 1927—34 a f B røn d sted . I N ationalm use
ets bibliotek.).
10. D et var i denne periode at E r ik Westerby skandaløst fik afvist sine gru n d læ g g en d e undersøgelser a f »Stenal
derbopladser ved Klam penborg« , ligesom T h e r k e l M athiassen blev h o ld t u d e fra 1. A fd e lin g .
E fte rh å n d e n synker antallet a f nye grav- og d e p o tfu n d som kom m er in d til m use
erne m æ rkbart, dels fo rd i visse fu n d g ru p per sim pelthen er ved at være udtøm te, dels p.gr.a. fre dn in g slove n. D en stigende interesse fo r b o p la d sfu n d en e må også ses i denne sam m enhæ ng. M e d den opm æ rk
som hed d e r nu vies denne fu n d g ru p p e a f T h e rk e l M athiassen udvikles der en ny ak
tiv type am atørarkæ ologer. D en fo lk e lig e arkæ ologiske interesse føres u d i m arken, h vilket også ses i privatsam lingernes sam
m ensæ tning, som nu overvejende består a f b o p lad sfu n d . Det er også i denne p erio de at G u d m u n d H a tt u d fø re r sit gru n dlæ g
gende pio n erarb ejde - re g istre rin g e n a f je rn a ld e re n s agersystem er og u d g ra v n in
gen a f deres hustom ter. F o r tredje gang etableres et tvæ rvidenskabeligt sam arbejde o m k rin g u d fo rsk n in g e n a f E rte b ø lle k u ltu - re n og opkom sten a f det ældste lan db ru g , h vor pollenanalysen fo r første gang sp ille r en aktiv ro lle fo r tolkn in gern e. M oselabo- ra to rie t oprettedes u n d e r krigen, og det fø re r i 1956 til etableringen a f N a tio n a l
museets 8. a fd e lin g fo r pollenanalyse og C 14 d a te rin g m.m. A f nye fu n d k o m p le k ser må en d vid ere nævnes u d g ra v n in g e rn e a f T re lle b o rg og senere Fyrkat.
A lle disse tendenser er fu lg t op og vid e re u d v ik le t i de seneste tiå r a f en stigende stab a f arkæ ologer (Becker 1977, 38 ff.).
Stadigt fo rb e d re d e dokum entations- og udgravnin gsm eto der h ar været et ken de
tegn fo r p erio d e n , h vilket har fø rt til a fg ø rende ny viden både i detaljen og i h e lh e den. B opladslagenes sam m ensæ tning d o kum enteres n u arkæ ologisk, geologisk og botanisk, de fo rm u ld e d e skeletspor pensles frem a f graven, e lle r dokum enteres v.h.a.
fosfatanalyser. M e n også anvendelsen a f m askiner i fo rb in d e lse m ed store fla d e a f
dæ kninger h ar givet ny in d sig t i bebyggel
sens karakter, id e t hele landsbyer har k u n net afdæ kkes.11 B opladsudvalgets aktivite
ter (nedsat u n d e r forskningsrådet) h a r her
været a f væ sentlig betydning, og der er herved åbnet op fo r en u d v ik lin g , hvis re
sultater fo r alvor v il vise sig i de kom m ende år. O gså oprettelsen a f F o rtid sm in d e fo r
valtningen, d er varetager u d g rav n in g er a f truede o ld tid sm in d e r (i h en h o ld til en revi
sion a f fre d n in g slo v e n i 1969, lov nr. 314) har betydet en ø g n in g a f u d g ravnin g sakti
viteterne.
Je g h a r nu beskrevet nogle hovedtræ k, og nogle hovedpersoner, in d e n fo r den del a f arkæ ologiens u d v ik lin g der afspejles i m useum sudviklingen, m aterialetilvæ ksten og udgravningsvirksom heden. I det fø l
gende skal vi se på nogle a f de fo rsk n in g s
m ål og de fo rsk n in g sm iljø er d er har karak
teriseret arkæ ologiens videnskabelige u d viklin g .
Forskningsmål og forskningsmiljøer
In d e n fo r enhver videnskab findes der et fasttøm ret system a f viden, arvegods over
taget fra den æ ldre fo rsk n in g , der, e fte r
h ån d en som det h a r passeret fle re genera
tio n e r a f forskere, er blevet til selvin dly
sende sandheder, hvis forudsæ tninger in gen læ ngere speku lerer over elle r betviv- ler. Igennem u n d ervisn in g , p u blikation er, tid ssk rifte r og kongresser kom m unikeres, udbygges og fasttøm res dette grundlag, som e fterh å n d en b liver et solidt værn om et forskningsfæ llesskab, og efterhånden en fo rsk n in g stra d itio n . Således også in d e n fo r dansk arkæ ologi, og je g skal i det følgende søge at vise hvordan.
I p e rio d e n fø r Th o m se n gjaldt det først og frem m est om at få etableret ram m erne fo r en arkæ ologisk virksom hed. D et til gengæ ld g jort m ed stor dygtighed og ko n sekvens, h vilket h a r været noget fo rd u n k let a f Tho m sens indsats. D e rfo r skal O ld sagskom m issionens tidligste arbejde - i de første enthusiastiske år - frem hæ ves, idet selve dannelsen a f Com m issionen jo er en velkendt og ofte beskrevet b e d rift (H er-
I l . D en n e d o ku m en tatio n sud vik lin g h ar også h a ft sine om kostninger, idet d en er tidskrævende, og antallet a f ikke fæ rdigbehandlede u d g ra v n in g er h ar d e rfo r været stærkt stigende gennem 50’erne og 60’erne, m en er atter aftaget efter etableringen a f F o rtid sm in d e fo rva ltn in g e n - først u n d e r rigsantikvaren, n u u n d e r m iljø
ministeriet.
mansen 1931 og 54). R e tn in g slin ie rn e fo r kom m issionens arbejde blev p u b liceret a f W e rla u ff i 1808 m ed kom m entarer. F ø l
gende skulle undersøges:
a. » H vilke M o n u m e n ter fra O ld tid e n , som fin d es adspredte på M a rke n , og fo rm e delst deres størrelse og O m fa n g ei kunne flyttes, fo rtie n e at opbevares ved K on g eb u d fo r E fte rtid e n , og h vilke d e r
im od, fo rd i de ere m in d re betydelige, enhver Jo rd b ru g e r kunne være b eretti
get til at benytte paa hvad M aade han selv ville«.
b. » H vilke Foran staltn in g er kunne giøres fo r at saadanne L e v n in g e r fra O ld tid e n og M id d e la ld e re n , som fin d es i K irk e r elle r andre o ffe n tlig e B yg n in g er, bleve bevarede fo r Ødelæ ggelse«.
c. »H vorledes A lm u e n bedst ku n n e u n dervises om V æ rd ien a f de O ldsager, der je v n lig e n opgraves a f Jo rd é n , og som oftest ødelægges, fo rd i det ikke v i
des, at de kunne være til Nytte«
d. »H vorledes m ed de m indste B ekost
n in g er fo r Staten, et Statsm useum kunne anlægges fo r alle i vore R ig e r V æ rende O ldsager, forsaavidt de enten allerede Findes i de kongelige S am lin
ger, eller m ed T id e n kunne blive dem indlem m ede«
e. »H vorledes dette M u seu m da kunne anvendes til o ffe n tlig Nytte«.
Fo rm u le rin g e n a f disse re tn in g slin ie r i 1807 må, på baggru n d a f sam tiden, anses fo r epokegørende. F o r første gang d e fin e res arkæ ologien som et selvstæ ndigt em ne hvis objekt er de stum m e k ild e r, m o n u m enter og oldsager. Dernæ st form u leres fo r første gang en plan fo r bevaringen og u d stillin g e n a f disse.12 D enne bevidsthed om arkæ ologiens selvstæ ndige betyd n in g var ikke tilfæ ld ig t opstået. Både i 1808 p ublikationen, og i en bog d er u dkom i
1807 »Udkast til den nordiske Archaeologies H i storie i vort Fædreland, indtil Ole Worm«, a f
samme W e rla u ff, beskrives »den nye ar
kæ ologi« i k la r m odsæ tning til de tid lig e re spredte fo rsø g på arkæ ologisk virksom hed, og behovet fo r en system atisk u d fo rsk n in g betones. E t første forsø g gjorde kom m issionen ved udsendelse a f spø r
geskem aer til alle præ ster, h vo r m an ø n skede o p lysn in g om 12 fo rsk e llig e typer a f arkæ ologiske levn, fra dysser til ru nestene. Dette m ateriale bearbejdedes, som tid lig e re nævnt, straks a f T h o rla ciu s.
W e rla u f u d try k k e r im id le rtid skepsis m.h.t. præ steberetningernes an ven delig
hed og foreslår: en arkæ ologisk berejsning a f landet, samt oprettelse a f et arkæ ologisk tidsskrift. D et sidste blev gen n em ført i 1812 m ed udgivelsen a f Antiquariske A n n a
ler, h vo rim o d den arkæ ologiske berejsning først skulle blive ivæ rksat to generationer senere. W e rla u ff u d ta le r til slut: »Saalænge disse to pia desideria e n d n u ikke ere re a li
serede, m angler u d en tvivl m eget i vore O ldsagers m uelige O p lysn in g . D og, Reiser!
Reiser! er den kundskabsgridske O ld g ra n - skers første og sidste Raab til vore O ld sa gers hæ vdere og Talsm æ nd. Disse b ør sætte K ra n d sen på C om m issionens A rb e- ider. N a a r de ere skete, naar alle rø rlig e O ld sag er ere sam lede og opsatte i et M u se um , da er det T id fo r A rch æ o lo g ie n at overskue og ord n e alle disse M a te ria lie r, og, om m ueligt, a f dem danne et System, da først kan han bestem m e hvad vi en d n u m ed nogen V ish e d kunne vide, og h vor d er gives La k u n e r, som ikke lade sig u d fylde. H is to rik e re n træ der da til, sam
m en lign er de Data som A rchæ olo gen giver ham i hæ nderne, m ed N atu rens og M yt- hernes G lim t, og a f alt det b rin g e r han maaske et nyt Lys over N o rd e n s U r- og Fa b e ltid « .13
O ldsagskom m issionens lovende ansatser blev im id le rtid ikke fu lg t tilsvarende op,
12. Sam m e år udskrev Videnskabernes Selskab en prisopgave m ed et arkæ ologisk emne: »At sam m enligne de M in d esm æ rker fra O ld tid e n , som findes i vort N o rd e n , saasom G ravhøje, Steendysser, T in g , som findes hos os i H ø ien e og mere deslige . . . fo r d e ra f at u d d ra g e Resultater om vore nordiske Folks ældste O prin d e lse, V a n d rin g e r, Gudsdyrkelse, C u ltu r og huuslige Liv« (Petersen 1938, 14.).
først og frem m est fo rd i alle dets m edlem m er var fuldtidsbeskæ ftigede in d e n fo r an
dre d iscip lin e r.
U d e n oldsager og uden plan fo r deres o p s tillin g kunne m an ikke kom m e videre.
Det var C. J. T h o m se n den første til at e r
kende og gøre noget ved. T h o m se n indså, at et stort, systematisk o rd n e t sam m enlig
ningsm ateriale var den n ødvendige basis fo r at gøre de mest elem entæ re videnska
belige fre m skrid t. O g på den tid var det mest elem entæ re og påtræ ngende problem en grov kro n o lo g isk o rd n in g a f de m ange oldsager, hvis fu n k tio n som p rim itiv e re d skaber, sm ykker etc. var a lm in d e lig e r
kendt. T h o m se n blev tillig e klar over, at denne viden måtte baseres på iagttagelser fra de »sluttede fund« , dvs. tin g som var fu n d e t sammen. Dette fre m g å r a f T h o m sens om fattende brevveksling. »Ikke m in d re vigtigt«, skriver han i 1822 til S ch röder »er det ved A n tiq u ite te rn e at lægge M æ rke til, hvad som fin d es sam m en - ogsaa h e ri har m an været forsøm m elig.
Je g H aaber, at den nøjagtige In ven terin g, som nu holdes over alt, hvad der kom m er til vort M useum , skal hjæ lpe noget. V e d nogen A gtp aag iven h ed er m an h er tem m e
lig i det rene m ed, hvad der maae hen h øre til den hedenske T id s a ld e r, m en om de fle ste Stykker veed m an en d n u h e lle r ikke v i
dere. O m de ere fra A a r 0, 100 e lle r 900 elle r endogsaa fø r den odinske R e lig io n s In d fø relse i N o rd e n maae først tilkom m ende A n tiq u a re r ku n de afgiøre, m en de v ille al
d rig ku n n e det, naar ikke bem æ rkes, hvad d er fin d e s sam m en og vore S am linger bringes til en større G ra d a f F u ld k o m m e n hed« (C iteret efter H ild e b ra n d 1938, 353.).
Først i 1836 frem lagde Th o m se n på tryk sine resultater som skulle vise sig at blive grundlæ ggende, m en hvis forudsætninger i ligeså høj grad er et epokegørende led i den arkæ ologiske videnskabs u d v ik lin g (G räslund 1974, 101 ff.). B etyd n in g en a f denne la n d v in d in g må ses i relation til den
»almene arkæ ologiske tilstand« i E u ro p a på den tid, som m ild t sagt var kaotisk.
Thom sens m ål var h er at gøre arkæ ologien til en em p irisk videnskab, og det er bl.a. på den baggru n d at hans væ gring ved at p u b licere må ses. T id e n var ganske enkelt ikke in de til større videnskabelige indsatser fø r de m useale og m aterialem æ ssige fo ru d sæ tninger var tilvejebragt. I den forstand kan T h o m se n siges at have g ru n d la g t den arkæ ologiske virksom hed. A n d re , h e ri
bla nd t den unge W orsaae, skulle høste de første videnskabelige fru g te r a f dette ar
bejde. E n d e lig må Thom sens ligeså be
kendte antiakadem iske h o ld n in g ses i sam m enhæ ng m ed de historiske forudsæ t
n in g e r fo r hans indsats (H ild e b ra n d 1938, 13-146; Petersen 1938, 7-85).14 På T h o m sens tid kæ m pede en d n u et litteræ rt og em p irisk antikvitetsbegreb om forran gen . F in n M agnusens bog fra 1820: »Bidrag til nordisk Archæologie meddelt i Forelæsninger«
var således i det store hele filo lo g isk -h isto risk m ed hovedvæ gten lagt på en gennem gang a f Tacitu s, sagaerne etc., h v o rtil fo r
tid sm in d er og oldsager kun betragtedes som et supplem ent. O g denne situation va
rede ved langt op i det 19. årh u ndrede.
Det var sådanne spekulative forsø g T h o m sen vendte sig im od, fo rd i de kunne kom p ro m ittere den spæde start til en arkæ olo
gisk videnskab. N å r h isto rik ern e m ere eller
13. Oldsagscom m issionens visionære enthusiasme viser d en som et ægte barn a f rom antikken, således også N yeru p s vision a f et ko m m e n d e N ation alm u seu m , 30 år frem i tiden, og som skulle vise sig at holde stik. H a n profeterer: »Danske H æ dersm æ n d kappes om at forh erlig e dette M u seum ; friv illig frem bæ rer enhver sin Skærv paa Nationalm useets A lte r; hvad d er fo rd u m laa adsplittet i enkelte M æ nds G em m er, skjult fo r G ranskerens og K en d eren s Ø je, findes n u samlet som et skønt H elt. Læ nge har det varet, førend den N yeru p ske Ide blev realiseret, m en nu, den er u d fø rt, ligner d en en stolt Eg, d er voxer langsom t og blom strer desto længere« (Efter H erm a n sen 1931, 265.).
14. »De veed je g er en H a d e r a f - hvad skal je g kalde det - d en slags Fo rsk n in g a f O ldsager, h vo r m an begynder m ed C eltiberer, gaaer d e rfra til C hin ese r og Egypter, saa et lille S p rin g til M e x ico og F lo rid a og derpaa til de nuvæ rende K a lm u k k e r . . . D ø m m e k ra ft og god, sund M enneskeforstand vejer vel o p m od C itater og zirlige V e n d in g e r og Resultater a f Sager, Registere og Fortegnelser lade sig a f den K yn d ig e uddrage, m en han h o ld e r sig til faste punkter« (Efter H ild e b ra n d 1938, 351.).
m in dre negligerede arkæ ologien var årsa
gen også, at det en d n u ikke var m u lig t at fo rb in d e Thom sens tre d e lin g m ed en k u l
tu rh isto risk u d v ik lin g , ligesom d er h eller ikke kunne sættes årstal på. H isto rik e re n P.
A . M u n ch konstaterer: at d er i »det sydlige Sverige og D anm ark levede vild e M e n n e sker, som ernæ rede sig ved Ja g t og F isk e ri og brugte V aaben og H usgeraad a f Sten elle r K obber, siden ogsaa a f B ro n ce . . . O m disse N o rd e n s ældste B eboere vides fo rre sten intet« (E fter Petersen 1938, 77.). M e re fo rk la re n d e er N . M . Petersen. » Im id le rtid aabnes i vore Dage A d g a n g til ny V id e n , og den T id v il F o rm o d e n tlig kom m e, da m an kan oplyse O ld tid e n ved N u tid en : gennem O ld tid e n s m aterielle Le v n in g e r fo rk la re dens sk riftlig e M in d e r. M a te ria le t h e rtil er, især ved en M an ds utræ ttelige Bestræ belser, i stor M æ ngde sam let og O rd n e t, m en sikre Resultater en d n u ikke vundet; d er maa samles mere, og dette m eget maa bearbej
des« (E fter H erm ansen 1938, 73.).
T h o m se n skabte im id le rtid en videnska
belig tra d itio n a f ligeså stor betyd n in g fo r arkæ ologiens u d v ik lin g som hans m useale
arbejde, idet han g ru n d la g d e et arkæ olo
gisk forsk nin g sm iljø , noget helt afgøren de fo r enhver videnskabs u d v ik lin g og re p ro d u ktio n . D et dokum enteres a f hans om fat
tende brevveksling, hvis enorm e om fan g står i stærk m odsæ tning til hans begræ n
sede videnskabelige p ro d u k tio n . Disse breve viser den virk e lig e Th o m se n , arkæ ologen fo r hvem sagen var vigtigere end videnskabelig berøm m else, og som udøste al sin viden og al sin e rfa rin g p riva t og d e r
igennem fik afg øren d e in d fly d e lse på den arkæ ologiske og m useale u d v ik lin g i Skan
d in avien (H ild e b ra n d 1938). E n fo rsk e r kan ikke arbejde alene. D et indså T h o m sen. S am tidig m åtte den videnskabelige re p ro d u k tio n sikres, og det gjorde han ved at knytte en ræ kke unge, friv illig e assisten
ter til sig, som alle senere skulle gøre sig fortjen te som arkæ ologer. D enne patri- akalske u d d an n e lsestra ditio n har fu lg t fa
get h elt op i vor tid .15
E n v ig tig person i det videnskabelige m iljø på den tid var Th o m sens sam tidige C. C. R a fn , som i 1825 var m edstifter a f det n ordiske O ldskriftsselskab — fra 1828 kon-
15. T h o m s e n sam m enfattede sine ledende p rin c ip p e r i et bevæget brev til d e n unge, 31 årige B r o r E m il H ild e b ra n d , som uventet, p.gr.a. dødsfald, var blevet udn æ vn t til rigsantikvar i Sverige i 1837.
»Min kjere, m in elskede V e n !
F o r meget! fo r meget! udraabte jeg , da je g havde læst Deres B rev. G aa in d i d it L ø n k a m m e r, beed G u d in derligt o m Forstand til at vælge det Rette, K ra ft til at u d fø re det og endelig Y d m y g h e d og K ie rlig h e d m od an dre i Lyk ke , sagde jeg. V e e d D e vel, hvad d e r er D e m paalagt, det vil ikke være in d fø rt i D eres Bestalling, m en en in d re Stem m e vil sige D em , at je g h a r Ret, naar je g siger D em , at det er:
1. A t skaffe Plan og O rd e n efter de T r i n V id en sk ab en n u staaer paa, i D eres Fæ drenelands Antiquitets og M yntesam linger samt virke til at det skeer ligeledes i A rch ievern es historiske Del.
2. A t skaffe alle disse Sam linger saavidt m ulig, nej aldeles o ffentlige, saaledes at det ikke allene bliver enkelte Videnskabsm æ nd m en hele N atjonen d er har godt a f S am lingerne, at d e r er bestemte T id e r , paa hvilke m an u d en m indste A n m eldelse, F o rb in d tlig h e d etc. etc. seer Sam lingerne og an dre T id e r , i hvilke Videnskabsm anden benytter det han vil studere og undersøge eller og Arbejdsvæ relser, hvo ri han u fo r styrret kan beskjæftige sig m ed, hvad d er fo r Ø jeblikket interesserer ham.
3. A t de b rin ger V id en skab en videre ved at gaae fre m m ed T id e n , kjender og benytter de nye O pd ag elser som giøres, og selv ved alvorlige U n dersøgelser fre m m e r V iden skaben , giør O pdagelser, som ko m m e r d en tilgode og letter andre at giøre disse.
4. A t D e b rin ger L iv og Lyst i og fo r de Gjenstande, d e r e r anbetroet Deres O m s o rg og skaffer ikke en, m en et P ar dygtige og vakre unge M æ n d , d er kan blive D eres H je lp ere o g i sin T i d D eres Efte rm æ n d . See i den H enseende paa dem , d er h ar natu rlig Lyst, nogenledes H o v e d e r og Caracterer, saaledes at m an kan agte dem - ikke saa let at fin d e forenet - je g h ar i d en H en seen d e ej været heldig, thi enten er det m aadelige og ringe H o v e d e r eller M ennesker, som je g ej kan agte, je g er stødt paa. Ø n s k m ig at je g maae være heldigere end h id in til og en Sten fa ld er fra m it H jerte.
Je g h ø re r D e m sige efter den n e alvorlige T ilta le, hvorledes skal jeg , som staaer ene, k u n d e alt dette - sandelig ej paa en G an g , m en efterhaanden.
D e vil vende Spørgsm aalet o m og sige »har T h o m s e n da udrettet dette i sit Fæ dreneland« og je g maae svare: noget a f det, meget staaer tilbage, V illie n , H ensigten er der, var d er altid, og naar je g lægger H o ve d et til H vile, haaber je g m an vil sige: h an arbejdede ej forgæves« (Efter H ild e b ra n d 1938, 748 f.).
geligt. R a fn var d riv k ra fte n i selskabet, som e fterh å n d en skulle blive arkæ ologiens væ sentligste videnskabelige m edium , og hvis voksende m edlem sskare, både in te r
nationalt og hjem ligt, var m ed til at sikre dansk arkæ ologi en frem træ dende plads igennem den senere del a f det 19. å rh u n d rede, h vo r også en sæ rlig fra n sk version a f selskabets årbog udsendtes, tillig e m ed dansk, arkæ ologiens h ovedsprog dengang (W orsaae 1866 og 1875; G rø n d a l 1869.).
Selskabets virksom hed var lagt an på u d g i
velse a f islandske h å n d sk rifte r, dels fo r v i
denskaben, dels fo r alm enheden, h vilket h u rtig t sikrede det en god økonom i, der yd e rlig e re konsolideredes a f den in te rn a tionale bestseller fra 1837 »A ntiquitates Am ericanæ «. B åde den videnskabelige an
seelse og fo rm u e n var h e re fte r støt vok
sende igennem det 19. å rh u n d re d e , h vilket bl.a. sikredes a f det stigende antal stiftende m edlem m er d er udgjordes a f videnskabs- mænd, statsoverhoveder, fyrster etc. fra hele verden. F ra 1832 kom m er arkæ olo
gien til m ed udgivelsen a f »Nordisk Tids
skrift f o r Oldkyndighed«. F ra 1836 »Annaler fo r nordisk Oldkyndighed« .1 p e rio d e n 1843-63 udgav m an en d vid ere etnografisk-arkæ - ologiske m eddelelser i »Antiquarisk Tids
skrift«. Disse afløses i 1866 a f »Aarbøger fo r nordisk Oldkyndighed«. Igennem de første tiår
stod disse s k rifte r d og prim æ rt i historie- og sprogstudiets tjeneste. E n æ nd ring h e ra f kræ vede en fo rb e d rin g a f arkæ ologi
ens stillin g , d elt i fo rm a f øgede aktiviteter, dels i fo rm a f en k u ltu rh isto risk målsæt
n in g på arkæ ologisk g ru n d lag . Dette blev etableret at T h o m se ns d iscip le i tid en efter
1850 m ed W orsaae som frontkæ m per.
G ru n d e n blev lagt allerede i 1840’erne a f den unge W orsaae, da han elegant sø n d er
lem m ede et par a f tidens m ere fa n ta sifu ld e udslag a f arkæ ologisk virksom hed: et mo- selig fra H araldskjæ r, som var blevet e r
klæ ret fo r at være D ro n n in g G u n h ild , kendt som E rik Blodøkses kone, samt det opsigtsvæ kkende R unam o, som u n d e r W orsaaes kritiske g ra n skn in g opløste sig i n atu rlige spræ kker og revner (W orsaae 1934, 94-126; Petersen 1938, 84-116). Det
gav genlyd, fo r her blev nogle a f datidens mest kendte forskere videnskabeligt sat til vægs a f en u n g student, h vilket blev stad
fæstet u n d e r en senere debat i V id e n sk a bernes Selskab. M e n vi skal bem æ rke W or- saae’s k o n k lu sio n i R unam o sagen, som v i
ser hans egentlige æ rinde: »Det kan«, slut
ter W orsaae, »næppe fejle, at m ange v il se Runam osagen fra den kom iske Side og fatte M is tillid , endog R ingeagt fo r O ld tid s videnskaben. E n saadan Betragtnings- m aade er d og aldeles forkastelig«. Dette begrundes, og der sluttes: »M en ganske vist synes i det fo re lig g e n d e T ilfæ ld e F a n tasien, der hidtil har spillet en altfor stor Rolle ved Betragtningen a f Fortiden, at have naaet sin største H øjde, og Videnskaben vil a f frygt fo r lignende Fejltagelser sikkert vide nu at tage en mere kritisk Retning, saa at den forsøgte Læ sning a f R unam o »istedetfor at skade V id en skab en snarere v il have en saare gavnlig In d fly d e lse på dens fre m tid ig e U d v ik lin g « (E fte r Petersen 1938, 111.) (m in kursivering.).
W orsaae havde ved sin effektive og tak
tisk velvalgte k ritik a f et par graverende eksem pler på fejlagtig og u k ritisk anven
delse a f arkæ ologiske k ild e r vundet en vig
tig sejr fo r den nye videnskabs selvstæn
dighed. M e n det måtte følges op på en m åde d e r viste at det også var m u ligt på g ru n d la g a f de arkæ ologiske k ild e r at b i
drage til viden om k u ltu rfo rh o ld e n e i de fo rh isto risk e tider. O g h er lagde W orsaae allerede u d i 1843 m ed en lille populæ r bog i folkeo p lysn in g en s tjeneste: »Dan
marks Oldtid oplyst ved Oldsager og Gravhøie«, i 1844 oversat til tysk, i 1849 til engelsk.
D en er opbygget o m k rin g Thom sens tre
deling, m en ru m m er d e ru d o ve r en tydelig hævdelse a f de skrevne kilders utilstræ kke
ligh ed, polem iserer m od sagnoverleverin
gen og frem læ gger nu også et k u ltu rh isto risk u d v ik lin g sfo rlø b , ligesom der sættes årstal på de tre aldre (W orsaae 1843, 98-143). I de følg en d e å rtie r iværksættes som tid lig e re nævnt de u d g ra v n in g e r og det registreringsarbejde, som skulle ret
fæ rdiggøre W orsaae’s dristige, og fo r sin tid yderst polem iske fo rm u le rin g e r. I disse
år u d fø rte Thom sens d iscip le et p io n e ra r
bejde i dansk arkæ ologi, »på stadige o p d a gelsesrejser i det danske landskab og gen
nem stadige studier a f indsam let m ateriale tegner de h er de første grove rid s a f N o r
dens fo rh isto rie , d er dengang var et m ere ukendt forskningsom råde at betræ de end him m elrum m ets planeter er det idag«, som M ogens Ø rsnes m alende h ar u d tryk t det (Ø rsnes 1969, V). B åde stenalderen, bronzealderen og je rn a ld e re n b liver o p d elt i en æ ldre og en yngre del (G räslund 1974, 113 ff.). De m etodiske redskaber var endnu grove og uslebne, og baggrunden fo r de kronologiske fre m sk rid t var fø rst og frem m est de m ange nye fu n d . W orsaae selv var de store lin ie rs m and, og han fo r m ulerede dem i fle re populæ re fre m stil
lin g er, senest i 1882. M e n det var også de store lin ie rs tid in d e n fo r videnskaben i al
m indelighed, fo r den u d v ik lin g der i disse år fa n d t sted in d e n fo r n atu rh istorien , ge
ologien, zoologien, arkæ ologien og etno
g ra fien var intet m in d re end en e rk e n d e l
sesrevolution. O g de grundlæ ggende re sultater nåedes gennem et tvæ rvidenskabe
lig t sam arbejde. W orsaae selv havde været med til at påvise eksistensen a f et p rim itiv t jæ g erfo lk i D anm ark, og på samme tid fan d t m an i F ra n k rig m enneskefrem stil
lede flin tred skab er geologisk in d le jre t i lag sammen m ed kn o g ler a f d yrearter fra en kuldetid, såsom u ld h å re t næ sehorn, m am m ut, rensdyr etc. (Eggers 1959, 54-73.). Sam tidig fo rm u le re d e D a rw in sine u d viklin g steo rier, ligesom de etnografiske evolutionsteorier også var i støbeskeen. Det var således en tvæ rvidenskabelig g rø d etid hvor nye store perspektiver blev tru kket op, perspektiver som revolu tio n ere de det datidige verdensbillede og m ed et slag førte m enneskets historie årtu sin d er læ n
gere bagud i tid end de 4004 år f.K r. k ir
ken havde tilken d t det. D et var på denne baggrund W orsaae i 1882 skrev i in d le d ningen til bogen »Danish Arts«: »As lo n g as there was n o th in g to re fe r to but h istorical docum ents, the im m easurable pre-historic periods o f the existence o f the hum an race
lay in the deepest obscurity« (W orsaae 1882, 2.).
L a d os prøve at sam m enfatte de væsent
ligste resultater d er opnåedes u n d e r pe
rio d e n 1850-75. G en erelt var det i hele E u ro p a en gen n em brudstid fo r de natur- og k u ltu rh isto risk e videnskaber. A rk æ o lo gisk viste Tho m sens treperiodesystem sig at have g yld ig h ed over store dele a f v e r
den. På den hjem lige fro n t etableredes a r
kæ ologien som en selvstæ ndig d iscip lin . De k u ltu rh isto risk e ram m er som senere fo rsk n in g h a r søgt at udbygge, fo rm u lered es i W orsaae’s oversigtsvæ rker. Deres u d gangspunkt var antagelsen a f en k u ltu ru d v ik lin g fra syd til n ord , h vo r m ålet var at id e n tifice re nye im p u lser i fo rm a f invand- rede folkestam m er. »Det skulle være a f h ø jeste B e ty d n in g gennem fundenes V id n e s
byrd - ligesom Rask havde v ille t det gen
nem Sprogene - at eftervise Folkenes V a n d rin g e r fra deres første U d sp rin g « (E fter Petersen 1938, 139.). D e r u d v ik le des en dvidere en første k ro n o lo g isk u d b ygn in g a f Thom sens system m ed årstal på. D et arkæ ologiske m iljø var i disse å rtie r åbent og dynam isk, uden skarpe græ nser m ellem fagarkæ ologer og »am atør
arkæ ologer«, e lle r m ellem de k u ltu rh isto riske d iscip lin e r. E n arkæ ologisk u d d a n nelse fandtes ikke. Væ sentlige videnskabe
lige b id ra g leveredes a f »ikke fagfolk«, som am tm and V e d e l og kam m erherre Sehe- sted. Store resultater var nået. M e n W o r
saae erkendte sam tidigt, i 1882, at »det var en selvfølge, at en saa n y lig frem staaet og saa o v e ro rd e n tlig om fattende fo rh isto risk O ld fo rs k n in g e n d n u ikke kan være naaet til m ange alm indelige, i enhver H enseende faste videnskabelige Resultater, d er paa en fy ld ig og fo r A lle overbevisende M aade kunne træ de i de gam le, h id til herskende Fordom m es Sted« (W orsaae 1882, 1 f.).
D enne fo rm u le rin g ru m m er nøglen til en forståelse a f de e fte rfø lg e n d e 60 års fo rsk n in g , der betegnede en k o n solid e
rings- og stabiliseringstid, h vo r de m ange nye p ro b le m stillin g e r rejst u n d e r W orsaae fik fast g ru n d u n d e r fø d d e rn e , og h vor
enkelte nye kom til. E n m ere snæver arkæ ologisk kurs blev nu lagt a f Sophus M ü lle r.
De videnskabelige tøjler strammes. E n vel
d e fin e re t videnskabelig m etode udvikles, såvel til kro n o lo g iske bestem m elser som til u d g rav n in g er, og i takt herm ed skærpes kravene til den arkæ ologiske virksom hed.
Dette er bl.a. en del a f b ag g ru n d en fo r m odsæ tningsforholdet til provinsm useer
ne. På et p u n k t var M ü lle rs centralistiske p o litik d o g velbegrundet, og afveg ikke fra tid lig e re praksis,16 n em lig når det gjaldt a f
leverin g sp ligten a f vigtige fu n d . D ette var i fo re n in g m ed N ationalm useets fu n k tio n som centralm useum en væ sentlig fo ru d sæ tning fo r de videnskabelige fre m sk rid t in d e n fo r den kro n o lo g iske fo rsk n in g som fa n d t sted i disse år, og det illu streres m e
get tydeligt hvis vi sam m enligner M ü lle rs artikel fra 1876 om b ronzealderens k ro n o lo g i m ed den fra 1909. I den første im ø d e gås enhver fo rm fo r k ro n o lo g isk o p d e lin g , i den sidste in dd eles alene den æ ldre b ro n zealder i 6 p e rio d e r. I det m ellem liggende tid sru m fa ld e r den største tilvæ kst a f b ro n ze a ld e rfu n d i N ationalm useets sam ling.
M ü lle r ku n n e så at sige år fo r år udbygge det k ro n o lo g iske system m ed nye vigtige fu n d .
E n anden ligeså vig tig foru d sæ tn in g var im id le rtid u d v ik lin g e n a f en ve ld e fin e re t videnskabelig m etode til etab le rin g a f en kro n o lo g i. T id lig e re fo rsk n in g havde ar
bejdet kom parativt m ed u d g an gsp u n k t i hvad som fandtes sam m en og hvad som a ld rig fandtes sam m en (f.eks. stenøkser og jernsager). D et var p rin c ip p e t bag tre p e
riodesystem et. M e lle m le d - fu n d d e r kom bin erede f.eks. stenøkser og bronzesager, e lle r bro n ze og je rn - angav u d viklin g en s retning. M e d den øgede interesse fo r en m ere finm asket k ro n o lo g isk o p d e lin g fæstnedes opm æ rksom heden i stigende grad på de gradvise fo ra n d rin g e r der
kunne konstateres på enkelte genstande in d e n fo r en periode. O g h e r fa n d t man h u rtig t u d af, at disse fo ra n d rin g e r fo re g ik næsten lovm æssigt, sådan at man kunne opstille hele »udviklingsserier« a f gen
stande som kunne opdeles i fo rsk ellig e ty
per. N å r m an d e re fte r sam m enholdt disse typeserier m ed h in a n d en på b aggru n d a f de sluttede fu n d kunne m an nu m ed stor præ cision u n d e ro p d e le de forsk ellige h o
ved p erio d er. T id lig e re havde m an p ri
mært adskilt på g ru n d la g a f u lig h ed er. N u adskilte m an på g ru n d la g a f gradueret lig hed. M e to d e n blev o p rin d e lig u d viklet i Sverige a f H . H ild e b ra n d og O scar M onte- lius i 1870’erne og fa n d t hos disse to fo r skere sin m etodisk mest præ cise u d fo rm n in g u n d e navnet »typologi« (f.eks.
M o n te liu s 1903). M e n iø v rig t afspejler ty
p o lo g ie n en generel m etodisk tendens i den arkæ ologiske fo rsk n in g i disse år. Det er nok en del a f fo rk la rin g e n på, at M ü lle r polem iserede så stærkt im od den, id e t den efter hans opfattelse ikke repræ senterede noget nyt (M ü lle r 1884; endv. G rä slu n d
1975, 167-216).
D e r sker således to vigtige tin g i tiårene o m k rin g århundredeskiftet: man få r etab
leret et repræ sentativt m ateriale p.gr.a.
den store fundtilvæ kst, og dette i kom bina
tio n m ed u d v ik lin g e n a f den typologiske m etode betyder, at de kron ologiske syste
m er n u -fin d e r deres endelige u d fo rm n in g . Senere fo rsk n in g har i hovedsagen kun fo retaget en k ro n o lo g isk fin p u d sn in g . B ro n ze a ld e rk ro n o lo g ie n få r som den første sin endelige u d fo rm n in g i 1885, d e re fte r fø lg e r je rn a ld e rk ro n o lo g ie n og e fte r å rh u n d re d e
skiftet sten alderkron ologien . K u n den æl
d re stenalder var e n d n u ufuldstæ ndigt u d forsket, ligesom bopladserne fra de øvrige p e rio d e r begynder at kom m e i forskningens søgelys. M a n ku n n e nu vise udbredelsen a f bestemte oldsagsform er over store geogra-
16. A lle re d e i 1818 var problem et om provinssam lingernes fo rh o ld til hovedsam lingen i K ø b en h a vn blevet aktuelt, i forbindelse m ed oprettelsen a f en sam ling i O dense. T h o m s e n og Com m issionen søgte da at få g en n e m fø rt at alle n y fu n d n e oldsager skulle indberettes til K ø b en h avn, og de bedste stykker afleveres hertil.
E n sådan plan ønskede det D anske C a n cellie im id le rtid ikke at følge o p (H erm ansen 1960, 27 ff.).
