ANMELDELSER
Bebyggelseshistorie og gudetro.
S. K. Amtoft: N o r d i s k e G u d e s k i k k e l s e r i b e b y g g e l s e s h i s t o r i s k B e l y s n i n g . (E. Munksgaard). 334 s.
D er ligger et m angeaarigt Arbejde og et udstrakt Studium af Stednavnelitteraturen fo ru d fo r denne Bog, der er udgivet a f Sel
skab fo r nordisk F ilo lo g i. Den er skrevet a f en meget skarpsindig M and med nye og originale Synspunkter. Forfatteren h a r a lle rede tidligere med større teoretisk og fo rskningshistorisk U d fø r
lighed behandlet Problem er vedrørende Stednavnenes Anvendelse ved U dforskning a f O ldtidskulturen i en stor A fh a n d lin g i Aar- bøger fo r nordisk O ldkyndighed og H isto rie 1941, II. H er var der i det forskningshistoriske A fsn it meget væ rdifulde k ritisk e Bemærkninger; men det er ligesom Forfatteren, naar han kom mer til Rhodus selv, og skal til at springe, springer lo v lig h ø jt op i den blaa L u ft og taber Forbindelsen med Jorden og V irk e lig heden.
Paa samme Maade er der her i Indledningen om H isto rik og M etodik mange udmærkede k ritisk e Bem æ rkninger, og spredt om krin g i A fhandlingen findes ogsaa en Del. M en den vældige Tankebygning, som Forfatteren h ar forsøgt at rejse, synes at være alt fo r spekulativ og meget ofte at h v ile paa et Grundlag, som efter de alm indeligt gældende videnskabelige M etoder maa betegnes som alt fo r spinkelt.
Forfatteren v il da heller ik k e benytte de gængse M etoder fo r Stednavneforskning. H an erkender frejdigt, at han ik k e er inde i Etym ologien, men det er dog vel en meget vigtig Forudsæ tning fo r at kunne tolke et Stednavn? H an er h eller ik ke inde i Arkæ o
logien, men bygger dog flere Steder ganske dristigt paa dens Re
sultater.
H an ønsker at sammenfatte Navnestoffet »i en mest m uligt om fattende genetisk Syntese, hvorved Stednavnene som F o rto lk ningsemne stofligt kom m er til at h vile i sig selv. Som Baggrund fo r de teofore Navne og som K ild e t il Kundskab om fo rh istorisk K u ltu r og Sam fundsliv benyttes Stednavnestoffet uafhæ ngigt af beslægtede D iscip lin e r som M yto lo gi og F o lk lo re m. m., der kun
17
264
anføres til Sam m enligning«. M en kan m an ad denne Vej naa til sikre historiske Resultater? Skal m an dømme efter Bogen her, m aa m an desværre betvivle det.
Udgangspunktet fo r det Begreb »Bebyggelseshistorie«, som F o r fatteren opererer med i sin Bog, er H. V. Clausens Arbejde: »Stu
dier over D anm arks Oldtidsbebyggelse« (1916). Ikke m indst har vist denne A fh an d lin g s svageste K apitel »Guder, Konger og Sted
navne« virket inspirerende paa Forfatteren; men han gaar endda langt videre i sine dristige K onstruktioner end H. V. Clausen.
Medens det jo ellers er alm indeligt at regne Torp-Byerne fo r de yngste Lag a f Stednavne, v il Forfatteren mene, at Byerne T o r
strup og T istru p i V estjylla n d gaar tilbage t il Dyssetid. H erim od h a r T h e rk e l M athiassen rejst Indvendinger i sit banebrydende A r
bejde »Studier over V estjyllands Oldtidsbebyggelse« (S. 134).
Ligeledes m ener Forfatteren, at Bopladserne ved Ginnerup i Ty, der dateres til T id e n om kring K ris ti Fødsel, allerede den Gang hed G innathorp, og at Troldebjerg-Bopladsen paa Langelan d bar dette N avn allerede i Stenalderen, og Jættestuen Lundehøj i T y hed saadan allerede i Jættestuetid: »Maaske var Ordet »Lund« et U d try k fo r Jættestuens sakrale Fu n ktio n , der vel h a r været en A rt Beskyttelse a f de døde, men rim eligvis h a r det tillig e indbefat
tet selve det haandgribelige Stof: de store Sten, h v o ra f Graven var bygget. I saa F a ld har »Lund« oprindelig udtrykt en D el af T ors (og Tis) Væsen og er derefter gaaet over til at betegne Stedet, hvor de dyrkedes, hvorved det skiftede Betydning i Overensstem
melse med, at de ku ltisk e H an dlin ger forlagdes fra Dyssen og Jættestuen til den lille Skov«.
Denne ejendom m elige Opfattelse er typisk fo r Forfatteren og hans Tolkningsm etode. H an mener, at Stednavnene gaar tilbage til O ldtidens ældste A fsnit, og at mange alm indelige Substantiver i D ansk h a r faaet deres nuværende Betydning igennem deres Be
nyttelse i Stednavnene.
Selv om m an m aa beundre den konstruktive og spekulative K ra ft og Konsekvens, hvorm ed de nye og ejendom m elige T eorier er skabt, saa har m an ondt ved at tage Eksperim entet helt a lv o r
ligt. De enkelte Le d i den storslaaede Tankebygning er, efter alm in deligt vedtagne videnskabelige Regler fo r Stednavneforsk
ning, fo r svage til at kunne overbevise om Konstruktionernes H oldbarhed.
M an lægger Bogen fra sig med en viss Anerkendelse a f F o rfa t
terens Skarpsind og sindrige Snilde: Se non é vero, é ben trovato.
H v is det ik k e er sandt, er det godt fundet paa!
Svend Aakjær.
