De naturvidenskabelige forudsætninger
D en u d v ik lin g d e r har fu n d e t sted in d e n fo r de naturvidenskabelige n a b o d iscip lin e r igennem de seneste par tiår har været a f et sådant om fan g at det på afgørende p u n k ter har æ ndret g ru n d lag et fo r den arkæ ologiske virksom hed. D e m ange fre m skrid t d e r er sket kan natu rligvis ikke til
nærm elsesvis belyses i en oversigtsartikel som denne.21 I stedet v il je g m ed et par eksem pler forsøge at illu stre re ræ kkevid
den h e ra f fo r arkæ ologien. Først C 14 me
toden.
P o u l K jæ rum p ro fetered e i sin bog »For
tiden til revision« fra 1959: »N år et Finm a
sket net a f d aterin g er er knyttet o m krin g jo rd e n , v il d er blive langt større m ulighed fo r at kom m e ud over hypotesestadiet m.h.t. en ræ kke centrale problem er, såsom
21. E n oversigt er givet a f G a d R a usin g i Arkeologien som naturvetenskap (1971). E n kort beskrivelse a f 8. afdelings aktiviteter h ar T ro els-S m ith givet i K u m i i 1970. E t m ere g ru n d ig t in d b lik i de naturvidenskabelige m etoder få r m an i D . Brothw ells & E. H iggs: Science in Archaeology (1969), og som supplem ent kan nævnes den a f T h e Royal Society & T h e B ritish A c a d e m y u d g ivn e bog fra 1970: The Im pact o f the N a t u r a l Sciences on Archaeology.
E n d e lig er tidsskriftet J o u r n a l o f A rch a eo lo g ica l Science u d ko m m et siden 1974.
udviklingsintensitet, k u ltu rsp re d n in g , fo l
keforskydn inger, bosættelsers varigh ed og så frem deles«. H v o rd a n gik det så? D a m e
toden første gang blev taget i anvendelse viste de m ange spredte d aterin g er sig i det store hele at passe m ed det kronologiske skelet arkæ ologerne havde bygget op gen
nem krydsdateringer, og dateringernes an
tal var e n d n u så få at det ikke kom til en v irk e lig prøve. E fte rh å n d e n opstod der im id le rtid en ræ kke uoverensstem m elser d er tydede på en systematisk fe jl i bereg
ningsgru n dlaget fo r C 14 m etoden. E t stor
stilet forskningsarbejde blev iværksat. V e d hjæ lp a f d e n d ro k ro n o lo g isk e ko n tro ld a te rin g e r fra 5000 år gam le ca lifo rn isk e fy rre træ er og den æ gyptiske k ro n o lo g i lykkedes det at fastslå en systematisk afvigelse i de h id tid ig e d aterin g er som skyldtes at atm os
fæ rens in d h o ld a f C 14 havde været højere i årtu sin d ern e fø r K ristus. D et betødat afvi
gelserne fra de tra d itio n e lle d aterin g er blev større, jo læ ngere man kom tilbage i tid.
(Q uitta 1972, A bb. 1-2; R en few 1973, 69-84; T a u b e r 1972.). N å r m an vidste det
te, kunne m an h e re fte r foretage en om re g n in g (calibrering). E fte r denne ju ste rin g a f C 14 m etoden er de sidste uoverens
stem m elser m ed historisk kendte d a te rin ger ryd d et a f vejen. T il gengæ ld opstod d er nye fo r arkæ ologerne, fo r hvem disse date
rin g e r nærm est var et chok. Specielt var det slem t in d e n fo r den yngre stenalder, neoliticum . H e r havde allerede de tra d i
tionelle C 14 d aterin g er været æ ldre end den arkæ ologiske kro n o lo g i. M e d de nye daterin ger opstod d er en forsk el m ellem de tra d itio n e lle d aterin g er og de nye date
rin g e r på m ere end 2000 å r (Q uitta 1972, A bb. 3; R enfew 1973, 96-97.). M e d et slag blev fle re generationers arbejde væltet om kuld, og det var n a tu rlig t n ok m ere end nogle arkæ ologer var i stand til at accepte
re. D en neolitiske k ro n o lo g i var bygget op på sam m enlignende studier a f typologiske lig h ed er m ellem fo rsk ellig e om råders k u l
tu rg ru p p e r, in d til m an nåede ned til B a l
kan, L ille a sie n og Æ gypten, hvor historiske dateringer kunne tilvejebringes. Dette m e
todiske g ru n d la g viste sig nu uholdbart.
Også det k u ltu rh isto risk e udgangspunkt:
at al u d v ik lin g havde spredt sig fra O rie n ten til E u ro p a , måtte betvivles m ed de nye dateringer. D e r var så at sige vendt o p og ned på alting. » T h e collapse o f the tra d iti
onal fram ew ork« er den m eget ram m ende k a p ite lo v e rsk rift i C o lin R enfew s bog »Be
fore Civilization«, h v o r han beskriver k o n sekvenserne a f de nye dateringer.
H erhjem m e h a r C 14 d aterin g ern e lig e ledes væltet det a f B ecker opbyggede k ro nologisystem fo r n eoliticum , ifø lg e h vilket en ræ kke k u ltu rg ru p p e r, bl.a. enkeltgrav
sk u ltu re n og tragtbæ gerkulturen, skulle have levet side om side igennem et langt tid sru m (Becker 1973, fig . 45). D enne k ro n o lo g i var opbygget på nogle få kryd sfu n d . H e ro v e rfo r står n u en lang ræ kke C 14 da
teringer, samt nye arkæ ologiske fu n d , d er viser k o n tin u ite t og ikke sam vittighed (Da
vidsen 1973-74, fig . 3.).
V i kan således k o n k lu d e re at C 14 date
rin g e rn e har tilfø je t arkæ ologien et m eto
disk og k u ltu rh isto risk knæk. De typolo- gisk-geografiske synkroniseringsm etoder viste sig at hvile på et fo r u sikke rt g ru n d lag, og de v il m ed det stigende antal C 14 daterin ger, samt andre nye n a tu rv id e n skabelige dateringsm etoder som d endro- k ro n o lo g i og term olum inescens, e fte rh å n den blive o v e rflø d ig g jo rt. D ette har været svært fo r m ange æ ldre arkæ ologer at ac
ceptere, specielt de d er måtte se m ange års fo rsk n in g tilin tetg jo rt. D et positive resultat er en skæ rpet m etodisk bevidsthed, samt en æ ndret fo rsk n in g sp rio rite rin g .
A n d re naturvidenskabelige d is cip lin e r har også gennem løbet en u d v ik lin g som h a r frem tvunget nye k u ltu rh isto risk e p ro b le m stillin g er fo r arkæ ologerne. D et gæl
d er bl.a. pollenanalysen. D enne m etode, der udvikledes ku n et par tiå r fø r C 14 m e
toden (Fågri 1945; Iversen 1967), havde o p rin d e lig t sin vigtigste fu n k tio n som da
teringsm iddel. M a n in d d e lte vegetations
u d v ik lin g e n i en ræ kke zo n er som m an dernæ st søgte at jæ vn føre m ed de arkæ ologiske p erio d e r. D et lo d sig bl.a. gøre ved at udtage p o lle n p rø v e r fra lag i m oserne m ed arkæ ologisk veldaterede fu n d . På
denne m åde havde pollenanalyse og arkæ o lo g i gensidigt hjæ lp a f hina nd en . I de fle ste arkæ ologiske in tro d u k tio n sb ø g e r står pollenanalysen da også beskrevet u n d e r kapitlet om k ro n o lo g i. »De m ange p o lle n d a terin g er d er allerede er foretaget, er blevet en hovedhjørnesten i den fo rh is to ri
ske k ro n o lo g i på lin je m ed d a te rin g e r ad stratigrafisk vej«, sk river P o u l K jæ rum så
ledes (Kjæ rum 1959, 65.). M e n siden det i 1940’erne ved hjæ lp a f pollenanalyser ly k kedes Jo h an n es Iversen, og senere T ro e ls- Sm ith, m in u tiøst at reko n stru ere de første neolitiske bønders in d g re b i vegetationen i fo rm a f svedjeafbræ nding m ed p åfølg en d e a g e rd y rk n in g og kvæ ggræ sning, er denne m etode blevet vo r måske vigtigste in fo rm a tio n skild e om økonom isk og økolog isk u d v ik lin g i både fo rh isto risk og h istorisk tid.
O gså in d e n fo r fysisk a n tro p o lo g i er d er sket store fre m skrid t. H v o r m an tid lig e re især interesserede sig fo r racepræ g og syg
dom stegn er m an id a g i h e ld ig e tilfæ lde i stand til både at bestem m e blodtype og ko- le sto ro lin d h o ld i kn o glern e, sådan at f.eks.
slæ gtskabsrelationer og e rn æ rin g sfo rh o ld kan beskrives og i fo re n in g m ed m oderne arkæ ologiske analyser kan fø re til vigtige sociologiske og økonom iske in fo rm a tio n e r.
O g sådan kunne d e r fortsæ ttes m ed den- d ro k ro n o lo g i, m etalanalyse, lertypebe
stemmelse, røntgenanalyse, fosfatanalyse etc. (jæ vnfør note 21).
M e re in d ire k te h a r den m etodiske u d v ik lin g in d e n fo r n aturvidenskaberne også sm ittet a f på arkæ ologien. Første fase i denne afsm itningsproces var anvendelsen a f m ere præ cise og objektivt d e fin e re d e klassifikationsm etoder i typologien, samt anvendelsen a f statistik (H e ize r & Sher
bu rn e 1960; H o d so n , K e n d a ll & T a u tu 1971.). D enne fase indledtes i slu tn in g en a f 40’erne og begyndelsen a f 50’erne og var in sp ire re t a f naturvidenskabernes kla ssifi
kationssystem er og den d e rtil h øren d e filo sofi, hvis ide al var objektivitet, v e rific e r
barhed og d e fin itio n e r. M a n så det som et m ål at in d fø re et ensartet beskrivelsessprog fo r alle arkæ ologiske fæ nom ener, og m an m ente på den m åde at kunne gøre arkæ
o lo gien m ere videnskabelig. I U .S .A . in d ledtes en debat om hvad en type var, noget v irk e lig t e lle r noget som arkæ ologerne konstruerede, og i samme periode u d v ik lede m an et arkæ ologisk klassifikationssy
stem - et h ie ra rk i a f begreber d er startede m ed de m indste typologiske elem enter og endte m ed store overordn ede enheder, de gam le » ku ltu rg ru p per« (W illey & P h illip s 1958; C la rk e 1968.). Æ ld re arkæ ologer blev kritiseret fo r at have arbejdet subjektivt og
»im pressionistisk«, m en m an arbejdede iø v rig t in d e n fo r helt de samme m etodiske ram m er - de skulle blot præ ciseres. I Sve
rige blev disse synspunkter især fre m fø rt a f M ats M a lm e r (1963) - ofte i stærk p ole
m isk fo rm - i D an m ark m ere sagligt a f M ogens Ø rsnes (1969) og O lfe rt Voss (1966). Skønt m an skød over m ålet i sin tro på objektivitet, og skønt vi i dag kan se at d er b lo t var tale om en fo rb e d rin g a f gam m elkendte m etoder, og ikke nogen a f
gørende fornyelse, så havde denne d o k u m entations- og klassifikationsfase ikke desto m in d re stor videnskabelig betydning, idet d er blev sat en række nye standarder fo r det grundlæ ggende arkæ ologiske a r
bejde og d er indledtes en fru g tb a r debat.
I 1960’erne og 70’erne er denne u d v ik lin g så blevet fu lg t op m ed den stigende anvendelse a f com putere i arkæ ologien (D oran & H o d so n 1975) - en næsten n ø d vendig ^ølge a f de nye dokum entations- og klassifikationskrav der er svære at leve op til uden den arbejdsbesparelse som co m p u terne giver. De har - og vil især få betyd
n in g på to fro n ter: dels som databanker fo r arkæ ologiske arkiver og dels i fo rsk ningen, id e t en lang ræ kke m oderne ana
lysem etoder stille r så store krav at de kun kan u d fø re s ved deres hjæ lp. M eget a f det arbejde som arkæ ologer tid lig e re brugte m åneder e lle r år på vil i fre m tid e n kunne u d føres på nogle få m inutter. I denne fase overtog m an endvidere de naturvidenska
belige krav om etablering a f lovm æ ssighe
d er og fo rm u le rin g a f testbare hypoteser in d e n fo r visse dele a f arkæ ologien. M en dette skal ses i sam m enhæ ng med u d v ik lin g e n a f et nyt teoretisk udgangspunkt fo r
de ku ltu rh istoriske studier, h vilket je g kom m er in d på i et senere afsnit.
V i kan ko n klud ere at u d v ik lin g e n in d e n fo r en række naturvidenskabelige d is c ip li
ner har u n d erm in eret det m etodiske og teoretiske g ru n d la g u n d e r en ræ kke tra d i
tionelle arkæ ologiske arbejdsm etoder og arbejdsm ål - h e ru n d e r især den arkæ ologi
ske datering, og dette har tvunget nye k u l
turhistoriske p ro b le m stillin g e r frem .
De kulturvidenskabelige forudsætninger
Idag er arkæ ologien d og ikke b lo t u n d er pres a f de mange naturvidenskabelige frem skridt. D en har også fået nye k u ltu r
videnskabelige forudsæ tninger.
Som tid lig ere nævnt h ar dansk arkæ olo gi arbejdet in d e n fo r en europæ isk k u l
turvidenskabelig tra d itio n som blev g ru n d lagt o m k rin g årh u nd red eskiftet. . Dens grundelem enter var race, sprog og k u ltu r, hvor arkæ ologerne satte lighedstegn m el
lem k u ltu rg ru p p e r og folkeslag. M a n in te resserede sig især fo r at kortlæ gge fo rsk e l
lige kulturelem enters o p rin d e lse og u d bredelse som m an satte i fo rb in d e lse m ed folkev an drin ger, invasioner, handel eller lig n en d e historiske begivenheder. N o g le a f forskningens kern ep ro b lem er var in d o europæ ernes op rin d else og kelterne og germ anernes udbredelse. I den hjem lige fo rsk n in g drejede debatten sig især om fo rh o ld e t m ellem det in dv an dren d e strids
øksefolk og det stedlige tragtbæ gerfolk.
Blev de u n d erku et og slavebundet a f det indtræ ngende folk, e lle r blandede de sig efterhånden? Skønt an tro p o lo g ien blev ta
get til hjæ lp har spørgsm ålet ikke kunnet løses (Brøndsted 1957, bd. I, 340 ff.). Så er der straks m ere kød på den pludselige d o m inans a f langskaller i den æ ldre je rn a l
ders skeletm ateriale, som rim elig vis kan sættes i forb in d else m ed en in d v a n d rin g (Brøndsted 1957-60, b in d III, 268 ff.).
E n m eget g ru n d ig og kritisk fre m stillin g a f sprog- og raceforskningens fo rh o ld til arkæ ologien blev givet a f den tyske arkæ olog Jacob-Friesen i 1928. H a n skrev d en gang: »Die A u fg a b e der Fu n d g eo g ra p h ie
a u f etnischer G ru n d la g e muss in d e r näch
sten Z u k u n ft die sein m öglichst viele e in zelne Fo rm en kreis zu erschliesen, diese zu K u ltu rk re ise n zu zusam m enfassen u n d deren zeitliche A u fa n d e rfo lg e zu e rg rü n den«. (Jacob Friesen 1928, 145.) D et blev så gjort og efterh ån d en blev hele E u ro p a o p fy ld t a f store og små k u ltu rg ru p p e r som i de fø lg en d e tiårs arkæ ologiske litte ra tu r bestandig u d van d re de og in dv an dred e, e l
le r blandede sig m ed h in a n d en , n år d er da ikke kom helt frisk e in d v a n d rin g e r fra øst, hvilket jæ vn ligt skete, n år arkæ ologerne ikke ku n n e lokalisere op rin d else n . F o r
uden de h istorisk kendte folkeslag fik vi nu en tragtbæ gerkultur, snorekeram iske k u l
tu rer, båndkeram iske k u ltu re r, u rnem arks
k u ltu re r, la u sitzk u ltu re r etc. etc. fo ru d e n n atu rligvis alle re g io n a lg ru p p e rn e og lo kalg ru p p ern e! Som den engelske arkæ olog G o rd o n C h ild e ram m ende h a r sagt: det var en arkæ ologi »hvor k u ltu re r var sat i stedet fo r statsmænd og fo lk e v a n d rin g e r i stedet fo r slag« (C h ild e 1957, 182), h v o r
m ed han m ente at den sagde m ere om sin egen tid end om fo rtid e n .
D e r kan gives fle re fo rk la rin g e r på denne k u lth isto risk -d iffu sio n istisk e tra d i
tions dom inans i den arkæ ologiske og et
nografiske fo rsk n in g . Fø rst og frem m est havde m an fået oparbejdet et stort m ateri
ale som m an var gået i gang m ed at klassifi
cere, og herved frem ko m en ræ kke geo
g ra fisk afgræ nsede k u ltu rg ru p p e r. N u havde datidens arkæologer som regel godt kendskab til filologi og historie (flere af dem var uddannede filologer), og i disse d is cip lin e r optrådte en ræ kke folkeslag og sp ro g g ru p p er. D et var d e rfo r næ rliggende at søge dem også i det arkæ ologiske m ate
riale. D e rfra var d er kun et ko rt sk rid t til, u n d e r in d try k a f tidens stærke nationale strøm ninger, at træ kke lin ie n fra de fo r h i
storiske folkeslag til nutidens, som vi bl.a.
har set M ü lle r gjorde det, om end i en p o pulæ rarkæ ologisk sam m enhæ ng. L a n g t m ere rig o ristiske nationalhistoriske to lk n in g er blev anlagt i Ty sklan d . M e n e fte r to verdenskrige og en stadig tiltagende k ritik a f det teoretiske u dgan gspu nkt fo r så
danne te o rie r h ar m an efterh ån d en ganske stille fo rla d t disse historiske fo rk la rin g s m odeller. D et viste sig vanskeligere og van
skeligere at få etableret ensartede og ac
ceptable k rite rie r på historiske fæ nom ener som handel, fo lk e v a n d rin g e r og invasi
oner. K om parative stu d ier gav ingen faste h o ld e p u n k te r, id e t f.eks. fo lk e v a n d rin g e r kunne give v id t fo rsk e llig e m aterielle n ed slag. O g to lk n in g e rn e a f de arkæ ologiske k u ltu rg ru p p e r kom pliceredes af, at visse fæ nom ener kunne have en lo k a l u d b re d e l
se, og an d re en regional. H v o rd a n skulle det forklares? U d a f en lang ræ kke u a fslu t
tede diskussioner, h vo r det ikke var m u lig t at nå til en igh ed om ensartede m etodiske og tolkningsm æ ssige re tn in g slin ie r, vok
sede d e r en tiltagende skepsis m od m ere sam m enhæ ngende k u ltu rh isto risk e to lk ninger. D et skal dog tilføjes at d e r i nyere tid er nået enkelte overbevisende resultater i re tn in g a f at id e n tific e re h istorisk ken d te folkeslag og historiske begivenheder (F.eks. H ackm ann, Kossack & K ü h n
1962.).22
M a n kan m ed rim e lig h e d k o n k lu d e re at der idag in d e n fo r kontinentaleuropæ isk og dansk arkæ ologi p roduceres en stadigt stigende m æ ngde a fh a n d lin g e r, hvor det arkæ ologiske m ateriale klassificeres på kryds og tværs, i p e rio d e r og k u ltu rg ru p per, som m an ikke er i stand til at give en k u ltu rh isto risk fo rk la rin g på. K la ssifik a ti
onen er blevet et m ål i sig selv. D et længste m an kom m er h en im o d et historisk p e r
spektiv er en tro på, at blot vi registrerer og klassificerer m aterialet tilstræ kkeligt om hyggeligt: »dann w ird es reden u n d uns a u f jeden F a ll historische Tatsachen m el
den . . .« (Eggers 1959, 295.). H e ri afspejles en u d b re d t opfattelse af, at kildem aterialet rum m er en på fo rh å n d givet og begrænset m æ ngde udsagn om fo rtid e n , som arkæ ologen b lo t må »opdage« og få til at »tale«.
D enne h o ld n in g u d sp rin g e r a f et g ru n d fæstet træ k ved den ku ltu rh isto riske tra d i
tion: troen på at vo r viden om fo rtid e n så at sige skal vokse ud a f m aterialet selv (induktivt) gennem iagttagelse.23
K o m b in a tio n e n a f iagttagelse og in d le velse er udgangspunktet fo r re k o n stru k ti
onen a f old tid en s levevis, et andet karakte
ristisk træ k ved den k u ltu rh isto riske tra d i
tion, og de n atu rlige ram m er h e rfo r er m useerne. »Stort og smaat h ar vi lige fo r os . . . Paa dette Sværdfæste h vilede en K o n ges H a a n d i B ronzealderen; denne lille H am m er a f Sølv var tilb ed t som T o rd e n gudens h ellig e tegn, paa denne Sten blev Ø ksen tilsleben, og her er M ad g ry d en m ed Sod a f K ø k k e n ild e n . . . V i hensættes i de svundne T id e r her, hvor vi er om givet a f dens M in d e r, d er taler stæ rkere og tyd eli
gere til os end nogen Bog« (M ü lle r 1907, 11.). Sophus M ü lle rs små eksem pler berø
re r både teknologi, økonom i, social o rg a n i
sation og re lig io n . S kulle man v irk e lig kunne forstå sådanne fo rh o ld »i sig selv«, taler de v irk e lig selv til os? E lle r er det at d rive M ü lle rs pæ dagogiske eksem pel fo r
22. H e rtil b ø r også føjes flere a f Jo a c h im W ern ers studier. E t forsøg på at opstille visse m etodiske p rin cip p e r er blevet gjort (f.eks. i T h o m p s o n 1958 og i C la rk e 1968, kapitel 9). U d e n at foregribe det efterfølgende afsnit kan vi h er sige, at d en kulturhistoriske tradition kom videnskabeligt til kort fo rd i den søgte at forstå og forklare k u ltu rud viklin g ens ydre, historiske m anifestationer u d en at tage tilstrækkeligt hensyn til deres økonom iske, sociale og politiske b ag g ru n d . M a n u d fo rm e d e d e rfo r en endim ensional k ulturteori d er gik ud fra at alle arkæologiske fæ n om en er k un n e tolkes på sam m e måde: k u ltu rg ru p p e r blev oversat til folkeslag og k u ltu rsp re d n in g til fo lkeva nd rin g er. M e n det arkæologiske materiale h ar m ange d im ensioner og fre m fo r alt er de m aterielle m anifestationer forskellige på forskellige sam fundsniveauer og kan d e rfo r ikke tolkes ens.
23. D et var T h o m s e n , M id le rs og alle senere arkæologers u dgangspunkt. M id le r skriver et sted: »Vort Fag er egentlig en Iagttagelses-Videnskab. V i maa ikke blot bekæ m pe de daarlige H ypoteser, m en søge at kom m e m ere og m ere b ort fra H ypotese-A rch æ ologien og over paa Iagttagelsernes sikre G rund« . U ndtagelsen h erfra var W orsaae, som h yldede det p rin c ip m ed jæ vne m ellem ru m at fremsætte generelle, retningsgivende hypoteser fo r fo rskningen. »At M a n g t og M eg et i slige O versigter nødvendigvis maa blive æ ndret og fo rb e d ret ved senere heldigere Fo rsk n in g er, kan ikke kom m e i B etrag tn in g i Sam m en lign in g m ed det Frem skridt,
23. D et var T h o m s e n , M id le rs og alle senere arkæologers u dgangspunkt. M id le r skriver et sted: »Vort Fag er egentlig en Iagttagelses-Videnskab. V i maa ikke blot bekæ m pe de daarlige H ypoteser, m en søge at kom m e m ere og m ere b ort fra H ypotese-A rch æ ologien og over paa Iagttagelsernes sikre G rund« . U ndtagelsen h erfra var W orsaae, som h yldede det p rin c ip m ed jæ vne m ellem ru m at fremsætte generelle, retningsgivende hypoteser fo r fo rskningen. »At M a n g t og M eg et i slige O versigter nødvendigvis maa blive æ ndret og fo rb e d ret ved senere heldigere Fo rsk n in g er, kan ikke kom m e i B etrag tn in g i Sam m en lign in g m ed det Frem skridt,