Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library

Digitaliseret af / Digitised by

Danmarks Kunstbibliotek The Danish National Art Library

København / Copenhagen

For information on copyright and user rights, please consult www.kunstbib.dk

? ■

A

<r¿Áj/ééU- &4YJ ^A

I

/ ^ ^{c j}/Ú U ^y¿^{c s}<¿¿ / l é i ( f r ^

/¿C C J & À tr ~ ( ¿ ¿ u /q /d iU < ~

næsten fortalt ganske som det er gaaet til.

Personerne har jeg kendt, Lionardo og Lovisa ses i medfølgende Billeder. Skøndt vegt

og vagt har det noget af Naturen og Italien i sig, og jeg tør

sende det til Venner

KB. ZAHBTMASN

LOVISA

KJØBENH AVN

MDCMXII

315 nummererede Exempl., hvoraf Nr. 1—11 er trykt paa haandgjort japansk Papir.

Nr. K Z.

KUNSTAKADEMIETS BIBLIOTEK

efter Malerier fra 1877:

I. Lionardo.

II. lin Sabinerinde, der vugger sit Barn (Lovisa).

III. Et Postbud i Sabinerne (Lionardo).

IV. En siddende Sabinerinde (Lovisa).

Nr. 178, 175,176,179

i ■> Fortegnelse over Arbejder af Kr. Zahrtmaniu ved II. Chr. Christensen.

D

duerne stod de store Kamelliatræer med deres pragtfulde Blomster og giindsende mørke Blade og frydede sig over den mil­

de Væde, men inde i Studiet varder kun altfor trist. Et stort Billede stod paa Staf­

feliet og ventede paa at gøres færdigt, saa- ledes havde det staaet og ventet i mange Dage, og det var mig umuligt at bekvem­

me mig til at tage Penslen og arbejde derpaa: de Figurer, som engang syntes mig livlige og lovende, forekom mig nu kun Vrængbilleder af det, de skulde fore­

stille. Paa Bordet laa forskellige Breve, som ventede paa at besvares, og saa me­

lankolsk op tilSkrivetøjet og de halvvisne Blomster, og i Sofaen laa tre eller fire op- slagne Bøger, som alle ventede paa at bli­

ve læst tilende. Jeg gad Intet gøre. Afog til havde jeg tænkt paa at stille Arbejdet bort for en Tid, men saa vidste jeg ogsaa at det neppe nogensinde mere vilde blive taget frem, og det forekom mig fejgt, paa samme Tid som mange Maaneders Ar­

bejde vilde være spildt. Desuden var det neppe Dagen til at gaa ud paa den span­

ske Trappe og linde nye Modeller, da alle

de bedste sikkert vare under Tag i Regn­

vejret. Til Vatikanets Samlinger mang­

lede jeg Permesso, Villa Borghese, hvis mægtige Alleer netop er allerskønnest i Regnvejr, var den Dag lukket, Kolossæ- um med sin fine, mossede Vinterdx-agt, hvori alle Regndraaberne se ud som Dia­

manter, var for langt borte, og til at gaa og tradske i de sølede Gader forat se paa de friske Frugtbutikker eller det mor­

somme Folkeliv følte jeg mig heller ikke oplagt. - Kunde jeg endda gaa ind til min Nabo, Signor Ettore, i hvis Studie jeg nogle Gange havde været, og hos hvem jeg havde truffet hans nydelige unge franske Hustru, Signora Cecilia, - saa vilde jeg maaske gøre det; men det var umuligt, da han havde Feher og laa paa Hospitalet. Jeg vidste, at det var bedre med ham,-maaske kunde jeg endogsaa faa Lov til at komme ind at se til ham.

Ja, jeg vilde prøve derpaa.

Jeg stod netop ifærd med at sætte den­

ne som mig syntes heldige Ide i Værk, da det ringede paa min Dør. Jeg gik ud forat lukke op og saa alt iforvejen gen­

nem Gitterdøren, at det var en ung, lille, meget mørk Bonde fra Bjergene med sin

Hustru og spæde Barn. Jeg gættede, at det var Modeller. Skøndt lidet oplagt til at tale med Folk var der dog Noget ved denne Familie, der lokkede til at indlade sig med den, og Gitterdøren aabnedes efter første Hilsen.

»Vi komme forat spørge, om De har Brug for nogen afos til Model, min Hu­

stru Lovisa, mit Barn eller mig, som hed­

der Lionardo.«

»Og jeg beder Dig, Herre, om at maatte komme et Øjeblik ind i Studiet for at sid­

de ned med Barnet, vi er saa trætte.«

»Væisgod at komme ind. Har I været Modeller før?«

»Vi komme lige fra Saracinesco, fordi vi er kaldt hertil afen Signor Ettore, som tor en Uge siden var oppe hos os i Bierg- byen. Han saa Lovisa med Barnet', saa bestilte han dem for 3 Uger; naar han ikke arbejder mere efter dem, og vi have fortjent lidt, tage vi igen tilbage. Nu har V! været her igaar og idag, men Ingen truffet, skøndt vi ved, hvor Studiet er «

»Nej det er rigtigt, Signor Ettore ligger syg paa Hospitalet, men sig mig, har In­

gen af Jer været Model før?«

»Nej Herre!«

»Og I kender ikke Rom?«

»Jo, Lovisa har været her to Vintre.«

»Hvad har Du da gjort her Lovisa?«

»Jeg har været her forat bede om Al­

misse.«

»Men hvorledes, bede om Almisse, Du, som er stor og stærk og kan arbejde?«

»Jo Herre, Du ved ikke, hvorledes der er oppe i Saracinesco. Hele Somren er god nok deroppe, og jeg vilde intet andet Sted være, men naar det har været grue­

lig koldt om Vintren, og Marts og April kommer og Hungren med dem, for saa er Alt opspist, saa er der slemt, og saa har min Moder sendt min Søster og mig ned til Rom forat tigge, og vi har ogsaa faaet Noget samlet.«

»Men Lovisa, jeg glemmer jo rent at se paa Drengen, hvor gammel er han?«

»Det er en Pige, som er fem Maaneder, og der er ingen skønnere, hverken i Sa­

racinesco eller paa den spanske Trappe.«

»Naa, jeg ser at det bliver nødvendigt at give Jer Noget at bestille, kan I alle tre komme her imorgen?«

Glæden straalede over begge Foræl­

drenes Ansigt, og jeg skulde strax se den lille Piges trinde velskabte Krop. Lovisa

og Lionardo fik begge travlt med at ud­

pakke den lille Skabning af dens mange og lange Svøb, og der laa et lille Mester­

værk paa Gulvet saa sundt, saa smilende og saa skønt, at hverken jeg eller nogen af de to Forældre kunde blive træt af at beundre. Lovisa slog Hænderne sam­

men, dansede rundt om det og sagde:

»Vi have kaldt hende Oliva, fordi hun er os kær som den gode Olivenfrugt.«

Mesterværket blev igen indrullet og ind­

snøret, og Ingen skulde ane, at den trinde Pakke gemte en saadan Overflod af skøn Form. Lovisa lagde saa Barnet i den fla­

de Kurv, der tjente det som Vugge, tog den paa Hovedet, og jeg gad se den Dron- ning, der forstaaer at bære sin Krone stol- tere, og saaledes havde hun baaret den fra Saracinesco ned til Rom, stedse fulgt af sin elskværdige, hende hengivne Lio­

nardo.

Der kom igen Liv i Studiet. Alt næste Dag skulde det nye Billede begyndes, det ufuldendte kom hurtigt ned og blev vendt mod Væggen, forskellige Blindrammer tagne frem og prøvede, og den bedst skik­

kede blev der sat Lærred paa, Borde blev flyttede og Alt indrettet til at begynde el

2

nyt Billede af landligt, uskyldigt Liv: to Forældre, som glæde sig over deres Barn.

Næste Morgen kom de præcis Klokken otte, deres Ansigter straalede af Glæde og Sundhed, jeg følte, at det netop var saa- dant ungt Familieliv, som en ensom Ma­

ler af og til trænger til, og jeg bestemte mig snart til at ville leve saameget med dem som muligt dels forat studere deres Sæder fra Grunden af. dels forat nyde Samlivet med dem.

Vi spiste vor Frokost sammen i Stu­

diet, saaledes blev Tiden bedre brugt, og vort Brød, vore Æg og Ost krydredes af en liflig Vin, som styrkede Legemet og aabnede en fortroligere Samtale, der snart banede Vej for et virkeligt Venskab.

Lionardo var af Naturen talende, men holdt sig i Begyndelsen Noget tilbage, se­

nere var der ikke den Fold i hans Hjerte, jeg ikke fik Lov til at se. Han var God­

heden selv, talte aldrig og har endnu ikke talt ondt om Nogen, havde stor Respekt for ethvert Fortrin hos sin Næste og el­

skede Lovisa med Lidenskab. Han var hidsig, og det skete engang, at han for­

stod Uret, da en uopdragen Dreng paa Grund af hans Lidenhed kaldte ham for

kun et halvt Menneske, og at han slog hans Hoved saa stærkt mod Jorden, at to Fortænder gik ud, Noget som nær havde kommet Lionardo dyrt til at staa, da Po­

litiet er meget nøjeregnende med de store Modelhorder, som komme ned fra Bjer­

gene og lejre sig paa den spanske Trappe udenat have synderligt Begreb om civi­

liseret Byliv. De have meget nær til de­

res Kniv, og derfor blive Bønderne ikke blot i Bom, men ogsaa ved Fester paa Landet undersøgte af Karabiniererne:

Knivsbladet maa ikke være længere end deres Haands Bredde.

Lovisas Karakter var ikke saa mild som Lionardos. Hun elskede ogsaa ham lidenskabeligt og havde store Evner til at indtage Andre, men hun var lunefuld, magelig og lod sig opvarte af ham. Hist og her var der mindre lyse Punkter i hendes Begreber om Bet og Uret. For­

øvrigt var hun en brav Kvinde og en vir­

kelig Personlighed, men dels havde hun aldrig lært Noget, dels var hendes Blod saa varmt og rullede saa stærkt, at hun let handlede hurtigere end hun tænkte, naar hun da ikke, som saa ofte var Til­

fældet, gik i en Døs uden at tænke eller 2*

handle. - Ved vore Maaltider udviklede hun hele sin Elskværdighed, og af og til kunde hun synge en Sang for os. Hendes Stemme var fyldig, hendes Blik indta­

gende, og et vist Skælmeri gav de ofte vemodige Sange et saa rørende Udtryk, at jeg husker at Lionardo havde Taarer i Øjnene en Dag, da hun havde sunget følgende Strofer:

Gaa, Moder, spindende til de sorte Øjne, Spørg dem ad, om han vil have mig.

Sige de ja, vend spindende tilbage, Sige de nej, kom aldrig mere.

Til andre Tider gjorde hendes Lune­

fuldhed sig gældende, og det kunde be­

drøve mig at se, hvorledes hun vilde be­

fale over Lionardo. Han havde efter sit Lands Skik ved deres Bryllup foræret hende Korallerne om hendes Hals, men det var hendes stadige Klage, at de var for smaa. Der var Andre i Saracinesco, hvis Kugler var større, hun vilde have, at han skulde gaa til Livorno, for der tik man de bedste. Da hun hørte, at der var tredive Mil, syntes hun jo nok, at det var meget langt, men hun kom dog ofte til­

bage til Korallerne i Livorno.

Med Arbejdet gik det rask; den, der ikke var Model, hjalp den, der stod i Stil­

ling, med ikke at falde isøvn, og alle de forskellige Maader indbyrdes at spøge og opmuntre paa virkede paa min Arbejds- lyst. Tiden gik, Venskabet voxede, Lovisa tillod godt, at jeg gjorde lidt Nar ad hen­

des Uvidenhed, naar hun ikke vidste, hvorledes Dagene fulgte paa hinanden]

og regnede Ugen fra Onsdag, vistnok for­

di der saa var Kludetorv paa Campo di fiori, og hun altid vilde have Lionardo til at købe sig Noget der, eller naar hun undrede sig over, at alle de Fremmede kendte de italienske Penge uden dog at kunne tale rigtig Italiensk: hun havde aldrig lært Italiensk og kunde dog tale det, men Pengene kunde hun ikke lære at kende, hvormeget end Lionardo søgte at sætte hende ind deri.-A f og til, naar Lionardo var bestilt til en Anden, kom hun ene med Barnet, men det skete kun sjeldent. En Dag var hun der ene, da to ældre, blege, hvidklædte Damer kom for­

at besøge mig; de saa lidt paa, hvad jeg malte og gik snart igen. Jeg vendte mig til Lovisa, saa, at hun var ganske bleg, og spurgte, hvad hun fejlede. »Du maagive

mig Vand, Herre, jeg har det daarligt, jeg troede, at det var Gengangere.«

En anden Morgen kom hun med Lio- nardo blussende rød og fnysende afVre- de. Jeg spurgte, hvad der var ivejen, og fik tilsidst Forklaringen. De havde pas­

seret Boghandelen paa Hjørnet. En Søn af Syndakus fra Saracinesco stod i Bu­

tikken der. Han plejede at være uartig mod Lovisa paa samme Tid som han gjorde Kur til hende. Morgenen iforvej- en havde han kastet en Murbrokke ef­

ter hende, da hun aldeles ikke svarede ham. Denne Morgen havde han været meget nærgaaende, da havde hun truk­

ket sin Blanksjet ud, et Va^ben Sabiner- inderne altid bære og af og til bruge, da den er fast og spids som en Dolk, men Lionardo havde hindret hende i at bruge den, og nu var hun ophidset og forbittret.

Jeg sagde til Lovisa, at naar Lionardo var der, maatte han værge for sin og hen­

des Ære.

»Det er rigtigt Herre, men saaledes me­

ner ikke Politiet,-drager han Kniv, ko­

ster det flere Maaneders Fængsel, saa maa jeg værge for hans Ære og min.«

»Ja, Lovisa, men Du maa dog passe

paa ikke at overile dig, tænk, hvis Du 11 havde dræbt ham!«

»Det vilde ikke have været godt Herre.

-H avde jeg været ene, kunde han have sagt, hvad ham syntes, men at Lionardo skulde høre paa hans Uforskammethe­

der mod mig var formeget.«

»Hvorledes er han, Lovisa?«

»Han, Federigo, han har aldrig været meget velopdragen mod os Kvinder.«

»Men fortæl mig lidt om Saracinesco, har Syndakus flere Børn?«

»Ja, han har endnu to Døttre, som ere meget godt opdragne, og saa en Datter, som er gift.«

»Disse to Døttre ere de voxne?«

»Ja, hun som hedder Lætitia er fireog­

tyve Aar, Rosina er sexten.«

»Er de smukke?«

»Ja, de er meget smukke og gaa med Blomster paa Haaret og med lang Kjole, og deres Moder hedder Paaskeroseri.«

»Syndakus’ Kone! men er det hendes Døbenavn?«

»Det ved jeg ikke,-er det hendes Dø­

benavn, Lionardo?«

»Ja, jeg troer det Herre, for de kalde hende alle Signora Paaskerose.«

»Bo de altid i Saracinesco?«12

»Nej, kun om Somren. Naar Mikkels- festen er forbi, tage de strax til Rom, men i Festdagene gaa begge Døttrene med Hatte paa, men hun, som er gift, gaar med Haaret bart.«

»Er hun ogsaa smuk?«

»Nej, hun er gift med en Stenhugger og er omtrent saadan En som jeg.«

»MenSyndakus,hvadgørhani Rom?«

»Det er ham, som har den store Ma­

lerihandel henne i Gaden. Han og Paa- skerosen have været Modeller, men nu er de altfor rige og ogsaa altfor tykke.«

»Og Præsten?«

»Don Salvatore? han er noget halt,- af og til faar jeg en Pris Tobak hos ham.«

»Men, hvis nu ogsaa jeg tager op til Saracinesco forat tilbringe Somren der?«

»Ja, saa skal jeg hver Aften bringe Dig en Kurv Frugt, og vi skal danse sammen til Mikkelsfesten, naar der kommer saa- mange Mennesker.«

»Men De kommer ikke Herre,« sagde Lionardo, »Saracinesco er saa højt og bart og ufremkommeligt. Det eneste Go­

de, der er, er den fine Luft.«

»Ja, det er ogsaa store Ting, og jeg har

virkelig tænkt paa at komme derop. Der er let at faa Modeller, og jeg kan vel nok faa Logi?«

»Ja, vil De bo hos Syndakus, faar De det godt og boer i en dannet Familie.«

»Det vilde more mig mere at bo hos Bønderne. Kan jeg ikke bo hos din Fa­

der, Lionardo?«

»Nej, det er altfor tarveligt og desuden umuligt. Men De kan maaske bo hos min Broder, Skolelæreren, han har læst me­

get, kan hente, hvad De vil have fra Ti­

voli og har en dygtig Kone.«

Fra dette Øjeblik talte vi næsten ikke om Andet end det paatænkte Ophold i Sai acinesco, og skøndt de tvivlede om, at det virkelig var min Plan, satte det deres Indbildningskraft i Bevægelse, paa samme Tid som jeg var glad ved de man- Indblik, jeg fik i den mig ukendte bile By.

Tiden gik og Billedet nærmede sig sin Ende. En Dag kom Syndakus, der havde hørt, at jeg vilde til Saracinesco, forat spørge, om jeg vilde bo hos ham. Jeg svarede, at jeg troede at have Logi; han anbefalede saa sit Hus, om nogle af mine Venner vilde komme, og efterladende et

Anbefalingskort for sin Butik gik han med et Paa Gensyn og nogle italienske Komplimenter.

Leonardo og Lovisa havde været hos mig i tre Uger og tre Uger til, Somren var halvvejs kommen, Billedet var fær­

digt, og de skulde tilbage til Bjergene.

Jeg havde endnu noget Arbejde, der tvang mig til at blive i Rom. Vi skiltes ad, efter- at jeg havde bedt Lionardo skaffe mig Logi fra første Juli og træffe mig den Dag med to Muldyr ved Postvognen i Vico- varo.

Lovisa tog igen Kronen paa sit Hoved og skred over Roms Kampagne stoltere end nogensinde: i Kronen laa hendes sto­

re, smukke og friske Barn, og ved Siden af var der stukket de tredsindtyve Lirer, som den lille Familie havde fortjent i Foraarets Løb. Bag hende gik Lionardo, og jeg er v>s Paa> at skøndt de havde otte Mil at tilbagelægge, har Samtalen stedse drejet sig om to Ting, den Opsigt, Bar­

nets Størrelse vilde gøre, og de sex Grise, de vilde købe, naar de kom op til deres Bjergby,-om ogsaa Lionardo har maat- tet høre et lille Ord om Korallerne i Li- vorno.

bejde om Morgenen, sove om Dagen og leve med mine Yenner i de lune Nætter.

Det var blevet Sommer i Rom.* * *

Alle Kirkeklokker ringede oppe i Vico- varo, da Vognen holdt og jeg sprang ud.

Mit Rejsegods bleV blot kastet paa den brede Landevej, og Vognen rullede vi­

dere. Der var intet Menneske at se no­

getsteds og heller ingen Lionardo. Bjerg­

luften var saa frisk i Sammenligning med Temperaturen i Rom,Vicovaro med sin Klokkeklang og middelalderlige Karak­

ter, de brede frodige Vinhaver og Fugle­

kvidderen, alt forøgede den festlige Søn­

dagsstemning. Under mig styrtede Anio rask fremad, den dannede skønne Vand­

fald, og op over Floden hævede Bjergli­

nierne sig, og som en Ørnerede kronede Saracinesco den allerøverste Klippetin­

de. Der saas hverken Træ eller Busk, skøndt det Hele tegnede sig skarpt mod den lyse Morgenhimmel. - Der skulde jeg altsaa op forat tilbringe en hel Som­

mer! —

Men Lionardo, hvor blev han af? - Jeg satte mig taalmodig paa Vejkanten for-

at vente, jeg kunde jo ikke godt forlade min Bagage. Jeg fulgte med Øjnene de forskellige Bjergstier, som snoede sig op mod Saracinesco, og jeg blev virkelig et højrødt lille Punkt vaer, som syntes at bevæge sig ned mod mig, - skulde det være hans røde Vest? - jeg saa, hvor let det gled ned ad alle Bjergstierne, ja, jeg syntes at kunne se Muldyrene,___der var ingen Tvivl mere, jeg rejste mig og løb ham imøde.

»Lionardo, Goddag, men hvor Du er svedt, og Du er bedrøvet Lionardo.«

»Lad os ikke tale derom Herre, vær velkommen. Lovisa længes ogsaa efter Dem, lad os faa det Gods og-«

»Men hvad er der ivejen, Du maa sige mig det Lionardo.«

»Oliva er syg, Herre, og Lovisa er saa fortvivlet. Jeg er bange, hun dør, inden vi naa tilbage. Jeg vilde have sendt min Broder efter Dem, men Lovisa sagde, at jeg maatte gaa selv, da vi havde lovet det.

Hun kan slet ikke tage sig af den Syge, men Signor Ettore hjælper os saa trolig.«

»Signor Ettore, men er han i Saraci­

nesco?«

»Ja, baade han og Fru Cecilia bo hos

Syndakus, for han skal styrkes af Bjerg- luften. Han har taget sig af Oliva, da han er noget lægekyndig og der ingen Læge er; men nu blot Foden i Stigbøjlen oo saa afsted.«

Hvor var Alt bugnende og pragtfuldt rundt om os, og dog havde det nu faaet et vemodigt Præg Altsammen, og det var

01 mig som sang de mere og mere svagt- lydende Kirkeklokker en Gravsang over den skønne, friske Natur. Lionardo gik ved Tømmen. Han fortalte mig, hvorle­

des en slem Halssygdom havde huseret i Saracmesco og havde dræbt mange Børn hvorledes Oliva havde holdt sig tappert til for nogle Dage siden, - det var, som om Sygdommen skulde forlade Stedet

og saa var dog ogsaa hun blevet syg og det meget heftigt. Ettore havde v i ret utrættelig til at hjælpe, og i de sidste to Nætter havde baade han og Lovisa vaaget.

Vejen gik stærkt opad, og vi nærmede os mere og mere Saracinesco.Vi kom ind i dets snevre Gader, hvor Hus var klinet ved Hus, øverst oppe var Ruinerne afen Fæstning. Folk stod overalt udenfor Hu­

sene og saa paa os, Børnene bad om Ba-

jokker, og Alle hilste med Haanden paa den for Italienerne egne Maade. Alt bar Præg af den største Nøjsomhed, og Arki­

tektur var der intet Spor af. Da vi pas­

serede Syndakus’ Hus, var der Selskab, nogle Karabinierere vare komne derop fra Vicovaro. Vi kom op paa det maleri­

ske lille Torv, Lionardos Hus laa for En­

den deraf, noget isoleret paa en høj Klip­

pe. Det var Middag, Messen var lige sun­

get, vi nærmede os lydløst og steg sagte op ad den i Klippen uregelmæssigt hug­

gede Trappe. Døren stod paa Klem, vi kiggede ind. I Stuen varder kun en umaa- delig stor Ægteseng og et Par gamle Stole.

Lyset faldt sparsomt ind gennem Døren, noget Vindue var der ikke. Lovisa laa ovenpaa Sengen med Oliva i Favnen, den uregelmæssige, noget stærke Snorken sagde os, al hun sov, og med den blan­

dede sig den svage sukkende Lyd fra det syge Barns Strube. Ved Siden af Sen­

gen sad Fru Cecilia, hun var vendt noget bort, og det lod til, at ogsaa hun blun­

dede. Vi stod stille og saa derpaa, jeg greb Lionardos Haand.

»Du er kold Lionardo, har Du Feber?«

hviskede jeg.

»Væk hende ikke,« hviskede Fru Ce­

cilia, idet hun rejste sig, »hun har ende­

lig faaet nogen Hvile. Ettore siger, at det er aldeles nødvendigt for hende, - han selv er ogsaa gaaet hjem til Syndakus for­

at sove lidt.«

»Og Oliva?« hviskede Lionardo.

Lovisa for op, hun gned sine Øjne sprang ned af Sengen og styrtede hen til os:

»Her ser Du hele vor Herlighed Herre misund os den ikke, — Oliva maa dø,—

jeg har set det paa hende,- jeg ved det, hun kan ikke leve, hvis Du ikke haj­

en Amulet fra Dit Land, som kan frelse hende.«

»Det har jeg ikke. Men maa hun dø, Lovisa, saa er det vistnok ogsaa godt at have Venner hinsides Graven. Vær nu blot selv rolig og fornuftig.«

»Jeg er ganske rolig Herre, og jeg skal sige Dig, hvorledes det vil blive. Hun maa dø om ikke idag saa dog imor- gen, derfor vil jeg ikke, at hun maa faa mere Medicin. I to Dage vil jeg græde og sørge forfærdeligt, men saa kan jeg igen arbejde. Ak, hvem skulde have tænkt Alt dette, da vi skiltes ad‘?«

Jeg blev hos dem. Lovisa gik omkring ogforetog sig Intet, engang imellem stand­

sede hun og saa paa Oliva. Barnet havde stærk Feber, var meget svagt og kunde vanskeligt trække sit Vejr. Lionardo sad gerne stille støttet til Sengen, undertiden græd han. Vi tilbragte flere Timer sam­

men, da fik Barnet et Anfald af værre Art end før, og vi troede, at det var Dø­

den. Jeg styrtede afsted efter Signor Et- tore. Da jeg kom ned til Syndakus vare Alle udenfor Døren i en stor Kreds lige begyndt med at lege. Jeg kunde ikke slip­

pe forbi. Frøknerne var i stort Toilette med Boser paa Haaret, man legede Pan­

teleg, og Signora Lætitia gik rundt og spurgte hver Enkelt: »Hvis jeg var en rød Hane, der fløj op paa Deres Seng og vækkede Dem ved at gale, hvad vilde De saa gøre ved mig?« Hver, hun kom til, sagde N oget, Karabiniererne hviskede de­

res Svar, og de var vist drøje, ialfald holdt hun Hænderne for Ansigtet oglo, som de Alle gjorde.-Til sidst kom jeg dog ind til Signor Ettore, og vi fulgtes ad til den Syge. Det var meget slemt med Oliva og vi blev alle hos hende. Fru Cecilia søgte stadig at trøste Lovisa, denne var snart

meget venlig mod hende, snart stødte 21 hun hende bort fra sig med Albuen. - Alt som Dagen led aftog Olivas Kræfter, hun havde været umaadelig bleg, men nu fik hun lidt mere Farve, Blikket blev mere udtryksfuldt, men Benene mere og mere kolde. Det var klart, at hun maatte dø. Alle Kvinderne fra Nabolaget sam­

lede sig om os. Det blev Nat og Lyset blev tændt, da saa Oliva endnu engang rolig rundt paa Alle, vinkede med Haanden og var død.

Kvinderne tog det lille Lig, vadskede det og iførte det dets hedste Klæder. Lio- nardo sad støttet paa Sengen og græd sagte. Lovisa styrtede sig hylende over den tomme Vugge, og hendes Klagesang gik som skærende Knive gennem den stille Sommernat.

»Oliven, Du skønne Frugt, Du, som jeg elskede, Du, som hang saa frisk og tung paa Træet, og som nu er skilt derfra forat komme i den mørke Kælder, hvor­

fra Præsterne siger, Du skal opstaa som liflig Olje, hvis Lys skal skinne klart,- hvem ved,-jeg vilde have Dig, jeg vilde beholde Dig i dit Kød, der var saa fedt og saa skønt. Ingen var som Du, Ingen som

3

Du, naar Herskaberne saa paa Dig paa den spanske Trappe, jeg elskede Dig, for­

di Du var skøn. Jeg var din Moder. Oli­

va død, død ... død!*

Saaledes vedblev hun at hyle. Jeg fulgte Ettore og Hustru til deres Dør, endnu var der Lystighed hos Syndakus. Jeg gik til mit Logi, men kunde ikke sove. Lovisas Klagesang hvinede gennem Luften og naaede mine Øren, og jeg ventede kun det første Daggry forat gaa til Lionar- dos. Da jeg kom, havde Kvinderne klædt det lille Lig, det laa paa et Trug og var udpyntet med røde og blaa Baand. Et Lys brændte ved Barnets Hoved. Lovisa sad foroverbøjet, ganske stille; den gul­

og rødstribede mørkladne Sørgemantille indhyllede det Meste af den mægtige Skik­

kelse. Hun var meget forandret, meget ældre at se til, men hvor var hun et Bil­

lede paa en sørgende Moder. Præsten kom, han læste af Bibelen over den Lille.

En Kvinde tog Truget paa sit Hoved og bar det til den lille Kirkegaard.

Lovisa sørgede i to Dage, saa kom Lio- nardo til mig og sagde, at han vidste, at det var mig om at gøre at male saasnart som mulig efter hende, og at hun kunde

begge til Signor Ettore og Hustru, hvor de blev hjertelig modtagne, skøndt Syn- dakus’ Familie mente, at Saadanne nep- pe behøvede at gøre Visit.

Jeg begyndte paa to smaa Billeder efter Lovisa oppe i Lionardos Stue, vi arbej­

dede flittig, og Signor Ettore og Hustru kom ofte forat besøge os i vort lille Klip­

pekastel. De morede sig over Lovisas kvikke Svar og holdt hende ved deres Samtale fra at falde isøvn. De blev snart vore fortroligste Venner. Signor Ettore maatte endnu ikke male. Han spillede Mandolin, og det lykkedes ham efter- haanden at faa Lovisa til at komme frem med sine Sange. Hun var uudtømmelig, og de glædede hende dobbelt, nu hun havde Ledsagelse af Instrumentet. Den femogtyvende August var det Bartolo- mæusdag, og der skulde være stort Mar­

ked i Arsoli. Vi blev Alle meget glade, da Lovisa vilde have Ferie den Dag forat drage til Marked. Hun skulde købe La­

genlærred og lignende, vilde have Lio- nardo og sin Moder med sig, og de skulde tage afsted Klokken to om Morgenen.

Jeg bad om at maatte følge med, Noget,

jeg heller end gerne fik Lov til, og det blev saa bestemt, at jeg skulde vække dem, samt at baade Lionardo og jeg skul­

de have Muldyr, da han stadig havde no­

gen Feber.

»Ja,« sagde Lovisa, »saa siger jeg Far­

vel til min Sorg,—jeg vil nok længes efter hende engang imellem, naar jeg tænker paa, at hun var den smukkeste af dem alle her. - Naa, kom saa præcis Klokken to eller lidt før og kald paa os Herre!« * * * Det varden herligste Som mernat, Fuld- maanen skinnede, og alle Stjerner vare saa klare, da jeg kom ud paa det lille Torv.

Muldyrene stod fredeligt og spiste Majs, men der var flere end vore, for mange Andre agtede sig ogsaa til det store Mar­

ked i Arsoli.

Jeggik op og bankede paa Døren. »Naa, op Lionardo,« hørte jeg Lovisa sige. De kom op i en Fart, Lionardo hjalp mig at sadle Muldyrene, da var ogsaa Lovisa færdig med sin Pynt og kom ud i Maaue- skinnet. Hendes Dragt bestod mest af Hvidt, et højrødt Livstykke og brogede blanke Silkebaand. Hun lukkede Døren forsvarligt ilaas og steg ned. Maanen glit-

nardo kom op paa den ene Mule, jeg paa den anden, og Lovisa gik foran og førte min ved Tømmen nedad alle Bjergstier­

ne. Med Haanden fjernede hun hver lille Gren, der vilde slaa hende i Ansigtet, og hun satte sine Fødder forunderlig let mel­

lem alle de løse Klippestumper, hvorover vor Vej gik. - Da vi kom længere frem, sad Lovisas Moder paa den bare Mark og ventede paa os. Vi fortsatte et langt Stykke i Stilhed. - Lovisa begyndte at synge:

Naar min Elsker drager til Marked, Kendes han blandt alle Mænd, Han bærer Hatten saa stoltelig.

Hundrede Skudi koster Rosen, Hundrede Skudi Gelsominen,

Og dog vilde han dø førend at forlade mig;

Lilien Iliindredeoghalvtredsindstyve Skudi, Ogsaa jeg vilde dø førend at forlade ham.

Vi naaede ned til den store, romerske Landevej. Her var Livet begyndt, og Mar­

kedsgæsterne saas hist og her i smaa Ska­

rer. Jeg steg af Mulen og Lovisa kom op.

I to Maaneder havde jeg kun klattret paa Klipper, det var derfor en stor Nydelse igen at gaa paa flad Jord. Folk kom i

komne ind paa den Sidevej, der førte til Arsoli. Landskabet blev rigt og skønt langsmed Floden op i Dalen. Byen laa noget fremme, over den ragede Prinsens Slot højt ivejret og var festligt smykket med vajende Bannere. Olivenskove vex- lede med Majsmarker, Tomat- og Me­

lonhaver. Vi saa nogle Karabinierere for­

ude, og Lionardo gav Lovisa sin Kniv, da Kvinderne ikke blive undersøgte.

Lovisa aabnede den, bad mig række Haanden op til sig og maalte den le­

ende derover: den var mer end en halv Gang for lang. Hun lukkede den og gem­

te den i Barmen.-Vi kom ind i Byen, hilste paa adskillige af vore saracines- canske Venner, der var komne Dagen iforvejen, blev af med Mulerne og be­

stilte noget Godt at spise ved Middagstid.

Derpaa skulde vi ud at gøre Indkøb.

Overalt i de smalle Gader var der op- slaaet sinaa Boder med alskens Genstan­

de, og Lovisa og ogsaa jeg genkendte adskillige af Kræmmerne fra Campo di fiori i Kom, men hun styrede midt imel­

lem dem uden at ændse Andet end Plad­

sen, hvor Lærrederne solgtes. Selv det

larmende Musikkorps hørte hun ikke paa, og kun fik hun købt sig en stor Mængde Ferskner, som hun gik og spi­

ste af, alt mens vi nærmede os den stærkt solbeskinnede Plads. Lovisa og hendes Moder stilede lige ind mellem Sælgernes Rækker, Lionardo, der ikke maatte for­

køle sig, og jeg gik i Skyggen af nogle Træer. Lovisa talte med Folk, følte paa Lærrederne, svedte, spiste herskner, lo, skældte og glimrede i Solskinnet. Hun fandt et Stykke, der behagede, det blev tilmaalt, Lovisa maalteforen Sikkerheds Skyld Alnen, som var en simpel Kæp, skaaret af et Træ, med sin Arm. Den manglede efter hendes Mening Noget.

Hun kaldte de omstaaende Mænd til, hver maalte tre Spand med Haanden, ja, der manglede Noget. — Kræmmeren skældte voldsomt, som var det ham, der var forurettet, Lovisa spiste sig roligt en Fersken, lo til os og gik videre. Hun fandt sig et andet Stykke, hun talte og tingede med Sælgeren, hun gjorde sig saa god, hun kunde, tørrede Sveden af Panden med Forklædet, og hun saa triumferende ud, da Manden tilmaalte hende til tre Lagner. Hun var netop ifærd med at be-

w HE"

tale, da kom Sælgemutter til og erklæ­28 rede at ville have to Soldi mere for Alen.

Lovisa vilde ikke, Mutter trak Lærreds­

rullen til sig og satte sig determineret derpaa: nu kunde Lovisa sige, hvad hun vilde. Sælgeren saa slukøret ud, Lovisa benyttede Tiden til at spise et Par Fersk­

ner til, og da hun saa, at der ikke kunde kommeNoget ud afden Handel, slentrede hun videre. Det Hele var jo meget mor­

somt for hende, der havde saa stor Glæde af at handle. Tilsidst fik hun sig et Stykke og kom hen til os.

Jeg foreslog dem at gaa op og se Prin­

sens Villa og Vaabensamling, der var aaben i Dagens Anledning. Vi kom ind i det pragtfulde Parkanlæg med dets Vand­

fald, tusindaarige Ege og kølige Skygger.

Der var henrivende at være, og vi nød det Alt i Forening med endnu flere Fersk­

ner og Nødder. Derfra gik vi op i Vaa- bengalleriet, en smuk Samling af Vaa- ben, ligefra de ældste Tider til vore Dage. Det morede Bønderne at se al den­

ne Herlighed, men Lovisa morede sig næsten mest over at se paa de straalende Schweitzere med deres Hellebarder og vajende Fjedre. Vi kom imidlertid sent,

da der lukkedes Klokken tolv; jeg spurgte Schweitzeren om der blev aabnet igen:

ja to Timer senere. Imidlertid var vi ikke mange Skridt nede ad Trappen, da han raabte os an og sagde, at Prinsen tillod, at vi saa det Hele med det Samme. Øverst paa Trappen stod Prinsen selv; han førte mine lærredsbelæssede Bønder og mig ind til Prinsessen, der sad og underviste to smaa Prinsesser i Musik. Schweitze­

ren fulgte os strunk og stiv lige i Hæle­

ne. Avdientsen hos Prinsessen var kort, derpaa gik de andre ud i Vaabengalle- riet, medens Prinsen viste mig forskel­

lige Sale og Sjældenheder. - Da vi igen kom tilbage til Galleriet, var der fuldt af Folk, der skulde have Avdients hos Prin­

sen. Alle sprang op, da han viste sig, kun vare mine Bønder noget sendrægtige.

Han gik hen til dem, spurgte dem til de­

res Majs og deres Druer, og efter et Par venlige Ord fik vi Afsked. Da vi vare komne udenfor, spurgte jeg Lovisa:»Naa, hvad talte Du saa med Prinsessen om?«

»Jeg talte sletikke med Prinsessen, for det turde jeg ikke.«

»Jo vist, jeg saa jo, at Du talte med hende.«

»Nej, men jeg spurgte ham der stod bagved mig med Fjedrene, om hun var Moder til begge de smaa Børn, for jeg syntes, at hun var noget gammel. Men han sagde Ingenting, saa sagde Prinses­

sen ja, og at hun havde fem. Saa spurgte jeg igen ham med Fjedrene, om de begge vare komne i een Fødsel, men heller ikke dengang sagde han Noget, og saa lo hun og sagde Nej.«

Da vi kom tilbage til Værtshuset, var der ordnet for os i et rummeligt Værelse.

Vi satte os tilbords og vare glade over vore Indkøb og hvad vi havde set, og Stemningen steg efterhaanden som vi fik mere at spise og drikke. - Da kom ogsaa Signor Ettore og Hustru. De havde villet overraske os og fik snart en Plads midt iblandt os. Lovisa var en flink Værtinde, tog vor Skinke med Figen og bød dem.

Signor Ettore sagde en Kompliment til hendes skønne Hænder, hvortil hun sva­

rede, at hun godt vidste, at de var smukke, for det sagde alle Signorerne inde i Rom, men hvad der var smukt ved dem, vidste hun ikke, hvorpaa hun fortalte Fru Ce­

cilia om sine Indkøb.

Jeg saa, at Lovisas Moder havde præg-

m—m

tige Koraller, og foreslog, at de skulde bytte.

Moderen vilde ikke. Da tog Lovisa og løste dem af hendes Hals og hængte det glødende Smykke om sin. Moderen tog mod Lovisas, og vi lo Alle. Vi hørte Mu­

sik nede paa Gaden.

»Hører Du, hvor de spille Lovisa?«

sagde Fru Cecilia.

»Ja, og det er Tarantellen. Naar jeg hører den, maa jeg danse - selv om jeg ikke vil, saa maa jeg lystre mine Fødder.«

Hun havde rejst sig fra Bordet, hævede Armene, og begyndte at hvirvle sig rundt;

vi klappede Alle i Hænderne og raabte Bravo, og Jubelen blev stærkere ved hver ny Bevægelse hun gjorde.

»SeatskaffeosnogleTamburiner, Lio- nardo,« raabte hun, »og Du Herre, hjælp mig med at flytte Borde og Stole.«

Vi tog alle fat, og der blev hurtig gjort en stor Plads fri. Da kom Lionardo med toTamburiner, som han gav Lovisas Mo­

der og Signor Ettore, der ikke maa tte overanstrenge sig og derfor ikke danse­

de. Nu gik Tarantellen lystigt. Lionardo dansede mod Fru Cecilia, og Ritornel­

lerne lød vexelvis.

Lionardo sang:

Solen skinner venlig,

Smaablomsten søger at hæve sig mod den.

Svides dog let i dens Guldhaar.

Fru Cecilia svarede:

Solen ler til hvert duftende Blomster.

Glædes over hvert eneste Bæger, Elsker hver blaa eller rød lille Farve.

De bevægede sig i hastigere og hasti­

gere Kredse. Den lille Lionardo hvirv­

lede sig rundt om Fru Cecilia, og det var beundringsværdigt at se hans Kraft og Elasticitet. Lovisa dansede frem mod mig. Jeg sang:

Korallerne hænge to Gange om Halsen, Laane deres Purpur af din Blufærdighed.

Vogt Dig vel at ej de skal blegne.

Lovisa svarede:

Korallernes Gærde er min Stolthed.

Havde jeg dem end ti Gange større.

Jeg skulde bevare det rødeste Røde.

Vi drejede os rundt om hinanden, da dansede Lovisa hen for Lionardo. Hun rev Tamburinen af Moderens Hænder, svang den højt over sit Hoved, slog gen­

tagende af al Magt der paa, glødede i

de pragtfuldeste Farver og saa uendelig mildt paa sin Husbond.

Denne sang:

Du er paa mit Tag den bedste Tagsten, I mit Hjem det daglige Bi-ød,

I Kirken er Du Højaltret.

Lovisa svarede:

1 det fjerne hører jeg Fløjtetoner, Og siger strax til min Veninde:

Se den Tosse som kommer fra Toskana.

Lionardo sang:

Hvem kan vel mene Kærlighed ej købes ? Jeg har betalt ti Skudi for Vncen, Og Du danser fra mig hen til en Anden.

Lovisa svarede:

Tidsel frøet danser for Vinden, Hvirvler sig ind mellem Roser, Fæster dog Rod i ringe Jordbund.

Nu dansede Lovisa ene, som en Bak- kantinde glødede hun, Haaret havde løst sig,Bevægelserne blev vildere og vildere, og Spøg og Latter malede sigi hvert Træk.

Hun blev dog omsider træt, Takten blev igen langsom, og Lionardo dansede atter frem mod Fru Cecilia. Lo visa vilde endnu ikke give sig, hun dansede hen mod mig,

og mens de Andre sang deres Ritorneller, sagde hun til mig:

»Dans kun lystig med mig Herre. Til Mikkelsfesten danser jeg neppe, - men jeg vil senere faa et Barn. Bliver det igen en Datter, vil jeg kalde hende Cecilia.«

Og Dansen fortsattes.