UNDERSØGELSENS DESIGN: MULIGHEDER OG BEGRÆNSNINGER

Dataindsamlingen har været tilrettelagt med henblik på deskriptive kort-lægninger af, hvordan unge-anbringelser reguleres retsligt og organisato-risk i de nordiske lande. Dette ’helikopterperspektiv’ på børneværnet sætter naturligvis nogle begrænsninger i forhold til, hvor langt og i hvilke retninger rapportens analyser kan trækkes. Samtidig åbner ambitionen om at skabe overblik over en række varierende landesystemer op for nogle interessante komparative analysemuligheder.

Hvis vi ser på begrænsningerne i det valgte design, bør det først og fremmest nævnes, at selve fremstillingsmåden risikerer at skabe et noget statisk billede af forholdene i de enkelte lande. Anbringelse af børn og unge uden for hjemmet udgør et dynamisk og foranderligt felt, som er vanskeligt at yde retfærdighed gennem en relativt kortfattet beskrivelse af det eksisterende lovgrundlag, organiseringen af tiltag og udbuddet af institutionstyper. Børn og unge bevæger sig ind og ud af disse – og andre – foranstaltninger i varierende tempi. Grænsen mellem ’institutionsan-bringelse’ og ’famileplejean’institutionsan-bringelse’ kan i mange tilfælde være svær at få øje på. Og hele feltet undergår konstante ændringer og forskydninger, som igen ændrer vilkårene for anbringelsesarbejdet – og for de anbragte børn og unges tilværelse.

På denne baggrund er det værd at understrege, at selvom præ-sentationen af de nationale anbringelseslandskaber i rapportens del II kan fremstå som fasttømrede ’systemer’, så er der i højere grad tale om øjebliksbilleder af en række foranderlige og komplekse processer. Vi gør

indledningskapitlet, herunder vores fokus på unge, på institutionsanbrin-gelser og på omfanget af anbragte per fast dato. De indbyggede be-grænsninger i disse valg er også blevet berørt, herunder at vi i mindre grad diskuterer alternativerne til institutionsanbringelse, og at vi kun i begrænset omfang kan sige noget om anbringelsernes varighed og stabili-tet. Men det bør også bemærkes, at ambitionen om at beskrive både lovgrundlaget, organiseringen og institutionsformerne i seks lande sætter nogle naturlige begrænsninger i forhold til at kunne bidrage med detalje-ret viden om landenes anbringelsespraksis. Rapporten fortæller således ikke meget om, hvordan lovgivningen omsættes i de enkelte lande, hvor-dan organiseringen af området udnyttes, eller hvorhvor-dan de tilgængelige institutionsformer anvendes. Hvad de beskrevne interventioner indebæ-rer af konkrete aktiviteter i de enkelte lande forbliver derfor i store træk et uberørt blad i denne sammenhæng, selvom de komparative kapitler i rapportens sidste del kan siges at lægge op til sådanne analyser.

Derudover skal det understreges, at undersøgelsens fokus på to særskilte typer informanter – forskere og embedsmænd – udelukker en række andre perspektiver og dermed også andre former for viden og indsigt, som kunne have været interessant at inddrage. Det gælder prakti-kere på anbringelsesområdet (som kun har fået stemme i det omfang, at de interviewede forskere og embedsmænd har erfaringer fra praksis), og det gælder i særlig grad synspunkter fra de unge, som har været igennem eller aktuelt befinder sig i et anbringelsesforløb. Muligheden for at få hørbare stemmer på de børn, unge og voksne, som befolker institutio-nerne i de nordiske lande, er et oplagt emne for fremtidig forskning, da disse perspektiver er underrepræsenteret i den eksisterende litteratur.

Endelig bør det præciseres, at denne rapport som helhed inde-holder få ’stemmer’, da vi har valgt ikke at henvise til undersøgelsens interviewpersoner eller at citere dem direkte. Dette valg skyldes ambitio-nen om at kortlægge og skabe overblik over de respektive landes anbrin-gelsessystemer. I netop en sådan sammenhæng har det vist sig uhen-sigtsmæssigt at tage enkeltpersoner til indtægt for bestemte synspunkter eller opfattelser af det pågældende institutionslandskab. Interviewmateri-alet har dannet et vigtigt fundament for vores forståelse af de enkelte anbringelsessystemer, men i teksten henviser vi primært til litteratur og lovstof.

Dette forhold betyder naturligvis ikke, at uenigheder – fx om meningen med at indføre bestemte typer foranstaltninger – ikke findes,

eller at de er uden betydning. Konkret er det oplagt, at personer i em-bedsværket ofte vil have et andet perspektiv på det anbringelsessystem, de er en aktiv del af, end forskere, der har det som en af deres fornemste opgaver at forholde sig kritisk til genstandsfeltet. Rapportens oversigts-prægede præsentationer samt ønsket om at blive i stand til at sammenlig-ne de nationale systemer betyder imidlertid, at disse forskelle nødvendig-vis må nedtones.

Med hensyn til mulighederne i det valgte undersøgelsesdesign, har vi allerede i kapitlets indledning nævnt de væsentligste elementer. Først og fremmest har rapporten til formål at skabe overblik over fænomenet institutionsanbringelse af unge i de nordiske lande. Under arbejdet med undersøgelsen er vi blevet forundrede over, hvor krævende denne opga-ve i sig selv er. Som hoopga-vedregel har det således vist sig, at der ikke findes fortegnelser over anbringelsessystemets bærende principper i forhold til retlig regulering og institutionel organisering. Tværtimod har det været nødvendigt at sammenstykke et sådant overblik med anvendelse af en bred vifte af kilder og referencer. Det er således også vores håb, at lan-debeskrivelserne vil have selvstændig værdi som overskuelige og relativt kortfattede fremstillinger af de vigtigste træk ved de respektive nationale anbringelsessystemer.

Derudover har det været en central hensigt at skabe et direkte sammenligningsgrundlag mellem landene ved at benytte det samme for-mat i de deskriptive kortlægninger. Det vil sige, at de samme spørgsmål om anbringelsesområdets regulering og organisering besvares for hvert land. Samtlige landebeskrivelser indeholder følgende:

1. En skitsering af den historiske kontekst for børneværnets udformning.

2. En gennemgang af centrale statistiske data med særlig fokus på ungeanbringelser.

3. En beskrivelse af den overordnede ansvars- og kompetence-fordeling inden for børneværnet.

4. En fremhævelse af de væsentligste træk ved lovgrundlaget for anbringelser af børn og unge.

Ud over muligheden for at kunne sammenholde anbringelsessystemerne i de nordiske lande på en række centrale parametre, udgør den deskripti-ve kortlægning et afsæt for egentligt komparatideskripti-ve analyser af institutions-anbringelser som løsning på en fælles samfundsmæssig problemstilling.

Som anført er sådanne komparative analyser et vigtigt emne for fremtidig børneværnsforskning, men der tages også hul på denne omfattende op-gave i den foreliggende rapport. De komparative analyser findes i rap-portens del 3 og omfatter kortfattede diskussioner af de temaer, som i særlig grad er trådt frem som relevante under den fortløbende dataind-samling; en proces, som også har været øjenåbnende i forhold til at for-stå variationsgraden af de nordiske anbringelsessystemer. De temaer, som diskuteres komparativt, har med andre ord ikke været fastlagt på forhånd, men udspringer af arbejdet med at forstå de forskellige logikker eller rationaler, som kendetegner anbringelsesområdet i de enkelte lande.

En undtagelse findes i bilag 1, hvor offentlige tilbud til unge fra familier med alkoholproblemer kortlægges og diskuteres i et komparativt lys.

Denne problemstilling er vi i opdraget fra Nordisk Ministerråd blevet bedt om at forholde os særskilt til i undersøgelsen.

Endelig er det forhåbningen, at rapporten i kraft af sit oversigts-præg og de komparative snit også kan danne et inspirationsgrundlag for diskussioner om, hvilken rolle institutionsanbringelser af unge fremover skal spille i det samlede nordiske anbringelseslandskab. Som anført har institutionsanbringelser af socialt udsatte børn og unge lange historiske rødder, og trods al tale om af-institutionalisering tyder intet på en snarlig afsked med denne interventionsform, slet ikke i forhold til ungegruppen.

Som rapporten vil dokumentere, er diskussionen i dag næppe et spørgs-mål om institutioner eller ej, men snarere om, hvilke typer institutions-anbringelser der vil tegne fremtiden.

KAPITEL 3

ANBRINGELSER I TAL

I dette kapitel tegner vi et overordnet statistisk billede af, hvor mange børn og unge der er anbragt uden for hjemmet i de nordiske lande, og hvordan anbringelsesmønstret har udviklet sig gennem de seneste år.

Desuden præsenterer vi opgørelser over, hvor stor en andel de 13-17-årige udgør af den samlede population af anbragte børn og unge i de enkelte lande, samt fordelingen af unge på henholdsvis institutions-anbringelser og andre institutions-anbringelser.

Kun Sverige, Norge, Finland og Danmark indgår i de kompara-tive opgørelser, da det ikke har været muligt at indsamle det fornødne datagrundlag for beregningerne i Grønland og Island. De tilgængelige nøgletal for Grønland og Island præsenteres i selve teksten, men indgår ikke direkte i sammenligningerne. For alle landene gælder, at der findes mere udførlige oplysninger om anbringelsernes omfang i rapportens del 2, hvor de nationale børneværnssystemer gennemgås. Dette kapitel foku-serer således på den mest generelle del af den indsamlede anbringelses-statistik.

For at kunne gennemføre sammenligningerne har vi set os nød-saget til at udelade anbringelser af unge, som er fyldt 18 år (efterværn mv.). Udtrykket ’alle anbragte’ dækker således i dette kapitel over anbrag-te børn og unge i alderen 0-17 år. Desuden ser vi på udviklingen i an-bringelsesfrekvenser siden 2002. Det ville indlysende have været

interes-sant at inddrage en længere undersøgelsesperiode, men igen sætter data-grundlaget sine egne begrænsninger, da det ikke har været muligt at ind-samle sammenlignelige data fra før 2002. Dette har betydning for de udviklingstendenser, vi beskriver. Igen kan vi dog henvise til de enkelte landebeskrivelser i rapportens del 2, da det for flere af landene har været muligt at tegne et længere tidsforløb.

Som nævnt i metodekapitlet inddrager vi i sammenligningerne i dette kapitel alene opgørelser over anbragte per fast dato (fx 31.12.).

Desuden ser vi kun på andelen af anbragte (per 1.000 0-17-årige i befolk-ningen) og ikke på de faktiske anbringelsestal, som i stedet vil være at finde i landebeskrivelserne i rapportens del 2 (samt bilag 2). Valget af denne opgørelsesform betyder, at det er muligt at sammenligne andelen af anbragte mellem landene på et givent tidspunkt. Det medfører dog samtidig, at vi ikke kan sige noget om varigheden (hvor lang tid et barn eller en ung har været anbragt) eller om hyppigheden (hvor mange gange et barn eller en ung har været anbragt). For at nuancere det statistiske bille-de forsøger vi, hvor bille-det er muligt, at inddrage tal om båbille-de varighed og hyppighed, men ud fra det tilgængelige datagrundlag har det ikke været muligt at lave denne type sammenligninger mellem landene.