INSTITUTIONSANBRINGELSER OVER TID:

KONTINUITET OG FORANDRING²

Den første lov på børneområdet blev vedtaget i Norge i 1896, og flere af de øvrige nordiske lande fulgte hurtigt efter. Institutionsanbringelse af børn og unge har imidlertid en historie, som rækker længere tilbage i tiden. Allerede i midten af 1600-tallet påbegyndtes således ‘den store internering’ i Europa (Foucault, 1972: 60), hvor mennesker, som på for-skellig vis truede den offentlige orden, blev anbragt på anstalt.

Interne-2. Dette afsnit bygger overvejende på Egelund & Jakobsen (2009) samt Egelund & Jakobsen (2006).

ringen angik tiggere, drukkenbolte, skøger, sindslidende, vagabonder og alment fattige – men også børn, som typisk var forældreløse. Hensigten med disse tidlige anstalter, fattighuse og børnehuse var enten ren opbe-varing af samfundets uglesete eksistenser, eller også handlede det om hårdt og ofte farligt arbejde i institutionernes produktion.

Den moderne børneinstitution opstår i midten af 1800-tallet og bygger på ganske andre idéer (Foucault, 1975: 300). Den er båret af en tro på, at barnet kan forbedres ved pædagogisk påvirkning, og at miljø-skift rummer udviklingsmæssige potentialer. Denne pædagogiske idé om behandling rækker tilbage til 1700-tallets oplysningstid og begynder for alvor at få fodfæste i socialt arbejde med børn fra begyndelsen af forrige århundrede (Levin, 1998; Levin, Sunesson & Swärd, 1998). Tanken bag denne institutionstype har til stadighed været, at man kan tilbyde forsøm-te og normløse børn bedre udviklingsmuligheder ved at flytforsøm-te dem væk fra en opvækst i forældrenes hjem for i stedet at erstatte hjemmet med professionelle og miljømæssige indsatser. Alternativet til både de gamle anstalters udsigtsløse opbevaring og til det ‘farlige’ hjem blev således institutioner, der havde til hensigt at yde børnene opdragelse og socialise-ring til samfundsmæssigt anerkendte roller.

Et centralt element i denne proces, hvor statens generelle enga-gement i borgernes liv blev stærkt forøget, var udbredelsen af den alme-ne folkeskole (Dahl, 1978; Sandin, 1986). Da det blev alle børns opgave at gå i skole, trådte skoleegnethed nu frem som et afgørende vigtigt træk ved det ‘normale’ barn – samtidig med, at de ‘normale’ forældre blev dem, der formåede at socialisere deres børn til skoleparathed. Det frem-går af Dahls beretning om den første norske børneforsorgslovs op-komst, at en væsentlig begrundelse for at oprette nye opdragelsesanstal-ter var at aflaste den fremvoksende folkeskole for de fattigste og mest afvigende børn med henblik på at skabe en enhedsskole, som også fav-nede børn fra de bedrestillede familier (Dahl, 1978).

I dette lys kan institutionsanbringelse af børn og unge anskues som en intervention, der bevæger sig i spændingsfeltet mellem individuel hjælp og støtte på den ene og kollektiv eller samfundsmæssig kontrol på den an-den side (Donzelot, 1991). Med Dahls begreber er det tilsvarende

for-Nogle af de grundlæggende forestillinger om den moderne bør-neinstitution har vist sig livskraftige over tid, men institutionslandskabet har naturligvis også undergået store og væsentlige forandringer. Den tidlige tænkning om, hvordan børneanstalten skulle tage sig ud, lagde op til store og repressive institutioner, men inden for relativt kort tid opstod en forestilling om institutionen som en erstatning for det nære og det hjemlige. Det betød en orientering mod omsorg som det bærende ele-ment i det pædagogiske arbejde. I kølvandet på anden verdenskrig blev børneforsorgen desuden mere præget af en medicinsk og behandlings-orienteret tænkning (Donzelot, 1977; Parton, 1985). Et bærende element i denne udvikling var, at samarbejde med psykiatrisk og psykologisk sag-kundskab blev betragtet som nødvendigt, og at mindre enheder med behandling i centrum nu trådte frem som mere velegnede til at varetage terapeutiske interventioner end de ældre, større institutioner.

Perioden fra 1960’erne og frem har i hele den vestlige verden været præget af arbejdet med at af-institutionalisere en række forsorgsfel-ter. Netop på børne- og ungeområdet har denne udvikling dog ikke væ-ret ganske entydig. Sallnäs (2000) dokumenterer fx, at der nok skete en af-institutionaliering af den svenske børneforsorg, men at udviklingen vendte igen i 1980’erne og 1990’erne, hvor et stigende antal børn blev anbragt i en efterhånden varieret vifte af institutionslignende tilbud. I et nordisk og internationalt perspektiv har det seneste årti da også båret præg af modstridende tendenser. På den ene side kan der registreres en udvikling i retning af, at interventionsmønstret ændres fra traditionelle anbringelser til mere lokalt orienterede og ikke-institutionelle indsatser.

Et godt eksempel er multisystemisk terapi (MST), der er blevet populært på tværs af landegrænser som en måde, hvorpå man forsøger at behandle

’antisociale’ unge i lokalmiljøet i stedet for at anbringe dem på en institu-tion. På den anden side trives en tendens, som lægger vægt på behovet for stadigt mere indgribende foranstaltninger over for de unge, der udvi-ser kriminel eller anden stærkt normbrydende adfærd. Denne udvikling har rod i en nul-tolerance-politik over for unges afvigende adfærd, som ikke knytter sig særskilt til de nordiske lande, men genfindes på tværs af den vestlige verden (Goldson & Jamieson, 2002; Jepsen, 2006; Sarnecki, 2006; Such & Walker, 2005; Svensson, 1998).

På grundlag af denne kortfattede historiske ramme kan vi udlede to forhold, som er særligt relevante i denne sammenhæng. For det første kan vi pege på, at institutionsanbringelser udgør en velafprøvet

interven-tionsform, som er grundigt integreret i den nordiske tænkning og praksis på børne- og ungeområdet, og som aktuelt bevæger sig i flere forskellige retninger. Der findes i dag ikke noget samlet overblik over, hvilken rolle institutionsanbringelser spiller i Norden; dette kortlægningsarbejde er netop et væsentligt formål med den foreliggende rapport. For det andet må det fremhæves, at vi med de stadige forandringer på området har vanskeligt ved præcist at sige, hvad begrebet institutionsanbringelse i det hele taget dækker over, og hvor institutionens grænser så at sige går.

Denne problemstilling diskuteres i afsnittet nedenfor.