ANBRAGTE UNGE I NORDEN

I alle de nordiske lande udgør de unge en betydelig andel af samtlige anbragte. Ud af 10 anbringelser repræsenterer de 13-17-årige mellem fem og seks det vil sige, at mere end halvdelen af samtlige placerede er i

un-udgør 59 pct., og lavest i Norge, hvor de unge un-udgør 50 pct. af alle an-bragte.

Som udgangspunkt kan det ikke undre, at de unge med denne opgørelsesmetode (hvor vi ikke ser på varigheden af anbringelsen) udgør en relativt stor andel. På grund af de unges højere alder ’akkumuleres’

antallet af unge i anbringelsessystemet, både fordi sandsynligheden for at blive anbragt vokser med alderen (fx konstateres behovet for en anbrin-gelse måske først, når barnet eller den unge begynder at udvikle skole-problemer), og fordi den unge kan være været anbragt i en årrække på tidspunktet for opgørelsen.

For at få et billede af om der også er tale om, at flere unge end børn bliver anbragt uden for hjemmet, må vi igen vende os mod opgørel-ser over nyanbringelopgørel-ser. Disse opgørelopgørel-ser, som kun omfatter børn og unge, for hvem der er taget en ny anbringelsesbeslutning i et givent år, er tilgængelige i Danmark, Finland og Sverige for året 2006 (men ikke for præcis de samme aldersgrupper). For Danmarks vedkommende viser det sig, at de 12-17-årige udgjorde 70 pct. af alle nyanbringelser i aldersgrup-pen 0-17 år (Ankestyrelsen, 2008, tabel 2.4). I Finland tegnede de 12-15-årige sig for 42 pct. af alle nye anbragte blandt 0-15-12-15-årige (STAKES, 2007, tabel 2). Endelig kan vi i Sverige se, at de 13-17-årige i samme år udgjorde 58 pct. af alle nyanbringelser i gruppen af 0-17-årige (Socialsty-relsen, 2007a, tabel 5). Konklusionen er, at ungdomsårgangene i alle tre lande udgør en betydelig del også af nyanbringelserne, og særligt i Dan-mark synes nyanbringelser af unge at være et særdeles udbredt fænomen.

Ser vi på omfanget af anbragte unge på en fast dato i forhold til den samlede population af børn og unge, forstærkes billedet af anbrin-gelse som en foranstaltning, der i uforholdsmæssig høj grad involverer ungdomsårgangene (figur 3.3). I alle landene er andelen af unge, som er anbragt uden for hjemmet, således væsentlig højere end andelen af alle anbragte i forhold til den samlede børne- og ungebefolkning. Figur 3.3 viser samtidig, at forskellen mellem landene vokser, når vi kun medtager ungegruppen. Anbringelsesfrekvensen i de fire lande svinger således mellem ca. 11 per 1.000 13-17-årige i befolkningen for Sveriges ved-kommende og ca. 22 for Danmarks vedved-kommende. Det vil samtidig sige, at Sverige kun anbringer omkring halvt så mange unge som Danmark (jf.

bilag 2).

FIGUR 3.3

Andel anbragte unge per 1.000 13-17-årige i befolkningen i udvalgte nordiske lande. 2006. Opgjort per fast dato.

0 5 10 15 20 25

Danmark Finland Norge Sverige

Land

Andele per 1.000

Anbringelser (13-17 år)

Anm.: Opgørelserne er beregnet på anbringelsessted og ikke anbringelsesparagraf for hermed at få de mest sammenlignelige tal. Se beregningsgrundlag i bilag 2.

Kilde: Opgørelserne er baseret på data fra Ankestyrelsen (DK), Danmarks Statistik (DK), STAKES (FI), Statistisk sentralbyrå (NO) og Socialtjänsten (SE).

Vender vi blikket mod udviklingen i unges andel af alle anbragte i perioden 2002-2006 (figur 3.4), viser Finland en ganske markant stigende tendens (fra omkring 17 til 20 placeringer per 1.000 13-17-årige i befolkningen). I Norge og Sverige spores svagt stigende tal, mens Danmark som det ene-ste land viser et fald i perioden (fra omkring 24 til 21 placeringer per 1.000 unge). Det mønster, som viste sig for landenes samlede anbringel-sesstatistik (0-17-årige, jf. figur 3.2), afspejles således også i forhold til anbragte unge, og forskydningerne handler alene om, at samtlige lande anbringer en højere andel af de 13-17-årige uden for hjemmet.

FIGUR 3.4

Udviklingen i andelen af anbragte unge per 1.000 13-17-årige i befolk-ningen i udvalgte nordiske lande. 2006. Opgjort per fast dato.

0 5 10 15 20 25 30

2002 2003 2004 2005 2006

År

Andele per 1.000

Danmark Finland Norge Sverige

Anm.: Opgørelserne er beregnet på anbringelsessted og ikke anbringelsesparagraf for hermed at få de mest sammenlignelige tal. Se beregningsgrundlaget i bilag 2.

Kilde: Opgørelserne er baseret på data fra Ankestyrelsen (DK), Danmarks Statistik (DK), STAKES (FI), Statistisk sentralbyrå (NO), Socialtjänsten (SE) og Statistiska centralbyrån (SE).

VARIGHED OG STABILITET

Det ville være relevant at sammenligne en række andre statistiske forhold omkring landenes anbringelsespraksis, herunder som nævnt varigheden af anbringelserne, men også stabiliteten i forløbet (i hvilket omfang de unge oplever sammenbrud i anbringelsen) samt opgørelser angående forhold som køn og etnicitet. På grund af det manglende datagrundlag har dette ikke været muligt. Vi vil imidlertid kort berøre disse temaer med henblik på en nuancering af de ovenstående statistiske opgørelser.

Det sker med afsæt i de tal, der trods alt er tilgængelige for visse lande.

Spørgsmålet om anbringelsens varighed er vigtigt, ikke bare for de børn, unge og familier, som berøres af anbringelserne, men også for det billede, vi tegner af de nordiske anbringelseslandskaber. Beklageligvis er det kun for få lande muligt at finde opgørelser over anbringelsernes varighed. Af tal for eksempelvis Sverige kan vi dog se, at det gennemsnit-lige tidsrum, som et barn eller en ung er anbragt, er faldet i perioden 2002-2006. Den gennemsnitlige varighed af frivillige anbringelser (SoL)

var således 4,7 måned i 2002, mens den i 2006 var faldet til 4,1. For tvangsanbringelser (LVU) er anbringelsesvarigheden i samme periode faldet fra 18,2 til 17,7 måneder (Socialstyrelsen, 2003, tabel 16a; Social-styrelsen, 2007a, tabel 16a).

Mens udviklingen over tid kan være interessant at udforske iso-leret set, ville det naturligvis i undersøgelsens komparative lys være mere værdifuldt at se på variationer i gennemsnitlige anbringelsestider på tværs af landene. Det skyldes ikke mindst, at institutionsanbringelse efter alt at dømme anvendes temmelig forskelligt. I visse lande (fx Danmark) findes der således ’opvækstinstitutioner’, hvor barnet/den unge har sit hver-dagsliv i årevis, mens dette andre steder (fx i Sverige) er, om ikke utænke-ligt, så sjældent forekommende. Mens sådanne opgørelser ikke er mulige på det foreliggende grundlag, er komparative undersøgelser af varighed i anbringelser et oplagt emne for kommende nordisk børneværnsforsk-ning.

En relativ høj grad af ustabilitet i ungeanbringelser er et veldo-kumenteret fænomen i nordisk og international sammenhæng (Egelund m.fl., 2008; Backe-Hansen, 1982; Bonnier & Kälvesten, 1990). Både svenske og danske studier af sammenbrud i teenageanbringelser viser, at mellem en fjerdedel og en tredjedel af alle teenageanbringelser ender med sammenbrud (Egelund & Vitus, 2007; Vinnerljung m.fl., 2001). Af de danske opgørelser ses endvidere, at 43 pct. af alle ændringer af anbringel-sessted i 2006 var uplanlagte (Ankestyrelsen, 2008, tabel 3.5). Meget tyder på, at ustabile anbringelsesforløb er et udtalt fænomen i alle seks lande, men en direkte sammenligning mellem landene af henholdsvis stabilitet og sammenbrud i ungeanbringelserne er ikke muligt på bag-grund af undersøgelsens data.

Med hensyn til betydningen af køn i ungeanbringelser kan der ikke – ud fra de sparsomme, sammenlignelige tal – spores større variati-oner på tværs af landene. I Danmark er kønsfordelingen blandt de 12-17-årige anbragte omtrent lige med en svag overvægt (på 50,5 pct.) af drenge (Ankestyrelsen, 2008, tabel 2.5). I Sverige ligger overvægten blandt de nyanbragte unge (13-17-årige) hos pigerne, som udgør 52 pct. (Socialsty-relsen, 2007, tabel d). Der syntes dog ikke at være væsentlig kønsmæssig

en klar overhyppighed af drenge – et tema, som vil blive belyst i kapitel 13.

Hvad angår anbragte børn og unges etnicitet, har vi kun statisti-ske oplysninger fra Sverige. Tallene herfra viser, at i de tilfælde, hvor der findes oplysninger om begge forældre til barnet eller den unge, er der for 69 pct. af de anbragte tale om, at begge forældre er født i Sverige (Social-styrelsen, 2007a, tabel 10). En norsk undersøgelse finder, at børn og unge, som er førstegenerationsindvandrere, i 2004 havde dobbelt så stor sandsynlighed for at blive anbragt uden for hjemmet som indfødte nordmænd. Efterkommere af indvandrere havde imidlertid en lavere anbringelsesfrekvens end norske børn og unge (Allertsen & Kalve, 2006). Et tilsvarende billede ses i Danmark (år 2005), hvor 2,98 pct. af alle 13-17-årige indvandrere var anbragt uden for hjemmet mod 2,62 pct.

af alle danske unge og kun 1,95 pct. af alle efterkommere af indvandrere (Egelund m.fl., 2008, tabel 10.1).

Selvom det heller ikke i forhold til etnicitet er muligt at lave di-rekte sammenligninger mellem landene, så tegner der sig et fælles billede af, at unge med indvandrerbaggrund oftere bliver anbragt uden for hjemmet, mens unge efterkommere af indvandrere sjældnere bliver an-bragt. Billedet forstærkes, hvis vi ser på unge anbragt som følge af egne adfærdsvanskeligheder, hvor der syntes at være en klar overhyppighed af unge med indvandrerbaggrund. Dette tema belyses ligeledes i kapitel 13.

3.3. INSTITUTIONSANBRINGELSER AF UNGE I NORDEN