UDVIKLING I BRUGEN AF INSTITUTIONSANBRINGELSER

Under interviewene med forskere og embedsmænd blev det i flere af landene fremhævet, at der gennem de senere år har hersket en klar poli-tisk målsætning om at nedbringe antallet af institutionsanbragte samlet set. Særligt i Norge og Sverige, hvor informanterne fortalte om klare udmeldinger om, at ingen små børn skal anbringes på institution, men også i Danmark og Island bemærkede informanterne ønsket om af-institutionalisering som en central tendens på store dele af feltet. Institu-tionsanbringelse betragtes i stigende grad som en ’sidste udvej’, når alle andre anbringelsesmuligheder er udtømte.

Ser vi på figur 3.6 over udviklingen siden 2002, viser tallene imidlertid, at det kun for Danmarks vedkommende gælder, at andelen af institutionsanbragte unge er blevet nedbragt i perioden. I Norge og Sve-rige er andelen af disse placeringer næsten konstant, mens den i Finland faktisk er vokset i perioden (fra omkring 9 til 11 per 1.000 unge i befolk-ningen).

Det er dog værd at notere, at udviklingen i landene er foregået med forskellige udgangspunkter. I Danmark var der i 2002 næsten 15 ud af 1.000 unge i befolkningen, der var anbragt på en form for institution, mens det i Sverige var under fire. Faldet i de danske andele af instituti-onsanbragte er med andre ord sket fra et anbringelsesniveau, som kom-parativt set er højt; og Danmark er, trods det seneste fald, fortsat det land, som anbringer den største andel af de unge på en form for institu-tion. Den markante stigning i Finland afspejler formentlig det forhold, at den generelle anbringelsesfrekvens vokser. Samtidig bør det bemærkes, at der ifølge de finske informanter heller ikke hersker den form for skep-sis over for værdien af institutionsanbringelser, som kan registreres i flere andre lande. For Norge og Sveriges vedkommende er det konstante niveau, som institutionsanbringelserne befinder sig på, overraskende i lyset af den stærke retorik om behovet for af-institutionalisering. Det skal dog bemærkes, at den andel af de unge, som anbringes på institution i både Norge og Sverige, i udgangspunktet er væsentlig lavere end i

Dan-TABEL 3.6

Udviklingen i andelen af anbragte unge under institutionelle former¹ per 1.000 13-17-årige i befolkningen i udvalgte nordiske lande. 2002-2006. Opgjort per fast dato.

0 2 4 6 8 10 12 14 16

2002 2003 2004 2005 2006

År

Andele per 1.000

Danmark Finland Norge Sverige

1.DK = døgninstitution, socialpædagogisk kollektiv/opholdssted, kostskole el. lign., kommunalt døgntilbud og skibsprojekt mv., FI= familiegruppehjem, børnehjem, mødrehjem, familiebe-handlingshjem, ungdomshjem, specialbørnehjem, kommunale børnehjem, NO = barneverns-institusjon, rusmiddelbarneverns-institusjon, bu-/arbeidskollektiv, psykiatrisk behandling i barneverns-institusjon, SE

= barn och ungdomshem, hem för vård eller boende, hem for särskild tillsyn.

Anm.: Opgørelserne er beregnet på anbringelsessted og ikke anbringelsesparagraf for hermed at få de mest sammenlignelige tal. Se beregningsgrundlaget i bilag 2.

Kilde: Opgørelsen er baseret på data fra Ankestyrelsen (DK), Danmarks Statistik (DK), STAKES (FI), Statistisk sentralbyrå (NO), Socialtjänsten (SE) og Statistiska centralbyrån (SE).

Hvis vi ser på udviklingen i andelen af anbragte unge under ikke-institutionelle former (figur 3.7), tegner der sig et både mere ensartet og uforanderligt billede. Der er omtrent en lige stor andel anbragte unge i denne kategori i de fire lande (omkring 8 per 1.000 i befolkningen), og det har ikke ændret sig væsentligt i de senere år. I Norge ses en mindre stigning i perioden, mens Danmark viser et svagt fald, men intet peger i retning af, at landene er begyndt at anbringe en væsentlig større (eller mindre) andel af unge under ikke-institutionelle former.

FIGUR 3.7

Udviklingen i andelen af anbragte unge under ikke-institutionelle¹ former per 1.000 13-17-årige i befolkningen i udvalgte nordiske lan-de.2002-2006 Opgjort per fast dato.

0 2 4 6 8 10 12 14 16

2002 2003 2004 2005 2006

År

Andele per 1.000

Danmark Finland Norge Sverige

1. DK =Familiepleje og eget værelse/hybel, FI = Slægtspleje, familiepleje, eget hjem og hybel, NO = beredskapsheim, fosterheim, forsterka fosterheim, SE = Familiehem, Eget hem.

Anm.: Opgørelserne er beregnet på anbringelsessted og ikke anbringelsesparagraf for hermed at få de mest sammenlignelige tal. Se beregningsgrundlaget i bilag 2.

Kilde: Opgørelsen er baseret på data fra Ankestyrelsen (DK), Danmarks Statistik (DK), STAKES (FI), Statistisk sentralbyrå (NO), Socialtjänsten (SE) og Statistiska centralbyrån (SE).

3.5. AFRUNDING

Anbringelse af unge er et udbredt fænomen på tværs af de nordiske lan-de, om end der kan spores væsentlige forskelle i anbringelsesfrekvenser-ne. Ser vi på den samlede population af anbragte børn og unge, har Danmark og Finland en noget større andel anbragte end både Norge og Sverige. Mønstret er det samme, men endnu tydeligere, når vi ser særskilt på de 13-17-årige. Af de fire lande har Danmark den højeste

anbringel-te (0-17 år), og samtlige sanbringel-teder udgør anbringelse af de 13-17-årige mere end halvdelen af alle anbragte.

Hvis vi ser på, hvilke anbringelsesforanstaltninger som priorite-res i de enkelte lande, træder der nogle bemærkelsesværdige forskelle frem. Mens Danmark og Finland placerer mere end 60 pct. af de unge på en form for institution, gælder dette kun for 31 pct. i Norge og 26 pct. i Sverige. Det ser med andre ord ud til, at institutionsanbringelse som interventionsform spiller en meget varierende rolle i de nordiske lande.

Udviklingen i perioden 2002-2006 har været forholdsvis stabil og uden større udsving, både hvad angår andelen af unge, som er anbragt, og andelen af anbragte i hele børne- og ungegruppen. I Finland ses en tendens til, at både andelen af anbragte børn og unge generelt og andelen af anbragte unge specifikt er stigende. Danmark viser omvendt en svag tendens til, at anbringelsesfrekvensen for begge grupper er dalende. Ud-viklingen i Norge og Sverige er præget af stabile anbringelsesandele for både de unge og for gruppen af anbragte børn og unge som helhed, om end der over et lidt længere tidsforløb kan ses en klar stigende tendens i Sverige. Bortset fra Danmark, hvor der kan dokumenteres et mindre fald i perioden 2002-2006, er andelen af institutionsanbragte ikke på retur i de nordiske lande. I Finland stiger omfanget af institutionsanbragte endda, både relativt (i forhold til andre anbringelsesformer) og totalt (det samle-de antal anbragte).

DEL 2: NORDISKE

ANBRINGELSESSYSTEMER

KAPITEL 4

DANMARK

I dette kapitel redegør vi for nogle af grundprincipperne i det danske anbringelsessystem. Først placeres det sociale børneværn kort i en histo-risk kontekst. Derefter præsenteres en række nøgletal fra anbringelses-området. I de to følgende afsnit gennemgår vi dels den overordnede ansvarsfordeling, dels lovgrundlaget i forbindelse med anbringelse af børn og unge. Herefter tegner vi konturerne af institutionslandskabet med fokus på ungeanbringelser, og afslutningsvis diskuterer vi nogle aktuelle tendenser inden for det danske anbringelsessystem, som frem-står særligt interessante i et komparativt nordisk perspektiv.