ANBRAGTE BØRN OG UNGE I NORDEN

Andelen af børn og unge, som anbringes uden for hjemmet, varierer betragteligt mellem de nordiske lande. Anbringelsesfrekvensen i Dan-mark, Finland, Norge og Sverige svinger således mellem ca. 6 og 11 børn og unge per 1.000 0-17-årige i befolkningen (figur 3.1). Danmark er det land, som anbringer forholdsmæssigt flest børn og unge, mens Sverige anbringer færrest. For hver gang man i Danmark anbringer 10 børn og unge uden for hjemmet, anbringer man i Sverige kun omkring seks. Fin-land ligger tæt på de danske tal med en anbringelsesfrekvens på knap 10 anbragte børn og unge ud af 1.000 (det vil sige ca. 1 pct.). Norge er nær-mere de svenske tal med lige under 8 anbragte per 1.000 0-17-årige.

FIGUR 3.1

Andel anbragte børn og unge per 1.000 0-17-årige i befolkningen i udvalgte nordiske lande. Opgjort per fast dato. 2006.

0 2 4 6 8 10 12

Danmark Finland Norge Sverige

Land

Andele per 1.000

Alle anbringelser (0-17 år)

Anm.: Opgørelserne er beregnet på anbringelsessted og ikke anbringelsesparagraf for hermed at få de mest sammenlignelige tal. Se beregningsgrundlag i bilag 2.

Kilde: Opgørelserne er baseret på data fra Ankestyrelsen (DK), Danmarks Statistik (DK), STAKES (FI), Statistisk sentralbyrå (NO), Socialtjänesten (SE) og Statistiska centralbyrån (SE).

Det er vigtigt at holde sig for øje, at vi her sammenligner på baggrund af de nationale lovgivninger på det sociale børneværnsområde, og at disse lovgivninger til dels dækker forskellige målgrupper. Eksempelvis inklude-rer de danske anbringelsestal børn og unge med handicap, mens disse børn og unge i udgangspunktet ikke indgår i opgørelserne fra de øvrige lande. Børn og unge med handicap inkluderes imidlertid i alle landes opgørelser, hvis de samtidig med handicappet figurerer under den sociale børneværnslovgivning. Undersøgelser fra flere lande viser desuden, at der er et ganske stort overlap mellem gruppen af børn og unge med han-dicap/kronisk sygdom og gruppen af børn og unge med sociale proble-mer (Ottosen & Christensen, 2008; Clausen & Kristofersen, 2008).

Bergstedt (2005) vurderer endvidere, at selv om det var muligt at korrige-re for børn og unge med handicap, så ville de danske anbringelsestal fortsat være en del højere end i de andre nordiske lande, og at en sådan korrektion ikke kan forklare hele forskellen mellem landene. Endelig

vurderer interviewpersoner fra Finland, Norge og Sverige, at børn og unge med psykiatriske diagnoser i praksis ofte også falder under lovgiv-ningen om det sociale børneværn. Selvom de nordiske lovgivninger såle-des opererer med delvist divergerende målgrupper, er det vores vurde-ring, at man med rimelighed kan tale om, at de nationale opgørelser be-skæftiger sig med sammenlignelige grupper af børn og unge.

Der er heller ikke noget i vores undersøgelse som antyder, at danske børn og unge skulle være mere udsatte end fx de svenske børn og unge, hverken med afsæt i litteraturen eller de gennemførte interview.

Den relativt store spredning mellem landenes anbringelsesfrekvenser tyder derfor nærmere på, at foranstaltningen anvendes forskelligt i de nordiske lande, det vil sige, at der hersker forskellige kulturelle opfattel-ser af, hvor tærskelen for en anbringelse ligger.

Hvis vi betragter udviklingen i anbringelsesfrekvensen fra 2002 til 2006 (figur 3.2), tegner der sig overordnet set et stabilt mønster uden de store udsving. Dog viser udviklingen i Finland en svagt stigende ten-dens, mens der i Danmark omvendt har været et lille fald i andelen af anbragte. De to lande har således nærmet sig hinanden i perioden, så de i 2006 har omtrent den samme andel børn og unge anbragt uden for hjemmet. Der er således intet i disse opgørelser, som tyder på, at det nordiske anbringelseslandskab har ændret sig markant siden 2002 med hensyn til, hvor store andele af børne- og ungebefolkningen der anbrin-ges uden for hjemmet. Forskellene mellem landene er stort set uforand-rede i perioden, hvor Sverige og Norge har forholdsmæssigt færre an-bragte børn og unge, mens Danmark og Finland har relativt flere.

FIGUR 3.2

Udviklingen i andelen af anbragte børn og unge per 1.000 0-17-årige i befolkningen i udvalgte nordiske lande. 2002-2006. Opgjort per fast dato.

2002 2003 2004 2005 2006

År

Andele per 1.000

Danmark Finland Norge Sverige

Anm.: Opgørelserne er beregnet på anbringelsessted og ikke anbringelsesparagraf for hermed at få de mest sammenlignelige tal. Se beregningsgrundlag i bilag 2.

Kilde: Opgørelserne er baseret på data fra Ankestyrelsen (DK), Danmarks Statistik (DK), STAKES (FI), Statistisk sentrabyrå (NO) og Socialtjänsten (SE) og Statistiska centralbyrån (SE).

Hvis vi kigger på et lidt længere tidsforløb – hvilket primært er muligt for Danmark, Finland og Sverige – tegner der sig imidlertid et billede, hvor både Finland og Sverige har oplevet en vækst i andelen af børn og unge, som er anbragt uden for hjemmet. I Finland er andelen steget med om-kring 4 per 1.000 0-17-årige i befolkningen fra 1995 til 2006, mens væk-sten i Sverige har været mere moderat med omkring 1,5 flere anbragte i samme periode. Også i Danmark har der siden 1995 været en stigning i andelen af anbragte børn og unge uden for hjemmet. De danske tal går imidlertid tilbage til 1990 og viser, at der først i 1990’erne var et tilsva-rende fald i andelen af anbragte. Andelen af anbragte begynder igen at falde i Danmark omkring 2002 (jf. landekapitlerne for Danmark, Finland og Sverige).

Kaster vi kort blikket på nyanbringelser, det vil sige antal anbrin-gelser i løbet af et givent år, findes der ikke sammenlignelige tal, men opgørelser fra Sverige og Finland er alligevel interessante at medtage, da

de viser udviklingen på en lidt anden måde. I Sverige er andelen af nyan-bringelser således steget fra omkring 2 børn og unge per 1.000 i befolk-ningen i år 2002 til omkring 2,5 børn og unge per 1.000 i befolkbefolk-ningen i år 2006 (Socialstyrelsen, 2008, tidsserie 1). Denne stigning afspejles ikke direkte i andelen af anbragte per fast dato. Det betyder, at selvom der over en årrække ikke synes at være en større andel børn og unge, som er anbragt på en fast dato, så kan andelen af nyanbragte børn og unge godt være stigende. Det er så udtryk for, at der også er flere, der skrives ud af anbringelse, og dermed samlet set et større flow i anbringelsessystemet. I Finland tegner der sig ligeledes et billede af, at andelen af nyanbringelser er i vækst fra 2002 til 2006, men til forskel fra Sverige afspejler dette sig også i en stigning i andelen af børn og unge, som er anbragt uden for hjemmet per fast dato (STAKES, 2008a, figur 6).

Som nævnt er de grønlandske og islandske anbringelsesrater ikke direkte sammenlignelige med tallene for de øvrige lande. Det skyldes, at anbragte i Grønland og Island er opgjort på årsplan (i stedet for per fast dato), hvilket gør det umuligt at beregne andelen af anbragte, da det en-kelte barn kan have været anbragt flere gange i løbet af et år. Med dette forbehold kan vi alligevel give et overblik over omfanget af anbragte i de to lande. For Grønlands vedkommende tegner der sig et billede af mar-kant højere anbringelsestal end dem, der findes i de øvrige nordiske lan-de. I 2006 var således omkring 60 ud af 1.000 grønlandske børn og unge anbragt uden for hjemmet,⁴ hvilket er ca. seks gange flere end i Danmark og ca. 10 gange så mange som i Sverige. De islandske tal viser en mere

’gennemsnitlig’ anbringelsesrate i en nordisk sammenhæng. Her var om-kring 10 ud af 1.000 børn og unge i befolkningen anbragt uden for hjemmet i 2006.⁵