METODISK GRUNDLAG
2.1. UNDERSØGELSENS DATAGRUNDLAG
Dataindsamlingen er foregået over en periode på ca. 2 år (fra slutningen af 2006 til efteråret 2008) og har omfattet besøg og interviewrunder i alle de seks deltagerlande. Vidensgrundlaget om de enkelte landesystemer er blevet etableret med brug af en række forskellige metoder:
– interview med toneangivende forskere
– interview med centralt placerede embedsmænd – indsamling af national anbringelsesstatistik
– indsamling af national lovgivning og andre officielle dokumenter – gennemgang af national og nordisk litteratur
– søgning på web-sites.
Datagrundlaget varierer mellem de enkelte lande, navnlig fordi der har vist sig at være store nationale forskelle på omfanget af viden om børne-værnets organisering, men også fordi sprogbarrierer i visse tilfælde (navnlig for Finland og Islands vedkommende) har afskåret os fra ad-gangen til relevante dokumenter og eksisterende litteratur. Der vil således uundgåeligt være viden om landenes anbringelsessystemer, som ikke er inddraget, fordi vi ikke har været i stand til at opfange den i forbindelse med vores søgninger og besøg på stedet.
Undersøgelsens vigtigste datakilde består af interview med ud-valgte forskere og centralt placerede embedsmænd i hvert land. I nogle af landene har vi endvidere interviewet andre informanter fra organisatio-ner med særlig viden om det sociale børneværn. Dette gælder blandt andet for Grønland, hvor repræsentanter fra både Videnscenter om børn og unge (MIPI) og Kommunernes Landsforening (KANUKOKA) er blevet interviewet.
Forud for dataindsamlingen blev samtlige ministerier med an-svar for det nationale børneværn kontaktet og bedt om at være behjælpe-lige med at udpege informanter med størst mulig viden på området, både i de relevante forskningsmiljøer og i embedsværket. Desuden blev der taget direkte kontakt til en række forskere, som vi allerede havde
kend-begrænse os til et mindre antal informanter af rent ressourcemæssige hensyn. Det er dog vores klare indtryk, at vi med dette udvalg af infor-manter har fået et ganske præcist billede af de mest centrale træk ved landesystemerne.
Interviewrunden har involveret i alt 45 personer, heraf 24 fra forskningsverdenen og 21 fra embedsværket inklusive andre centralt placerede informanter. For hvert land har mellem en og otte forskere og mellem to og fem embedsfolk deltaget (se tabel 2.1 og 2.2). Interviewene har fortrinsvis haft karakter af enkeltinterview, mens også et mindre antal gruppeinterview indgår. Forskere og embedsfolk er ikke blevet inter-viewet samtidigt.
Alle interview med såvel forskere som embedsmænd har taget udgangspunkt i de følgende temaer, selvom vægtningen af de enkelte punkter naturligvis har varieret, afhængig af interviewpersonens position, perspektiv og vidensgrundlag:
– børneværnets og børneværnsinstitutionernes historiske udvikling – børneværnslovgivningen og det retslige grundlag for institutionerne – organiseringen af unge-anbringelser (ansvarsfordeling, mv.)
– institutionslandskabets udformning – aktuelle debatter og tendenser
– kilder til viden om anbringelsesområdet (dokumenter).
Interviewene har varet fra halvanden til fem timer, de fleste er dog gen-nemført på omkring to timer. Generelt har der været tale om semistruk-turerede interview, hvor de ovennævnte temaer først og fremmest har dannet udgangspunktet for samtalerne. Disse samtaler har taget mange forskellige (og interessante) retninger, dels som følge af interviewperso-nens specifikke viden og interesser, dels som en konsekvens af vores fortløbende akkumulering af viden om og indsigt i de nordiske anbrin-gelsessystemer.
TABEL 2.1
Oversigt over informanter fra forskningsverdenen, som har medvirket i undersøgelsen.
Organisation Land
Inge Bryderup Institut for pædagogik, Danmarks pædagogiske universitetsskole
Danmark Karen Kildedal Institut for Sociologi, Socialt Arbejde og
Organisa-tion, Aalborg Universitet
Danmark Ole Steen Kristensen Psykologisk institut, Aarhus Universitet Danmark
Tarja Heino STAKES Finland
Tarja Pösö Department of Social Policy and Social Work, University of Tampere
Finland Eeva Timonen-Kallio Turku University of Applied Sciences Finland Taru Kekoni Department of Social Policy and Social Work,
University of Tampere
Finland Riitta Laakso Department of Social Policy and Social Work,
University of Tampere
Finland Manu Kitinoja Residential School Limingan kouluskeskus Finland Timo Harrikari Department of Social Policy Studies, Univeristy of
Helsinki
Finland Else Christensen SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd Grønland Anni Guðný Haugen Faculty of Social Sciences, University of Iceland Island Guðrún Kristinsdóttir Iceland University of Education Island
Lars Kristofersen NOVA Norge
Terje Ogden Senter for studier av problematferd og innovativ praksis. 'Atferdsenteret - Unirand'
Norge
Elisabeth Backe- Hansen NOVA Norge
Turid Grinde NOVA Norge
Kjersti Ericsson Institut for kriminologi og rettssosiologi, Oslo Universitet
Norge Bente Heggem Kojan Sør-Trøndelad University College/Norwegian
University of Technology
Norge Bengt-Åke Armelius Institutionen för psykologi, Umeå universitet Sverige
Bo Vinnerljung Socialstyrelsen Sverige
Marie Sallnäs Institutionen för socialt arbete –Socialhögskolan, Stockholms Universitet
Sverige Stefan Wiklund Institutionen för socialt arbete –Socialhögskolan,
Stockholms Universitet
Sverige Kerstin Söderholm
Carpelan
Socialstyrelsen Sverige
TABEL 2.2
Oversigt over informanter fra embedsværket og andre centrale organi-sationer, som har medvirket i undersøgelsen.
Organisation Land
Iben Madsen Velfærdsministeriet Danmark
Anne Sandbeck Velfærdsministeriet Danmark
Oskar Plougmand Socialministeriet (pensioneret) Danmark Conni Gregersen Privatpraktiserende psykolog Grønland Arto Koho Minestry of social affairs and health Finland Pia-Liisa Heiliö Minestry of social affairs and health Finland Teuvo Peltoniemi A-Clinic Foundation Finland Ellen Magnussen Departementet for Familie og Sundhed Grønland Andu Schiødt Olsen Døgninstitutionskontoret Grønland Kisea Bruun Kommunernes Landsforening (KANUKOKA) Grønland Lona Lynge Videnscenter om børn og unge (MIPI) Grønland Bragi Gudbrandsson Direktorat for børneværnet (Barnaverndarstofa) Island Gudjon Bjarnason Direktorat for børneværnet (Barnaverndarstofa) Island Haktor Helland Barne- og likestillingsdepartementet Norge Sissel Lorck Barne- og likestillingsdepartementet Norge
Maria Öman Socialstyrelsen Sverige
Merike Hansson Socialstyrelsen Sverige
Gunilla Cederström Socialstyrelsen Sverige
Suzanne Julin Socialstyrelsen Sverige
Nils Åkesson SiS, Statens Institutionsstyrelse Sverige Margareta Wihlborg SiS, Statens Institutionsstyrelse Sverige
Ved siden af undersøgelsens interviewdel er der indsamlet en række stati-stiske opgørelser for de enkelte lande. Så vidt det har været muligt, inde-holder disse nationale datasæt årlige opgørelser over de 0-17-årige i peri-oden 2002-2006 med hensyn til:
– børne-unge-populationens størrelse – antallet af anbragte børn og unge
– anbringelsestype (andele på institution/i familiepleje, fordelt på al-der)
– anbringelsesparagraf (støttetiltag/frivillig/tvangsmæssig).
I Sverige har Socialstyrelsen (Socialtjänesten) bidraget med de relevante tal. I Norge har data været tilgængelige via den centrale statistikenhed, Statistisk Sentralbyrå. I Island har Direktoratet for Børneværnet (Barna-verndarstofa) indsamlet særskilte data til brug for undersøgelsen. I
Fin-land har Social- og Sundhedsministeriet (Social- och Hälsovardsministe-riet) samt landets statistikenhed, STAKES, bidraget med data. For Grøn-lands vedkommende stammer talmaterialet fra Familie- og Sundhedsde-partementet, og i Danmark har Ankestyrelsen bidraget med data, som er suppleret med opgørelser fra den centrale nationale statistikenhed, Dan-marks Statistik.
Som det vil fremgå af rapporten, er det langt fra uproblematisk at forsøge at skabe grundlag for statistiske sammenligninger på anbrin-gelsesområdet mellem lande og over tid. Det handler ikke blot om, at opgørelsesmetoderne varierer fra land til land, hvilket i sig selv sætter en del begrænsninger for de komparative ambitioner. Datagrundlaget er heller ikke nødvendigvis konsistent inden for det enkelte land, da ny lovgivning eller andre forvaltningsmæssige ændringer gerne medfører, at der tilføjes nye eller fjernes tidligere kategorier fra de eksisterende opgø-relser. Sådanne forandringer har vi forsøgt at kommentere undervejs i fodnoter til tabeller og diagrammer, da ændringerne naturligvis kan med-føre usikkerhed om de præsenterede tal. Yderligere usikkerhed kan være opstået som følge af vores bearbejdning og ’standardisering’ af data til brug for denne undersøgelse. Vi har dog tilstræbt så enkel og gennem-skuelig en præsentation af de statistiske data som muligt, samtidig med at de nødvendige forbehold tages.
Det skal understreges, at sammenligningsgrundlaget i rapportens kvantitative opgørelser er de børn og unge, som anbringes efter de enkel-te landes lovgivning om anbringelse. Der er mellem landene forskel på, hvilke grupper, der dækkes af børneværnslovgivningen. Eksempelvis dækker den danske lovgivning både børn og unge med sociale problemer og børn og unge med handicap, hvilket ikke er tilfældet i de fleste andre nordiske lande. Desuden opstår der komparative vanskeligheder, hvis man ser på, hvordan lovgivningen omsættes til praksis i de enkelte lande.
Her viser det sig, at børn og unge, som måske i udgangspunktet – ifølge loven – ikke hører under børneværnets regler, af forskellige årsager alli-gevel inkluderes i praksis. Det ses eksempelvis i Sverige, hvor børn og unge med psykiatriske diagnoser principielt ikke hører til i børneværnets regi, men i praksis kan komme til det, fordi de placeres på børneværnets
fremhæve, at det sammenligningsgrundlag, vi som udgangspunkt vælger at benytte, er nationale opgørelser over de børn og unge, som er dækket af de enkelte landes børneværnslovgivninger – uagtet at karakteren af denne gruppe i nogen grad vil variere på tværs af landene.
Vi har bestræbt os på at minimere betydningen af disse forskelle i de komparative opgørelser på forskellig vis. Blandt andet inddrages for alle lande kun aldersgruppen 0-17-årige, selvom landenes lovgivninger også – men i forskellig grad og form – omhandler unge over 18 år. Des-uden har vi forsøgt at ’standardisere’ anbringelsesbegrebet med henblik på at gøre de nationale opgørelser sammenlignelige. Det betyder eksem-pelvis, at de norske kategorier ’hjælpetiltag’ (hjelpetiltak) og ’omsorgs-overtagelse’ (omsorgstiltak) ikke anvendes, men at vi i stedet konsekvent skelner mellem foranstaltninger, som indebærer anbringelse eller ej.
Mens de standardiserede tal er særligt relevante i et komparativt perspek-tiv (se kapitel 3), har vi i landekapitlerne valgt at præsentere både lande-nes egne lovgivningsmæssige kategoriseringer og de tværgående opgørel-ser, som er genereret med henblik på denne rapport.
Endelig skal det understreges, at anbringelsestallene fortrinsvis udgør opgørelser per fast dato (fx 31. december.). Dette kan ikke siges tyde-ligt nok, for opgørelsesmåden har – uagtet metoden, der vælges – betyd-ning for det billede af anbringelseslandskabet, som tegnes. Opgørelser per fast dato fortæller, hvor mange børn og unge, der er anbragt på et givent tidspunkt. De siger imidlertid ikke noget om varigheden af de på-gældende anbringelser eller stabiliteten af disse. Nyanbragte og langtids-anbragte tæller så at sige ’lige meget’ i denne form for opgørelse. Tilsva-rende siger opgørelser per fast dato heller ikke noget om, hvor mange gange det samme barn eller den samme unge har været anbragt uden for hjemmet, og det medfører blandt andet, at man underestimerer de kort-varige anbringelser.
Vi har først og fremmest valgt denne opgørelsesform, fordi den giver mulighed for at beregne andelen af anbragte børn og unge i forhold til den samlede population af børn og unge. Derudover har det været afgørende for valget, at opgørelser per fast dato er den statistiske måle-enhed, som er tilgængelig i flest af undersøgelsens seks lande. Adgangen til relevante data har i sig selv været en udfordring i flere tilfælde. Med rapportens komparative ambitioner har det derfor været nødvendigt at acceptere de opgørelsesmetoder, som i videst omfang er sammenligneli-ge, også selvom de ikke nødvendigvis er optimale i forhold til at give et
detaljeret billede af anbringelseslandskabet i de nordiske lande. I forhold til alligevel at kunne sige noget om vigtige parametre som varigheden og stabiliteten af anbringelser i de enkelte lande, har vi forsøgt at inddrage disse forhold, når de tilgængelige oplysninger har tilladt det. Gennemgå-ende vil de statistiske sammenligninger imidlertid være baseret på de nationale opgørelser (efter lovgivningen) og per fast dato.
2.2. UNDERSØGELSENS DESIGN: MULIGHEDER