HISTORISK BAGGRUND

I dette kapitel redegør vi for nogle af grundprincipperne i det danske anbringelsessystem. Først placeres det sociale børneværn kort i en histo-risk kontekst. Derefter præsenteres en række nøgletal fra anbringelses-området. I de to følgende afsnit gennemgår vi dels den overordnede ansvarsfordeling, dels lovgrundlaget i forbindelse med anbringelse af børn og unge. Herefter tegner vi konturerne af institutionslandskabet med fokus på ungeanbringelser, og afslutningsvis diskuterer vi nogle aktuelle tendenser inden for det danske anbringelsessystem, som frem-står særligt interessante i et komparativt nordisk perspektiv.

4.1. HISTORISK BAGGRUND

Danmark fik sin første børnelov i 1905, og her fastsattes princippet om statens mandat til at gribe ind i den private opdragelsesret og til at fratage forældrene deres forældremyndighed. Indtil dette tidspunkt havde priva-te, ofte kristelige foreninger domineret området, og de vedbliver også med at spille en central rolle op gennem det tyvende århundrede. Med børneloven blev det imidlertid gjort klart, at staten og kommunerne også havde et ansvar for børn og unges opdragelse og eventuelle anbringelse uden for hjemmet (Bryderup, 2005).

Alle offentlige anbringelser udgjorde ifølge børneloven tvangs-anbringelser, som medførte et permanent tab af forældremyndigheden – et princip, som gjaldt frem til revisionen af forsorgsloven i 1958. Børne-lovens indførelse medførte samtidig, at fængselsstraffe for børn blev afskaffet. Til gengæld blev der nu grebet ind over for potentiel kriminalitet.

Eksempelvis blev skulkeri og rapseri set som udtryk for, at barnet var i færd med at udvikle sig i forkert retning, mens dårlig påklædning og dår-lig hygiejne i hjemmet blev set som tegn på familiens manglende evne og vilje til at opdrage børnene forsvarligt. Samlet set skete der en betydelig vækst i antallet af børn, som kom under statens myndighed.

Ud over privat pleje, som allerede fandtes, opstod der med bør-neloven tre former for institutionsanbringelse, henholdsvis opdragelses-anstalter, børnehjem og optagelseshjem/iagttagelseshjem. Børn og unge blev placeret efter de moralske kategorier for klienternes ‘karakter’, som fandtes i loven, og som etablerede en forbindelse mellem anbringelsesår-sag og anbringelsesform. På opdragelsesanstalterne anbragtes børn, som var

’sædeligt fordærvede’, ’kriminelle’ eller havde en ’særlig vanskelig karak-ter’. På børnehjem blev børn, som ikke ansås at være ’sædeligt fordærvede’

eller af en ’særlig vanskelig karakter’. På opdragelseshjem og iagttagelseshjem anbragte man de børn, hvor man var usikker på barnets karakter. Privat pleje skulle anvendes over for resten – de, der ikke var ’sædeligt fordær-vede’, ikke havde en ’særlig vanskelig karakter’(ibid.).

Med værgerådsloven i 1923 blev institutionslandskabet udvidet med skolehjem og ungdomshjem, og opdragelseshjem blev den overord-nede betegnelse for alle institutionsanbringelser (børnehjem, optagelses-hjem/iagttagelseshjem, skolehjem og ungdomshjem). Med indførelsen af forsorgsloven i 1933 skete en yderligere specialisering af institutionsland-skabet. Børnehjem blev nu opdelt i almindelige børnehjem, spædbørnehjem, sinkehjem og hjem for børn med særlige tilpasningsvanskeligheder. Desuden blev der etableret offentligt godkendte lærlingehjem, fredehjem og opdragelseshjem med særlige formål (ibid.).

Ved en gennemgribende revision af forsorgsloven i 1958 blev en række forhold omkring administrationen af børneforsorgen ændret, her-under blev det muligt at foretage frivillige anbringelser. Med hensyn til

Behandlingshjemmenes fremkomst i slutningen af 1950’erne ud-gjorde en fornyelse i spektret af anbringelsesmuligheder, og disse institu-tioner illustrerede en mere generel udvikling i forståelsen af såvel de anbragte børn og unges problemer som i anbringelsens rationale: Fokus for projektet ændrede sig fra opdragelse mod behandling (Egelund, 1997). Behandlingshjemmene var da også kendetegnet ved større faglig (psykologisk) ekspertise og bedre normering, og målgruppen var børn og unge med alvorlige sociale og følelsesmæssige vanskeligheder, som ikke kunne rummes i de almindelige skoletilbud.

Lov om børne- og ungdomsforsorg kom i 1965 og indeholdt både lovgivning om anbringelse uden for hjemmet og om forebyggende foranstaltninger. Barnet skulle så vidt muligt blive og hjælpes i hjemmet, og anbringelse i plejefamilie var at foretrække, når en fastholdelse af barnet i hjemmet ikke kunne lade sig gøre.

Med bistandsloven fra 1976 blev institutionslandskabet yderlige-re diffeyderlige-rentieyderlige-ret. Bistandsloven rummede en nyorientering af den sociale indsats, som lagde op til et ‘familiepolitisk og socialpolitisk helhedssyn’, hvor børn og unges problemer ikke kunne betragtes isoleret fra familien i øvrigt (Bryderup, 2005). Anbringelse uden for hjemmet blev nu fremstil-let som blot ét element i den samlede vifte af sociale ydelser rettet mod familien, og målet var, at indføre frivillighed og tilbud til familierne, i stedet for at sondre strengt mellem forebyggende børneforsorg og an-bringelse. Bistandsloven medførte en markant decentralisering af for-valtningen, som også slog igennem på anbringelsesområdet, hvor ansva-ret blev placeansva-ret hos de sociale udvalg i kommunerne, og hvor en stor del af institutionerne fremover skulle drives af amtskommunerne. Med bistandsloven blev lovteksten desuden ændret, så man ikke længere op-tegnede de tilgængelige institutionstyper, men i stedet mere generelt talte om døgninstitutioner, hvilket også kendetegner den nuværende servicelov.

Institutionslandskabet begyndte imidlertid at udvikle sig i flere forskellige retninger. Fra slutningen af 1970’erne indledtes en eksperi-menterende fase i dansk børneforsorg, hvor forskellige alternativer til den traditionelle døgninstitution begyndte at vokse frem (Lihme, 1988).

Samtidig skete der en delvis professionalisering af familieplejen, hvor familier med pædagogisk/psykologisk baggrund blev en del af foran-staltningsrepertoiret. Med udviklingen af den professionelle familiepleje på den ene side og institutionsalternativer som opholdssteder og bo-kollektiver på den anden bliver forskellen mellem de to traditionelle

an-bringelseskategorier – institution og familiepleje – samtidig mindre enty-dig.

Døgninstitutionerne forsvandt ikke fra Danmark i 1970’erne og 1980’erne, selvom perioden visse steder er blevet beskrevet som en ‘af-institutionalisering’ af børneforsorgen (fx Steinicke, 1990). Institutioner-ne ændrede snarere karakter. Navnlig de traditioInstitutioner-nelle, hierarkiske for-sorgsinstitutioner blev udsat for kritik af ‘anti-institutionalisterne’ og andre, og det affødte alternative måder at organisere indsatsen på. Særligt de socialpædagogiske opholdssteder og ‘leve- og arbejdsmiljøer’ var gen-stand for opmærksomhed, fordi man her forsøgte at skabe mere familie-agtige opvækstvilkår, særligt i kraft af at det pædagogiske personale boe-de sammen med boe-de udsatte børn og unge (Hegland, 1985). Samtidig vandt andre alternative anbringelsesformer som efterskoler, kostskoler og skibsprojekter frem, hvilket har været udtryk for en særskilt dansk udviklingstendens. Med til historien hører dog, at en stor del af de tradi-tionelle døgninstitutioner for børn og unge bestod (Bryderup, 2005).

’Anti-institutionerne’ blev siden mindre eksperimentelle og i en vis udstrækning kom de mere til at ligne de institutionsformer, de var opstået i opposition til – med faste driftsaftaler, arbejdstidsregler, øget professionalisering osv. Perioden satte imidlertid vigtige spor i anbringel-seslandskabet, hvor ikke mindst de socialpædagogiske opholdssteder er blevet en meget central institutionsform, ikke mindst i forhold til unge-gruppen. Således kan man tale om, at væsentlige dele af tankegodset fra de alternative institutionsformer er blevet integreret i forståelsen af, hvordan anbringelse af børn og unge skal organiseres og praktiseres i Danmark.

Det væsentligste udviklingstræk på anbringelsesområdet fra 1990’erne og frem til i dag har været ønsket om grundlæggende at mind-ske antallet af anbringelser til fordel for en mere udstrakt brug af lokale og ‘ambulante’ indsatser, eksempelvis i form af det fleksible børnehus, som skal kunne tage sig af akutte anbringelser i nærmiljøet, eller behand-lingsprogrammer (fx MST), som har til hensigt at opfange unge med adfærdsvanskeligheder og behandle dem i deres eget miljø (Egelund &

Jakobsen, 2009).

1.000 i 1996. I slutningen af 1990’erne steg anbringelsestallet dog igen, så det kom tilbage på niveauet fra tidligere. Første halvdel af det nye årtu-sinde har igen vist let dalende takter, så andelen af børn og unge, som i 2006 anbringes uden for hjemmet, er omkring 10 ud af 1.000, det vil sige godt 1 pct. af børne- og ungebefolkningen.

FIGUR 4.1

Udviklingen i andelen af anbragte børn og unge per 1.000 0-17-årige i befolkningen. Danmark. 1990-2006. Opgjort per 31. december 2006.

0 2