Hvad er ting?

Der findes en lang filosofisk og antropologisk diskussion om ting og beslægtede begreber. Da afhandlingens hovedfokus er praksis frem for de mere teoretiske begrebsdiskussioner, vil jeg i det store og hele lade den diskussion ligge og kun inddrage de elementer, som er relevante i forhold til afhandlingen i øvrigt.

Politikens Dansk Ordbog definerer en ting (i modsætning til et ting) som ”en afgrænset fysisk størrelse som man kan berøre, holde el. flytte”, men også som

”noget som er en abstrakt størrelse, fx et begreb, en handling el. en begivenhed”

(Politikens Dansk Ordbog 2000). Går man fra den gængse ordbog til en etymologisk ordbog, bliver bredden ikke mindre. Ting(en) er da ”begivenhed, fænomen; virksomhed, problem; sag; genstand” (Nielsen 1989).

I denne afhandling er jeg optaget af ting i en væsentlig smallere betydning, nemlig som en ”afgrænset fysisk størrelse bestående af fast stof der kan ses og røres”, og de relevante synonymer og beslægtede begreber er da artefakt forstået som

”genstand […], der er frembragt af mennesker”, genstand⁹ forstået som ”fysisk ting;

objekt af begrænset størrelse” og objekt forstået som en ”fysisk ting (af begrænset størrelse) som man ikke finder det muligt eller hensigtsmæssigt at beskrive ovenstående definitioner lægger op til. Arkæologen Ian Hodder har f.eks. påpeget, at det ofte kun er fra det, han kalder forsiden, at ting ser ud til at være præcist afgrænsede entiteter, mens der bag scenen er rør, kabler, kulbunker, affaldsspande osv. Med andre ord peger han på ”the connectiveness of things” og på, hvordan kategoriseringen og opfattelsen af ting hænger sammen med brugen af dem (Hodder 2012:11f).

Hodder er også en af dem, der beskæftiger sig med tingenes temporalitet. Ting har en udstrækning i tid, men er ikke uforanderlige. Denne indsigt har efterhånden antaget mange former lige fra studier af genstandes biografier (Kopytoff 1986; Toft 2010) over sociologen Bruno Latours forskning, som flere af artiklerne i denne

9 Jeg skelner altså ikke som Heidegger mellem ting og genstand (Latour 2004) og er i det hele taget ikke optaget af at definere forskellige ting-typer ud fra tilblivelsesprocessen (f.eks.

naturskabt, kunstnerisk produkt eller masseproduceret). Hvis man er interesseret i de mere filosofiske diskussioner om ting, findes der en del af de klassiske artikler samlet i forskellige tekstsamlinger, se f.eks. The Object Reader (Candlin og Guins 2009).

afhandling er inspireret af, til den amerikanske professor i statskundskab, Jane Bennetts, filosofiske betragtninger om, hvad hun kalder ‘thing-power’, som hun bl.a. mener ”entails the ability to shift or vibrate between different states of being, to go from trash/inanimate/resting to treasure/animate/altert” (Bennett 2004:354).

Hun lægger ligesom Hodder og Latour vægt på, at ‘thing-power’ er relationel, en funktion af mange ting, der opererer samtidig eller i forbindelse med hinanden. Hun taler også om menneskers ‘thing-ness’. Ligesom Latour stiller hun dermed spørgsmålstegn ved kategorierne ’human’ og ’non-human’.¹⁰

I denne afhandling er jeg optaget af en ganske bestemt form for ting, nemlig dem som vi normalt benævner værktøj, redskaber eller teknologi, og som vi bruger til at opnå noget andet med. Teknologi bruges her i forståelsen ”anvendelse af videnskabelig viden og tekniske hjælpemidler til praktiske formål”, redskab i betydningen ”middel til at opnå et bestemt resultat el.lign.” og værktøj i forståelsen

”middel eller metode som man anvender for at opnå et bestemt mål” (ordnet.dk 10/2 2014: Den danske ordbog). Filosoffen Martin Heidegger benævner den slags ting ”Zeug”, og dertil hører altid ”ein Zeugganzes”, for ”Zeug ist wesenhaft ”etwas, um zu…”” (Heidegger 2006:68).

Med denne specificering af tingsbegrebet som teknologi forstået som noget, vi bruger til at opnå noget andet med, sker der på en og samme tid en indsnævring og en udvidelse af begrebet. Indsnævring i den forstand, at det nu kun handler om en bestemt type af ting (redskaber), og udvidelse i den forstand, at det nu handler om

‘netværk’, der også inkluderer immaterielle elementer, og som har langt mere uklare grænser, end der lægges op til i ordbogsdefinitionerne af ting og beslægtede begreber. Tingene indgår i og konstituerer og konstitueres af netværk i en aldrig afsluttet og gensidig proces.¹¹ Jeg er altså enig med bl.a. Alfred Gell i, at teknologi

10 Jf. også den feministiske (krops)forskning. Den feministiske professor, Karen Barad, foreslår f.eks. et posthumanistisk performativitetsbegreb, der stiller spørgsmålstegn ved givetheden af kategorierne ’human’ og ’non-human’ og undersøger de praksisser gennem hvilke grænserne mellem dem stabiliseres og destabiliseres (Barad 2003:808). Om stof skriver hun bl.a.: ”Matter, like meaning, is not an individually articulated or static entity.

Matter is not little bits of nature, or a blank slate, surface, or site passively awaiting signification; nor is it an uncontested ground for scientific, feminist, or Marxist theories.

Matter is not a support, location, referent, or source of sustainability for discourse. Matter is not immutable or passive. It does not require the mark of an external force like culture or history to complete it. Matter is always already an ongoing historicity […] matter does not refer to a fixed substance; rather matter is substance in its intra-active becoming – not a thing, but a doing, a congealing of agency. Matter is a stabilizing and destabilizing process of iterative intra-activity” (Barad 2003:821f).

11 Penny Harvey og Hannah Knox inddeler i introduktionen til tekstsamlingen ”Objects and Materials” teksternes forskellige tilgange til objekt-relationer i tre hovedformer: relationer

ikke kan reduceres til materialitet, men også f.eks. indbefatter viden (Gell 1988:6), men i den teknologiforståelse, der benyttes i denne afhandling, eksisterer der dog altid mindst én konkret fysisk genstand som en central del af teknologien.

Teknologi er altid på en eller anden måde nærværende i fysisk forstand og ikke kun en immateriel størrelse.¹²

Når der peges på netværk som noget centralt, sættes der samtidig fokus på samspillet mellem tingenes materialitet og det immaterielle/uhåndgribelige¹³. Som Ian Hodder påpeger, eksisterer ting ikke i et tomrum. Der er altså ud over det konkret fysiske også noget andet på spil, som jeg vil benytte kulturbegrebet til at prøve at nærme mig. Kulturbegrebet er et mangetydigt begreb,¹⁴ men her vil jeg specifikt lade mig inspirere af antropologen Clifford Geertz, der tager udgangspunkt i et semiotisk kulturbegreb, hvorom han skriver:

Believing, with Max Weber, that man is an animal suspended in webs of significance he himself has spun, I take culture to be those webs, and the analysis of it to be therefore not an experimental science in search of law but an interpretative one in search of meaning. (Geertz 1973:5)

Det interessante er dermed ikke at studere ting som en mere eller mindre velafgrænset entitet, men at tolke de ’webs of significance’, som ting indgår i, uden at miste blikket for tingen som materialitet. Det materielle og det immaterielle bliver dermed to sider af samme sag. Det har den konsekvens at det ikke blot drejer mellem objekter, objekter som relationer og hvad de kalder ”excessive” objekter.

Sidstnævnte tilgang dækker over de relationer, som ”escape relational mapping” (Harvey og Know 2014). I denne afhandling er der både fokus på ting i netværk og ting som netværk, med noget materielt hverken i forskningen eller i daglig tale.

13 På engelsk bruges udtrykket ”intangible” om udtrykket immateriel, hvilket netop peger på det uhåndgribelige i modsætning til det håndgribelige.

14 Se f.eks. Geschichtliche Grundbegriffe (Fisch 1992). Heri peges der bl.a. på kulturbegrebets historiske udvikling. Af i denne sammenhæng interessante pointer kan bl.a.

fremhæves kulturbegrebets konnotation til ‘fremskridt’ samt begrebets forskellige betydninger fra det brede kulturbegreb, der omfatter alle livsområder, til det smalle

‘finkulturelle’ begreb. Også kultur som et etnologisk fagbegreb nævnes i artiklen, ligesom der peges på i 1992 nyere sammenhænge, som kulturbegrebet benyttes i, som når der f.eks.

tales om ‘politisk kultur’ og ‘madkultur’.

sig om at studere ting i en kontekst og operere med et mere eller mindre smalt/materielt defineret teknologibegreb, men mere bredt om at blive klogere på hele netværket og i sidste ende kunne bruge dikotomier som ting-omverden, materiel-immateriel, menneske-ting, virker ikke-virker som en del af konstruerede

’webs of significance’ frem for som en skelnen, vi kan finde ‘derude’. I modsætning til Geertz, der entydigt sætter mennesket i centrum for betydningsnetværkene, er centrum for netværket for mig at se et langt mere åbent spørgsmål.

Ting er altså også kultur eller med etnografen Phillip Vanninis ord: ”Culture is what people and thing do together” (Vannini 2009:73). Ting er særligt interessante, fordi de er mere varige udtryk for kultur end f.eks. begivenheder.¹⁵ En konsekvens af denne tingsforståelse er bl.a., at tingene ikke længere opfattes som noget, der

”kaum jemals zur Kultur […] schlechthin gerechnet werden” (Fisch 1992:740), men som kulturelementer på lige fod med fortællinger og andre kulturelle udtryk.

En anden konsekvens er, at ting ændrer sig, når de f.eks. indgår i en museumssamling frem for at blive brugt i deres oprindelige sammenhæng. Det er ikke så mærkeligt, som det umiddelbart kan lyde. Der er f.eks. stor forskel på at opleve en dampmaskine i funktion og så opleve den i en udstillingsmæssig sammenhæng, hvor den er berøvet alle sine forbindelser til kedel, drivremme og arbejdere for ikke at tale om temperaturen, lugten og støjen. Det samme gælder radioer, der ikke længere spiller, biler, der står stille, og patentmodeller uden deres opfindere. I udstillinger rekontekstualiseres genstande ikke blot. De ’omdefineres’

som del af nye betydningsnetværk, de ’gøres’ på ny.¹⁶

Det, at ting ændrer sig, er selvfølgelig kontraintuitivt i forhold til hverdagsoplevelsen af ting som noget solidt og uforanderligt. I den forbindelse er psykologen James Gibsons begreb ‘affordance’ interessant. Begrebet peger på, at bestemte ting har bestemte egenskaber, som gør bestemte handlinger mulige.

Egenskaberne er dog ikke noget i tingene iboende, men en relation mellem dyret og tingen: ”The affordances of the environment are what it offers the animal, what it provides or furnishes, either for good or ill” (Gibson 1986:127). Begrebet er videreudviklet af designteoretikeren Donald Norman (Norman 2013), der opfatter

15 Flere af artiklerne i denne afhandling refererer på det punkt til Latours forskning. Jf. også Olsen 2013.

16 Jf. også etnologen Camilla Mordhorsts ph.d.-afhandling, hvori hun benytter Ole Worms samling som empirisk grundlag og viser, hvordan genstande forandrer betydning over tid, eller rettere, hvordan genstande ”tager form efter de praksisser, de indgår i” (Mordhorst 2009:284).

’affordance’ som en relation mellem objektets egenskaber og brugerens evner (Norman 2013:10-13).¹⁷

I en artikel fra 1992 beskrev teknologihistorikeren Michael Wagner teknologihistoriens ‘state of the art’ som ”at betragte teknologi og samfund som levn og omverden” med særlig vægt på at ”forstå omverdenens betydning for levnets ophavssituation” (Wagner 1992). Ovenstående begrebsafklaring skal forstås i lyset af, at teknologihistoriens ‘state of the art’ i dag nærmere er at sætte spørgsmålstegn ved skellet mellem levn og omverden i det hele taget.