På udstilling

Hvor genstande som kildemateriale er stort set fraværende i den historiske forskning, er tingene til gengæld museernes raison d’être, og derfor er det også på sin plads at komme omkring den museale praksis i en afhandling om tingenes gøren.

Museerne har den fordel frem for f.eks. universiteterne, at de ud over det skrevne ord kan formidle tredimensionelt i udstillinger, som der naturligt kan knyttes foredrag og rundvisninger til, og at de har store samlinger af genstande, som kan inddrages i både forsknings- og formidlingsarbejdet. Dermed kan formidlingen

blive (fysisk) nærværende på en helt anden måde end den akademiske publikation.

Som det fremgår af flere af artiklerne i denne afhandling er en egenskab ved ting ifølge Bruno Latour, at de transporterer interaktioner i tid og rum, og på den måde kan man hævde, at de gør fortiden tilstedeværende.

Historikeren Christian Kvium er en af dem, der har interesseret sig for begrebet tilstedevær. Han insisterer på, at ”fortiden på trods af sin fortidighed sommetider er så nærværende, at den kan få fat i os”, og han opfatter den fortidige virkelighed som ”noget der til enhver tid kan bryde ind i nutiden og gøre noget ved os” (Kvium 2008:82, 91). Det historiesyn er ikke mindst interessant, når man til daglig arbejder på et museum omgivet af ‘ting fra gamle dage’ og ofte hører gæster blive berørte og begejstrede ved at genkende ting fra deres barndom, bedsteforældre osv. og selv som fagperson hele tiden foretager valg omkring, hvilke genstande der skal gemmes for eftertiden. Kvium henviser til historikeren Eelco Runia, der betegner ting som gamle fotografier, kvitteringer, postkort m.m. som fossiler og opfatter dem som

”kanaler eller huller, der tillader fortiden at strømme ind i nutiden” (Kvium 2008:99). Som jeg allerede har været inde på i diskussionen af tingsbegrebet, betyder det selvfølgelig ikke, at ting i en udstilling kan og skal opfattes som en 1:1 adgang til fortiden, men derfor udstilles de alligevel altid med henblik på at skabe en eller anden forbindelse mellem beskueren og fortiden, uanset om genstandene så efter skiftende moder er blevet indsamlet og derefter udstillet på forskellig vis: som kronologiske rækker, som symboler, som repræsentationer, som didaktiske redskaber, som skatte eller f.eks. som del af interiører.

På tekniske museer er den typiske udstillingsform udviklingsrækken, hvor genstandene stilles op som kronologiske udviklingshistorier med den tekniske udvikling i centrum. Der er dog undtagelser, og en af dem var særudstillingen Det ska’ bare virke – over, under og bagved de moderne bekvemmeligheder på Danmarks Tekniske Museum i 2007. Udstillingen tog udgangspunkt i Thomas Hughes teori om store teknologiske systemer (LTS), hvilket førte til en indholdsmæssig forskydning fra fakta om enkeltgenstande til historien om processer, sammenhænge og valg og ikke mindst til komparation på tværs af vidt forskellige systemer.

Artiklen med samme navn som udstillingen var en måde eksplicit at gøre opmærksom på, hvordan det teoretiske udgangspunkt har afgørende indflydelse på den fortælling, besøgeren præsenteres for, og at det derfor er problematisk, at det ofte sker ureflekteret, når kuratoren i forbindelse med skabelsen af en udstilling scenograferer, skriver tekster og udvælger genstande og illustrationer ud fra en bestemt analysestrategi.³² Det lyder måske banalt, men er ikke desto mindre relativt

32 Ligesom det i øvrigt gælder al formidling af historieforskning (se f.eks. Hansen og Nevers 2004:7).

sjældent noget, der eksplicit reflekteres over i udstillingssammenhæng, hverken hos kuratorerne eller publikum.

En af dem, der er kritisk over for netop det, er antropolog og tidligere museums-direktør ved Kulturhistorisk Museum i Oslo, Rane Willerslev. Han opfatter museets rolle som bindeled mellem forskningen og offentligheden og mener derfor, at museer bør være spydspidser for den vildeste forskning og ikke, som han mener, det er i realiteten i dag, steder, der præsenterer ‘common sense’ og en meget traditionel forskning. Projektet Death, Materiality and the Origin of Time, som han stod i spidsen for, havde derfor bl.a. følgende agenda:

Rather than seeing the museum as a window display of past research, the project will integrate the research process with public exhibition-making. This engenders a new role for the museum as a cutting edge centre for knowledge-in-the making.

The social sciences have traditionally relied on words. However, knowledge of death and time is often tacit and not articulated. Thus, experimenting with non-textual forms of research and knowledge representation is integral to our inventionary methodology.³³

En anden udstillingsmæssig pointe, som ingen af de i denne afhandling repræsenterede tekster desværre eksplicit kommer omkring, er, hvordan ændringer i analysestrategien – f.eks. et forskudt fokus fra innovation til brug og tings ‘gøren’ – samtidig ændrer opfattelsen af, hvilke genstande der er de vigtigste at gemme og udstille.³⁴ Er det Ellehammers flyvemaskine, som aldrig for alvor fik luft under vingerne, eller hans brandsprøjte, der var en vigtig aktør i det netværk, der revolutionerede brandvæsnet på landet i Danmark i 1920’erne? Er det pokalen givet til ham, der fløj først over Øresund eller brækposen fra Det Danske Luftfartselskab med påskriften om, at den ikke må smides ud af vinduet? Er det Danmarks første computer eller en skrivemaskine med rettebånd? Er det et stort industrielt anlæg eller en patentmodel af en tøjklemme? Eller? Det er selvfølgelig i de her nævnte tilfælde helt ok at svare både-og, men som enhver museumsinspektør ved, skal den slags valg træffes hver eneste dag på museerne.

33 Udtalelser ved temadagen ”Humanistisk nyskabelse?” arrangeret af Det frie forskningsråd.

Kultur og kommunikation den 8. december 2011 i forbindelse med hans oplæg ”Forsknings-anarkisme: Hvordan humanistisk forskning sprænger egne rammer”, der havde fokus på projektet ”Death, Materiality and the Origin of Time”. Det direkte citat er fra Willerslevs powerpoint-præsentation.

34 Dette ligger i forlængelse af Edgertons pointe om, at en udskiftning af innovationsfikseret teknologihistorieskrivning med en historie om teknologi i brug totalt skifter blikket på, hvad der har været de vigtigste teknologier (Edgerton 2007).

2.6. TEKNOLOGIHISTORIE MELLEM DETAILORIENTERET