Ting som kildemateriale

Ellehammer-projektet var et klassisk kildestudium i den forstand, at det baserer sig på skriftligt kildemateriale i form af breve, tekniske beskrivelser, regnskabsbøger, scrapbøger o.l., mens de mange kubikmeter materielle levn blev reduceret til flot fotograferede illustrationer eller udstillingsgenstande i montrer suppleret med beskidt ‘rod’ på magasinerne. Med andre ord lykkedes det ikke at inddrage de mange fysiske genstande, som Ellehammers opfinderarbejde har efterladt, som kildemateriale. De blev ved med at være ‘black boxes’ i næsten lige så høj grad i indsigt hos forfatteren begrænser mulighederne for tilbundsgående analyser af de

26 Den skelnen og betegnelse (iagttagelse), der har været lagt til grund for det meste af Ellehammerforskningen, har været forskelle som fløj^┐fløj ikke og genial opfinder^┐underkendt geni, mens bogen i højere grad forsøger at sætte fokus på forskelle som teknologiudvikling ^┐brug og opfinder^┐forretningsmand, jf. Skyggebjerg 2009b for nærmere om iagttagelsesbegrebet.

enkelte teknologier. I bogen om Ellehammer var det problem søgt løst ved i vidt omfang at bringe faktabokse med afskrifter af originale tekniske beskrivelser af de enkelte opfindelser. Dermed kom de tekniske beskrivelser til at fremstå relativt løsrevet fra den øvrige tekst (hvilket formmæssigt også var et forsøg på at gøre bogen læsevenlig for både teknisk interesserede og andre) og blev ikke for alvor inddraget i analyserne. Dermed opstod måske mere en sær blanding af eksternalisme og internalisme end et vellykket forsøg på at inddrage tingene som kildemateriale.

Historiografisk er teknikproblemet generelt søgt løst ved den retning, der går under betegnelsen kontekstualisme, som lægger vægt på at ”forstå og beskrive teknologier i samspil med samtidige historiske begivenheder” og holde balancen mellem

”tekniske detaljer og historiske omstændigheder” (www.historie.dtu.dk/Omos/Hi-storiskMetode/Kontekstualisme 17/8 2013), altså kort sagt forsøger at kombinere teknisk indsigt med forståelse for konteksten. Det løser bare ikke problemet med, at forskeren så at sige skal have dobbeltkompetence, hvis tingene/teknologien ikke skal forblive sorte bokse.

En anden forklaring på den manglende inddragelse af materielle genstande som kilder kan være, at historikere metodisk (i modsætning til f.eks. arkæologer) i høj grad mangler redskaberne til at håndtere ting som kilder. Som museumsansat omgivet af store samlinger er det selvsagt et problem, og det problem var ikke kun nærværende i Ellehammer-projektet, men også i et forskningsprojekt om kontorteknologiens betydning for arbejdet på kontor, repræsenteret i denne afhandling med artiklen Et nyt ‘kommunikationslandskab’ – nye teknologier i brug på kontoret. Projektet var inspireret af samlingen af kontorteknologi på Danmarks Tekniske Museum, men de fysiske genstande blev i sidste ende helt fravalgt som kilder og i stedet bygger projektet på erindringsinterview med kontoransatte.²⁷ På den måde analyserede projektet den mening, vi tilskriver ting i vores omgang med dem, og hvordan den ændrer sig over tid ud fra mundtlige udsagn, men ikke ud fra materielle genstande i stil med f.eks. arkæologiske analyser af fund, selvom ønsket i udgangspunktet var en kombination af de to tilgange. Arkæologen Bjørnar Olsen har kritiseret ’den materielle vending’ for i virkeligheden ikke at handle spor om ting, selvom den opererer under sloganet ”a (re)turn to things” (Olsen 2013:177).

Han mener, at ”everything solid is still melting into the air” (Olsen 2013:180).²⁸

27 De fysiske levn og citater fra interviewene kom dog senere til at spille sammen i udstillingen ”… I al hast – transport og kommunikation i fartens tidsalder”.

28 Hele diskussionen om, hvor stabile og varige ting er eller netop ikke er, er et interessant analytisk udgangspunkt. Et inspirerende studie af genstandes ”fluidity” er f.eks. Marianne de Laet og Annemarie Mols historie om en bestemt vandpumpe fra Zimbabwe. Ifølge dem har pumpen en mængde mulige identiteter og grænser (Laet og Mol 2000). Jf. også note 10.

Dette er en kritik, som også til en vis grad kan rettes mod projektet om kontorteknologi.

Nogle metodebøger afviser helt, at historikere skal og kan arbejde med ting som kildemateriale. I en metodebog, der hævder at være den første danske lærebog i historisk metode siden Erslev, hedder det f.eks.:

Ud over tekster findes meget andet materiale, som kan bruges til at sige noget om fortidens menneskeliv:

billedlige fremstillinger, herunder malerier og fotografier bygninger og rester af bebyggelsen

materielle levn, herunder redskaber, rester af skibe, broer etc.

Landskabet for så vidt det bærer præg af menneskelig aktivitet.

Det principielle argument for ikke at inkludere disse materialetyper i begrebet kilder i historisk metodisk forstand er, at de anførte kildegrupper har det til fælles, at de kræver anvendelsen af andre metoder end den historiske metode, for at vi kan udnytte dem som kilder til fortidens menneskeliv. Da videnskabsfag netop er defineret ikke alene ved genstandsområde, men også ved metoder, er det klart, at udnyttelsen af dem falder ind under andre fag, såsom kunsthistorie, arkæologi, arkitekturhistorie og kulturgeografi etc. (Kristensen 2007:71)

Andre historikere har (heldigvis) været knap så afvisende over for at inddrage ting som kildemateriale, og f.eks. mener erhvervshistorikeren Per H. Hansen, at ”alt overleveret er historikerens spor” (Hansen 2004:240) og kritiserer ‘arkivkulten’, der ensidigt fokuserer på dokumenter (i arkiver) som kildemateriale.²⁹

Michael Wagner hævdede i 1992, at der grundlæggende ikke er forskel på tekno-logihistorikerens og historikerens arbejde, fordi:

Selvom tingene som levn i sig selv er stumme, og derfor en sag for antikvarer, så kan historikeren analysere, hvad der siges om en sag, ligesom han kan tælle, måle og veje alle tingene. Teknologihistoriens primære kilder er, hvad der er blevet oplyst, sagt og skrevet om tingens tilblivelsessituation førhen, samtidigt og sidenhen […] For at analysere teknologien i dens samfundsmæssige kontekst (technological ambience),

29 En tradition, som historikeren Morten Thing mener, har dybe rødder i kildekritikken (Thing 2004; Hansen og Nevers 2004).

må man undersøge levnets reelle ophavssituation og lave en omverdensfortolkning. Det stiller teknologihistorikeren over for de samme vilkår, som enhver anden historieskrivning i dag må friste.

Selv om Wagner ville tælle, måle og veje ting, var han fortsat mere optaget af diskussionerne og udsagnene om ting end om tingene i sig selv. Arkæologen Christopher Tilley er en af dem, der går længere og f.eks. ikke er enig med Wagner i, at tingene i sig selv er stumme. Han mener, at ”artefacts perform active metaphorical work in the world in a manner that words cannot. They have their own form of communicative agency”. Tilley understreger dog samtidig, at ting ikke er tekster, og at det kun er gennem ord, vi kan “claim, assert, investigate, and understand why things matter” (Tilley 2002).

På dansk grund har etnologen Minna Kragelund beskrevet genstanden som non-verbal i sig selv, men også hævdet, at ”forskeren gør den non-verbal ved at “spørge”

den og derudfra beskrive, analysere og fortolke. Af denne grund skaber forskeren i stor udstrækning selv sit kildemateriale” (Kragelund 2004:94). For historikere – i hvert fald dem, der tilslutter sig det funktionelle kildebegreb – er det en relativt banal indsigt, som ikke for alvor løfter sløret for, hvordan vi kan blive bedre til at håndtere ting som kildemateriale, og det er da også en almindelig kritik af tilgange, der inkluderer non-humane aktører, at der stilles spørgsmålstegn ved, om ”de historiske analyser også reelt behandler materialitet og ting, eller om ikke det mere er skriftlige og diskursive vidnesbyrd om materialitet og ting – kilderne – der står i centrum“ (Feldt 2011:565).

Ud over Ellehammer-projektet og projektet om kontorteknologi er problemet med at ‘læse’ de fysiske genstande som kilder, kunne forstå deres teknik og uddrage vigtige pointer på baggrund af den, slidspor og andre materielle levn i denne afhandling især tydeligt i artiklen Tingenes Danmarkshistorie – med støvsugeren som eksempel, der også direkte adresserer problemet med ting som kildemateriale.

Et andet og beslægtet problem, som artiklen om tingenes Danmarkshistorie også kommer kort omkring, er problemet med at fokusere på teknologi i brug frem for på innovation og inddrage ”the history of maintenance, repair and remodelling”

(Edgerton 1999:111) eller med andre ord at studere, ”hvad det materielle gør i verden, og hvordan det materielle gøres i konkrete tidslige og rumlige kontekster”

(Damsholt et al. 2009:13). Her opstår det problem, at brugen af ting ofte kun er dokumenteret indirekte. Vi kan ikke som historikere på samme måde som sociologer, antropologer og etnologer tage i felten og studere tingenes gøren direkte. Kildematerialet til artiklen om støvsugerens brugshistorie udgjordes derfor primært af reklamemateriale o.l. præskriptive kilder, der ikke afspejler brugssituationen konkret. Selvom det lykkedes at finde enkelte erindringsbidder, der kunne supplere det præskriptive kildemateriale, blev der ikke ”set ret meget på

tingene selv, men mere på udtryk omkring, hvad de bruges til” (Skyggebjerg 2011:19).