Jordemødrene i de tre studier påtager sig en række individuelle strategier for at skabe mulighed for at understøtte den normale fødsel. En af jordemødrene
5I en dansk kontekst er der ikke fundet evidens for at anbefale kontinuerlig CTG eller doorstep CTG til normale fødsler. Det fremgår af instruks for bl.a. Skejby Sygehus' samt Hvidovre Hospitals obstetriske afdeling, at doorstep CTG samt CTG under fødslen kun an-vendes på indikation. (Skejby Sygehus, 2011), (Hvidovre Hospital 2007)
4 ANALYSE 27
i Russells undersøgelse oplever en større grad af autonomi i forhold til den normale fødsel, hvis de bliver inde på fødestuen. Det at beskytte kvinden mod interventioner fra ledende jordemødre og læger ved at lukke døren og være alene med kvinden, opleves således som noget, der giver jordemoderen en højere grad af kontrol. En jordemoder udtrykker: Once you're in the room with the lady you feel at home (Russell, 2007;129). Jordemødrene opstiller ligeledes en række forslag til, hvordan den normale fødsel kan understøttes på afdelingen, og deres forslag er følgende: at holde lægerne væk fra den normale fødsel, udskyde kvindernes indlæggelse på fødegangen og oprettelse af en seperat midwifery unit. (Russell, 2007;130) En jordemoder i Russells undersøgelse beskriver, hvor-dan hun altid bevidst undervurderer sit fund ved vaginaleksploration (Russell, 2007;129). Dette skulle angiveligt være en måde at undgå at komme i en situ-ation, hvor fødslen skal overyttes6til en obstetriker fordi kvinden ikke viser fremgang på 1 cm i timen (Ibid). Jordemødrene oplever som tidligere nævnt at læger og ledende jordemødre har stor indydelse på de normale fødsler på de obstetriske afdelinger, og derfor forsøger jordemødrene også at begrænse denne indydelse ved at konfrontere dem og bede dem om at holde sig væk (Russell, 2007;129), (Keating et al, 2009;523), hvilket beskrives som vanskeligt og no-get, der kræver meget af den enkelte jordemoder (Keating et al, 2009;523). I Keating et al (2009) beskriver jordemødrene, at de oplever nattevagterne som et tidspunkt, hvor det er nemmere at facilitere den normale fødsel, fordi der er mindre hieraki, og fordi man ikke har obstetrikere og andre mennesker omkring sig hele tiden (Keating et al, 2009;524).
Som tidligere nævnt, mener en jordemoder i Earl og Hunters undersøgelse at det at foretage små interventioner kan være en måde at undgå større inter-ventioner (Earl og Hunter, 2006;22), og denne praksis kan, omend eekten af den kan diskuteres, må således opfattes som en måde at prøve at fastholde det normale fødselsforløb. En anden jordemoder i Earl og Hunters undersøgelse beskriver desuden, hvordan hun ved hjælp af en intern manuel rotation af caput har forhindret en vaccum ekstraktion (Earl og Hunter, 2006;22), hvilket hun beskriver således: If nature aint doing it, then you've got to help her by
rotat-6Det fremgår ikke tydeligt, hvorvidt der med overyttes henvises til, at obstetrikeren rent fysisk skal overtage fødselsforløbet eller blot inddrages ved tilkaldelse/konferering.
ing the head if its slightly o (Ibid). Det ses således som en intervention, men som en intervention som er mindre end en forløsning med vaccum-ekstraktor.
Som det sås i det foregående analyseafsnit, kan der identiceres tilstede-værelsen af en sand diskurs på de obstetriske afdelinger, hvor magten til at etablere den sande diskurs er koblet til videnskaben, hvor vi med Blåkas teori kan sige, at den fødselsvidenskabelige diskurs udøver et vist monopol på at de-nere, hvordan fødslen skal forstås og varetages, hvilket skaber konfrontationer med andre diskurser (Blåka, 1997;80). Ser vi på jordemødrenes strategier kan de samlet set betragtes som åbninger for en konkurrerende diskurs, hvor jordemø-drene i en vis forstand forsøger at udgrænse den fødselsvidenskabelige diskurs ved at beskytte de fødende kvinder mod de personer, der bærer denne diskurs. I det formelle hospitalshieraki er disse personer obstetrikere og ledende jordemø-dre. Jordemødrene agerer både direkte ved konfrontation og i det skjulte alene på fødestuen ud fra en anden diskurs, grundlagt i et andet episteme, som ud-fordrer den sande diskurs. Det, der karakteriserer det fænomenologiske episteme er, at det bygger på en vidensform hvor viden ses som noget, der er forankret i erfaringen og det levede liv (Blåka og Schauer Eri, 2008;346). På denne måde kan man se den manuelle rotation som en manøvre, der ganske givet ikke op-træder i formelle procedurer for en obstetrisk afdelings arbejde, al den stund at den ikke har et videnskabeligt funderet grundlag, men et erfaringsbaseret.
Earl og Hunter stiller således spørgsmålet: hvem lærer jordemødrene at lave manuelle rotationer? (Earl og Hunter, 2006;22) Derfor kan man også spørge, hvordan en sådan manøvre får legitimitet på en afdeling, hvis det er en fød-selsvidenskabelig diskurs, der dominerer. Jordemødrenes strategi med at blive alene med kvinden på fødestuen og underestimere vaginaleksploration illustrerer ligeledes, hvordan en moddiskurs etableres. Det, som man i det biomedicinske episteme vil opfatte som det væsentlige ved vaginaleksplorationen, det objek-tivt målbare, sættes i parantes for jordemoderens helhedsbaserede vurdering af fødslens fremgang. Dette beskriver Russell (2007) således: Midwives viewed a woman's progress in a holistic way whereas doctors relied on vaginal examina-tion to dene normality (Russell, 2007;129). Her ses de to forskellige epistemer, det fænomenologiske og det biomedicinske, som har forskellige måder at forstå fødslen på. Mens det fænomenologiske episteme ser fødslen som en naturlig
4 ANALYSE 29
begivenhed, der rummer orden såvel som uorden (Blåka, 1997;20), bliver fokus i det biomedicinske episteme på det objektive og på det klassicerende (Ibid;73).
Således vil de to epistemer også forholde sig forskelligt til hvorledes det skal erk-endes at der er fremgang i fødslen, og hvad man vil forvente af en fødselsproces.
Tid bliver her et vigtigt begreb. Blåka hævder, at de strukturelle ændringer som jordemoderens arbejde er undergået, blandt andet ved at fødslerne er yttet fra hjemmet og ind på hospitalerne, gør, at jordemoderen skal forholde sig til to forskelllige tidsforståelser: livskredsløbets tid og den standardiserede klokketid (Blåka, 1997;72-72). Når jordemoderen lukker døren til fødestuen eller under-vurderer en vaginaleksploration, kan man således også forstå disse handlinger som en måde at give den standardiserede klokketid mindre indydelse på hen-des arbejde og skabe mulighed for den normale fødsel ved at ytte sit fokus fra den objektive og målbare fremgang og ved at acceptere den uorden, som den normale fødsel også kan indeholde.