Blåka redegør for det fænomenologiske episteme med hjælp fra den danske teolog og losof K.E. Løgstrup og den norske sygeplejerske og losof Kari Martinsen.
Med et udgangspunkt, der handler om at forene subjekt og objekt, formulerer Blåka og Schauer Eri det fænomenologiske episteme som en kontrast til det biomedicinske (Blåka og Schauer Eri, 2008;345). Viden knyttes her til det lev-ede liv. Relationen mellem fødende kvinde og fødselshjælper bliver centralt i den forstand, at kontrol over fødekroppen ikke ses som noget der kommer ude fra, men noget som kan opnås ved at fødselshjælperen er opmærksom på den fødendes fysiske, følesesmæssige og sociale velvære (Ibid; 345). En fødsel bliver i den fænomenologiske optik til en biologisk og en normal livsbegivenhed, som på een gang er forudsigelig og uforudsigelig (Ibid;345). Det bliver helheden i fødslen som fænomen og ikke de enkelte faser eller dele, som er afgørende, og dette betyder også, at man ikke altid kan sætte mål op for, hvordan en fødsel skal udvikle sig og at man må erkende, at fuld kontrol ikke er muligt (Blåka, 1997;79). I stedet handler det om at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt i en situation, hvilket på een gang kræver den professionelles emotionelle og krop-slige nærvær, men også en tilbageholdenhed, således at den fødendes indtryk kan komme frem (Ibid;76).
4 ANALYSE 19
4 Analyse
Den følgende analyse er delt op i en række temaer, som er dannet gennem den abduktive proces som beskrevet i metodeafsnittet. Disse temaer besvarer problemformuleringen ved at pege på, hvordan jordemoderens mulighed for for at understøtte den normale fødsel påvirkes på den obstetriske afdeling. Blåkas fortolkning af Foucaults diskursbegreb benyttes operationelt til at tydeliggøre den sociale praksis, som den obstetriske afdeling udgør.
4.1 En diskursiv kamp
Jordemødrene i Keating et als (2009) og Russells (2007) studie denerer et hi-eraki på hospitalsafdelingen, hvor obstetrikere og ledende jordemødre er øverst i hierakiet, og hvor almindelige jordemødre er nederst. Jordemødrene i Russells studie føler, at obstetrikerne bliver mere og mere involveret i beslutningstagn-ing omkrbeslutningstagn-ing kvinder med normal graviditet og fødsel, og at obstetrikerne har magt til enten at tildele jordemødrene autonomi eller overtrumfe deres beslut-ninger (Russell, 2007;129). I Keating et als studie fremgår det desuden, at de fødende identiceres som nederst i hierakiet og som passive (Keating et al, 2009;522). Det interessante ved dette hiearki, som jordemødrene beskriver, er ikke så meget at det eksisterer, idet de ledende fagprofessionelle på en afdeling selvfølgeligt bærer det formelle ansvar for afdelingens procedurer og derfor har en formel magt. Det interessant er, at jordemødrene, som tilsyneladende har formel autonomi til at varetage den normale fødsel selvstændigt, nder, at deres autonomi udfordres af at være i dette miljø.
Ifølge Foucault udgør det moderne hospital et diskursivt rum. De roller, som ndes i dette rum, læge, patient mm. (. . . ) afstikker grænserne for hvad der overhovedet kan siges (Heede, 2007; 82). Dette kan også kaldes diskurssub-jekternes positioner (Ibid;81): subjekterne er underlagt en diskurs, og denne diskurs positionerer læger og jordemødre og patienter, i deres roller. Antager vi, med henvisning til Blåka (1997), at der eksisterer en fødselsvidenskabelig og en jordemoderfaglig diskurs, og at disse to udspringer af forskellige historiske og sociale kontekster jf. det biomedicinske og den fænomenologiske episteme, så må hospitalsafdelingen ses som et sted, hvor disse to diskurser eksisterer
og konkurrerer. Det, der afgør, hvad der opfattes som den sande diskurs og dermed, hvad der betragtes som videnskabeligt og ikke-videnskabeligt, afhænger at et magtforhold, som ifølge Foucault ikke automatisk er båret af den, som har (. . . ) ordet i sin magt (Heede, 2007;83). Foucault henviser til videnskaben som den, der varetager funktionen med at denere og udskille sande diskurser fra falske (Heede, 2007;44). Når Blåka hævder, at den fødselsvidenskabelige diskurs har haft monopol på at udforme fødselsdiskursen, så må man netop se det i sammenhæng med, at de to diskurser qva de forskellige epistemer, de er bærere af, udspringer af to forskellige vidensformer: en videnskabelig og en livs- og erfaringsbaseret vidensform, og at det i den moderne hospitalskontekst er videnskaben som vidensform, der denerer den sande diskurs og dermed den fødselsvidenskabelige, der fremstår som sand. Jordemødrenes opfattelse af miste autonomi og at være placeret nederst i hierakiet kan derfor ses som at den fød-selsvidenskabelige diskurs fremstår mere sand end en anden i den moderne hospitalskontekst. De, der er øverst i hierakiet, er således bærere af den sande diskurs, hvorved jordemødrenes tab af autonomi derfor også kan ses som tabet af muligheden for at denere en anden diskurs.
At der foregår en kamp på de obstetriske afdelinger, giver både jordemødrene i Russells og Keating et al's undersøgelser udtryk for. En jordemoder i Russells undersøgelse siger: unocially I ght my corner virtually every day because ev-erybody is nine centimetres for a couple of hours. (Russell, 2007;129). Jordemø-drene beskriver desuden at de ofte oplever en frygt for latterliggørelse for ikke at tilslutte sig en medical approach to childbirth (Keating et al 2009;522-23), og der bliver i Russell talt om, at jordemødre, som gør brug af traditional or non-scientic skills bliver betegnet som gale af deres jordemoderkolleger eller bolsjevikker af obstetrikerne. Det første henviser til noget positivt, til at jordemødrene havde tiltro til deres egne evner, mens det andet henviser til koniktfyldte situationer mellem jordemødre og læger (Russell, 2007;130). Når jordemødrene således beskriver deres arbejde med at understøtte den normale fødsel som en kamp, kan dette ses som et udtryk for en kamp for at etablere en anden diskurs. At der ikke er tale om en kamp mellem videnskab og ikke-videnskab, kan illustreres ved, at jordemødrene i Keating et al (2009) føler sig pressede til at praktisere active management, til trods for at de er klar over, at
4 ANALYSE 21
det er en praksis, der ikke er evidensbaseret (Keating et al 2009;522-523). I Earl og Hunter omtales det ikke, at jordemødrene føler et pres fra deres omgivelser for at agere på en bestemt måde i forhold til den normale fødsel, men som det skal ses i det næste analyseafsnit, oplever jordemødrene et dillemma mellem intervention og ikke-intervention, hvor jordemoderen kan føle sig nødsaget til at intervenere for at bevare fødslen normal.