Et resultat af, den diskursive kamp som beskrevet i analyseafsnittet ovenfor, er, at jordemoderen på den obstetriske specialafdeling bender sig i et rum, hvor hun navigerer i et dilemma mellem det, jeg har valgt at kalde aktive og passive handlinger. I Earl og Hunters studie (Earl og Hunter, 2006) beskriver jordemødrene, at de nder at de har indydelse på, om fødslen (for)bliver nor-mal, i kraft af, at man skal vurdere, hvornår man vil intervenere i fødslen eller ej. Dette beskriver en jordemoder som stepping back or stepping in (Ibid;22):
If everything is normal, then I 'step back' a bit and allow them as much time to do this birth themselves, not to jump in too quickly and start shouting out for this woman to push better. I don't need to jump in there heavy-handed, unless I feel there really is a need to step in and take charge, if I think there is a problem. (Earl og Hunter, 2006;22)
The skill of stepping back, som den bliver kaldt, bliver her tilsyneladende opfattet som en bevidst faglig handling fra jordemoderens side. Denne handling er aktiv, fordi den er bevidst, men samtidig også passiv, fordi den indbefatter at jordemoderen skal forholde sig afventende og lade kvinden få tid til selv at føde.
Når Blåka betegner det biomedicinske og det fænomenologiske episteme, taler hun netop om, at fødekroppen i det førstnævnte fremstår som en natur, der skal beherskes (Blåka, 1997;73-76). Fødekroppen, objektet, må således også fremstå passiv, og fagpersonen, subjektet, bliver aktiv i forhold til at opnå kontrol over fødslen. En handling, der tager udgangspunkt i ikke at handle, kan derfor i denne optik opfattes som passiv. I det fænomenologiske episteme anses det som væsentligt for jordemoderen, at være tilbageholdende, så fødekvindens indtryk kan komme frem (Blåka, 1997;73-76, egen oversættelse). Her bliver det altså både fødekvinden, integrationen af subjekt og objekt, og jordemoderen, som
kan ses som aktive, al den stund at jordemoderens aktive opgave netop består i at sørge for kvindens velbendende, men at være tilbageholdende i forhold til fødslen og ikke gribe for raskt til kategoriseringen, som Blåka udtrykker det (Ibid;76). Tilbageholdenheden, the skill of stepping back, kan altså opfattes både som aktiv og passiv, alt efter om den betragtes ud fra et biomedicinsk eller et fænomenologisk udgangspunkt. Jordemoderen giver også udtryk for, at det er en vigtig del af hendes job i forhold til faciliteringen af den normale fødsel, at hun kan steppe in hvis det bliver nødvendigt.
At steppe in på det rigtige tidspunkt ses også som en nødvendighed i forhold til at forebygge større indgreb i fødslen: I suppose that's a judgement call of when you can sit back and do nothing versus when you get in and do 'something less minor to prevent the major interventions' (Earl and Hunter, 2006;22).
Denne udtalelse kan tyde på, at jordemoderens opfattelse af the skill of step-ping back som en kundskab, noget, der tillægges en faglig værdi, bliver sat under pres på den obstetriske afdeling. Dels omtaler denne jordemoder det ikke at intervenere i fødslen som at gøre ingenting, og dels mener hun, at det kan være nødvendigt med mindre indgreb for at forebygge større indgreb. I det nævnte eksempel er der tale om en assisted rupture of membranes. Jordemod-eren tilføjer: It's a real judgement and I don't think we are as patient as we used to be and that's a problem. To me it's prevention of caesarean. It's get-ting harder because caesarean section is becoming the norm. (Earl og Hunter, 2006;22) Denne jordemoder orienterer tilsyneladende sine handlinger i forhold til den normale fødsel imod at forebygge et kejsersnit. Hun må således orien-tere sine observationer imod det afvigende i fødslen, og dermed må hun også, som Blåka og Schauer Eri betegner det, ytte sit fokus til de truende akutte aspekter af en fødsel (Blåka og Schauer Eri, 2008; 345), hvilket netop er kende-tegnede for det biomedicinske episteme. En jordemoder beskriver også, at hun mener, at det ikke at intervenere kan forhindre en fødsel i at ende normalt (Earl og Hunter, 2006;22). Stepping back or stepping in bliver dermed et dillemma for jordemoderen, som kan beskrives således: She needs to judge when and if to intervene, balancing the use of technology and intervention with patience and non-intervention (Earl og Hunter, 2006; 22). Vil jordemoderen forebygge større indgreb, føler hun det tilsyneladende nødvendigt sommetider at foretage
4 ANALYSE 23
mindre indgreb. Forfatterne af studiet, Earl og Hunter, påpeger, at mens en intervention kan være en relevant behandling af manglende fremgang i en fød-sel, så er der en evident risiko for, at ill-timed interventioner kan føre til større komplikationer i en fødsel (Ibid;23). Situationen forekommer derfor paradoksal:
Jordemoderen føler en nødvendighed for at intervenere i en normal fødsel, netop med et sigte om at fastholde den normal og forebygge større interventioner. I Russell's studie omtaler en jordemoder de kompetencer hun gør brug af til at facilitere den normale fødsel således: Just caught the baby really, didn't feel like I was doing anything really other than supporting her I just felt like I was her friend. (Russell, 2007;129). Her tillægger jordemoderen tilsyneladende ikke sin omsorg for den fødende kvinde en faglig værdi, det virker som om, at hun mener, i lighed med det ovenstående eksempel fra Earl og Hunter (2006), at hun nærmest har gjort ingenting. Det ikke at intervenere bliver altså i en forstand set som synonymt med ikke at gøre noget. Jordemødrene i Russell's studie oplever et pres fra senior midwives og obstetrikere for at intervenere og foretage hyppige vaginaleksplorationer (Russell, 2007;129), hvilket givetvis kan have den konsekvens, at det for jordemoderen og hendes omgivelser bliver sværere at legitimere og forstå en afventende handling som en aktiv, frem for en passiv, handling.
Intervention vs. ikke-intervention er også et tema i Keating et al's studie, hvor de interviewede jordemødre tilsyneladende er frustrerede over at arbejde i et miljø, hvor de ikke føler, at de kan bruge deres midwifery skills(Keating et al, 2009;522). Alle 10 jordemødre føler sig pressede til at arbejde ud fra active management-principper, fordi deres ledelse, både den jordemoderfaglige og den lægelige, tilsyneladende tilslutter sig denne tilgang (Keating et al, 2009). Denne aktive håndtering består tilsyneladende i, at der er retningslinjer for anvendelsen af tidlig hindesprængning og brug af oxytocin. En jordemoder hævder, at den eneste måde hun kan se en kvinde føde normalt på, er ved at hun føder hurtigt (Keating et al, 2009;523). Når man håndterer en fødsel ved active management gør man brug af en række beskrevne interventioner, som har til formål at kon-trollere fødslen, at lede den. Her kan vi drage paralleller til det biomedicinske episteme, hvor kroppens orden ses som noget, der kan forstås i et entydigt og klassicerende sprog (Blåka, 1997;66) og hvor det ses som vigtigt at opnå kontrol
over en potentielt fejlbarlig krop (Blåka og Schauer Eri, 2008;345). Når en fødsel ledes aktivt, hvilket ligger i den sproglige betydning af active management, er det den fagprofessionelle der er aktiv, og dermed bliver fødekroppen og kvinden passiv. Active management opstiller således en sammenhæng mellem det at handle aktivt og intervenere i den normale fødsel. Når jordemødrene i Keating et al (2009) føler et pres for at arbejde under denne tilgang, stilles de i dilem-maet mellem aktive og passive handlinger. Det at handle aktivt deneres ud fra en active management tilgang, hvorved jordemødrenes kompetencer i forhold til den normale fødsel kommer til at stå i modsætning hertil, og følgelig derfor også kan tænkes at tillægges en passiv betydning. Det bliver tilsyneladende sværere for jordemødrene at understøtte den normale fødselsforløb, fordi det, der fremstår som den sande diskurs på den obstetriske afdeling, den fødselsv-idenskabelige diskurs, ledsages af et biomedicinsk episteme, der kobler det at være aktiv i forhold til den normale fødsel med at intervenere.