Sammenbrud i anbringelSer

Mangel på tid, her betegnet som brandslukningslogik, der omhandler man-gel på ressourcer i forvaltningen, er således med til at skabe risiko for sammen-brud i anbringelser. Dette fund gør især op med antallet af akutanbringelser, som således ikke tjener de unge.

Hertil kommer, at data fra interviewmaterialet, ligesom spørgeskemaundersø-gelsen, viser, at kontinuitet i sagsbehandlingen også har betydning for anbringel-sesforløbet, særligt i relation til, at sagsbehandlerne kender den unge og familien.

Også den økonomiske faktors betydning på forvaltningsniveau genfin-des i interviewmaterialet. Her ses beskrivelser af sammenbrud i anbringelser som følge af forvaltningens økonomiske vurderinger i relation til valg af an-bringelsessted. Den økonomiske model, hvor pengene følger den enkelte unge, medvirker endvidere til at øge sårbarheden over for tomme pladser på anbrin-gelsesstederne, hvilket igen bevirker, at anbringelsesstederne har svært ved at sammensætte ungegruppen på hensigtsmæssige måder.

Der er også forklaringer på sammenbrud i anbringelser på et såkaldt insti-tutionsniveau, der omfatter den sociale dynamik på selve anbringelsesstederne.

Her anvendes begrebet institutionelle parallelverdener til at beskrive, at de unge anbragte og personalet har grundlæggende forskellige orienteringspunkter. De unge er rettet mod samvær i ungegruppen, at finde deres plads, mens persona-let arbejder med den enkelte unges udvikling og forandring. At den unge ikke finder sin plads i ungegruppen er netop en medvirkende årsag til sammenbrud i anbringelse, f.eks. på grund af mobning, fysiske overgreb el.lign.

Sammenbrud i anbringelse findes også i forhold til den såkaldte ”smittefare”, der viser hen til, at ungegruppen er så vanskelig, at der er tale om ”læreanstalter for normbrydende adfærd”.

Sidst, men ikke mindst påpeges det paradoksale forhold i sammenbrud i, at unges problemer, altså grunden til at de er blevet anbragt, også bliver grundlaget for sammenbrud i anbringelsen.

Der er også et niveau, der omfatter relationsprocesser og sammenbrud. Re-lationer omfatter her den unges reRe-lationer til både familie, venner, bofæller, pæ-dagoger og sagsbehandlere m.fl.

5.6. SammenFatning aF tema nr. iii:

HVad Ved Vi om ViSitation til anbringelSe?

Under dette tema er der søgt efter undersøgelser, der har kunnet give svar på en lang række af de spørgsmål fra SL, der fokuserede på at indfange viden om handleplaner, behandlingsplaner og anbringelser på døgntilbud. Hertil ville vi opnå viden om betydningen af inddragelse af både børn, unge og forældre i

an-bringelsesforløbet, såvel som forvaltningens betydning og rolle i anbringelses-forløbet. Endvidere kommer undersøgelser, der indkredser årsager til anbrin-gelse, selve anbringelsespraksis og sammenbrud i anbringelser. Ligeledes har dette tema omhandlet viden om tilsyn af døgnanbringelser.

For nuværende kan det sammenfattes, at der er en række af de ovennævnte om-råder, der er viden omkring. Det drejer sig om:

• Viden om den mere sagsorienterede anbringelsespraksis, som handler om, hvordan anbringelse sættes i værk i de forskellige kommuner og om sagsbe-handlernes vurderinger og handlinger i forskellige sagsforløb. En lang række af de undersøgelser, der er inddraget, belyser, at det er ganske svært at afgøre, hvilke børn der anbringes,på hvilket grundlag, og hvilke børn der ikke an-bringes. Der er altså en tilsyneladende vilkårlighed, som også går igen i selve indsatsen i relation til børnene og de unges beskrevne problemstillinger.

• Viden om, i hvilket omfang børn og forældre inddrages og høres i deres an-bringelsesforløb uden for hjemmet og i udfærdigelsen af handleplaner. Her viser flere af undersøgelserne, at forældrenes forhold og problemer beskrives, men at børnene ofte ikke er beskrevet i sagsarbejdet og ofte heller ikke ind-drages i anbringelsen, men høres eller informeres.

• Viden om tilsyn med børn og unge i døgnanbringelse. Dette område beskri-ves som et relativt uudforsket område, men det betones som afgørende at anbragte børn og unge modtager tilsyn under deres anbringelsesforløb, da dette er med til at sikre kvalitet i anbringelsen.

• Viden om sammenbrud i anbringelser. Her viser den seneste undersøgelse, at 44 procent af de unge har oplevet et eller flere sammenbrud under deres anbringelsesforløb. Dette tal stemmer overens med tal fra den internationale forskning.

• For de unge i den danske undersøgelse vises det, at der i ca. to tredjedele af anbringelserne, sker sammenbrud inden for 1 år. Årsagerne til sammenbrud i anbringelser er primært såkaldte systemfaktorer, der omfatter forhold som sagsbehandlerskift, og finansielle restriktioner i kommunerne.

• Stabilitet i anbringelsesforløb er knyttet til de såkaldte systemfaktorer; at der er udfærdiget en handleplan, at den unge er enig i anbringelsen, og at den unge forud for anbringelsen har været placeret i aflastning.

Opsummerende må det sammenfattes, at netop det såkaldte sagsorienterede område, knyttet til kommunernes anbringelsespraksis, procedurer og forløb, er et område, som er udforsket meget grundigt. Set over perioden 1995-2010 fore-ligger der en omfattende vidensindsamling.

Vi har således meget viden om kommunernes og sagsbehandlernes arbejdspro-cesser, deres vurderinger i børne- og ungesagerne, såvel som viden om udsatte familier.

De undersøgelser, vi har set på, medvirker også til at belyse, hvor stor en rolle og betydning kommunerne og sagsbehandlerne rent faktisk har i anbrin-gelsesforløbet, f.eks. i forhold til, hvornår der vurderes grundlag for anbringelse, kontinuitet i anbringelsesforløbet såvel som sammenbrud i anbringelser.

Vi må således for nuværende, på baggrund af de indsamlede undersøgelser konstatere, at en meget stor del af et barn eller en ungs anbringelsesforløb både direkte og indirekte er placeret på et forvaltningsmæssigt niveau.

Det kalder på en faglig og forskningsmæssig interesse at få uddybet og ud-forsket denne del af anbringelsesprocessen i langt højere grad. Vi har en lang række omfangsrige og uddybende undersøgelser under dette tema, som bely-ser komplekse forhold i anbringelsespraksis, men vi mangler undersøgelbely-ser, der sætter fokus på sagsarbejdet – vel og mærke set fra sagsbehandlernes perspektiv og lokaliseret i konkrete kontekster, altså i specifikke kommuner og afdelinger, som medvirker til at indfange problemer, dilemmaer og muligheder forbundet til arbejdet med denne gruppe børn og unge.

Inspireret af Egelund (1997) og Skytte (2002) er der også meget, der taler for, at det er vigtigt at undersøge det teoretiske vidensgrundlag som sagsbehandlere i forvaltninger baserer deres faglige indsatser på – her tænkes især på teoretiske forståelser af børn og barndomsliv, såvel som viden om udviklingspsykologiske forhold hos børn og unge.