indledende bemærkninger

5. tema nr. iii – Visitation til

Sammenfattende for de inddragede undersøgelser er endvidere deres data og omfanget af statistiske analyser. De fleste af undersøgelserne er således baseret på omfangsrige registre og databaser om familieforhold og anbringelsesprocen-ter, og de anvender forskellige typer af spørgeskemaer til mange kommuner og sagsbehandlere vedrørende anbringelsesprocedurer og praksis. Kun for Egelund og Skytte er der tale om overvejende kvalitativt orienterede metodiske tilgange med anvendelse af et mindre datagrundlag.

Fælles for de inddragede undersøgelser er også, at de alle er udført af forske-re. Dette kræver en uddybende kommentar i relation til de indledningsvise be-skrivelser af inddragelse af undersøgelser, publikationer, rapporter mm. (se også afsnit nr. 2 om arbejdspapirets tilrettelæggelse). Under tema nr. III er der således ikke nogen rapporter, beskrivelser af lokalt udviklingsarbejde eller øvrige typer af fortællinger fra kommunernes anbringelsespraksis på børne- og unge områ-det. Dette forhold er bemærkelsesværdigt, idet der på området anbragte børn og unge i døgntilbud som helhed eksisterer en lang række publikationer, der på forskellig vis reflekterer over socialpædagogisk arbejde, anbragte børn og unge, udvikling af metoder og teoretiske refleksioner over børn, unge og familier i socialt udsatte positioner i samfundet. Hvorfor det forholder sig således med hensyn til dette specifikke tema, må imidlertid stå ubesvaret, men må antages at være væsentligt at have for øje i vidensindsamling af de mere sagsorienterede forhold vedrørende børn og unges anbringelse.

De 15 undersøgelser er i præsentationen inddelt i fire afsnit med henblik på at indfange forskellige aspekter af kommunernes arbejde med anbragte børn og unge:

• sagsarbejde i kommunerne

• tilsyn med anbragte børn og unge

• sammenbrud i anbringelser

• forebyggelse og anbringelse – forvaltningens iværksættelse af forskellige ty-per af indsatser.

Nedenstående figur belyser kronologisk efter udgivelsesår, de indkomne under-søgelser.

Figur 5.1

egelund, t. (1997). Beskyttelse af barndommen. Socialforvaltningers risikovurdering og indgreb. københavn: Hans reitzels Forlag.

Hestbæk, a. d. (1997). Når børn og unge anbringes. En undersøgelse af kommuner-nes praksis i anbringelsessager. 97: 6. københavn: Socialforskningsinstituttet.

christensen, e. (1998). Anbringelser af børn. En kvalitativ analyse af processen. kø-benhavn: Socialforskningsinstituttet.

Hestbæk, a. d. (1998). Tvangsanbringelser i Norden. En komparativ beskrivelse af de nordiske landes lovgivning. 98:15. københavn: Socialforskningsinstituttet.

nissen, p. (1999). Kvalitets- og metodeudvikling i børne- og ungesager. københavn:

pædagogisk psykologisk Forlag.

Skytte, m. (2002). Anbringelse af etniske minoritetsbørn – om socialarbejderes vur-deringer og handlinger. lund dissertations in Social Work. odense: Syddansk univer-sitetsbibliotek.

Hannemann, n. (2003). Fokus på – anbragte børn og unge med anden etnisk bag-grund end dansk. københavn: uFc, udviklings- og Formidlingscenter for socialt ar-bejde med unge. Videnssamlingen er en del af det samlede kabu-projekt.

egelund et al. (2004). Små børn anbragt uden for hjemmet. En forløbsundersøgelse af anbragte børn født i 1995. københavn: Socialforskningsinstituttet.

egelund, t. & thomsen, S. a. (2002). Tærskler for anbringelse. En undersøgelse om socialforvaltningernes vurderinger i børnesager. 02:13. københavn: Socialforsknings-instituttet.

Jacobsen, g. & kabel, S. (2005). Tilsyn – til barnets bedste. københavn: uFc børn og unge og kabu, Socialministeriets kvalitetsprojekt 2002-2005.

egelund et al. (2008). Anbragte børns udvikling og vilkår. Resultater fra SFI’s forløbs-undersøgelse af årgang 1995. 08:23. københavn: SFi – det nationale Forskningscen-ter for Velfærd.

bengtsson et al. (2008). Kortlægning af kommunernes foranstaltninger til udsatte unge. Udviklingen efter anbringelsesreformen. københavn: SFi – det nationale Forsk-ningscenter for Velfærd.

andersen et al. (2010). Når man anbringer et barn. Baggrund, stabilitet i anbringelsen og det videre liv. odense: rockwool Fondens Forskningsenhed, Syddansk universi-tetsforlag.

egelund et al. (2010). Sammenbrud i anbringelser af unge. Erfaringer, forklaringer og årsagerne bag. københavn: SFi, det nationale Forskningscenter for Velfærd.

Vi åbner dette tema med Hestbæks (1998) undersøgelse af anbringelsespraksis i Norden – i relation til praksis vedrørende tvangsanbringelser.

Hestbæk sætter i sin undersøgelse fokus på tvangsanbringelser i Norden med det formål at foretage en sammenlignende beskrivelse af de nordiske lan-des lovgivning på tvangsanbringelsesområdet med udgangspunkt i Danmark. I herværende sammenhæng skal vi primært se på de beskrivelser og overvejelser, som Hestbæk foretager om danske forhold og praksis vedrørende anbringelse,

idet hendes undersøgelse rummer meget præcise og grundige beskrivelser af disse forhold. De sammenlignende resultater fra de øvrige lande inddrages mere perifert. Metodisk er der tale om en komparativ analyse af de fem nordiske lan-des anbringelsespraksis.

Vi skal ikke i denne sammenhæng uddybe de mange tal og statistikker, som præsenteres i undersøgelsen, al den stund at anbringelsesområdet socialpolitisk har gennemgået en lang række lovændringer siden Hestbæks undersøgelse blev foretaget i 1998.

Der er en række væsentlige forhold, som skal medtages i denne sammen-hæng. Det drejer sig især om de forskellige anbringelsessteder, der bringes i spil, når børn og unge skal anbringes uden for hjemmet. Her viser Hestbæk, at den mest udbredte anbringelsesform er familiepleje. Familiepleje omfatter både æg-tepar, der ikke nødvendigvis har en pædagogisk uddannelse, og professionelle plejefamilier, hvor begge parter har en relevant uddannelse.

Den næststørste anbringelseskategori er døgninstitutioner, der omfatter sko-lehjem, behandlingshjem, observationshjem og spædbørnehjem.

Den tredje kategori er opholdssteder, som især anvendes til unge.

Herudover belyser Hestbæk procedurer og kriterier for anbringelse uden for hjemmet med og uden samtykke. Det centrale er, at der skal være en åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af:

1. utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet/den unge 2. vold eller andre alvorlige overgreb

3. misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskelighe-der hos barnet eller den unge eller

4. andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet/den unge.

Hestbæk viser, at der i høj grad er tale om en skønsmæssig vurdering, når an-bringelse af et barn eller en ung kommer på tale, idet det kan være ganske van-skeligt at vurdere, hvornår et barns udvikling og sundhed lider skade.

Når denne undersøgelse af Hestbæk (1998) inddrages indledningsvist, er det med henblik på at præcisere, hvad der egentligt er på spil under dette tema.

Her sættes der fokus på at få viden om, hvad der rent faktisk foregår, inden en anbringelse sættes i værk, ligesom der er fokus på problemstillinger knyttet til dette område af anbringelsesforløbet.