Som tidligere nævnt har Socialforskningsinstituttet i 1995 udført et pilotprojekt med henblik på at afdække, i hvor mange sager der var en handleplan, og i hvor mange sager den manglede for årene 1993 og 1994 (Hjorth Andersen, 1995). Ifølge
kommu-nernes oplysninger manglede handleplanen i 24 pct. af sagerne i 1993, og i 20 pct. af sagerne i 1994. Det bemærkes specifikt, at der sandsynligvis er tale om en undervurdering af omfanget af sager uden handleplan, idet der antageligt har været et syste-matisk bortfald af sager med korterevarende anbringelsesforløb, hvor der er en relativt stor andel af sager uden handleplan.
Med de nye data fra nærværende undersøgelse er der mulighed for at uddybe disse oplysninger, da der er stillet langt flere spørgsmål omkring handleplanen, og også anbringelsessteder og forældre er blevet interviewet.
Der er meget store forskelle kommunerne imellem på dette område. En kommunefordelt tabel ville imidlertid bryde med det løfte om anonymitet, som Socialforskningsinstituttet har lovet de kommuner, der deltager i undersøgelsen. Desuden ville en sådan tabel dels blive uoverskuelig, dels ville der være mange kommuner med så få sager i analyseudvalget, at det ville være metodisk uforsvarligt at sammenligne kommunerne på denne baggrund.
Tabel 7.1 viser andelen af sager med og uden plan baseret på en amtsinddeling af kommunerne. Som man kan se, varierer møn-stret af sager med og uden handleplan en del, når det er opgjort på amtsplan.
Tabellen viser – måske noget overraskende – at andelen af sager, hvor handleplanen udarbejdes efter anbringelsen, er næsten lige stor som andelen af sager, hvor handleplanen udarbejdes før anbringelsen. Med andre ord: Selv om det i lovens tekst er formuleret som undtagelsen, at der ikke udarbejdes handleplan før anbringelsen, så udarbejdes næsten halvdelen af disse først, når anbringelsen er effektueret. Og i mere end en fjerdedel af sagerne findes de slet ikke.
I Ringkøbing og Vestsjællands Amter er der lavet plan forud for undersøgelsen i henholdsvis 64 pct. og 59 pct. af sagerne mod et gennemsnit på 38 pct. Disse to amter skiller sig ligeledes
markant ud fra landsgennemsnittet på 26 pct. sager uden hand-leplan med kun henholdsvis 14 pct. og 15 pct. sager uden handleplan. I den anden ende af spektret skiller Nordjyllands Amt sig ud med 35 pct., altså over en tredjedel anbringelses-sager uden handleplan. Imellem disse yderpunkter befinder resten af amterne sig. De er fordelt på en stor gruppe (8 amter), hvor der ikke er handleplan i 17-23 pct. af sagerne, og en lille gruppe (Sønderjylland og Ribe Amter), hvor der mangler hand-leplan i hhv. 26 pct. og 28 pct. af sagerne.
Tabel 7.1.
Andelen af nye sager med handleplan i 1994. Særskilt for amter. Procentfordeling.
Amt Plan før Plan efter Ingen I alt Antal
anbring- anbring- plan sager
else else
pct. pct. pct. pct. antal
Hovedstadsområdet1) 32 38 31 101 306
Frederiksborg 47 34 19 100 32
Roskilde 39 39 22 100 36
Vestsjælland 59 26 15 100 34
Storstrøm 40 42 19 101 48
Bornholm ·· ·· ·· ·· 7
Fyn 44 34 21 99 61
Sønderjylland 36 38 26 100 42
Ribe 44 28 28 100 36
Vejle 33 47 19 99 57
Ringkøbing 64 23 14 101 22
Århus 44 33 23 100 86
Viborg ·· ·· ·· ·· 15
Nordjylland 28 37 35 100 81
I alt 38 36 26 100 862
Kilde: Sagsbehandlere.
Tabellen er eksklusive 15 uoplyste.
1) København og Frederiksberg Kommuner samt kommunerne i Københavns Amt.
Sammenligner man disse resultater med Hjorth Andersens undersøgelse af forekomsten af handleplaner, er mønstret for 1994 i store træk overensstemmende (Hjorth Andersen, 1995).
Nogle amter figurerer med lidt højere, andre med lidt lavere andele af handleplan i nærværende undersøgelse, men dog ikke større forskelle end at det blot kan være udtryk for den til-fældige variation mellem to forskellige stikprøver. Den store forskel mellem disse to undersøgelser ligger i, at Hjorth Andersen finder 50 pct. sager med handleplan før anbringelsen og 23 pct. med handleplan efterfølgende. I nærværende undersøgelse er dette næsten ligelig fordelt med 38 pct. af sagerne med handleplan før og 36 pct. med handleplan efter an-bringelsen.
Sammenholder man sagsbehandlernes, anbringelsesstedernes og forældrenes oplysninger om handleplaner, er der ikke uventet nogen uoverensstemmelse mellem de tre parters opfattelse, jf.
tabel 7.2.
Tabel 7.2.
Andelen af sager med og uden plan før/efter anbringelsen. Særskilt for de 3 respon-dentgrupper. Procentfordeling.
Respondent- Plan Plan Andel Ikke Ved I alt
Pct.-gruppe før efter med plan ikke basis
anbrin- anbrin- plan gelse gelse i alt
pct. pct. pct. pct. pct. pct. antal
Sagsbehandlere 38 36 74 26 0 100 862
Forældre 22 40 62 18 20 100 495
Anbringelsessteder 33 38 71 17 11 99 602
Kilde: Sagsbehandlere, forældre og anbringelsessteder.
Anm.: For alle 3 respondentgrupper er uoplyst udeladt.
Sagsbehandlerne oplyser, at der er handleplaner i 74 pct. af sa-gerne, mens forældrene angiver den markant laveste andel af
sager med handleplan (62 pct.) Denne relativt lave andel hænger antageligt sammen med, at en del forældre ikke ved, om/at der blev lavet en handleplan i forbindelse med anbringelsen. Således oplyser en femtedel af forældrene, at de ikke ved, om der er en handleplan, og yderlige knap en femtedel svarer nej. Endelig er det værd at bemærke, at oplysningerne fra anbringelsessteder og sagsbehandlere ikke afviger nævneværdigt fra hinanden.
Det informerede samtykke halter
I Graversen-udvalget behandlede man spørgsmålet om det så-kaldte informerede samtykke. I udvalgets betænkning har man en god præcisering af, hvad det informerede samtykke indebærer og forudsætter:
"Det informerede samtykke opstår gennem en proces, der har en vidensmæssig og en følelsesmæssig side. Den vidensmæssige side drejer sig om, at familien erhverver sig kendskab til mulige foranstaltnin-ger, hvad de indebærer, og deres sammenhæng med familiens res-sourcer og problemstilling. Den følelsesmæssige side har at gøre med familiens forståelse af egne problemer og følelsesmæssige accept af at arbejde hermed." (Betænkning 1212, 1990, p. 36)
Når det ovenfor dokumenteres, at 38 pct. af forældrene benæg-ter eller ikke ved, at der er lavet en handleplan, kan det derfor betragtes som et skår i ideen om det informerede samtykke. Ideen med det informerede samtykke er netop, at forældrene aktivt tilslutter sig anbringelsen, og at de ved, hvad det er, de siger ja til. Så selvom sagsbehandlerne oplyser, at 84 pct. af forældrene gav deres samtykke til formålet med anbringelsen enten mundt-ligt, skriftligt eller begge dele (se bilagstabel 7.A), så viser op-lysninger fra forældrene, at 38 pct. i praksis ikke kender det skriftlige grundlag for anbringelsen i form af en handleplan.
Forældrenes ringe kendskab til eksistensen af en eventuel hand-leplan udgør en parallel til deres manglende viden om under-søgelserne, jf. kap. 6. Også hvad angår handleplaner peger resul-taterne således på, at der kan være brug for en anden form for
information til forældrene om, at der er en handleplan, og at de skal give samtykke til formålet med anbringelsen, sådan som det står beskrevet i handleplanen.
I den forbindelse kan man overveje, hvorvidt det kan have en positiv betydning, hvis forældrene afgiver dette samtykke skrift-ligt, sådan som det er praktiseret i 60 pct. af sagerne med hand-leplan. Sagsbehandlerne oplyser, at der i 24 pct. af sagerne er givet mundtligt tilsagn fra forældrenes side, jf. bilagstabel 7.A.
Selv om et skrifligt tilsagn fra forældrene ikke kan betragtes som et juridisk bindende dokument, kan det tænkes, at de via at underskrive handleplanen får en anden fornemmelse af, at: "Det er denne handleplan, vi accepterer, og heri står, hvorfor vores barn anbringes uden for hjemmet, og det er vi indforståede med". I en erfaringsopsamling fra en forstadskommune om handleplanernes betydning vurderer sagsbehandlerne, at dette kan være tilfældet (Berg, 1995).
Endelig skal det bemærkes, at hvis der eksisterer en skriftlig re-degørelse for en eventuel undersøgelse jf. bistandslovens § 32c, er der større sandsynlighed for, at der også udarbejdes en hand-leplan, og der er især signifikant større sandsynlighed for, at denne handleplan udarbejdes før anbringelsen (se bilagstabel 7.B). I de sager, hvor der er en skriftlig redegørelse for under-søgelsen, er der udarbejdet en handleplan forud for anbringelsen i 49 pct. af sagerne mod kun 27 pct., når der ikke foreligger en skriftlig redegørelse.