Med henblik på at vurdere konsekvenserne af, at sagen enten forløber som loven foreskriver det, eller at sagens forløb
om-vendt er kendetegnet ved en total mangel på det, vi tidligere har benævnt kvalitetssikringselementer, er der opstillet en typologi af anbringelsesforløb:
Det ideelle forløb
Det ideelle forløb er karakteriseret ved,
● at der er foretaget en undersøgelse jf. § 32c i sagen,
● at der er udarbejdet handleplan,
● at der er taget stilling til, om handleplanen skal revideres.
32 pct. af sagerne har haft et ideelt forløb4). Discountforløbet
Dette forløb finder vi, når der hverken er foretaget undersøgelse eller handleplan, som der derfor heller ikke er taget stilling til. 6 pct. af sagerne har haft et discountforløb.
Enten/eller-forløbet
Dette forløb finder vi, når der fx foreligger en undersøgelse, men ikke en handleplan, eller når der fx foreligger en hand-leplan, som der imidlertid ikke tages stilling til. Der er tale om enten/eller-forløb i 61 pct. af sagerne.
Med henblik på at undersøge, hvad der karakteriserer anbringel-sen, når der er tale om de forskellige typer af forløb, er det blevet undersøgt, hvorvidt der er sammenhæng mellem disse forløbstyper og en række forskellige faktorer. Det skal dog un-derstreges, at der på dette niveau ikke kan udsiges noget om årsager, men blot at der i givet fald er tale om statistiske sam-menhænge.
4) Der tages udgangspunkt i anbringelser, der er påbegyndt i 1994 eller senere.
Det viser sig,
● at der er flere skift i anbringelsessted, når det er et ideelt sagsforløb,
● at der under anbringelsen i større udstrækning iværksættes hjælpeforanstaltninger over for forældrene, når sagen lever op til de nævnte kvalitetskrav. I disse tilfælde udgør andelen af sager med hjælpeforanstaltninger 45 pct. mod 23 pct. i discountforløbene,
● at der er flere sager med samværsbegrænsning i det ideelle forløb – 23 pct. mod 4 pct. blandt discountforløbene.
De nævnte sammenhænge kan tilsammen føre til en antagelse om, at en del af de ideelle forløb vedrører sager, som er eller tegner til at blive komplicerede forløb – fx sager med store problemer hos børnene/de unge eller hos forældrene.
For at uddybe dette, kan man gå den anden vej og undersøge hvilke mulige baggrundsfaktorer, der statistisk set hænger sam-men med de forskellige forløbstyper. Det viser sig,
● at der er langt færre sager med et ideelt forløb (25 pct.), hvis der har været tre eller flere sagsbehandlere på sagen i de foregående 1½-2 år, end når der kun har været én sagsbe-handler på sagen (39 pct. ideelle forløb),
● at der er en langt større andel af sager med ideelle forløb, når kommunen har systematiseret sagsforvaltningen i an-bringelsessager,
● at der er en relativt mindre andel af sager med ideelt forløb (20 pct. over for gennemsnittet på 32 pct.) i Hovedstaden (defineret som København, Frederiksberg og Gentofte Kom-muner),
● at i tilfælde af tvangsanbringelse har 44 pct. af sagerne et ideelt forløb mod 32 pct. blandt de frivillige anbringelser.
● I sager, hvor adfærdsvanskeligheder er anbringelsesårsag, får sagen et ideelt forløb i 39 pct. af tilfældene mod 22 pct. af de øvrige sager.
De to sidstnævnte sammenhænge styrker antagelsen ovenfor om, at man er særlig opmærksom på at leve op til kvalitetskravene, når der er tale om mere komplicerede sager, herunder tvangsan-bringelsessager, hvor forældrene har mulighed for at indbringe sagen for et formelt ankesystem, som bl.a. vurderer kvaliteten af sagsbehandlingen.
7.13. Opsummering
Alt i alt viser undersøgelsen, at der ifølge sagsbehandlerne mang-ler handleplaner i 26 pct. af anbringelsessagerne. I tvangsan-bringelsessager er der en noget mindre andel af sager uden plan, nemlig 15 pct.
11 pct. af anbringelsesstederne og 20 pct. af forældrene ved ikke, om der overhovedet findes en handleplan. Den store ved-ikke andel hos forældrene må give stof til eftertanke, da ideen om det informerede samtykke netop bygger på, at forældre og sagsbehandler i fællesskab tilslutter sig et handlegrundlag, som er kendt af begge parter.
Omfanget af handleplaner varierer meget mellem amterne. Mens der i Ringkøbing og Vestsjællands Amter kun mangler hand-leplan i 14 pct. og 15 pct. af sagerne, mangler den i 35 pct. af sagerne i Nordjyllands Amt.
Den begrundelse, som sagsbehandlerne hyppigst giver for, at der ikke er udarbejdet handleplan, er, at årsagen til anbringelsen var indlysende, dernæst at der var tale om en akut anbringelse, og endelig at det skønnedes at blive en kortvarig anbringelse.
En multivariat analyse viser bl.a., at hvis der har været foretaget en undersøgelse i sagen, er der en større andel af sagerne, hvori der også udarbejdes handleplan.
56 pct. af handleplanerne lever op til de indholdsmæssige krav jf. bistandsloven, nemlig om at forholde sig til formålet med anbringelsen, til den forventede varighed, til særlige forhold
vedrørende den anbragte samt til støtte til familien under og evt. efter anbringelsen. Støtte til familien under og evt. efter anbringelsen er den problemstilling, der oftest mangler at blive beskrevet i handleplanerne. I kap. 6 blev det beskrevet, at spørgsmålet om ressourcer i familien er et underbelyst område i undersøgelserne, og af kap. 5 fremgik det, at der er 40 pct. af sagerne, hvori der ikke har været iværksat nogen form for hjæl-peforanstaltninger før anbringelsen. Spørgsmålet er, om dette tilsammen indikerer, at diskussionen af familiernes ressourcer og belastninger og indsatsen heroverfor er et af anbringelseskædens svage led – eller måske snarere et "missing link"?
Hvad angår information til anbringelsesstederne om indholdet af handleplanen, oplyser 67 pct. af anbringelsesstederne, at de modtog kopi af hele eller de relevante dele af handleplanen. Det er især familieplejer, der føler sig utilstrækkeligt informeret om-kring indholdet af handleplanen.
I bistandsloven er formuleret nogle minimumskrav til hvor ofte, der skal tages stilling til revision af handleplanen. Denne stil-lingtagen sker ikke altid efter de fastlagte terminer, men alt i alt er det kun en lille andel af handleplanerne, der ikke er blevet taget stilling til på et eller andet tidspunkt inden for de første 1-2 år efter anbringelsens start. Hvis handleplanen er blevet revi-deret efter tre måneder, er der en større andel, der også bliver revideret efter yderligere seks måneder. Denne sammenhæng gælder også vedrørende stillingtagen til handleplaner. Det er hyppigst spørgsmålet om anbringelsens varighed samt særlige forhold vedrørende barnet eller den unge, der ændres i forbin-delse med en revision.
Endelig skal det bemærkes, at analyserne af henholdsvis om-fanget af undersøgelser og handleplaner peger på, at man groft sagt kan udskille tre typer af sagsforløb: De ideelle forløb, som lever op til en række givne kvalitetskrav – de udgør 32 pct. af de sagerne. Derudover er der 6 pct. discountforløb, hvor der hverken er undersøgelse, handleplan og dermed heller ikke
stil-lingtagen hertil. Her imellem befinder sig 61 pct. enten/eller-forløb, hvor nogle kvalitetskrav er indfriet, men ikke andre.
Kapitel 8
Selve anbringelsen
I dette kapitel vil forholdene omkring selve anbringelsen blive undersøgt. Først vil årsagen til anbringelsen blive nærmere be-lyst. Dernæst undersøges det, hvorvidt barnet eller den unge i første instans blev anbragt i familiepleje, på døgninstitution eller på et opholdssted, og om man kan udskille nogle faktorer, der spiller ind på valget af første anbringelsessted. Endelig ses på hvilken paragraf barnet eller den unge blev anbragt efter - var det frivilligt eller med tvang? - og hvor gamle børnene og de unge var ved anbringelsen.