sende 2 daterede eksemplarer med den fuldstændige nye affattelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der videresender det ene eksemplar til
2) navnene på repræsentationskontorets ledelse
len kan udøve de i bilag 1 nævnte aktiviteter, såfremt disse er omfattet af kreditinstituttets tilladelse i hjemlandet.
Stk. 2. Finanstilsynet skal fra hjemlandets tilsynsmyndigheder kræve følgende oplysninger:
§ 6 a
Endelig indeholder stk. 6 en anmeldelsespligt for udenlandske repræsentations
kontorer.
Bestemmelsen er en gennemførelse af princippet i 1. og 2. bankdirektiv om gensidig anerkendelse, hvilket betyder, at medlemslandene har forpligtet sig til at anerkende, at de regler for tilsyn og tilladelse, som et kreditinstitut skal opfylde i sit hjemland, er tilstrækkelige til, at kreditinstituttet kan etablere filia
ler eller udbyde tjenesteydelser på tværs af grænserne, uanset at der er for
skelle i reglerne.
Der er således tale om en udfyldning af EF-traktatens artikel 52 og 59, der giver ret til etablering og udbydelse af tjenesteydelser på værtslandets vilkår.
1. og 2. bankdirektiv stiller krav til en harmonisering af medlemslandenes lov
givning og sætter grænser for det enkelte lands lovgivning.
Samtidig med den gensidige anerkendelse fastlægges princippet om hjem- landskontrol, hvilket betyder, at det primære ansvar med at føre tilsyn med et pengeinstituts aktiviteter – også dem, der udøves i et andet EU-land – påhviler tilsynsmyndigheden i det land, hvor pengeinstituttet har fået den oprindelige tilladelse.
Selv om adgangen til at drive virksomheden og tilsynet som hovedregel reguleres efter hjemlandets regler, giver 2. bankdirektiv dog mulighed for værtslandet til at stille visse krav. Værtslandet har i samarbejde med hjem- landsmyndigheden således ansvaret for filialens likviditet, jf. artikel 14, stk.
2, og BSL § 49, stk. 2, ligesom værtslandet bevarer sine beføjelser med hensyn til foranstaltninger, der iværksættes som led i pengepolitikken, artikel 14, stk.
2.
Endelig kan værtslandet påberåbe sig den lovgivning, der er begrundet i hensynet til samfundsmæssige interesser, jf. artikel 21, stk. 5. Dette betyder, at de vilkår, hvorpå udøvelsen af virksomheden sker, som regel vil være omfattet af den del af værtslandets lovgivning, der ikke direkte retter sig mod indskyderbeskyttelse eller regulering af den finansielle sektor. Som eksempel kan nævnes, at markedsføringsloven vil finde anvendelse for de udenlandske pengeinstitutters virksomhed i Danmark. Der henvises til EU-Karnov side 325 og § 44 b.
Ligestillet med kreditinstitutter fra EU-lande er kreditinstitutter fra lande, som Unionen har indgået samarbejdsaftale med. Herefter er tillige omfattet kreditinstitutter fra Norge, Island og Liechtenstein.
Til stk. 1
I bestemmelsen fastlægges de oplysningspligter, som et institut skal opfylde, såfremt det ønsker at benytte sig af den frie etableringsret for filialer. Reglerne herom er fastsat på grundlag af artikel 18, stk. 1, i 2. bankdirektiv.
Et kreditinstitut med hjemsted i et andet EU-land eller i et land, som Unio
nen har indgået samarbejdsaftale med (EØS-landene), kan etablere filial i Dan
mark uden Finanstilsynets godkendelse. Kreditinstituttet skal rette henvendelse til tilsynsmyndigheden i hjemlandet, der derefter – såfremt hjemlandsmyndig- heden finder filialetableringen forsvarlig – fremsender en række oplysninger, jf. stk. 2, til Finanstilsynet. Det er således hjemlandsmyndigheden, der vur
derer, hvorvidt filialetableringen er forsvarlig i forhold til kreditinstituttets økonomiske og administrative forhold.
Såfremt kreditinstituttets ansøgning ikke imødekommes, eller fremsendes den ikke til værtslandet, skal instituttets klage rettes mod hjemlandsmyndighe
den og behandles efter hjemlandets regler.
Senest 2 måneder efter, at Finanstilsynet har modtaget meddelelse om den påtænkte filialetablering, har kreditinstituttet krav på at påbegynde filialdriften.
Den mellemliggende periode kan benyttes til at tilrettelægge det tilsyn, som Finanstilsynet stadig har ansvar for samt give oplysning om driftsvilkår, jf.
artikel 19, stk. 4, i 2. bankdirektiv. I Finanstilsynets standardskrivelse gøres instituttet især opmærksom på følgende forhold:
– BSL § 44 b, hvorefter Finanstilsynet kan forbyde den pågældende virksom
hed, hvis instituttet groft eller gentagne gange har overtrådt bank- og spare
kasseloven med bekendtgørelser eller anden lovgivning, der retter sig mod finansiel virksomhed, og det ikke ved påbud eller sanktioner efter bank- og sparekasseloven har været muligt at bringe overtrædelserne til ophør. Fi
nanstilsynet skal forinden have fulgt proceduren i 2. bankdirektiv, artikel 21,
– markedsføringsloven,
– lov om en indskydergarantifond,
– lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge, – at der til statistisk formål skal indsendes månedsbalance til Danmarks Na
tionalbank.
Filialen kan udøve alle de aktiviteter, der er beskrevet i bilag til BSL, såfremt kreditinstituttet efter hjemlandsmyndighedens tilladelse har beføjelse hertil. For aktiviteter, der ikke er omtalt på listen, gælder de almindelige regler om ikke- diskrimination i EF-traktaten. Dette betyder, at såfremt en given aktivitet er tilladt i hjemlandet og omfattet af kreditinstituttets tilladelse, kan filialen også udøve denne i Danmark efter de regler, der gælder for danske institutter.
Om danske pengeinstitutters etablering og grænseoverskridende tjenesteydel
ser i andre EU-/EØS-lande se § 6 b, stk. 1 og 5.
§ 6 a
Til stk. 2
Bestemmelsen angiver de oplysninger, som af hjemlandsmyndigheden skal fremsendes til Finanstilsynet, inden filialvirksomheden påbegyndes.
Oplysningerne stammer dels fra kreditinstituttet, nr. 1-4, dels fra tilsynsmyn
digheden, nr. 5-6. Finanstilsynets korrespondance sker med tilsynsmyndig
heden i hjemlandet, hvorved det blandt andet kan konstateres, at kreditinstitut
tet har fået godkendt filialetableringen.
Ved fremsendelse af driftsplaner kan det blandt andet konstateres, hvorvidt filialen vil udøve aktiviteter ud over dem, der er opført på listen.
Til stk. 3
Bestemmelsen er en ordensforskrift. I visse tilfælde, f.eks. ved pludselige direktørskift, kan tidsfristen ikke overholdes. I så fald må underretning ske snarest.
Til stk. 4
Bestemmelsen i 1. punktum er begrundet i 2. bankdirektivs princip om gen
sidig anerkendelse. Efter 2. punktum kan Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fastsætte regler om anmeldelse og registrering. Dette er ikke sket.
Til stk. 5
Bestemmelsen er udformet på baggrund af artikel 20 i 2. bankdirektiv.
Ved grænseoverskridende tjenesteydelse forstås, at kreditinstituttet fra en etablering i et EU-/EØS-land udøver virksomhed i et andet EU-/EØS-land. Det kan ske ved elektroniske midler, ved telefon eller ved at sende en repræsentant.
Efter EF-traktaten foreligger der også en tjenesteydelse, hvis en her i landet domicileret person eller virksomhed begiver sig til et andet land og dér anmo
der et pengeinstitut om en ydelse. Disse tjenesteydelser falder uden for stk. 5.
Det fremgår ikke af bestemmelsen eller dens forarbejder, hvornår der skal ske anmeldelse af grænseoverskridende tjenesteydelser. Såfremt tjenesteydel
sen sker på kreditinstituttets initiativ, og der således er tale om en bevidst og tilstræbt forretningsvirksomhed og ikke det blot tilfældigt opståede, skal anmeldelsen foretages før første tjenesteydelse. Se § 6 b, stk. 5.
Det fremgår af artikel 20, at det kreditinstitut, der ønsker at udøve grænse
overskridende tjenesteydelser i et andet land, skal fremsende en meddelelse til sit hjemlands tilsynsmyndighed om, hvilke aktiviteter på listen det ønsker at udøve. Denne meddelelse skal inden en måned fremsendes til de kompetente myndigheder i værtslandet. Efter bestemmelsens ordlyd indtræder kreditinsti
tuttets ret til at udøve den grænseoverskridende tjenesteydelse først, når
Fi-§ 6 b nanstilsynet har modtaget underretningen. Derimod kræves ikke, at Finanstil
synet kvitterer for modtagelsen.
Baggrunden for bestemmelsen er, at hjemlands- og værtslandsmyndigheden på denne måde kan få kendskab til, hvilke udlandsaktiviteter der udøves af kreditinstitutterne.
Bestemmelsen betyder, at der skal ske anmeldelse til Danmark i videre om
fang, end hvad der gælder for ikke EU-/EØS-institutter. Ønsker et ikke EU-/
EØS-kreditinstitut eller et finansieringsinstitut f.eks. at påbegynde udlånsvirk- somhed, kan dette ske uden nogen form for anmeldelse, blot må de ikke an
noncere efter indlån, jf. § 1, stk. 5.
Kreditinstitutter, der har udført grænseoverskridende tjenesteydelser før 2.
bankdirektivs implementering, kan fortsætte den hidtidige virksomhed uden anmeldelse, jf. 2. bankdirektivs artikel 23, stk. 2.
I Finanstilsynets årlige beretning findes en fortegnelse over de institutter, der har anmeldt sig i henhold til bestemmelsen.
Til stk. 6
Bestemmelsens formål er at give Finanstilsynet et kendskab til de kreditinsti
tutter, der har etableret et repræsentationskontor. Kendskabet vil blandt andet kunne bruges til kontrol af, at der ikke er institutter, der udøver virksomhed i Danmark uden at have anmeldt sig i henhold til stk. 1 eller stk. 5.
I Finanstilsynets årlige beretning findes en fortegnelse over de kreditinstitut
ter, der har anmeldt, at de har etableret repræsentationskontor. Disse må ikke drive pengeinstitutvirksomhed i Danmark, men kan alene foretage henvis
ninger til »moderinstituttet«.
§ 6 b
Et pengeinstitut, der ønsker at etablere en filial i et andet land inden for De Europæiske Fællesskaber eller lande, som Fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med, skal meddele dette til Finanstilsynet sammen med følgende oplysninger om filialen: