beholdningen af egne beviser samt egne beviser, der tjener som sikker

hed for lån eller garantier, som er ydet af pengeinstituttet, modregnes i kapitalindskuddet. Erhvervelse af egne beviser skal godkendes af Fi­

nanstilsynet i henhold til stk. 1, nr. 1. Dog kan et pengeinstitut uden Finanstilsynets godkendelse erhverve op til 2 pct. af den udstedte kapital.

§ 2 2

§ 2 2 Stk. 3. Såfremt kapital som nævnt i stk. 1 og 2 udstedes i form af masse­

gældsbreve, skal pengeinstituttet benævne disse kapitalbeviser.

Stk. 4. Finanstilsynet kan tillade, at et instituts nettofortjeneste ved handelsbeholdningen indregnes i den kortfristede supplerende kapital.

Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for opgørelse af nettofortjenesten ved handelsbeholdningen.

Stk. 5. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler for kapitalindskuddene i stk. 1 og 2 og kan herunder fastlægge tidspunktet for kapitalindskudde­

nes nedskrivning og principper for konstatering af nedskrivningsbeløbets størrelse. Finanstilsynet fastsætter endvidere bestemmelser om opgørelsen af handelsbeholdningen.

Bestemmelsen er i sin nuværende form indsat ved lov nr. 306 af 16. maj 1990, lov nr. 367 af 14. juni 1995 og lov nr. 368 al> 14. juni 1995.

Lovteksten ovenfor er redigeret således, at der er set bort fra mindre lovtek­

niske fejl.

Bestemmelsen fastsætter reglerne for de former for efterstillet lånekapital, der kan medregnes ved opgørelsen af den kapital, som kan medregnes til opfyldelse af solvenskravene i § 21, stk. 1,1. pkt.

Bestemmelsens stk. 1 vedrører værdipapirer med ubestemt løbetid og andre kapitalindskud. Denne kapital indgår i den ansvarlige kapital, jf. § 21 a, stk.

4.

Bestemmelsens stk. 2 fastsætter betingelser for kortfristet supplerende kapi­

tal. Kortfristet supplerende kapital indgår ikke i den ansvarlige kapital, men kan anvendes til at dække solvenskravet til poster med markedsrisiko.

Vedrørende markedsføring af kapitalindskud i henhold til den i § 22 angivne kapital har Forbrugerombudsmanden i skrivelse af 29. september 1992 meddelt Finansrådet følgende:

»Pengeinstitutters...udbud a f kapitalindskud, som kan medregnes ved opgørelsen a f pengeinstitutternes ansvarlige kapital, j f bank- og sparekasselo­

vens § 22, har på det seneste givet anledning til tre henvendelser fra Finans­

tilsynet til Forbrugerombudsmanden. Forbrugerombudsmanden har påtalt de pågældende pengeinstitutters annoncering...

Som det fremgår a f korrespondancen, er det Forbrugerombudsmandens op­

fattelse, at der ved annoncering fo r sådanne kapitalindskud som minimum i annoncerne må oplyses om følgende forhold:

1. At kapitalindskuddet ikke er et normalt indlån i pengeinstituttet. Kapitalind­

skuddet er således efterstillet anden gæld, og kan i særlige tilfælde

nedskri-§22

ves i forbindelse med en rekonstruktion a f pengeinstituttet, j f bank- og sparekasselovens § 22, stk. 1.

2. At kapitalindskuddet ikke er dækket a f indskydergarantifonden.

3. At rentebetalingen på kapitalindskud kan udskydes under visse betingelser.

Den konkrete markedsføring a f de pågældende kapitalindskud kan endvidere tilsige, at der gives yderligere oplysninger omkring betingelserne.«

For begge former for kapital gælder, at kapitalen i tilfælde af pengeinstitut­

tets likvidation eller konkurs skal dækkes efter andre simple kreditorer. Disse kapitalformer træder således tilbage for f.eks. krav fra indskyderne i pengein­

stituttet.

Da disse kapitalformer er efterstillede, kan der ikke foretages modregning med lån i pengeinstituttet. Dette gælder også under en konkurs. Se konkurslo­

vens § 43 og Gomard »Obligationsretten i en nøddeskal« s. 116.

Der stilles ikke i loven særlige krav til vedtagelsen, når et pengeinstitut ønsker at optage efterstillet kapital. De almindelige selskabsretlige regler, jf.

AL § 54, stk. 2, må dog tilsige, at optagelsen ikke kan ske uden bestyrelsens samtykke. Hvis kapitalen optages i form af konvertible gældsbreve eller udbyttegivende gældsbreve, skal der foreligge en generalforsamlingsbeslutning eller en bemyndigelse fra generalforsamlingen, jf. AL kapitel 6.

Både værdipapirer med ubestemt løbetid og andre kapitalindskud og kort­

fristet supplerende kapital kan optages efter udenlandsk ret og værneting, så­

fremt betingelserne i § 22 i øvrigt er overholdt.

Hvis vilkårene i § 22 ikke er opfyldt, vil kapitalen ikke kunne medregnes ved opgørelsen af pengeinstituttets solvens. Hvorvidt aftalen i øvrigt er gyldig, må afgøres efter civilrettens almindelige regler.

Det er muligt at optage andre former for efterstillet kapital end den i § 22 angivne. Sådan kapital kan imidlertid ikke medregnes ved opgørelsen af pen­

geinstituttets solvensprocent.

Til stk. 1

Bestemmelsen i nr. 1-5 gennemfører egenkapitaldirektivets artikel 3, stk. 2.

Bestemmelsen i nr. 6 og 7 er ikke direktivbestemt.

Kapitalindskuddet kan etableres såvel med ubestemt løbetid som med en fast aftalt løbetid. I praksis optages næsten alle kapitalindskud med fast løbetid.

I bekendtgørelse nr. 854 af 14. december 1990 (kapitalindskudsbekendt- gørelsen) har Finanstilsynet fastsat nærmere regler om værdipapirer med ubestemt løbetid og andre kapitalindskud.

Kravet i nr. 1 om, at kapitalen ikke må tilbagebetales på ihændehaverens initiativ, kan der ikke dispenseres fra. I bekendtgørelsen om supplerende kapital § 3 er det således præciseret, at kapitalindskuddet kun kan forfalde til

§22 betaling før den aftalte forfaldstid i tilfælde af, at pengeinstituttet går konkurs eller likvideres. Aftalen kan således ikke hæves på kreditors foranledning.

Aftaledokumenterne må ikke indeholde forfaldsklausuler, der medfører, at kapitalen forfalder, hvis pengeinstituttet f.eks. ikke opfylder pligter til at levere f.eks. regnskabsoplysninger, eller hvis pengeinstituttet ophører med at være børsnoteret. Det kan endvidere ikke aftales, at kapitalen forfalder, såfremt der ikke betales renter eller afdrag.

Derimod kan pengeinstituttet ifalde erstatningsansvar, hvis det ikke opfylder sine forpligtelser. Endvidere kan fordringshaveren indgive konkursbegæring, jf. konkurslovens § 17. Hvorvidt en konkursbegæring fra en efterstillet for­

dringshaver kan danne grundlag for et konkursdekret, vil afhænge af, om den efterstillede kreditor har en retlig interesse i at fremkalde konkursen. Det må formentlig antages, at en konkursbegæring fra en efterstillet kreditor ikke bør imødekommes, hvis det med sikkerhed kan fastslås, at der intet vil fremkomme til dækning af den efterstillede gæld, og vedkommende kreditor ikke i øvrigt kan anføre nogen rimelig interesse i at fremkalde konkurs. Se Mogens Munch:

Konkursloven med kommentarer 7. udgave s. 209.

Aftalelovens regler om ugyldighed, særligt § 33 og § 36, finder anvendelse på aftaler om optagelse af efterstillet kapital i pengeinstitutter. Kapital, der er optaget i strid med disse regler, vil derfor ikke kunne medregnes ved opgørel­

sen af et pengeinstituts solvensprocent.

Det kan aftales, at pengeinstituttet kan frigøre sig fra gælden ved at tilbage­

betale før forfaldstid. Et eventuelt varsel kan ligeledes aftales. En førtidig tilba­

gebetaling skal godkendes af Finanstilsynet. En sådan tilladelse vil som hoved­

regel blive givet, hvis pengeinstituttet også efter tilbagebetalingen opfylder sol­

venskravet i § 21 og kravet til minimumskapital i § 44 a. Hvis indfrielsen medfører en risiko for, at instituttet ikke kan opfylde solvenskravet, uanset at det opfyldes på det tidspunkt, hvor indfrielsen finder sted, vil tilsynet ikke give tilladelsen. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis indfrielsen indebærer, at instituttet vil ligge meget tæt på grænsen, eller hvis tilsynet har kendskab til, at pengeinstituttet har en række svage engagementer, som vil kunne indebære hensættelsesbehov i fremtiden.

I skrivelse af 27. juni 1995 meddelte Finanstilsynet et pengeinstitut, at der ikke kunne gives tilladelse til førtidsindfrielse af kapital optaget i henhold til

§ 22, stk. 1, uanset at solvensprocenten efter indfrielsen var ca. 12,4. Som be­

grundelse anførtes, at pengeinstituttet havde en række svage engagementer, som ville kunne give tab i fremtiden.

Tilladelsen kan kun gives, når et pengeinstitut konkret ønsker at indfri kapitalen. Et pengeinstitut kan ikke opnå en generel tilladelse til at indfri kapitalen på ethvert tidspunkt. Dette skyldes, at Finanstilsynet skal bedømme

§ 2 2

pengeinstituttets solvensmæssige situation i hvert enkelt tilfælde, hvor kapital­

indskuddet tilbagebetales. Finanstilsynets tilladelse bør derfor indeholde en frist for tilbagebetaling.

Den omstændighed, at Finanstilsynet giver tilladelse til førtidsindfrielse af et kapitalindskud, giver ikke indehavere af andre kapitalindskud krav på at kræve deres kapitalindskud indfriet. Finanstilsynet kan alene give en tilladelse til førtidsindfrielse, hvis tilsynet modtager en anmodning herom fra pengeinsti­

tuttet.

Pengeinstituttet vil ikke få tilladelse til at indfri kapitalen ved at modregne i et krav mod en debitor, der tillige er fordringshaver på et kapitalindskud. Fi­

nanstilsynets skrivelse af 22. oktober 1992.

Omlægning af et lån fra en valuta til en anden betragtes ikke som indfrielse.

Kravet om, at kapitalen ikke kan tilbagebetales uden Finanstilsynets til­

ladelse, bør fremgå af aftaledokumenterne. Da kravet fremgår af loven, på­

virker en undladelse ikke aftalens gyldighed.

Hvis kapitalen tilbagebetales uanset denne regel, vil modtagerne som hoved­

regel være forpligtet til at indbetale det tilbagebetalte beløb til pengeinstituttet eller dettes konkursbo, AL § 113 analogt.

Bestemmelsen finder tillige anvendelse på kortfristet supplerende kapital, jf.

§22, stk. 2.

Kravet i nr. 2 om, at der skal være mulighed for, at pengeinstituttet kan udskyde betaling af renter på gælden, er nærmere præciseret i kapitalindskuds- bekendtgørelsens § 4, stk. 1 og 2. Af § 4, stk. 1, fremgår, at instituttet skal have ret til at udskyde betaling af renter på kapitalindskuddet, såfremt solvens­

kravet i § 21, stk. 1, ikke er opfyldt på forfaldstidspunktet og Finanstilsynet har bestemt, at instituttet skal indkalde den efter vedtægterne øverste myndig­

hed og redegøre for instituttets økonomiske forhold, jf. § 43, stk. 2, 2. pkt.

Udskydelse af renter er en mulighed for pengeinstituttet. Pengeinstituttet kan derfor vælge at betale renter på kapitalindskuddet, uanset at betingelserne for at udskyde betalingen er til stede. Medmindre andet er aftalt, kan pengeinstitut­

tet endvidere vælge at betale på visse indskud og udskyde betalingen af renter på andre indskud.

I henhold til § 4, stk. 2, i kapitalindskudsbekendtgørelsen forfalder de ud­

skudte renter til betaling, når pengeinstituttet på ny opfylder solvenskravet i

§ 2 1 , stk. 1, eller når forfaldsdatoen for kapitalindskuddet indtræder, såfremt der ved aftalens indgåelse er aftalt fast løbetid.

Manglende betaling af renter, hvor betalingen er udskudt, kan formentlig ikke medføre, at pengeinstituttet kan anses for at være insolvent, jf. konkurslo­

vens § 17, stk. 2, hvis pengeinstituttet må antages at kunne betale renterne på det tidspunkt, hvor betalingen er udskudt til.

§ 2 2 Udskydelse af betaling af renter medfører ikke en reduktion af fordrings­

haverens krav på betaling af renter. Udskydelsen har derfor alene likviditets- mæssig betydning for pengeinstituttet. Dog kan de ikke-betalte renter blive nedskrevet i forbindelse med en samlet nedskrivning af kapitalen, jf. § 22, stk.

1, nr. 4, og kapitalindskudsbekendtgørelsens § 5.

Pengeinstituttet og indskyderen kan frit aftale, at pengeinstituttet også i andre tilfælde end nævnt i kapitalindskudsbekendtgørelsens § 4 kan udskyde betaling af renter. I så fald må det tillige aftales, hvornår de udskudte renter skal betales.

Kravet i nr. 3 om at långiverens krav mod pengeinstituttet skal efterstilles al anden ikke-efterstillet gæld, indebærer, at gælden i tilfælde af pengeinstitut­

tets konkurs skal dækkes efter de ordinære kreditorer i henhold til konkurslo­

vens § 97.

Bestemmelsen finder også anvendelse for kortfristet supplerende kapital, jf.

§ 22, stk. 2. I tilfælde af, at andet ikke er aftalt, vil de to former for kapital være ligestillet hæftelsesmæssigt. Det samme gælder for flere lån af samme kategori. F.eks. to lån, der er omfattet af reglerne i § 22, stk. 1.

Hvis der aftales en rangordning i hæftelsen, skal der tages stilling til hæftel- sesrækkefølgen såvel i konkurs som uden for konkurs, dvs. i tilfælde af ned­

skrivning af kapitalen i henhold til nr. 4.

Bestemmelsen i nr. 4 om, at kapitalen skal kunne medgå til dækning af tab, uanset om det tillades pengeinstituttet at fortsætte sine aktiviteter, indebærer, at kapitalen skal kunne nedskrives i en rekonstruktionssituation. I kapitalind- skudsbekendtgørelsen er der fastsat de præcise betingelser for, hvornår kapital­

indskuddet kan nedskrives. Bekendtgørelsens § 5 har følgende indhold:

»Instituttets øverste myndighed skal have ret til at nedskrive kapitalindskud­

det og ikke-betalte renter, såfremt instituttets egenkapital er tabt og aktiekapi­

talen, garantikapitalen eller andelskapitalen er nedskrevet til 0 kr

Det er endvidere en betingelse fo r nedskrivningen, at instituttet efterfølgende enten få r tilført ny kapital, således at det opfylder solvenskravet i bank- og sparekasselovens §21, stk. 1, eller fusioneres med et andet institut.

Stk. 2. Instituttets øverste myndighed kan nedskrive kapitalindskuddet og ikke-betalte renter med et beløb, som forud er godkendt a f instituttets valgte revision og Finanstilsynet.«

Hvis pengeinstituttet er et aktieselskab, skal der forinden ske en nedskriv­

ning af aktiekapitalen efter reglerne i AL kapitel 7.

Der kan kun ske nedskrivning i tilfælde, hvor aktionærerne, garanterne eller andelshaverne har tabt deres kapital. Egenkapitalen skal således være negativ.

Endvidere kan der kun ske nedskrivning i tilfælde, hvor instituttet fortsætter som pengeinstitut eller fusioneres med et andet institut. Nedskrivning kan der­

§22

for ikke finde sted, hvis instituttet omdannes til et finansieringsselskab eller lignende.

Bestemmelsen i kapitalindskudsbekendtgørelsens stk. 2 skal sikre, at der ikke sker nedskrivning, som ikke er begrundet i tab i instituttet. Da kapitalind- skudsindehaverne ikke har repræsentation i selskabsorganerne, er det den valgte revision og Finanstilsynet, der skal sikre, at der ikke sker uberettiget nedskrivning.

Inden en godkendelse vil Finanstilsynet oftest have foretaget en undersøgelse af pengeinstituttet. Godkendelsen fra instituttets valgte revision forudsætter ikke, at der forelægger et egentligt revideret regnskab. Det er tilstrækkeligt, at den valgte revision har gennemgået pengeinstituttets aktiver og erklærer sig overbevist om, at der skal foretages den foreslåede nedskrivning.

Det er instituttets øverste myndighed (generalforsamlingen eller repræsen­

tantskabet i sparekasser), der skal vedtage forslag til nedskrivning af kapital­

indskuddet. Den valgte revision og Finanstilsynet kan alene godkende eller nægte at godkende det fremsatte forslag. I praksis vil det være pengeinstituttets bestyrelse, der skal fremsætte forslaget for generalforsamlingen eller for repræ­

sentantskabet i sparekasser. Det vil derfor være bestyrelsens ansvar at opnå den angivne godkendelse fra den valgte revision og Finanstilsynet. Pengeinstituttets øverste myndighed kan ikke vedtage nedskrivningen, før godkendelsen forelig­

ger.

Finanstilsynet kan anvende hjemmelen i § 43, stk. 2, 2. pkt., hvorefter tilsynet kan kræve pengeinstituttets øverste myndighed indkaldt med kortere varsel end vedtægterne angiver.

Nedskrivningen indebærer, at den del, der er nedskrevet, er ophørt med at være en fordring. Indskyderen vil ikke få del i et eventuelt fremtidigt overskud i pengeinstituttet eller i det institut, som pengeinstituttet fusioneres med.

Pengeinstituttet og indskyderen kan aftale, at der foretages nedskrivning i andre tilfælde end det ovennævnte. Bekendtgørelsens bestemmelser vil dog ikke finde anvendelse på disse tilfælde. Nedskrivningens form og indhold vil derfor afhænge af aftalen.

Bestemmelsens anvendelse gælder også for kortfristet supplerende kapital, jf. § 22, stk. 2.

Kravet i nr. 5 om, at beløbet skal være indbetalt, indebærer, at det ikke er muligt at have kapitalindskud i form af garantier. Der er derimod intet til hin­

der for, at et kapitalindskud foretages under pari. Det vil imidlertid alene være det indbetalte beløb, der vil kunne medregnes til opfyldelsen af solvenskravet.

Underkursen vil ikke kunne indgå, uanset om der sker løbende tilskrivning heraf. Løbende rente- og provisionstilskrivning anses heller ikke for at være indbetalt og kan derfor ikke medregnes som en del af kapitalindskuddet ved

opgørelsen af pengeinstituttets solvens. Rente- og provisionstilskrivning skal regnskabsmæssigt føres som periodeafgrænsningsposter.

Bestemmelsen hindrer ikke, at der ydes en etableringsprovision til indsky­

deren fra pengeinstituttets side. Denne provision skal udgiftsføres straks og vil dermed reducere kernekapitalen.

Reglen i nr. 6 om, at der skal ske indskrænkning af det beløb, hvormed kapitalindskuddet kan medregnes ved opgørelsen af solvensprocenten, er indsat for at sikre, at der er en vis stabilitet i de indskud, som medregnes ved op­

gørelsen af solvenskravet. Indskrænkningen af muligheden for at medregne kapitalindskuddet ved opgørelsen af solvenskravet indskrænkes fra det tids­

punkt, hvor der er 3 år tilbage før forfald. Indskrænkningen sker efter følgende plan:

§ 22

Periode til forfald Medregning

3 år-2 år 75%

mindre end 2 år-1 år 50%

mindre end 1 år 25%

Nr. 6 er ikke til hinder for, at kapitalindskud kan optages med kortere løbetid end 3 år. I så fald kan indskuddet dog kun medregnes ved solvensopgørelsen med det oven for angivne nedskrevne beløb.

Pengeinstituttet og indskyderen kan til enhver tid frit aftale, at indskuddet konverteres til aktiekapital. En sådan konvertering kræver ikke tilsynets til­

ladelse. Reglerne i AL kapitel 5 om kapitalforhøjelse skal iagttages.

I nr. 7 fastslås, at beviser, som pengeinstituttet selv har erhvervet, ikke kan medregnes ved opgørelsen af solvensen. Det fastslås samtidig, at erhvervelse af egne beviser betragtes som førtidsindfrielse af kapitalen, der kræver Finans­

tilsynets tilladelse, jf. nr. 1.

Når et institut har belånt egne kapitalindskud, er det det fulde belånte beløb, der skal fradrages, uanset om lånet er mindre end de belånte beviser, eller at der er stillet anden sikkerhed.

Når instituttets mulighed for at medregne kapitalindskuddet indskrænkes, reduceres fradraget tilsvarende, jf. henvisningen til nr. 6.

I forbindelse med omsætningen af disse kapitalbeviser kan det være hen­

sigtsmæssigt, at pengeinstituttet har en mindre beholdning af kapitalbeviser, det selv har udstedt. Bestemmelsen giver derfor mulighed for at erhverve op til 2 pct. af den udstedte kapital. I overensstemmelse med formålet gælder 2 pct.-grænsen for hvert lån, der er udstedt. Bestemmelsen giver derfor ikke mulighed for at indfri et helt lån uden Finanstilsynets tilladelse i henhold til nr. 1.

§ 22 Til stk. 2

Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 368 af 14. juni 1995.

Bestemmelsen gennemfører CAD-direktivets bilag V nr. 3-7.

Kortfristet supplerende kapital kan medregnes ved opgørelsen i henhold til

§ 2 1 , stk. 1, til dækning af markedsrisici. Kortfristet supplerende kapital kan endvidere anvendes ved opgørelsen af engagementsgrænserne i § 23 a. Til opfyldelse af andre bestemmelser i loven kan kortfristet supplerende kapital ikke anvendes.

I bestemmelsens 1. led sættes de fleste af bestemmelserne for kapital optaget i henhold til stk. 1 i kraft også for kortfristet supplerende kapital.

Nr. 1. indeholder den såkaldte »lock in-regel«. Bestemmelsen indebærer, at det er forbudt for pengeinstituttet at tilbagebetale renter eller hovedstol, så­

fremt solvenskravet ikke er opfyldt. Dette gælder også, hvis kapitalen er for­

falden i henhold til aftalen.

Reglen gælder, uanset årsagen til at pengeinstituttet ikke overholder solvens­

grænsen. Reglen finder således ikke kun anvendelse, hvis den manglende op­

fyldelse skyldes tab i pengeinstituttet, men også hvis den manglende opfyldel­

se skyldes en balancestigning eller en ændret sammensætning af aktiverne.

Der er ikke mulighed for at dispensere fra bestemmelsen.

I nr. 2 fastsættes et krav om, at kapitalen skal have løbetid på minimum 2 år. Finanstilsynet kan tillade førtidig indfrielse efter samme regler, som gælder i henhold til stk. 1.

Kapitalen kan medregnes fuldt ud i hele løbetiden. Der er ikke krav til ned­

skrivning svarende til stk. 1, nr. 6.

Reglen i nr. 3 begrænser muligheden for at anvende kortfristet supplerende kapital til alene at dække solvenskravet til poster med markedsrisiko. Dette opnås ved, at muligheden for at medregne kortfristet supplerende kapital er begrænset til en andel af poster med markedsrisiko. Hvis markedsrisikoen er nul, vil der således ikke være mulighed for at medregne kortfristet supplerende kapital. Endvidere sikrer bestemmelsen, sammen med § 21 a, stk. 4, at sol­

venskravet til markedsrisiko dækkes af anden kapital end kortfristet suppleren­

de kapital. CAD-direktivet kræver, at højst 5/7 af kapitalkravet kan dækkes af kortfristet supplerende kapital. Procenten på 5,7 er således fremkommet ved at tage 5/7 af kapitalkravet på 8%, hvilket svarer til 5,7%.

Nr. 4. svarer til stk. 1, nr. 7.

Til stk. 3

Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 367 af 14. juni 1995.

§22 Bestemmelsen blev indført for at sikre, at efterstillet kapital i pengeinstitutter ikke benævnes obligationer. Herved undgås, at der sker forveksling med real­

kredit- eller statsobligationer.

For at signalere, at disse papirer ikke har samme sikkerhed som realkredit­

eller statsobligationer, pålægger bestemmelsen et pengeinstitut at benævne beviser for efterstillet kapital »kapitalbeviser«.

Bestemmelsen binder alene pengeinstituttet. Andre kan frit give beviserne andre betegnelser.

Bestemmelsen vedrører alene efterstillet kapital. Andre lån, som pengeinsti­

tuttet optager, er ikke omfattet af bestemmelsen.

Hvis kravet til benævnelse af kapitalen ikke er opfyldt, kan kapitalen ikke medregnes ved opgørelsen af pengeinstituttets solvensprocent. Hvorvidt aftalen er ugyldig, må afgøres efter almindelige civilretlige regler.

Bestemmelsen er strafbelagt, jf. § 54, stk. 1.

Til stk. 4

Bestemmelsen gennemfører CAD-direktivets bilag V, pkt. 2 b, der giver med­

lemslandene mulighed for at tillade, at løbende overskud fra handelsbehold­

ningen medregnes ved opgørelsen af den kortfristede supplerende kapital.

Reglerne om opgørelse af nettofortjenesten vil fremgå af den bekendtgørelse om kapitaldækning, der træder i kraft den 1. januar 1996.

I et svar til Folketingets Erhvervsudvalg i forbindelse med behandling af lovforslaget udtalte erhvervsministeren, at »medregning a f løbende fortjeneste i kapitalgrundlaget kun kan ske med Finanstilsynets godkendelse og kun på baggrund a f et revideret perioderegnskab«.

Til stk. 5

For værdipapirer med ubestemt løbetid og andre kapitalindskud finder kapital- indskudsbekendtgørelsen anvendelse indtil 1. januar 1996. Reglerne om kort­

fristet supplerende kapital vil i hovedsagen svare til reglerne for værdipapirer med ubestemt løbetid og andre kapitalindskud.

Regler om opgørelse af handelsbeholdningen vil blive indsat i kapitaldæk­

ningsbekendtgørelsen.

KAPITEL 6

Midlernes anbringelse og likviditet

Med det formål at lægge en øvre grænse for risikokoncentrationen i pengeinsti­

tutterne indeholder kapitlet en række bestemmelser, som begrænser pengeinsti­

tutternes aktiviteter. De aktivitetsområder, der specielt er reguleret, er i vidt omfang erfaringsmæssigt udvalgte, idet tab i pengeinstitutterne med en fusion eller konkurs til følge først og fremmest er sket inden for disse områder. Der er således ikke tale om, at der er givet begrænsninger for alle de aktivitetsom­

råder, som indebærer risici for erhvervsudøvelsen. For de ikke direkte regulere­

de områder gælder de almindelige selskabsretlige krav til forsvarlig ledelse, jf.

AL § 54.

I kapitlet reguleres pengeinstituttets udlån, dels til kunder og kundegrupper,

§§ 23 og 23 a, og dels til personer, som har mulighed for at udøve en domine­

rende indflydelse på pengeinstituttets beslutninger, § 2 7 .1 § 27 a bemyndiges Finanstilsynet til at fastlægge nærmere regler om transaktioner mellem et pen­

geinstitut og selskaber, der enten er koncernforbundne eller på anden måde nærtstående. Endvidere foreskrives begrænsninger på pengeinstitutternes risici ved investeringer m.v. i kapitalandele, § 24, og faste ejendomme, § 25. Ende­

lig fastlægges visse rammer for pengeinstitutternes likviditet, § 28.

Kapitlets opbygning hidrører fra 1974-loven, men de enkelte regler er siden ændret betydeligt. En række af ændringerne er begrundet af EU-direktiver.

Dette gælder således 2. bankdirektiv (§ 24), direktiv om store engagementer (§§ 23 og 23 a) og CAD-direktivet (§ 23 a).

§ 2 3

Et pengeinstituts engagement uden for handelsbeholdningen, jf. stk. 5, med en kunde eller gruppe af indbyrdes forbundne kunder må ikke overstige 25 pct. af pengeinstituttets ansvarlige kapital, jf. § 21 a, stk. 1.

Stk. 2. Engagementer uden for handelsbeholdningen, der udgør 10 pct.

eller mere af den ansvarlige kapital, skal indberettes til Finanstilsynet

In document Bank- og sparekasseloven – med kommentarer (Sider 184-195)