navnene på filialens ledelse

Fi-§ 6 b nanstilsynet har modtaget underretningen. Derimod kræves ikke, at Finanstil­

synet kvitterer for modtagelsen.

Baggrunden for bestemmelsen er, at hjemlands- og værtslandsmyndigheden på denne måde kan få kendskab til, hvilke udlandsaktiviteter der udøves af kreditinstitutterne.

Bestemmelsen betyder, at der skal ske anmeldelse til Danmark i videre om­

fang, end hvad der gælder for ikke EU-/EØS-institutter. Ønsker et ikke EU-/

EØS-kreditinstitut eller et finansieringsinstitut f.eks. at påbegynde udlånsvirk- somhed, kan dette ske uden nogen form for anmeldelse, blot må de ikke an­

noncere efter indlån, jf. § 1, stk. 5.

Kreditinstitutter, der har udført grænseoverskridende tjenesteydelser før 2.

bankdirektivs implementering, kan fortsætte den hidtidige virksomhed uden anmeldelse, jf. 2. bankdirektivs artikel 23, stk. 2.

I Finanstilsynets årlige beretning findes en fortegnelse over de institutter, der har anmeldt sig i henhold til bestemmelsen.

Til stk. 6

Bestemmelsens formål er at give Finanstilsynet et kendskab til de kreditinsti­

tutter, der har etableret et repræsentationskontor. Kendskabet vil blandt andet kunne bruges til kontrol af, at der ikke er institutter, der udøver virksomhed i Danmark uden at have anmeldt sig i henhold til stk. 1 eller stk. 5.

I Finanstilsynets årlige beretning findes en fortegnelse over de kreditinstitut­

ter, der har anmeldt, at de har etableret repræsentationskontor. Disse må ikke drive pengeinstitutvirksomhed i Danmark, men kan alene foretage henvis­

ninger til »moderinstituttet«.

§ 6 b

Et pengeinstitut, der ønsker at etablere en filial i et andet land inden for De Europæiske Fællesskaber eller lande, som Fællesskabet har indgået samarbejdsaftale med, skal meddele dette til Finanstilsynet sammen med følgende oplysninger om filialen:

§ 6 b

oplysninger om indskydergarantiordningen til tilsynsmyndighederne i værtslandet senest 3 måneder efter modtagelsen af oplysningerne og underretter pengeinstituttet herom. Samtidig fremsendes erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af pengeinstituttets tilladelse.

Stk. 3. Finanstilsynet kan undlade at fremsende de nævnte oplysninger, hvis der er grund til at betvivle, at pengeinstituttets administrative struk­

tur og finansielle situation er forsvarlig som grundlag for den påtænkte etablering. Finanstilsynet giver pengeinstituttet meddelelse herom inden 3 måneder fra modtagelsen af de i stk. 1 nævnte oplysninger.

Stk. 4. Pengeinstituttet er forpligtet til at meddele Finanstilsynet og værtslandets tilsynsmyndigheder enhver ændring i de i stk. 1 nævnte forhold, senest en måned før ændringen foretages.

Stk. 5. Et pengeinstitut, der ønsker at udøve virksomhed i form af grænseoverskridende tjenesteydelser i et andet land inden for De Europæ­

iske Fællesskaber eller lande, som Fællesskabet har indgået samarbejdsaf­

tale med, skal give Finanstilsynet meddelelse herom med angivelse af, i hvilket land virksomhed ønskes påbegyndt, og hvilke aktiviteter der ønskes udøvet.

Stk. 6. Finanstilsynet videregiver den i stk. 5 nævnte meddelelse samt en erklæring om, at de planlagte aktiviteter er omfattet af pengeinstitut­

tets tilladelse, til tilsynsmyndigheden i værtslandet, senest en måned efter modtagelsen af den i stk. 5 nævnte meddelelse.

Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 306 af 16. maj 1990 og regulerer danske pengeinstitutters virksomhed i andre EU-lande eller i lande, som EU har ind­

gået samarbejdsaftale med (EØS-landene). Virksomheden kan enten ske ved filialetablering, stk. 1-4, eller som grænseoverskridende tjenesteydelse, stk. 5-6. En tilsvarende regel om udenlandske kreditinstitutters (fra EU- og EØS- landene) virksomhed i Danmark findes i § 6 a.

Bestemmelsen er en gennemførelse af princippet i 1. og 2. bankdirektiv om gensidig anerkendelse og hjemlandskontrol, jf. nærmere herom i § 6 a.

§ 6 b angiver alene den procedure, der skal følges af Finanstilsynet. Efter at Finanstilsynet har behandlet sagen og fremsendt oplysninger til tilsynsmyndig­

heden i værtslandet, skal den fortsatte procedure ske i henhold til værtslandets lovgivning. Denne procedure skal være i overensstemmelse med 2. bankdirek­

tiv og vil derfor i vidt omfang svare til reglerne i § 6 a.

I forbindelse med implementering af 2. bankdirektiv er der mellem Finanstil­

synet og tilsynsmyndighederne i henholdsvis England, Tyskland, Frankrig, Irland og Holland indgået forvaltningsoverenskomster (Memorandum of

§ 6 b Understanding) vedrørende »hjemlandskontrol«. Endvidere er der indgået en samlet overenskomst med de øvrige nordiske lande.

Overenskomsterne, der er indgået mellem tilsynsmyndighederne, vedrører alene samarbejdesrelationer mellem myndighederne og fastlægger, hvordan det efter 2. bankdirektiv forudsatte samarbejde skal praktiseres. Endvidere inde­

holder overenskomsterne enkelte punkter om tilsynssamarbejde ved konsoli­

deret tilsyn, jf. nedenfor, og endelig er det aftalt at afholde årlige møder, hvor der vil kunne ske en gensidig orientering f.eks. om væsentlige ændringer i til- synslovgivning samt drøftelse af principielle spørgsmål.

Reglerne i § 6 b omfatter ikke danske pengeinstitutters etablering af datter­

selskaber i de øvrige EU-/EØS-lande. Datterselskaber, der er kreditinstitutter, er selvstændige selskaber og skal således fortsat have tilladelse i det land, hvori det etableres, ligesom kontrollen med selskabet udøves af tilsynsmyndig­

heden i etableringslandet. De ovenfor nævnte overenskomster med tilsynsmyn­

dighederne i England, Tyskland, Holland, Irland og Frankrig giver dog Finans­

tilsynet visse tilsynsmæssige rettigheder over for datterselskaber af dansk regi­

strerede kreditinstitutter til brug for det konsoliderede tilsyn, jf. § 37 a, som Finanstilsynet har ansvaret for.

Et dansk pengeinstituts etablering af datterselskaber i de øvrige EU-/EØS- lande vil ske efter EF-rettens almindelige regler, såfremt datterselskabet ikke er et kreditinstitut eller forsikringsselskab.

Etablering af filialer i andre lande end EU-/EØS-lande kræver ikke godken­

delse af Finanstilsynet. Til gengæld vil etableringen bero på værtslandets lov­

givning og de eventuelle betingelser for tilladelser m.v., som måtte være fastsat.

Til stk. 1

Et dansk pengeinstitut, der ønsker at etablere filial i et andet EU-land eller et land, som Unionen har indgået samarbejdsaftale med, skal til Finanstilsynet indsende en meddelelse indeholdende oplysning om de under nr. 1-4 nævnte forhold. Meddelelse skal tillige indsendes i en udgave på værtslandets sprog.

De aktiviteter, som filialen kan udøve, skal enten være undergivet gensidig anerkendelse og derfor være omfattet af bilaget til BSL eller være tilladt i både Danmark og det pågældende værtsland. Hvis aktiviteten ikke er omfattet af bilaget, kan værtslandet fastsætte supplerende tilsynskrav til aktiviteten.

Det er Finanstilsynet, der som ansvarlig tilsynsmyndighed skal afgøre, hvor­

vidt filialetableringen opfylder lovgivningens betingelser og derfor kan god­

kendes, jf. stk. 2 og 3.

Hvis et dansk pengeinstitut allerede har oprettet én filial i en anden med­

lemsstat, skal Finanstilsynet ikke have meddelelse ved oprettelsen af yderligere

§ 6 b

filialer i det pågældende land, medmindre der er tale om væsentlige ændringer af organisationen eller de oplyste aktiviteter, jf. stk. 4.

Såfremt der oprettes flere afdelinger, skal Finanstilsynet dog underrettes om, hvilken afdeling der skal betragtes som hovedfilial, hvis ledelse er ansvarlig over for værtslandets tilsynsmyndigheder.

De filialer, der har påbegyndt deres virksomhed før den 1. januar 1993, skal ikke have en godkendelse, men væsentlige ændringer af de under pkt. 1-4 nævnte forhold skal meddeles til Finanstilsynet og værtslandets tilsynsmyndig­

heder i henhold til stk. 4.

Sædvanligvis vil der ikke være tvivl om, hvorvidt et pengeinstitut har fore­

taget en filialetablering, eller om det drejer sig om en grænseoverskridende tjenesteydelse. Brugen af selvstændige mellemmænd har dog flere gange været til afgørelse for EF-Domstolen. På baggrund af denne praksis kan der forment­

lig opstilles den generelle vejledning, at der er tale om en filialetablering, så­

fremt den selvstændige mellemmand har en fast etablering i værtslandet og har eksklusiv fuldmagt fra ét pengeinstitut, og såfremt han kan forhandle og forpligte pengeinstituttet. Endvidere må samarbejdet mellem pengeinstituttet og mellemmanden ske på et permanent grundlag.

Opstilling af elektroniske installationer, der kan udføre bankaktiviteter på et andet lands område, anses ikke for at være en etablering, der skal følge pro­

ceduren i § 6 b. Derimod skal opstillingen anmeldes efter stk. 5 om udøvelse af grænseoverskridende tjenesteydelsesvirksomhed.

Oprettelse af repræsentationskontorer vil hverken være omfattet af stk. 1 eller stk. 5, så længe kontoret alene varetager det traditionelle formål om at skabe kontakter og undersøge, om pengeinstituttet bør etablere sig i det på­

gældende land.

Til stk. 2

Såfremt Finanstilsynet efter stk. 3 finder filialetableringen forsvarlig, frem­

sendes de modtagne oplysninger til værtslandet tillige med de yderligere oplysninger, der er nævnt i stk. 2. Pengeinstituttet underrettes om denne fremsendelse, idet det herved er fastslået, at der intet er til hinder for filiale­

tableringen. Værtslandet kan ikke hindre filialetableringen, men der kan før virksomheden påbegyndes i værtslandets lovgivning være foreskrevet visse krav for erhvervsudøvelsen. Disse krav skal dog være i overensstemmelse med 2. bankdirektiv, jf. artikel 19, stk. 4 og 5, hvorefter værtslandets tilsynsmyn­

dighed har en frist på 2 måneder fra modtagelsen af oplysningerne om filiale­

tableringerne. Denne frist giver tilsynsmyndigheden i værtslandet mulighed for at forberede det tilsyn, som kan udøves af værtslandet, samt til at præcisere de

§ 6 b vilkår, som under hensyn til samfundsmæssige interesser gælder for udøvelse af virksomhed i værtslandet.

Når pengeinstituttet har modtaget meddelelse fra værtslandets tilsynsmyndig­

hed, eller når 2-måneders fristen er udløbet, kan filialen påbegynde virksom­

heden.

Finanstilsynet har som udgangspunkt eneansvaret for tilsynet. Dette gælder f.eks. tilsynet med opfyldelse af solvens- og kapitalkravene, regnskabsforhold og betryggende forretningsgange.

Efter 2. bankdirektiv kan værtslandet udøve tilsyn på enkelte områder. Dette gælder tilsyn med filialens likviditet, hvor det i artikel 14, stk. 2, er bestemt, at værtslandet i samarbejde med hjemlandets tilsynsmyndighed har tilsyn med likviditeten i pengeinstituttets filialer. Derimod har hjemlandet det fulde til- synsansvar for så vidt angår pengeinstituttets samlede likviditet.

Sædvanligvis vil filialens likviditet afhænge af den samlede likviditet i pen­

geinstituttet. I særlige situationer, f.eks. såfremt der ikke er frie kapitalbe­

vægelser eller filialen er underlagt specielle kassebindingsregler i værtslandet, kan der være forskel.

Ligeledes bevarer værtslandet ansvaret for de foranstaltninger, der iværksæt­

tes som led i dets pengepolitik. Dog må sådanne foranstaltninger ikke forskels­

behandle de udenlandske filialer i forhold til værtslandets egne pengeinstitut­

ter, jf. artikel 14, stk. 2.

Efter CAD-direktivets gennemførelse den 1. januar 1996 påhviler tilsynet med pengeinstituttets markedsrisici alene tilsynsmyndigheden i hjemlandet.

Efter artikel 21, stk. 1, kan værtslandet – til statistisk brug – kræve regel­

mæssige rapporter om filialens virksomhed.

Endelig skal filialen overholde de bestemmelser, som værtslandet vedtager under hensyn til samfundsmæssige interesser, samt værtslandets almindelige lovgivning. Dette omfatter for eksempel markedsførings-, købe- og straffelov samt skattelovgivning og lov om hvidvaskning af penge.

I artikel 21, stk. 2-8, er nærmere fastlagt, hvorledes tilsynsmyndighederne skal forholde sig og samarbejde, såfremt det konstateres, at filialen ikke over­

holder værtslandets lovgivning, jf. § 44 b.

Overtrædelser af regler på værtslandets områder vil blive meddelt pengein­

stituttet samt Finanstilsynet, der som udgangspunkt træffer de nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre, at pengeinstituttet bringer det ulovlige forhold til ophør. Herfra gælder følgende undtagelser:

Såfremt et pengeinstitut på trods af Finanstilsynets indgriben fortsat over­

træder reglerne, kan værtslandet træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at forebygge eller straffe ulovligheder, og om nødvendigt forbyde, at pen­

geinstituttet indleder nye aktiviteter på dets område.

§6b

I særligt hastende tilfælde kan værtslandets tilsynsmyndighed iværksætte nødvendige retsbevarende foranstaltninger for at beskytte indlåneres, investo­

rers og andre tjenesteydelsesmodtageres interesser.

Endelig bevarer værtslandet retten til for filialer at iværksætte sine egne pro­

cedurer vedrørende rekonstruktion og likvidation, da der ikke er regler om konkursens universalitet, jf. indledningen til kapitel 10.

Til stk. 3

Såfremt Finanstilsynet ikke finder det tilsynsmæssigt forsvarligt at lade pen­

geinstituttet etablere en filial i et andet EU-land eller i et land, som EU har indgået samarbejdsaftale med, skal Finanstilsynet træffe afgørelse herom inden 3 måneder fra modtagelsen af de nødvendige oplysninger.

Finanstilsynets overvejelser om forsvarligheden af en filialetablering vil i væsentlig grad være en vurdering dels af pengeinstituttets finansielle styrke dels af den administrative styrke i hovedkontoret til at følge udviklingen i filialen og gribe ind, såfremt der måtte vise sig en uønsket udvikling. Vur­

deringen af den finansielle og administrative styrke er således videregående end til blot at konstatere, om de formelle krav er opfyldt.

Finanstilsynets afgørelse skal være begrundet og kan påklages efter de al­

mindelige regler.

Til stk. 4

De ændringer, der skal gives meddelelse om, omfatter ændring af filialens a- dresse eller ledelse eller andre ændringer, som må anses for væsentlige. Som et typisk eksempel på en væsentlig ændring kan nævnes påbegyndelse af helt nye forretningsområder.

Ændringsmeddelelsen skal sendes både til Finanstilsynet og værtslandets tilsynsmyndighed.

Bestemmelsen bygger på 2. bankdirektivs artikel 19, stk. 6, hvori der yderli­

gere foreskrives, at fristen på 1 måned skal benyttes af myndighederne i hjem­

landet og værtslandet til at udtale sig om ændringen. Dette indebærer, at Fi­

nanstilsynet kan nægte at godkende ændringen, såfremt tilsynet ikke skønner det tilsynsmæssigt forsvarligt, at pengeinstituttet udøver f.eks. en ændret akti­

vitet. Ligeledes vil værtslandsmyndigheden kunne meddele ændrede vilkår for erhvervsudøvelsen, såfremt disse vilkår er foreskrevet af samfundsmæssige interesser.

Meddelelseskravet gælder også for pengeinstitutter, hvis filialer er stiftet før 1. januar 1993, jf. 2. bankdirektivs artikel 23, stk. 1.

§ 6 b Til stk. 5

Reglerne om grænseoverskridende tjenesteydelser er fastlagt i 2. bankdirektiv, artikel 20.

Herefter er ethvert pengeinstitut berettiget til at udøve grænseoverskridende tjenesteydelser, når proceduren i lovens stk. 5 og 6 er fulgt af instituttet.

Finanstilsynet kan således ikke hindre, at tjenesteydelsen udøves. Tjenesteydel­

sen skal dog vedrøre en aktivitet, der enten er undergivet gensidig anerkendel­

se, dvs. er omfattet af bilaget til BSL, eller være tilladt for pengeinstitutter i både Danmark og det pågældende værtsland. Hvis aktiviteten ikke er omfattet af bilaget, kan værtslandet fastsætte supplerende krav til aktiviteten. Sammen med meddelelsen til Finanstilsynet skal der indsendes en officielt bekræftet oversættelse på værtslandets sprog.

Kreditinstitutter, der allerede pr. 1. januar 1993 har udført grænseoverskri­

dende tjenesteydelser i en anden EU-medlemsstat, kan fortsætte med at udøve aktiviteterne på samme vilkår uden at skulle underrette Finanstilsynet, jf. 2.

bankdirektivs artikel 23, stk. 2.

Tjenesteydelsesvirksomhed skal ske på det andet lands område. Et dansk pengeinstituts betjening i Danmark af udenlandske kunder, der selv henvender sig til pengeinstituttet, er ikke omfattet af bestemmelsen. Et pengeinstitut på den jyske vestkyst, der veksler valuta for udenlandske turister, vil derfor ikke skulle foretage anmeldelse i henhold til bestemmelsen.

I visse situationer kan det være svært at afgøre, hvorvidt en aktivitet er om­

fattet af bestemmelsen. Dette gælder f.eks. ved reklamering. Det må antages, at almindelig reklamering ikke vil indebære en anmeldelsespligtig tjenesteydel­

sesvirksomhed. Derimod må det anses for anmeldelsespligtigt, såfremt rekla­

meringen har en form, så reklamebudskabet indeholder tilstrækkelige oplys­

ninger til, at forbrugeren kan træffe et valg (f.eks. om rentesats, løbetid m.v.) og kontakten ved teknikkens hjælp kan indgås over en geografisk afstand, dvs.

uden at pengeinstituttets og forbrugeren samtidig er til stede (svarkupon, brev­

veksling, telefon m.v.).

Selv om reklameringen ikke i sig selv er en tjenesteydelse, kan den dog un­

dertiden anses for et »ønske« om at udøve grænseoverskridende tjenesteydel­

ser. Anmeldelse kan være nødvendig, idet anmeldelse i henhold til stk. 5 skal ske, før tjenesteydelsesvirksomheden påbegyndes.

Om afgrænsningen mellem filialetablering og grænseoverskridende tjeneste­

ydelser henvises til omtalen under stk. 1.

§ 6 b Til stk. 6

Hverken i direktivet eller BSL er det fastlagt, at pengeinstituttet skal afvente fristens udløb eller afvente, at myndigheden i værtslandet anerkender at have modtaget meddelelsen. Værtslandets lovgivning kan indeholde regler herom.

Finanstilsynet er ansvarlig for tilsynet med den grænseoverskridende virk­

somhed, der udøves af danske pengeinstitutter.

Ud over de danske tilsynsregler skal pengeinstituttet overholde de bestem­

melser, som værtslandet har vedtaget under hensyn til samfundsmæssige interesser, dvs. at værtslandets almindelige lovgivning skal overholdes.

I tilfælde af overtrædelse af den lovgivning i værtslandet, som pengeinstitut­

tet skal overholde, skal der i lighed med, hvad der er gældende ved filiale­

tablering, indledes et samarbejde mellem tilsynsmyndighederne med henblik på at få standset den ulovlige adfærd. I første række er det tilsynsmyndigheden i hjemlandet, der har ansvaret. Da reglerne er de samme som ved filial­

etablering, henvises til stk. 3.

Såfremt Finanstilsynet modtager underretning fra et værtslands tilsynsmyn­

dighed om, at et dansk pengeinstitut udøver tjenesteydelser i det pågældende land, uden at der er indgivet meddelelse, skal Finanstilsynet sørge for, at den fornødne anmeldelse bliver indgivet, eventuelt ved pålæggelse af dagbøder i henhold til § 53, stk. 1.

§ 6 c

Lovens bestemmelser gælder for filialer af pengeinstitutter, der har hjem­

sted i et land uden for De Europæiske Fællesskaber eller lande, som Fæl­

lesskabet har indgået samarbejdsaftale med, med de afvigelser, filialfor­

holdet nødvendiggør, eller som er fastsat i eller i medfør af international aftale. Aktieselskabslovens bestemmelser om filialer af udenlandske aktie­

selskaber gælder tilsvarende for filialer af udenlandske sparekasser og andelskasser.

Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter bestemmelser i henhold til stk. 1, 1.

pkt., samt bestemmelser om tilladelse til filialer af udenlandske pengeinsti­

tutter, herunder om at Finanstilsynet kan undtage fra bestemmelserne.

§ 6 c omfatter filialer af pengeinstitutter, hvis hjemsted ligger uden for både EU-landene og lande, som EU har indgået samarbejdsaftale med (EØS-lande- ne).

§ 6 c Efter § 6 c gælder som udgangspunkt, at filialerne selvstændigt skal opfylde BSL’s regler. De skal således f.eks. have en tilladelse til virksomhedsudøvel- sen samt en filialkapital svarende til lovens minimumskapital. Ud over BSL skal filialerne tillige opfylde AL kapitel 17 om filialer af udenlandske aktiesel­

skaber.

Formålet med bestemmelsen er dels at sikre tilstedeværelsen af minimums­

krav til solvens, tilsyn m.v. til de pengeinstitutter, der driver virksomhed fra herværende filialer, dels at sikre, at konkurrencen mellem de danske pengein­

stitutter og filialerne ikke sker på urimeligt ulige vilkår.

I medfør af § 6 c, stk. 2, har Finanstilsynet udstedt bekendtgørelse nr. 855 af 14. december 1990 om filialer af kreditinstitutter med hjemsted i et land uden for De Europæiske Fællesskaber.

Til stk. 1

Reglerne gælder samtlige de pengeinstitutter – uden for EU-/EØS-landene – som ønsker at etablere en filial.

Efter filialbekendtgørelsen, jf. stk. 2, skal filialen have tilladelse fra Finans­

tilsynet, forinden virksomheden påbegyndes. Finanstilsynet vil kunne afslå en ansøgning, »hvis der er grund til at betvivle, at kreditinstituttets administrative struktur og finansielle situation er forsvarlig som grundlag fo r den påtænkte etablering«, jf. filialbekendtgørelsens § 3, stk. 2. For eksempel må det antages, at Finanstilsynet kan afslå en ansøgning, såfremt der er tale om et personligt drevet institut eller et institut, der drives under en i Danmark ukendt selskabs­

form. Denne mulighed for nægtelse af tilladelse vedrører alene pengeinstitut­

tets individuelle forhold, men det må dog ligeledes påhvile Finanstilsynet at skønne over, hvorvidt pengeinstituttet hidrører fra et land med en sikkerheds­

mæssigt betryggende banklovgivning og tilsynsfunktion. Er dette ikke til­

fældet, må Finanstilsynet ligeledes kunne nægte at give tilladelse.

Endelig fremgår det af filialbekendtgørelsen, at Finanstilsynet kan nægte en filialetablering, hvis danske pengeinstitutter ikke har en tilsvarende ret til etab­

lering i vedkommende land (gensidighed). I forbindelse med GATS-forhand- lingerne på det finansielle område drøftes det, hvorvidt de deltagende lande skal have mulighed for opretholdelse af gensidighedskrav.

Til stk. 2

I medfør af bestemmelsen har Finanstilsynet udstedt bekendtgørelse nr. 855 af 14. december 1990 om filialer af kreditinstitutter med hjemsted i et land uden for De Europæiske Fællesskaber, jf. bilag 6.

Bekendtgørelsen er udstedt inden EU’s aftale med EØS-landene, hvorefter kreditinstitutter fra EØS-landene sidestilles med EU’s egne. Uanset at bekendt­

gøreisens ordlyd således omfatter pengeinstitutter fra EØS-landene, kan filialer af pengeinstitutter fra disse lande dog undtages. Dette følger af EØS-traktatens artikel 31 og 34.

Bekendtgørelsen er tillige udstedt i medfør af § 6, stk. 3, i lov om visse kreditinstitutter og omfatter derfor alle kreditinstitutter (bortset fra realkredi­

tinstitutter) og ikke alene filialer af pengeinstitutter.

I bekendtgørelsen fastlægges nærmere det hovedprincip, som er fastlagt i § 6 c, stk. 1, hvorefter BSL gælder for filialerne med de afvigelser, filialforhol­

det nødvendiggør, eller som er fastsat i eller i medfør af international aftale.

Filialen skal have en filialkapital på mindst modværdien af 5 mio. ECU, og denne kapital danner grundlag for de regler, der gælder for filialen. Dette gæl­

der både med hensyn til solvens og placeringsregler samt spørgsmålet om en eventuel opløsning af filialen som følge af manglende kapital.

I filialbekendtgørelsen forudsættes det, at filialen kan undergives selvstændig konkurs, uanset om hovedvirksomheden samtidig er undergivet konkurs.

Spørgsmålet er dog omtvistet i den juridiske litteratur, jf. Konkursloven med kommentarer af Mogens Munch 7. udgave 1993, s. 83.

Derimod er der intet fastlagt i bekendtgørelsen om de situationer, hvor pen­

geinstituttet ophører eller får inddraget sin tilladelse af hjemlandsmyndigheden.

I sådanne situationer gælder det, at filialens tilladelse bortfalder, og at den derfor må opløses. Opløsningsformen må bero på, hvor stor en del af filialka­

pitalen der er tabt. Hvorvidt filialen kan opløses uafhængigt af opløsningen af den øvrige del af pengeinstituttet, må afgøres i henhold til de internationale skifteretsregler.

I stk. 2 er særligt fremhævet, at Finanstilsynet kan undtage fra reglerne i bekendtgørelsen. Om baggrunden for denne bestemmelse er det i lovmotiverne angivet, at den især tænkes benyttet over for pengeinstitutter, der hidrører fra lande med en tilsvarende lovgivning og tilsyn, som er gældende i EU. Und- tagelsesadgangen kan f.eks. benyttes til at undlade at kræve en særskilt filial­

kapital.

En sådan undtagelse vil som konsekvens betyde, at de lovkrav, som fast­

lægger begrænsninger i aktiviteten i forhold til den ansvarlige kapital, f.eks.

store engagementer, heller ikke finder anvendelse for filialen.

§ 7

En sparekasses vedtægter skal indeholde bestemmelser om:

In document Bank- og sparekasseloven – med kommentarer (Sider 96-105)