andre mellemværender, der indebærer en kreditrisiko for instituttet

Stk. 6. De i stk. 1 og 3 nævnte grænser finder ikke anvendelse på enga­

gementer uden for handelsbeholdningen med virksomheder, der indgår fuldt i konsolideringen i henhold til § 37 a, stk. 9, stk. 11, 2. pkt., eller stk.

12

.

Stk. 7. Såfremt et engagement uden for handelsbeholdningen er garan­

teret af et kreditinstitut i zone A, jf. artikel 2, stk. 1 ,4. led, i Rådets direk­

tiv om solvensnøgletal, betragtes den garanterede del af engagementet uden for handelsbeholdningen som et engagement uden for handelsbe­

holdningen med vedkommende kreditinstitut.

Stk. 8. Kapitalandele og efterstillede kapitalindskud i et datterselskab, der driver forsikringsvirksomhed, medregnes ikke ved opgørelsen efter stk. 1 og 3 af pengeinstituttets engagement uden for handelsbeholdningen med det pågældende datterselskab. Pengeinstituttet kan dog højst undlade at medregne et beløb svarende til fradraget i pengeinstituttets ansvarlige kapital efter § 21 a, stk. 9.

Stk. 9. Finanstilsynet kan fastsætte bestemmelser om, at der ved bereg­

ningen af de i stk. 1 og 3 nævnte grænser kan ses bort fra særlig sikre krav.

§ 23

§ 2 3 Hovedindholdet af bestemmelsens nuværende ordlyd blev fastlagt i lov nr.

1091 af 22. december 1993 om ændring af BSL. Loven implementerede Rå­

dets direktiv af 21. december 1992 om overvågning af og kontrol med kredit­

institutters store engagementer (92/121/EØF). Senere er bestemmelsen ændret ved lov nr. 368 af 14. juni 1995 i forbindelse med gennemførelsen af CAD-di­

rektivet. Lovændringen træder i kraft den 1. januar 1996.

Direktivet om store engagementer og CAD-direktivet er begge led i bestræ­

belserne på at harmonisere banklovgivningen inden for EU, herunder kravene til pengeinstitutternes solvens og risikospredning.

I CAD-direktivet foretages en opdeling af et pengeinstituts aktiviteter i akti­

viteter inden for handelsbeholdningen og aktiviteter uden for handelsbehold­

ningen. Denne opdeling har blandt andet betydning for reglerne om store engagementer.

I loven opdeles et mellemværende med en kunde eller kundegruppe i et engagement uden for handelsbeholdningen og i et engagement inden for han­

delsbeholdningen. § 23 omfatter og sætter grænser for engagementer uden for handelsbeholdningen, mens § 23 a omfatter og sætter grænser for kundens engagement uden for handelsbeholdning med tillæg af den pågældende kundes engagement inden for handelsbeholdningen.

Bestemmelserne i §§ 23 og 23 a er bygget op på samme måde med følgende forskelle:

1. Definitionen af et engagement er forskellig.

2. Engagementsgrænsen udmåles forskelligt: Ansvarlig kapital i § 23, an­

svarlig kapital med tillæg af kortfristet kapital i § 23 a.

3. § 23 a indeholder en mulighed for midlertidig overskridelse af grænserne i særlige tilfælde.

§ 23 har sammen med § 23 a til formål at sikre, at pengeinstitutterne i deres engagementer har en tilstrækkelig risikospredning. Dette sker først og frem­

mest ved at sætte grænser for størrelsen af det engagement, som pengeinstitut­

tet kan have på en enkelt kunde eller gruppe af indbyrdes forbundne kunder, stk. 1. Dernæst fastlægges der grænser for, hvor meget de samlede store enga­

gementer må andrage, stk. 3.

Bestemmelsen må anses for en af lovens mest centrale, idet det i praksis ofte viser sig, at problemer i et pengeinstitut kan henføres til for store udlån m.v.

til en enkelt kunde.

Bestemmelsen omhandler følgende emner:

- engagementsgrænser, stk. 1 og 3,

- fastlæggelse af engagementsdefinition m.v., stk. 5-9, - konsekvenserne ved overskridelse af grænserne, stk. 4, - indberetning til Finanstilsynet, stk. 2.

§ 2 3

I forbindelse med fastlæggelse af engagementsgrænserne er der i § 3 i lov nr.

368 af 14. juni 1995 om ændring af BSL fastlagt en længere overgangsord­

ning, idet lovændringen indebar en stramning af engagementsgrænserne i for­

hold til de hidtidige regler for de pengeinstitutter, der ikke eller kun i begræn­

set omfang anvendte efterstillet kapital som en del af kapitalgrundlaget.

Selv om bestemmelsens nuværende ordlyd på visse punkter er ændret, er der - bortset fra engagementsgrænserne og deres betegnelse – på mange punkter indholdsmæssigt tale om en videreførsel af den hidtidige praksis. Retsafgørel­

ser og administrativ praksis fra den tidligere regel har derfor stadig betydning.

I medfør af bestemmelsen har Finanstilsynet udstedt bekendtgørelse nr. 1148 af 22. december 1993 om indberetning af store engagementer, jf. bilag 11, og bekendtgørelse nr. 1149 af 22. december 1993 om fradrag for særlig sikre krav, jf. bilag 12.1 forbindelse med ikrafttræden aflov nr. 368 af 14. juni 1995 den 1. januar 1996 vil disse bekendtgørelser blive ændret.

Til stk. 1

Bestemmelsen i stk. 1 gennemfører direktivets artikel 4, stk. 1.

Engagementsgrænsen, jf. nedenfor, gælder både i forhold til en enkelt kunde og til en gruppe af indbyrdes forbundne kunder.

Ved kunde forstås enhver fysisk eller juridisk person, herunder staten, kom­

muner, foreninger m.v. Pengeinstitutternes tilgodehavender hos andre penge- og kreditinstitutter, herunder realkreditinstitutter er omfattet.

Begrebet »indbyrdes forbundne kunder« er beskrevet i direktivets artikel 1, stk. 1, litra m, som

»— enten to eller flere fysiske eller juridiske personer, der – indtil det modsat­

te er godtgjort – fo r så vidt angår engagementet udgør en helhed, fordi en a f dem udøver direkte eller indirekte kontrol med den anden eller de andre,

- eller to eller flere personer eller juridiske personer, hvoraf ingen udøver kontrol med den anden eller de andre som nævnt i første led, men som fo r så vidt angår engagementet må anses fo r at udgøre en helhed, fordi der består sådanne indbyrdes forbindelser mellem dem, at der er sandsyn­

lighed for, at hvis den ene kommer i økonomiske vanskeligheder, vil den anden eller de andre også få vanskeligheder med tilbagebetalingen.«

I lovens bemærkninger er anført, at den ovennævnte definition svarer til det tidligere udtryk »engagementerne med de pågældende udgør en samlet enkelt risiko«, hvorfor Finanstilsynets hidtidige praksis med hensyn til at fastslå sam­

hørighed mellem kunderne vil blive opretholdt. Finanstilsynets praksis har været meget vidtgående med henblik på at statuere samhørighed, idet der er

§ 2 3 blevet lagt vægt på den risiko, som pengeinstitutterne løber ved at yde for store kreditter.

De enkelte engagementers sikkerhed kommer ikke i betragtning ved afgørel­

sen af, om samhørighed foreligger.

Fra praksis statueres altid samhørighed med selskaber i samme koncern.

Derimod må det bero på den konkrete situation, hvorvidt associerede virksom­

heder tillige skal tillægges koncernens engagement.

Der antages at være økonomisk samhørighed mellem samlevende personer, uanset om de er gift eller ej.

Ved interessentskaber statueres samhørighed mellem interessentskabets engagement og den enkelte interessents. Derimod vil der ikke blive statueret samhørighed mellem de enkelte interessenters engagementer, hvis den eneste tilknytning mellem dem er den fælles deltagelse i interessentskabet.

Fra praksis kan i øvrigt fremhæves følgende sager:

I skrivelse af 29. september 1987 stadfæstede Industriministeriet en afgørelse fra Tilsynet med banker og sparekasser, hvorefter der blev statueret samhørig­

hed i et tilfælde, hvor en erhvervsdrivende fond ejede aktiekapitalen i et ad- ministrationsselskab samt anpartskapitalen i en række anpartsselskaber, som var komplementarer i en række kommanditselskaber. I engagementet indgik tillige lånene til kommanditselskaberne (Difko-sagen).

Et salgsselskab og en leverandørforening havde i fællesskab oprettet et pro­

duktionsselskab. Salgsselskabet og leverandørforeningen havde hver halvdelen af stemmerne, ligesom der forelå aftale om besættelse af bestyrelsesposterne i produktionsselskabet. Finanstilsynet statuerede i skrivelse af 6. december 1988 samhørighed mellem salgsselskabet og produktionsselskabet med henvis­

ning til ejerforholdet samt oplysning om, at produktionsselskabets produkter blev solgt gennem salgsselskabet. (Spørgsmål om forholdet til leverandørfore­

ningen var ikke forelagt).

Projektfinansiering kan undertiden ske således, at de oprindelige debitorer (projektselskaberne) frigøres fra deres forpligtelse over for pengeinstituttet, hvis eneste sikkerhed herefter er afkastet af projektet. På forespørgsel har Tilsynet med banker og sparekasser i juni 1984 meddelt, at der uanset »frigi­

velsen« af projektselskabernes personlige hæftelse fortsat er en sådan økono­

misk sammenhæng mellem finansieringen af projektet og de oprindelige projektselskaber, at der i relation til § 23 er økonomisk samhørighed.

Tilsynet med banker og sparekasser udtalte 14. august 1987, at der ikke forelå samhørighed mellem to byfornyelsesselskaber. Det fremgik af sagen, at det ene selskab fuldt ud administrerede det andet, men at der var forskellig ejerkreds og bestyrelsessammensætning og kun en mindre mellemregnings- konto vedrørende honorarbetaling mellem de to selskaber.

§ 2 3

I Tilsynet med banker og sparekassers skrivelse af 30. november 1978 blev antaget, at der forelå økonomisk samhørighed mellem et socialt boligselskab og dets enkelte afdelinger. I sagen var der lagt vægt på, at boligselskabet havde den overordnede ledelse af de enkelte afdelinger, og at der var visse muligheder for at overføre midler fra en afdeling til en anden.

Et dansk forsikringsselskab havde sammen med 4 andre europæiske forsik­

ringsselskaber stiftet et fælles forsikringsselskab, X, hvortil hver af stifterne havde overdraget sine udlandsaktiviteter. Finanstilsynet statuerede samhørig­

hed mellem det danske forsikringsselskab og X, idet »det må anses fo r over­

vejende sandsynligt, at de 2 selskaber vil understøtte hinanden, i samme omfang som er sædvanligt fo r koncernforbundne selskaber«. Af sagen fremgik, at der forelå en aktionæroverenskomst i X, hvorefter hver af stifterne havde vetoret mod beslutninger, der forrykkede ejerforholdet, at der var et betydeligt ledelsesmæssigt sammenfald, og at der i aftalerne var lagt op til et omfattende samarbejde mellem stifterne og X. Finanstilsynets skrivelse af 24. september 1993.

I bestemmelsen fastlægges, at det enkelte engagement uden for handelsbe­

holdningen ikke må overstige 25% af den ansvarlige kapital, således som den er beregnet i henhold til § 21 a, stk. 1. Henvisningen til § 21 a, stk. 1, betyder, at årets eventuelle løbende underskud skal fratrækkes, jf. § 21 a, stk. 3. Fald i den ansvarlige kapital som følge af fradrag af løbende underskud kan inde­

bære, at et engagement – uden selv at blive forøget – overstiger engagements- grænsen. Finanstilsynet skal omgående underrettes, og der kan fastsættes en tidsfrist til at overholde grænsen, jf. stk. 4.

Ved beregning af størrelsen af engagementet, jf. stk. 5, i forhold til grænsen på de 25% af den ansvarlige kapital, kan der ved beregningen fratrækkes de fradrag, der i henhold til stk. 9 er fastlagt af Finanstilsynet.

Engagementsgrænsen gælder ikke i forhold til virksomheder, der konsoli­

deres fuldt ud med pengeinstituttet efter § 37 a, stk. 9, stk. 11,2. pkt. eller stk.

12, jf. bestemmelsens stk. 6. Hvis der alene foretages en pro rata konsoli­

dering, jf. § 37 a, stk. 11,1. pkt., gælder engagementsgrænsen stadig over for den pågældende virksomhed, og engagementerne skal indberettes efter stk. 2.

Overgangsordning

I § 3 i lov nr. 368 af 14. juni 1995 er der en overgangsregel, hvorefter de hidti­

dige engagementsgrænser gradvis ændres til den, der fastlægges i stk. 1.

Overgangsordningen er følgende:

1. Indtil 31. december 1998:

Et engagement uden for handelsbeholdningen må udgøre 35% af den an­

svarlige kapital. Finanstilsynet kan i særlige tilfælde tillade, at engagemen­

In document Bank- og sparekasseloven – med kommentarer (Sider 195-200)