Parallelt med at den historiske udvikling tvang den politiske ledelse af Internationale til atanerkendekvindearbejdets nødvendighed, blev kvin derne også organiseret i fagforeninger. Karakteren af disse første kvinde-fagforeninger var taktisk set fra mændenes side - forstået på denmåde, at det var defaglærte mandlige arbejdere somtog initiativet til at organisere
Arbejderne påTobaksfabrikken Sørensen og Co. omkring århundredskiftet
kvinderne, fordi de tit - tvungetaf økonomisk nødvendighed - fungerede som strejkebrydere (især hjemmearbejderskeme) og løntrykkerei forhold til de mandlige arbejdere.
De første spæde organiseringsforsøg fandt sted indenfor de kvin dedominerede brancher - i forbindelse med en strejke indenfor væ
verfaget i Kbh. i 1873 forsøgte »VævernesVelfærdsforening« atorgani sere de kvindelige vævere:
»Under Væverstrejken i KøbenhavniEfteråret 1873fiken af Fabri kanterne sit Arbejde udført af Væversker i Dragør. At få disse organiseret blev derfor noget nær en Livssagfor Fagforeningen’, med et Følge på 11 Mand tog dens Formand på Søndagsudflugttil Skipperbyen, og således stiftedes Danmarks første Kvindefagfor ening, som begyndte med et halvt hundrede Medlemmer«5 (vores understregning).
Den kvindelige fagforening udgjorde en kvindelig afdeling af »Vævernes Velfærdsforening«, den gik dog hurtigt i sigselv igen.
Tobaksarbejderskernesfaglige organiseringantogi 70’eme samme lø
bebane og skæbne som væverskernes - i juli 1875 blev der dannet en kvindelig afdelingaf cigarmagerforeningen »Enigheden« i forlængelseaf en strejke blandt cigarmageme i Kbh.6.
Syerskerne var den (store) arbejderkvindegruppe, som var allersværest at organiserei hele perioden. Det skyldtes hjemmearbejdets og udsved ningssystemets*udbredelse indenfor branchen, hermed kvindernes isole ring i forhold til hinanden, men også at arbejdet i ekstrem grad var en fortsættelse af det traditionelle husarbejde. I 1876 blevder dog opretteten fagforening for syerskerne, som satsede på at oprette sin egen systue.
Efter et stykketid fik cigararbejderskerne adgang til medlemskabafSyer skernesForening- herefterhed den: »De forenede kvindeligeFagforenin ger« - og den bestod et parår7.
De allertidligste socialistiske kvindeforeninger var imidlertid ikke så meget affaglig som af politisk karakter. En afInternationales 20sektioner var en kvindelig, dannet august 1872 og opløst 1873, sammen med de øvrige. Foreningens formål var at udgøre velgørenhed for de fængslede arbejderførere (Pio, Brix og Geleff)**.
I 1873 dannes den vigtigstesocialdemokratiske kvindeforening i
70’er-*En særlig grov form for udbytning varudsvedningssystemet. Det blev specielt udført i forbindelse med hjemmearbejdet. En hjemmearbejder - som oftest en mand - satte flere arbejdere - som oftest kvinder - til at udføre sitarbejde til allerlaveste pris,såder kunne blive engod fortjeneste til ham selv. Fagforeningernemodarbejdede systemetlige fra begyndelsen.
**Den ledende kraft bagkvindesektionen varAugusta Jørgensen(Pios senere kone). Det fremgår af et brev, somhunskrevtil Marx14. aug. 1872,athun ikke var helt tilfreds med kvindesektionens formål og konkreteaktiviteter - hun kunnegodthave tænkt sig »et organ for virkelig kvindepolitik« (Bertolt: Pionerer, s. 159).
ne, nemlig »Den frie kvindelige Forening«, som bestod indtil 1878***.
Formålet var at bidrage til 1)atindsamle bidrag til defængslede arbejder-førere, 2) at virke for atforbedre kvindens stilling i samfundet og 3)at understøtte medlemmerne under sygdomog andetuheld8.
Den frie kvindelige Forening er i starten ret passiv i kvindepolitisk henseende - det ertilsyneladendeførst daJaquette Liljenkrantz* bliver forkvinde (eller formandinde som det hed dengang) forDenfriekvindelige Forening i 76, og bliver redaktør afdet kvindepolitiske stof iSocialdemok raten, at foreninger bliver meget aktiv både på det politiske og faglige område.
I 76 er derf.eks. en debat i foreningenomkvindestrejker, hvor det slås fast, at kvinders forhold på arbejdsmarkedet kun kan forbedres gennem strejker, og at det er Socialdemokratiets opgave at agitere for dette (An
nemette Digmann: SD’s kvindepolitik 1870-1900, s. 9/10).
Sandsynligvis er det med udgangspunkt i denne debat, at Foreningen involverer sig aktivt i en efterfølgende kvindestrejke på fajancefabrikken
»Aluminia« (H. Bruun, s. 435)10.
Efter at Liljenkrantz havde fået sat noget skub i Den frie kvindelige Forening, optages den i 76 i Centralbestyrelsen i Internationale, med Liljenkrantz og senere Madam Clauesen som repræsentanter.Detbetød at foreningen blev repræsenteret på Gimle kongressen i 76.
På denne kongres var der tre spørgsmål med speciel kvindepolitisk betydning. Kun et forslag om kvindernes almindelige stemmeret blev vedtaget som et krav kongressen kunne støtte uden nogen væsentlig modstand. Liljenkrantz’s resolutionsforslag om, atkongressen skullean
erkende kvindens ret til at blive ligestillet med manden i social som i politisk henseende blev forkastet, medden noget uldne argumentation,at hendes tilstedeværelse på kongressen beviste partiets anerkendelse af kvindensligestillede rettigheder medmanden i socialog politisk henseen
de!11.
*** Sideløbendehermedopstår derperiodisk -på grund afsplittelser i »Den frie kvindelige Forening« -to andre socialistiske kvindeforeninger i 1870’eme: »Den nye kvindefor ening«og»Den socialkvindelige Forening«.
♦Bertolt sigerom BaronesseJaquette Liljenkrantz, at hun var »en Dame med en højst romantisk Fortid,Datterafenaf Sveriges højststående Adelsmænd. Hun varblevet en lidenskabelig Forkæmperfor kvindens Rettigheder, som Borger ogsærligsom ugift Mor«
(Bertolt s. 203). Skønt at det er tydeligt, at Bertolt opretholderen vis distance til Liljenkrantz,hvadsamtidens mandlige socialdemokraterogså gjorde,erdetklart nok, at hun med sin særligesociale baggrundog sociale statusvar atypisk fordensocialdemokra
tiske kvindebevægelse. I det lys må vi nok ogsåforstå,atLiljenkrantz faktisk er en afde eneste kvinderindenfor den socialdemokratiske kvindebevægelse i perioden (udover Nina Bang) som inddrager kvindensundertrykkelse i familien somenmedbestemmende forklaringsfaktorpå kvindeundertrykkelsen.
Et forslag omatbegrænse kvinders fabriksarbejde blev også forkastet.
Det ersværtpræcist atsammendrage Socialdemokratiets kvindepolitik og kvindepolitiske aktiviteter i 70%erne. Politikken var ret diffus og hvilede i lige så høj grad på enkeltpersoner som på et samlet Social
demokrati "og der eksisterede jo også et utal af forskellige, ofte ri
valiserende socialistiske kvindeforeninger af både politisk og faglig ka rakter,og nogle enkelte decideredekvindelige fagforeninger. Men vi skal forsøge alligevel: Kvindepolitikken udvikles isærfra 1871-78, hvor det især er Den friekvindeligeForening,som aftegner den socialdemokratiske kvindebevægelse (i modsætning tilden borgerlige kvindebevægelse, som var organiseret i Dansk Kvindesamfund, stiftet i 1871).
Kvindeundertrykkelsen forklares næsten udelukkende med udgangs
punkt i kvindernes manglende uddannelse - det er yderst sjældent, at arbejderkvindens dobbeltarbejdssituation, og hendes bundethed til den kønsspecifikke arbejdsdeling i familien inddrages som forklaringsfaktor på kvindeundertrykkelsen.
På baggrund af denne forståelse af kvindeundertrykkelsen stiller Soci aldemokratiet reformkrav om lige opdragelse og uddannelse for mænd og kvinder og ligeløn (senere med den definitive adskillelse af den danske arbejderbevægelse ien faglig og politisk del overgåransvaret for lønspørg-smålet/ligelønnen hovedsageligttil fagforeningerne).
Kvinderne organiserer sig fra 1880’eme - og underlægges adskillelsen ml. den politiske og faglige kamp
Omkring 1879-80var den økonomiskekriseog denværstearbejdsløshed i Danmark ved at være overstået. Med de genopståede muligheder for arbejde, fortsatte arbejderklassen den lønkamp, som var blevet kvalt af arbejdsløshedeni slutningen af 1870’eme. Med denne lønkamp begyndte nu både de faglærte og de ufaglærte at agitere for og danne levedygtige fagforeninger. Fagforeningerne arbejdede i begyndelsen for at blive ak- cepteret af kapital og arbejdsgiverne som en kollektiv modmagt. Det resulterede i opbygningen af etsystem afoverenskomster, eller
priskuran-* *Spørgsmålet om særbeskyttelse afkvindelige arbejdere gav senere iarbejderbevægelsens historie, især hvadangår forslag omforbudmod specieltkvindersnatarbejde,anledning tilvoldsommediskussionerog splittelser blandt de danske arbejderkvinder. Vi vil ikke komme ind på den debat her, men vi kan f.eks. henvise til opgavenom tobaksarbejder
sker (se bibliografien) s. 82ff.og s. 105ff., og til Nationaløkonomisk Tidsskrift 1907, nr.
45, s. 310: Elna Dahlberg: Kvinders Nattearbejde i Industrienog Nationaløkonomisk Tidsskrift 1911, nr. 49, s. 202: Spørgsmålet om kvinders nattearbejde,bedømt afde arbejdendekvinderselv.Om det sammeproblempåtyske forhold seKaren Syberg: Den borgerlige og den proletariske kvindebevægelse1848-1914,speciale, KU1975, s. 90-91 og s. 182ff.
ter, som de kaldtes dengang. Dette arbejde kulminerede i 1899 med sep
temberforliget, en landsdækkende overenskomst mellem DsF og Dansk Arbejdsgiver-og Mesterforening; det var her arbejderbevægelsen akcep-terede arbejdsgivernes ret til at lede ogfordele arbejdet!!
Da fagforeningernes primære mål var den stadige lønkamp, blev det partiets (fra 1878: Socialdemokratisk Forbund) opgave at tage sig afarbej
derbevægelsens politiske kamp fordemokratiskerettigheder og parlamen tariske repræsentation. Der skete dermeden- foren socialistiskkamp - fatal adskillelse af/opdeling mellem parti og fagforeninger i den danske fagbevægelse.Denneskarpe og uhensigtsmæssige opsplitning havde - og har siden haft - størst konsekvenser for arbejderkvinderne, idet deres problemer netop viser sigsomproblemermed at forene de private opgaver i familien medfabriksarbejdet. Fagforeningerne varetog arbejderkvinder
nes umiddelbare interesser på arbejdsmarkedet, mens det blev partiets opgave atføre kampen for denpolitiske kvindefrigørelse. Muligheden for at skabeligeerhvervsmuligheder og ligelønfor kvinder ogmænd, og forat afskaffe dobbeltarbejdet og den dobbelte undertrykkelse af arbejderkvin derne som køn og klasse, blev syltet med adskillelsen mellem parti og fagbevægelse. Denne adskillelse mellem politisk og økonomisk kamp har siden været grundlæggende for den danske arbejderbevægelse. F.eks.
fungerede det industrielle hjemmearbejde dengang som den kvindelige arbejders løsning på bømepasningsproblemet. Og hvad hjælper det så at fagforeningerne opstiller kravet om afskaffelse afhjemmearbejdet, når dettekrav ikke kædes sammen med et krav om løsning af bømepasnings
problemet?
Fagbevægelsens og partietspolitik generelt har altsammen direkte eller indirekte noget at gøre med kampen mod uligelønnen, eller sagt på en anden måde,med ligestilling af kvinder ogmænd som arbejdskraftoverfor kapitalen og som politisk kraft i det kapitalistiske samfund.
Men før vi går overtil at diskutere, hvilke krav henholdsvisfagforenin gerne og partiet stiller i kampen imod kvindernes undertrykkelse, vil vi først orientere om, hvordan og med hvilke fødselsveer de kvindelige fagforeninger blev dannet i 1880’eme og 1890’eme.
Generelt er det karakteristisk, at de kvindelige arbejderei 1880-90’eme selv tager initiativet til at danne fagforeninger; til forskel fra 1870’eme, hvor kvinderneblevorganiseret af mændene. Vi vil her nævne devigtigste kvindelige fagforeninger, dvs.dem, som bestod som rene kvindelige fag
foreninger og dem, som efter diskussioner samlet indgik i de mandlige fagforeninger inden for samme branche.
Efter en strejke på Rubens Dampvæveri om en forbedret priskurant dannede en del af dekvindelige vævere »Den kvindelige Foreningi Væ verfaget« i 1883. De kvindelige vævere var allerede organiseret i mænde-nes »Vævermænde-nes Fagforening«, men p.gr.a. uenigheder om
strejkeunder-Nogle af arbejderne på K. Christensens Uldspinderi (1904). Børnearbejdet blev formelt forbudt 1873!
49
støtteisen under Rubensstrejken skilte endel væversker sig ud og organi serede sigselvstændigt. Kvindernevar nu organiseret både sammen med mændene og i en ren kvindefagforening; dette kostede sved og tårer arbejderne indbyrdes i 11 år. Da opløste kvinderne deresselvorganisering ogindgik i mændenes fagforening (1897)12.
Om væverskemes fagforeninger melder kilderne kun, at kvinderne kæmpede for en forbedret priskurant, altså for højereløn.
Osse de kvindelige tobaksarbejdere blev organiseret efter en tobaks-strejkei 1883: Dekvindelige TobaksarbejderesFagforening. De mandlige Tobaksarbejderelagdefrabegyndelsen et stærkt pres påkvinderneom at melde sig underfanerne i deres fagforening »Enigheden«. Men kvinderne slog sig i tøjret og diskuterede i flere år fordele og ulemper ved den selvstændige kvindeorganisering. Problemet var samtidigt, atder allerede var kvinder, somindividuelt varorganiseret i »Enigheden«. Men i 1890 besluttede kvindernes fagforening sig til at melde sig ind i »Enigheden«;
samtidigtopløste de den seperate kvindeorganisering.
Dekvindelige tobaksarbejdere var nok dendelaf kvindearbejderbevæ gelsen,der var mest bevidstomde særligevanskeligheder, som gjordesig gældende for arbejderkvinder. Destillede krav om bl.a. minimumslønfor kvinder og mænd, på langt sigt lige løn for lige arbejde, afskaffelse af hjemmearbejdet, bedre sanitære forhold på fabrikkerne, indførelse af normalarbejdsdagog kvindernes ret tiluddannelse. Men kvinderne kom hellerikkeher i denneradikale fagforening medkonkretebudpå løsning af problemerne med børnepasning og familiearbejdet. Disse forhold blev ikke opfattet som egentlig fagpolitik.
Gennemperioden 1870-1900 blev der taget flere initiativer til organise
ring af syerskerne.Men alleforsøg varede dogkun kort. Årsagener nok, at syerskerne arbejdede mest spredt, idetarbejdsformen hovedsageligt var hjemmearbejde. Dette gjaldtfor syerskerne generelt. Midt i denne sørge
lige situationglimrede»De kvindelige Herreskræderes Fagforening« som een af de mest aktiveog velorganiserede kvindeligefagforeninger overho
vedet. Her organiserede kvinderne sig i 1883 og fastholdt den seperate kvindeorganiseringmed en meget stor organisationsprocenthelttil 1930, hvor denblev blandet med både kvindeligeog mandlige herreskræddere13 Sammen med De kvindelige Herreskrædere var Kvindeligt Arbejder
forbund (KAF) den eneste rene kvindelige fagforening, som overlevede det 19. årh. KAFblev startet som»foreningen for Vadske og rengørings koner« i 1885.1 Socialdemokraten indkaldtestil et mødefor alle vadske- og rengøringskoner. Anledningen ladertil at have været problemer for kvinderne med at fåanvist arbejdefra anvisningskontoreme. Foreningens opgave skullealtsåværeat kæmpe for arbejde og højerelønfor kvinderne.
Året efter dannelsen kaldte foreningen sigKAF og blevnu fagforening for alle ufaglærte kvinder, somikke stod i andrefagforeninger. Alleredefra starten blevKAF da rodet indigrænsestridigheder både til de blandede og de rene kvindelige fagforeninger.
Men den socialdemokratiske ledelseiKAFharfrabegyndelsen og hele
vejen op gennem det 20. årh. langt hen ad vejen ført en politik, der har drejetsig om aterobre - ikke bare uorganiseredei nye brancher - men osse arbejderkvinder fraarbejdspladser eller brancher, hvor der allerede har eksisteret fagforeninger. KAF har derfor været med til at skabeen vis splittelse i fagbevægelsen. Ikke desto mindre skabteKAF påtidspunktet for sin dannelseog nogle år fremover nogle muligheder forat kanalisere arbejderkvindernes individuelle problemeroveri politiske krav.