Baggrunden for teorien om den diktatorisk frembragte interesse i socialismen

Vi føler osoverbeviste om, atførend arbejderklassentvangfrit * kan enes omfælles interesserog fælles mål for det nye samfund, må den have en fælles erfaringssituation idenforstand,at dens forskelligelagikke hver for sighar højstforskelligartede konkrete erfaringsindhold. Det ernaivt at tro, at man - såfremt der ikkeerstærke moralskekræfter medi spillet - kan få en højtlønnet og arbejdsmæssigt priviligeret lønarbejder til tvangfrit at

* Man bedes bemærke, at vikunfremstiller mulifihedsbetinftelsen for at man kan opnå en tvangfrikonsensus. Vi siger ikke dermed, at den form,hvorunderderiovergangsperioden etableres en politiskkonsensus indenfor arbejderklassen om det nyesamfunds principper, medsikkerhed blivertvangfri.

identificere sig med en interesse i et samfund, der vil afskaffe vedkom­

mendesmaterielleog sociale privilegier og medføre en materiel og social tilbagegang* * forvedkommende. Ikke desto mindre kanvi idagobserve­ re, at der indenfor den lønarbejdende klasse findes sådanne markante interesse- og erfaringsmodsætninger.

Hvad kan manda gøre, hvis man vil fremme ensocialistisk udvikling?

Her har det nyevenstre - isæride sidste par år - med ildhu kastet sigover alliance- og enhedsfrontsstrategien. Man har villet lave en enhedsfront mellem demange »lag« og »arbejderklassen«, der påbasis afen kamp i et allianceforbund omkringvisse delmål efterhånden vil enes om demokra­ tisk at sættesigselvvissesocialistiske delmål- og hen ad vejen at »gå over til socialismen«.

Denne teoris udgangspunkt har været en kritik af de strategier, der- somoftestforbundet med en elleranden form for leninisme - overlader det til en diktatorisk magtinstans (som oftest »det revolutionære parti«) at gennemtvinge enenhed i arbejderklassenmed (om fornødent) diktatoriske midler.

I de angreb,manfrademokratisk side har førtfrem moddiktaturstrete- gierne, har man ofte set bort fra, at den strategi, der er forbundet med begrebet »Partidiktatur«, ikkekanreduceres alene til enten (1) menneske­ ligondskabog skrivebordsteoretikeres menneskefjendskab og -foragt (der er den normaleborgerlige viden om, hvorfor »frihedens forsvarere« væl­ ger diktaturets vej);eller (2) den russiskerevolutions specifikke egenart, der er detnyevenstres specielle teseom, at diktatur- og elitestrategiemes begrundelsessammenhænge aleneer forståelige udfra århundredeskiftets russiske forhold.

Man har næsten undertrykt bevidsthedenom,at diktaturaltid - hvisdet har været underordnetet ideal og væretienhøjeresagstjeneste (d.v.s.har været, hvad Robespierre kaldte foret frihedens diktatur) - harværet den organisatoriske form for svar på arbejderklassens og/eller det revolutio­

nære subjekts interne erfarings- og interessemæssige modsætninger og ikke-identiteter.

Diktaturet blev født af situationens egen logik, fordi »folket« eller

»klassen« p.g.a. fælles negative erfaringer af den ene eller den anden art underdet gamle styrekunneenes om at vælte dette. Og fordi»folket« eller

»klassen« mistede denne interessefælleshed, dadet nye samfund skulle opbygges, og interesseidentifikationen indenfor »klassen« og »folket«

ikkelængere kunnebegrænses til detrent negative-samfundsomstyrtende (der kantillade sig at se stort på frontensinteme uenigheder), men skulle

**Vi vil ikkeher kommeindpå nogen detailleretdiskussionaf et evt. dansk socialistisk samfunds eventuelle planøkonomiske og ressourcemæssige potentialer idag. Blot vil vi markere, at detforekommer os indlysende,at der findes lønmodtagergrupper (bl.a.indenfor akademikerstanden), der er i stand til atopretholdeen så (hedonistisk) luksuriøs tilværelse, at man næppe alvorligt kan mene,at disse lag ikke viltabe ved en demokratisk fordeling af den samfundsmæssige rigdom.

skabe og udvikle en interessemæssig identifikation omkring bestemte politisk-samfundsopbyggende målsætninger, derintet materielt grundlag fandtes for.

Diktaturkom m.a.o. somet svar på det problem,atden revolutionære front ikke i materiel-interessemæssig henseende var »moden« til tvangfrit at kunne enes om bestemte positive interesser.

Den interessemæssige falden-fra-hinanden i mange særinteresser når enhedsfronten ikke længere skulle varetage negative, samfundsomstyr­ tendeopgaver, men skulle omfunktioneres til at varetage positive, sam­

fundsopbyggende opgaver, varog er baggrunden for det, mankan kalde diktaturstrategiens aktualitet. Diktaturstrategien kan hverken reduceres til ondskab eller russiske forhold, lige somjakobinismen som revolutions-strategisk koncept er såvel ældre end bolsjevikpartiet som historisk op­

ståeti andrelandeend Rusland.

Jakobinismener forsøget på med tvangat skabe enfællesinteresse iog omkring bestemte positive sociale principper for en gruppe, der p.g.a.

forskellige sociale erfaringer og interesser - og privilegier - indenfor det gamle samfund ikke er i stand til tvangfrit at enes om at udvikle en fællesinteresse i et antihierarkisk samfund. Og vel at mærke, hvor denne manglende enighed ikke kan reduceres tilet rent mentalt problem omkring en manglende bevidsthed om sine materielle interesser, men skyldes at vissegrupper aktuelt harvisse materiellefordeleidetgamle samfund,som manbåde haren »sandbevidsthed« om eksistensen af,ogsom man lige så klart er interesseretiat fastholde fremfor at miste demi frihedens og lighe­ densnavn i et privilegiefrit samfund*.

Siden Marx er man klar over, at for at arbejderklassen positivt kan identificere sig med en interesse i socialismens radikale demokrati og lighed, kræves der under kapitalismen, at der indenfor arbejderklassen udvikles en fælles materiel basis for interessen i privilegiefrihed. Marx forudsatte som bekendt, at kapitalismenshistoriske tendens var,gennem en almengørelse afelendigheden, selv at tilvejebringe denne materielle baggrund for den antihierarkiske interesse indenfor arbejderklassen.

Man må være materielt underpriviligeret (og også gerne andet end materielt underpriviligeret) ien sådan grad, at man har noget atvinde og intet at tabe ved socialismen, førend man indenforklassen tvangfrit kan enes om socialismens ønsk værdighed.Enhver kan se, at dette ikke gælder indenfor den samlede lønmodtagergruppe idag,ganskesom noget sådant heller ikke har haft historisk realitetsstatus.

* Vi ser her og i det følgende helt bort fra de ikke-lønmodtagendegrupper ogdet problem, de rejser for enovergangsstrategi.

VL2. Strategisk og taktisk analyse

Hvad erda disse »mellemlag«, der indtager en så speciel status i dagens politiske diskussioner? Fordetnye venstre, deri høj grad selvhar skabt begrebet, antyder det noget i retningaf de statsligt-tjenesteydende lønar­

bejdere, men ofte indbefatter begrebet også ikke-statslige lønarbejdere såsom ingeniører, teknikere m.v.

Essensen af det, man har villet fatte begrebsligt, når man taler om

»mellemlag«, er noget i retning af de lønmodtagere, der indenfor det kapitalistiske samfund indtager en privilegiemæssig fordelagtig status i forhold til industriarbejderne og det, man i en vag forstand kan kalde normallønsgruppeme.

Denne efterhånden numerisk meget omfattende del af lønarbejderne- der ide seneste tiår har haft en eksplosiv voksende tendens -har man kaldt

»denye mellemlag«. Og man har konstateret, at denne gruppe i (1) ar- bejds- og lønmæssig henseende normalt er priviligeret i forhold til »de gamle arbejdere« og (2) traditionelt har haft sociale interesser, der afviger fra disse på fundamentale områder. Derfor har man udskilt dem begrebs­ ligt- og som viskal se også strategisk-politisk- fraarbejderklassensomet lag uden for dette. Og derigennem har man ensidigt lagt sin vægt på de adskillende og ikke-identiske momenter,det er muligt atpåvise indenfor arbejderklassens erfaringstypologi. Og tilsvarende har man negligeret de enhedsmæssige momenter, der kan findes indenfor denne.

Manharsamtidigt,isæride senere år, kunnetregistrere, at dele af disse mellemlag tit har haft systemkritiske interesser, og man har følgeligt indenfor det nye venstre funderet over, hvorledes denne gruppe kan

’politiseres’ og vindes for arbejderklassensinteresser.

Hvad har man så gjorti forhold til mellemlaget fra det nye venstres side?

Ja, for det første er selve betegnelsen mellemlag problematisk, fordi den nærmest har haft karakteraf at være et brokkassebegreb, hvor man har sammenfattet og samlet en mængde arbejds- og lønmæssigt forskellige grupper, der blot havdedettilfælles, atde ikkevar en del af den egentlige (industri)arbejderklasse. Denne altomfattethed og vaghed i begrebet er nok alle enige om,så dette punkti kritikken skalderikke gøres mere ved.

Mere problematisk i mellemlagsbegrebeter imidlertid de politiske og strategiske konsekvenser, som dette har haft for det nye venstre.

Her måvi førstpræcisere,hvadvi mener, nårvi taler om »strategisk« og

»taktisk«.

For oser en analyse strategisk, nården peger på det (mulige) revoluti­ onære subjekt og fastlægger omfanget af dette i henseende til »lag« i samfundet, samt når denangiver langsigtede kampmål og perspektiver*.

* Når vi siger »pegerpå det(mulige) revolutionære subjektog fastlæggeromfanget afdette ...« mener vi naturligvis ikke, at man på et hår skal være i stand tilidagat kunne definere hvemder engang vil være med i denrevolutionære bevægelse -oghvemder ikkevil. Vi menerblot, at man igennem den strategiske analyse udvikler teorier, der kan tjene som

En strategisk bestemmelse begrænsersig ikke til på etrent empirisk-aktu-elt grundlag atkonstatere,hvemderher-og-nuhar en interesseibestemte politiskemål (f.eks. etpriviligiefrit samfund), og som derfor tvangfrit-de- mokratisk kan oparbejde en konsensus om dettemål. Den omfatter også overvejelserover,hvem derkategorialt set (D.v.s.logisk/udviklingsmæs- sigt set) kan tænkes at få en sådan interesse på basis affundamentale erfaringsindholdsmæssige ændringer i den givne gruppes livsforhold.

En taktisk analysefastlæggerderimod- med udgangspunkt i den givne situation og empiri - hvem der aktuelt har erfaringsmæssig (objektiv) baggrund for atkunnefå en interesse i socialismen. Desuden peger den på de grupper, der ikke her-og-nu kan forventes at udvikle sådanne interes­ ser, men somman ikke desto mindrekan samarbejde med om visse delmål såsom forsvaretaf frihedsrettighederne o.I.

Foros atse har man idet nye venstre brugt den i visse sammenhænge meningsfyldte mellemlagskategori til godt og grundigt at sammenblande strategiske og taktiske udsagn og analyser. Man har nemlig udfra en fastholdelse af den strategisk sandfærdige dimension i det marxistiske dogme,at kun arbejderklassen har socialismen som udtryk for sin konsek­

vente interesse,sluttet omvendt,at kun de lønarbejdere, der umiddelbart havdeeller kunne få (gennem oplysningalene)en interesse i socialismen, var ’arbejderklassen’. Dermed bestemte man et strategisk begreb om arbejderklassen - der angiver den gruppe i samfundet, der p.g.a. deres subsumptionunder lønformen kanfåeninteresse i socialismen - udfraen taktiskbetragtningover, hvem derher-og-nu havde umiddelbar mulighed for at få denne interesse.

Man har nemlig hævdet, atindustriarbejderne* (i visse udgaver med inddragelse af HK-området) måvære denegentligearbejderklasse. Dette hævdes,fordi denne »klasse« ene af alle lønmodtagergrupper har en umiddelbar materiel interesse i socialismen, og fordi dens eventuelle manglende interesse i socialismen i givet fald kan reduceres til i vidt omfang blot at være et spørgsmål om forkert bevidsthed og manglende erkendelse af sineegentlige materielle interesser. Manhar sandsynliggjort denne antagelse under henvisning til, at store dele af denne »klasse« rent faktisk selv formulerer antihierarkiske krav, og at det er indlysende at

forståelsesramme af hvilke af denogetnær utallige lag i samfundet, der udfra deres aktuelle og/eller kommende objektivesamfundsmæssige placeringvil navemulighedforat udvikle socialistiske interesser.Et strategisk udsagn er derfor et regulativt princip for denpolitiske praksis, men kan aldrig binde denne somenspændetrøje.Det strategiske udsagn siger,hvilke grupper der har en kapitallogisk mulighed for atkunne få materielleinteresser i socialimen -ikke hvem derpå et givet tidspunkt vil have dette. Det siger m.a.o. noget om, hvad der er muligt indenforrammerne af kapitalens logik -og hvadman derforkan arbejdehenimod skal blive til andet end en ren teoretisk mulighed.

* I andreudgaver taler man istedet om deproduktivearbejdere - selvom detteganskevist ikke er det samme somindustriarbejderne.

dennegruppep. g. a. sin socialeunderpinvilegering ikkehar stortandet at miste end ’lænkerne’*.

Efter denne bestemmelse af, hvem der er arbejderklasse (der vel at mærke eret strategisk udsagn), har man vendt sigtil de andresamfunds­

grupper, herunder de andrelønmodtagergrupper.

Man har hidtil udfra det taktisk-aktuelt gyldigeudsagn, atindustriarbej­ derne (medeventueltflereunderpriviligeredelag)her-og-nu direkte kunne knyttesinteressemæssigt til socialismens privilegiefri natur,givet dette en illegitimdrejning istrategisk retningved at ophæve denne gruppe alene til at være den egentlige arbejderklasse.

Man har ved at gøre industriarbejderne til arbejderklassen slet og ret udelukket andre lønmodtagergrupper frai strategisk henseendeat kunne medregnes til den gruppe i samfundet, der ene af alle(som arbejderklasse) kan få objektive og materielle interesser i afskaffelsen af alle sociale privilegier.

Dette har hidtil været taktisk korrekt, men set i det strategisk-langsig-tedeperspektiv er detforkert. Man harudelukket denye mellemlag fra, sammen med hvad man har kaldt arbejderklassen, at kunne udvikle et egentligt positivt interessefællesskab omkring afskaffelsen af alle sociale privilegier. Og dette har mangjort,fordiman haroverset, atsom lønarbej­

dere er også mellemlagsgruppeme undergivet samfundsmæssiggørelse- sprocesseni det kapitalistiske samfund, og at dearbejds- og lønprivilegier disse har idag, kan være udryddet imorgen af samfundsmæssiggørelsens udvikling.

Mellemlagene er her detklassiske, omikke eneste, eksempel på, hvor­ ledesvenstrefløjenhar anbragten lønmodtagergruppe strategisk udenfor arbejderklassen,fordi det angiveligtbådenu og altid vil være imod dens egne materielle interesser at gå ind for socialismens konsekvent anti­ hierarkiske samfund.

Man har på baggrund af den umiddelbare empiri (som er det taktiske udsagns videnskabsteoretiske grundlag) bestemt, at en del af lønmodta­

gerne ikke aktuelt har erfaringsindholdsmæssig baggrund for at kræve en konsekvent socialisme (»de ville save den gren over, de sidder på«).

Herfra har man glat væk sluttet, at mellemlagenes aktueltobserverbare erfarings- og interesse mæssige forskellighed i forhold til »arbejderklas­ sen« erprincipielog eviggyldig (strategisk) -hvorvedmani sin strategi har udelukket dette mellemlag fra nogensinde at kunne få andet end en rent moralsk interesse i socialismen.

Man laverdet, viovenfor såofte har kritiseret: man overfører bestem­

melserfra ét teoretisk gyldighedsområde (det taktiske udsagn, der siger noget om her-og-nu) til et andet teoretiskgyldighedsområde(det strategi­ ske udsagn, der sigernoget om tendenser).

*Og dermed har man løst spørgsmålet om »enhed i arbejderklassen« ved at begrænse arbejderklassen til kun atomfatte dem,derpå forhånderenige.

For det første er dette rent videnskabsteoretisk forkert. Her-og-nu empiriske situationer sigerintet afgørende om, hvad de langsigtede ten­ denser kan være.

Tager vi som eksempelden del af mellemlagene,der udgøres af akade­ mikerne indenfor uddannelsessektoren, vil enhverkunne se, atden kon­ junktureltbestemteempiri,der låtil grund for dette lags erfaringsindhold

og interesser i 60’erne, er markant ændret idag.

En strategiskopfattelseaf uddannelsesakademikemeseventuelle soci­

alistiske klangbund udfra, hvadder i 60’eme var tilfældet (hvor udbud-ef- terspørgselsmekanismen medførte mulighed for lønforbedringerog opret­

telse - og videreudvikling -af traditionelle frynsegoder og privilegier), der projicerer empiriske fænomener fra denne historisk-konjunkturelt be­

stemte situation op til at have nogen almengyldighed forakademikernes sociale vilkår (ogdermed i videre forstand deres muligeinteressemæssige forhold til socialismen) glemmer, at det for den umiddelbare empiri gæl­

der, at dens fødselstime også er dens dødstime.

Kun hvor samfundet erstatiskog uforanderligt,harudsagn på basis af en given historiskempiri også gyldighed i et langsigtet perspektiv. Kuni et sådant samfund falder taktiske og strategiske bestemmelser sammen.

At tro at en given lønarbejdergruppes interesse-, erfarings- og i videre forstand politiserbare situation er givet én gang for alle, udfra hvad den er eller har været, er at overse formens betydning for indholdet. Det er at overse, at indholdet - løn- og arbejdsforhold - forandres i kraft af, at de er underkastede lønformen og den dermed forbundne (konjunkturelt va­ rierende) samfundsmæssiggørelse.

Det andet, og i dennehenseende nok så vigtige, punkt ikonsekvenserne af den strategiske fastfrysning af en éngang aktuel interessemodsætning mellem »arbejderklasse« og »mellemlag« er, at man i sine teorier om

»overgangen til socialismen« kommer til at lave politiske fejl, der stik imodéns gode intentioner vil have en tendens til at hindre sammensmelt­

ningen af arbejderklassens og mellemlagenes interesser.

VL3. Mulighedsbetingelserne for en demokratisk frembragt enighed om socialismen

Man kanbeskyldeteorien om denvia partiet eller enanden øverste instans gennemtvungneenighedom de socialistiskemål for at være uheldig af flere grunde. Dels kan man udfra rent teknokratiske argumenter pege på det noget nær umulige i forvaltningsmæssigt at tvinge én særlig interesse igennem på alle andre interessers bekostning. Dels kan man kritisere teorien udfra en politisk moral, fordi denfremmerfrihedens mål gennem tvangens og ufrihedens midler og dermed virker utroværdig. Endelig vil det være noget nær umuligt at forhindretvangenogden diktatoriske magti at korrumpere og bliveen magtklikes våbenimodfriheden selv fra oprin­ deligt at have været den frigørende idés våben imod de kontrarevoluti-

onære særinteresser. Historien har som bekendt ofte demonstreret, at diktatorisk magt degenererer fra at have været etmiddeltil at opnå frihed til at blive et middeltil at fastholde ufrihed.

Derimod kan man ikke anklage teorien for at være selvmodsigende ved i sine strategiske konklusioner at undlade at medtænke sine oprindelige præmisser. Præmisserne for strategien var, at den fællesenighed om at væreanti(kapitalistisk) dækkede over en intem uenighed omde konkrete mål, og at den antikapitalistiske enighed kun kunne udvides til også at være enenighedom det nye samfunds principper, såfremten overordnet magtinstans (partiet) tvang en enighed og enhed igennem med diktatorisk magt. Og konklusionen bliver derfor, at den revolutionære bevægelse nødvendigvis må haveen overordnet instans, der kan sikre bevægelsens enhed*.

I modsætning til den klassiske diktaturkoncept kan man derimod ofte anklagedetnye venstres i de senere år så fremtrædende teoriomdemokra­ tiskfrembragt konsensus om målene for at være inkonsekvent og forat glemme sine præmisser i sin konklusion. Det er naturligt, at man har ønsket at opprioritere den demokratiske (forstået som en negativprofile­

ring overfor den diktatoriske)konsensus, men som vi skal se forekommer det, at man ofte er standset på halvvejen.

Man er standset påhalvvejen,fordi man har akcepteret diktaturteoriens præmisserog politiske udgangspunkt, samtidigt medat man-af forskel­

lige grunde - har afvist teoriens konklusioner om den tvangsmæssigt frembragte enhedslinies nødvendighed.

Den demokratiske strategis grundteoremer er i korte træk,atarbejder­

klassen,der består af industriarbejderne (samt eventuelt det privatkapitali­

stiskbeskæftigedekontor- og butikspersonale), forat få tilstrækkelig bred opbakning bag sine politiske kravmå indgå i en bred fronti alliance med andre - især lønmodtagende - grupper i samfundet. Alliancen opstilles først omkring bestemte delmål, udvides dereftergradvist til at omfatte

’socialistiske delmål’ (??), og endelighåbes derpå, atden bredefrontpå demokratisk og ikke-tvangsmæssig vis kan enes om bestemte sociale idéer, som den vil virkeliggøre i det nye samfund*.

* Derfor har denjakobinske/leninistiske strategi heller ikke mistet sin aktualitet,da dens forudsætning- arbejderklassens interessespaltninger - stadigeksisterer i de kapitalistiske lande. Det nyevenstre harofte tenderet tilat lavehistorieforfalskning, nården har opfattet

’partidiktaturet’ somet udtryk forenrevolutionsteoretisk generalisering af særegne russiske forhold.

* Strategien er sådan set uangribelig, såfremt man overlader dettil det uvisse, hvorvidt karakteren af de sociale idéer,som den brede front skalenesdemokratiskom, skal være socialistiske eller ej.Menden demokratiske strategikoncept postulerersamtidigt, at de ’mål’, som fronten igennem endemokratisk meningsdannelsesproces vil sætte sig som sinekrav til det nye samfund, skalvære socialistiske.

I dette tilfælde,hvor man håberpåaten bred bevægelse,der ikke på forhånd har nogen materiel baggrund for det, påforholdsvis tvangfri viskan enes om én bestemt form for

I dette tilfælde,hvor man håberpåaten bred bevægelse,der ikke på forhånd har nogen materiel baggrund for det, påforholdsvis tvangfri viskan enes om én bestemt form for

In document Slægtsforskere. Det er et privat special-bibliotek med værker, der er en del af vores fælles kulturarv omfattende slægts-, lokal- og (Sider 122-135)