Som det jo efterhånden ertradition for afslutninger, er det også i vores afslutning hensigtendels kort at opridse, hvad vi har sagt, og delskort at opridse noget af det, vi ikke harsagt.
Vi har i artiklen differentieret mellem toforskelligeerfaringstyper, og vi har videre antydet nogle af de klasseteoretiskekonsekvenserdet har, at arbejderklassens medlemmer er underlagt to forskelligetyper af erfaring.
Videre harvi antydet de mere umiddelbartpolitiske konsekvenser, der giver sigaf, atarbejderklassenhidtil har været underkastet såvelidentiske som ikke-identiske erfaringsmaterialer. Vi har diskuteret den betydning det får foren socialistisk strategi, atklassens fælleserfaringerhidtil har været af en sådan type, at de blot kunne udgøre grundmaterialet for en anti-kapitalistisk bevidsthed, medensden ikke-fælles, lagspecifikkeerfa
ringstype har forhindret nogen positiv enhed om, hvad man i givet fald skulle sætte i stedet fordet nuværende samfund.
Vi har satde to erfaringstyper i forhold tildetoklassiske revolutionste
oretiske overgangsstrategier, og vi har påpeget, at kritikken af ’dikta tur-strategien’ må blive halv,sålænge der ikke findes nogen erfaringsmæs
sigbasis for, at arbejderklassen kanenes om positive samfundsmål på en tvangfri måde. Vi antydede her, at sålænge den fællesinteresse, som en givendemokratiskmeningsdannelsesproces skaludkrystallisere, ikke al
lerede findes givet i de virkelige, materielle forhold, må håbet om en demokratisk-tvangfri overgang til socialismen blive rent professionelt.
Vi sagde ikke, at man kan sikre sig nogen tvangfri overgang. Men vi sagde, at betingelsen for, at en sådan overhovedet er mulig er, at arbej derklassen i henseende til erfaringsindholdettenderer til at væreen reel enhed*.
Vi siger ikke, at man som socialistskal kæmpe for over en bankatøge elendigheden blandt lønmodtagerne i detkapitalistiske samfund. Det vi siger er, at al den megen jammer over mellemlagenes politiske isolation overfor (den øvrige del af) arbejderklassen må vedblive med at være masochistisk selvpineri, sålænge manikke aktivt gør noget for at ændre de objektive forhold, der ligger bagom denne ’kløft’ i befolkningen.
Man kan ikke (kun) reducere modsætningen mellem den ’normale’ lønarbejder og den højtpriviligerede akademikertil at være en kommuni kationskløft. Kløften skyldes væsentligst, at akademikernes arbejds- og lønforhold cementerer modsætningen. Her har der i flere år kørt en god diskussion omkringen ændring af de traditionelle akademiske
arbejdsfor-* Vidrømmerikkeom, at det er muligt at opnånogen totalt enhedsmæssig erfaringssituation forarbejderklassen idet kapitalistiske samfund. Vi vil blot fremhæve betydningen af,at man aktivt - i sine mellemlagsorganisationer - kæmper foratfremme denreelle enhediarbejderk
lassen, og at man holderop med atforsvarelønmodtagerinteresser overen bank,for i stedet at differentiere og vurdere hvilke interesser, der udfraen overgangsstrategisk synsvinkel er værd at forsvare.
hold -ofte ført frem under paroler som ’forskning iarbejdernesinteresse’,
’projektarbejde’ m.v. Derimod har der været en påfaldende tavshed om kring den anden side af modsætningen: den høje løn og de materielle privilegier.
Her må man igen nuancere politisk såvel som videnskabeligt. Det er ikke sådan, at alle akademikerehar de samme privilegier,og parolen kan derfor ikke være, at man unuanceret skal sige, at vi skal kæmpe for at forringe akademikernes levevilkår*. Men netop fordielendighedenharsin specielle hierarkiske form, findes der sådanne højtpriviligerede grupper (afgamle lektorer, professorer m.v. for universitets- og læreanstaltsaka-demikemes vedkommende), hvis interesser og kampmål vii vores faglige organisationer er medtilatbehandleog tage politisk stilling til - og som vii disse sammenhænge aktivt måangribe og afvise som anderledes endvores egne fremtidige interesser. Sålænge vi ikke aktivt tager afstand fra og bekæmper vore højtpriviligerede fagfællers interesser, vil vi med al ret blive identificeret med disse interesser.
For os at se må kampen indenfor de akademiske mellemlags faglige organisationer gældekampen for en rimeligoglige li g levestandardforalle.
Begrebetrimeliglevestandarder selvfølgeligt åbent formangefortolknin ger* - og en diskussion afselve begrebet ville iøvrigt ikke være nogen dårlig ting- men man skal være ret sofistisk anlagt forat kunne argumen tere for, at dette ikke indebæreret radikalt angreb på enmængde mellem lagsakademikeres aktuellelønniveau. Samtidigt må vi kræve, atde bespa
rede lønsummer anvendes til at skaffe arbejdsløse kammerater i arbejde;
dels fordiet sådant kravkan skabe muligheden for, at demangearbejds
løse kammerater såledesvil være med til at støtte en beskæftigelsespolitik, der ikke bare er beskæftigelsespolitik sletogret, men en beskæftigelsespo
litik, der har langsigtet socialistisk perspektiv; dels fordi det under alle omstændigheder er urimeligt, at elendigheden er hierarkisk opdelt.
Sluttelig vil vi gentage, hvad visagde i indledningen. Denne artikel er (også) et diskussionsoplæg, og vi håber, at kritikken vil tage højde for dette. Til de kammerater, der evt. glat vækafviser, atman som socialist skal kæmpe imod eksisterende (akademiker)lønarbejderlevevilkår, under henvisning til, atdet ’altid er socialistisk politik atkæmpe foratforbedre eksisterende levevilkår’ slet og ret og uden hensyntagen til den faktiske karakter af disse levevilkår, kan vi kun sige: Det er om dig, at denne historiefortælles.
* Dermed være også sagt, at vi godtved, atdereren væsentlig forskel på levevilkårene for en arbejdsløs akademiker, en nybagt adjunkt med SU-gældsslaveri og enca.3gangeså højt lønnet professor.
* Med ’rimelig levestandard’ forestiller vi os selv nogeti retningaf en faglærtarbejders gennemsnitsløn (samt for tiden en sum, der kan tage højde for SU-gældsbyrden).
Iøvrigt vil vi med velvalgt hu undlade at konkretisere de ideer, vi har om den mere jordnært-praktiskegennemførelseaf voresideer. Det vil sige, at vi ikke vil diskutereom fordelingspolitikken skal føres igennemvia et lønpuljesystem, om statsprioritetspolitikskal
bruges for at sikre hus oghjem for de, dermister deres lønprivilegiero.s.v.Vi har fra andre sammenhænge en bitter erfaringfor, atnår man i en sådan artikel bliverfor ’konkret’ -d.v.s.
sætter talog lignende på - vilkritikken altidcamouflere et angrebpåhovedideerneved at rette sig imod tallenes størrelse og lignende. Herhar vi altså blot villetføre hovedideen frem;
den praktiskeindholdsudfyldning må skei interne diskussioner ogi forholdtilstrukturer, vedtægtero.l. i de respektivefaglige organisationer.
Endelig vil vi på forhånd imødegå en anden typerefleksagtig kritik: Vi bederdekammera
ter, der kunnefinde på at kalde ovenstående ideerforen ’lønkagepolitik’gøre sigdenumage, at argumentere for, hvorfor de mener,at dette ertilfældet. M.a.o.: man skal passepå, at man ikke forveksler intem omfordelingspolitik og antihierarkiskpolitik med lønkageteori.