Delkonklusion og opsummering

Vi har efter oprindeligt at have diskuteret begrebet »arbejderklassens konkrete erfaringer« set, at den konkretionsforpligtigede tilgang til be­ vidsthedsproblematikken var en tvivlsom hjælp i en analyse af klasse­ bevidstheden. Vi så at man, for overhovedet meningsfyldt at kunne tale om fælles klasseerfaringer, måtte forlade den eksklusive opfattelse af, at erfaring nødvendigvis havde - og måtte have- en fænomenologisk di­

mension.

I vort forsøg på at finde frem til det, man uden at modsige sig selv kan kalde for arbejderessens erfaringer, dvs. den type erfaring, der var muligfor arbejderklassensom sådan,opstillede vi et skel mellem a) erfaringens stoflige indhold, dermedreflekterededen stofligt-fænomeno-logiske dimension, og b) en anden type erfaring, erfaringsrammen, der udmærkede sig ved at abstrahere fra denne bundethed til enkeltfæno- meneme.

Og vi påviste, at erfaringsrammens videnskabelige nytteværdi lå i, at den var i stand til som erfaringstypologisk begreb at fremhæve den væ­

sentlige erfaringsmæssige identitet på trods af de konkrete erfaringers ydre forskellighed. I erfaringsrammerne, især i den fælles bevægelse i disse under krisen, fandt vi det, man kan kalde arbejderklassens fælle­

serfaringer.

Endvidere opstillede vi et skel mellem det lønarbejdende individs produktive og konsumtive væren. Vi markerede herden produktive væ­

rens erfaringsrammer: løn, intensivering og fremmedbestemmelse som

* Dette er et af de klassiske eksemplerpå,at deinteressemæssige opspaltninger af arbej­

derklassen,som vi senere vendertilbagetil, ikke kun skyldes forskellige konkrete erfarin­

ger i den produktive væren. For en sikkerheds skyld må vi hellere nævne, at eksemplet kun tjener somillustration af det modsætningsforhold, derkan opstå såfremt arbejderne organisererderes konsumtive væren så forskelligt som det at botil leje og det at bo i parcelhus. Modsætningens konkrete udfyldningkunne ligevel være omvendt, således at detvar de andre, der ville aktionere, medens husejerenaf angst for at mistelønnen under en evt. strejke ville gå imod, at man skulle aktionere.

erfaringsrammer, der på én gang var almene og specifikke. De var al­

mene for arbejderklassens medlemmer (med de marginale undtagelser, der nu engang altid må være). Og de var specifikkeforarbejderklassens medlemmer i forhold til andre samfundsborgere.

Vi fremhævede yderligere den principielle dualisme, deri henseende til det at gøre erfaringer præger det lønarbejdende individ. På den ene side oparbejder det i den produktive væren erfaringer, som kun lønar­ bejdere har adgang til i det kapitalistiske samfund. Disse erfaringer har lønarbejderenog i videre forstand (løn)arbejderklassen monopol på. Alt andet lige må denne fælleshed i erfaringsrammeme antages at styrke samhørigheden mellem klassemedlemmeme, og give dem en fornem­

melseaf, at de som lønarbejdere harvisse erfaringer, livssituationerog i videre forstand interesser fælles - ting som de ikke har tilfælles med andre samfundsborgere.

Dette er vigtigt at fastholde, for heri ligger den erfaringsverden, der udgørklassebevidsthedens mulighed (hvorvi med klassebevidsthed her ikke mener andet, end at der er tale om fælles opfattelser i arbejderklas­

sen om, at man som klassemedlemmer »er i samme båd«).

Vi hævdede endvidere ret postulatorisk, at graden af realisering af denne klassebevidsthed måtte øges under krisen, hvor erfaringerne i den produktive væren dannede basis foretableringen af en klassefælles systemkritisk bevidsthed - som vi i forlængelse af betegnelsen fra

»Konjunkturforløb og Klassebevidsthed« kaldte anti-kapitalistisk be­

vidsthed.

Fandt vi således i den produktive værens erfaringsrammer basen for klassebevidsthedens mulighed, så måtte vi på den anden side erkende, at den klassemæssige samhørighedsfølelse og fællesbevidsthed, som vi antogstyrkedes og frembragtes af individets lønarbejderliv, blev mod­ virket af, at det samme individ i sit borgerlige liv var underlagt erfa­

ringsrammer, der - fordi de ikke er klassespecifikke, men alment-bor- gerlige- må antages at styrke opfattelsen af, at man ikke erforskellig i henseende til livs- (og erfarings-)situation fra andre; at man er fælles med helebefolkningen om at have de samme muligheder ogfriheder her i livet. Man deler den konsumtive værens erfaringsrammer med hele befolkningen, og dette må svække de tendenser til interesse- og erfa­

ringsmæssig identifikation med sine klassefæller, derinitieres i den pro­

duktive væren.

Vi fastholdt således, at lige så centralt det er, at den klassespecifikke form forproduktiv væren ikke eruden betydning for erfaringsdannelsen i den konsumtive væren, lige så centralt er det, at man såvel teoretisk som langt hen også praktisk er »ligeberettiget« med de andre, og ikke i noget klassespecifikt underordnings- og pariaforhold overfor nogle an­

dre, således som man i den produktive væren er det overfor ejeme af produktionsmidlerne.

Vi kunne udbygge denne bestemmelse ved at vise, at den lov - og dermed tvangsmæssige begrænsning af den individuelle frihed - der

gælder i de to værensformer er forskellig.

A) loven i den produktive væren er ikke ens for alle, thi den giver ejeren af produktionsmidlerne ret til at lede og fordele i forhold til lø­

narbejderne, ogfratager disse retten til selv at lede og fordele anvendel­

sen af deres arbejde og handlinger. I selve det retslige system i den produktive væren er indbygget, at nogle mennesker er herrerog andre er knægte.

B) Loven i den konsumtive væren er den normale borgerlige ret, der er ensfor alle,og som teoretisk set ikkegivernoget enkeltindivid retten til at bestemme over, hvad andre individer skal gøre.

Dette fravær af et retsligt fastlagt mellemmenneskeligt over- og un­ derordningsforhold indenfor den konsumtive væren bevirker, at det lø­

narbejdende individ her ikke behøver at agere på nogen (afandre) be­ stemt måde som »proletar«, men kan agere på en (af andre ubestemt) almentmenneskelig måde som »borger«.

Vi anerkendte naturligvis, at der også under kapitalismen er tale om et herre-knægt-forhold. Men vi fastholdt, at retsligt set er her- re-knægt-forholdet under kapitalismen kun virksomt indenfor den pro­ duktive væren, medens man i fritiden var lige så retslig fri som sin her­

re. Dette i modsætning til feudalismen, hvor produktiv væren og fritid ikke på samme vis var adskilte, oghvor herren var herre hele tiden, og knægtenvar knægt hele tiden.

Konsekvenserne af den værens- og erfaringsmæssige adskillelse af produktiv væren i lønarbejderlivet og konsumtiv væren i borgerlivet er, at den tendens til klassesolidarisk identifikation med de andre knægte, som de klassespecifikke erfaringsrammer måforanledige, modvirkes af, at knægten i sit borgerlige liv ikke længere sammen med sine klassefæl­ ler er underlagt en herre, mener ligeberettiget borger. Og som ligeberet­ tiget borger ikke længere - blot fordi vedkommende (tilfældigvis) også er lønarbejder - er dømt til sammen med andre (klassefæller) at være retsligt undergivet en andens vilje.

Denne tendens til at modvirke en mulig klassemæssig identifikation mellem klassens medlemmer er den negative side af det borgerlige livs tværindividuelle, almentborgerlige erfaringsverden. Den modvirker be­ vidstheden om, at man sammen med sine klassefæller udgør en erfa­

rings- og interessemæssigenhed, der er i modsætning til det øvrige sam­ fund.

I spørgsmålet om styrkelse eller svækkelse af en klassemæssig selvi­ dentifikation blandt medlemmerne af arbejderklassen, der videre er en styrkelse af bevidstheden om, at man udgør en speciel pariagruppe i samfundet, har den almene ligeberettigelse i den konsumtive væren i henseende til mulige livssituationer og erfaringsrammer en entydigt svækkende effekt. Dette ændrer intet ved, atiforhold tiltidligere tiders permanente herre-knægt-forhold - der, for så vidt den altid gjorde pa- riaeksisténsen åbenlys, kunne fremme samhørigheds- og identifikations­

følelsen blandt de undertrykte - repræsenterer den ligeberettigelse, der

findes i det kapitalistiske borgerliv, et menneskeligt fremskridt.

I det følgende vil vi kort antyde visse revolutionsteoretiske konsek­ venseraf det ovenstående.

I og med de erfaringer,derkan udløse en antikapitalistisk bevidsthed, ikke kan begrænses til kun at være den produktive værens erfaringer, ja så er det heller ikke apriorisk givet, at der vil være isomorfi mellem arbejderklasse og revolutionært subjekt. Det er m.a.o. ikke givet, at kun lønarbejderne kan være antikapitalistiske.

Dette forhold kan konkretiseres derhen, at der i den konsumtive væ­

ren findes forskellige almentborgerlige erfaringsrammer, der - hvis vi skal tage et af de mere indlysende eksempler - miljøforurening kan danne basis forudviklingen afen kritisk bevidsthed på dette punkt. An­ dre eksempler er kvinde- og kønsproblematikken, byplanlægning m.v., der også -i det omfang de som erfaringer har en negativ karakter(føles undertrykkende) - indebærer muligheder for at udvikleet kritisk poten­ tiale.

Disse almenttilgængelige erfaringsrammer kan, i konkret forskellig form, formidle tværborgerlige, ikke-klassespecifikke erfaringer, der kan danne baggrund for, at de, der gør disse erfaringer, »lærer noget om samfundet«. Men! Der er tale om almentborgerlige erfaringer af den voksende pervertering af bestemte forhold i den konsumtive væren - ikke almentborgerlige erfaringer af, at disse forhold hænger intimt sam­

men med forholdene i den produktive væren. Dette har ret så funda­

mentale konsekvenser i strategisk henseende, da en kamp for soci­

alisme så vidt muligt må søge at påvise »det kritiske punkts« forankring i produktionsmåden.

I forlængelse af det ovenstående forekommer det os betænkeligt, at man ofte indenfor det nye venstre fremhæver de »brede bevægelser«

som eksempler og udtryk for, hvorledes man kan lave antikapitalistiske enhedsfronter.

Vi vil ikke afvise, at de eventuelt kan udviklesig til noget sådant, men blot nævne, atde brede bevægelser i deres væsen ertværborgerlige del­

målsbevægelser imod kapitalistiske perverteringsformer- der iøvrigtikke blot kan reduceres til atværekapitalistiskaffødte - der ofte afdeltagerne selv ikke opfattes som perverteringer,der skylder noget specielt kapitali­

stisk produktionsmådesystem sin eksistens, og som derfor for mange af deltagernes vedkommende heller ikke opfattes som havende nogen brod imod den kapitalistiske produktionsmåde som sådan.

Det undreros, at manså ofte ikke blotkan vurdere fænomenerne som det, de oftest er - nemlig agtværdige ogsocialistisk set vigtigeforsøg på at begrænse perversionsudviklingen- men snarere vil se kampene som ud­ tryk foret spirende angrebpå selve perversionensgenesisi produktions­

måden.

Her er der tit en tendens til, at vi - fordi vi sorp marxistisk skolede individer godt ved, at en kamp mod perverteringen i den konsumtive væren ikke kan ses løsrevet fra arten af den produktionsmåde, man hari

samfundet - uden videre tager det forgivet, at alle individer har denne viden om f.eks. sammenhængen mellem miljø og kapitalisme og mellem ytringsfrihed og klassekamp, endsigevil være interesseredei atforetage denne kobling af forhold iden produktive og i den konsumtive væren.

IV. Erfaringsindhold som arbejderklassens ikke-identiske