Den lange fred havde gjort velstand, fremgang og fred til en del af den dansk-norske selvforståelse, men denne blev fundamentalt udfordret, da Danmark-Norge mod sin vilje blev revet ind i Napole-onskrigenes malmstrøm, der i sidste ende rev de to riger fra hinanden. Dødsdommen over den dansk-norske neutralitet blev underskrevet med freden i Tilsit i juli 1807, hvor de hidtidige fjender, Rusland og Frankrig, gik i alliance. I en hemmelig tillægsaftale bestemtes det, at Danmark-Norge, Portugal og Sverige skulle presses ind i fastlandsspærringen. Endnu kendte hverken den dansk-norske regering eller ministrene i London til indholdet af de hemmelig aftaler i Tilsit, men den britiske regering gen-nemskuede Napoleons hensigter og stillede den dansk-norske kronprins et ultimatum. Danmark-Norge måtte vælge mellem enten en britisk alliance, neutralitet, hvor den dansk-norske flåde var un-der britisk kontrol, eller krig. Freun-derik nægtede at vælge, og un-dermed blev valget truffet for ham. Kø-benhavn blev bombet til overgivelse og flåden konfiskeret som britisk ejendom, hvorefter kronprins Frederik ikke så anden udvej end at allierede sig med Frankrig, der var den eneste magt, der kunne og ville garantere statens integritet.
Krig, fastlandsspærring og statsbankerot
Spørgsmålet er, hvad krigsudbruddet betød for det dansk-norske forhold og identitetsudviklingen?
Umiddelbart støttede nordmændene op om regeringen og deres danske brødre, men på lidt længere sigt havde konflikten en modsatrettet tendens. Det var således af afgørende betydning, at de to riger med tabet af flåden reelt blev afskåret fra hinanden, hvilket bl.a. resulterede i oprettelsen af en uaf-hængig regeringskommission i Christiania under prins Christian August. Med andre ord så fik Norge en autonomi, som det ikke havde haft i århundreder, samtidig med, at det på en ny måde blev muligt at se danske og norske interesser adskilt. Krigen mod Storbritannien blev kæmpet til søs, men mod-sat fortiden så var det ikke en fælles dansk-norsk flåde, der kæmpede, men i stedet en slags guerilla-krig til søs, hvor nordmænd og danskere kæmpede adskilt.
Fastlandsspærringen, som Danmark-Norge tiltrådte, ramte både danske og norske købmænd, men Norge udgjorde den eneste del af Napoleons kontinentalsystem, som briterne var i stand til at afskære fra resten, og landet blev derfor ramt hårdere end nogen anden. Norge blev af den britiske og
svenske flåde ikke alene afskåret fra Danmark, men også fra sin største handelspartner, Storbritanni-en. For at gøre ondt værre slog høsterne i 1807-9 og 1812 fejl i Norge, og der udbrød hungersnød i Østlandet.1 Regeringens politik fik utilfredsheden til at stige voldsomt både nord og syd for Skager-rak, men forskellen var, at nordmændenes utilfredshed fandt udtryk langs nationale linjer, og krigen gav tanker om norsk autonomi og en selvstændig udenrigspolitik vind i sejlene. I perioden 1809-12 forbedrede den såkaldte licensfart betingelserne for skibsfarten. Her blev fastlandsspærringen fortol-ket mere pragmatisk, hvilfortol-ket navnlig i Norge gjorde forholdene bedre, da man kunne genoptage den lukrative handel med England og modtage korn fra syd, hvilket dæmpede den norske utilfredshed og de separatistiske forestillinger.
Økonomien blev ikke alene tynget af den manglende handel, men også af de enorme udgifter til oprustning og kornfart til Norge. Statsgælden voksede eksplosivt, seddelpressen kørte og skatter blev hævet, mens befolkningens tillid til papirpenge forsvandt.2 Mens nogle få blev rige på kaperi, smugleri eller licensfart steg fattigdom, arbejdsløshed og inflation støt. Situationen skabte spændin-ger i samfundet mellem de nyrige og flertallet, der stod foran finansiel ruin.3 Den økonomiske situa-tion tvang i 1813 regeringen til en pengeombytning i forholdet 6 til 1. ”Statsbankerotten” undermine-rede befolkningens tillid til staten og den traditionelle kongetroskab - især i Norge og hertugdøm-merne, hvor kongemagten i stigende grad blev set som ”dansk”. Den svindende tillid til den traditio-nelle royale autoritet gav omvendt plads i begge riger – især i Norge – til en øget loyalitet mod et nationalt fællesskab.
Krigen med Sverige 1808-09
Danmark-Norge havde med alliancen med Napoleon forpligtet sig til at støtte Napoleon og zar Ale-xander i at tvinge Sverige i fastlandsspærringen, hvilket i sidste ende modvilligt førte staten i krig med Sverige, da de russiske ambitioner om at erobre Finland og den svenske konges manglende evne til at læse situationen gjorde konflikten uundgåelige. Strategien bestod af en fælles dansk-fransk landgang i Skåne og et fremstød ind i Sverige fra Norge. Fremstødet mod Sverige fra Sjælland mis-lykkedes, da misforståelser, uenighed og manglende fransk kendskab til skandinaviske forhold for-sinkede landgang i Skåne i så lang tid, at den britiske flåde nåede tilbage til de danske farvande efter vinteren og umuliggjorde planen.
Den mislykkede dansk-franske landgang blev af Gustav 4. Adolf udnyttet til en ugennemtænkt offensiv mod Norge.4 Den svenske hærs angreb tabte hurtigt pusten. De norske sejre ved Toverud, Trangen og Præstebakke fremmede til en vis grad norsk nationalpatriotisme og troen på at kunne klare sig selv, men krigen mod Sverige blev i sig selv set som unødvendig, påtvungen og skadelig.
1 Dyrvik & Feldbæk 1996: 96, 105-6.
2 Rubin 1970 [1892]: 182-200.
3 Feldbæk 1989 [1982]: 296-300.
4 Jf. Ottosen 2010a.
Det fik også på dette punkt flere til at mene, at udenrigspolitikken blev ført til Danmarks fordel på Norges bekostning, hvilket svækkede loyaliteten over for staten, foreningen og Frederik 6. (konge fra marts 1808). Regeringskommissionen samt andre betydningsfulde aktører ønskede en selvstændig norsk udenrigspolitik og en separat fred med briterne. Nogle arbejdede hen imod dette mål i form af en ”loyal” opposition, mens andre ønskede et permanent brud med Danmark og en union med Sveri-ge1 eller et britisk protektorat.
I marts 1809 afsatte svenske officerer Gustav 4. Adolf, hvilket både skabte kaos og mulighe-der. Både nord og syd for Skagerrak så man chancen for Nordens forening under Frederik 6. I Norge arbejdede Christian August og i begyndelsen også regeringskommissionens førende politiker, grev Wedel, aktivt for, at få kongen valgt som enten svensk konge eller tronfølger. Dette stødte på flere problemer, da svenskerne ikke ønskede et enevældigt styre. Dermed måtte Frederik 6. enten opgive enevælden i Danmark og Norge eller også tillade svenskerne en separat styreform. Ingen af delene passede kongen, der i stigende grad var blevet reaktionær. Hertil kom problemet med ”nationalhadet”
imellem de tre nordiske lande, men det tredje og største problem var Frederik selv, der i Sverige blev opfattet som forstokket, enerådig og svenskfjendtlig.
I stedet for en nordisk union ønskede ledende kredse i Sverige en svensk-norsk union under ledelse af den populære prins Christian August, der skulle gøres til kronprins for den nyudråbte og barnløse Karl 13. Mange i den svenske elite håbede på, at prinsen ville bringe nordmændene med i en ny statsdannelse. Prinsen selv afviste i første omgang tilnærmelserne og arbejdede fortsat på en nordisk forening. Grev Wedel havde imidlertid opgivet alle illusioner. Den norske greve så unionen som Norges eneste redning og arbejdede derfor på en norsk rejsning imod kongen. Christian August var imidlertid ikke parat til oprør, men han afviste omvendt kongens angrebsordre på Sverige. I juli blev han valgt til svensk tronfølger; et valg han først modtog på betingelse af Frederiks accept og fred imellem de to stater; præmisser der blev opfyldt, da alle andre muligheder syntes udtømt for kongen. Freden i december 1809 lagde sammen med licensfarten og senere oprettelsen af et norsk universitet en dæmper på utilfredsheden, men for nordmændene gjaldt kampen ikke længere Dan-mark-Norges integritet men Norges overlevelse. Statspatriotismen falmede, mens nationalpatriotis-men blomstrede, hvilket illustreres af, at selv Frederik 6.s embedsmænd i regeringskommissionen førte en selvstændig politik, hvor kongens utallige angrebsordrer blev afvist med henvisning til nor-ske interesser.
De sidst krigsår
Karl August, som Christian Augusts svenske navn blev, døde allerede i maj 1810 af et slagtilfælde.
Det begyndte en ny kamp om den svenske trone, som Frederik 6. endnu en gang tabte. Det lykkedes revanchistiske svenske kræfter at få valgt den franske marskal Jean-Baptiste Bernadotte, da denne
1 F.eks. Hyvik 2003: 132 ff.
både lovede fordelagtige lån til den tomme svenske statskasse og usandt hævdede at have Napoleons støtte. Valget af Karl Johan, som blev Bernadottes svenske navn, blev skæbnesvangert i Nordens historie. De modsatrettede interesser mellem Danmark-Norges to allierede, Frankrig og Rusland, gjorde i sidste ende en krig mellem de to uundgåelig. Frederik 6. satte sin lid til Napoleon – et valg, der på samtidens præmisser, var rationelt. Men med den franske armés undergang på de russiske stepper blev Danmark-Norges undergang beseglet, da Karl Johan samtidig havde opgivet de svenske drømme om en generobring af Finland og i stedet havde sikret sig russisk støtte til erhvervelsen af Norge.
Frederik 6. ønskede på dette tidspunkt fred, men han nægtede at indgå på de allieredes krav om en afståelse af Norge mod kompensation i Nordtyskland og Holland. Både kongen og hans norskfød-te udenrigsminisnorskfød-ter, Niels Rosenkrantz, så den danske stat som en skandinavisk stat, og de fandt idé-en om idé-en territoriel udvidelse i Tyskland og Holland for national uholdbar.1 For Frederik 6. var kri-gen en kamp for Norge – næsten for enhver pris. Ud fra den forudsætning havde konkri-gen ikke andet valg end en ny og tættere alliance med Napoleon, da han var den eneste, der kunne og ville garantere statens integritet. Krigens udfald stod klart i oktober 1813 efter det franske nederlag i ”folkeslaget”
ved Leipzig. Efterfølgende trængte Karl Johan med en russisk-svenske armé den danske hær i Nord-tyskland tilbage til Holsten. I stedet for formålsløs dødskamp traf Frederik 6. sit livs hårdeste valg og afstod med Freden i Kiel 14. januar 1814 Norge til den svenske konge.
1814
Selvom mange havde forudset adskillelsen, så kom budskabet som et chok for nordmændene, og sagen blev ikke bedre af, at de uden kamp var bortgivet ”som andet Kvæg”2 til den svenske arvefjen-de. Den dansk-norske tronfølger, Christian Frederik, der året før var blevet statholder, satte sig i spidsen for en opstand både for nordmændene og kongehusets skyld. Han udråbte sig selv som re-gent, krævede, at alle nordmænd svor at ville forsvare et selvstændigt Norge og indkaldte til en grundlovsgivende rigsforsamling på Eidsvold.
I Danmark skabte freden sorg over adskillelsen og en vrede vendt mod kongen, der ofte er ble-vet undervurderet. Omvendt greb tronfølgerens oprør alle med begejstring for Norge, Christian Fre-derik og en kamp, der også blev set som en kamp for genforening. I Norge var stemningen funda-mentalt anderledes i foråret 1814, hvor man blev grebet af en national begejstring, der både byggede videre på eksisterende følelser og tilføjede en ny intensitet og et nyt indhold. Den nye nation var imidlertid en konfliktzone, hvilket ses af den indre splittelse på rigsforsamlingen. De fleste ønskede et frit og selvstændigt Norge, men muligheden herfor blev fortolket forskelligt. Unionspartiet, der af deres modstandere blev kaldt for ”de svensksindede”, anså målet for måske ønskeligt, men politisk
1 Mentz 2007a 70-71.
2 Platou 1872: 6-7.
urealistisk. Christian Frederiks politik nød dog stor støtte blandt flertallet. Selvstændighedspartiet blev af de ”svensksindede” beskrevet som ”dansksindede” eller ”patrioter”, der under Christian Fre-deriks ledelse arbejdede for en genforening. Reelt hentede selvstændighedspartiet støtte fra flere til dels modsatrettede tendenser; herunder den traditionelle loyalitet til regering, regent og kongehus, håbet om genforening, had til Sverige, had til Danmark, separatisme og nationalfølelse. Alt dette blev mesterligt samlet af Christian Frederik i en national bevægelse.1
På Eidsvold skabte de 112 valgte repræsentanter en forfatning, der var den mest liberale i Eu-ropa, men at kalde den demokratisk er anakronistisk. Selv opfattede Grundlovens fædre ikke Norge som et demokrati. Dette begreb blev efter Den Franske Revolution forbundet med radikalisme blandt de fleste i det europæiske borgerskab, der i stedet så sig selv som liberale. Liberalisme bestod på det-te tidspunkt af en stærk tro på en tredeling af magdet-ten mellem en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt, der i det norske tilfælde bestod i Stortinget, kongen og domstolene. Eidvoldsgrund-loven sikrede i tråd med tidens filosofi en stærk udøvende kongemagt, der kunne forhindre et ”pø-belvælde” i stil med 1790’ernes Paris. Norge adskilte sig imidlertid ved et uhørt højt antal stemmebe-rettigede i forhold til andre liberale stater før 1848. Valgene var imidlertid indirekte, hvilket var med til at skabe et magtmonopol hos embedsmændene. Før 1814 havde de regeret i kongens navn, nu styrede de landet i nationens.
Den 17. maj blev Christian Frederik valgt til norsk konge, hvilket ikke ændrede den realitet, at stormagterne havde lovet Norge til Sverige. Han havde forsøgt at opnå stormagternes anerkendelse af Norges selvstændighed, men uden held. Da alle diplomatiske muligheder var udtømt var den nye norske konge parat til at abdicere, men kun hvis han kunne sikre Norge det bedst mulige forhold i foreningen med Sverige. Der blev forhandlet hen over sommeren 1814, men de svenske krav blev i første omgang set som uantagelige. Herefter talte kanonerne i ca. 14 dage, hvilket blot styrkede Sve-riges position. Kongen lagde sin krone i hænderne på et Overordentligt Storting, der blev indkaldt.
Våbenhvilen kom som et chok for de fleste nordmænd, der straks ledte efter syndebukke. Valget til Stortinget afspejlede, at den nationale selvstændighedslinje om muligt stod endnu stærkere end på Eidsvold. Men da situationen stod klar for nationens repræsentanter, valgte man at arbejde for en linje, der sikrede Norge de bedst mulige betingelser, hvilket til fulde lykkedes. Den 4. november 1814 blev de to riger forenet under kong Karl 13. Norge fik samtidig en ny Grundlov, der var en til-passet version af den liberale Eidsvoldgrundlov fra maj måned. Foreningen gjorde samtidig, at stem-ningen i Danmark slog om, hvor glæde blev vendt til skuffelse og bitterhed.
Krigen havde ramt både den danske og norske handel hårdt, men nu forventede man både syd og nord for Skagerrak, at de gode tider ville vende tilbage. Verdensmarkedet havde imidlertid ændret sig fundamentalt, og de gamle handelshuse var ikke i stand til at tilpasse sig. De tæt forbundne
1 Mykland 1978: 323.
ske og norske handelshuse gik ned på stribe fra 1816 og frem, hvilket i Norge gjorde, at næsten hele den økonomiske elite, der før krigen på mange måder havde tegnet Norge, forsvandt.
I Danmark førte København an i en økonomisk dødsspiral, der forvandlede byen fra et handelscen-trum til landets største provinsby. Den status, man havde haft, blev nu overtaget af Hamborg, der trængte sig ind på det danske hjemmemarked og i Norge, hvilket var ødelæggende for København og fremmende for et økonomisk og potentielt nationalt fjendebillede af den tyske hansestad.1 Situatio-nen blev kun gjort værre af den europæiske landbrugskrise, der brød ud i 1818, og som ruinerede store dele af landbruget. Lidt efter lidt tilpassede man sig omkostningsniveauet eller omlagde pro-duktion, men krisen havde forandret både Danmark og Norge.
Den politiske udvikling i Danmark og Norge 1815-30
Adskillelsen fra Norge betød en fundamental forskydning i den danske statsdannelse. Befolkningstallet faldt fra 2, 5 millioner til 1,5 millioner, hvoraf de tysktalende nu udgjorde 40 % mod tidligere 25 %. Mange betvivlede, at den danske stat havde en fremtid, mens andre i det danske borgerskab enten overvejede, om man skulle vende sig ”indad” mod selve den danske nation eller om man burde omfavne sine holstenske brødre og lade dem erstatte fællesskabet med nordmændene? Hertil kom spørgsmålet om, hvordan man skulle forholde sig til et selvstændigt Norge, hvis elitesprog og elitekultur var dansk? Dette vil blive under-søgt i de følgende kapitler. I forhold til den nationale udvikling er spørgsmålet om den traditionelle konge-magts position ligeledes relevant. Modviljen mod Frederik 6. havde til dels lagt sig, da han 1815 vendte tilbage fra Wienerkongressen, men de traditionelle tolkningen af hjemkomst og årene frem mod 1830 som præget af ”hysterisk Kongekjærlighed”2 i Danmark er unuancerede. Neden under censuren og den politiske reaktion fandtes der en modvilje mod tingenes tilstand, der er blevet undervurderet, hvilket vil blive be-handlet mere indgående i kapitel 10.
Begivenhederne i 1814 efterlod den norske elite splittet mellem ”patrioter”, der med næb og klør bekæmpede foreningen med Sverige, og de ”svensksindede”, der intet problem havde med for-eningen og det nye monarki. I 1814 var Karl Johan pragmatisk kommet nordmændene i møde ved i store træk at anerkende den norske grundlov, men efter sin tronbestigelse i 1818 indledte han et fron-talangreb på den, der i princippet fortsatte frem til hans død i 1844. Karl Johan blev ofte forbundet med Den Franske Revolution og dens frihedsidealer, men han var i realiteten et produkt af Napo-leonstidens autokratiske magtfiksering. Han kæmpede for at begrænse Stortingets magt, han forsøgte at knægte ytringsfriheden og han skabte et netværk af hemmelige agenter. Han forsøgte at bibeholde en norsk adel, som han kunne støtte sig til, og da dette mislykkedes, prøvede han uden held at oprette et ny meritokratisk aristokrati i Norge efter den franske mode. I sin kamp holdt Karl Johan sig tilbage fra direkte magtanvendelse, men truslen var flere gange til stede, som da han i 1821 afholdt en fælles
1 Frandsen 1996: 63-66.
2 Lehmann 1872: 226.
svensk-norsk troppesamling uden for Christiania under Stortingets samling, hvor kun de svenske tropper fik udleveret skarp ammunition.
Karl Johans angreb på Grundloven blev set som et forsøg på at underminere den norske selv-stændighed og de liberale principper, og dens resultat var en norsk Grundlovskonservatisme, der for-hindrede enhver ændring i forfatningen – selv de, som havde været gavnlige. Angrebene skabte også en dyrkelse af Grundloven, der bedst kom til udtryk i 17. maj-festlighederne, der samlede nordmæn-dene i fejringen af deres nationalitet, deres selvstændighed og deres politiske rettigheder, dvs. en politisk nationalisme, der indeholdt de vigtigste elementer i Smiths kernedoktrin. Karl Johan forsøgte at undertrykke disse fejringer, hvilket i en periode lykkedes.
Nationen var imidlertid splittet i synet på kongemagten. De traditionelt royale bønder støttede den nye konge og var parat til at sætte sig op mod Stortinget. I 1818 marcherede dele af Østlandets bønder imod parlamentet i Christiania, mens de ud fra traditionelle forestillinger appellerede til Karl Johan. Bøndernes protest var vendt imod den pengepolitik, som det embedsmandsdominerede Stor-ting førte. Dette var for øvrigt en kritik, der blev delt af mange nordmænd i handelsborgerskabet, der dog udtrykte deres utilfredshed igennem deres repræsentanter i Stortinget og i landets presse. Bøn-dernes opførsel i denne og andre sammenhænge var med til at flytte flere tidligere liberale i en kon-servativ retning, da de ikke fandt almuen politisk moden. Disse strømninger var med til at skabe et embedsmandsstyre i Stortinget, der forplantede sig til den udøvende magt i form af statsrådet, der efterhånden fik en større rolle på kongens bekostning.
Foreningen med Sverige var sammen med Karl Johans politik med til at skabe en nationalop-position allerede i de første år efter foreningen. Den var ikke alene stærkt kritisk over for kongens regering, men også i forhold til flertallet i Stortinget. Oppositionen fandt sin primære opbakning blandt købmændene og bønderne, der støttede deres populistiske økonomiske politik. Tiden var præ-get af stærke fjendebilleder og en udbredt paranoia, der til fulde afspejler Hutchinsons forestilling om nationen som en konfliktzone. Udadtil frygtede man Sverige politisk, Danmark kulturelt eller både og. Indadtil jagtede navnlig ”patrioterne” i oppositionen de ”uægte” nordmænd, som man mente var i svensk sold, mens andre bekæmpede den indre fjende i form af ”dansksindethed”. Den mest udbredte frygt var, at svenske adelsmænd ville gennemtvinge en sammensmeltning af Norge og Sverige til ét land: Skandinavien. Samtidig blev det gamle forhold til Danmark belastet af gældsopgøret efter den
Foreningen med Sverige var sammen med Karl Johans politik med til at skabe en nationalop-position allerede i de første år efter foreningen. Den var ikke alene stærkt kritisk over for kongens regering, men også i forhold til flertallet i Stortinget. Oppositionen fandt sin primære opbakning blandt købmændene og bønderne, der støttede deres populistiske økonomiske politik. Tiden var præ-get af stærke fjendebilleder og en udbredt paranoia, der til fulde afspejler Hutchinsons forestilling om nationen som en konfliktzone. Udadtil frygtede man Sverige politisk, Danmark kulturelt eller både og. Indadtil jagtede navnlig ”patrioterne” i oppositionen de ”uægte” nordmænd, som man mente var i svensk sold, mens andre bekæmpede den indre fjende i form af ”dansksindethed”. Den mest udbredte frygt var, at svenske adelsmænd ville gennemtvinge en sammensmeltning af Norge og Sverige til ét land: Skandinavien. Samtidig blev det gamle forhold til Danmark belastet af gældsopgøret efter den