Afhandlingens hypotese er, at perioden 1807-30 udgjorde en formativ fase i udviklingen af både dansk og norsk national identitet. Her blev mange af byggestenene til de to nationsbygninger formet i et aktivt samspil og modspil mellem de tæt forbundne borgerlige eliter og offentligheden i Danmark og Norge. Denne hypotese står i modsætning til nogle af forskellige historiografiske traditioner i Danmark og Norge, herunder den rendyrkede perennialisme og ekstreme modernisme. Dette betyder naturligvis ikke, at den ikke vil forsøge at indfange de fænomener og tendenser i empirien, der måtte tale for disse. Afhandlingen vil ved en kritisk brug af nationalismeforskningens teorier og definitio-ner af national identitet argumentere imod det skel, der implicit eller eksplicit er blevet sat i forhold til tiden før og efter 1830 i Danmark, mens den i en norsk sammenhæng vil problematisere et for skarpt skel mellem tiden før og efter 1814. Som nævnt i kapitel 2 så vil det primært være etno-symbolismen, der bliver testet på empirien, da dette paradigme synes at give de bedste redskaber til at teste den identitetsmæssige udvikling fra, hvad man kan kalde etnisk identitet, til en moderne nati-onal identitet, der kan ses af en overgang fra det traditionelle samfund til det moderne samfund. Hos Smith finder man således et sæt komplekse, facetterede, men alligevel anvendelige definitioner af de centrale begreber nationalisme og national identitet, der er blevet skabt i forhold til en stor og bred empirisk viden, og som kan anvendes til at analysere, i hvilket omfang man kan tale om en national identifikation hos de borgerlige eliter i Danmark og Norge i perioden. De tolkninger, der sker på en etno-symbolistisk baggrund, vil, hvor det umiddelbart synes muligt, blive holdt op imod perennielle eller modernistiske modargumenter.
I en norsk sammenhæng vil jeg på den ene side argumentere imod perennialisme, som man finder i den stadig eksisterende norske venstretradisjon, og på den anden side den ekstreme moder-nisme. Ved at applicere det ovenfornævnte teoriapparat på kildematerialet vil der blive argumenteret for, at skabelsen af den norske nation i en moderne forstand af begrebet var en proces, der foregik både før og efter årstallet 1814. Ellers sagt på en anden måde: nogle af byggestenene til den norske nation eksisterede allerede før adskillelsen, men langtfra alle gjorde, og selv efter 1814 var der tale om en vedvarende nationsbygning, der fortsatte ind i det 20. århundrede – en pointe der også bør understreges i forhold til den danske udvikling.
Afhandling vil ligeledes argumentere imod den tendens, der findes især i Danmark (og i min-dre grad i Norge), til at se de to nationsbygninger isoleret fra hinanden. Kilderne, der er anvendt i denne afhandling, vil godtgøre, at adskillelsen i 1814 ikke var en kulturel adskillelse. Båndene var stadig tætte, og især Danmark udgjorde på en gang et forbillede og et modbegreb i den norske nati-onsformation. Ved kultur forstås her forståelsesramme, der binder et fællesskab sammen og adskiller det fra andre, samt en praksis, der fremstiller genstande, der udtrykker dette. Afhandlingen bør imid-lertid ikke forstås som et rendyrket komparativt studie af dansk og norsk national identitet, men
der-imod en undersøgelse af dansk og norsk national identitet, der tager højde for gensidig sammenhæng, påvirkning og indflydelse mellem de to lande i den synkrone og diakrone begrebsudvikling.
Denne afhandling vil dermed anskue perioden 1807-30 som et vadested mellem statspatriotis-me, poetisk nationalfølelse og nationalisstatspatriotis-me, hvor de moderne nationale begreber, ideer og symboler blev skabt af embedsmænd, intellektuelle og borgere. Man kan dermed med en begrebshistorisk term betegne årene 1807-30, som en vigtig del af en ”saddel-tid”, dvs. overgangen fra det traditionelle samfund til moderniteten. Dette vil blive påvist gennem en analyse af disse begreber. Denne nationa-le udvikling må ikke anationa-lene ses i et samspil og modspil melnationa-lem dansk og norsk, men også som et re-sultat af ydre pres (i form af den ufrivillige involvering i Napoleonskrigene) og udefrakommende nye ideer om nationalitet og politik. Den nationale udvikling i Danmark og Norge bør dermed ses som et led i en almen europæisk udvikling. I denne proces opbyggede de danske og norske borgerlige eliter delvist deres nationale identiteter i modsætning til hinanden og andre. I Danmarks tilfælde var dette i sidste ende med til at ødelægge den konglomeratstat, man var centrum i, og bane vejen for national-staten.1 Med andre ord så vil afhandlingen ikke blot se på, om der skete en national udvikling, men også måden hvorpå, at denne i givet fald skete.
Hvorvidt hypotesen er holdbar, vil blive afprøvet i forholdet mellem kildematerialet og de nævnte definitioner fra den internationale nationalismeforskning af national identitet og nationalis-me. Det skal i denne sammenhæng endnu en gang fremhæves, at perioden bliver set som en vigtig fase i udviklingen af en national identitet og nationalisme i de to lande. Det skal navnlig i Danmarks tilfælde understreges, at dette ikke er ensbetydende med, at der før 1830 eksisterede en fuldt udvokset national identitet og nationalisme i befolkningen, der beherskede hele den borgerlige elite – for slet ikke at tale om hele ”folket” (Hrochs fase C). Den del af hypotesen, der beskæftiger sig med betyd-ningen af det dansk-norske forhold for den nationale identitet, vil blive underbygget på to måder. For det første vil betydningen af ”den anden” nation – både i en positiv og i en negativ forstand – blive fremhævet i de mange dansk-norske, norske og danske debatter, der omhandler nationalitet. Her skulle kildematerialet gerne være så rigt, at det støtter postulatet om dette som et ikke uvæsentligt træk (navnlig i det norske tilfælde). For det andet vil det ligeledes gennem kildematerialet blive godtgjort, at selve adskillelsen i 1814 betød et væsentligt skifte i den måde, man talte om dansk og norsk på.
Typen, omfanget og udvælgelsen af kilder
Afhandlingen bygger på et kvantitativt og emnemæssigt vidtfavnende kildemateriale, der består af bøger, tidsskrifter, aviser, pjecer, pamfletter, sange, digte, taler, prædikener, ordbøger, leksika, rejse-beskrivelser, parlamentariske forhandlinger, opråb, anmodninger, appeller, retsdokumenter,
1 Her må man naturligvis tage det forbehold, at Danmark stadig var i besiddelse af oversøiske kolonier frem til 1917, Island frem til 1944 og at de to gamle norske bilande, Grønland og Færøerne, stadig indgår i et rigsfællesskab med Danmark.
ninger, udgivne dagbøger, udgivne brevsamlinger, udgivne erindringer, symboler og monumenter.
Disse er fundne gennem en opfattende gennemgang af og søgning i Det Kongelige Biblioteks base Rex, i Bibliotheca Danica, i Nasjonalbibliotekets base Bibsys og i Bibliotheca Norvegica. Disse er blevet systematisk gennemgået for perioden 1807-30, hvor relevante publikationer er blevet bestilt og undersøgt for brugen af nationale og politiske begreber samt andre udtryk for national identitet. De konkrete eksempler fra de enkelte værker og andre kilder er blevet noteret og senere kategoriseret ud fra begreber, handlemåder og typer af symboler. På baggrund af denne kategorisering er de forskelli-ge nationale begreber og andre nationale udtryksformer blevet analyseret. For monumenternes ved-kommende sker analyserne både på baggrund af besøg af disse, billeder af dem og tekster. Gennem det tætte og varierede kildekompleks skabes der et indblik i både individuelle og kollektive aktørers handlinger, principper og begrebsverden, hvilket er en forudsætning for at forstå udviklingen i de na-tionale begreber og de nana-tionale identiteter i perioden.1
I udvælgelsen af de norske kilder er der taget hensyn til at undersøge evt. regionale forskelle.
Der er blevet anvendt aviser og tidsskrifter fra de tre største norske byer Bergen, Christiania og Trondhjem samt tidsskrifter og andet materiale fra Christiansand, der sammen med de tre ovennævn-te byer udgjorde Norges fire stiftsstæder. I Danmark er der anvendt bøger og andet kildemaovennævn-teriale fra de fleste af de største købstæder og stiftsstæder, såsom Odense, Aalborg, Århus, Helsingør og Viborg, mens alle de anvendte aviser og næsten alle tidsskrifter stammer fra hovedstaden. Modsat Norge så fandtes der i Danmark få regionale forskel i den borgerlige danske elite, der var centreret mod København, hvor alle danske og norske embedsmænd og officerer var uddannet. Dette under-streges af, at de forskellige bøger og pamfletter udgivet uden for hovedstaden hverken i indhold eller form adskiller sig fra dem trykt i København. Hertil kommer, at næsten alle de førende danske intel-lektuelle i perioden var bosat inden for hovedstadens volde, og at den akademiske debat var koncen-treret i de københavnske tidsskrifter og aviser. Hertugdømmerne og deres litteratur er i denne sam-menhæng fravalgt ud fra en nødvendig tematisk afgræsning, hvor der vil blive fokuseret på Norge og selve kongeriget Danmark.
Kilderne og problemer i forhold til ytringsfriheden
Afhandlingens analyse af udviklingen i den danske og norske nationale identitet bygger primært på samtidigt trykt kildemateriale. I denne sammenhæng må man holde sig for øje, at datidens offentlige debat ikke var fri. Forordningen om trykkefrihedens grænser fra 27. september 1799 samt de stram-ninger, der fulgte fra 1805 og fremefter, lagde snærende bånd på ytringsfriheden, og de har uden tvivl påvirket hvad der offentligt blev givet udtryk for. Datidens aktører vejede deres ord på en guld-vægt i et forsøg på at finde den rette balance mellem statspatriotisme, nationalfølelse, kongetroskab og respekt (eller frygt) for lovgivningen. Afskaffelsen af enevælden og den i princippet
1 Forrest, Hagemann & Rendall 2009: 8-9.
sikrede ytringsfrihed skabte efter 1814 en helt anden og fri debat i Norge end i Danmark (selvom Karl Johan senere indskrænkede denne), men overordnet set er det vigtigt for forståelsen af den nati-onale identitet i begge lande at holde de offentlige trykte samtidige kilder op imod andre kildetyper.
Derfor er senere trykte dagbøger, brevsamlinger og erindringer fra samtidige aktører blevet anvendt som en kontrolinstans i afhandlingen. At utrykt kildemateriale kun i yderst begrænset omfang bliver anvendt, skyldes primært, at undersøgelsesfeltet er offentligheden i de to lande. Selvom arkivmate-riale uden tvivl ville kunne bidrage med yderligere informationer og nuancer, så er national identitet en kollektiv identitet, der primært skabes, udvikles og spredes i det offentlige rum, hvilket er årsagen til, at afhandlingen er afgrænset hertil.
Eliterne og de spor de har efterladt sig i kilderne
Når vi taler om national identitet og patriotisme i 1800-tallet begyndelse, så taler vi reelt om de bor-gerlige eliters identitet. Bønderne, der udgjorde den altdominerende del af befolkningen, vidste na-turligvis godt, at de enten boede i Danmark eller i Norge og at de var enten var ”norske” eller ”dan-ske” i betydningen af at være kongens undersåt og bosat på dansk eller norsk territorium, men som det klart vil fremgå senere, så viser kilderne tydeligt, at der ikke var tale om en national identitet hos almuen. Både kongetroskaben, regionale identiteter og lokale tilhørsforhold spillede en større rolle end fædrelandet eller staten – i det omfang disse ikke flød sammen.1
At identificere sig med et abstrakt forestillet fællesskab som nationen kræver et uddannelses-mæssigt og økonomisk overskud, som der ikke fandtes hos almuen. Adelen, som længe havde haft disse materielle og intellektuelle forudsætninger, havde, som vi skal se i kapitel 5, længe identificeret sig med staten i et eller andet omfang, men deres fædrelandskærlighed var af en kosmopolitisk – og ikke national - type, hvilket bl.a. kan tilskrives de mange indvandrede tyske adelsmænd, aristokrati-ets dyrkelse af tysk og fransk sprog og kultur og standens besiddelser i hertugdømmerne. Hertil kan tilføjes, at statens adel næsten udelukkende befandt sig syd for Skagerrak. Norge var dermed et af de få lande i Europa, hvor adelen næsten ingen rolle spillede.
Nationalismeforskningen i almindelighed og etno-symbolisterne i særdeleshed lægger stor vægt på den borgerlige elites rolle i skabelsen af nationalismen ved at ”opdage” nationen for siden at formidle den. Hutchinson og Smith har især fremhævet intellektuelle og kunstnere som moralske innovatorer og revivalists, der navnlig i kriser og efter nederlag arbejdede for at genrejse nationen (f.eks. kulturelle nationalister som Grundtvig og Ingemann), mens Kedourie har fremhævet betyd-ningen af unge uddannede mænd i nationale bevægelser, der følte sig tilsidesat af staten (f.eks. Wer-geland og Storm Munch). De fleste nationale bevægelser – navnlig i den kulturelle nationalismes
1 Jf. Ottosen 2009a; Frost 2008; Glenthøj & Rasmussen 2007c: 26-28.
tilfælde – begyndte med små grupper af unge, uddannede mænd, hvis succes afhang af den politiske udvikling.1
Danmark og Norge adskiller sig ikke fra normen. En spirende national identitet i perioden fandtes primært hos borgerskabet, der sammen med begrebet den borgerlige elite vil blive forstået som en fælles betegnelse for intelligentsiaen, embedsmandsstanden og handelsborgerskabet. Hver-ken i Danmark eller Norge udgjorde borgerskabet i sig selv eller dets forskellige dele en homogen gruppe. På den ene side havde man jurister, funktionærer, præster, intellektuelle, officerer, professo-rer, latinskolelærere, studenter, kunstnere og på den anden side grosserere, købmænd, skibsredere, brugsejere og håndværksmestre. Adelen og dens holdninger til nationale spørgsmål vil kun undtagel-sesvis blive berørt, da den med sin sociale position, kosmopolitiske kultur og stærke tilknytning til hertugdømmer og Tyskland ikke var en drivende faktor i udviklingen af en national identitet. I Nor-ges tilfælde var klassen næsten ikke eksisterende, men til gengæld spillede de få aristokrater, som fandtes i landet (som f.eks. Wedel-Jarlsberg, Løvenskiold og Rosenkrantz), centrale roller i perioden, og de vil som individer blive berørt. På samme måde vil bønderne ikke blive anskuet som en del af den borgerlige elite, som afhandlingen omhandler. Når det gjaldt de danske bønder, så udskilte de sig både socialt, kulturelt og uddannelsesmæssigt fra de ovenfor nævnte grupper i den borgerlige elite, ligesom de ikke gav udtryk for nogen form for national identitet. I Norge kan man argumentere for, at bønderne med Grundloven i 1814 kan anskues som borgere i en statslig forstand af begrebet, lige-som man finder repræsentanter for standen både i rigsforsamlingen og på Stortinget. Imod denne opfattelse taler imidlertid, at bønderne generelt ikke udtrykte nationale tanker, og i det omfang der var en politisk bevidsthed var, den baseret på nedarvede rettigheder og primært lokalt forankret. Selv hos de få prominente bondepolitikere, som Halvor Hoel og Hans Barlien, var tankerne mere præget af standens interesser end af idéer om nationens vel.
I afhandlingens materiale er der en klar overvægt af kilder, der stammer fra embedsmænd og intellektuelle. I den omfattende gennemgang af de mange forskellige typer af trykt kildemateriale fra perioden glimrer købmændene ved deres fravær, og man må på den baggrund konkludere, at han-delsstanden kun i begrænset omfang gav deres meninger til kende i aviser og tidsskrifter. Det er sær-ligt tilfældet i Danmark, hvor standen spillede en mere tilbagetrukket rolle i den offentlige debat end i Norge. Hertil kommer, at storkøbmændenes position i det norske samfund har fået norske historike-re til at udgive en række af dehistorike-res bhistorike-revsamlinger og dagbøger, hvilket gør det muligt bedhistorike-re at forstå standens identitet og synspunkter uden at ty til omfattende arkivstudier, der ligger uden for afhand-lingens ramme. Efter 1814 kan det norske handelspatriciats holdninger ligeledes analyseres på bag-grund af de pamfletter og de indlæg i Stortinget, som dets repræsentanter kom med.
Afhandlingen vil så vidt muligt tage højde for denne skævvridning i kilderne. Omvendt må man gøre sig klart, at embedsmandsstanden og handelspatriciatet ikke udgjorde to lukkede systemer.
1 Hutchinson 2005: 59-61; Smith 2009: 84-85; Hroch 2000 [1985]; Kedourie 1986 [1960]: 98ff.
Embedsmændene og købmændene var ofte forbundet gennem familie og venskab, og det var ikke sjældent at skellet var flydende. Et godt eksempel er den norske Anker-slægt, hvor flere af dens med-lemmer i perioden både var købmænd, embedsmænd og adelige på én og samme tid. Et alt for skarpt analytisk skel mellem de to stænder vil ikke give mening i forhold til fortidens kompleksitet. Hertil kommer, at embedsmandsstanden og de intellektuelle både i Danmark og Norge spillede en større rolle i udviklingen af de nationale begreber og identiteten, end storkøbmændene gjorde. Med andre ord så betyder det skæve kildekompleks ikke nødvendigvis en stærk fordrejning i billedet af den na-tionale udvikling nord og syd for Skagerrak; tværtimod kan den ses som et indicium på, hvem der satte den nationale dagsorden.
Citater og stednavne
Citaterne i afhandlingen er ordrette og uden modernisering, ligesom de anvendte stednavne hoved-sagligt er de samtidige navne med deres datidige stavemåde (med enkelte undtagelser, såsom Kø-benhavn staves uden ”i” eller ”j”). Dette har primært betydning for de norske byer, der i nogle tilfæl-de har skiftet navn op til flere gange. Det betytilfæl-der f.eks., at Oslo vil blive omtalt som Christiania, Trondheim som Trondhjem og Kristiansand som Christiansand. Dette sker både for at have en fast fælles standard samt for at undgå forvirring mellem byernes nutidige navne og de bynavne, man fin-der i citaterne.
Applikationen af teorier
For at afprøve, i hvilket omfang man kan tale om national identitet og nationalisme i Danmark og Norge i perioden 1807-30, er det nødvendigt med en række konkrete teoretiske redskaber og definiti-oner, der både afspejler sig i selve opbygningen af afhandlingen og i analyserne i de enkelte kapitler.
Som nævnt i indledningen så er afhandlingens struktur inspireret af nationalismeteori og her i særde-leshed af den etno-symbolistiske skole og begrebshistorie. Anthony D. Smiths definition af en nati-on, som et navngivet menneskeligt fællesskab med et hjemland, en fælles historie og med fælles my-ter, med en fælles offentlig kultur, en sammenhængende økonomi og fælles rettigheder og pligter for alle dets medlemmer, er anvendt som inspiration til inddelingen af afhandlingen i dens forskellige hoveddele, (der efter indledning, teori, historiografi, metode og baggrund) består af følgende:
• Samfundet (fælles rigtigheder og pligter / fælles økonomi)
• Fædrelandet, Danmark og Norge (hjemland)
• Forestillinger om nationen, danskere og nordmænd (navngivet menneskeligt fællesskab)
• Kultur, historie og nationale symboler (fælles offentlig kultur / fælles myter og historie)
• Fællesskaber og modidentiteter (modidentitet / modbegreber)
Hver af disse hoveddele vil blive indledt med nogle generelle refleksioner i forhold til afhandlingens problemstilling og afsluttet med en delkonklusion. De enkelte kapitler vil til dels - men ikke udelukkende - være bygget op som analyser af de forskellige centrale nationale begreber, hvor begreberne bliver diskuteret både synkront og diakront, dvs. både i deres felt i forhold til andre begreber og modbegreber samt i forhold til, hvilke ændringer begrebet selv måtte være undergået i perioden 1807-30. Som eksempler kan
begreberne konge, fædreland, Storting og grundlov nævnes. Jo større betydning de tre sidste begreber blev tillagt på bekostning af det første, dvs. desto mere den traditionelle kongetroskab blev erstattet med idéer om folkesuverænitet og en fædrelandskærlighed, der var hævet over loyalitet til monarken, jo tættere er vi på en moderne national identitet. Paralleller og modsætninger i skabelsen af nationale identiteter i andre europæiske lande og i USA vil blive påpeget på relevante steder i afhandlingen.
Centralt for analysen i de enkelte kapitler er, i hvilket omfang man kan påvise eksistensen af de elementer, som indgår i de valgte definitioner af en nation, national identitet og nationalisme samt at undersøge, hvordan samtidens norske og danske borgerskab selv forstod de begreber og deres elementer.
Samtidens komplekse og foranderlige opfattelser gør det formålstjenligt ikke at forholde sig dogmatisk i forhold til paradigmerne, dvs. man ikke bør smide barnet ud med badevandet i forhold til de indsigter og definitioner, som man finder navnlig inden for modernismen. I afhandlingen vil jeg primært – men ikke eksklusivt – benytte mig af de definitioner, som Anthony D. Smith anvender. Disse er som tidligere nævnt:
• Nationen er et navngivet menneskeligt fællesskab, der besidder et hjemland, der har fælles myter og en delt historie, en fælles offentlig kultur, en fælles økonomi og fælles rettigheder og pligter for alle dens medlemmer.1
• National identitet er den kontinuerlige reproduktion og genfortolkning af mønstre af værdier, symboler, minder, myter og traditioner, der udgør en distinkt arv for nationen, og det som de individer, som besidder disse mønstre og denne arv, identificerer sig med.2
• Nationalisme er en ideologisk bevægelse, der ønsker at opnå og vedligeholde autonomi, enhed og identitet på vegne af en befolkning, som af nogle af dens medlemmer bliver opfattet som en reel eller potentiel ”nation”.3
• Den nationale kernedoktrin: 1) menneskeheden er inddelt i nationer med hver sin karakter, historie
• Den nationale kernedoktrin: 1) menneskeheden er inddelt i nationer med hver sin karakter, historie