Der er ingen tvivl om, at kongetroskab til tider er blevet brugt som et vikarierende motiv,5 men dette betyder ikke, at den kongetroskab, der især blev forbundet med den norske nations karakter, var gre-bet ud af den blå luft. Der synes klart at have eksisteret en loyalitet over for monarken, hvilket natur-ligvis ikke betyder, at man skal tage propagandaens ord for pålydende. I præsternes prædikener blev enevælden på trods af krig og undertrykkelse af borgerlige idealer fremstillet som en dynamisk styre-form,6 mens upopulære tiltag, ligesom hos de amerikanske kolonister i 1760’erne,7 ikke blev tillagt kongen, men ministre eller de forhadte ”røde fjer”.8 Dette herskende billede er præget af samtidens censur, selvcensur og frygt, og det må korrigeres ved hjælp af breve, erindringer, spionrapporter og mediernes forsvar af kongemagten mod en kritik, der ikke findes på tryk.
Jacob Ræder hævder i sit klassiske værk, at kritikken efter Københavns Bombardement gik uden om regeringen, og at kærligheden til kronprinsen forblev usvækket,9 men kilderne giver et
1 Jf. Pedersen 2008: 273ff.
2 Morgenstjerne 1808a: 47 note.
3 Wergeland 1811: 32; Nygaard 1960: 29.
4 NSK, 7.11.1807: 114-118; NSK, 5.4.1814: 433-41.
5 Rian 1992; Rian 2003.
6 Bregnsbo 1997: 274. Jf. Paludan 1808: 29-30; Larsen 1811: 15; jf. Nissen 1808b: 2-3; Fuglsang 1814: 28-29.
7 Countryman 2000 [1985]: 109-10.
8 Rubin 1970 [1892]: 560-62, 565; Ræder 1847: 1-2; MacDonald 1809, II: 51-52; jf. Brasen 1808: 30-31.
9 Ræder 1847: 1-2. Ræder skrev under enevælden, hvilket kan have påvirket hans holdning. Hans personlige vurdering af Frederik 6.
var stærkt kritisk. Jf. Ræder 1968 [1912]: 109-110.
det indtryk. Kronprinsen havde skabt sig et image som den kronede patriot,1 og københavnerne for-ventede, at han som Frederik 3. var parat til at dø i sin rede, men i stedet tog han flugten i 1807. Situ-ationen blev kun værre af, at han blev set som ansvarlig for (fejl)placeringen af hæren i Holsten.
Kronprinsen kendte udmærket den oprørte stemning, der især herskede i hovedstaden, hvilket ses i hans strategi, hvor han aktivt lod sig forsvare i begge riger i prædikener og presse mod anklager, der ikke fandtes på tryk, samt i forbuddet mod al kommunikation med det besatte Sjælland efter kapitu-lationen. Alle breve herfra blev beslaglagt og fragtet til Kiel, hvor de blev studeret. Her viste de iføl-ge Eniføl-gelstoft en oprørsk stemning i København, hvor man anklaiføl-gede kronprinsen og reiføl-geriniføl-gen, og hvor købmændene angiveligt skulle være parate til at give sig under engelsk herredømme.2
Efter krigens udbrud finder man fortsat de traditionelle panegyriske taler på Frederiks fødsels-dag, men de klang mere hult. Dette gjaldt især i Norge, hvor enkelte præster nægtede at holde dem,3 mens andre undlod at skåle for kongen. Selv konservative mænd, som Carsten Anker og Jacob Aall, kritiserede åbenlyst Frederik 6.s politik, hvilket understreger, at begreberne konge og nation både kunne forstås og blev forstået separat – og at kærligheden til sidstnævnte gik forud for loyaliteten til førstnævnte; eller med andre ord, at man ser en udvikling i retning af, at kernedoktrinens krav om loyalitet til nationen var hævet over alle andre loyaliteter.
Pointen understreges af de revolutionære planer i kredsen omkr. grev Wedel, hvis omdrej-ningspunkt, i overensstemmelse med politisk nationalisme, var at redde nationen ved en ligestillet union med Sverige og indføre en konstitution. Her var Frederik 6. ikke inkarnationen af nationen, men dens modbegreb, ligesom Gustav 4. Adolf blev det med revolutionen i Sverige i 1809. Planerne, som Wedel forelagde en gruppe østlandske forretningsmænd i august 1809, blev imidlertid afvist af bl.a. brødrene Niels og Jacob Aall, der ifølge dem besad en nedarvet hengivenhed for kongehuset, hvilket viser, at man stadig befandt sig i en proces, hvor de traditionelle loyaliteter fortsat besad en reel magt. Niels Aall tilføjede, at valget aldrig kunne blive mellem Danmark og Sverige, men måtte stå imellem Danmark og fuld selvstændighed.4 Påvirket af mødet forsøgte Jacob Aall at skabe en
”loyal” oppositionsbevægelse, der fik opbakning af prominente personer fra Østlandet, og som kræ-vede fred med Storbritannien. Hvorvidt denne gruppes krav blev forelagt myndighederne, er usik-kert, men over for Christian August understregede Aall nødvendigheden af en norsk rådgivende for-samling.5 Tanker af denne type var ikke prinsen fremmed, da han sammen med grev Wedel og resten af regeringskommissionen tilbage i februar 1809 havde krævet en separat norsk fred med briterne.
Det bør til dels anskues pragmatisk ud fra Norges vanskelige situation, men samtidig finder man heri
1 Mentz 2007b: 79.
2 Engelstoft 1867-68: 152. Jf. Dagen, 25.8.1807; Rubin 1970 [1892]: 454, 559.
3 Munch 1874: 8-9.
4 Steen 1948a: 9.
5 Steen 1948a: 184-85; Hyvik 2003: 161-62.
også kimen til en tankegang, der peger frem mod kernedoktrinens princip om nationen som det ene-ste legitime fundament for politisk magt.
Licensfarten dæmpede uroen, men den genopbyggede ikke tilliden. Borgerskabet samlede sig bag Selskabet for Norges Vel, der arbejdede for norsk autonomi – i eller uden for staten. Selvom selskabet ikke stod lige stærkt over hele Norge, så institutionaliserede man her for første gang natio-nale interesser i en organisation,1 der med dets netværk af lokale afdelinger og
2652 medlemmer2 udgjorde et potentielt politisk instrument. Denne nationale bevægelse havde en struktur, hvori man anede konturerne til en folkerepræsentation og civiladministration.3 Efter intern splittelse undgik man bevidst kongens fødselsdag som selskabets stiftelsesdag til fordel for afskeds-festen for den nyvalgte svenske kronprins, Christian August. Selskabet blev demonstrativt oprettet uden kongelige accept, mens indbydelsen primært bestod i rituelle besværgelser i forhold til et norsk fædreland.4 Selskabet var ikke homogent og havde ikke et entydigt politisk mål, men det kunne sam-les om ”nationalsagen”, et norsk universitet. Dette forfulgte man mod kongens ønske og uden hans accept, men Frederik 6. valgte klogeligt at bøje sig for kravet for at sikre sig norsk loyalitet, hvilket for en stund lykkedes.
Situationen i Danmark under krigen er typisk blevet fremstillet som langt mindre kritisk for kongemagten end i Norge. I sin essens er det en rimelig tolkning, men omvendt har man undervurde-ret modviljen mod enevælden syd for Skagerrak i disse år, hvor den kritik, der var opstået i 1807, ikke forsvandt. En britisk informant reporterede i 1808, at den tidligere kærlighed til kongen var er-stattet af frygt.5 De mislykkede forsøg på invasioner af Skåne 1808-09 og de ligeledes fejlslagne for-søg i 1809-10 på at blive svensk tronfølger gjorde kun tingene værre og skabte bred uro i befolknin-gen,6 hvilket afspejles i britiske spionrapporter fra 1811 og 1812, der taler om stærk utilfredshed med Frederik 6. i Danmark.7 Denne kildetype bør anvendes forsigtigt, men informationerne stemmer med danske oplysninger. Krigens udvikling og statsbankerotten fik kongens anseelse til at falde yderelige-re8 til et punkt i 1813, hvor Danmarks førende avis, Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, ikke indeholdt festsange eller taler i forbindelse med majestætens fødselsdag.
I Norge betød krigens gang, husundersøgelser, inflation og især statsbankerot, at den populari-tet, Frederik 6. havde vundet med oprettelsen af et norsk universipopulari-tet, blev undermineret,9 mens selv ærkereaktionære, som biskop Brun, følte sig skubbet bort fra monarken.10 Oppositionen i Norge
1 Dyrvik & Feldbæk 1996: 162-63.
2 Øverland 1909: 48.
3 Bjerke 2008: 101.
4 Tiden, No. 39, 1810: 305-312; Øverland 1909: 21; Bjerke 2008: 66.
5 Mentz 2007b: 100.
6 Hedegaard 1975, 1: 116, 172-73, 206-07.
7 Suffolk Record Office, Ipswich, HA/93/6/1/2031. FO 22/62 – CHARLES FENWICK 1811-1813. Jeg takker Tim Voelcker for denne henvisning.
8 Blüdnikow 1986: 31; Bülow 1966 [1906]: 176; Rubin 1970 [1892]: 289-91, 565, 567-68.
9 Mykland 1978: 247
10 Rian 2007: 300.
bredte sig både socialt og geografisk, og i de større byer så mange snarere Frederik 6. som despot end landsfader.1 Men kongetroskaben var ikke død. Slotspræsten Claus Pavels hævdede, at ved ind-gangen til 1814 var 96 ud af 100 nordmænd stadig Frederiks loyale undersåtter,2 mens biskop Brun kort efter adskillelsen talte om sin og nordmændenes loyalitet, som det kun var Frederik selv, der havde gjort en ende på med Freden i Kiel.3 Denne forklaring, at det var kongen, der havde forrådt folket, og ikke nordmændene, der svigtede kongen, har sandsynligvis været lettere at acceptere. Det er tvivlsomt om opbakningen har været så massiv, som Pavels påstod, men at der stadig var noget tilbage – især hos bønderne4 – er givet. Samtidig må man skelne mellem utilfredshed og viljen til aktiv modstand mod den traditionelle kongemagt.5 Omvendt synes det at stå klart, at der fandt en udvikling sted, der ikke alene svækkede kongemagten, men i det mindste i borgerskabets tilfælde styrkede loyaliteten til nationen, der i overensstemmelse med kernedoktrinen blev set som kilden til politisk legitimitet.
Christian Frederik og kongebegrebet 1814
Mange nordmænd havde længe ønsket, at tronfølgeren blev statholder i Norge, og i foråret 1813 gav Frederik 6. endelig efter. Christian Frederiks tilstedeværelse, fremtoning og politik vandt hurtigt nordmændene for ham. Han imødekom norske krav, rakte hånden ud til oppositionen og førte en propagandakrig, hvor han slog på norsk nationalpatriotisme, kongetroskab og et svensk fjendebille-de. Allerede før Freden i Kiel var han den eneste person, der kunne samle landet bag sig, og idéen om ham som konge eksisterede allerede. Dette blev aktuelt i begyndelsen af 1814, men spørgsmålet var, om Christian Frederik, som øverste embedsmænd ønskede, skulle gøre sig enevældig, eller om han som akademikerne, handelsborgerskabet og de yngre embedsmænd ønskede, skulle lade sig væl-ge som konstitutionel konvæl-ge. I den sammenhæng tegnede der sig et tydeligt skel mellem de væl- generati-oner, hvis verdensbillede var blevet formet før og efter 1789. Den yngre generations holdning var, at magten med Freden i Kiel var faldet tilbage til folket. Efter at have loddet stemningen på en rejse til Trondhjem, hvor det liberale borgerskab gav deres mening til kende, kastede han sit lod i den konsti-tutionelle skål, udråbte sig selv til regent og indkaldte til en grundlovsgivende rigsforsamling på Eidsvold. Hermed kom tanken om folkesuverænitet, der var den bærende i året 1814 i Norge, utvety-digt til udtryk, hvilket både af etno-symbolister og modernister må tolkes som et afgørende skridt i retning af nationalisme.
Prinsens støtter så, hvad de ønskede i ham, hvormed han både blev set som inkarnationen af liberalisme, nationalisme og traditionel dansk-norsk kongemagt. Valgadresserne viser tydeligt, at
1 Mykland 1955: 75, 79-81; Nygaard 1960: 86, 92; Schrøder 1924: 35.
2 Pavels 1866: 31.12.1814.
3 Brun 1814a: 11, 27.
4 Pryser 1999: 202.
5 Jf. Wallem 1874: 197-98.
mange af nordmændene følte, at samfundet var blevet faderløst. Prinsen udfyldte et tomrum og af-værgede som en samlende figur det anarki, som mange frygtede. Eidsvoldsmanden Peter Schmidt mente, Christian Frederik i foråret 1814 blev set som en jordisk Messias, hvilket viser den religiøse tendens, der var i tilbedelse af tronfølgeren, hvor han og nationen blev til ét, og hvor regenten stod som et ufejlbarligt nationalt symbol, der markerede nationens selvstændighed over for omverdenen.1 Men selvom regenten bevidst spillede på norsk nationalisme, så stod han samtidig for håbet om en genforening – hvilket han utvivlsomt selv ønskede.
Alle grundlovsudkast byggede på ideen om monarki, mens de var renset for begreberne repu-blik og demokrati. Demokrati blev forbundet med radikalisme og Robespierres terrorregime.
Eidsvoldsmændene var liberale i en 1800-tals forstand, dvs. de ønskede en styreform mellem ene-vælde og demokrati med Christian Frederik som ”Folkestyrer”.2 Man forestillede sig en stærk kon-gemagt, der havde lighedstræk med teorien om ”den opinionsstyrede enevælde”, hvor monarken var en uafhængig instans uden private interesser, der tjente folket.3 Det var præcis, hvad man fik på Eidsvold, hvilket blev udtrykt i den formel landets love blev understrevet med: ”N. N., af Guds Naa-de og efter Rigets Constitution Norges Konge”; en formulering Naa-der båNaa-de pegeNaa-de bagud og fremefter, og som næsten identisk med den Ludvig 16. havde anvendt i sin korte tid som konstitutionel konge.4 På trods af den tvetydige formulering så stod det klart, at det ikke var kongen, men folket, der var suveræn, hvilket både etno-symbolister og modernister vil tolke som et tegn på en moderne national ideologi.
Den detroniserede konge
Med nederlaget i efteråret slog stemningen om, hvor tilbedelse blev vendt til foragt, da Christian Frederik viste sig mere jordisk end messiansk. Hans manglende vilje til at ofre liv i en håbløs kamp vendte de nationalt vakte væk, ligesom hans menneskelige skrøbelighed skuffede dem. Det affødte personlige angreb på majestæten for fejhed og frivolitet.5 Nogle nægtede at tro på, hvad der skete, mens andre følte sig holdt for nar og nedlagde deres hverv i protest. Det var symptomatisk for en del af kritikken, at den var national. Man forbandt Christian Frederiks karakter med hans danskhed og hans manglende vilje til at kæmpe med, at han manglede fædrelandskærlighed, da han ikke som nordmændene var forbundet til landet ved familie, afstamning eller ejendom (jf. hjemlandets betyd-ning for nationsdefinitionen og som nøgletema).6 Forårets helt blev efterårets syndebuk, mens selv-stændighedspartiet fralagde sig ansvaret.
1 Jf. Dyrvik & Feldbæk 1996: 138-39; Sars 1913: 73, 148-49; Bergsgård 1943-46.
2 Pavels 1866; 9.2.1814.
3 Hyvik 2003: 183-84; 216-17.
4 Jf. Smith 2001: 44.
5 Andresen 2005: 102-3.
6 Wergeland 1814: 26; Langslet 2000 [1998]: 160; Nygaard 1960: 105.
Langslet har påpeget det næsten uundgåelige heri, da Christian Frederiks nationale retorik hav-de været med til at fremme forestillinger om total mobilisering og kamp til døhav-den, hav-der af mohav-dernister som Kedourie er blevet udlagt som et typisk træk ved nationalisme.1 Christian Frederiks nødvendige idealisme i foråret umuliggjorde accepten af hans realisme i efteråret.2 Kongen havde stadig sine støtter, men de var især danskfødte officerer og nyansatte embedsmænd, hvis stilling afhang af Chri-stian Frederiks person.3 Han blev stadig anvendt som nationalt symbol af dem, der ønskede fortsat kamp, og jo længere væk man kom fra Christiania og krigen, desto stærkere stod kongen stadig.4 Kærligheden til Christian Frederik fandtes stadig på det overordentlige Storting, hvor der både var forslag om en kommission, der skulle renvaske monarken, en mindestøtte og fortsat apanage. Forsla-gene blev trukket efter svensk pres, men kongen modtog en adresse, som udtryk for folkets taknem-melighed.
Efter han havde forladt landet, blev hans rolle som syndebuk for en kollektiv skam imidlertid cementeret. Kritikken gik på kryds af partiskel, men hos ”svensksindede”, som Nicolai Wergeland og Jens Christian Berg, blev den koblet med teorien om, at Christian Frederik havde været drevet af danske interesser.5 Den ensidige kritik affødte til tider indædte modreaktioner, og redaktør Hans Abel Hielm var ikke alene med den holdning, at det var tronfølgeren, der i 1814 havde muliggjort en fri forfatning, og at nordmændene for evigt burde være ham taknemmelig.6
Kongemagten i Danmark 1814-30
I Danmark synes modviljen mod kongen kun at være blevet intensiveret med fredsslutningen i 1814.
Jacob Ræder skrev i sine erindringer, at enhver vendte sig imod ham,7 mens general Lützow i
samtiden mente, Frederik 6. havde mistet sine undersåtters agtelse og tiltro.8 Utilfredsheden var både social og geografisk bred. Statsminister C.D. Reventlow kritiserede Frederik 6. nådesløst,9 mens generalstaben berettede, at jyderne og fynboer næsten var lige så fjendtligt stemt over for kongen som overfor Karl Johan.10 Frederiks rygte havde lidt så stor skade, at historien gik, at han forklædt måtte snige sig tilbage til København,11 og adjudantstaben måtte holde sig inden døre efter
tilbagekomsten.12
1 Kedourie 1986 [1960]: 18.
2 Langslet 2000 [1998]: 162.
3 Sibbern 1866: 40.
4 Jf. Brun 1814b; Bugge 1814.
5 Laache 1941b: 193-94.
6 DNN, 16. hf., 1819: 70-71.
7 Ræder 1968: 109-110.
8 Hedegaard 1975, II: 342.
9 Hedegaard 1975, II: 351.
10 Dreyer 1993, 1: 409-10.
11 Ræder 1968 [1912]: 111.
12 Clausen 1877: 6.
Danmark afbrød efter internationalt pres forbindelsen med Norge til befolkningens vrede, men kongen nægtede at give efter for det svenske krav om at fjerne Christian Frederik fra arvefølgen.1 Det kan skyldes familiefølelse, men Frederik må også have frygtet konsekvenserne. På baggrund af informationer fra København skrev prinsen i sin dagbog, at hvis majestæten var nødsaget til at gøre ham arveløs, så troede kongen ikke handlingen ville stå ved magt i 24 timer; ”oprør vil straks bli[ve]
følgen.”2 Notatet kan tolkes, som Christian Frederiks klyngede sig til håbet om at blive i arvefølgen, men det strider med, at han selv havde tilbudt Frederik 6. at udtræde af den, hvis det kunne hjælpe Danmark. Kongen affejede netop tilbuddet med, at det ville underminere danskernes kærlighed til ham og gøre Christian Frederik til en martyr.3 Ifølge Hedegaard talte københavnerne allerede på to-mandshånd om at afsætte kongen til fordel for tronfølgeren.4
Den generelle tendens i hovedstaden synes i foråret 1814 at kombinere vrede mod kongen og tilbedelse af tronfølgeren.5 Danske breve til Christian Frederik forudsagde, kongen ville være afsat inden fire uger,6 mens den svenske gesandt i København berettede om pjecer, der krævede en forfat-ning efter norske forbillede; et krav, der ifølge gesandten vandt genklang i mange kredse.7 Dette bør naturligvis tages med et gran salt, men udsagnet understreges af, at tre danskere skrev udkast til den norske forfatning, mens en afhandling beskrev en dansk grundlov i 1814.8 Kilder viser ikke alene en rystet enevælde, men et kongebegreb, der var underordnet nationens velfærd og forestillingen, at om en monark, der brød kontrakten med sit folk, kunne afsættes, og hermed ses en tankegang, der nærmer sig centrale elementer i kernedoktrinen. Alternativet forekommer, ligesom i Norge, at have været folkesuveræ-nitet og et konstitutionelt kongedømme.
Sindene havde lagt sig, da Frederik 6. i 1815 vendte hjem fra Wien. Den traditionelle tolkning er, at kongen blev modtaget som landets frelser, hvilket mange udsagn understøtter. Omvendt så må man ikke være blind for, at der kan have været yderligere faktorer på spil. Muligvis påvirket af Orla Lehmanns bemærkning om, at ”hysterisk Kongekjærlighed” var den eneste politiske følelse i 1820’erne,9 har historikerne ofte set dr. Dampes dilettantiske revolutionsforsøg som en enlig svale.
Men hvis man ser nærmere på empirien og den europæiske kontekst, så bliver billedet mere broget.
Sverige fik i 1809 en forfatning, mens den danskuddannede norske elite i 1814 skabte en liberale grundlov. I hertugdømmerne rejste der sig en forfatningsbevægelse, Tyskland var fyldt med national-liberale bevægelser, mens der udbrød opstande i Neapel, Spanien og Grækenland. De danske em-bedsmænd, der var uddannet i 1790’erne, var stadig påvirket af Den Franske Revolution, hvilket ikke
1 Bonderup 2007: 21-22.
2 Christian VIII 1914: 206.
3 Meddelelser fra Krigsarkiverne, 1902, 9: 187-88.
4 Hedegaard 1975: 342.
5 Aall 1859: 420.
6 Christian VIII 1914: 207.
7 Hedegaard 1975, II: 348-49.
8 Holm 1844: 75-78; Nilsen 1925: 27-28.
9 Lehmann 1872: 226.
alene ses med de danske udkast til en norsk grundlov og afhandlingen om et konstitutionelt monarki i Danmark,1 men også ved de opfordringer, skitser og forarbejder til en dansk forfatning, der blev pub-liceret eller udformet mellem 1815-182 samt i plakaterne, løbesedlerne og opråb, der under jødefej-den i 1819-20 krævede frihed, lighed og enevæljødefej-dens afskaffelse.3
Det er på den baggrund, at man bør se en indberetning fra den preussiske gesandt i København ved Frederik 6. hjemkomst fra Wienerkongressen. Her hed det, at man i Danmark havde ventet kon-gen ville vende tilbage med en konstitution, og da dette ikke skete, skabte det misfornøjelse.4 Glæden i 1815 kan dermed delvist være affødt af borgerskabets politiske forventninger. Ytringsfrihedens kår og manglende forskning gør, at vi ikke ved nok herom. Åben opposition var umulig i en tid, hvor der blev indført politispioner og provokatøragenter,5 men der var ingen mangel på misnøje i ”private samtaler”.6 Angiveligt havde flertallet af professorerne konstitutionelle sympatier, hvilket bl.a. En-gelstoft på tomandshånd tilkendegav, ligesom man fandt liberalisme i Jernringsforeningen, klubben Clio, Studenterforeningen og læseselskabet Athenærum.7
Den var ikke indskrænket til hovedstaden, men sås også i provinsbyer på Sjælland, Lolland-Falster og Fyn. Ifølge rektor Tauber i Aalborg var tiden fyldt med almindelig utilfredshed, skumle-syge og kandestøberiers ækle tone, mens stiftamtmanden, Frederik Moltke, kom med udfald imod tidens despotiske konger.8 Med andre ord så havde Knud Fabricius ret, da han konstaterede, at tiden langtfra var så politisk død som antaget.9 I Odense gav borgerne udtryk for deres holdning ved 17.
maj 1815 at vælge den tidligere konstitutionelle konge, Christian Frederik, til præsident for et nyop-rettet litterært selskab.10 Ved sin hjemkomst fra Norge var han blevet modtaget som en helt, og han udgjorde nu et samlingspunkt for oppositionen.11 Christian Frederik arbejdede i disse år på en dansk forfatning, men kunne ikke løse det problem, som hertugdømmerne udgjorde. Hans mente, at de fle-ste danskere (bønderne) stadig støttede enevælden, men at den ”oplyfle-ste del af Folket” (borgerskabet) ønskede et konstitutionelt kongedømme med Norge og Storbritannien som forbilleder.12
Den (næsten) frie norske presse gjorde, at danskere på deres eget sprog kunne læse nådesløse
Den (næsten) frie norske presse gjorde, at danskere på deres eget sprog kunne læse nådesløse