Navngivne nationer og behovet for anerkendelse
Begreberne ”dansk” og ”dansker” samt ”norsk” og ”nordmand” var nødvendige forudsætninger for eksistensen af en dansk national identitet og en norsk national identitet (jf. Smiths definition af en nation).1 Uden et navn kan gruppen hverken erkende sig selv, tillægge den kollektive identitet positive egenskaber eller opnå ydre anerkendelse af nationen. Den nationale identitet blev både i Danmark og Norge gerne udtrykt gennem indre selvhævdelse og behovet for ydre anerkendelse. Et typisk dansk eksempel på det første var præsten Børge Knaps udsagn om, at danskernes:
Navn nævnes med Agtelse af fjerne Folkeslag – ikke fordi det har indsamlet mange af Krigens blodige Laurbær; skjøndt Dannerfolket fra de ældste Tider har erhvervet sig et stort Navn i Verdens Aarbøger, ved Mod og Tapperhed […] men dog især fordi – det var ædelt i Fred.2 Behovet for andres anerkendelse af nationen ses bl.a. i værker, der var rettet mod et udenlandsk publikum, såsom i Denmark Delineated (1824), hvor man ønskede at rette op på: ”The injustice which Denmark has in general sustained from the ignorance and prejudice of foreign travellers”.3 Med andre ord: andre nationer burde anerkende og forstå danskerne som de selv gjorde.
De norske kilder efter 1814 giver både kvalitativt og kvantitativt et indtryk af et endnu større norsk behov for ydre anerkendelse end det danske, der var forbundne med de nationale nøglemotiver identitet og autonomi. Det skyldes en blanding af tre forbundne omstændigheder: udlandets
uvidenhed om Norge og dets nye status som en selvstændig stat og nation,4 stormagternes manglende vilje til at anerkende denne status i og efter 18145 og det norske behov for at blive anerkendt som en ligeværdig nationalstat. Betydningen af national anerkendelses kan ses i tilfælde som kurdere, hvis selvstændighed aldrig er blevet politisk anerkendt.6 Dette er med til at forklare de norske mediers fokus på udenlandsk omtale af Norge og dets forfatning7 samt af deres revselse i de tilfælde, hvor norske sager blev henført under Sverige.8
1 Smith 2001: 13.
2 Knap 1807: 13.
3 Feldborg 1824: I; jf. Den nordiske Tilskuer, 1816: 321.
4 f.eks. Schinnerup 1812: 27; Platou 1872: 34; Extra-Tilllæg, No. 44-45, Bergens Adressecontoirs-Efterretninger, No. 77, 1827.
5 Berg 2005b: 181.
6 Lorenz 2008: 31-32.
7 f.eks. Patrioten, 28.8.1824; DNNV, 12.10.1821: 25.
8 Tillæg til DNR, No. 12, 1817; Tillæg til DNR, No. 19, 1818; DNN, 2. hf., 1816: 23.
I Stortinget kæmpede patrioten Pierre Flor mod den manglende udenlandske anerkendelse og opfattelse af Norge som en del af Sverige ved at kræve, at kongen skulle få stormagterne til at aner-kende den norske grundlov og majestætens norske titel på linje med hans svenske. Kongen skulle ligeledes sørge for, at alle norsk-svenske ministre, agenter og konsuler i udlandet handlede i overens-stemmelse med Norges selvstændighed og påtalte enhver krænkelse af det norske folk. Motivet bag kravet var, at uden udenlandsk anerkendelse af Norge kunne kongen fraskrive sig riget, udstykke det eller indlemme det i Sverige. Yderligere ville anerkendelsen sikre nordmænd imod at blive kaldt svenskere.1 Flors krav, der vandt Stortingets opbakning, viser ikke blot den norske skepsis til kongen og Sverige, men også at den norske nationale identifikation – ligesom den danske – var forbundet med en selvrespekt, der krævede andres anerkendelse af nationen.
Forestillinger om danskeren
National identitet bygger på forestillingerne om nationens fælles karaktertræk og identifikationen hermed, men hvad identificerede borgerskabet det ”danske” med, og hvilke fællestræk blev dansker-ne tillagt? Det stereotype billede af danskeren indeholdt forestillinger om kongetroskab, pligtopfyl-denhed og fædrelandskærlighed, som man også genfinder i Norge og andre lande, og som øvrighe-den aktivt promoverede for at gøre til en del af et normsæt, men øvrighe-den mest prominente egenskab var fredelighed. En relevant perenniel pointe er, at idéen om en national karakter ikke er et fænomen, der først opstod i saddel-tiden, men som derimod kan spores tilbage til antikken. Både på det generelle plan og i forhold til den danske og norske empiri er det korrekt, men selvom denne type af forestil-linger er en nødvendig forudsætning for national identitet, så er de ikke en tilstrækkelig forudsætning herfor – medmindre man definerer begrebet meget bredt. Som tidligere påpeget så forbandt man ikke i middelalderens Danmark og Norge folket/nationen med politisk legitimitet, forestillinger om rettig-heder, pligter og solidaritet på tværs af stænder og en loyalitet, der var hævet over alle andre. Den manglende idé om folkesuverænitet gør derfor, at man snarere bør betegne denne type af førmoderne kollektiv identitet som et udtryk for etnisk identitet – eller med den hobsbawmske (modernistiske) betegnelse: proto-national identitet.
Fred blev konsekvent forbundet med Danmark, dets folk og regering,2 og som byggede på fo-restillingen om en særlig ”dansk vej”, der var præget af ydre fred og indre ro og harmoni, der ud-gjorde en del af den nationale karakter.3 Idéen gjaldt i princippet hele den dansk-norske stat,4 men den blev koblet sammen med det at være dansk. Dette begreb kunne naturligvis forstås i en statsbor-gerlig forstand, men der synes ofte at have været et nationalt element heri i praksis. Ideen om at for-binde ”dyden i midten” med den nationale identitet var ikke særegent dansk, men det afspejler
1 Flor 1818: 12-19, 32.
2 Malling 1992 [1777]; jf. Feldbæk 1991c: 292.
3 Røepstorff 1808: 35; Bruun 1808a: 4.
4 Bregnsbo 2007b: 284-86.
densen til at koble det ekstreme med noget fremmed og ”udansk”. Det store udland med dets vold-somheder blev allerede før adskillelsen, hvor staten strakte sig fra Nordkap til Elben, stillet op over for et lille fredeligt Danmark.
Forestillingen om fredelighed, der genfindes i den norske diskurs, blev nedspillet i krigsårene til fordel for en krigerisk retorik, der dyrkede dansk mod og mandighed. Det kan tolkes instrumentelt i forhold til nationens behov, dvs. man valgte at fokusere på de temaer og værdier i fortiden og nuti-den, som nationen havde brug for i den givne kontekst. Krigen ændrede ikke på, at ekspansion og erobringslyst blev set som fundamentalt ”udansk”, og efter 1814 finder man stadig idéen om en sær-lig dansk fredesær-lighed og fordragesær-lighed, der stod i kontrast til en farsær-lig og kaotisk omverden præget af udanske fænomener som revolution og bratte omvæltninger.1 Den danske fredelighed forhindrede imidlertid ikke en udpræget følelse af vrede rettet mod stormagterne for at have maltrakteret landet og opdelt staten.2
Den danske nationale identitet blev forbundet med redelighed, troskab og sindighed, der blev kombineret med ydmyghed, jævnhed og beskedenhed.3 Selvhævdelse blev derimod – ligesom det ekstreme – anskuet som fundamentalt udansk, da det ikke stemte overens med danskernes ærlighed, mildhed og blyhed, som Grundtvig udtrykte det.4 Ud fra denne selvopfattelse var danskerne fornøje-de med at være mere end fornøje-de synes ”og overlafornøje-de fornøje-det til andre Folk: at synes mere end fornøje-de ere.”5 Det danske folk havde ifølge sig selv alt, hvad der krævedes for at gøre det mægtigt, klogt og berømt undtagen lysten hertil.6 Det er i denne selvopfattelse, at man skal finde roden til Janteloven.
Den småstatsmentalitet, som her blev udtrykt, foldede sig for alvor ud i kølvandet på Freden i Kiel, hvor ”storhed” blev et modbegreb for danskerne, hvis styrke ikke skulle ses i det ydre, men i det indre.7 Denne selvforståelse ses tydeligt i den poesi, der knyttede sig til nøgletemaet hjemlandet, såsom i sangene Glæde over Danmark (1820) og Langt højere Bjerge (1820), hvor Danmarks fysiske lidenhed og materielle fattigdom står i kontrast til de nære, jævne og indre ”danske” værdier, der genfandtes i Danmarks landskab, der ligesom folket var smukt og godt – selvom det ikke var stort eller voldsomt. Poul Martin Møllers og Grundtvigs sange kan ses som et udtryk for kulturnationalis-me, og forfatterne selv kan med Hutchinsons terminologi betegnes som moralske innovatorer, der i kølvandet på en national katastrofe forsøger at genoplive nationen ved at dyrke dets indre værdier.8
Den danske nationale identitet blev ikke blot koblet med ”objektive” faktorer, men også med en subjektiv indstilling. Den er især blevet knyttet til Grundtvigs danskhedsbegreb, men den genfindes også hos andre samtidige skribenter, der som præsten Bone Falch Rønne talte om at være dansk ”i
1 Bregnsbo 1997: 286.
2 f.eks. Møller 1830: 150-51.
3 Møller 1830: 152; Tøxen 1819.
4 Danne-Virke, 1816, 1: 18-19.
5 Blom 1829: 10.
6 Lundgreen-Nielsen 1992b: 22.
7 Wilster 1820; Jørgensen 1822: 22; Blicher 1828: 16-17. Feldborg 1824: iii; Bjørn 1994: 188, 190; Bregnsbo 1997: 282-83.
8 Hutchinson 2005; jf. Smith 2009: 35-36.
Sind og Hu som i Gjerning”. 1 For Grundtvig var danskheden ikke et entydigt begreb, men en levende praksis og følelse, der afspejlede sig i en fælles livsstil og en sproglig tradition.2 For digterpræsten var det ikke nok at tale dansk og kalde sig dansk, hvis man satte ussel mammon og udenlandske modeluner over de minder, den ånd og det sprog, som nationen havde arvet fra
forfædrene. I hans øjne havde danskheden aldrig været mere truet end i 1700-tallet, hvor folket havde været præget af ligegyldighed med dansk tænkemåde, sprog og skikke,3 men nu syntes folket at være ved at ”vågne”.
Sin danskhedsfilosofi begyndt Grundtvig først rigtigt at udarbejde i årene efter 1810, mens hans identitet før dette punkt var præget af kongetroskab, statspatriotisme og nordiskhed.4 Dette var almindeligt, hvilket ses i kilderne ved, at dansk ofte blev brugt i en statspatriotisk betydning, der også gjaldt statens øvrige befolkning, samt i den vekselvirkende brug af begreberne dansk og nordisk. Begrebet nordisk indeholdt i princippet både Danmark, Norge og Sverige, men i den konkrete poetiske brug ses en praksis, hvor nordisk før 1814 blev forbundet med et særligt dansk-norsk fællesskab.
De stærke følelser for det nordiske fællesskab, som Grundtvig ligesom mange andre danskere havde, gjorde, at det først for alvor var efter ”tabet af Norge”, at han skabte sin danskhedsdoktrin, der var dybt præget af nederlagets ydmygelse og kristendommen.5 Grundtvig selvpåtagede mission træ-der tydeligt frem i tidsskriftet med den sigende titel Danne-Virke (1816-19), hvis mål – i tråd med en national ideologi – var at ”vække” danskerne til selvbevidsthed og sand kristendom samt at beskytte danskerne mod både den tyske naturfilosofi og oplysningstidens kosmopolitiske kultur, da tysk og fransk kultur var afledte versioner af den stive og dø romerske kultur. Derimod fandtes der, ifølge Grundtvig, intet mere ”christeligere Folkeliv end det Danske”, hvilket angiveligt sås ved Luther-dommens fremkomst, hvor det var folket selv, der havde ladet sig omvende til den sande tro, mens Christian 3. blot var folkehjertets tunge.6
Det nationale nøgletema skæbne genfindes i digterpræstens syn på danskerne som Guds ud-valgte folk, og den smertefulde adskillelse fra Norge var ikke – som flere nordmænd mente7 – det danske folks dødskamp, men derimod dets fødselsveer. Med andre ord så var det ikke alene i Norge, at 1814 blev anskuet som en national genfødsel, men også i Danmark – i det mindste af kulturnatio-nalisten Grundtvig, der ud fra en klassisk national tankegang knyttede nationalåndens opvågnen til nøgletemaer som værdighed, identitet, kontinuitet og autenticitet. Nederlaget blev vendt til en mo-ralsk sejr, og Grundtvig fandt en storhed i det lille folks indre værdier. Danskheden blev forbundet
1 Rønne 1807: 7. Jf. Thanch 1807: 8.
2 Lundgreen-Nielsen 1992b: 11.
3 Danne-Virke, 1816, 1: 19, 33-34.
4 Lundgreen-Nielsen 1992b: 15.
5 Følgende bygger på Lundgreen-Nielsen 1992b: 19-28.
6 Grundtvig 1815a: 164.
7 bl.a. Wergeland 1816.
med en særlig følelse for sandhed, historie og kvindelige karaktertræk.Ifølge Grundtvig var dansker-ne lidt dorske og sedansker-ne til at handle, men et folk med en større fædrelandskærlighed end noget andet folk og mentalt på højde eller foran alle andre. Dette kulturelle selvværd på nationens vegne var han ikke ene om, da også andre skribenter var stolte over den danske litteratur, videnskab og kunst, der var ”vor Aands Odel”,1der netop blomstrede i guldalderens København.
Muligvis inspireret af Fichtes forestillinger om et ursprog tillagde Grundtvig modersmålet en afgørende rolle. Det danske sprog var ikke alene det sødeste, naturligste og mest velklingende sprog, der på en gang var egnet både til høje betragtninger, dybe følelser og vittighed,2 men det var ifølge Grundtvig også det eneste sprog, der i sin kerne var forblevet uforandret og dermed besad fuldkom-menhed. Grundtvig forbandt ligeledes danskheden med en særlig kongetroskab, der kunne spores tilbage til oldtiden. Denne idé var ikke særlig original i Europa post-1815, hvor konservatisme var dagens orden både hos de mange, der reagerede reaktionært på Revolutionen og krigens rædsler, og hos dem, der af opportunisme hyldede enevælden. Kongetroskaben var et fast tema i Ingemanns ro-maner, ligesom det særlige forhold mellem kongen og folket blev fremhævet ved uropførelsen af Elverhøi i 1828.3
Forestillingen om nordmanden
Der eksisterede en idealforestilling om den ”rigtige” nordmand, hvis ageren skyldes en blanding af arv og miljø. Ifølge Storsveen fandtes der allerede før 1807 fire elementer, der blev forbundet med den norske nationalkarakter. For det første fremhævede man de norske bjergbeboere som enkle og ufordærvede i modsætning til det dekadente liv (jf. nøgletemaet autenticitet), der prægede Køben-havn. For det andet blev nordmanden set som frimodig, hvilket blev bekræftet af, at de norske bønder – modsat de danske – gerne tog til København for at møde landsfaderen. Det tredje element var den norske frihedstrang, der blev bygget op i modsætning til de mere dvaske danskere, mens det sidste element var en særlig norsk kongetroskab.4
På denne måde blev det ”norske” defineret i modsætning til en dansk karikatur (jf. kapitel 19).
At være ”ægte” norsk indebar, at man besad en række fysiske egenskaber og mentale træk. Nationen blev set som Nordens spartanere, der bestod af et folk af malmfaste bjergbeboere og kække søhelte, der udgjorde en skræk for landets fjender.5 Den essentielle ”norskhed” var formet af en kombination af naturen, opdragelsen, levemåden og omgangstone. Påvirkningerne skabte samlet set en originalitet i nordmandens karakter, der bestod i et åbent og simpelt væsen præget af godmodighed, raskhed, tapperhed, gæstfrihed, frihedsfølelse og fødelandskærlighed. Nordmanden besad en særlig ærlighed,
1 Møller 1830: 146-47.
2 Danne-Virke, 1816, 1: 19.
3 MFL, 1829, 1: 56.
4 Storsveen 1997: 46-50.
5 Feldborg 1814: 244; Laache 1941b: 203.
standhaftighed og trofasthed, og han talte altid uden at smigre.1 Den rituelle gentagelse af nordman-dens trofasthed blev instrumentelt anvendt som argument for opretholdelsen af unionen med først Danmark og siden Sverige, da det var imod nordmandens karakter at svigte dem, som han havde indgået et forbund med.
De fleste af disse træk finder man også i forbindelse med den danske nationale identitet, men dog ikke nødvendigvis i det samme mål. Nordmændene blev ikke alene af sig selv, men også af dan-skerne set som friere, hårdere og mere upolerede end de blødere, mere kultiverede og kvindagtige danskere. Ligesom hos danskerne var der hos nordmændene efter 1814 en forestilling om nationen, som et ”lidet og fattigt Folk”, hvilket ikke alene byggede på de hårde tider, men også på en idé om en evig norsk kamp mod landets hårde natur.2 I forlængelsen af tidens jagt på autenticitet blev nord-mændene både af sig selv og andre sat i bås sammen med andre bjergfolk, som de skotske ”Highlan-ders” og de schweiziske bjergbønder, der lever i pagt med naturen og mindre spoleret af den moder-ne civilisation end andre folkefærd.3 Nordmændene blev set som et tarveligt og arbejdsomt folk4 med en ”dybt indgroede Lyst for Ligelighed”.5 Dette ideal, som udlændinge allerede besad før, de satte foden i de norske fjelde, stemte imidlertid ikke altid overens med rejsendes oplevelser i Norge, hvor bønderne til briten Capell Brook forfærdelse opførte sig ”like true Jews”.6
De falske landsmænd
Den positive side af den danske og norske identitet blev udtrykt gennem alle de gode egenskaber, som de borgerlige eliter i de to lande forbandt med de to nationale karakterer, men den nationale identitet medførte i sig selv forestillingen om en implicit negation, dvs. noget enten ”udansk” eller
”unorsk”, der indeholdt alt, hvad man ikke ønskede forbundet med den nationale karakter. Disse to modbegreber optræder ofte i kilderne og altid som noget negativt, der burde foragtes.7 Selvom man forsøgte at gøre disse ”unationale” træk til objektiv størrelse, så var der i sagens natur tale om en subjektiv vurdering hos en bestemt aktør eller gruppe, der bevidst brugte begreberne ”udansk” og
”unorsk” til at stemple en reel eller fiktiv modstander. Hermed placerede man ”de andre” uden for det nationale fællesskab som personer, hvis synspunkter per definition enten var suspekte, farlige eller skadelige, og som udgjorde en trussel mod nøgletemaet: national enhed.
Brugen af denne type modbegreber var langt hyppigere i Norge end i Danmark, hvilket må tilskrives de særlige muligheder og omstædigheder i Norge efter 1814, hvor landet ikke alene fik en politisk opinion og en fri presse, men ligeledes var præget af indre splittelse og frygt for nationens
1 Krogh 1811a: 15-16, 19-20; Schinnerup 1812: 30.
2 DNNV, 25.1.1822: 90.
3 Brook 1823: 69f.
4 Birch-Reinenwald, Cappelen, Petersen & Weisser 1878: 59.
5 Petersen 1824: CCCCXVII.
6 Brook 1823: 80-81.
7 Jf. Bruun 1808a: 93; Manthey 1807: 152.
fortsatte overlevelse. I denne situation blev begrebet ”unorsk” brugt til at beskrive éns politiske mod-standere, som mange oprigtigt frygtede enten kulturelt eller politisk forsøgte at ødelægge nationen.
Dette modbegreb var især fremtrædende hos ”patrioterne” i oppositionen efter adskillelsen, der be-skrev sig selv som ægte, sande og tænkende nordmænd, mens de, der havde andre holdninger, var unorske eller ”uægte” nordmænd. Alene det at selvstændighedspartiet og unionspartiet betegnede hinanden som ”dansksindede” og ”svensksindede”, viser, at man satte spørgsmålstegn ved modstan-derens norske sindelag.1
Det viser det klare subjektive element i den norske nationalitetsopfattelse, hvilket tydeligt blev udtrykt i Wergelands krav om, at man ”af Hjerte var Normand”.2 Med slet skjult henvisning til de dansksindede fremhævede han, at det ikke var nok at være norskfødt, da man kunne ”have ladet Hjertet nationaliseres udenlands.”3 Wergelands bog om Danmarks politiske Forbrydelser (1816) udtrykte et brændende had til Danmark og en enestående identifikation med Norge. Hans forestillin-ger om danske krænkelser af Norge blev her forbundet med den forhånelse, som han selv følte sig udsat for af danskere i almindelighed og juristen A.S. Ørsted i særdeleshed. Ørsteds anmeldelse af Wergelands prisopgave om et norsk universitet (Mnemosyne (1811)) er blandt dansk litteraturhistori-es hårdlitteraturhistori-este. Den var et angreb på den norske selvhævdelse, som Ørsted mente Wergeland personifi-cerede, hvilket Wergeland som nordmændenes selvudråbte forkæmper belønnede med at inkludere recensionen blandt Danmarks politiske forbrydelser mod Norge.
Wergelands bog og person delte vandene i Norge. De dansksindede hængte Wergeland ud som en forræder, der var købt og betalt med svenske ordner og et fedt præstekald i Eidsvold, og værket blev anklaget for at være et udtryk for personlig hævnlyst og uindløste ambitioner.4 Det mest interes-sante i kritikken var angrebene på hans ”norskhed”. Den stærkt dansksindede student M.A. Boye kaldte Wergeland ”for en uægte Søn” af Norge.5 Ifølge Boye viste Wergelands bog, at han ikke var nordmand, da han ikke var besjælet af den følelse, som nordmænd havde for fædrelandet.6 At være norsk var for ham ikke blot et spørgsmål om fødsel, men også om de rette følelser. Hermed udtrykte Boye en kombineret subjektiv og objektiv opfattelse af nationalitet, som Wergeland ironisk nok delte med ham.7 En anonym skribent i Det norske Nationalblad gik endnu længere end Boye, da han stemplede alle, der ikke fandt Danmarks politiske Forbrydelser for usselt, skændigt og liderligt, for
”uægte Normænd”.8
Den type udfald var almindelige i et norsk borgerskab, hvilket med Hutchinsons begrebsbrug gjorde nationen til en konfliktzone, hvor man udkæmpede en kamp om norskheden ud fra
1 Steen 1948a: 145, 204.
2 Wergeland 1816: 5.
3 Wergeland 1817a: 9.
4 DNN, 5. hf., 1816: 159.
5 Boye 1817: 60.
6 Boye 1817: 14.
7 Wergeland 1816: 5.
8 DNN, 5. hf., 1816: 204.
ningen af den nære fortid. Wergeland og hans støtter svarede igen på beskyldninger med det samme skyts. Blandt dem, som havde anklaget Wergeland og hans værk for uvederhæftighed, var Jens Gar-mann, Svend B. Hersleb og Wincents Sebbelow. I et anonymt modindlæg hed det om dem: ”Hvad vil I her, I Danske Stakler? / Reis med Jer[es] tændte Sandhedspraas!”1 Sagen var blot, at Sebbelow
ningen af den nære fortid. Wergeland og hans støtter svarede igen på beskyldninger med det samme skyts. Blandt dem, som havde anklaget Wergeland og hans værk for uvederhæftighed, var Jens Gar-mann, Svend B. Hersleb og Wincents Sebbelow. I et anonymt modindlæg hed det om dem: ”Hvad vil I her, I Danske Stakler? / Reis med Jer[es] tændte Sandhedspraas!”1 Sagen var blot, at Sebbelow