Kosmopolittens fædreland
Kosmopolitten orienterede sig ikke mod en nation og dens skæbne, men mod hele menneskeheden og dens udvikling, og dermed havde han ikke en nationalitet i en moderne forstand. Hans fædreland var der, hvor han var bosat, og hvor han gjorde gavn som borger. Det ypperste eksempel på denne fornuftsbetonede forståelse af fædreland findes i danskeren Tyge Rothes Tanker om Kjærlighed til Fædrenelandet (1759). Spørgsmålet er: fandtes dette rationelle fædrelandsbegreb stadig i Danmark og Norge efter år 1800?
I perioden 1807-14 er det lykkedes at finde nogle få eksempler på en kosmopolitisk fædre-landsopfattelse. Den københavnske garnisonspræst, Christian Brorson, skrev i Moral for Krigere (1807), at fædrelandet var: ”Den Stat, der beskytter, eller føder ham eller udvikler hans Kræfter og Virk-somhed, den er – han være født, hvor han vil – hans Fædreland”,1 mens sognepræsten Peder Holst erklære-de, at fædrelandet ikke var en provins eller et sted, man var født, men det land, der havde optaget én som borger og beskyttede én.2 Det første eksempel bør imidlertid ses i lyset af 1700-tallets aristokratiske offi-cerskodeks, hvor en officer godt kunne tjene flere forskellige stater, mens det andet eksempel er tvetydigt, da kritikken meget vel kan være rettet mod regionalisme og ikke ”nationalisme”. Hertil kommer, at Holst i andre sammenhænge definerede fædrelandet statspatriotisk med elementer af nationalpatriotisme.3 Det eneste ”norske” eksempel findes i en undervisningsbog fra 1813 redigeret af den danskfødte historiker Ludvig Stoud Platou, hvor man finder et uddrag af Rothes tekst fra 1759. Her adskilte Rothes tekst sig ikke blot fra alle de andre bidrag i værket, der var enten statspatriotiske eller nationalpatriotiske, men ligeledes fra Platous forord, der indeholder en utvetydig kærlighedserklæring til det dansk-norske folk og dets sprog samt udfald mod tyskere og franskmænd, der blev anvendt som modbegre-ber til det dansk-norske fællesskab, der af Platou og især andre danskere blev tillagt egenskamodbegre-ber, der havde lighedspunkter med samtidens forståelse af en nation.4
Det eneste eksempel, som det har været muligt at finde efter 1814, er et anonymt indlæg i Nye-ste Skilderie af Kjøbenhavn (1826), hvor der skelnes mellem fædrelandsbegrebet i dets ”store” be-tydning og i dets snævre bebe-tydning, hvilket henholdsvis refererer til hele Jorden og ens fødeland. Det snævre begreb byggede ifølge skribenten halvt på egennytte og halvt på frygt, mens det store
1 Brorson 1807: 114.
2 Holst 1811: 5.
3 Holst 1807 & Holst 1809.
4 Platou 1813: I.
land gav mennesket alt, hvad det havde brug for, og derfor burde det første altid underordnes det sidste.1 Forfatteren adskilte sig ikke fra samtiden ved at se det nære fædreland i forhold til en større enhed. Hans Vammen har fremhævet, at ”kritiske romantikere”, som brødrene Ørsted, Sibbern og Mynster, ikke så de nationale kulturers individualitet og udvikling i modsætning til hinanden, men tværtimod i et gensidigt og frugtbart samspil.2 Den anonyme skribent adskiller sig derimod ved sin negative bedømmelse af det snævre fædreland og sine kosmopolitiske tendenser. Ifølge en køben-havnsk avis i 1820 måtte en kosmopolit ”lyses efter med Diogeneses Lygte”,3 hvilket understreger, at det kosmopolitiske fædrelandsbegreb og den kosmopolitiske tankegang ligesom i resten af Europa var forsvundet. De borgerlige eliter i Danmark og Norge så generelt kosmopolitismen som noget udefrakommende, som især danskerne forbandt med den tysktalende del af adelen i landet.4 Kosmo-politten blev set enten som en tankeløs, letsindig idealist eller en egennyttig egoist, der tilsidesatte ægte følelser for fædrelandet til fordel for indflydelse og rigdom.5 I et leksikon fra 1820 hed det, at kosmopolittens ”Kjerlighed til det Hele” gjorde, at begrebet i praksis blev gjort til patriotens mod-sætning.6 Denne opfattelse af kosmopolitten som et modbegreb til fædrelandsvennen genfindes i en lang række tekster fra hele perioden.7
Det statsborgerlige fædreland
Det statspatriotiske fædreland rummede per definition hele den danske stat og alle statens borgere, og det blev officielt udtrykt gennem formlen ”alle kongens riger og lande”, der strakte sig fra Nordkap i nord til Elbens bredder i syd. Flere forskere, herunder Knud J.V. Jespersen, har bemærket lighedspunkter mel-lem statspatriotismen i den dansk-norske stat og den ”britiskhed”, der blev skabt i Storbritannien i 1700-tallet.8 Begge var konglomeratstater (eller imperier)9 bygget op om en fælles kongemagt, cen-trale institutionen i hovedstaden og en stærk flåde, og i begge tilfælde forsøgte regeringen at skabe og styrke en identitet, der bandt nationerne i staten sammen, mens den modarbejdede regionale og separate nationale bevægelser.
Ud fra denne logik var skotter, walisere og irer gode briter, ligesom nordmænd og holstenere var gode danskere. Ove Høegh-Guldberg, hovedarkitekten bag det statsborgerlige fædreland, argumenterede for, at det var et gode, at begreberne dansk og norsk blev brugt uden forskel, og at der i streng forstand ikke eksisterede nordmænd i staten, da alle var borgere af den danske stat.10 Denne officielle statspatriotisme,
1 NSK, 7.10.1826: 1258-61.
2 Vammen 1987: 32.
3 BAE, 1.1.1820. Avisen henviser til ”et af de Kjøbenhavnske Blade”, men det har ikke været muligt at finde ud af hvilket. Diogenes var en græsk filosof, der i Athen ledte efter en ærlig mand med en lysende lygte midt om dagen.
4 Glenthøj 2007f: 48ff.
5 Rosted 1811: 162-63; Schmidt 1811: 205; DNN, 15. hf., 1819: 114-115, 180-81; Blom 1860 [1823]: 142-43.
6 Conversations-Lexicon1820, 10: 276-77.
7 Høegh-Guldberg 1807a: 31; jf. Engelstoft 1808: XVIII-XIX; Manthey 1807: 31-32.
8 Jespersen 2007: 262-63, 269.
9 Jf. Bregnsbo & Jensen 2004.
10 Nyerup 1799: 352-53.
hvor begrebet dansk betød borger af staten, forblev den officielle position i Danmark i hele perio-den,1 hvor den blev understreget i værker som Jens Kragh Høsts oversigt over fædrelandet fra 1816.
Med Høsts ord så havde grønlænderen og kreolen på Skt. Thomas dermed fædrelandet tilfælles med lollikken og holsteneren.2
På trods af de hyppige norske klager over den ”danske” regering så kan der ikke være tvivl om, at ældre aristokratiske statsmænd, som Schimmelmann og Reventlow, vitterligt anskuede staten som et hele og kun i ringe grad lagde vægt på nationalitet før adskillelsen.3 Selvom den yngre borgerlige generation i centraladministrationen, som A.S. Ørsted, bestemt havde en national bevidsthed, så for-fægtede de det samme ideal. I Ørsteds tilfælde kom det tydeligst til udtryk i hans frontalangreb på det, han så som den ”sygelige Nationalisme” i Nicolai Wergelands prisskrift Mnemosyne (1811).
Hovedpointen i Ørsteds kritik var, at forfatteren indskrænkede fædrelandet til Norge, mens Danmark var Wergeland et fremmed og næsten fjendtligt land.4 For Ørsted var Danmark et fælles begreb, der ligesom i stater som Østrig, England og Preussen, gjaldt for både Danmark og Norge.5 Ud fra den statspatriotiske opfattelse var Kiel en dansk by, og navnlig nordmænd blev ofte kaldt danske. I Guldbergs ånd flød begreberne for de ægte statspatrioter sammen, som det var tilfældet for den danskfødte, men norsk gifte og norsk bosatte, forfatterinde Christiane Birgitte Koren (alias Moer Koren). Hendes kærlighed til de to riger og folk var uadskillelig, og hun lærte aldrig at ”betragte Danmark og Norge som forskiellige Lande”.6 For Moer Koren var Danmark og Norge to søstre, hvis hjerter var bundet sammen af hellige bånd, og hun talte om ”vi danske” og ”vi nordmænd” uden, at det indebar en modsætning – hvilket går igen i, at svenskerne ofte omtalte nordmændene som danskere.7
Nogle nordmænd fandt det manglende skel mellem dansk og norske og Danmark og Norge provoke-rende, hvilket klarest blev udtrykt i Wergelands nævnte prisskrift. Han medgav, at de to lande udgjorde en stat, men ikke ét rige. Hvis de blev sammensmeltet til ét, så måtte det medføre den enes død, og han så der-for den statspatriotiske begrebsbrug hos danske skribenter som et bevidst der-forsøg på at udrydde Norge fra kataloget over riger på Jorden.8 Udsagn af denne type synes umiddelbart at vise en klar national identi-tet allerede før adskillelsen, og i Wergelands tilfælde forekommer konklusionen rimelig. Man skal imidlertid være forsigtig med ikke at drage for vidtfavnende slutninger på baggrund af dette eksem-pel. Sandheden var, at den statspatriotiske begrebsbrug ikke var indskrænket til danske akademikere og danskfødte i Norge. Mange nordmænd følte sig oprigtigt som borgere i ”Danneriget” og kaldte sig
1 Rerup 1992a: 14.
2 Høst 1816: 1; jf. Schlegel 1827: 19-20.
3 Ørsted 1951: 234.
4 DLT, No. 38-43, 1811: 596.
5 Bergsgaard 1908: 26.
6 Koren 1915, I: 27; jf. Koren 1915, II: 100.
7 Koren 1915, I: VIII, 78. Jf. Rian 1997: 170. Så sent som 1867 omtalte den svenske officer C. Meijer i sin bog Kriget emellan Sverige och Danmark åren 1808 och 1809 konsekvent nordmænd som danskere.
8 Wergeland 1811: 59.
for danskere, danske borgere eller danske undersåtter og talte om danskerne som landsmænd. Dette skete ikke alene offentligt, men også i dagbøger.1
Det samme ses i hertugdømmerne, hvor den tysktalende del af befolkningen uden problemer betegnede sig selv som ”Dänen”.2 Forestillingen fandtes også i de bredere lag af befolkningen, hvil-ket Rasmus Rask bemærkede to gang under et besøg i Norge i 1812. I det ene tilfælde betegnede en norsk bonde den norske hær som ”de Danske”, hvilket man også fra svensk side gjorde, mens en gammel kone i det andet tilfælde talte om Norge som ”Dansk Grund”.3 Nordmændenes identitet var ofte situationsbestemt, hvilket glimrende illustreres af kaptajn Peter Motzfeldt, der bemærkede, at han i Trøndelagen blev anset for at være ørkedaling, i Norge for trønder, i Danmark for nordmand og i Vestindien for at være dansker.4 Her bør det påpeges, at en radikal perenniel tilgang her vil give problemer, da perennialisten ville overse tvetydigheden i borgerskabets kollektive identitet og blot tale om en national identitet som en konstant og absolut størrelse.
Det statsborgerlige fædrelands udfordringer
Den statspatriotiske glød brændte ikke lige stærkt i alles hjerter. Nordmænd og holstenere interesse-rede sig stort set ikke for hinanden,5 og den borgerlige danske elite bekymrede sig mindre for de an-dre folkeslag, især tyskerne, end for sig selv. Udvikling blev kun fremmet af krigen. I en dyster fore-læsning i Det Skandinaviske Litteratur-Selskab i 1811 hævdede Oluf Christian Olufsen, at landene i staten befandt ”sig i et Slags politisk Polygamie med Danmark”.6 Forelæsningen var et udtryk for de spirende nationale tendenser i det danske borgerskab. Hans frygt for statens undergang skyldtes ikke krigens ydre trusler, men statens indre splittelse. Denne frygt byggede imidlertid netop på tilslutnin-gen til det nationale nøgletema enhed – navnlig i en kulturel forstand. Olufsen påpegede således den manglende homogenitet, der skyldtes de mange nationaliteter og de forskellige sprog i den danske stat, der ifølge Olufsen truede med at rive den i stykker. For den nationalt vakte del af det danske borgerskab var det Holsten og den tysktalende del af befolkningen, der udgjorde et problem for sta-tens sammenhængskraft. Denne problemstilling blev taget alvorligt af kronprinsen og regeringen, hvilket afspejler sig i forsøget på at ”danisere” hertugdømmerne efter Holstens indlemmelse i Dan-mark i 1806 (jf. kapitel 21).
De danske skolebøgerne fra perioden anvendte normalt en statspatriotisk fædrelandsdefinition, men billedet er langtfra entydigt. Kapellan Peter Thornboe udgav i 1809, tre år efter Holstens indlem-melse i Danmark, Fædrenelandets Beskrivelse til Brug i Landsbyskoler, hvor det udtrykkeligt blev gjort
1 Se f.eks. Bonnevie 1813/14: 3; Tiden, No. 3-4, 1808: 24; jf. Schmidt 1966: 99, 106, 168; Morgenstjerne 1808b: 11; Pavels 1866:
26.1.1814; Hyvik 2003: 66-68.
2 Engelhardt 2001: 35.
3 Rask 1941, I: 131..
4 Citeret Nissen 1964: 160.
5 Frandsen 2008: 91-92.
6 Olufsen 1839: 148.
klart, at Holsten var en del af Tyskland, mens Slesvig var en del af Danmark. Den samme tendens finder man hos den norskfødte og højt respekterede lærer Eiler Munthe, der i 1806 beskrev Norge som en del af fædrelandet, mens Holsten blev forbigået i tavshed.1 Thornboes holdning afspejler, at indlemmelsen af Hol-sten i 1806 ikke umiddelbart forekommer at have sat sig mange positive spor i det danske borgerskabets bevidsthed. Dette viser en generel tendens i Danmark til at drage nordmændene ind i et fællesskab, der byggede på sprog, kultur, historie og en fælles oprindelsesmyte, som holstenerne pga. deres anderledeshed blev udeladt fra. Krigen gjorde forholdet mellem statens dele mere anspændt og gjorde det danske borger-skabs opfattelse af det statspatriotiske fædreland mere tvetydigt.
Et statsborgerligt fædreland, der bygger på de forskellige befolkningsgruppers loyalitet over for kongen og tiltro til, at statens fælles institutioner gavner dem som statsborgere, er i sagens natur af-hængig af de forskellige befolkningers opfattelse af den førte politik. I de gode tider, i slutningen af 1700-tallet, så de forskellige nationer den dansk-norske stat som en garant for sikkerhed og velfærd midt i et europæisk kaos, men denne opfattelse blev svækket med krigen. Den politiske og militære udvikling fra 1807 og fremefter mindskede troen på kongemagten og staten, hvilket navnlig i det norske og holstenske tilfælde var med til at underminere det statspatriotiske fædrelandsbegreb til fordel for et mere indskrænket.2
Det dobbelt fædrelandsbegreb
Den officielle statsborgerlige definition af fædrelandet stod langtfra alene, da danskere og nordmænd samtidig identificerede sig med deres fødeland. Dette fik navnlig intellektuelle nordmænd til at split-te fædrelandsbegrebet i to analytiske enheder. At detsplit-te skel navnlig blev fremhævet af nordmænd, kan tilskrives, at danskerne, der befandt sig i statens centrum, ikke havde det samme behov for at fremhæve en forskel mellem deres fødeland og staten, der i samtiden blev omtalt med det samme navn: Danmark. Sondringen stammer fra den romerske filosof Cicero, der skelnede mellem et ”stats-borgerligt” og et ”naturligt” fædreland. Differentieringen finder man første gang i Danmark-Norge hos Ludvig Holberg, men den blev først almindelig fra 1760’erne eller 1770’erne.3 Bedst kendt er den senere biskop i Bergen Johan Nordahl Bruns ord fra 1773 om, at” I en naturlig Forstand er Norge vort Fædreneland; I en borgerlig er baade Danmark og Norge det”,4 men opfattelsen blev også eks-plicit udtrykt efter 1807. Wergeland brugte skellet i sit forsvar, da Ørsted anklagede ham for nationa-lisme. Den norske præst svarede:
1 Thornboe 1809b: 14; E. Munthe 1806; Soldin 1806.
2 Jf. Rerup 1991a: 327.
3 Lunden 1992: 61.
4 Brun 1773: 3.
Danmark er mig ikke et fremmed eller fjendtligt Land; ikke heller indskrænker mit Fædrene-land sig til Norge; thi det hele Værk igjennem betragtes Danmark og Norge for den Stat, af hvilken jeg er Borger, det er for mig Fædreneland[et].1
Det er ofte blevet fremhævet, at både Brun og Wergeland lavede dette skel i situationer, hvor de var under pres af den offentlige opinion i Danmark,2 og man kan ikke udelukke, at de to mænd, der beg-ge havde en stærk norsk bevidsthed, talte magten efter munden for ikke at ødelægbeg-ge deres fremtid.
Men selv hvis det var tilfældet, så ændrer det ikke ved, at nordmænd uopfordret og uden, det var nødvendigt, kunne tale om ”dette vort fælles Fædreland”.3 Statspatrioter, som den iltre præst Andreas Bonnevie, udtrykte med glæde denne følelse helt frem til adskillelsen, men kombinerede det fuld-stændigt naturligt med en tæt tilknytning til Norge. For ham var der intet ulogisk i ved indgangen til 1814 at kalde staten for ”vort Fædreland”, sig selv for ”Dansk Borger” samtidig med han gjorde klart, at han var norsk og følte sig norsk.4
I hertugdømmerne finder man dette dobbelte fædrelandsbegreb bl.a. hos den slesvigske jura-professor Niels Falck i 1819. For ham var hans fædreland først og fremmest hertugdømmerne Sles-vig og Holsten, men det udelukkede ikke for ham, at det som begreb eller sindelag også kunne bru-ges om de øvrige dele af det danske monarki. Falcks regionale identitet stod, som Ruth Hemstad har påpeget, ikke i modsætning til hans identifikation med staten.5 Det dobbelte fædrelandsbegreb, hvor man på en gang udtrykte loyalitet over for staten og en tilknytning til sit etniske fællesskab, var ikke ualmindeligt i Europa, som i det britiske tilfælde, hvor en skotsk og britisk identitet ikke udelukkede hinanden. Dette kan stadig genfindes i dag i bl.a. Catalonien, hvor den catalonske identitet kombine-res med et spansk statsborgerskab.6 Men blandt nordmændene var der under krigen en stigende ten-dens til, at den statspatriotiske fædrelandsopfattelse blev skubbet til side for et ”naturligt” fædre-landsbegreb. Det blev klareste udtrykt hos rektor Jacob Rosted i Christiania, da han i en tale i 1809 slog fast, at ”ved Fædrenelandet i egentlig Forstand ikke bør forstaaes noget andet Land, end vort naturlige Fædreneland”. Målet for den virkelige patriotisme var for ham og det stigende antal natio-nalsindede nordmænd udelukkende Norge.7
Blandt danskerne finder man gennem hele perioden 1807-30 statsborgerlige definitioner af fædrelandet, men tendensen var faldende, og begrebet forekommer i stigende grad at være blevet forstået i forlængelse af fødelandet. I 1811 definerede biskop Boisen i sin Fædrelands-Katechismus fæd-relandet som alle kongens lande, hvorefter han to side senere beskrev det ud fra ”objektive” etniske
1 Wergeland 1812: 103.
2 Lunden 1992: 61; Hyvik 2003: 66.
3 Pavels 1805: 18.
4 Bonnevie 1813/14: 3, 8, 15, 32-33.
5 Hemstad 1996: 44-45.
6 Smith 1999 [1986], s. 186; Colley 1992: 373.
7 Rosted 1811: 164.
ber og forbundet med nationale nøgletemaer samt elementer af nationsdefinitionen, som fødsel, forfædre, vedtægter, sprog og religion (kontinuitet, historie og kultur).1 Navnlig sprogkriteriet stemmer her svært dårligt overens med det statsborgerlige fædreland, der havde et stort tysksproget mindretal. I 1829 finder man ikke den samme slinger i valsen i P.J. Bloms Katechismus for den Danske Krigsmand, hvori det hedder:
at vort Fædreneland hedder Danmark, og at, skjøndt Søe og salten Vand skiller Jydland fra Fyen, og Fyen fra Sjælland, have disse dog til alle Tider hørt sammen og udgjort eet Rige, for-di de have Sindelag og Tænkemaade tilfælleds2
Betydning af de nationale nøgletemaer enhed og historisk kontinuitet i et hjemland, der her blev for-bundet med en ”subjektiv” nationalitetsopfattelse, blev efterfølgende af Blom forfor-bundet med en fæd-relandsopfattelse, der var knyttet til en ”objektiv” opfattelse af nationen som et fællesskab, der var forbundet gennem fødsel, opvækst, natur, familie, forfædre, sprog, skikke og etnicitet/blod. Hermed ser man ikke alene den betydning en fælles kultur i henhold til nationsdefinitionen blev tillagt, men også kernedoktrinens princip om, at verden består af nationen med individuelle og historisk bestemte nationale karakterer. Dette tegner et klart billede af en national udvikling i perioden, hvor fædrelan-det og nationen i stigende grad blev set som sammenfaldende begreber.
Fødelandet og det naturlige fædreland
Som allerede nordmanden Hagerup havde fastslået i 1767, så blev man straks medlem af fædrelandet gennem fødslen,3 og både i Danmark og i Norge blev fødelandskærlighed anskuet som en naturlig tendens og lidenskab, der stammede fra Gud selv. Han havde ladet ethvert menneske føde ind i et bestemt fællesskab, som det fra naturen af var forpligtet til at elske. I god overensstemmelse med kernedoktrinens inddeling af verden i nationer tillagde samtidens danske og norske borgerskab land-skabet, jorden og klimaet en rolle, hvor de gav mennesket en fødelandskærlighed, der ”ytrer sig alt som Naturdrift hos [selv] de meest raae og usædede Nationer”.4 Igennem denne type udsagn forsøgte det danske og norske borgerskab at udbrede den følelse, som de fleste besad i forhold til landsbyen, bygden, dalen eller købstaden, til enten hele Danmark eller hele Norge.5 Denne aprioriske fædre-landskærlighed gjorde, at selv ”vilde” grønlændere ifølge samtiden elskede deres fædreland over alle andre lande. Analogien stammede fra det Thomas Thaarup udtrykte det i digt Fødelandskjærlighed (1782), der gang på gang blev direkte eller indirekte citeret i både Danmark og Norge. Den
1 Boisen 1811:1, 3-4.
2 Blom 1829: 8-10.
3 Feldbæk 1991b: 156.
4 Heber 1812: 13-14.
5 Jf. Kohn 1946: 8.
ning, som man gennem fødslen fik til et bestemt land, mente Engelstoft var en naturlov, som ved va-nens, selvfremhævelsens, opdragelsens og uddannelsens magt kun bliver stærkere.1
Det naturlige fædreland var tæt knyttet til ”naturlige” følelser, men uden fornuften kunne man hverken tjene fædrelandet eller hæve sin kærlighed til det til et højere og mere oplyst stade, da man uden intellektet ikke forstod det og hvad det havde gjort for én.2 P.E. Müller skrev til kollegaen Rasmus Rask, at ”Enhver af os kan saaledes sige at skylde Fædrelandet alt”, da det havde sørget for ens undervisning, opdragelse og beskæftigelse.3 Rask var fuldstændig enig heri, og ordene fædrelan-det skylder man alt hvad man kan udrette blev indhugget i hans gravsten i 1832.
Kærligheden til fødelandet blev også forbundet med konkrete følelser til hjemmet og familien;
selvom der var tale om et abstrakt og forestillet dansk eller norsk fællesskab.4 Gennem hele perioden
selvom der var tale om et abstrakt og forestillet dansk eller norsk fællesskab.4 Gennem hele perioden