Danmark og Norge som historiske enheder
Begrebet Danmark var tvetydigt, da det både henviste til staten og den danske nations hjemland, der til tider blev betegnet som selve eller det egentlige Danmark. Brugen af Danmark i den statslige be-tydning finder man både blandt nordmænd og danskere før 1814, men adskillelsen synes at have sat gang i et skred. Claus Bjørn har bemærket, hvordan C.D.F. Reventlow efter ”tabet af Norge” gik fra at være inkarnationen af helstatsmennesket til at være nationalsindet og anti-tysk dansker, og hans brug af begrebet Danmark ændredes fra at referere til hele staten til blot at være en betegnelse for kongeriget Danmark – hvortil hans identitet og loyalitet blev bundet.1 Denne observation afspejler en generel tendens, hvor borgerskabet i landet primært brugte begrebet til at referere til danskernes hjemland.
Udviklingen i Danmark og Norge var forbundet med det centrale nationale begreb historie (jf.
nationsdefinitionen) samt nationale nøgletemaer som kontinuitet, autenticitet og værdighed. Dette ses bl.a. i danskernes og nordmændenes forkærlighed for at understrege deres rigers alder, som i digtet Dania (1828), hvor det hed: ”Aartusinder fløde hen i Tidens Hav - / Og mange stolte Riger faldt med Tiden, / […] / Men Dannemark endnu det Samme er”. Med andre ord blev Danmark fremstillet som perenniel eller primordial enhed, hvilket andre steder blev understreget ved at knytte Jylland eller hele Danmark til det kimbriske oldtidsfolk på samme måde, som svenskerne blev forbundet med goterne.2 Man finder i det førmoderne samfund lignende idéer om oprindelsesmyter og brugen af alder til at give legitimitet. Modernisten Harald Gustafsson har imidlertid overbevisende argumente-ret for, at disse oprindelsesmyter indgik i en religiøs – og ikke national – verdensopfattelse, hvor alle folk gennem Noahs sønner var i familie med hinanden. Temaet alder (kontinuitet) bør på samme måde forstås på sine egne præmisser i det traditionelle samfunds politiske kultur, og ikke med vold og magt tvinges ind i 1800-tallets nationale forståelsesramme.3
På trods af de regionale forskelle og den fysiske adskillelse mellem landsdelene så udgjorde Danmark for den borgerlige elite en uantastelig historisk enhed. Selvom Jylland, Fyn og Sjælland var adskilte af vand, så argumenteredes der for, at de var bundet sammen af historie, sind og sprog.4 Med andre ord så blev det danske hjemland knyttet til både ”objektive” og ”subjektive” opfattelser af na-tionalitet, men det var den særlige danske identifikation med Danmark som en historisk enhed, der gjorde, at dette hjemland ikke inkluderede Norge, der ellers sprogligt blev anskuet som dansk. Præcis
1 Bjørn 1994: 188.
2 Schjøtt 1828: 3.
3 Gustafsson 2002.
4 Blom 1829: 8-10.
det samme mønster gjorde sig gældende i Norge, hvor sproget ikke før adskillelsen blev anvendt som en ”grænsevagt” i det norske borgerskabs forsøg på at adskille sig fra danskerne (jf. nedenfor). Det danske borgerskab begyndte i stigende omfang at se Danmark uafhængigt af andre dele af staten, men tanken om nationalstaten, der står centralt i modernisternes opfattelse af nationalisme, var endnu ikke slået igennem. Dermed vil de fleste modernister nok godtage, at den følgende danske udvikling, hvor borgerskabet vendte sig indad og gjorde storhed og ekspansion til et modbegreb til det at være
”dansk”, var national, men de vil per definition benægte, at der var tale om nationalisme. Heri ligger en afgørende forskel mellem modernisternes strengt politiske opfattelse af nationalisme og den etno-symbolistiske tilgang, hvilket vil blive uddybet i kapitel 13.
Allerede i 1811 understregede professor Olufsen allerede i 1811 – i tråd med en national tan-kegang,1 at Sverige i 1659 blot havde fået sine ”naturlige” grænser (jf. nedenfor),2 mens man i aviser efter adskillelsen kunne finde forslag til opdyrkning af den jyske hede3ud fra devisen: Hvad udadtil tabtes skulle indadtil vindes. De norske fjelde gjorde, at landet i virkeligheden var splittet i regioner, men det ændrede ikke ved det faktum, at det norske borgerskab forbandt de nationale nøgletemaer enhed og autonomi med deres land. Hævdelsen af Norges selvstændighed og principielle lighed med Danmark var en norsk kongstanke, der bl.a. ses i Nicolai Wergelands Mnemosyne (1811). Ifølge ham var Norge ”et ældgammelt Kongerige, en ærværdig Olding, berømt ved sine Bedrifter, og ingensinde undertvungen og erobret”, mens han så Norge og Danmark som ”tvende lige ærværdige Riger” og brødre, der var forenet af kærlighed til den fælles konge, men hvis karakter, levemåde, skæbne og beliggenhed adskilte dem, hvorved naturen dannede grænsen imellem dem.4 Selvom vi her ser ker-nedoktrinens inddeling af verden i nationer med historiske bestemte karakterer og en specifik skæbne samt de nationale nøglemotiver enhed og kontinuitet og de centrale begreber historie og kultur, så vil man fra perennielt hold kunne påpege, at forestillingen om riger som historiske enheder var et vel-kendt tema under le Ancien Régime. Dette er korrekt, men derimod var idéen om nationens naturlige
”grænser” ukendt i det førmoderne samfund.5 Kritikken viser imidlertid igen, at en radikal moder-nisme, der anskuer den nationale idéverden som fuldstændig afskåret fra tidligere tider, er problema-tisk, mens en etno-symbolistisk tilgang umiddelbart har en større forklaringskraft.
Wergeland henviste ikke blot til Skagerrak, men også til forskellen mellem de norske fjelde og de danske sletter; et tema, der altid gik ved sammenligninger af Danmark og Norge. Forestillingen om Norges naturlige grænser gjaldt ikke kun i forhold til Danmark, men generelt,6 hvilket netop af-spejler dette grundtema i nationalismens naturopfattelse.7 Efter unionen med Sverige argumenterede
1 Jf. Edensor 2002: 40; Penrose 2002: 280-81, 286.
2 Olufsen 1839: 167.
3 NSK, 15.2.1820.
4 Wergeland 1811: 59-60.
5 Jf. Sahlins 1991 [1989]: 186ff.
6 Mørch 1814: 7.
7 Jf. Edensor 2002: 40; Penrose 2002: 280-81, 286.
dets tilhængere, som Nicolai Tidemand, for at den skandinaviske halvø udgjorde et naturligt for-svarsforbund1 Det betød dog ikke, at han ønskede skellet fjernet. Tværtimod gjorde han krav på tabte norske landskaber fra Sverige. Den norsk-svenske grænse var ikke længere en potentiel krigszone, men dens præcise placering og naturressourcerne langs grænsen skabte uenighed op gennem 1800-tallet. Frygten for svenske amalgamationsplaner medvirkede kun til, at embedsmænd, historikere og kartografer stod vagt om grænsen som et led i et forsvar af nationen ud fra temaerne hjemland, enhed og autonomi.2
Idéen om det historiske Norge omfattede mere end det land, der blev (delvist) selvstændigt i 1814. Når nationalpatrioten Johan Nordahl Brun sejlede forbi Bohuslen gjorde det direkte ondt i sjæ-len på ham, og han var svært skuffet over, man i 1808 ikke havde generobret gammelt norsk land.3 Med Freden i Kiel blev tabene forøget, da Norge mistede sine gamle kolonier Island, Færøerne og Grønland. De var ikke at regne for kerneområder, og sejladsen på de gamle skattelande var i lang tid foregået fra København, men alligevel affødte tabet stærke norske reaktioner. Allerede før 1814 hav-de en øget historisk interesse sat fokus på disse provinser, hav-der blev forbunhav-det med national autentici-tet og kontinuiautentici-tet. Dette gjaldt navnlig Island, der med sit sprog og sagaerne blev set som et sted, hvor det særegne norske stadig eksisterede i en tidslomme, mens politiske og økonomiske hensyn næsten ingen rolle spillede.4
Tabet af bilandene i 1814 havde dermed ingen materiel eller praktisk betydning, hvilket man efterfølgende understregede fra dansk side,5 men nationalt havde det en betydning, som blev anskue-liggjort i det harmdirrende værk Et Par Ord til Moderlandet Norge (1815) skrevet af den islandsk-fødte præst Gisle Johnsen. Bogen kom aldrig i handel, da den svenske statholder af diplomatiske hensyn pressede forfatteren til at tilintetgøre oplaget, men værket blev alligevel kendt i samtiden.6 Johnsen argumenterede ud fra forestillinger om nøgletemaer som historisk enhed og kontinuitet samt en ”objektiv” opfattelse af nationalitet, at Island, Grønland og Færøerne alle udgjorde ”integrerende Dele af Moderlandet Norge”,7 og i deres folks åre flød norsk blod, norsk fædrelandssind og norsk frihedstrang. Det var derfor Norges hellige pligt at give deres landsmænd og brødre de samme rettig-heder som resten af Norge.8 Den stærke betoning af blodets og historiens bånd gik igen i den offent-lige debat, hvor islændingene blev beskrevet som landsmænd og ætlinge.
Krav om genforening med bilandene dukkede først for alvor op i slutningen af 1815, hvor de-batten indeholdt krav om en genskabelse af 1200-tallets Norgesvælde. I Nationalbladet gjorde sog-nepræst H.H. Thaulow det til en hellig pligt for Stortinget og regeringen at gøre krav på ikke alene
1 Tidemand 1829: VI.
2 Berg 2005b: 179-88.
3 Rian 2007: 301.
4 Nygaard 1960: 251.
5 Sverdrup, Platou & Omsen 1814, 2. hf.: 66; Motzfeldt 1888: 97; Johnsen 1922 [1815]: 5; Clausen 1816: 4.
6 Johnsen 1922 [1815]: 4; DNN, 2. hf., 1816: 158.
7 Johnsen 1922 [1815]: 13.
8 Johnsen 1922 [1815]: 14.
Island, Færøerne og Grønland, men også på Jemteland, Herjedalen og Bohuslen samt Orkneyøerne og Shetlandsøerne, der befandt sig i ”fremmed Vold”.1 Listen over områder, der uretmæssigt var blevet stjålet og straks burde tilbageleveres, voksede konstant i oppositionspressen, hvor man bl.a.
tilføjede Värmland, russisk Lapland, øen Man samt et væld af mindre øer.2 Debattens omfang fik 1816 Pavels til at konstatere, at patrioter ikke var i stand til at få Island og Grønland ud af deres ho-veder.3
Rent praktisk resulterede de nationale krav i, at indbyggere på Grønland født før 1814 blev an-erkendt som norske statsborgere.4 I Stortinget blev sagen især debatteret i forbindelse med gældsop-gøret med Danmark, og der er ingen tvivl om, at Sverige-Norge aktivt anvendte de tabte områder som brikker i et spil for at få nedbragt gælden, som dermed instrumentelt blev anvendt som et vikari-erende motiv.5 Omvendt bør man ikke undervurdere den oprigtige vrede sagen havde skabt blandt nogle nationalister, der knyttede den til nøgletemaet national værdighed. Mange af argumenterne var mere statsretslige end nationale i natur, men det samme kan delvist sige om det senere opgør om Slesvig, hvor man også diskuterede ud fra nationens historiske ret og forfatning. De norske krav på Island var hertil stærkt forbundet med forestillinger om slægt, sprog og historie. For nogle nordmænd var riget mere og andet end landet anno 1814. Det var en historisk enhed, der udgjorde et norsk kul-turelt og kødeligt fællesskab. Med andre ord ser man i tråd med en nationalistisk ideologi, kernedok-trinen (pkt. 5) og nationale nøgletemaer en stræben efter at vedligeholde (og evt. udvide) en auto-nom, national norsk enhed.6
Danmark og Norge som mødre
Danmark og Norge blev ikke blot set som territorier, men også fremstillet som besjælede enheder og agerende subjekter med egen ære, selvstændighed, frihed. Allerede i 1700-tallet var man kunstnerisk begyndt at fremstille Danmark og Norge som unge kvinder i antikke gevandter med rigsvåbnene som attributter, mens man med den nordiske renæssance og romantikken gik over til at vise Danmark og Norge som oldnordiske ungmøer eller skjoldmøer.7 Det traditionelle samfunds patriarkalske fædre-land, der var knyttet til den kongelige landsfader, var langsomt ved at blive erstattet af nationalis-mens matriarkalske moderland, hvor nationerne blev portrætteret enten som mødre eller gudinderne Dana/Dania og Nora. Udviklingen bør ses i lyset af romantikken idealer og forestillingen om kvinden som en mere irrationel og følelsesladet skabning, der levede i tættere pagt med naturen end manden.8 Tilsvarende forbandt man landet med en moderrolle, da det var dette, der opdrog sine ”børn” og gav
1 DNN af blandet indhold, 1. hf., 1815: 149; Nygaard 1960: 254.
2 DNN, 2. hf., 1816: 158-59. Jf. DNN, 3. hf., 1816: 143.
3 Pavels 1866: 5.6.1816.
4 Munk & Birkeland 1874: 404-5.
5 Pavels 1866: 12.12.1817; Nygaard 1960: 254.
6 Jf. Smith 2003: 24; Smith 2001: 9.
7 Adriansen 2003, 2: 443ff.
8 Adriansen 2003, 2: 446-47.
dem deres sprog gennem opvæksten. Dette byggede på samtidens opfattelse af, at normer, kultur og emotionel tilknytning til landskabet blev indpodet i mennesket fra barndom af. Den identitet, der var knyttet hertil, var national og ikke statspatriotisk i karakter. Udviklingen var på ingen måde afsluttet, men i sig selv afspejler den en tankeverden, der adskiller sig fra den førmoderne samtidig med den knyttede sig til nøgletemaer som autenticitet og kontinuitet, da man ikke alene erstattede faderen med en moder, men ”nationaliserede” hende i stedet for at lade hende være formet af en fælles europæisk antik ikonografi.
Allerede i Johannes Ewalds Fiskerne fra 1780 omtales Danmark som ”vor” moder, men det var først i 1810’erne, at forestillingen om fædrelandet som en kvinde for alvor slog igennem i Danmark.1 Udviklingen i Norge synes her at være forsinket, da man sjældnere støder på kvindelige allegorier.
Det bør i denne sammenhæng bemærkes, at den nationalromantiske udvikling i 1800-tallet ofte bli-ver forbundet med en obli-vergang fra en patriarkalsk til en matriarkalsk referenceramme, og de mang-lende kvindelige allegorier i Norge kan tolkes som et udtryk for mindre udviklet kulturel nationalis-me i Norge end i Danmark, hvilket ville stemnationalis-me overens nationalis-med det generelle billede. I udgangspunktet blev Dana ofte fremstillet i rustning med spyd og skjold, men efter adskillelsen synes dette i stigende grad at have provokeret dele af offentligheden, der forbandt Danmark med fred.2 Under krigen blev der bevidst i poesien spillet på et kønsrollemønster i begge riger. Danskere og nordmænd var børn af Danmark og Norge, og deres sønner burde derfor forsvare mødrenes kroppe mod fremmede mænds voldtægt.3
Nationen og det nationale landskab
1700-tallets topografiske litteratur havde lært danskere og nordmænd deres lande at kende. Denne udvikling blev forstærket i 1800-tallet med dets mange topografiske, statistiske og kartografiske ud-givelser, hvorved nationen hele tiden lærte mere om ”sig selv”.4 Samtidig skete der en glidende overgang fra 1700-tallets nytteorienterede topografi til 1800-tallets nationale landskabsbeskrivelse knyttet til historiske mindesmærker (jf. kapitel 15). Denne tendens til at gøre landskabet nationalt ses allerede så småt i skønlitteraturen fra periodens begyndelse, mens den dukkede op i landskabsmaleri-er i plandskabsmaleri-eriodens anden halvdel i både Danmark og Norge.
Der eksisterede allerede en forestilling om et symbiotisk forhold mellem nation og natur, hvor det fysiske miljø formede nationalkarakteren, og man mente opvækst, familie, erhverv og historie knyttede individet til hjemlandet og dets miljø. Specifikke geografiske træk blev givet symbolsk me-ning og skabt nationale attributter. Det nationale landskab kommer til at stå som symboler for
1 Jf. Adriansen 2003, 2: 446; Traustedt 1964: 552.
2 Jf. SV, No. 38, 1821
3 Jf. Lorenz 2008: 46.
4 Jf. Höjer 2005.
nuitet og enhed, hvor historien på en måde løber gennem geografien (jf. nedenfor).1 Med nationalis-men blev territoriet set som et geografisk udtryk for den nationale identitet,2 hvilket allerede ses i skrifterne fra dens åndelige fædre Vico, Herder og Fichte, der alle skrev om et naturligt forhold lem nationen og hjemlandet, hvor have, bjerge og floder ikke alene udgjorde naturlige grænser mel-lem stater, men også melmel-lem folkenes karakter, traditioner og sprog (jf. kernedoktrinens pkt. 1).3
Med eksplicit henvisning til Herder kunne man i Den Danske Stats Geographiske Beskrivelse (1817) læse, at rummets beskaffenhed modificerede menneskets karakter og medvirkede til at frem-bringe ”Folkets individuelle Character” og dermed ”Nationens Gjøren og Laden.”4 Dette afspejler den glidning bort fra et patriotisk landskab og mod et nationalt landskab, som Tine Damsholt har påvist i begyndelsen af 1800-tallet. Mens patrioterne havde en nyttemæssig tilgang til landet og un-dersøgte, hvilke ressourcer som man kunne udvinde til gavn for almenvellet, så var den nationale optik indstillet ud fra følelser, hvor landskabet blev forbundet med fødsel, sprog og historie. Den nationale tilgang var med til at understrege nationen som et forestillet fællesskab på tværs af levende og døde generationer.5
Ole Feldbæk har fremhævet, at den danske natur ikke indgik i kunsten før 1840, men denne tolkning bygger kun på billedkunsten.6 Forestillingen om det ”danske” landskab, som man kender det i dag, blev for alvor formet af poeternes penne i årene efter 1814, hvilket bl.a. ses i nationalsan-gen Der er et yndigt land (1820). Det landskab som man valgte, som det danske nationallandskab, var den delvist kultiverede natur.7 De danske digte og sange fra 1810’erne og 1820’erne indeholder en nærmest vedtaget formel for det ”danske” landskab, som et evigt (sjællandsk) sommerlandskab med blå himmel, bølgende enge, vange og frodige marker, der bugter sig i bakker og dale omgivet af lyse bøgeskove og strandene, hvor træernes toppe spejler sig i bølgen blå. Ifølge poesien var naturen i dette lille land mod nord blid, fredelig og kvindelig. Dette ”danske” landskab var tydeligt et land uden det vilde, spektakulære og ekstreme, hvilket afspejler sig i en evig fremhævning af Danmarks manglende bjerge. Danmark var dermed – ligesom dets folk – præget af ”dyden i midten”, mens alle former for ekstremer blev set som noget ”udansk”. Steen Bo Frandsen har korrekt fremhævet, at fø-lelsen af at være et lille land fremtræder endnu stærkere efter 1814 og blev forstærket af forbedringer i infrastrukturen – herunder dampskibene,8 der udvidede mulighederne for opdagelsesrejser i det na-tionale landskab, hvilket yderligere styrkede forestillinger om forbindelsen mellem den nana-tionale identitet og hjemlandet.
1 Edensor 2002: 40.
2 Penrose 2002: 281-82.
3 Penrose 2002: 282, 286; Adriansen 2003, 2: 357.
4 Gliemann 1817: 2-3.
5 Damsholt 1999; Adriansen 2003, 2: 361, 379
6 Feldbæk 2004: 68.
7 Adriansen 2003, 2: 357; Engberg 1976 [1973]: 9.
8 Frandsen 1996: 79.
Denne konstruktion var ikke grebet ud af den blå luft, da denne natur vitterlig fandtes i Dan-mark, men dette idealiserede landskab bestod primært af en kultur og natur, som man fandt omkr.
hovedstaden. Det var den, som den københavnske elite og kunsterne kendte, da de endnu ikke havde
”opdaget” resten af landet.1 De ikonografiske bøgeskove var Danmark fattigt på, da næsten alle sko-vene var blevet fældet. I slutningen af 1700-tallet var en genbeplantning påbegyndt, men det var pri-mært sket med nåletræer, som kunstnerne så som ”fremmede” vækster. Den nationale status, som bøgeskoven fik, var heller ikke endegyldigt fastslået i perioden, hvor man navnlig i begyndelsen knyttede ”det danske” til egetræet.2 I England brugte poeterne egetræet i nationale vendinger med henvisning til Royal Navy,3 og man kan spekulere på, om træets forsvinden som et potentielt dansk symbol kan skyldes ”ranet” af flåden i 1807 og tabet af herredømmet til havs.
Selvom det danske guldalderlandskab i billedkunsten først endegyldigt slog igennem efter 1840, så finder man allerede før 1830 malere, der var blevet inspireret af lyrikkens landskab, og lod deres pensler male et hjemland, der var forbundet med forestillinger om kontinuitet og historisk en-hed. Det gjaldt navnlig den dansk uddannede nordmand J.C. Dahl, der mellem 1816 og 1829 malede flere danske landskaber, hvor han bevidst sammenkædede den danske natur og historie i ikonografi-ske malerier (jf. nedenfor), som Dansk landskab i måneskin. Stendysse nær Vordingborg og Vinter-landskab ved Vordingborg, der samme med kunsthistorikeren N.L. Høyens nationale kunstideologi lagde grunden for den senere udvikling af kunsten i Danmark.4
Det er med rette blevet fremhævet, at den norske elite efter 1814 gjorde meget for at adskille sig fra danskerne,5 men denne tendens var allerede klar før adskillelsen og kom især til udtryk gen-nem opfattelsen og brugen af de forskellige nationale landskaber. Det norske landskab var stærkt og mandigt som nordmanden selv, mens de danske sletter og Danmarks sydligere placering gav dan-skerne en mildere og mere kvindelig karakter. De tindrende fjeldtoppe, de høje graner og det skum-piskede Nordhav havde skabt nordmandens karakter, som naturen udgjorde ét rumligt udtryk for.
Oplysningstidens klimateori havde skabt en norsk stolthed over fjeldene og det barske land-skab. De europæiske forestillinger om det høje nord som et hjemsted for demokrati, frihed og lighed blev konsekvent anvendt i skabelsen af den norske selvforståelse. Lignende tanker om en nordisk frihed kan genfindes i Danmark både før og efter 1814 (jf. Rothes, Suhms og Allens Danmarkshisto-rier), men forestillingen var stærkere blandt nordmændene, der efter adskillelsen kunne koble den sammen med den faktiske styreform. Det ses også i det norske fjendebillede af ”syden”, der var stærkere end de tilsvarende forestillinger, som man fandt hos danskerne. Norsk frihed blev sat i relief
1 Frandsen 1996: 117; Baagøe 2000: 204.
2 Jf. Baagøe 2000: 207-10.
3 Hutcinson 2005: 127.
4 Adriansen 2003, 2: 365; Baagøe 2000: 204-6.
5 Bø 1998: 114.
ved dyrkelsen af forestillingen om sydens ”slavelænker” i form af dekadence, dovenskab og despoti, hvilket tydeligt trådte frem i propaganda mod den franskfødte Karl Johan før unionen med Sverige.
Idéen om en ”norsk” natur findes allerede tydelig i den præromantiske hjemstavnspoesi, som norske poeter i hovedstaden allerede dyrkede i 1700-tallet. Poesien indeholdt en kulturkritik, der stil-lede Københavns luksus op over for det enkle og naturlige Norge, der fremstod moralsk overlegent.
Idéen om en ”norsk” natur findes allerede tydelig i den præromantiske hjemstavnspoesi, som norske poeter i hovedstaden allerede dyrkede i 1700-tallet. Poesien indeholdt en kulturkritik, der stil-lede Københavns luksus op over for det enkle og naturlige Norge, der fremstod moralsk overlegent.