Forsvar og værnepligt
I Danmark blev soldaterne traditionelt anskuet som en separat og ilde lidt stand, men i slutningen af 1700-tallet begyndte man at se forsvaret af fædrelandet som en hellig borgerpligt. Årsagen skal fin-des i en europæisk dyrkelse af antikken og dens dyder; herunder de græske og romerske borgersolda-ter, hvis selvopofrelse blev set som et ideal.1 En perennialistisk pointe er her, at denne type netop hvilede på antikt ideal, der var blevet genopdaget af Machiavelli i renæssancen,2 og ses bl.a. i form af en national norsk hær i 1628.3 Denne ”nationale” hær bestod imidlertid kun af bønder, og selvom den byggede på en idé om pligt, så var den kun i lille grad forbundet med en national solidaritet på tværs af stænder. En forsvarspligt, der var knyttet til fædrelandet, blev aldrig systematisk realiseret på et nationalt plan før Den Franske Revolution. Værnepligten blev først universel i Danmark i 1849, men allerede ved reformen i 1788 diskuterede man en ordning, der hvilede på alle stænder, men man fra-faldt tanken, hvilket viser, at tiden endnu ikke var moden til denne type nationale tanker i Danmark.4 I 1808 argumenterede Laurits Engelstoft for universel værnepligt,5 og i Norge blev den i en moderne forstand teoretisk indført i 1814 (jf. nedenfor). Selvom denne borgerpligt af standsmæssige og øko-nomiske årsager stadig var indskrænket til bondestanden, så ser man en national tankegang bag.
Mens man i Norge siden 1628 havde bygget på en ”national” hær af bønder, så bestod den danske hær frem til 1803 delvist af hvervede soldater. Disse blev opgivet for en ren national hær af udskrev-ne bønder ud fra tanken om, at danskere ville kæmpe med en anden ånd for deres fødeland. Det blev understreget i diskursen af et klart forestillet fællesskab, hvor medlemmer af alle typer af værn og korps blev betegnet som borgere, brødre, landsmænd eller danske/norske mænd, der var knyttet sammen i et forsvar af fædrelandet.6
Det patriotiske krav om selvopofrelse, der var blevet prædiket i 1700-tallet og testet i 1801, fik med krigen 1807-14 sin ilddåb, og reaktioner fortæller os noget om styrken af borgerskabets statspa-triotiske eller nationale identitet. Retorisk manglede der intet. Professor Frederik Høegh-Guldberg ud-trykte kun den almene diskurs, da han skrev, at for den sande patriot havde livet kun værd, så længe det var frugtbart for staten. Hvis dets frelse kunne købes ved borgerdød, så ville han med jubel gå mod tusind hvi-nende kugler.7 Denne vilje til at ofre sit eget liv og den nationale soldats overlegenhed blev netop kæ-det sammen med forestillinger om kærlighed til og pligt over for kongen, samfunkæ-det, fædrelankæ-det samt forsvar af hjemmet, ejendom, familien, kvinder, børn og gamle. Hertil kom, at man både i det norske og danske borgerskab fremhævede nationens forfædres beundringsværdige eksempel på
1 Jf. Damsholt 2000: 236, 240, 248. Smith 2003: 176; Bell 2007: 80-81.
2 Jf. Lind 1996.
3 Jf. f.eks. Rian 1997.
4 Damsholt 2000: 204-05, 214-15, 218.
5 Engelstoft 1808: 180-83.
6 Jf. Zahrtmann 1807: 8; Klæstrup 1820: 24-25.
7 Høegh-Guldberg 1815h: 191.
slagmarken. Ved at spille på forestillinger om fælles historie, pligter, solidaritet, autonomi og hjem-land brugte borgerskabet dermed flere af de nationale nøgletemaer og elementer i definitionerne af nation, nationalisme og national identitet.
I Norges tilfælde blev disse temaer yderligere understreget i 1814. Allerede fra 1807 og fremef-ter bragte enkelte idéen om almen rettighedsbaseret værnepligt i spil. Dette skete med henvisninger til antikkens Sparta og samtidens Frankrig og argumentet om, at alle borgere fra statsministerens til tiggerens søn havde en pligt til at forsvare landet,1 men idéen fik først en politisk dimension i 1814, hvor man under indtryk af truslen fra Sverige og skabelsen af konstitution fik en intens debat.2 På selve rigsforsamlingen stødte elitens interesser og idealer sammen.3 Spørgsmålet var, om den stude-rende ungdom skulle være undtaget eller om værnepligten burde være en personlig pligt for alle statsborger. Den almene værnepligts hovedtalsmand, oberst Diderik von Hegermann, argumenterede her ikke kun ud fra almene borgerlige idealer om lighed og selvopofrelse, men også med henvisning til klassiske nationale temaer om at vække folkets ånd og styrke nationalkarakteren.4 Modstanderne fremhævede i stedet frygten for, at en personlig værnepligt ville true individets (dvs. elitens) frihed, dannelse og udøvelsen af borgerlige erhverv.5
Den specielle situation i foråret 1814 med ydre trusler og national begejstring sikrede det radi-kale synspunkt sejren – i første omgang. Grundlovens § 109 fastslog en almen værnepligt, men eli-tens splittelse gjorde, at det førstkommende Storting skulle afgøre, hvorvidt paragraffen i praksis skulle indskrænkes. Dette skabte en heftig offentlig debat i 1815, hvor begge partier argumenterede i nationens navn. Modstanderne fremførte, at man hverken havde råd eller behov for en stor hær læn-gere, samt at sand fædrelandskærlighed ikke blev skabt på eksercerpladsen, men i undervisningsloka-let.6 Denne holdning sejrede, da flertallet i Stortinget efter nederlaget i 1814 slog ind på en mindre radikal linje. Værnepligtsloven holdt fast i princippet om almen værnepligt som en personlig pligt, men indførte et væld af undtagelser, der nøje stemte overens med embedsmandsstandens interes-ser.7At tanken om almen værnepligt ikke slog igennem i Danmark, og at den blev udvandet i Norge, bidrager til at vise, at man befinder sig begyndelsen af en nationsformation og ikke ved afslutningen (Hrochs fase C).
Frivillige korps
Manglen på almen værnepligt betød ikke, at de borgerlige eliter ikke modtog militærtræning eller var villige til at ofre sig på fædrelandets alter. Byerne havde egne borgerkorps, hvor det i teorien var
1 PH, No. 35 & 36, 1810: 281-82.
2 F.eks. Bøyesen 1814: 14-15; Adler & Falsen 1814: § 27.
3 Stubberud 2005.
4 Sverdrup, Platou & Omsen, 2. bd., 4. hf., 1814: 43-44.
5 Sverdrup, Platou & Omsen, 2. bd., 4. hf., 1814: 29-32; 48ff; 83; Sibbern 1870: 55-56.
6 Jf. Maribo 1815.
7 Munk & Birkeland 1874: 659ff.
pålagt enhver civil mandlig indbygger mellem 20 og 50 år at gøre tjeneste.1 Disse korps var ikke altid populære, og særligt embedsmænd fik dispensation fra ordningen, men Slaget på Reden og Københavns Bombardement skabt blandt studenterne og de yngre borgere en stor entusiasme for dem. I 1801 blev Kronprinsens Livkorps oprettet til de studerende, mens de finere borgere meldte sig til Kongens Livjægere. Studenterkorpset var i teorien frivilligt, men reelt påtvunget af universitetet, øvrigheden og socialt pres.2 Den militære ånd synes at gennemsyre alt, og Danmark blev i disse år beskrevet som en stor militærlejr fyldt med eksercerende soldater og borgerkorps,3 hvilket peger mod eksistensen af en forsvarsånd og dertil hørende identitet. De samme tendenser genfindes i Norge, hvor man allerede i august 1807 oprettede korps i flere norske byer,4 mens velhavende mænd, som grev Wedel og købmanden Ludvig Mariboe, oprettede private militære korps.5 De frivillige korps bar imidlertid præg af manglende øvelse, manglende vilje til at underordne sig officerer og til at opgive elitens bekvemmeligheder, hvilket gjorde de næsten ikke blev anvendt.6
Det klareste eksempel på borgerlig forsvarsvilje i Danmark findes blandt studenterne, som havde bevist denne i praksis i 1801 og 1807 og som i 1813-14 var parat til at kæmpe mod Karl Johan i Jylland. Bevægelsen var dog splittet på spørgsmålet om religion, da Grundtvig krævede, at kun mænd med sand Gudsfrygt burde deltage.7 På tværs af de forskellige partier stod det dog klart, at man ønskede at kæmpe for Danmark og foreningen med Norge. Omvendt blev de besatte hertug-dømmer ikke nævnt. Dette kan tolkes som et udtryk for betydningen af et dansk-norsk fællesskab, mens statens tyske statsborgere ikke fik nogen opmærksomhed af de dansk-norske studenter. Projek-tet blev imidlertid aldrig realiseret, da fredsforhandlingerne allerede var gået i gang.
I Norge gentog mønstret fra 1807 sig i 1814, hvor mange borgere og studenter meldte sig for at kæmpe mod de ”svenske Despoter”.8 Netop appellerne til nationale stereotyper og centrale nationale temaer, som hjemlandet, autonomi og forfædre, går igen i appellerne til at melde sig frivilligt, der var med til at skabe forestillinger om en folkekrig.9 Krigspropagandaens anvendelse af historiske eksem-pler og national retorik blev plantet i frodig jord. Forfatterinden, Moer Koren, talte om hvordan Pon-to Corvo (Karl Johan) og hans niddingshær ville blive udslettet på samme måde som Zinklair og hans mænd i 1612, mens hun stolt noterede sig, at hendes søn i fædrelandskærlighedens navn var trådt ind i et frivilligt korps.10 En anden kvinde gik endnu længere, da hun i avisen tilbød ”liig en anden Amazone eller Skjoldmøe” at organisere og anføre et armékorps af kvinder.11 Denne form for
1 Rubin 1970 [1892]: 145-46.
2 Jf. bl.a. Hatting 1988: 72-73.
3 Hedegaard 1975, I: 164.
4 Daae 1891: 312; Ersland & Holm 2000: 289: Ottosen 2009a: 128-29.
5 Aall 1859: 142.
6 Ottosen 2010b:.
7 Grundtvig 1814; Werlauff 1873-74: 337; Hatting 1988: 81.
8 Daae 1891: 371-72.
9 Jf. Christian Frederik 1814.
10 Koren 1915, II: 108-09.
11 Citeret efter Øverland 1909: 22.
ligestilling var man dog endnu ikke klar til i Norge, men forsvarsviljen må ses som udtryk for stærk identitet i borgerskabet, der ikke kan betegnes som andet end national efter adskillelsen fra Danmark.
Landeværnet
Tanken om forsvarspligt fandt ikke kun sit udtryk i tanker om værnepligt og borgerkorps, men lige-ledes i hvad man med et moderne begreb kan kalde et hjemmeværn. Her kolliderede borgerskabets patriotiske og nationale idealer med bøndernes lokale og regionale virkelighed. I 1801 havde man i Danmark oprettet landeværnet ud fra tanker om et folk i våben, der forsvarede dets hjem, provins og fædreland. Det sidste skulle stå sin prøve med den britiske landgang på Sjælland i 1807, hvor både landeværnet på Sjælland og Lolland-Falster blev mobiliseret. På Sjælland lykkedes det, især takket være patriotisk stemte lokale embedsmænd, at få samlet landværnet hurtigt. Der var dog ingen pa-triotisk glød, og der var en modvilje – som blandt europæiske bønder generelt – mod at blive hevet bort i høsttiden.1
På Lolland-Falster var situationen vanskeligere. Bønderne kendte ordlyden af den oprindelige forordning, der begrænsede forsvaret til ens provins. De havde derfor ingen intention om at forlade
”deres Land”; hvorved de forstod Lolland-Falster og ikke Danmark.2 Eksemplet understreger den modernistiske pointe, at almuen havde en regional eller lokal horisont og ingen national identitet.
General Oxholm prøvede uden held at forklare dem, at Lolland-Falster senere var kommet under det sjællandske regimentsdistrikt, ligesom han uden effekt forsøgte at vække dem med patriotiske appel-ler og hurraråb for konge og fædreland. Stemningen på øerne var nærmest oprørsk, og fappel-lere gange truede de lokale med at skyde generalen eller de få, der ønskede at marchere med ham. Mod alle odds lykkedes det til sidst at få fragtet landeværnet fra øerne til Sjælland. Sammen med deres sjæl-landske våbenbrødre mødte de her et britisk korps under sir Arthur Wellesley. Enkelte kæmpede stål-sat, men størstedelen fik ”kanonfeber” blot ved synet af fjenden.3”Træskoslaget”, som det blev døbt i København, blev hårdt bedømt af borgerskabet, da landeværnet havde svigtet deres patriotiske idea-ler og forestillinger om at være dansk. Kritikken var i bund og grund urimelig, da landeværnet hver-ken havde den nødvendige træning, udstyr eller ledelse, men eksemplet viser med al tydelighed, at den danske almue var upåvirket af statspatriotisme, nationalpatriotisme og nationalisme, hvilket til dels stadig var tilfældet i 1848-51.4
Med andre ord så befandt man sig stadig milevidt fra Hrochs fase C, hvilket understreger, at man ikke var i nærheden af at færdiggøre nationsbygningen. Den samme pointe kan fremhæves i forhold til Norge, hvor Morten Nordhagen Ottosen i øjeblikket er i gang med et større studie af
1 F.eks. Mynster 1884: 174.
2 Thanch 1807: 6, 10-11.
3 Meddelelser fra Krigsarkiverne 1888, 3; 105.
4 Jf. Frost 2008.
dernes holdninger og handlinger under krigen 1808-14,1 hvoraf en række forarbejder allerede er pub-liceret eller under udgivelse.2 Disse illustrerer, at man ikke – modsat hvad hidtidig forskning ofte har hævdet – kan tale om en folkekrig i Norge i disse år.3 Selvom nogle bønder meldte sig frivilligt, så kan deres motiver ikke tolkes som entydigt patriotiske. Det lokale bondeforsvar var netop lokalt, og det skete med henvisninger til frygten for plyndring, vold og voldtægt, mens nationale nøgletemaer var sjældne og tanker fra kernedoktrinen næsten fraværende. Denne tolkning stemmer fint med både den danske empiri og den nyere forskning i folkelig modstand i Europa under Napoleonskrigene.4 Linda Colley har for Storbritanniens vedkommende vist, at der i 1798 fandtes den samme manglende vilje til at kæmpe uden for lokalt område, samt at patriotismen var svagest i landdistrikterne.5
Døden for fædrelandet
Borgerskabets idealer om selvopofrelse, pligt og forsvarsvilje blev i Danmark-Norge iscenesat med de samme pseudoreligiøse træk, som man finder andre steder på kontinentet i perioden, hvilket afspejler sig i samtidens forestilling om at ofre sig på fædrelandets alter. Det var ikke alene det ultimative offer, som borgeren kunne yde, men det blev set som en hæderfuld og nærmest lykkelig handling. Præcis som i den kristne teologi talte mænd, som professor Kierulf, om de faldne som mænd, der havde taget et skridt mod en højere bestemmelse, og derfor ikke skulle begrædes eller ynkes, men prises og misundes, da de evigt ville blive mindet.6 Den unge løjtnant Bruun, der faldt under hovedstadens belejring, havde ifølge pressen lidt en ærefuld død for fædrelandet.7 Mere end 500 københavnere af alle stænder deltog i hans begravelse, der kan ses som en kollektiv
manifestation og belønning for den unge helts offer.8 I god overensstemmelse med
nationalismeteorien blev nationen/fædrelandet af danskere og nordmænd her gjort til en objektiv størrelse, som man ud af kærlighed ofrede sig for.9 Denne dyrkelse af selvopofrelse og døden for fædreland bliver ofte forbundet med nationalisme og national identitet, 10 men i dette tilfælde synes det at være afgørende, præcis hvad der blev forstået ved fædrelandet – et spørgsmål, der vil blive drøftet i kapitel 11.
Især faldne norsk og danske officerer blev set som martyrer. Tendensen bør ses i lyset af Den Franske Revolution, de antikke idealer og Slaget på Reden. Her var de ca. 1000 faldne danskere og nordmænd blevet gravlagt i en fællesgrav udformet som en oldnordisk gravhøj, der i sig selv
understreger den betydning forestillinger om historie og kontinuitet blev tillagt (jf. nationsdefinition
1 Ph.d.-afhandlingen Krig, lojaliteter og identiteter i norske grenseregioner 1808-1814 (2009-2012).
2 Ottosen 2009a; Ottosen 2009b.
3 Ottosen 2009a.
4 Ottosen 2009a; Esdaile 2005: 88-92; Scotti-Douglas 2005: 152-154; Hartley 2005: 185.
5 Colley 1992: kap. 7.
6 Kierulf 1807: 295-97.
7 Hansen 1983: 103.
8 Ræder 1845: 163.
9 Anderson 2000 [1991, 1983], s. 141-44; Smith 2003: 219ff; 234ff.
10 Smith 2003: 219ff. Hutchinson 2005: 137-43.
og nøgletemaer). Selve bisættelsen foregik under afsyngelsen af patriotiske sange, hvorefter det store ligtog skiltes fra hinanden ”med den Følelse, at Døden i Kamp for Fædrenelandet er hæderlig og skiøn.”1 Den patriotiske rørelse, som den ”Glorværdige” 2. april 1801 skabte i både Danmark og Norge, gjorde årsdagen til det tætteste, man kom på en ”nationaldag” i begge lande.2
Den primært statspatriotiske kult omkrig Slaget på Reden blev formet gennem patriotiske sange, optrin og teaterforestillinger, som de borgerlige eliter skabte til at mindes, ære og erindre de faldnes offer for fædrelandet. Det mest markante eksempel var H.C. Knudsens ”Dannebrogsvalfart”, der kan beskrives som ritualer i en kirke viet til fædrelandet. Thomas Lyngby har beskrevet
begivenhederne, som borgernes symbolske soning for den ubalance heltenes død havde skabt i fællesskabet. De levende stod i gæld til de døde, hvilket de gjorde bod for ved at erindre, minde og ære dem.3 Erfaringerne fra 1801 hang ved under krigen 1807-14, hvor kulten for fædrelandets døde igen blussede op. Et godt eksempel er jordfæstelsen af faldne nordmænd efter et britisk angreb på Bergen 16. maj 1808. Ifølge pressen viste folket her deltagelse og entusiasme. Præsten talte om et blodigt offer for kongen og fædrelandet, som man mindedes med taknemmelighed, mens han til de efterladte fortalte, at de med smerte havde købt den hæder, som deres mænd og sønner havde vundet.
Efter gravtalen istemte alle ”Held for Kongen og Fædrenelandet”, der blev fulgt af en sang, der fremhævede offer, ære og minde.4 Denne offentlige kultur havde klare tendenser i retning af en sekulær samfundsreligion, der byggede på klare forestillinger om et hjemland/fædreland, som man identificerede sig med og i fællesskab er forpligtet over for, og hvis autonomi man burde kæmpe for.
Hermed var den borgerlige diskurs i Danmark-Norge præget af nationale nøgletemaer.
Men hvordan skulle man reagere, hvis ens søn, bror, mand eller kæreste ofrede sit liv på fædre-landets alter? Idealet var klart. I digtet Synet (1807) blev det beskrevet, hvordan en far sender sin yngste søn samme vej som sine tre faldne brødre,5 mens en moder, ifølge præsten Ole Brasen, burde reagere på nyheden om sin faldne søn ved fattet at svare, at hun havde født ham til at strides for fæd-relandet og holde intet – end ikke livet – for kostbart for dets vel.6 Dette reaktionsmønster kan fore-komme nutiden fjernt og urealistisk, men man skal ikke undervurdere betydningen af disse idealer – især ikke i officersstanden. Eksempelvis håbede den norske oberst Nicolai Tidemand, da han indskrev sin søn på søkadetakademiet, at denne i stedet for et langt liv ville finde en ærefuld død for fædrelandet.7
Selvom man i nogle tilfælde bevidst undlod at afholde dissiderede militære ceremonier, så var bisæt-telsen af faldne officerer, soldater og matroser i flere tilfælde kollektive manifestationer af nordmændenes og danskernes fædrelandskærlighed,8 der både indeholdt optog gennem byen og (national)patriotiske
1 Citeret efter Lyngby & Skougaard 2001a: 68.
2 Møller 1830: 154-55.
3 Lyngby & Skougaard 2001a 73-74. Jf. Lyngby 2001b.
4 BAE, 21.5.1808.
5 Høegh-Guldberg 1815g: 133-34.
6 Brasen 1808: 9.
7 Tidemand 1881: 194. Jf. Jessen 1808: 3.
8 Brekstad 2007: 44.
taler. En af de nordmænd, der ofrede sit liv på fædrelandets alter, var fændrik Halvor Tollefsen von Sæ-ter, der fandt heltedøden i slaget ved Præstebakke. Han blev begravet i en laurbærbeklædt kiste til gravsang af 12 unge hvidklædte piger og de fremmødte officerer, hvori han blev hyldet for mod, pligt og ofret for Norge, som de levende (”Norges Sønner”) svor at værge.1 De afdøde heltes offer gav dem et krav ”paa Fædrelandets hædrende Minde”, som skulle være deres belønning i al evighed,2 ligesom deres patriotiske eksempel både i teori og praksis tjente til at opildne unge vordende office-rer.3 Inspireret af Laurits Engelstofts værk om nationalopdragelse (1808) finder man både i Danmark og Norge tanker om årlige mindehøjtideligheder i forbindelse med den igangværende krig,4 men idé-en blev aldrig realiseret – bl.a. fordi de ville fremhæve de nutidige ofre på bekostning af fortididé-ens helte og de, som tjente fædrelandet med fredelige sysler.5
Flere steder i Danmark rejste man monumenter og mindetavler over de faldne; herunder på Sjællands Odde (1808), Store Magleby (1809) og Anholt (1811). De hædrer de døde samt minder de overlevende og fremtidige generationer om de faldnes offer med den indbyggede appel om ikke at lade dette være forgæves.6 Mindesmærkerne havde en klar ”demokratisk” tendens, da alle faldnes ofre – på tværs af rang - (næsten) blev ligestillet, hvilket peger i retning af en moderne og national samfundsopfattel-se. Mindesmærket på Odden blev ligesom det på Holmens Kirkegård (1801) rejst for private midler og uden at nævne kongemagten.7 Selve mindesmærket bestod af en søjle med en urne på toppen, der symbo-liserede fædrelandets alter, som de faldne havde ofret sig på, hvilket understregedes af indskriften, der omtalte de døde som ”Fædrenes værdige Sønner”. Tidens mindesmærker knyttede an til en udenlandsk og historisk inspiration i form af antikkens Rom, Panteon i Paris og Westminster Abbey i London. Tanken om at hædre fædrelandets store sønner genfindes i de danske medier både i de første krigsår og efter krigen, hvor bl.a. C.F. Hansen forestillede sig at skabe et dansk Panteon i den nye Frue Kirke.8
Norge adskiller sig her både fra Danmark og resten af Europa, da man med undtagelse af monumen-tet over Christian August fra 1810 først for alvor opstillede mindesmærker over begivenhederne i forbindel-se med de forskellige hundredårsjubilæer i perioden fra 1908-1914, der mere afspejler den nationale rus efter opløsningen af unionen med Sverige i 1905. Årsagen hertil er uklar, men en mulig forklaring kunne være manglede ressourcer under krigen, mens man efter krigen af politiske årsager undlod at opstille mo-numenter for ikke at provokere unionspartneren Sverige og den fælles konge. En mere modernistisk tolk-ning kunne være, at det først var efter 1850, at man fik et behov for dette element i nationsbygtolk-ningen. Et eksempel herpå kunne være ”Dreyer-Stubben”, der blev rejst i 1850’erne. Der er ingen tvivl om, at
Norge adskiller sig her både fra Danmark og resten af Europa, da man med undtagelse af monumen-tet over Christian August fra 1810 først for alvor opstillede mindesmærker over begivenhederne i forbindel-se med de forskellige hundredårsjubilæer i perioden fra 1908-1914, der mere afspejler den nationale rus efter opløsningen af unionen med Sverige i 1905. Årsagen hertil er uklar, men en mulig forklaring kunne være manglede ressourcer under krigen, mens man efter krigen af politiske årsager undlod at opstille mo-numenter for ikke at provokere unionspartneren Sverige og den fælles konge. En mere modernistisk tolk-ning kunne være, at det først var efter 1850, at man fik et behov for dette element i nationsbygtolk-ningen. Et eksempel herpå kunne være ”Dreyer-Stubben”, der blev rejst i 1850’erne. Der er ingen tvivl om, at