Hessle (1988) skriver i en svensk undersøgelse under Barn-i-kris pro-jektet konkluderende om de familier i hans undersøgelse, der har fået et eller flere børn anbragt uden for hjemmet, at de er kendeteg-net ved:
“Avbruten skolgång – aldrig innsläppt i arbetslivet – nederst på sam-hällsstegen” (ibid:56).
Mange af disse forældre var desuden vokset op med bevidstheden om, at de var uønskede fra deres forældres side – et forhold, som Hessle vurderer er af betydning livet igennem.
De to engelske forskere Colton & Hellinckx (1994) skriver i et kom-parativt europæisk studie, at der er sket en ændring i anbringelses-klientellet i Europa. De anbragte børn er ikke længere forældreløse eller børn af ugifte mødre, men kommer fra brudte familier præget af fattigdom, arbejdsløshed, misbrug og etnisk minoritetsstatus.
Alt i alt er der solid forskningsmæssig dokumentation for, at fami-lier til anbragte børn er socioøkonomisk særdeles dårligt stillet.
Lundström & Wiklund (2000) diskuterer i en svensk forskningsover-sigt, om fattigdom i sig selv er årsag til børns problemer, eller om andre faktorer har en større forklaringsværdi.19De mener ikke, at forskningen i dag utvetydigt kan afgøre dette spørgsmål, men finder størst belæg for at mene, at fattigdom og dårlige sociale kår er én væ-sentlig risikofaktor blandt andre vævæ-sentlige risikofaktorer i børnenes opvækst. Familier til anbragte børn er ud over de socioøkonomiske problemer ofte præget af et konfliktfyldt hverdagsliv og forskellige for-mer for sociale og psykiske afvigelser, der tærer på kræfterne i hverda-gen og overskuddet til børnene. Disse faktorer spiller sammen med de risikofaktorer, som den dårlige sociale situation i sig selv betinger.
Endnu et kendetegn ved familier med anbragte børn er, at familien ofte har været klient i det sociale system gennem mange år20, og at familien er underlagt en ophobning af forskellige problemer.21Det er ikke det, at barnet bor hos en enlig mor, der er udslagsgivende. Ej heller, at der er mange børn i familien, at moren er dårligt uddannet, at faren er arbejdsløs eller andre enkeltstående sociale faktorer, der gør familiens situation uholdbar (jf. Quinton & Rutter, 1988). Sår-barheden opstår først og fremmest, når barnet og familien er udsat for mange samtidige belastninger, der spiller sammen (Jonassen, Clausen & Kristofersen, 1997). I så fald kan man ikke blot lægge de negative virkninger af de forskellige risikofaktorer sammen. Ved ud-sættelsen for flere samtidige risici bliver belastningen større end summen af risikofaktorerne.22
Man kan ikke ud fra forskningen argumentere for, at risikofaktorer i barndommen altid fører til belastninger senere i livet. Man kan altså ikke med nogen sikkerhed forudsige, om børn, der i barndommen udsættes for bestemte risikofaktorer, nødvendigvis vil undergå en ugunstig udvikling i barndommen eller i det voksne liv. Som gruppe
19. Fattigdom er i deres forskningsgennemgang operationaliseret ved langvarig modtagelse af kontanthjælp.
20. Kajava, 1997.
21. Se for eksempel Kanter (1993).
22. Goodyer (1990) og Quinton & Rutter (1985).
vil børn, der er udsat for risici, have en forøget sandsynlighed for udviklingsskader, men mange (de fleste) vil ikke udvikle sig uhen-sigtsmæssigt. Dette er imidlertid ikke et argument for, at man ikke skal tage risikofaktorer i opvæksten alvorligt. Børn, der udsættes for risiko og specielt en ophobning af risici, har en højere sandsynlig-hed for at blive dårligere psykosocialt stillet end deres jævnaldrende, der ikke udsættes for de samme risici.
Konsekvensen af Lundström & Wiklunds (2000) konklusion om, at socioøkonomiske problemer udgør én risikofaktor blandt andre faktorer, taler for at reducere socioøkonomisk stress i anbragte børns familier på linie med andre familieproblemer. Dette gælder såvel før som under anbringelsen, idet en sådan indsats også kan spille en rolle for, om belastningsniveauet som helhed reduceres så meget, at barnet kan komme hjem igen.
En konsekvens for praksis kan som følge heraf være:
• at de socioøkonomiske forhold i familien indgår som en integre-ret del af undersøgelsen og handleplanen i forbindelse med en an-bringelse. Herunder bør det overvejes, hvordan familiens socio-økonomiske pres kan lettes. Det kan lyde som en selvfølgelighed, men er det næppe altid. Flere undersøgelser viser, at familiernes sociale situation ikke indgår i vurderingen af deres samlede situ-ation i samme grad som for eksempel familiernes relsitu-ationer og psykiske befindende.23
• at man – også før anbringelse er på tale – ved en grundig gen-nemgang af familiens samlede situation skaber sig et billede af, om familien på grund af en ophobning af belastninger befinder sig i en højrisikogruppe. Et højt antal belastninger kan skabe en høj risiko, og der kan derfor være grund til at yde reduktion af antallet af belastninger en særlig opmærksomhed.
23. For eksempel Christensen & Egelund (2002), Ebsen (2001), Egelund (1997) og Sørensen (2001).
Det mest centrale spørgsmål i forbindelse med anbringelse af børn uden for hjemmet er, om anbringelsen er til gavn for børnene. An-bringelse væk fra hjemmet i et andet miljø, som forventes at op-drage, resocialisere og integrere barnet i det almindelige samfunds-liv, har i ca. 100 år været en hovedforanstaltning i børneforsorgen.
Siden den første børneforsorgslov fra 1905 om “Behandling af for-bryderske og forsømte Børn og unge Mennesker” har en alternativ opvækst uden for hjemmet været et centralt redskab i arbejdet med socialt udsatte børn, når forældres opdragelse og varetagelse af bar-net blev anset for under normal og acceptabel standard. I årenes løb er viften af foranstaltninger i eget hjem udvidet betragteligt.1Den andel af en børneårgang, der er anbragt uden for hjemmet, har imidlertid trods et større udvalg af indsatser i hjemmet holdt sig no-genlunde konstant på 1% i de seneste 50 år (Hestbæk, 1997:52).
Anbringelsens centrale placering i indsatsen over for børn og unge er således stadig en realitet.
Der er således gode grunde til for det første at stille det generelle spørgsmål, om det kan dokumenteres, at anbringelse uden for eget hjem i dag har positive, negative eller neutrale virkninger på børne-nes udvikling sammenlignet med, at børnene ikke blev anbragt. For det andet er der, hvis der kan påvises negative effekter af
anbring-K A P I T E L 4
E F F E K T E R A F A N B R I N G E L S E
1. Specielt ved lovændringer i 1964 (Lov nr. 193 af 4. juni 1964) og 1992 (Lov nr. 501 af 24. juni 1992).
else, grund til at spørge om det skal være sådan, eller om man kan gøre noget ved det.
Strukturen i dette kapitel er således:
• Der indledes med en oversigt over, hvilke typer af effektstudier der findes, og hvilke der bliver lagt mest vægt på i dette kapitel.
• Dernæst gennemgås studier, der omhandler effekten af anbring-elsen, mens børnene stadig er anbragt.
• Desuden gennemgås en række studier om effekterne af anbring-else for unge voksne, der tidligere har været anbragt.
• Et særskilt kort afsnit omhandler effekterne af at være anbragt i familiepleje hos medlemmer af barnets egen slægt.
• Endnu et særskilt afsnit vedrører effekterne af anbringelse i luk-kede institutioner.
• Afslutningsvis sammenfattes resultaterne af de vigtigste undersø-gelser. Desuden opregnes nogle konsekvenser af forskningsresul-taterne for praksis.
Forskellige typer effektstudier
Der findes mange forskellige typer undersøgelser, som søger at op-fange og vurdere virkningerne af en anbringelse for børnenes ud-vikling.
Der er tradition for at mene, at det mest hensigtsmæssige forsknings-design, når man skal undersøge virkninger/effekter af en indsats, er eksperimentet (det randomiserede studie). I et eksperimentelt studie trækkes der i princippet lod om, hvem der skal tildeles den indsats, man ønsker at studere, og hvem der skal have den sædvanlige eller ingen indsats. Ved lodtrækningen sker der en tilfældig fordeling (en randomisering) af undersøgelsesgruppen og den gruppe, der ikke modtager indsatsen (kontrolgruppen). Den tilfældige fordeling har til hensigt at bevirke, at de to grupper bliver ensartede på alle relevante variable (køn, alder, socioøkonomisk situation m.v.) bortset netop
fra den indsats, de modtager. Det er derfor alene de forskellige ind-satser, der forventes at adskille de to grupper, og det er forskellene mellem undersøgelsesgruppens og kontrolgruppens udvikling, der siger noget om, hvorvidt indsatsen har positive, negative eller ingen virkninger.
I medicinsk forskning er det randomiserede studie det dominerende forskningsdesign, når man skal skaffe sig viden om forskellige be-handlingsformers virkninger. Af indlysende grunde er eksperimen-telle studier imidlertid ikke sædvanlige på anbringelsesområdet. An-bringelse er en så alvorlig foranstaltning, at der ikke er etisk accept af at trække lod om, hvilke børn der skal anbringes, og hvilke der skal blive derhjemme. På anbringelsesområdet findes da heller ikke ek-sempler på randomiserede studier. Andre undersøgelsesmetoder do-minerer, når man skal søge at skabe kundskab om anbringelsens virkninger for børnene.
I nogle tilfælde bestemmer tilfældigheder, at der opstår en situation, der kan studeres quasi-eksperimentelt. Et quasi-eksperiment bygger på den samme tankegang som eksperimentet: at der findes to eller flere grupper, som har ensartede træk, men udsættes for forskellige interventioner. Forskellen mellem disse to gruppers udvikling for-modes da at være et udslag af den forskellige indsats, og virkning-erne af indsatsvirkning-erne kan da sammenlignes. Eksempelvis har Colton (1988a) sammenlignet børn anbragt af de samme kommuner (i UK) i henholdsvis familiepleje og på institution, ud fra en antagelse om, at det måske var relativt tilfældigt, om børnene blev anbragt det ene eller det andet sted, og at deres problembilleder ikke adskilte sig væsentligt fra hinanden.
Quasi-eksperimentelle studier giver imidlertid ikke samme sikker-hed som eksperimentelle for, at grupperne faktisk er ens. For ek-sempel kan der i realiteten ligge forskelle i børnenes problembille-der til grund for, at man vælger at anbringe på institution eller i fa-miliepleje. Man står derfor i quasi-eksperimentelle studier tilbage med en usikkerhed overfor, om en eventuel forskel mellem de to grupper skyldes andre faktorer end forskellen i indsats, for eksem-pel om den gruppe, det går dårligst, som udgangspunkt havde mere komplicerede problemer. I dette kapitel indgår ikke quasi-eksperi-mentelle studier.
Internationalt findes nogle få longitudinelle, prospektive studier af anbragte børn. I disse studier følges anbragte børn prospektivt, dvs.
fra et givet tidspunkt (eventuelt børnenes fødsel) og frem gennem barndom, ungdom og måske voksen alder. I dette kapitel defineres longitudinelle studier som undersøgelser, hvor der har fundet mindst tre selvstændige dataindsamlinger sted over tid.
Hensigten i de fortløbende opfølgninger er at kortlægge udviklingen i barnets helhedssituation, specielt de risiko- og beskyttelsesfaktorer – inklusive risiko- og beskyttelsesfaktorer under anbringelsen – som barnet udsættes for igennem opvæksten. Denne tilbagevendende kortlægning gennem børnenes opvækst giver en enestående mulig-hed for at analysere, hvilke komplekse samspil mellem forskellige faktorer, der skaber forskellige udviklingskarrierer for børnene.
Longitudinelle, prospektive undersøgelser skaber i bedste fald grundlag for kausale hypoteser, dvs. velbegrundede antagelser om, hvilke processer der er årsag til bestemte udviklingsudfald hos bør-nene og de senere voksne. Undersøgelser af denne art er, som nævnt, imidlertid få, idet de efter sagens natur er krævende at udføre teore-tisk, metodisk og ressourcemæssigt.
De fleste studier, der har effekter af anbringelse som hovedsigte, er efterundersøgelser (follow-up studier) af anbragte børn, oftest af kvan-titativ karakter. En del efterundersøgelser har den karakter, at der foreligger data om en gruppe anbragte børn fra et tidligere tids-punkt i deres liv (for eksempel fra socialforvaltningsjournaler), og disse børn følges som unge voksne op (via interview, registre m.m.) med henblik på at kortlægge, hvordan det er gået dem.
Idéen i efterundersøgelser er, at man studerer, hvordan det er gået (unge) voksne, der tidligere har været anbragt, nogle gange sammen-lignet med en kontrol- eller sammenligningsgruppe af ikke an-bragte, der i forhold til socioøkonomisk baggrund og problembe-lastning ligner de anbragte. Via efterundersøgelser kan man kortlægge, hvordan det er gået de tidligere anbragte børn på en række variable (sundhed, uddannelse, arbejde, indkomst, sociale problemer m.v.).
Det volder i efterundersøgelser ofte problemer at identificere en kontrol-/sammenligningsgruppe, der faktisk er lig med de tidligere
anbragte børn. Der er mange måder at gøre det på: at bruge hjem-meværende søskende som kontrolbørn, at sammenligne med adop-terede børn med en lignende baggrund, at anvende socialt dårligt stillede ikke-anbragte børn som sammenligningsgruppe eller blot matche med klassekammerater af samme køn. Under alle omstæn-digheder er en kontrolgruppe en væsentlig forudsætning for, at man kan sige noget om, hvorvidt det går anbragte børn lige så godt som, bedre eller dårligere end andre børn.
I dette kapitel ligger hovedvægten på efterundersøgelser, der har et nogenlunde stort udvalg, der giver grundlag for statistisk bearbejd-ning, og som betjener sig af kontrolgrupper.
Endnu en type undersøgelser er store epidemiologiske studier. Epidemio-logiske studier anvender store udvalg (for eksempel samtlige i en eller flere fødselskohorter). Undersøgelserne har til sigte at kortlægge fore-komsten af et givet fænomen og de faktorer, der spiller sammen med forekomsten (for eksempel dødelighed blandt tidligere anbragte unge).
Epidemiologiske studier har pr. definition indbygget kontrolgrupper, som udgøres af enten hele den gruppe, der ikke er kendetegnet ved det studerede fænomen, eller andre veldefinerede undergrupper i materialet.
Endnu en type studier, der belyser virkningerne af anbringelser er sammenbrudsstudier (breakdown studier).2 I disse undersøgelser er sigtet ikke så meget at belyse konsekvenserne af anbringelsen for børnenes udvikling. I stedet er hensigten at belyse, i hvor høj grad anbringelsesbeslutninger overhovedet kan gennemføres, samt hvilke faktorer, der bidrager til, at anbringelser bryder sammen (ved at bar-net/den unge simpelthen forlader anbringelsesstedet, eller ved at an-bringelsesstedet opgiver barnet). Man kan sige, at disse undersøgelser har et myndighedsperspektiv i den forstand, at kundskabsinteressen er, hvorfor anbringelsesbeslutningen ikke kan effektueres i en gan-ske stor del af anbringelserne.
2. Det skal bemærkes, at denne type af studier, ligesom de nedennævnte “leaving care”
studier og brugerundersøgelser, kan betjene sig af mange forskellige forskningsmeto-der. Der er mere tale om forskningstemaer, som på forskellig vis søger at belyse effek-terne af anbringelsen. De tages med her, selvom det i en vis forstand er at sammen-blande forskningsmetoder og forskningstemaer, for at belyse bredden i den forskning, som på den ene eller anden måde beskæftiger sig med effekter af anbringelse.
Sammenbrudstudier behandles ikke i dette kapitel, men gennemgås i kapitel 6 om anbringelsers stabilitet.
Britisk forskning har traditionelt interesseret sig for de unges situa-tion ved udskrivning af forsorg. Tradisitua-tionen kaldet “leaving care”
studier. Ofte beskæftiger “leaving care” undersøgelser sig med eva-luering af de efterværnsindsatser, de unge modtager eller ikke mod-tager, når de skal stå på egne ben. Men undersøgelserne belyser også elementer af effekter af anbringelse, ikke mindst de unges uddan-nelses-, arbejds- og boligmæssige situation, når anbringelsen ophø-rer. “Leaving care” studier bliver dog ikke belyst i dette kapitel, men særskilt i kapitel 9 om efterværn.
Endnu en kategori af undersøgelser udgøres af brugerundersøgelser.
Ikke så sjældent omhandler studier af børnenes anbringelseserfaringer også deres syn på, hvilke virkninger anbringelsen har haft for dem.
Brugerundersøgelser arbejder ofte med små grupper af anbragte eller tidligere anbragte børn og har for det meste en kvalitativ karakter.
Ud fra et demokratisk synspunkt er det væsentligt at inddrage bruger-perspektiver, når man skal vurdere kvaliteten af offentlige indsatser.
Der er imidlertid visse forbehold over for at anvende brugerunder-søgelser til at belyse, om en indsats har positive, negative eller neu-trale effekter. Det viser sig nemlig i brugerundersøgelser,3at klien-ters tilfredshed ikke altid afhænger af, om de har modtaget adækvat og effektiv hjælp til løsning af deres problemer. Tilfredsheden af-hænger i højere grad af, om de er blevet mødt på en respektfuld og medmenneskelig måde.4Dvs. at klienter kan have en positiv ople-velse af forsorgen, selvom de ikke har modtaget en hjælp svarende til deres behov.
3. En klassiker på området er Mayer & Timms (1970).
4. Også i nyere engelske undersøgelser går dette resultat igen. Colton, Drury & Williams (1995) og Sharland, Seal, Croucher, Aldgate & Jones (1996) fandt, at klienter gen-nemgående udtrykte tilfredshed med sagsbehandlingen i børnesager. Når de efterføl-gende blev spurgt, om de havde fået hjælp til løsning af deres problemer, var der imid-lertid mange af de tilfredse, der ikke havde fået dette.
Det, brugerundersøgelser imidlertid kan sige noget om, er den be-tydning, de anbragte børn selv (eller deres forældre) tillægger deres anbringelse, og den mening, de har skabt ud af hændelserne i deres liv. Brugerperspektiver vil blive behandlet i kapitel 8.
Sammenfatning om undersøgelsestyper
Der er således mange forskellige typer undersøgelser at forholde sig til, når effekter af anbringelse skal analyseres, og antallet af undersøgelser (og forskningsoversigter) er stort. Dette er imidlertid ikke den eneste vanskelighed.
Forskellige typer anbringelser
Effektundersøgelser vedrører forskellige typer anbringelser. De fleste undersøgelser vedrører anbringelse i den klassiske familiepleje, hvor plejeforældre ikke hører til barnets slægt, langt færre vedrører insti-tutionsanbringelse (heraf nogle få anbringelse på lukkede institutions-pladser) og slægtsplaceringer i familiepleje. Nogle undersøgelser om-fatter flere kategorier af anbringelsessteder, og enkelte undersøgelser specificerer ikke klart, hvilken type anbringelser de beskæftiger sig med.
Forskellige anbringelsesformer
Desuden er de anbringelsesformer, som undersøgelserne vedrører, hver for sig ikke entydige. Familiepleje, institutionsanbringelse m.v.
omfatter en mangfoldighed af påvirkninger, som børn kan modtage.
Plejefamilier findes for eksempel i alle grader af professionalisering fra “almindelige” familier, der har overskud og lyst til at tage et udsat barn til sig, til professionelle plejeforældre, der måske oven i købet har spe-cialiseret sig i bestemte problemstillinger. I nogle undersøgelser blandes plejefamilier, som hører til barnets slægt, med familier, der ikke gør det, og sådanne placeringer adskiller sig fra hinanden på væsentlige punkter. Sådanne ting gør, at det kan være vanskeligt at sammen-ligne resultater fra forskellige undersøgelser om familiepleje, der måske ikke engang specificerer, hvilke karakteristika plejefamilierne har.
I en tidlig dansk forskningsoversigt (Lihme & Palsvig, 1977), der omhandler effekterne af institutionsbehandling, er en af konklusio-nerne, at effekten vanskeligt lader sig bedømme, fordi institutioner i ringe grad har et specificeret, måske endog bevidst, behandlingsind-hold. Denne konklusion er stadig relevant. I en del undersøgelser opregnes, hvordan det går tidligere institutionsanbragte børn, men
hvilket behandlingsregime de har gennemgået, er ikke specificeret.
Andreassen (2003) skriver i en ny norsk forskningsoversigt om insti-tutionsbehandling af antisociale unge, at det er et væsentligt pro-blem i systematiske evalueringer af institutioners effekter, at insti-tutioner ofte ikke handler ud fra en klar og fælles behandlingsstra-tegi. På denne baggrund vil det i almindelighed kun være muligt at sige noget om, hvorvidt det går de institutionsanbragte børn godt, uændret eller dårligt, men sjældent være muligt at præcisere, hvilke faktorer i behandlingen der fører til det ene eller det andet udfald.
Forskellige problemprofiler
På samme måde beskæftiger forskellige undersøgelser sig med børn, der har forskellige problembilleder. Det er ikke ligegyldigt, om en effektundersøgelse omhandler børn, der på anbringelsestidspunktet havde alvorlige psykiske eller adfærdsmæssige vanskeligheder, eller om der er tale om børn, der ikke selv opviser problemer, men an-bringes på grund af deres forældres forhold. Man må gå ud fra, at børn, der både selv har alvorlige symptomer, og hvis forældre har væsentlige problemer og få ressourcer, har højere risiko for at ud-vikle sig ugunstigt, end børn uden markante problemer, hvis foræl-dre også kun har moderate problemer.
Forskellig alder ved anbringelse
Endnu en væsentlig vanskelighed er, at undersøgelserne belyser børn, der er blevet anbragt i forskellige aldre. Der er tale om forskellige grupper af børn, og de har forskellige problembilleder. Når små børn anbringes, kan man som udgangspunkt regne med, at deres forældre er massivt psykosocialt belastet, og at børnene har svære er-faringer (blandt andet forskellige former for vanrøgt) forud for an-bringelsen. Anbringelsesfeltet domineres imidlertid af de yngre og ældre teenagere, der anbringes første gang som større børn. Vinner-ljung, Langlet, Zaar & Gunnarsson (2000) viser i en stor epidemio-logisk undersøgelse af fem svenske fødselskohorter (i alt ca. 500.000 personer), som følges fra 0-18 år, at halvdelen af de anbragte børn
Endnu en væsentlig vanskelighed er, at undersøgelserne belyser børn, der er blevet anbragt i forskellige aldre. Der er tale om forskellige grupper af børn, og de har forskellige problembilleder. Når små børn anbringes, kan man som udgangspunkt regne med, at deres forældre er massivt psykosocialt belastet, og at børnene har svære er-faringer (blandt andet forskellige former for vanrøgt) forud for an-bringelsen. Anbringelsesfeltet domineres imidlertid af de yngre og ældre teenagere, der anbringes første gang som større børn. Vinner-ljung, Langlet, Zaar & Gunnarsson (2000) viser i en stor epidemio-logisk undersøgelse af fem svenske fødselskohorter (i alt ca. 500.000 personer), som følges fra 0-18 år, at halvdelen af de anbragte børn