En række undersøgelser fra 1970’erne og frem sætter helt eller del-vist fokus på effekten af kontakt. De fleste undersøgelser fremhæver de positive effekter, noget færre undersøgelser peger på enten neu-trale eller negative effekter. Endelig er der en enkelt undersøgelse (Quinton, Rushton, Dance & Mayes, 1997), der tager mange af disse undersøgelser op til ny overvejelse og på baggrund af dette er noget mere skeptisk overfor, hvad der egentlig findes af dokumenteret viden om effekten af anbragte børns kontakt med deres biologiske forældre.
En række undersøgelser – primært britiske – påpeger forskellige po-sitive effekter af en god kontakt mellem det anbragte barn og foræl-drene. Der er for det første resultater, der tyder på, at barnet får styr-ket sin identitet gennem kontakten.23Barnet bliver desuden styrket emotionelt og socialt og får dermed en bedre trivsel/velfærd under anbringelsen. Dette fører til, at barnet bliver mindre præget af fø-lelsesmæssige problemer.24
22. I Wegler & Elgaards (1998) undersøgelse understreges det også, at det er vigtigt at gøre mødestederne hyggelige for at fremme en god kontakt.
23. Bilson & Barker (1992) og Newman (1995).
24. Andersson (1991), Berridge (1997), Hess (1987), Masson (1990) Thoburn (1994) og Triseliotis (1989).
Fanshel og Shinn (1978) fandt i USA, at de børn, der hyppigt fik besøg af forældrene, opnåede en højere IQ, mindre adfærdsproble-mer og bedre tilpasning til plejefamilien.
Millham, Bullock, Hosie & Haaks (1986) britiske forløbsundersø-gelse af 450 anbragte børn dokumenterede en tydelig sammenhæng mellem kontakt og det anbragte barns adfærd. Efter to år havde børn med dårlig kontakt til forældrene tydeligt stærkere adfærdsproble-mer end andre anbragte børn.
Nogle resultater peger også i retning af, at barnet gennem kontak-ten bliver bedre i stand til at opretholde relationer til andre og der-med til at vedligeholde egne netværk. Barnet har også nemmere ved at værne om minder fra tiden før anbringelsen (Newman, 1995).
Dårlig kontakt mellem barn og forældre kan omvendt resultere i, at også børnenes netværk til den øvrige familie og det daglige netværk uden for anbringelsesmiljøet udtyndes. En tæt kontakt mellem det anbragte barn og forældrene/moren er tillige ofte positivt forbundet med hjemgivelse eller en mere vellykket udslusning af unge til egen lejlighed o.l.25
Berridge & Cleaver (1987), samt Fratter, Rowe, Sapsford & Thoburn (1991) har i et stort kvantitativt studie af knap 1.200 britiske an-bragte med særlige behov desuden fundet, at kontakt til forældrene under anbringelsen mindsker risikoen for brud, dvs. at anbringelsen ophører uplanlagt. Dette resultat suppleres af Jackson & Thomas (2000), der i deres forskningsoversigt ved gennemgang af mange undersøgelser mener, at kontakt mellem større børn og deres foræl-dre omvendt heller ikke truer stabiliteten i anbringelsen.
Hess (1987) henviser i sin britiske forskningsoversigt til det resultat, at en god kontakt mellem forældrene og barnet kan få sagsbehand-leren til at interessere sig mere for sagen. Dette kan måske være udtryk for en såkaldt “creaming”-tendens, altså at sagsbehandleren
25. Aldgate (1980), Andersson (1984, 1988, 1995), Biehal & Wade (1996), Bullock, Millham & Little (1993), Dartington Social Research Unit (1984), Fanshel & Shinn (1978), Fanshel & Finch (1990), Hess (1987), Lake (1987), Masson (1990), Newman (1995), Thoburn (1980), Triseliotis, Sellick & Short (1995) og Vinterhed (1985).
skummer fløden og retter sit fokus mod de sager, der tegner til at gå nemt eller få et positivt udfald (Winther, 1985).
Kun få af de undersøgelser, der fremhæver de positive effekter af kon-takt mellem det anbragte barn og dets biologiske forældre, forhol-der sig imidlertid kritiske til resultaterne. For eksempel er det et op-lagt spørgsmål, hvorvidt der er tale om en selektionseffekt, når man finder en sammenhæng for eksempel mellem hyppige forældrebesøg og hjemgivelse af barnet. De hyppige forældrebesøg kan være et ud-tryk for, at forældrene har mindre graverende problemer, som gør, at de både magter at besøge barnet oftere og hyppigere får det hjem igen. Lagerberg (1984) har på dette grundlag udtrykt skepsis over for særligt Fanshel & Shinns (1978) fund af positive effekter af kon-takt mellem barnet og de biologiske forældre.
Undersøgelser, der peger på negative resultater af kontakt er sjæld-nere. Heller ikke i Börjeson & Håkanssons svenske studie (1990) under
“Barn-i-kris” projektet kunne man konstatere en sammenhæng mellem kontakten med de biologiske forældre under anbringelsen og bar-nets situation ved opfølgningen 2 år efter anbringelsestidspunktet. Til gengæld var der en stærk sammenhæng mellem forældrenes vel-færd/trivsel ved opfølgningen og god kontakt under anbringelsen, hvilket kunne tyde i retning af den nævnte selektionseffekt.
I sin forskningsoversigt nævner Hill (1999), at kontakt med sigte på hjemgivelse for nogle børn ikke er hensigtsmæssigt, ikke mindst hvis de har været udsat for overgreb og er i fare for at blive udsat for overgreb igen.26For andre børn reaktualiserer kontakt med foræl-drene deres problemer og giver i tilgift nye problemer.27
Rowe, Cain, Hundleby & Keane (1984) fandt i undersøgelsen af 200 engelske børn i familiepleje ikke, at de børn, der have
regel-26. Jf. også Farmer & Parker (1991).
27. Sinclair & Gibbs (1998) og Quinton & Rutter (1988).
mæssig kontakt med deres forældre, var bedre tilpassede.28De børn, der var bedst tilpasset i plejefamilien, var generelt dem, der havde kendskab til deres egen baggrund, og især dem, der havde bevaret kontakten med deres forældre, til de var mindst fem år, men som til gengæld ikke så dem længere.
Fanshel, Finch & Grundy (1990) fandt, at det gik dårligere med de vanskeligt placerbare unge, som havde kontakt med deres forældre, end med dem, som ikke havde det.
Kritik af den hidtidige forskning om kontakten til forældre
I de senere år er der imidlertid blevet stillet spørgsmålstegn ved den eksisterende viden om effekterne af kontakt mellem anbragte børn og deres biologiske forældre. Der er rejst tvivl om, hvorvidt der er forskningsmæssigt belæg for den forestilling, der ellers efterhånden har fået paradigme-karakter, nemlig at kontakt næsten altid vil være hensigtsmæssig for anbragte børn.29
Quinton, Rushton, Dance & Mayes (1997) har lavet en hyppigt ci-teret metaanalyse af en række af de undersøgelser, der mener at kunne dokumentere positive effekter af kontakt med de biologiske forældre under anbringelsen. De kommer i denne analyse frem til følgende konklusioner, der af mange sandsynligvis vil blive opfattet som kontroversielle:
• Undersøgelser30om betydningen af kontakt under kortvarige an-bringelser giver ikke dokumentation for, at kontakten øger sand-synligheden for, at barnet bliver hjemgivet. Både hyppigere kon-takt og hjemgivelse kan lige så vel hænge sammen med, at
fami-28. Det samme resultat genfindes i amerikanske studier, for eksempel Fein, Maluccio, Kluger & Miriam (1990). I denne undersøgelse præges børnenes tilpasning ikke af, om de har kontakt med forældre. Derimod spiller det en rolle for deres mulighed for tilpasning til plejen, at de har positive følelser over for deres forældre.
29. Se også Ulvik (2002).
30. Her inddrager de Berridge & Cleaver (1987), Bullock, Millham & Little (1993), Fanshel & Shinn (1978) og Millham, Bullock, Hosie & Haak (1986).
lien som udgangspunkt har mindre alvorlige problemer, altså en selektionseffekt. Kontakten må betragtes som bare en af flere mu-lige faktorer, der kan påvirke sandsynligheden for hjemgivelse.
• Undersøgelser31om effekten af kontakt med biologiske forældre under langvarige anbringelser i familiepleje kan alt i alt ikke be-kræfte antagelserne om, at kontakten fremmer barnets tilpasning til anbringelsesstedet, eller at den styrker barnets intellektuelle kompetence. En undtagelse udgøres af Berridge & Cleaver (1987), der fandt, at de anbringelsesforløb, hvor der var hyppigst kontakt mellem forældre og børn, oplevede færre sammenbrud.
• Effektundersøgelser32af langvarige anbringelser af større børn giver ikke dokumentation for, at kontakt med de biologiske forældre bi-drager til (eller for den sags skyld er en trussel mod) stabilitet i an-bringelsen.
Quinton, Rushton, Dance & Mayes (ibid) konkluderer derfor, at tendensen til at fremme kontakt mellem børn og forældre under an-bringelsen p.t. mest må betragtes som et socialt eksperiment, sna-rere end som et eksempel på evidensbaseret praksis. I tråd med dem finder andre forskere33i forskningsoversigter, at der til dato ikke ek-sisterer sikker viden om, hvorvidt og under hvilke betingelser det går børnene bedre, hvis de bevarer kontakten med deres biologiske forældre.
At der er tale om et socialt eksperiment mere end om evidensbase-ret praksis må anses for et radikalt og kontroversielt udsagn (Quin-ton, Rush(Quin-ton, Dance & Mayes, 1997). Når der ikke er tale om sik-ker viden om kontaktens effekter, anbefaler Lagerberg (1984), at man i praksis stiller sig nuancerede spørgsmål om barnets
tilknyt-31. Her inddrager de Aldgate, Colton, Ghate & Heath (1992), Backe-Hansen (1994), Berridge & Cleaver (1987), Lasson (1981) og Rowe, Cain, Hundleby & Keane (1984).
32. Her inddrager de Barth & Berry (1988), Borland, O’Hara & Triseliotis (1991), Frat-ter (1996), FratFrat-ter, Rowe, Sapsford & Thoburn (1991), McRoy (1991) og Ryburn (1994).
33. For eksempel Berridge (1997), Marsh (1987) og Wolkind & Rushton (1994).
ning til forældrene, dets mulighed for at skabe tilknytning til andre voksne m.v. for at opnå et så solidt beslutningsgrundlag som muligt.
Der er altså ikke forskningsmæssigt grundlag for en automatisk stil-lingtagen til spørgsmålet.
Samtidigt skal det understreges, at der omvendt ikke er forsknings-mæssigt belæg for, at kontakt med forældre skulle være skadelig.
Mange resultater tyder på, at barnet kan have betydelig glæde og gavn af at have et (konfliktfrit) forhold til de biologiske forældre og at kende til sine biologiske rødder. Dette må trods mangler i den fore-liggende viden tale stærkt for, at en kontakt med de biologiske for-ældre tilstræbes og støttes, med mindre særdeles væsentlige hensyn taler imod dette.
Det skal retfærdigvis siges, at Quinton, Rushton, Dance & Mayes (1997) undersøgelse har givet anledning til et stærkt kritisk mod-svar. Ryburn (1999) finder, at masser af undersøgelser dokumente-rer den positive betydning af kontakt, mens Quinton, Selwyn, Rush-ton & Dance (1999) i et svar herpå fastholder deres kritiske position.
Sammenfattende om effekterne af kontakt
Trods stor forskningsmæssig interesse for betydningen af kontakten mellem det anbragte barn og dets forældre eksisterer der i dag ikke sikker viden om, hvordan kontakten påvirker det anbragte barns udvikling og velbefindende. Der foreligger en del undersøgelser, men der er taget forbehold overfor, om man kan drage så vide kon-klusioner om positive effekter af forældrekontakt, som flere af disse undersøgelser gør.
På ét punkt er der dog ikke taget forbehold over for den i dag eksis-terende viden. Det gælder forskningsresultater om, at kontakt med forældre under anbringelsen reducerer risikoen for, at anbringelses-forholdet bryder sammen. Man kan således utvetydigt sige, at de mange sammenbrud i anbringelserne, der er belyst i kapitel 6, ikke skyldes, at forældrene komplicerer anbringelsen.
I dette forskningstomrum er konklusionen, at der ikke findes be-grundelser for at gøre andet end så vidt muligt må styrke anbragte børns kontakt med de biologiske forældre.