Af en række undersøgelser fremgår det, at børn og forældre med et-nisk minoritetsbaggrund udgør en relativt stor andel af familierne til anbragte børn.11I flygtningefamilier og asylsøgende familier er der ifølge en norsk undersøgelse en særlig stor overrepræsentation af anbragte børn (Jonassen, Clausen & Kristofersen, 1997).
For de fleste af de lande, der indgår i denne forskningsoversigt, (Dan-mark, Norge og de britiske stater) mangler der imidlertid lands-dækkende, repræsentative data om omfanget af anbragte børn med etnisk minoritetsbaggrund samt om sammensætningen heraf på for-skellige minoritetsgrupper.12Det er en plausibel antagelse, at anbring-elsesfrekvensen varierer meget på tværs af forskellige minoritets-grupper, bl.a. som en afspejling af gruppernes forskellige grad af in-tegration i samfundet (eller snarere mangel på samme).
I kapitel 10 redegøres nærmere for, hvad der særligt karakteriserer anbragte etniske minoritetsbørn.
Forældrenes egen opvækst
Det er et interessant spørgsmål for forskningen, i hvilken udstrækning forældres egen opvækst reproduceres i børnenes liv. Der har da også været betydelig forskningsmæssig interesse for den sociale arv. I bri-tisk forskning taler man om “inter-generational links” (for eksem-pel Quinton & Rutter, 1988).
11. Blandt de nordiske undersøgelser, der peger på en overhyppighed af etniske minori-tetsfamilier er Ebsen (2001), Hagen & Qureshi (1994), Hessle (1988), Jonassen, Clausen & Kristofersen (1997), Lundström & Vinnerljung (2001), Oxenstierna (1997) og Sarnecki (1996). Fra England kan desuden nævnes Barn (1990).
12. I Sverige findes sådanne tal, herunder om udviklingen i anbringelssfrekvensen for an-bragte etniske minoritetsbørn, bl.a. i Lundström & Vinnerljung (2001), som doku-menterer en stærkt øget oversandsynlighed for at blive anbragt for ikke-svenske børn.
Indledningsvis skal dog siges et advarende ord om undersøgelsernes mulighed for at opfange “social arv” eller “inter-generational links”.
Langt de fleste af de undersøgelser, der refereres til i dette kapitel, er surveys, som giver et øjebliksbillede af en klinisk populations (nem-lig de anbragte børns og deres familiers) sociale situation. Sådanne undersøgelser kan i almindelighed ikke belyse social arv eller repro-duktion af livsomstændigheder i næste generation.13Hvis man ser på den aktuelle (eller forudgående/retrospektive) situation for en klinisk population, der allerede er kendetegnet ved problemer, vil man næsten uden undtagelse finde en ophobning af sociale proble-mer. Det kan forlede til at drage den forkerte slutning, at alle, der er udsat for de problemer, man fokuserer på i den pågældende under-søgelse, vil udvikle bestemte problemer.
Hvis man i stedet undersøger alle, der er udsat for de samme pro-blemer (for eksempel fattigdom og dårlige familierelationer) og føl-ger dem prospektivt frem i deres liv, vil man opdage, at mange ikke udvikler problemer.14I almindelighed vil man se, at børn, der har været udsat for en eller flere risikofaktorer, som gruppe har en høj-ere sandsynlighed for at få problemer (som for eksempel kan føre til anbringelse), men et flertal vil ikke få kliniske problemer eller blive fejludviklet. Man må se social arv eller reproduktion af problemer over generationer som en proces, og den proces kan ikke opfanges via surveys, men kun via longitudinelle, prospektive studier.15
13. For en grundig gennemgang af social arvs begrebets anvendelse i forskning, se Vinner-ljung (1999).
14. Nord-Larsen (1977), Jørgensen, Ertmann, Egelund & Hermann (1993) og Vedel-Pe-tersen, From, Løve & Pedersen (1968).
15. Der findes ikke mange longitudinelle, prospektive studier om anbragte børn. De rele-vante vil blive gennemgået i kapitel 4 om anbringelsers effekter. Disse studier er en del af et større forskningsfelt, som beskæftiger sig med risiko- og beskyttelsesfaktorer i børns (og ikke blot anbragte børns) opvækst. Dette forskningsfelt benævnes “devel-opmental psychopathology”. Det ligger uden for denne forskningsoversigts rammer at gennemgå studier inden for feltet “developmental psychopathology” bredt. For inter-esserede henvises til to oversigtsartikler af Rutter (1989) og Sroufe & Rutter (1984), samt til Egelund (1999).
Det kan altså ikke belyses ud fra de her anvendte studier af anbragte børn, om forældre reproducerer deres egne barndomstraumer (for eksempel vold i hjemmet) i næste generation. Det ville kræve, at man havde et billede af alle forældre, der havde oplevet vold i deres barndomshjem, også dem, hvis børn ikke risikerer fejludvikling i et omfang, så anbringelse kommer på tale. Det, der kan belyses her, er imidlertid, at anbragte børns forældre som hovedregel selv har en ophobning af problemer med sig hjemmefra.
I Hestbæks (1997) landsdækkende undersøgelse havde minimum 21% af forældrene til anbragte børn selv været anbragt uden for hjemmet ifølge deres egne oplysninger.16Dette er 3-4 gange så stor en andel som den andel af en almindelig fødselsårgang, der vil erfare at blive anbragt i løbet af opvæksten. Christoffersen (1999) har på baggrund af registerstudier af bestemte fødselskohorter fundet, at 5,4% af pigerne og 6,6% af drengene vil opleve at blive anbragt i løbet af deres opvækst. Der er altså en tydelig indikation på, at børn, der anbringes uden for hjemmet, også har forældre, hvoraf en uforholdsmæssigt stor del selv har været anbragt.
Jonassens (1996) norske studie, som er baseret på en samkøring af fi-ler fra børneværnet med den nationale befolknings- og uddannel-sesstatistik, viser tilsvarende, at 43% af mødrene til børneværnsbørn i storbykommuner selv har været klienter i børneværnet som børn.17
Rothe (1983b) har i et kvalitativt studie af 40 mødre til børn, der ak-tuelt er eller tidligere har været anbragt, undersøgt, hvordan disse mødres forældreevne er påvirket af deres egen opvækst. De 40 mø-dre har alle haft opvækstforhold præget af et liv på overførselsind-komster, forældres misbrug, mange skoleskift, ustabile
forældrerela-16. Forskningen viser, at en del tidligere anbragte som voksne ikke betragter sig selv som anbragt uden for hjemmet (Christoffersen, 1993), selvom de formelt har været det.
Det er derfor muligt, at andelen af forældre, der selv har været anbragt uden for hjem-met, er større end de anførte 21%.
17. At være klient i børneværnet betyder ikke nødvendigvis, at man har været anbragt uden for hjemmet. Der kan have været iværksat forebyggende foranstaltninger.
tioner med skiftende stedforældre i hjemmet, egne anbringelser, tid-ligt moderskab m.v. Rothe deler mødrene ind i fire kategorier på baggrund af deres opvækstvilkår og viser, at mødrenes opvækstvil-kår spejler sig i deres relation til barnet. Mødre fra kaotiske familier forsøger at få opfyldt deres egne behov og kan ikke respektere bar-nets grænser. De overfører de forventninger, de selv engang havde til deres forældre, til barnet. Mødre med hyppige opvækstbrud har svært ved at knytte sig til nogen, herunder også til deres barn. De mødre, der blev forstødt i barndomshjemmet, støder også selv an-dre fra sig og kan ikke tage vare på deres børn. Endelig er der mø-dre fra de “pæne” hjem med dominerende mømø-dre. De har lavt selv-værd, føler at deres døtre er utaknemmelige, og døtrene får ikke mu-lighed for at løsrive sig. Undersøgelsen viser, at de uhensigtsmæssige mønstre fra mødrenes egen barndom kan videreføres i næste gen-eration med den følge, at børnene anbringes uden for hjemmet.
Men den siger omvendt ikke, at alle mødre, der har oplevet sådanne mønstre i barndomshjemmet, overfører dem til næste generation.18 Quinton & Rutter (1985, 1988) bygger både på retrospektive og ak-tuelle data i undersøgelsen af 93 unge kvinder, der som små piger blev anbragt uden for hjemmet. Forfatterne sigter på at belyse de pro-cesser, som medvirker til, at nogle af de unge mødre bryder møn-strene fra forrige generation, mens andre gentager de relationsmøn-stre, de selv har oplevet som børn. Der er tale om en kæde af mange forskellige begivenheder i barne- og voksenlivet, der bidrager til enten en særlig sårbarhed, nedsatte mestringsfærdigheder og eventuel op-givelse eller til, at de unge kvinder klarer deres forældrerolle kompetent.
De 93 unge kvinder er som helhed uforholdsmæssigt ofte udsat for, at deres eget forældreskab bryder sammen, og at deres børn anbringes.
En tredjedel af kvinderne har således betydelige vanskeligheder ved at klare deres forældreskab. Til dette forløb bidrager både kvinder-nes sociale deprivation som små piger, deres forældres komplicerede
18. Det kan undersøgelsen ikke gøre, alene fordi den er kvalitativ. Caspersen & Holm (1988) har også gennemført en kvalitativ undersøgelse af sager om 50 tvangsanbragte børn og unge i Nordjylland. Også denne undersøgelse peger på, at 24 ud af de 50 mødre selv er vokset op under vanskelige forhold. Også her skal man tage forbehold for, at der er tale om en kvalitativ undersøgelse, hvis fund ikke kan udsættes for kvan-titative ræsonnementer, og dermed ikke generaliseres til en større gruppe.
relationer til dem som børn, opholdet på børnehjem med skiftende omsorgspersoner, dårlige sociale levekår som voksne, tidlige gravi-diteter og ikke støttende og antisociale partnere. De øvrige to tred-jedele klarer deres forældreskab, halvdelen af disse lige så godt som en kontrolgruppe af kvinder. For deres vedkommende er kæden af begivenheder, der har bidraget til at kompensere for barndommens erfaringer og anbringelsen, at pigerne havde gode skoleerfaringer;
en deraf følgende bedre selvfølelse og tro på, at de kunne planlægge deres eget liv; planlagte senere graviditeter, uddannelse, kontakt med prosociale miljøer og støttende, prosociale partnere.
Undersøgelsen er illustrativ for, at risiko såvel som beskyttelse er en proces, og at “the making and breaking of intergenerational links”
(Quinton & Rutter, 1988), altså henholdsvis at fortsætte eller bryde med uhensigtsmæssige sociale mønstre over generationer, udgøres af så komplekse mønstre, at det ikke giver megen mening at tale om social arv i forhold til enkeltfaktorer.