Andersen (1989) har via Danmarks Statistiks registre over bistand til børn og unge undersøgt børns anbringelsesforløb eller anbring-elseskarrierer. Der er tale om børn, anbragt i 1977 og 1982, og deres anbringelsessituation er checket pr. 31. december 1984, 1985 og 1986.
Andersen (ibid) dokumenterer, at omkring en tredjedel af de an-bragte børn bliver genanbragt, når man ser det over tid. Der er ikke forskel på køn i forhold til sandsynligheden for at blive genanbragt.
Alderen spiller en rolle, idet børn, der anbringes under 1 år, har mindre sandsynlighed for genanbringelse. Børn, der anbringes før-ste gang mellem 1 år og 12-13 år, har en højere sandsynlighed.
Sandsynligheden for at blive genanbragt forøges, hvis forældres socioøkonomiske situation er dårlig. Men forældres socioøkono-miske situation spiller en mere markant rolle for, om barnet over-hovedet bliver anbragt, end om det bliver genanbragt.
Jørgensen (1997) har kortlagt et øjebliksbillede af børn og unge på opholdssteder. Der er udsendt spørgeskemaer til 330 opholdssteder.16 40% af de anbragte børn havde en tidligere anbringelse bag sig, og 32% havde to eller flere anbringelser forud for opholdsstedet.
Vinnerljung, Langlet, Zaar & Gunnarsson (2000) har gennemført et longitudinelt studie af 5 svensk fødselskohorter (hver på ca. 100.000 individer), født mellem 1976 og 1980. Børnene er fulgt under hele deres opvækst, til de er fyldt 18 år.
Studiet beskæftiger sig blandt andet med de såkaldte “jo-jo” børn (som svarer til danske svingdørsbørn) og viser, at svingdørsbørn er sjældne i det svenske anbringelseslandskab, når man ser på så stor en gruppe børn over tid. Studiet opererer med begrebet “anbring-elsesepisoder”, som vil sige sammenhængende anbringelsesperioder, ubrudt af hjemgivelse, uanset om der inden for en “anbringelses-episode” har været flere anbringelsesbeslutninger eller -steder. 74%
af børn, der på et eller andet tidspunkt under opvæksten har været anbragt, har kun oplevet én “anbringelsesepisode”. 18% har oplevet to “episoder”. Hvis man definerer jo-jo børn (eller svingdørsbørn) som børn, der mindst har oplevet tre “anbringelsesepisoder”, gælder det 8% af de børn, der har været anbragt under opvæksten.
Vinnerljung, Sallnäs & Kyhle-Westermark (2001) har i deres sammen-brudsstudie af over 1.000 13-16-årige, som i 1991 blev anbragt i Sverige, også set på genanbringelsesfrekvensen. 28 % af de unge, som hjemgives, når de er 17 år eller yngre, genanbringes inden for et år. Også i forhold til genanbringelser viser det sig, at der er store forskelle på genanbringelsesfrekvensen, afhængigt af hvilken an-bringelsesform, man hjemgives fra. Genanbringelsesfrekvensen er lavest (25%), når børnene hjemgives fra familiepleje, og højest (43%), når de hjemgives fra lukkede institutioner. Tallene viser dog omvendt, at næsten tre ud af fire ikke genanbringes inden for et år efter udskrivningen fra en anbringelse.
16. Svarprocenten var dog lav, idet kun 180 opholdssteder svarede.
Vinnerljung, Öman & Gunnarson (2003) er i gang med en stor epidemiologisk undersøgelse om genanbringelser af børn i Sverige.
Undersøgelsen vedrører 22.203 afsluttede anbringelser17i årene 1989-1998 for alle børn mellem 0-15 år. Hensigten med studiet er at kortlægge, hvor mange afsluttede anbringelser, der følges af genan-bringelse inden for er periode på 2 år.
Resultaterne viser, at genanbringelsesfrekvensen er forskellig for for-skellige aldersgrupper. Blandt de yngre aldersgrupper (0-9 år) bliver 25% af de afsluttede anbringelser efterfulgt af en genanbringelse inden for 2 år. For de unge teenagere er genanbringelsesfrekvensen 40%. Sandsynligheden for genanbringelser stiger med barnets sti-gende alder og med kort varighed af den tidligere anbringelse. Korte anbringelser (under 6 måneder) leder dobbelt så ofte til genanbring-elser som længerevarende anbringgenanbring-elser (over 2 år).
Vinnerljung, Hjern & Öman (2003) bygger på det samme materi-ale, dog kun omfattende perioden 1990-1996 (i alt 12.189 afslut-tede anbringelser). Sigtet med denne del af studiet er at analysere, hvilke faktorer der fremmer eller hæmmer genanbringelse.
For de yngre børn (0-9 år) steg sandsynligheden for at blive genanbragt, hvis barnets sidst havde været anbragt kortvarigt (under 6 måne-der), og hvis moren havde modtaget en stor del af sin forsørgelse via kontanthjælp i det år, barnet sidst blev hjemgivet. En faktor, der re-ducerede sandsynligheden for at blive genanbragt, var, at barnet var af etnisk minoritetsbaggrund. For de større børn gjaldt, at kort an-bringelsesvarighed i forudgående anbringelse, barnets alder (fra 13-15 år) ved ophøret af sidste anbringelse, samt en ophobning af risiko-faktorer hos barnet og i dets omgivelser forøgede sandsynligheden for, at en afsluttet anbringelse ville føre til genanbringelse inden for 2 år.
Bonnier & Kälvesten (1990) undersøger 445 børn i alderen 0-20 år, der i 1960 blev placeret i familiepleje i Stockholm, og blev fulgt op 20 år senere.
17. Det er antal afsluttede anbringelser, der er undersøgelsesenheden, ikke antal børn.
Kun anbringelser over 15 dage medtages i studiet. Afbrud i anbringelser på under 30 dage regnes ikke som en afbrydelse.
De viser, at 40% af drengene og 50% af pigerne på et eller andet tids-punkt blev hjemgivet til forældrene. 35% af drengene og 33% af pi-gerne forblev i samme anbringelse til myndighedsalderen. De reste-rende 25% drenge og 17% piger benævner forskningen “flyttere”, dvs. at deres anbringelsesforløb var ustabilt. De blev omplaceret, og flere af dem befandt sig også på institutioner efter det fyldte 18. år.
Socialstyrelsen (1995b) skriver om ca. 9000 svenske børn, der er an-bragt i familiepleje, at ca. en tredjedel af disse børn forventes at for-blive i anbringelsen til myndighedsalderen, mens en stor del af de resterende sandsynligvis vil opleve en anbringelseskarriere som
“svingdørsbørn”. Disse børn kaldes illustrativt “uvishedens børn”.
Kristinsdottir (1987) bygger på et islandsk materiale om alle børn (i alt 154) på 0-18 år, der i 1984 anbragtes uden for eget hjem i Re-ykjavik. Datagrundlaget er børnenes journaler.
Materialet viser tegn på hyppige genanbringelser. For den yngste al-dersgruppe på 0-5 år er det gennemsnitlige antal af anbringelser to.
Forfatteren peger på et anbringelsesmønster, hvor børn hyppigt skifter placeringer, uden at journalerne afspejler en synlig planlæg-ning af dette eller en vurdering af barnets situation forud for an-bringelsesskift.
Også i britiske undersøgelser går relativt høje genanbringelsestal igen. Bullock, Gooch & Little (1998) har beskæftiget sig med kri-terier for, at en hjemgivelse kan forløbe succesfyldt. Materialet om-fatter 463 børn (som er repræsentative for anbragte børn i Storbri-tannien), som blev anbragt i 1993. Børnene følges prospektivt i 2 år.
Undersøgelsen viser, at kortvarige anbringelser er det almindelige.
40% af børnene er hjemgivet inden for en måned, 71% inden for 1 år og 73% inden for de 2 år, opfølgningstiden varede. Af de reste-rende børn var 17% stadig anbragt, 3% var adopterede, og 6%
havde udskrevet sig selv ved at blive væk fra anbringelsesstedet. For-fatterne forventer, at 87% af kohorten på et eller andet tidspunkt vil blive hjemgivet.
Dette rejser spørgsmålet om, hvad der skal til, for at en hjemgivelse kan holde, således at barnet ikke genanbringes. Bullock, Gooch &
Little (ibid) finder, at to tredjedele af hjemgivelserne var succes-fulde. De vedrørte først og fremmest børn, der havde været anbragt i kort tid og børn, der havde været anbragt i en hybridform mellem aflastning og anbringelse.
For børnegruppen som helhed finder forfatterne, at faktorer, der er forbundet med succesfuld hjemgivelse, er: 1) at familien er forberedt på, at hjemgivelsen kan medføre nogen turbulens i familien, 2) at familierelationerne er gode, 3) at barnet ikke er kriminelt, og 4) at forældrene indvilgede i anbringelsen. Det er imidlertid lidt for-skellige faktorer, der har sammenhæng med succesfuld hjemgivelse afhængigt af, om barnet hjemgives hurtigt, om det hjemgives efter mindst 18 måneders anbringelse, eller om det hjemgives efter at have været langvarigt anbragt.
Også Farmer (1993) og Farmer & Parker (1991) har det sigte at be-lyse, hvad der skal til, for at et barn, der hjemgives, ikke bliver gen-anbragt. De undersøger 321 børn, der i 1984 var hjemgivet “på prøve”, og børnene følges i 2 år. Børnene falder i to grupper: “de be-skyttede børn” (54% af børnene), som var anbragt, fordi de havde oplevet overgreb i hjemmet, og “de oprørske børn” (46% af bør-nene), der anbragtes på grund af antisocial adfærd.
To år efter hjemgivelsen vurderer forskerne, at 47% af velserne af de beskyttede børn var succesfulde. 38% af hjemgi-velserne var brudt sammen, og barnet var anbragt igen. De kriterier, forskerne finder hænger sammen med succesfulde hjemgivelser, er:
1) ingen tegn på omsorgssvigt under anbringelsen, 2) sagsbehandle-rens nemme adgang til familien, 3) hjemgivelsen blev planlagt inden 1/2 år efter anbringelsen, 4) barnet var ikke tidligere forsøgt hjemgivet, 5) barnet var under 2 år på anbringelsestidspunktet, og 6) forældrene havde besøgt barnet hyppigt under anbringelsen.
For de “oprørske børn” gælder, at hjemgivelsen 2 år efter var brudt sammen for 50%’s vedkommende. Faktorer, der var forbundet med succes var: 1) at de ikke tidligere havde været hjemgivet, 2) at sags-behandleren havde let adgang til familien, 3) at barnet havde været på regelmæssige besøg under anbringelsen, og 4) at barnet ikke var kriminelt under hjemgivelsen.
Sammenfatning om genanbringelser
Undersøgelserne viser, at der er en ganske høj sandsynlighed for, at anbragte børn ikke placeres stabilt, men genanbringes en eller flere gange. Vinnerljung, Öman & Gunnarsson (2003) skriver, at gen-anbringelsesfrekvenserne er forbavsende ens på tværs af landegræn-ser og ligger på mellem 25 og 40% afhængig af børnenes alder. Der kan naturligvis være gode grunde til at ændre anbringelsessted, hvis der opstår nye behov, som taler for, at barnet vil have bedre af at være et andet sted. Men nogle af resultaterne kunne tyde på, at gen-anbringelser ikke altid har den karakter (for eksempel Kristinsdot-tir, 1987). Dette er problematisk, fordi i forvejen udsatte børn og unge på denne måde udsættes for endnu flere brud, som anbring-elsen i princippet skulle beskytte dem imod.
De engelske undersøgelser peger også på det vigtige forhold, at hjemgivelser kan være sårbare, hvis ikke omstændighederne om-kring hjemgivelsen vurderes nøjere. Dvs. at hjemgivelser, der ikke hviler på et godt og velplanlagt fundament, i sig selv kan bidrage til, at børn oplever brud og bliver “svingdørsbørn”.
Konsekvenser for praksis
Det er vanskeligt at drage præcise konsekvenser af resultaterne om sammenbrud og genanbringelser. Sammenbrud og genanbringelser ser ud til at være hyppigt forekommende fænomener. Fra andre men-neskebehandlende områder kendes også “drop-out” fænomenet, dvs.
At folk ikke gennemfører en påbegyndt intervention. Alligevel må man sige, at sammenbrud i anbringelser, specielt af teenagere er så hyppigt forekommende, at det kan tyde på, at anbringelsesarbejdet generelt ikke udføres med den kompetence og præcision, som for-udsættes. Både i overvejelses-, forberedelses- og gennemførelsesfa-sen ser der ud til at være arbejdsmomenter, der kunne forbedres, uden at vi dog af ovennævnte resultater, der for sammenbruddenes vedkommende fortrinsvis retter sig mod karakteristika ved barnet, kan pege på, hvor kompetenceudviklingen præcist brude sættes ind.
Alligevel er det vigtigt at pege på nogle veje til udvikling af praksis, fordi konsekvenserne for børnene af udbredte sammenbrud og gen-anbringelser er, at børn, der har brug for kontinuitet og stabilitet, udsættes for det modsatte.
• Ved anbringelse af ældre børn bør det sikres, at de selv samtykker helhjertet til anbringelsen. Undersøgelserne viser, at de unge selv ofte foranlediger sammenbrud ved simpelthen at blive væk fra anbringelsesstedet, hvis de ikke er tilfredse med det. Dette fører i mange tilfælde til uplanlagte ophør af anbringelsen på et tids-punkt, hvor børnene har en så ung alder, at man ikke kan for-vente, at de kan stå på egne ben.18
• Når en anbringelsesgrund er adfærdsproblemer eller udtalte psy-kiske problemer hos barnet, er der grund til at overveje anbring-elsesstedets kapacitet til at håndtere disse problemer nøje. Dette skyldes det relativt utvetydige resultat, at antisocial adfærd eller psykiske problemer ofte giver anledning til, at anbringelsesstedet må give op over for problemerne.
• Slægtsplaceringer er værd at arbejde mere bevidst med, end det i dag er tilfældet i Danmark. Nielsen (2002) skriver i sin afhand-ling, at mens slægtsplaceringer som anbringelsesform vinder frem-gang i mange lande, ser der i Danmark ud til at være den mod-satte tendens. Der er ikke noget, der forskningsmæssigt støtter denne tilbageholdende tendens. Set ud fra et stabilitetshensyn vil slægtsplaceringer i mange tilfælde være at foretrække.
• Det går igen i undersøgelserne, at sammenbrud sker i den første tid af anbringelsen. Det kunne tale for, at der ydes ekstra støtte i det første år af en anbringelse. Med dette menes støtte til barnet, til anbringelsesstederne og til biologiske forældre med henblik på, at de kan besøge barnet, følge dets udvikling og skabe gode relationer til anbringelsesstedet. I støtte ligger også at være op-mærksom på optrækkende kriser, således at der kan sættes ind, før et sammenbrud sker.
18. Det falder uden for denne forskningsoversigts rammer at beskæftige sig med mulige alternativer til anbringelse i børnenes eget miljø. For en del unge ville det måske være væsentligt bevidst at eksperimentere med alternativer til anbringelse. For eksempel af-prøves i Norge aktuelt i stor skala en behandlingsmetode (Multisystemisk familieterapi, MST) over for unge med antisocial adfærd i de unges eget miljø. Indsatsen er multi-facetteret og retter sig mod den unge selv, den unges familie, nærmiljøet, den unges institutioner (skole m.v.) og øvrige omgivelser. MST har i USA haft positive effekter over for denne gruppe af unge. Se Hansson (2001) for en gennemgang af metodens effekter.
• Vinnerljung, Sallnäs & Kyhle-Westermark (2001) finder også, at en praksiskonsekvens af de mange sammenbrud bør være, at man informerer specielt unge og deres forældre forud for anbringelsen om, at der er høje sammenbrudsfrekvenser i anbringelser af den aldersgruppe. Dels er det relevant og nødvendig “brugerinforma-tion” for unge og forældre, der skal beslutte sig for en anbringelse, dels kan det tjene som grundlag for, at samtykket til anbringelsen bliver velinformeret.
• Sammenbrudsfrekvenser for specielt større børn taler for, at for-valtningen må være parat med reserveplaner, hvis anbringelsen bryder sammen. Sammenbruddene er så hyppige, at det ofte vil blive meget turbulent for den unge, hvis man først skal til at tage stilling til, hvad der skal ske, når anbringelsen er brudt sammen.
• Ustabiliteten i mange anbringelser taler også for, at det er et om-råde, der bør følges tæt via lokale evalueringer af indsatsen.
I dette kapitel gennemgås forskningsresultater om kontakten mellem anbragte børn og deres biologiske forældre. Kontakten med biolo-giske forældre under anbringelsen har været et af de store emner i den nordiske diskussion om anbringelsespraksis gennem de seneste par årtier. Kontinuitet mellem børn og forældre har dels været gen-stand for en teoretisk kontrovers, dels har temaet såvel ideologiske som følelsesmæssige undertoner.
Der har imidlertid været mindre diskussion om betydningen af an-bragte børns relationer til søskende og andre familiemedlemmer, for eksempel bedsteforældre. Som det fremgår i dette kapitel er anbragte børns familiebegreb bredere og omfatter flere personer end foræl-drene. Børnene savner under anbringelsen deres søskende og andre personer fra slægten, og de bekymrer sig om, hvordan det går dem.
McDonald, Allen, Westerfelt & Piliavin (1993) påviser desuden i en britisk forskningsoversigt, at tidligere anbragte børn som voksne har mere kontakt med søskende end med biologiske forældre. Børnene er således knyttet til flere personer end forældrene fra deres oprin-delsesfamilier. Det er imidlertid et forhold, som har været ofret ringe forskningsmæssig og praktisk opmærksomhed, hvilket også afspej-les i dette kapitel.
Adcock (1995) skriver, at synet på anbragte børns kontakt med de-res forældre har været historisk foranderligt. Omkring anden verdenskrig anså man forældre, der ikke kunne opdrage deres børn efter gældende normer, for nyttesløse for deres børn, og man
an-K A P I T E L 7
A N B R A G T E B Ø R N S K O N TA K T
M E D B I O L O G I S K E F O R Æ L D R E
bragte ofte børnene langvarigt i en slags de facto adoption. Under-søgelser i 1970’erne påviste da også, at anbragte børn sjældent havde kontakt med deres forældre og sjældent blev hjemgivet. Det førte til en opmærksomhed på at sikre barnet en permanent familiemæssig ordning, ikke mindst gennem formel adoption. Denne tænkning var også teoretisk inspireret af Goldstein, Freud & Solnits (1973) bane-brydende argumentation for, at børn har ret til andre psykologiske forældre, hvis deres biologiske forældre ikke kan opfylde deres væ-sentligste udviklingsbehov. Lige så banebrydende forskning i 1970’er-nes slutning (Fanshel & Shinn, 1978) påviser imidlertid, at børn hyp-pigere hjemgives og genforenes med den biologiske familie, hvis kontakten mellem forældre og børn opretholdes gennem anbring-elsen. På denne baggrund øges opmærksomheden på betydningen af kontinuitet mellem barn og forældre, og det bliver i højere grad et mål for praksis at tilrettelægge anbringelsen, så kontinuiteten kan sikres. Adcock (1995) finder, at bekendelsen til et kontinuitetsprin-cip først og fremmest forankres i sandsynligheden for, at børn kan hjemgives fra anbringelsen igen.
Kapitlet er struktureret således, at der først gives et kort rids over de teoretiske kontroverser om betydningen af børns bevarelse af kon-takten med de biologiske forældre. Dernæst redegøres for de formål med kontakt, der oftest angives i diskussionen om anbragte børn og deres forældre. Der præsenteres også undersøgelser, som belyser ef-fekterne af en god respektive dårlig kontakt med forældre. Derefter gennemgås undersøgelser om den konkrete kontakthyppighed, om barrierer for kontakt, og om de involverede parters oplevelse i for-bindelse med kontakten. Endelig redegøres der for forskning om sam-værsbegrænsning.