Colton & Hellinckx (1994) skriver i en gennemgang af udviklingen af anbringelsespraksis i EU, at en af hovedtendenserne i udviklingen er, at man i højere grad er blevet opmærksom på og søger at trække på familien i forbindelse med anbringelser.
Nielsen (2002) skriver i en nyligt udkommet dansk afhandling, at mens tendensen i andre lande går i retning af en stigende andel af slægtsanbringelser, så er tendensen i Danmark nærmest den modsatte.
Havik & Backe-Hansen (1998) og Hessle & Vinnerljung (1999) peger dog på, at der også både i Norge og Sverige43har været forbe-hold over for at anbringe børn hos slægten på grund af en tvivl om, hvorvidt for eksempel bedsteforældre, der tilbyder sig som plejefor-ældre, vil kunne opdrage deres børnebørn, når de ikke har haft suc-ces med at opdrage barnets mor/far.
Anbringelser inden for familien hos bedsteforældre, tanter/onkler m.v. er ikke et nyt fænomen. I Berglinds (1956) undersøgelse af 930 svenske plejebørn født 1919-1930 var 41% af børnene anbragt hos slægten. I en engelsk forskningsoversigt (Flynn, 2002) oplyses, at 11%
af alle anbragte børn pr. marts 2000 var anbragt hos medlemmer af slægten. Det aktuelle danske tal er ikke kendt, men Christoffersen (1996) oplyser, at 17% af børn, anbragt i familiepleje, var anbragt hos slægten, herunder 9% hos bedsteforældre, 8% hos anden fami-lie.44Nielsen (2002) oplyser fra Københavns Kommune, at 10% af anbringelserne var slægtsanbringelser.
Der har imidlertid indtil for nylig været begrænset forskningsmæs-sig opmærksomhed i Norden på slægtsanbringelsens karakteristika og virkningerne af denne form for anbringelse. Der begynder dog
43. Ved en lovændring i 1997 besluttedes det i Sverige, at man altid skal undersøge muligheder for slægtsanbringelse, når et barn skal anbringes uden for hjemmet (Hessle & Vinnerljung, 1999).
44. Andelen af slægtsplaceringer i forhold til det samlede anbringelsestal i Danmark må derved anslås til at være relativt lavt, idet ca. 45% af anbringelserne pr. 31.12.2001 foregik i familiepleje (Danmarks Statistik, 2002).
nu internationalt at foreligge undersøgelser og enkelte forskningsover-sigter45om slægtsplaceringer. Specielt Vinnerljungs (1993) svenske forskningsoversigt er af interesse i en nordisk sammenhæng.
Nielsen (2002) har via spørgeskemaer foretaget en totaltælling af 850 plejefamilier i Københavns Kommune46(heraf 520 døgnfamilier og 330 aflastningsfamilier). Plejefamilierne havde i alt 1.034 børn. Af den endelige population på 404 døgnfamilier var 10% slægtninge til barnet.
Nielsen (ibid) skriver selv, at studiet ikke vedrører virkningerne af plejen. Alligevel peger han på nogle forhold, som skal dokumente-res her, fordi dokumente-resultaterne er de eneste danske, der kan sammenlig-nes med andre studiers resultater.
Nielsen (ibid) peger på, at slægtsanbragte børn oftere har kontakt med de biologiske forældre (mødre) i disses eget hjem. Men han finder ikke forskel på kontakthyppigheden som sådan på tværs af familie-plejeformer. Plejeforældre, der er medlemmer af barnets slægt, op-lyser også hyppigere, at de føler sig tæt knyttet til barnet.
Plejeforældre af slægten får sjældnere information om forventninger til anbringelsens længde, de får færre tilbud om kurser og supervi-sion og færre tilsynsbesøg, og de får lavere plejeløn. Disse resultater er konsistente med andre undersøgelsers resultater.
Et klassisk engelsk studie (Rowe, Cain, Hundleby & Keane, 1984) sammenligner udviklingen hos langtidsanbragte børn (mindst an-bragt 3 år), anan-bragt henholdsvis uden for og hos egen slægt. Udval-get udgøres af 200 børn anbragt af fem britiske myndigheder. Bør-nene, hvoraf 145 er anbragt uden for egen slægt og 55 i slægten, er udvalgt tilfældigt i forhold til myndighedernes anbringelsestal. Data udgøres af journaloplysninger, interview med børn, biologiske og plejeforældre, samt socialarbejdere.47
45. Der henvises til Flynn (2002) og til Berrick, Barth & Needells (1994) amerikanske forskningsoversigt.
46. Det er samtlige familier, der en given dag i 1999 var på lønningslisten i Københavns Kommune.
Kun ca. en femtedel af børnegruppen som helhed havde haft kon-takt med de biologiske forældre det foregående år. Konkon-takten med biologiske forældre var faldende med stigende anbringelsesvarighed.
Flere af familierne havde forbedret deres forhold under anbring-elsen, men børnene forblev anbragt på grund af den ringe kontakt.
Andelen af slægtsplacerede børn, der havde haft kontakt med biolo-giske forældre det forudgående år, var imidlertid 64%.
Samtlige plejeforældre havde modtaget ringe information forud for an-bringelsen, og de var ikke tilbudt træning/uddannelse i forbindelse med anbringelsen. Slægtninge, der havde børn i pleje, modtog imidlertid endnu mindre støtte fra socialarbejderen til plejeforholdet end andre plejeforældre, til trods for at de var ældre og dårligere socialt stillede.
Alle plejeforældre angav, at børnene havde problemer ved og under anbringelsen. Forskernes vurdering var imidlertid, at slægtsplacerede børn på alle områder udviklede sig bedre end børn placeret uden for slægten. Børnene var også mere trygge ved plejeforholdets fremtid og regnede med at kunne blive i plejefamilien.
Flere af Rowe, Cain, Hundleby & Keanes (1984) resultater bekræf-tes af andre undersøgelser. Det gælder børnenes kontakt med biolo-giske forældre. Vinnerljung (1992) dokumenterer, at 82% af børn, langtidsanbragt hos fremmede, ikke havde kontakt med deres mor.
Det samme gjaldt 8% af de slægtsanbragte. Næsten samtlige de børn, der havde kontinuerlig kontakt med fædre, var anbragt hos slægten.
Plejeforældre fra slægten opfordrede i højere grad til samvær med forældrene, mens der hos plejeforældre uden for slægten ofte var en negativ attitude over for kontakt.
Også af Berglinds (1961, 1963) ældre, svenske undersøgelser, Sundell
& Thunells (1997) nye svenske undersøgelse og af forskningsoversig-ter48fremgår det, at de slægtsplacerede børn havde hyppigere kon-takt med biologiske forældre.
47. Der var dog et stor bortfald blandt børn (139 blev interviewet) og biologiske forældre (kun 52 blev interviewet).
48. Vinnerljung (1993), Berrick, Barth & Needell (1994) og Flynn (2002).
En enkelt norsk undersøgelse (Havik, 1996), der bygger på spørgeske-maer til ca. 1.000 plejefamilier, finder ikke denne sammenhæng mellem slægtsanbringelse og hyppigere kontakt med de biologiske forældre.
Den tryghed ved anbringelsens stabilitet, som børnene tilkende-giver i Rowe, Cain, Hundleby & Keanes (1984) undersøgelse, mod-svares af forskningsresultater, der godtgør, at der er mindre sand-synlighed for, at plejeforholdet bryder sammen i slægtsanbringelser, og at plejeforældre fra slægten har forventninger til, at plejeforhol-det kan vare barnets barndom ud. Dette belyses i flere svenske undersøgelser49. Den relative stabilitet i slægtsplaceringer nævnes også som et gennemgående resultat i forskningsoversigter.50