Konklusion

Igennem opgaven har jeg nu fundet frem til, hvor alvorlige finansielle kriser kan være, og hvordan de kan sprede sig fra at være en krise i et finansielt institut, til at kunne ramme et helt samfund og i værste tilfælde store dele af verden.

Forklaringen til hvordan en finansiel krise opstår og hvad der ligger til grund herfor, kan være mange. I opgaven har jeg fundet frem til nogle af de centrale årsager, som har skabt de finansielle kriser i 30’erne, slut 80’erne start 90’erne samt den seneste finansielle krise fra 2008 til 2013. Årsager som har vist sig, at være gentagende i alle tre kriser.

Baggrunden for de tre finansielle kriser, har vist sig at være en gentagelse af historien, med små nuanceforskelle. De tre finansielle krisers oprindelse eller årsag, har vist sig at have tre hovedårsager:

Eufori, dårlig ledelse i de finansielle institutter og governance.

Op til de tre finansielle kriser, har det vist sig, at der har været et markant udlånsvækst i den finansielle sektor. En udlånsvækst som kommer af en længere periode med store nedskrivninger og hensættelser.

Bankerne havde set muligheden for at øge indtjeningen og dermed opnå større overskud til aktionærerne.

Den store udlånsvækst medførte en slappere tilgang til kreditgivning i sektoren, da institutterne i eufori jagtede yderligere indtjening.

Det viser sig efter kriserne, at flere af bankerne har været drevet af en dårlig ledelse, som ikke har haft øje på udviklingen i banken. Dette har specielt været tilfældet i de to seneste kriser, hvor mange af de krakkede banker har vist sig, at have haft svage bestyrelser med manglende kompetencer. Ydermere har mange af disse banker haft en stærk direktør, som grundet bestyrelsens kompetencer, har haft frit spil i virksomheden, uden at skulle stå til ansvar overfor bestyrelsen.

67

Governance beslutninger har ligeledes vist sig, at have en afgørende indflydelse på de finansielle krisers tilblivelse. Op imod hver af de finansielle kriser, har der være truffet regeringsmæssige beslutninger, som resulterede i enten stramninger af økonomien eller lempelser. Begge dele har været med til, at forårsage en finansiel krise.

Det viser sig, at de tre kriser differentierer sig fra hinanden, idet initiativerne for at rede os ud af kriserne har været forskellige. I 30’erne var der begrænset hjælpe fra de offentlige instanser, men var hovedsageligt Bankerne i samarbejde med Nationalbanken, som stod for redning af banker, der var kommet i knibe. Ved krisen i slut 80’erne, var der stort set ingen grænser for hvad staten, Nationalbanken og Finanstilsynet var villige til at gøre, for at rede det enkelte institut, for på den måde at sikre finansiel stabilitet. Ved den seneste krise var staten med fra start, både for at sikre den finansielle sektor, men også for at sikre samfundsøkonomien. Der blev lavet 5 hjælpepakker (bankpakker), til bankerne, som bl.a. sikrede likviditet og kapital, så bankerne fortsat kunne låne penge ud til erhvervslivet og på den måde holde gang i væksten.

Løsninger som alle var 100% finansieret af sektoren selv.

De finansielle kriser har vist sig at være alvorlige, da en finansiel sektor i krise, betyder en tilbageholdende vilje fra bankernes side til at yde lån. I forbindelse med de tre kriser, har det vist sig at udlånsvæksten falder markant i forbindelse med kriserne. Den tilbageholdende vilje til at yde lån, kan resultere i faldende vækst i samfundet, da virksomhederne ikke kan investere/udvikle sig, hvilket igen kan føre til en tilbagegang i samfundsøkonomien. Bankerne er derfor en vigtig brik i den samlede verdensøkonomi, idet de formidler penge mellem folk og virksomheder.

For at skabe et så stabilt finansielt marked som muligt, bliver den finansielle sektor løbende reguleret. Disse reguleringer kommer som oftest på baggrund af tidligere kriser, så en tilsvarende situation ikke skal gentage sig.

I 30’erne blev der indført ny banklov, som skulle sikre kapital i bankerne, samt forhindre spekulation i bankerne. Loven blev indført på baggrund af de tidligere problemer med Landmandsbanken.

Basel I reglerne kom på baggrund af krisen i 80’erner. Bankernes kapital skulle forbedres og samtidig ensartes ud fra et konkurrencemæssigt synspunkt. Basel I reglerne blev dog senere hen justeret, da de ikke tog højde for differentieret kreditrisiko, men vægtede alle kunder ens. Basel II reglerne blev indført, som nu vægtede kunderne forskelligt, alt efter kundens rating. Ratingen af kunden blev fortaget af modeller, som banken typisk selv udformede, hvilket resulterede i, at den i store træk selv kunne styre hvilken risiko, den enkelte kunde skulle pålægges og dermed kapitalkravet. Basel II var en lempelse i forholde til de tidligere

68

Basel I regler, hvilket blev illustreret igennem en virksomheds lån i en bank. Kapitalkravet var blevet væsentligt reduceret ved de nye regler.

Basel II reglerne kunne dog ikke forhindre den seneste krise. Kapitalkravene viste sig, at være utilstrækkelige i forhold til udviklingen i økonomien. Ydermere kunne Basel II reglerne ikke forhindre en verdensomspænde likviditetskrise, og dermed bankernes store indlånsunderskud.

På baggrund af krisen er den finansielle sektor endnu en gang blevet reguleret. De nye reguleringer tager alle udgangspunkt i, at forhindre de problemer som opstod i forbindelse med den seneste krise. Der er lagt op til øget kapitalkrav, krav til likviditet, krav til bestyrelsens kompetencer og øget krav til institutterne som går under betegnelsen SIFI.

Alle de nye reguleringer bygger altså på noget som er sket, og skal derfor forhindre eller reducere sandsynligheden for at historien gentager sig.

Ud fra de to kriser og de efterfølgende reguleringer, har det historisk vist sig, at reguleringerne ikke kunne forhindre kriser i fremtiden. Det er dog værd at bemærke, at de nye reguleringer tager højde for en af hovedårsagerne til de tre kriser, via indførelse af krav til bestyrelsen og dens kompetencer. Om dette og de andre tiltag kan forhindre finansielle kriser i fremtiden er svært at sige.

Der er ved de nye reguleringer, ikke taget højde for problemerne som governance beslutninger og eufori, hvilket også kan betragtes som værende umuligt. Der kan ikke reguleres mod den fri vilje og dermed eufori.

Med udgangspunkt i dette, vil en forhindring af en finansiel krise kræve mere end reguleringer. Mod til at sige fra i de gode tider, vil være en af nøglerne til at undgå finansielle kriser i fremtiden, også selvom man samtidig siger nej til en øget indtjening og et højere afkast til aktionærerne.

69