6. Tre kriser på dansk grund
7.1 BASEL
7.1.2 BASEL II
Basel II blev en realitet i 2004, og blev implementeret frem til udgangen af 2006. Fundamentet og intensionen ved Basel II, var den samme som ved Basel I, at der forsat skulle sikres, at der var tilstrækkelig kapital i pengeinstitutterne. Basel II reglerne var altså en udvidelse af Basel I, med bl.a. et differentieret syn på kapitalgrundlaget og risikostyring.
Grundlæggende er Basel II delt op i tre søjler, hvor søjle 1 skal skabe disciplin for bankledelser, hvilket sker gennem reglerne for kapitaldækning. Søjle 2 indeholder tilsyn af pengeinstitutterne fra myndighedernes side. Søjle 3 skal sikre en transparent finansiel sektor, ved offentliggørelse af regnskabsdata og andre data, som giver investorer mulighed for at vurdere bankens drift. De tre søjler skal tilsammen skabe et stabilt bankvæsen. I figur 14 er de tre søjler illustreret ved tre lodrette søjler, hvis fundament er Basel forslag hvor EU direktivet bygges ovenpå, mens det i sidste ende afsluttes med en dansk lovgivning.
Figur 14: Oversigt over de tre søjler i forbindelse med indførelse af Basel II. Kilde92 7.1.2.1 Søjle 1 kapitalkrav
Mindstekapitalkravet for pengeinstitutter kan ved indførelsen af Basel II, beregne den risiko som er forbundet med kredit, markedet og operationelt. Til at beregne denne risiko, kan institutterne selv vælge mellem følgende tre modeller, som beregner den fornødne risiko: Standartmetoden, hvor instituttets
92 http://www-2.danskebank.dk/link/HTMLrisiko2006/$file/dk_kapitalstyring_kapitalbehov_og_crd.html
42
forskellige aktiver tildeles standardiserede faste risikovægte. Eller en af de to interne rating-modeller, som er IRB93-metoden og den avancerede IRB-metode, hvor institutternes egen viden omkring kreditrisici udnyttes til at estimere risikovægten.
Standard metoden
Benyttes oftest af de små og mellemstore pengeinstitutter. Der er tale om en simpel model, som klassificerer risikoen ud fra forskellige vægte, alt efter rating. Modellen er delt op i kategorierne; lande, banker og virksomheder.
Rating AAA to AA-
A+ to A- BBB+ to BBB-
BB+ to BB-
B+ to B- Under B- Unrated
Lande 0% 20% 50% 100% 100% 150% 100%
Banker 20% 50% 50% 100% 100% 150% 50%
Virksomheder 20% 50% 100% 100% 150% 150% 100%
Figur 15: Risikovægte i procent af hovedstolen for engagementer med lande, banker og virksomheder.
kilde94
Som det kan ses i figur 15, fordeler risikoen sig forskelligt mellem de tre kategorier, lande er knap så risikobetonet som banker, og banker er knap så risikobetonet som virksomheder. Ratingen af de tre kategoriger bliver typisk foretaget af ratingbureauer, såsom Standard and Poors. Det er naturligvis ikke alle der er rated, derfor er der i standard-modellen taget højde for dette, ved at have en fast vægtning af unrated virksomheder, lande og banker.
Med udgangspunkt i vores eksempel fra Basel I i figur 13, vil det nødvendige kapitalkrav nu se ud som følgende, via standardmetoden hvis virksomheden er rated til A+.
BASEL 2
Lån 1.000.000
Vægt 50%
Nødvending solvenskapital 40.000
Figur 16: Udregning af nødvendig solvenskapital efter standardmetoden. Kilde95
Som det ses i figur 16, er kravet til den nødvendige kapitalkrav blevet halveret, grundet virksomhedens rating som en A+ virksomhed. Dette gør at pengeinstituttet har mulighed for at udlåne yderligere 40.000 kr.
til forskel fra Basel I, da der skal tilsidesættes det mindre.
93 Internal rating-based
94 Risk Management and Financial Institutions, side 233 (Hull, John C.)
95 Egen udregning
43
IRB-metoden og den avancerede IRB-metode
Denne metode er langt mere avanceret end standardmetoden, og bliver hovedsageligt brugt af de største institutter. I Danmark var der 9 finansielle institutter96, som valgte at benytte IRB-metoden tilbage i 2005.
Det er dog ikke alle, som kan benytte sig af IRB-metoden. For at et institut kan benytte sig af IRB-metoden, er det en forudsætning, at instituttet lever op til Finanstilsynets krav om at opstille et eller flere ratingsystemer, der på en meningsfuld måde inddeler lånetagerne i forskellige klasser, på baggrund af deres kreditkvalitet. Disse systemer kan være udviklet af instituttet selv, eller være købt ud i markedet.
Typisk ses det, at institutterne rangordner deres kunder på baggrund af kvantitative og kvalitative data.
Når først et pengeinstitut har fået tilladelse til at benytte IRB-modellen, er rammerne for udformning af kapitalkrav forholdsvis fleksible. Det er op til det enkelte institut at foretage en række valg, i tilknytning til estimering af kreditrisici. Disse valg kan have stor betydning for det endelige kapitalkrav.
Til beregning af kapitalkravet for udlån under IRB-metoden, benyttes følgende fire parametre:
1. Probability of default (PD) – Sandsynligheden for at et lån misligholdes i løbet af det kommende år.
2. Loss Given Default (LGD) – Den forventede tabsprocent, givet at lånet misligholdes 3. Exposure At Default (EAD) – Lånets størrelse på misligholdelsestidpunktet
4. Maturity (M) – Lånets løbetid
IRB-metoden er delt op i den avancerede metode, hvor alle ovenstående parametre skal estimeres af institutterne selv, mens det ved den grundlæggende metode udelukkende er PD som skal estimeres.
Med udgangspunkt i den avancerede IRB-metode, har jeg nedenfor udregnet det nødvendige kapitalkrav for vores pengeinstitut, som låner 1 million kr. ud til den tidligere omtalte virksomhed. I det der er tale om den avancerede model, har pengeinstituttet ud fra deres egne interne modeller, udregnet PD, EAD, LGD, M samt WCDR97.
LGD PD EAD M WCDR
35% 3% 1.000.000 5 10%
Figur 17: Viser pengeinstituttets egne forudsætninger. Kilde98
96 Danske Bank, Nordea, Jyske Bank, Sydbank, Alm. Brand Bank, FIH Erhvervsbank, Nykredit, BRFkredit og DLR kredit.
Kilde: Danmarks Nationalbank – Finansiel stabilitet 2006, side 80
97 Worst case default rate
98 Egne forudsætninger
44
Kapitalkravet findes via følgende formel99:
Hvor b er:
Kapitalkrav:
Eksemplet viser at kapitalkravet kan variere en del, alt efter hvilken model pengeinstituttet benytter, til at udregne kapitalkravet. Fra standard-metoden til den avancerede IRB-metode, er der en forskel 4.445 kr.
Forskellen er hvad pengeinstituttet kan undlade at sætte til side, hvis de benytter IRB-metoden. Omvendt kunne udregningen også have vist, at pengeinstituttet skulle have tilsidesat yderligere kapital, i forhold til standard-metoden.
7.1.2.2 Søjle 2 - Tilsyn
Søjle 2 indeholder tilsynsstandarder og processer, for opgørelse af institutternes solvensbehov. Der bliver i søjle 2 lagt op til, at det er ledelsen af det enkelte pengeinstituts opgave, at opgøre instituttets solvensbehov, hvilket som udgangspunkt kan være større end lovkravet på 8%. I ledelsens opgørelse af solvensbehovet skal ledelsen vurdere de væsentligste risici, som instituttet står over for jf. LFV100 §124, stk.
4 . Dette kunne eksempelvist være; indtjeningsevne, indtjeningsstabilitet, aktivernes kvalitet, forventet fremtidig vækst, mulighed for at fremskaffe kapital, udbyttepolitik, konjunktursituationen, strategiske risici og omdømme risici.
Det solvens behov som ledelsen kommer frem til, skal efterfølgende drøftes med Finanstilsynet, som i sidste ende kan pålægge pengeinstituttet at have mere kapital end de 8% jf. LFV §124 stk.5.
7.1.2.3 Søjle 3 – Rapportering/markedsdisciplin
Den sidste søjle stiller krav til hvilke oplysninger der skal offentliggøres, fx vedrørende risici, risikostyring og kapitalstruktur. Dette skal være med til, at gøre udviklingen i instituttet så transparent som mulig for den enkelte investor. Pålægger Finanstilsynet et kapitalkrav, som er højere end det som svarer til
99 Risk Management and Financial Institutions (Hull, John C.)
100 Lov om finansiel virksomhed
45
minimumskravet på de 8%, er det dog ikke et krav at dette bliver offentliggjort, ligesom det heller ikke er tilfældet for instituttets solvensbehov.
7.1.2.4 Mangler og svagheder ved Basel II
De mangler og svagheder som der er ved Basel II, er først for alvor kommet til udtryk efter den seneste finansielle krise. Det har først her været muligt, at konstatere hvilke uhensigtsmæssigheder og mangler der har været forbundet med Basel II.
Kravet til kapital har vi gennem vores eksempel vist, at dette kan variere væsentligt, om vi bruger standard-metoden eller IRB-standard-metoden. Ved den avancerede IRB-metode, er det op til pengeinstituttet selv, at vurdere risikoen ud fra deres egene modeller, som naturligvis skulle være godkendt af Finanstilsynet. Denne metode gør at pengeinstitutterne i grove træk selv kan justere risikoen, da det er deres egene data som bruges i modellerne. Største delen af disse modeller bygger typisk på historisk data, hvor de seneste oplysninger bliver vægtet tungt, i forhold til de oplysninger som er 2 år gamle. Disse former for modeller kan være rigtig gode i op- eller nedture, men de kan ikke sige noget om hvornår det vender. Dette gør at når minimumskapitalgrundlaget skal præsenteres for Finanstilsynet, kan det være svært at vurdere, om det udregnede minimumskrav er tilstrækkeligt, eller om det i realiteten skulle have været højere.
Basel II stiller ikke krav til, at pengeinstitutterne skal opbygge kapital til dårlige tider, og der var ligeledes ikke rettet fokus på dette. I den seneste finansielle krise, var der ingen myndigheder, som råbte vagt ved gevær, da pengeinstitutternes udlån steg markant under opsvinget.
Kravene til likviditet, har heller ikke været en del af de bagvedliggende reguleringer i Basel II. Dette var bl.a.
med til at pengeinstitutterne, op til krisen opbyggede det tidligere omtalte indlånsunderskud.